Nogle grundprincipper for den nationale kamp

Fat dit flag_01 (640x528)Når man ser ud over det politiske landskab i dag, er der liden grund til ikke at forstemmes. Danmark har ganske enkelt ingen national opposition til det herskende politiske system. Og med opposition menes der her ikke blot en politisk opposition, men også en kulturel og ideologisk opposition.

Mange vil nu nævne såvel Dansk Folkeparti som den Danske Forening, Foreningen Dansk Kultur og eventuelt andre smågrupperinger, som måske nok i nogen grad har en god vilje, men som alle er meget langt fra at opfylde kriterierne for at være en national opposition.

For overhovedet at beskæftige sig med politiske eller kulturelle emner, der rager ud over dagens skænderier om skatteprocenter, er det nødvendigt at gøre sig klart, hvad det er for en opgave, en sådan opposition står over for. Af enhver politisk leder må man kunne forvente en absolut klarhed over følgende punkter. Har vedkommende ikke denne klarhed, hengiver han sig til illusioner, ønsketænkning og lette genveje, som kun fører ud i intetheden. Besidder han klarheden, men hengiver sig alligevel til illusioner om, at der findes en lettere vej, så er han uærlig, og han vil heller ikke opnå noget. Kun den, der lader enhver handling lede af disse principper, kan udrette noget positivt – ligegyldigt på hvilken måde den pågældende vælger at fremme den danske sag.

Følgende punkter er ikke noget politisk program. Et sådant er i og for sig meningsløst. Det er retningslinjer. De er næppe egnede som noget partipolitisk grundlag, men skulle nogen nære det forfængelige håb, at man kan opnå noget ad partipolitisk vej, så må man holde sig for øje, at disse punkter nødvendigvis må være ens ufravigelige rettesnor – sådan at forstå, at man i sit politiske virke ikke kan indtage positioner, der er i modstrid med disse punkter. Man behøver dog ikke slå dem op på kirkedøren!

1. Den højeste opgave for enhver dansk kulturel eller politisk strømning er bevarelsen af fædrelandet, dets selvstændighed, dets sprog og kultur, dets skik og brug, dets territoriale integritet og dets befolknings egenart og fortsatte biologiske beståen. Dette er en opgave, der ikke kan diskuteres, og der kan her ikke indgås nogen form for kompromisser. Enhver, der ikke følger dette klare princip, er landsforræder og fortjener straf som en sådan. På intet punkt kan man samarbejde med nogen, der ikke anerkender denne opgave. Enhver deltagelse i eller støtte til bestræbelser, der fremmedgør det danske folk fra dets kultur og historie og biologiske oprindelse, deltager aktivt i at undergrave nationen.

2. Det er i den forbindelse nødvendigt at gøre sig klart, at folkets beståen er et biologisk spørgsmål. Man kan ikke gennem integration af udlændinge skifte folket ud og bilde sig ind, at man bevarer Danmark. Enhver, der udelukkende behandler indvandring som et spørgsmål om økonomi, religion eller kultur, går uden om det væsentlige. De, der gør det, handler enten af dumhed, utilgivelig uvidenhed, eller fordi de handler imod bedre vidende i et forsøg på at undgå at blive stemplet som racister, nazister eller andet misliebigt. Der er oftest tale om alibistandpunkter, som når man f.eks. ønsker øget adoption af udenlandske børn eller ønsker den muslimske indvandring afløst af kristne negre.

Danmark skal fortsat være danskernes land, og dansker er ikke noget, man kan blive gennem vedtagelse af en lov i Folketinget. Enhver integration af fremmede vil uundgåeligt medføre en biologisk integration, som på længere sigt vil tilintetgøre grundlaget for at tale om et dansk folk. Enhver, der ikke vil kendes ved racer og biologiske forskelligheder inden og uden for folket, må henvises til at lege videre i den politiske sandkasse på Christiansborg. Sådanne kræfter er uden reel relevans for en national opposition.

