Jesus har aldrig levet

BOGANMELDELSE:
Geoff Roberts:
JESUS HAR ALDRIG LEVET
Oversat fra engelsk af Niels Jørgen Lindtner.
Originaltitel: JESUS 888
Indblik 2020

Titlens nøgtern konstatering vil nok ikke være nogen stor overraskelse for de fleste. Jomfrufødsler, opstandelser, undere, spadsereture på vandet etc. er svære at sælge i dag – og de fleste er nok for længst kommet til det resultat, at disse ting blot er en myte, men mange tror desværre nok stadigvæk et eller andet sted, at manden måske, muligvis, nok har levet. Også det er – naturligvis – en myte. Det har været sagt mange gange før, men Geoff Roberts har brugt mange år af sit liv til at dykke dybere ned i sagen, og det er ikke småting han har gravet frem.

Han begynder med at opridse nogle klare kendsgerninger, som kirken ikke gerne taler om, men som ingen rigtig kan bestride. Vi er vant til at læse Det Nye Testamente (NT) forfra: først evangelierne (Matthæus, Markus, Lukas og Johannes), så Apostlenes Gerninger og derefter brevene. Det hele er ordnet som en pæn fortløbende fortælling. Men netop ordnet! De ældste dele af Det Nye Testamente er Pauli breve, af hvilke en del er anerkendt som forfalskninger i den forstand, at de i hvert fald ikke er skrevet af Paulus. Hvorfor er denne rækkefølge vigtig? Det er den, fordi Paulus tilsyneladende ikke aner noget som helst om Jesu angivelige fødsel af en jomfru eller om hans mirakler. Ja, selv korsfæstelsen mangler enhver detalje. Det er jo mærkeligt – og endnu mere mærkeligt er det, at Paulus angiveligt har truffet både Peter og Jakob i Jerusalem, men disse Jesu disciple har åbenbart heller ikke fortalt ham noget – og de nævner heller ikke noget om disse ting i deres egne breve. Nu vil bibellæseren naturligvis sige, at det var noget, der allerede var skrevet om, noget som alle i øvrigt vidste, således at Paulus ikke behøvede at skrive om det. Men det er jo ikke rigtigt. Evangelierne var endnu ikke skrevet. Markusevangeliet er tidligst nedskrevet omkring år 70. Johannesevangeliet måske først efter år 140 – altså 2-6 generationer, efter at begivenheder skulle have fundet sted, og det oprindelige manuskript er naturligvis for længst gået tabt. De afskrifter vi har er mindst et par hundrede år yngre. Og husk, at det var kirken selv, der afskrev og opbevarede manuskripterne. Og selv om vi i sandhed taler om spektakulære begivenheder, der fandt sted i en meget skrivende tid, er der ingen andre, der nævner dem. Nu vil apologeterne komme trækkendende med Testamonium Flavianum, fra Antiquitates Judaicae af historikeren Josefus, hvor hele Jesushistorien står i et enkelt afsnit, der nøjagtig følger kirkens officielle lære, og som tydeligvis ikke har nogen forbindelse med den tekst, det står i. Det er en klar og tydelig interpolation. Josefus var jøde – han ville ikke betegne Jesus som Kristus. Det er ganske udelukket. Hos Josefus findes også en lille passage om Jacob, Jesu bror (eller halvbror, må man vel sige). Den er lige så overbevisende som den anden passage. Interpolationer i håndskrifter er ganske almindelige – de foretages tit blot for at ”forbedre” teksten, og dem finder man også i litterære værker fra oldtiden og middelalderen. Der er heller ingen, der påberåber sig disse passager for at bevise evangeliernes sandhed før flere århundreder senere, for de fandtes ikke tidligere. Der er ingen anden historiker – og der var mange på den tid – der har skrevet om Jesus eller om de 500 døde, der stod op af graven og gik tilbage til deres familier i Jerusalem i forbindelse med korsfæstelsen, som også ledsagedes af et mægtigt jordskælv. Dette ville nok have været værd at skrive om – men ingen har gjort det, og der er heller ingen arkæologiske beviser. Det havde sammen med selve opstandelsen, som den malerisk beskrives hos Matthæus, været udpræget ”forsidestof”.

Sandheden om NT er jo den prækære, at det er sammensat på kirkemødet i Nikæa i 325, hvor man diskuterede en lang række kristne skrifter, der var lige så (lidt) autentiske som dem, vi kender i dag, og hvor man sluttelig ved håndsoprækning og som et resultat af politiske studehandler udvalgte de skrifter, der skulle kanoniseres. De andre skulle helst glemmes, for der var alt for mange meninger om, hvad kristendom var. Roberts har gravet i disse ”glemte” skrifter, ligesom han gennemgår hele det religiøse landskab på den tid, hvor antallet af mysteriereligioner, frugtbarhedsreligioner og soldyrkere var ved at eksplodere, og hvor de gamle klassiske religioner stadig var i live. Han gør bl.a. læseren bekendt med både gnostikerne, essæerne, som Paulus er stærkt præget af, og Mithraskulten, som har mange lighedspunkter med kristendommen.

