Nekrolog over Nye Borgerlige

Kan politikeres respektabilitet blive ringere?

I forlængelse af sidste uges artikel om politikernes elendighed kan vi nu endvidere konstatere, at også Nye Borgerliges stifter og formand Pernille Vermund selv er blevet træt af legen på Christiansborg. Hun forsvarer sig med, at hun ikke vil gro fast som politiker, men ”prøve noget nyt”. Altså kan vi konkludere, at hendes korte optræden på den politiske scene blot var en form for selvpromovering – og da valgresultatet ikke levede op til hendes forventninger, ja så løber hun af pladsen og opgiver kampen for et nationalt bevidst og borgerligt orienteret Danmark.

Det er vigtigere, at hun får “prøvet noget nyt” end at fortsætte den svære kamp, som vi andre har ført i over 50 år – uden nævneværdige resultater. Men vi har gjort det af pligt – ikke som et forsøg på selviscenesættelse, og vor kamp har krævet ofre i en størrelsesorden, der er fremmed for Pernille Vermund. Det er naturligvis tænkeligt, at Mette Thiesens personlige svigt og Inger Støjbergs enegang har svækket Pernille Vermunds tro på sagen – og på det såkaldte borgerlige Danmark i al almindelighed. Det kan jeg godt følge. Og nej, Pernille havde ikke kunne vinde kampen, for hun har ikke forstået, at ”den politiske kamp” er fup og fiduser, og at der skal ganske andre boller på suppen for at redde Danmark, boller, som Pernille Vermund ikke har appetit på. Hun vil jo gerne være den pæne pige i klassen. For hende er boller et verbum.

For Nye Borgerlige er Vermunds afgang indledningen til bisættelsen. Pernille Vermund (og Mette Thiesen) var ganske enkelt Nye Borgerlige – særdeles pæne, begavede, præsentable, veltalende – alt det, der skal til for at vinde stemmer i systemets fupvalg. De to kan ikke erstattes, og Nye Borgerlige er i alvorlig fare for at dø på sottesengen. Det er da lidt vemodigt – NB er det eneste parti, der fører en antisocialistisk national politik i modsætning i Dansk Folkepartis national-socialistiske politik – og det er et kæmpesvigt over for medlemmerne af partiet og dets vælgere, men sådan er demokratiet – og sådan er demokratiske politikere. De er ikke idealister, de er opportunister. Men måske – og jeg siger udtrykkeligt måske – er den allestedsnærværende skjulte hånd årsag til miseren. Kønsdriften synes at være ganske veludviklet hos de to damer (med det udseende kunne det også bare mangle andet). Den fældede Mette Thiesen, men måske var det også den, der fældede Pernille Vermund. Og måske, måske har den skjulte hånd spillet en rolle i begge tilfælde. Det vil jo ikke være første gang! Man bruger rutinemæssigt kvinder til at forsøge at ødelægge mænd og tilintetgøre det, de har skabt, men i disse ligeberettigelsestider kan man vel også bruge mænd til at ødelægge kvinder og politiske partier. I så fald vil de to snart igen blive ledige på ægteskabsmarkedet – til trøst for alle deres skuffede tilbedere.

Det skal således heller ikke glemmes, at den afgørende grund til, at Daniel Carlsen lukkede Danskernes Parti, var oprettelsen af Nye Borgerlige – som nu også sang- og klangløst vil forsvinde. Med al respekt for Lars Bøje Mathiesen og Kim Edberg Andersen – de to eneste frontfigurer i NB, der er noget virkeligt gods i – vil de ikke være i stand til at løfte arven efter Mette og Pernille. De ser ganske enkelt ikke godt nok ud i badetøj, og det er – når alt kommer til alt – det vigtigste.