3. Det er nødvendigt at indse, at den demokratiske styreform, der i dag prises så højt, har udviklet sig til det kraftigste våben imod vort folks beståen. Det er ikke mere en styreform, men en ideologi, baseret på tågede og uvidenskabelige ideer om universelle menneskerettigheder, som fornægter alle de principper, det vil være nødvendigt at forfægte for at sikre folkets bevarelse. Som en ideologi er demokratismen lige så totalitær som kommunismen eller nazismen – der er fuld frihed til at diskutere, hvor liggestolene på dækket af Titanic skal stå, men der er ingen frihed til at ændre kursen. At tro på, at dette system kan redde os, er naivt. At tro, at det kan ændres igennem valg, er håbløst naivt. Hvis valg ændrede noget, ville de ikke være tilladt. Den nuværende monolit af politikere, embedsmænd, biskopper, præster, lærere og presse har intet at frygte. Imod den var Goebbels en sand dilettant! Sammen med EU kontrollerer den, hvad folk må tænke – og ethvert parti, der ikke tænker sådan, vil blive knust, såfremt det blot indeholder den mindste kim til succes. Selv en valgsejr på over 50 % af stemmerne (hvilket for ethvert parti er utopisk), ville ikke få den nuværende elite til at aflevere nøglerne til magten.

4. Det er nødvendigt at indse, at alle de ideologier, som i dag behersker såvel naturvidenskaberne som kultur, uddannelse, politik, jura og samfundsvidenskab, er udtænkt og udbredt af etnisk selvbevidste jøder, der sammen med deres tro håndlangere igennem en central rolle i økonomi, underholdningsindustri og medieverden effektivt kontrollerer samfundet, med det erklærede formål at svække de hvide folkeslags magt, selvværd og befolkningsmæssige sundhed for til gengæld at styrke deres egen position. Enhver, der i sine bestræbelser for at være respektabel nationalist, betoner sin støtte til Israel imod palæstinenserne, vælger det større onde over det mindre. Når Danmark i dag oversvømmes ikke blot af palæstinensere, men af alle mulige fremmede folkeslag kan ansvaret i vid udstrækning placeres hos jøder. Islam er uden tvivl et onde, hvis trussel imod Danmark og Europa imidlertid vil forsvinde med de udenlandske massers forsvinden. Et effektivt arbejde for at virkeliggøre denne vision modarbejdes konsekvent af jøder og jødiske organisationer.

5. Det er nødvendigt at lægge enhver form for kristendom bag sig, thi denne har beredt grunden for de europæiske folks undergang ved at berøve dem deres egen oprindelige religion og fylde dem med skyld, arvesynd og åndelig jødedom i en sådan grad, at kristne har en jøde som deres gud og ”frelser”. Kristendommen har til enhver tid modarbejdet videnskab og fremskridt og er i dag yderligere undergravet af samfundsnedbrydende kræfter, så den støtter alt det, der nedbryder vort folks beståen. Folkekirken kunne have været et bolværk mod islamiseringen af Danmark, men praksis viser det stik modsatte. Folkekirken går foran i bestræbelserne for at afvikle nationen. Når dette er sagt, må det imidlertid tilføjes, at kristendommen har sat sig så uudslettelige spor i vor historie og kultur, at den har vundet en grad af borgerret, som ikke kan overses. I en kulturkamp mellem islam og kristendommen er der ingen tvivl om, hvor den nationale opposition står. Hvis kristendommen vil have nogen chance for at være en del af fremtiden, må kirken imidlertid nødvendigvis komme frem til en form for kristendom og en kirkelig struktur, der aktivt støtter nationens bevarelse. Ellers forbliver den en del af problemet.

6. Det er nødvendigt at indse, at alle de onder, nationale danskere i dag klager over og søger at bekæmpe, er resultatet af, at Hitler tabte den anden verdenskrig. Havde Hitler vundet den anden verdenskrig – eller endnu bedre: Var den anden verdenskrig ikke kommet – havde disse onder ikke eksisteret i dag. København havde ikke haft 20 % fremmede indbyggere, der var ikke blevet givet milliarder af kroner og euro ud på ulandshjælp og flygtninge, danskerne havde stadig fået børn (der havde ikke været nogen pensionistpukkel), Afrika havde stadig været under europæisk kontrol, og befolkningen på dette fantastiske kontinent havde ikke måtte frygte stadige borgerkrige, vold og hungersnød. Havde tyskerne vundet krigen, havde der givetvis været mangt og meget at klage over, men vort folks biologiske beståen havde ikke været truet, og alt andet kan genskabes.

7. Det er nødvendigt at indse, at jødernes holocaust er det middel, som i dag bruges til at holde enhver national vækkelse i Europa nede med. Gennem deltagelse i den efterhånden fuldstændig overskruede dødekult i denne det 21. århundredes nye religion, cementeres jødernes magt og den hvide races afmagt. Højrefløjen bliver stillet til regnskab for Hitlers gerninger, mens venstrefløjen aldrig behøver at diskutere de 200.000.000 mennesker, der er blevet myrdet i kommunismens og lighedens navn, ligesom erindringen om disse sjældent finder vej til medierne.

8. Det er nødvendigt at indse, at Amerika og Amerikas indgriben i Europas interne forhold har været til Europas ulykke – og at Amerikas fortsatte magt vil føre til den hvide races undergang. Amerika har ikke reddet os to gange i det forrige århundrede, som en tåbelig, historieløs politiker, der ynder at optræde som repræsentant for det nationale Danmark, har påstået – det har derimod to gange forhindret en intern ordning af Europas forhold. Uden Amerikas indblanding i den første verdenskrig, havde de stridende parter måttet erkende, at ingen af dem var i stand til at slå den anden, og havde måttet slutte en fred, der havde bevaret status quo i Vesteuropa. Tyskland ville ikke være blevet ydmyget, der ville ikke have været krigsskadeserstatninger, intet økonomisk sammenbrud, ingen Hitler (!), ingen anden verdenskrig, intet “holocaust”, 50 millioner europæere ville ikke være blevet dræbt, der ville ikke have været nogen bombede byer, ingen tilintetgørelse af europæiske kulturværdier, ingen kommunisme i halvdelen af Europa, ingen Berlinmur, ingen mellemøstenkonflikt, ingen indvandring af den 3. verdens masser i Europa, ingen ulandshjælp, ingen terror, ingen 11. september …… kort sagt intet af alt det, som gør vor eksistens fattigere og truer vor fremtid.

9. Den Europæiske Union er et effektivt værktøj til bevidst nedbrydelse af folkeslagenes Europa. Hver eneste bestræbelse, der udgår fra EU, tager direkte eller indirekte sigte på at fjerne landegrænser, udslette kulturelle, sproglige og biologiske forskelle imellem Europas mange folkeslag, åbne Europa for indvandring fra den 3. verden og sikre storkapitalen uhindret adgang til at udplyndre Europas folkeslag, samtidig med at arbejdspladserne sendes ud af landet. EU har absolut ingen folkelig legitimitet og skal bekæmpes på enhver tænkelig måde. Det er dagens besættelsesmagt og det største onde, nationale kræfter står over for.

***

Mange vil til disse punkter vilkårligt udbryde, at dette er “renlivet nazisme”. Nuvel, hvis nazismen hyldede de principper, der ligger til grund for ovenstående punkter, så var den måske ikke så ringe endda. Måske var den en tanke værd? “Nazisme” er et af de nøgleord, der anvendes for at skræmme folk væk fra de værdier, der kunne sikre et ordentligt fundament for deres liv og fremtid. “Det sagde Hitler også,” brøler Krasnik, Notkin og alle deres artsfæller, hver gang en national rørelse viser sig, og straks spredes den igen skrækslagen i alle retninger. Ved ordet “nazisme” ses automatisk for det indre øje bjerge af lig, rullende kampvogne, marcherende kolonner, rygende skorstene, bombede byer og lignende, der uden videre alt sammen skrives på nazismens regning. Alt dette hører imidlertid historien til, og det forhindrer ikke, at nazismen også byggede på evige, naturgivne principper, der er indlysende rigtige, og som intet samfund har råd til at se bort fra.