Pernilles venskab med Inger Støjberg hænger nok også lidt i laser, fordi Støjberg undlod at gå sammen med Pernille for at skabe et stærkt nationalt modspil til landsforræderne. Hun forblev den selvcentrerede systempolitiker, hun altid har været. Hun kunne sammen med Pernille Vermund have skabt noget, der måske havde kunnet flytte nogle brikker en lille smule, men så var hun jo kun blevet nummer 2 – hun er ikke så uimodståelig i badetøj som Pernille. Nu er hun nummer 1, men hun kan bare sidde i Folketinget med nogle i mere end én forstand værdiløse mandater uden at kunne udrette noget som helst. Det er lidt ligesom ærkeenglen Lucifer, der hellere ville være nummer 1 i Helvede end nr. 2 i Himlen. Endnu et udslag af meningsløs selvpromovering. Og min spådom er, at ”Danmarksdemokraterne” også lige så stille vil forsvinde, når medlemmerne i al ubemærkethed glider tilbage til de partier, de forskellige er kommet fra.

Jeg kunne godt sige noget om kvinder i politik, men det vil jeg næppe blive populær på, men på den anden side er jeg ikke sat i verden for at blive populær, men for at fortælle folk alt det, de ikke ønsker at høre. Kvinder har generelt ikke noget at gøre i politik – og det gælder kvinder af alle køn! Der er undtagelser: Margrethe den I af Danmark, Elizabeth den I af England, dronning Victoria af England, Margaret Thatcher og Golda Meir – og bestemt også en lang række udmærkede piger i politikkens anden division, piger, som har sat sig ind i tingene, og som ikke nærer noget ønske om at være mænd, piger, som ikke har noget, de skal bevise. Desværre ender det oftest med, at netop sådanne piger, der som f.eks. Marie Krarup har noget at byde på, forlader politik i væmmelse. Men bortset fra de nævnte kan jeg ikke komme i tanker om nogen, der har udvist nogen særlig grad af duelighed. Kvindelighed og politik går ganske enkelt kun undtagelsesvis i spand sammen – heller ikke, selv om kvinder forsøger at fornægte deres kvindelighed.

Dagens og morgendagens katastrofer bærer i allerhøjeste grad et kvindeligt stempel: Mette Frederiksen og hele hendes tøseslæng, Ursula von der Leyen, Annalena Baerbock, Sanna Marin og hele hendes tøseslæng og mange, mange flere. Det sagdes altid i min barndom, at der skulle flere kvinder ind i politik, hvis vi skulle undgå flere krige. I dag må vi konstatere, at de mest krigsliderlige politikere er kvinder – og de vil føre os i ud i årtusindets største katastrofe, hvis de får lov til at fortsætte. Politikere skal ikke vælges på baggrund af deres køn eller udseende, men fordi deres viden, integritet og forståelse kan give en merværdi i det politiske liv og for folket!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , | 2 kommentarer

En ny regering?

Man kan ikke sige, at den politiske udvikling her i Danmark styrker troen på og respekten for det såkaldte demokrati! Først oplevede vi, at brevstemmer ved valget ikke blev talt med – uden at det gav anledning til nogen som helst panderynken – naturligvis ikke, for det er en gammel praksis kun at tælle stuerene stemmer med. Jeg har selv oplevet, hvordan der ingen brevstemmer var til Danskernes Parti ved regionsrådsvalget på mit valgsted, selv om jeg havde stemt på netop Danskernes Parti. Som Stalin sagde:

”Skidt med, hvad folk stemmer på – det er dem, der tæller stemmerne, det kommer an på!”

Vi nærmer os amerikanske tilstande, hvor valg systematisk manipuleres og forfalskes. Man kan ikke købe en øl i et supermarked uden at vise legitimation, men man kan sagtens stemme til valgene helt anonymt. Og det gør man så – flere gange under forskellige navne og i forskellige stater, eller som en vittig sjæl sagde:

”Min far har for første gang nogensinde stemt demokratisk. Det var aldrig sket, hvis han havde været i live!”