“Nazisme” – eller nationalsocialisme, som man vel retteligen bør kalde det – giver i dag kun mening som et historisk fænomen, stærkt bundet af det land og den tid, den opstod i. Nationalsocialismen er uløseligt knyttet til Hitler, tysk tradition og tyske samfundsforhold, som i dag er os ganske fremmede. Enhver, der vil genoplive den faldne ideologi, bør gøre sig selv den tjeneste at læse Hitlers Mein Kampf, hvori der på det kraftigste advares imod at give kunstigt åndedræt til fortiden. Det betones, at man i stedet skal skabe en ny bevægelse, der er født af tidens og stedets behov, og som kan vokse organisk frem i det givne samfund. I det hele taget skulle dagens beundrere af Adolf Hitler som det første gå i gang med at læse hans bog, der selv i den ubehjælpsomme oversættelse, som foreligger på dansk, har meget at byde på. Den uundgåelige konsekvens af en forstandig læsning må nødvendigvis føre til en øjeblikkelig nedlæggelse af dagens underskov af latterlige og i mange tilfælde vederstyggelige smågrupper, der påberåber sig at være Adolf Hitlers arvinger uden nogen sinde at have sat sig ind i, hvad dette nu kunne indebære. Disse har intet bevirket for at redde folkets eksistens – tværtimod.

Vi vil i dag ikke tilbage til 30’erne – vi vil gerne være en del af fremtiden. Fortiden vil og skal aldrig komme tilbage – dertil er de ydre forudsætninger alt for vidt forskellige. Dagens problemer er langt alvorligere end noget, Hitler stod over for. Hans opgave var hovedsagelig af økonomisk art – i dag er den af eksistentiel natur, og det folkelige fundament, Hitler byggede sin bevægelse på, findes ikke mere. Fædrelandskærlighed og nationalfølelse er ikke mere selvfølgelige størrelser, men noget, der skal argumenteres for. Alt dette betyder imidlertid ikke, at man skal smide barnet ud med badevandet. En sandhed er en sandhed, uanset hvem der siger den. Der var alvorlige indbyggede fejl i Det Tredje Rige, som aldrig må gentages, men de værdier, der nødvendigvis må ligge til grund for en fornyelse af samfundet, hvis det skal overleve i en form, almindelige mennesker ønsker at være en del af, er urgamle. De findes i de indiske oldkulturer, i Antikkens Hellas, i Ciceros Rom samt inden for klassisk konservatisme og kan i dag underbygges videnskabeligt på en måde, man for blot 50 år siden kun kunne drømme om. De dyder og egenskaber, der igennem årtusinder har været fundamentet for udviklingen af den europæiske civilisation (og der findes ikke andre civilisationer i vor forstand!) er helt uafhængige af, hvem der har taget sit udgangspunkt i dem, og hvad resultatet har været. Det er kommende lederes opgave at undgå fortidens fejl og bygge en bedre og mere varig bygning på fundamenterne. Dette kræver et godt, grundigt og uhildet studium af historien.

Opgaven synes i dag håbløs. Terroren imod anderledes tænkende har udviklet sig på en sådan måde, at disse ikke mere kan leve et normalt liv med arbejde, familie og social omgang. Dette er grunden til, at der er så få, som har kræfter til at forsvare Danmark – og til at så mange søger pseudoudveje, som umiddelbart forekommer lettere end den konsekvente modstandskamp. Dette kan der ikke umiddelbart ændres på, og den, der søger en politisk udvej inden for det herskende systems rammer, fortjener naturligvis en i det mindste stiltiende støtte, idet der dog skal erindres om ovenstående 9 punkter. Men at en politisk virksomhed kræver kompromisser, ligger på forhånd i kortene. De fleste danskere ønsker det Danmark, de kender, tilbage – og det er ikke Helle Thorning Schmidts Danmark – men de ønsker blot, at det skal ske af sig selv, at de en morgen vågner op, og alt er ved det gamle. De tænker ikke voldsomt meget over årsager og skyldige – og de vil frem for alt bare have, at alt skal løses på den pæne måde. Det ville vi alle meget foretrække, men det er ikke en sandsynlig udgang på problemerne. Som allerede nævnt, vil de nuværende beslutningstagere og deres lakajer ikke frivilligt give afkald på deres magtposition og som ved en magisk kraft forvandle sig til nyttige og nationalt tænkende samfundsborgere, der arbejder til gavn for folket. Denne eventyrslutning er naiv. Der vil skulle kæmpes for magten, og et vidtrækkende opgør med den nuværende “elite” vil blive nødvendigt – og det vil ikke blive smukt og harmonisk. Men alternativet til, at det danske folk rejser sig og kræver Danmark tilbage, er langt værre. Hvis danskerne bare lader stå til, vil vi glide hen imod en decideret krig i gaderne mellem danskere og fremmede – og det vil blive meget blodigt, idet mange af vore ubudne gæster er født med en Kalashnikov i hånden og har fortrinlig militær træning, mens danskere generelt er fremmede over for kamp og våbenbrug. Dertil kommer, at respekten for menneskeliv er langt ringere blandt vore gæster end blandt os. De er vokset op i eller er præget af samfund, hvor et menneskeliv ikke er ret meget værd. De vil altså stå meget stærkt i en sådan krig. Eneste alternativ er at nedlægge Danmark uden sværdslag, antage islam, destruere grisene, lukke spritfabrikkerne og bryggerierne, brænde malerierne i vore museer, smelte statuerne om, rive kirkerne ned, jævne vore fortidsminder med jorden, brænde vore bøger og vore noder, lade vore piger tvangsgifte med indvandrede typer fra den tredje verden, så vi endelig også kan blive endegyldigt udryddet biologisk. Shariaen vil blive indført, kvinder vil blive stenet og mænd halshugget for religiøse overtrædelser, og ethvert retsbegreb vil forsvinde. Naturvidenskaberne vil dø ud, kreativitet forsvinde. Intellektuel aktivitet vil være centreret om fortolkninger af koranen, så som udstedelse af nye fatwaer, f.eks. om forbud mod snemænd, og det vil kun foregå på arabisk. Hvis nogen ønsker at vide, hvordan samfundet vil blive, vil vi anbefale en rejse til Islamisk Stat – en enkeltbillet skulle være tilstrækkeligt. Der findes naturligvis stadigvæk blidere udgaver af islamiske stater, hvortil en returbillet kan lønne sig – men deres dage er også talte, jf. udviklingen i Tyrkiet. Det anbefales ikke at udskyde rejsen for længe.

Alle tanker om menneskerettigheder, multikultur, humanisme, tolerance etc. er – ironisk nok – produkter af den vestlige kultur og er ukendte begreber, så snart vi kommer til andre folkeslag. Idéerne er til dels fine nok, når de praktiseres inden for et homogent samfund, hvor folk har samme værdisæt, men når de udstrækkes til andre folk med en helt anden dagsorden, er de selvmord!

Hvad kan vi gøre for at forhindre denne triste skæbne for vort fædreland? Der er naturligvis de politiske partier – men et sådant arbejde har som nævnt ingen chancer for at føre til målet, hvis det står alene, men det kan være en god platform til udbredelse af det nationale budskab og til rekruttering af kvalificerede folk. Vi står i høj grad i samme situation som i 1940. Dengang ville et parti, hvis mål var at smide tyskerne ud af landet, heller ikke have haft nogen gang på jorden. Derfor gik man til sidst til modstand på en mere håndgribelig måde – men ikke med særlig stor succes. Man havde dengang imidlertid mægtige udenlandske støtter og et andet menneskemateriale – og successen blev til sidst tilført udefra. Under ingen omstændigheder ville væbnede aktioner imod dagens besættelsestropper have nogen betydning i den forstand, at de ville få de fremmede til at flygte fra den vidtåbne danske statskasse. De kommer i mange tilfælde fra lande, hvor de i dagligdagen hver dag er udsat for en umiddelbar risiko for død og lemlæstelse – massenedskydninger i moskeer eller målrettede likvideringer ville intet større indtryk gøre og heller ikke påvirkede procentdelen af udlændinge mærkbart. De ville kun tjene til selvtilfredsstillelse – og sikkert til skjult glæde for flere mennesker, end man lige tror, men denne glæde vil heller ikke have nogen overordnet betydning. I dag er det også vanskeligt at forestille sig, at en væbnet opstand imod politi og militær med det formål at vælte systemet ville føre til noget resultat. Et sådant forsøg ville på forhånd være dømt til undergang. Man kunne snarere forestille sig likvideringsaktioner mod de værste landsforrædere ville gøre indtryk, men de ville i høj grad tjene til, at magthaverne ville kaste masken og gennemføre den absolutte politistat. Sådanne aktioner ville heller ikke i den nuværende situation redde Danmark.