Og tryksværten på valgbrevet var dårligt blevet tørt, før Mette Thiesen reducerede Nye Borgerliges forbløffende lille gruppe til 5, fordi hun satte sig selv over Danmarks interesser og ikke kunne styre sit nye handyr. Det lover heller ikke godt for hendes privatliv, men kunne de herrer og damer ikke lære, i det mindste at holde deres privatliv privat. Jeg får således kvalme af Pernille Vermunds seneste anskaffelse på området – og hendes paradering med ham som en anden præmiehingst var en stærkt medvirkende årsag til, at jeg afholdt mig fra at stemme på NB. Og det er der mange andre, der af samme grund heller ikke har gjort. Pernille synes sikkert, han er dejlig – mig giver han decideret myrekryb. Spørg Pape, om hun ikke synes, det er en god idé at lade være med at tage sit forkvaklede privatliv med ind på Christiansborg.

Og så er der jo Danmarksdemokraterne – et parti af opportunister, der mente en ting, mens de var medlemmer af Dansk Folkeparti – og det stik modsatte dagen efter deres indmeldelse hos Støjberg. Det er dog en foragteligt flok lykkeriddere, hvis partihopperi har flyttet stemmer fra DF til Støjberg, idet folk har troet, at de mennesker, de stemte på, fortsat ville føre den samme politik. Men de følger jo kun deres overbevisning, som går ud på at fylde egne lommer og blæse på landets ve og vel. Og Støjberg er bare en systempolitiker som alle andre.

Kønnere blev det ikke af, at Jakob Ellemann og hans tidligere chef, alkoholikeren Løkke Rasmussen, som aldrig har gjort andet end skade på dette land, frafalder alle de krav om en undersøgelse af Mette Frederiksens forbrydelser imod grundloven, ejendomsretten og retstilstanden, som de råbte op om under den såkaldte valgkamp, blot mod at få en ministerbil af samme Frederiksen. Folk stemmer for et, men de får noget helt andet, når det kommer til stykket. Politikere er kun bundet af deres samvittighed – og den er som nævnt meget fleksibel. Man kan således med rette spørge sig selv om, hvorfor vi så overhovedet skal have valg? Hvorfor overhovedet stemme, når man reelt ikke ved, hvad de svin, vælgerforeningerne har givet stemmekvæget lov til at vælge imellem, vil bruge ens stemme til? Det er dog meningsløst.

Der blev forhandlet i rekordlang tid – men intet væsentligt kom ud af det. Kun at man stjæler endnu mere fra folk, så man har noget at uddele til vennerne. Det allervæsentligste problem blev der ikke grebet fat om: befolkningsudskiftningen. Man fabler stadig om modtagecentre i Rwanda. Det ved vi jo godt aldrig nogen sinde bliver til noget. Luk grænsen, smid dem ud, der allerede er her – og problemerne er løst.

Ideen med demokratiet var, at befolkningen kunne vælge de bedste og dygtigste til at varetage folkets interesser. I stedet får vi en bande principløse åndelige undermålere uden viden, uden indsigt, uden erfaringer, uden dannelse, uden kultur og med en slet opførsel. Kort sagt et folketing på elevrådsniveau. Det fører til undergangen. Hold op med at stemme, intet kunne være mere ligegyldigt!

Der skal et nyt system til byggende på kvalifikationer, viden og integritet – en ny adel, der sætter rigets interesser over deres egne, og for hvem kampen om ben og goder er ligegyldig. Det kræver nytænkning, men en fuldstændig nytænkning er nødvendig, for det nuværende system har ført os til kanten af udslettelse.

Jeg henviser i første omgang til artiklen “Demokrati” i mine Revolutionære betragtninger, som behandler det grundlæggende led i et fornuftigt folkestyre, et folketing bestående af mennesker, der virkelig er valgt af folket, og som ikke skal beskæftige sig med detaljer, de ikke har forstand på, men med helt overordnede spørgsmål, værdier, om man vil. Jeg vil senere komme ind på kongehus, regering og landsting.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Mit russiske liv

Ny bog af Povl H. Riis-Knudsen!