Der er nemlig absolut ingen vej forbi det danske folk. En ændring er kun mulig, hvis en betydelig del af folket vil det. Hvis ikke folket vågner op og vil ændringen med alt, hvad dertil hører, vil det dø og forsvinde fra verdenskortet inden for de næste 50 år. Det vil være uendelig sørgeligt, men i så fald uafvendeligt. Det gælder derfor først og fremmest om at påvirke den del af befolkningen, der stadig inderst inde er tro mod fædrelandet. Det gør man ikke ved at afskærme sig i partier, der adskiller en fra det danske folk, men ved at deltage i folkets liv og dyrke dets kultur. Noget af det, man kan bebrejde Den Danske Forening, Dansk Folkeparti og andre velmenende organisationer er, at der kun i meget beskedent omfang har været et kulturelt engagement, og “Foreningen til fremme af dansk kultur, demokrati, sprog, historie, bygningskunst og den danske sang” har aldrig haft nogen videre succes med sit forehavende, måske fordi den fra begyndelsen var stærkt præget af det kirkelige, måske fordi den i for høj grad har været for intellektuel og for lidt folkelig. Kulturen er ikke noget, der blot står i bøgerne, det er noget der skal leves i det daglige liv. Vi har i dag brug for alsang og folkedans – sidstnævnte ikke som en sportsgren med Danmarksmesterskaber, men som en naturlig del af vor traditionelle kultur. Vi har brug for at holde vort sprog i hævd over for den stigende anvendelse af engelsk i vor dagligdag, og vi skal læse vor litteratur. Vi har brug for en kulturel manifestation. Der er brug for en bevidstgørelse af folket på alle niveauer.

Vi skal her i første række starte med os selv. Man kan kun redde folket, såfremt man elsker det. For at elske det skal man kende det. For at kende det, skal man forstå dets historie, dets kultur, litteratur, musik, dans og andre udtryk for dets liv. Ethvert ønske om en ændring, der ikke tager udgangspunkt i et dybtfølt ønske om at redde det danske folk fra sikker undergang, er på forhånd dømt ude. Dette drejer sig om kollektivet – ikke om den enkeltes forstørrede ego.

Egentlig er højrefløjen lidt i samme situation, som hunden, der hver dag gør ad de forbikørende biler. Hvad ville den egentlig stille op, hvis den en dag fangede en bil? Hvad ville højrefløjen i videste forstand stille op, hvis Helle Thorning Schmidt en dag kom forbi Morten Uhrskov Jensen eller Daniel Carlsen med nøglerne til statsministeriet og sagde: “Jeg giver op. Nu er det jeres tur. Mor jer godt!” Sagen er, at højrefløjen i dag har for lidt at byde på – ikke blot mandskabsmæssigt, men også idemæssigt og uddannelsesmæssigt. Der er simpelthen alt, alt for få kvalificerede mennesker, til at man blot kan drømme om at erstatte de landsforrædere, som sidder overalt i samfundets kirtler. Det er ikke nok at have politiske ambitioner – der skal meget mere til. Det er her højrefløjen bliver nødt til at sætte ind. Uddannelse af en virkelig elite, som kan tage landssvigernes pladser, og som er sig bevidst om de principper, der her er anført. Denne elite kan imidlertid ikke tillade sig at blive eksponeret og udsat for den sædvanlige pressehetz.