MIT RUSSISKE LIV
Rusland, Ukraine og Vesten

Ordsmeden, Ålborg 2022.

Den danske presses behandling af konflikten i Ukraine er udelukkende set ud fra en amerikansk synsvinkel, og amerikanernes syn på udlandet er kolonialistisk, imperialistisk og racistisk.

De mener, at ”the American Way of Life” er den eneste måde at leve på, og at alle folkeslag inderst inde blot sukker efter at overtage den amerikanske dekadence og de såkaldte ”amerikanske værdier”. Når amerikanerne taler om et internationalt regelsæt, er dette et amerikansk regelsæt, der kun gælder for alle andre – ikke for USA.

Mens skiftende amerikanske regeringer har hærget hele Latinamerika, den arabiske verden, det tidligere Jugoslavien, Korea, Vietnam, Afghanistan etc., vil man foreskrive Vladimir Putin, at Rusland ikke må sikre de så højtbesungne menneskerettigheder i Ukraine og skabe orden i sin egen baghave samt sikre sig imod en yderligere ekspansion af angrebspagten NATO.

Dette er naturligvis absurd, men det har ført verden tættere på en ny verdenskrig, end vi nogensinde tidligere har været, og målsætningen om at ”knuse Rusland” vil uundgåeligt føre til en atomkrig, hvis man ikke hurtigt besinder sig. Målet med nærværende bog er at kaste et andet og klarere lys over denne konflikt.

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Glædelig jul

“Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.”

Der findes ingen jul magen til den danske!

Lad os derfor fejre den behørigt med alle vore sange, store mængder svinekød, ledsaget af vin, øl og snaps, som det altid har været nordboernes skik, og lad os glædes over, at vore ubudne gæster fra Mellemøsten ikke kan deltage. Julen er så dejlig diskriminerende, og den er vores!

Og måtte det blive den sidste jul for landsforræderne og alle dem, der forsøger at nedgøre og dekonstruere vor historie og vore traditioner, samt de mediepaver, der understøtter dem! Amen!

Alle danske patrioter ønskes en glædelig hvid jul og et godt nyt kampår!

Udgivet i Kultur | Tagget | 2 kommentarer

Er det landsforræderi at ville forbyde islam?

En af den nationale kamps veteraner, om hvem der intet dårligt er at sige – og det er en udmærkelse, som tilkommer få – er for nylig blevet betegnet som landsforræder, fordi vedkommende vil forbyde islam. Det er et brud på religionsfriheden, påstås det. Juridisk set er det naturligvis noget sludder. Det har ikke noget med landsforræderi at gøre, og det ville gavne debatten betydeligt, dersom man brugte straffelovens begreber med noget større omhu – og måske i det hele taget talte lidt pænere til og om hinanden. Det er modstanderne, der skal skældes ud for de svin, de er.

Men lad os se på sagen. Er det forkert at ville forbyde islam? Eller er det forkert at ville håndhæve en abstrakt religionsfrihed? Nu er det selvfølgelig mit udgangspunkt, at det vigtigste er en styrkelse af det danske folks identitetsfølelse, og at en sådan ville gøre denne diskussion fuldstændig overflødig. Der ville ikke være fremmede i landet, og dermed heller ingen muhamedanere – lidt firkantet sagt, for der kunne vel stadig være nogle forvirrede sjæle, som følte sig tiltrukket af denne fremmede ideologi. Men islam ville forsvinde ud af det offentlige rum. Egentlig ville islam kunne forbydes i morgen under henvisning til den gældende grundlov, der hjemler forbud mod religioner, der strider imod dansk sæd og skik.

Den form for islam, vi konfronteres med i det daglige, er den mest voldelige og modbydelige form for islam, man kan forestille sig, men nogle hævder, at der findes en anden form for islam, en humanistisk og menneskekærlig form. Det kan vi ikke afvise. Islam deler verden i ”krigens hus” og ”fredens hus”. Vi lever i krigens hus. Her er islam i kampposition. Når islam har skabt fredens hus, er der – teoretisk set – ikke noget at kæmpe for, og religionen bliver dermed en ”fredens religion” (1). Men det er altså, når vi alle sammen er blevet muhamedanere eller blot har underkastet os islam helt. Alle religioner hævder at repræsentere den absolutte sandhed, og da der kun kan være én absolut sandhed, kan der kun være én herskende religion. Og islam er den stærkeste religion – det viser historien, og det skyldes, at islam er en særdeles primitiv religion, der kan forstås at selv det mest primitive menneske, og at islam appellerer til menneskets mest primitive instinkter. Desværre er det også de instinkter, der fører til en gruppes overlevelse – og gruppens overlevelse er central i islams historie. Den enkeltes frelse er i islam en simpel sag. Man skal bare følge nogle få bud, og så er den hjemme. I kristendommen er det ikke helt så simpelt.

Vi står derfor svagt over for islam med vores individualistiske, navlebeskuende, verdensfjerne og filosofiske tilgang til tilværelsen. Vi vil gerne give plads for alle andre livsanskuelser. Ja, vi ser dem som interessante. Islam er ikke sådan. Islam tåler ikke konkurrence. Andre religioner tåles kun, hvis de underkaster sig og betaler skat til islam, og deres eksistens er på lånt tid. Islam gennemfører netop i vor tid de heftigste forfølgelser af Mellemøstens kristne (2) i mange århundreder. Deres lånte tid er ovre. Historisk set har det imidlertid aldrig været anderledes (3). Skal man altså i det hele taget give religionsfrihed til en religion, der i praksis fornægter religionsfriheden?

Nu vil nogle vel hævde, at kristendommen ikke er anderledes. Den befaler også, at man går ud i alverden og gør alle folkeslagene til Kristi disciple (4). Og det er jo ganske rigtigt, men siden korstogene, har det været ganske småt med den form for missionering. Man vendte sig i stedet mod ”hekse” og andet misliebigt godtfolk, og i dag afviser man missionering som et brud på selveste ”menneskerettighederne”, der dog ikke kommer fra Gud, men fra mennesker grebet af et anfald af hybris. Den nuværende kristendom har intet med oldkirkens kristendom at gøre, når man i nogen grad undtager den russisk ortodokse kirke.

Jeg har siden min studietid altid interesseret mig for den arabiske verden, islam og det arabiske sprog – nogle ville nok sige, mere end det har været godt for mig. Da jeg begyndte at rejse i den arabiske verden, var den almindelige indstilling, at islam blev mere og mere sekulariset og samfundene i stadig stigende grad mere vestligt prægede. Det viste sig at gå stik modsat. Ægypten, der i 1978 var meget vestligt orienteret, er i dag præget af en lurende militant islamisme, der endda vandt landets eneste rigtige valg – hvorefter den så blev sat fra bestillingen af militæret (under beskyldninger fra vestlig side, om at militæret derved krænkede demokratiet!). Tyrkiet, der i 1984 fuldstændig lignede et europæisk land, er i dag stærkt islamiseret og et kraftcenter for islamiseringen af Balkan og Centralasien. Iran er med implicit vestlig støtte blevet helt islamisk ligesom Afghanistan. Det sekulære Irak har amerikanerne knust. Det samme er forsøgt gjort med Syrien. En forklaring er i hvert fald i nogle lande, at den indfødte befolkning ganske enkelt ikke kan leve op til kravene i en moderne stat og derfor søger trøst i islam, som giver dem den følelse af mereværd, de har brug for.