De kommunistiske 68’ere vandt ikke deres indflydelse ved at opstille til valg, men ved at marchere gennem institutionerne. Nationale danskere må ikke ende på kontanthjælp, men skal gå den samme vej. Hvis man har evnerne for det, skal man studere, slå sig ned i et godt job og påvirke verden i stilhed i den udstrækning, man kan. Er man jurist, skal man søge ind til domstolene og indtage disse. Er man underviser, skal man til stadighed sørge for at fremme fornuften i undervisningen og bekæmpe enhver politisering af noget, som ikke skal være politisk. Er man håndværker, skal man skaffe sig en position i samfundet, ud fra hvilken man har så stor indflydelse på sit nærområde som muligt. Under alle omstændigheder skal man uddanne sig til at kunne overtage nøglefunktionerne i samfundet, hvis lejlighed gives. At søge stillinger i politi, militær og hjemmeværn er en selvfølgelighed. Disse institutioner vil være nøglen for enhver ændring – uanset hvordan denne kommer i stand. Man skal deltage i sine børns skoleliv og forsøge af al magt at imødegå den statslige fordummelse. Man skal undgå børneinstitutioner – af dem kommer intet godt. Man skal deltage i foreningslivet og overalt med fasthed forsvare sine idealer uden at drive politisk virksomhed. Man skal generelt ikke deltage i det politiske spil for magtens skyld, for den får man ikke, men for at skabe respekt og bekendthed i lokalsamfundet – og det skal man ikke nødvendigvis stifte nye partier for at gøre. Frem for alt skal man ikke gå på kompromis med grundprincipperne. Man skal understøtte den murren og utilfredshed, der findes i folket. Man skal aldrig lade en lejlighed gå forbi til at sige sin ærlige mening om politikerne og samfundets situation. Hvis man har mulighed for det, skal man ved sit erhvervsvalg vælge den beskæftigelse, der giver mest indflydelse og størst selvstændighed og urørlighed. Man skal i sine valg af medarbejdere og leverandører altid tænke på sine ligesindede og så vidt muligt boykotte virksomheder, der beskæftiger unationale personer eller udlændinge. Det sidste er det sværeste, idet disse nyder særlig beskyttet status, men som kunde er det ikke primært dit problem. Læg helst dine penge, hvor de kommer danskerne til gode.

Endelig er det vigtigt at holde øje med landsforræderne og deres håndlangere, så de ikke bliver glemt den dag, det nationale Danmark (måske) rejser sig. Ligesom modstandsbevægelsen under den forrige besættelse førte omhyggelige arrestationslister over deres modstandere, bør nationale danskere huske de unationale kræfter, således at disse ikke undgår at komme til at stå til regnskab for deres handlinger. De store fisk er kendt af alle i forvejen. At politikere og mediepersonligheder har meget at svare for, siger sig selv – de vil under ingen omstændigheder blive glemt. Men alle de små fisk, der flittigt i dagligdagen, i læsebreve og foreninger og under dække af deres offentlige stillinger i undervisning, retsvæsen, kirke osv. bidrager til fuldbyrdelsen af folkemordet på danskerne, fortjener imidlertid så sandelig også at også at blive husket og stillet til regnskab for deres handlinger, når tiden er moden hertil.

Ingen af disse tiltag vil i sig selv ændre noget – men sammen vil de skabe et muligt grundlag for redningen af Danmark. Vi må hele tiden huske på omvæltningerne i Østeuropa i 1989-91. Der var ikke mange, der havde forudset dem. De allerfleste troede, der var tale om krusninger på overfladen, men det var folkene, der rejste imod det tyranni, vestmagterne havde udleveret dem til i 1945. Vi troede alle, at der efter denne omvæltning ville komme nye og bedre tider, men vi tog fejl. Der var nemlig ingen national elite, som var i stand til at tage tøjlerne, således at de hidtidige magthavere og disses stråmænd uden videre kunne fortsætte i nyt regi, med den følge, at verdens tilstand set med nationale øjne er blevet stærkt forværret.

Folket kan rejse sig på mange måder og af mange grunde, og EU’s skrøbelige fantasiøkonomi vil kunne bryde sammen i løbet af meget få måneder, hvis først bolden begynder at rulle. Der kan opstå en politisk situation, der pludselig ændrer spillereglerne totalt. Alt sammen noget, der vanskeligt kan forudses, men som kan indebære chancen for en ændring. Den nationale fløj må imidlertid være klar til i en sådan situation at løfte opgaven og skabe denne ændring. Det er således at håbe, at sammenbruddet ikke kommer lige med det samme.

Friheden vindes aldrig billigt, og den vindes aldrig gennem dumhed.

Dette indlæg blev udgivet i Dansk nationalisme og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s