Lad os imidlertid skære igennem og slå noget helt grundlæggende fast: Et folk kan kun bestå i længden, hvis gruppen deler livsfilosofi, kultur, historie og sprog. Et sådant fællesskab kan bestå mellem forskellige kristne retninger, der deler samme livsfilosofi, men blot giver denne forskellige udtryksformer. Det kan ikke bestå mellem folk, der har vidt forskellige livsfilosofier, og islam og kristendom har intet fælles filosofisk grundlag. Der er nogle, der gerne vil konstruere et sådant som led i Den Store Udskiftning, men det kan man ikke. Vi har heller ikke fælles historie, og islams sprog er arabisk.

Jeg så gerne alle religioner derhen, hvor peberet gror, men jeg må jo konstatere, at religionen historisk er et vigtigt fundament for ethvert folk. Mennesket er ikke noget fornuftsvæsen, der kan eksistere på grundlag af den lille tabel alene. Kristendommen udgør et væsentligt fundament for den europæiske civilisation, og odinismen har bestemt en historisk plads iblandt os. Uden kendskab til den bliver mange aspekter af vort kulturelle liv, vor billedkunst og vor litteratur også meningsløse. Islam hører imidlertid ikke til vort univers! Det er ikke en del af den europæiske civilisation!

Man kan naturligvis forsøge at hævde, at religionen blot er et individuelt personligt anliggende, men det er ikke tilfældet. Det er en af de ting, der stærkest binder folket sammen. Den absolutte individualisme fører til anarkisme og samfundets opløsning. Skal folk med forskellige religioner absolut leve sammen – og historien har en gang imellem maget det sådan – så kan dette kun ske i gensidig respekt. Det har dagens kristendom ikke noget uoverstigeligt problem med, men det har islam, hvor man direkte prædiker udryddelse af de vantro. Og de vantro, det er os!

Der er mange ting, der deler og splitter den nationale bevægelse – til vore modstanderes store fryd – og dette må ikke være en af dem. Der er nok andet: race, jøder, historieopfattelsen, Rusland, Ukraine, Israel, det sociale system, abort, dødshjælp etc. Overalt skyldes uenighed om detaljer manglende gennemtænkning af problemerne, hvilket det er vor opgave at råde bod på.

Uenighed om detaljer må imidlertid aldrig føre til fjendskab, beskyldninger og skældsord. Og med hensyn til religionsfriheden (som bestemt ikke er givet af Gud) er der noget helt andet: Ingen af os har nogen som helst indflydelse på, om islam forbydes eller ej. At lade en sådan problemstilling splitte os er tåbeligt! Vor mission er at samle alle gode kræfter og slå bro over det, vi måtte være uenige om – ikke at bruge dette til at fremme splittelse.

Disse linjer er skrevet i Beirut, hvor jeg p.t. opholder mig på flugt for Moskvas snesjap, kulde og mørke. Et bedre eksempel på, hvad en religiøs opsplitning af en befolkning fører til, gives næppe. Libanon har 18 religioner. Et blomstrende land er gået op i limningen og er blevet til et kaotisk fallitbo.

Kun enhed og fællesskab kan være grundlaget for et ordnet samfund.

Noter

(1) Se Michel Houellebecq: Underkastelse, som er anmeldt i mine Utidssvarende betragtninger, 2017.

(2) Se herom Klaus Wivel: Den sidste nadver (Kristeligt Dagblads Forlag).

(3) Den, der søger hjælp i historien, henvises til Dario Fernandez-Morera: The Myth of the Andalusian Paradise. Muslims, Christians, and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain, Intercollegiate Studies Institute, 2016. Morera har de fornødne arabiskkundskaber til at gå i kilderne, hvor de fleste ”historikere” blot skriver Vestens ønsketænkning af efter hinanden.

(4) Missionsbefalingen, Matthæus 28:18-19.

Udgivet i Islam | Tagget , , , | Skriv en kommentar