Resultatet er naturligvis, at der intet særligt er ved denne Jesus. Jomfrufødsler, korsfæstelser, mirakler, indtagelse af gudens legeme og blod ved hellige måltider – det er alt sammen set før, og tit er lighederne så slående, at konklusionen ligger lige for: Jesus er intet andet end et kopiprodukt.

Kristne henter beviser for kristendommen i Det Gamle Testamente (GT) – i alle forudsigelserne, der gik i opfyldelse. Men ingen af beretningerne i GT kan bekræftes af arkæologer eller historikere. Der foreligger ingen skriftlige kilder – og f.eks. ægypterne skrev meget. GT er lige så frit opfundet som NT. De fleste af forfatterne til NT var formodentlig jøder. I hvert fald har de anbragt Jesusfiguren inden for jødiske rammer og var fuldt fortrolige med forudsigelserne i GT, som de uden besvær fik til at gå i opfyldelse..

På vor rejse gennem alle disse andre religioner påpeger og forklarer Roberts også de slående ligheder i myter og symbolik. Ligeledes giver han os et kursus i soldyrkelsen og den dermed forbundne astronomi, som også har direkte nedslag i kristendommen. Det samme gælder frugtbarhedskulterne. Der er rent faktisk intet i kristendommen, der ikke kan føres tilbage til en kendt kilde.

Helt galt går det imidlertid, når vi begynder at sammenligne Det Nye Testamente med buddhistiske skrifter på sanskrit og pâli. Her ser vi nemlig umiddelbart en meget nøje overensstemmelse med historierne i NT, helt ned på det sproglige plan. Ja, man kan næsten tale om en piratkopi. Oversættelse var imidlertid dengang noget andet end i dag. Man oversatte i vid udstrækning lyd til tilsvarende lyd på målsproget uden tanke for indholdet. Det var langt vigtigere at bevare ordenes talværdi – og nu studser læseren naturligvis. I oldtiden havde bogstaver nemlig også en talværdi, idet man ikke havde nogen tal. Vi genkender lidt af det i romertallene, men på oldgræsk har hvert
bogstav en talværdi, og når bogstavernes talværdi lægges sammen, har man ordets talværdi. Og centrale ord har ofte en hellig talværdi, som man også kan finde udtrykt i arkitekturen. Disse principper bruges i allerhøjeste grad i NT – helt svarende til de buddhistiske skrifter. Dette ses naturligvis kun, hvis man læser den oprindelige græske tekst – og hvor mange gør det? Selv præster er ofte ikke alt for velbevandrede i dette sprog.

I et efterskrift forklarer den nylig afdøde og stærkt savnede førende danske sanskritist Dr.phil. Christian Lindtner dette oversættelsesprincip og viser eksempler på dets anvendelse i NT. Herefter må den historiske Jesus erklæres død – helt død. Samtidig udgør efterskriftet et heftigt opgør med teologerne. De teologiske fakulteter betegner Lindtner som ”svindelfirmaer”, der ”driver propaganda og ikke videnskab”.

Igennem flere år har Christian Lindtner forsøgt at få de teologiske fakulteter til at studere disse buddhistiske kilder, men interessen har – af måske forståelige – grunde været begrænset, og jeg syntes bestemt, jeg kunne høre fløjlsmaverne drage et lettelsens suk ved Lindtners alt for tidlige bortgang. I det lange løb vil der imidlertid ikke være nogen vej uden om at lære sanskrit, hvilket vel heller ikke skulle være nogen uoverkommelig opgave for akademikere. Det vil være et nyt og meget givtigt forskningsområde, men det vil uundgåeligt føre til aflivelsen af krammedyret Jesus. Spørgsmålet er imidlertid: ”Hvad så?” For de allerfleste mennesker vil det som nævnt næppe spille den store rolle. De ved det godt i forvejen. For Jehovas Vidner og forstokkede gammelkristne vil der blot være tale om snubletråde udlagt af Satan selv for at forvirre os. For teologerne vil opgaven imidlertid komme til at bestå i at udtænke, hvordan man kan redde resterne af kristendommen – og dermed kirken – over i den nye tid. Hvis teologerne fortsat ikke vil lære sanskrit og studere NT’s kilder, giver de Lindtner ret. De driver ikke videnskab og har intet at gøre på landets såkaldte universiteter. De er jo meget velkomne til at gendrive Roberts’ bog og Lindtners forskningsresultater, hvis de kan, men mit gæt er, at de blot ignorer begge dele. Når man lukker øjnene, eksisterer virkeligheden jo ikke, og man kan fortsætte i den gamle skure og leve et bekvemt og beskyttet liv på skatteydernes regning.

Selv om selve historien er lige så frit opfundet som de nordiske gudesagn, forbliver både GT og NT imidlertid fantastisk litteratur i absolut verdensklasse. Nogle vil også finde behag i kristendommens åndelige budskab – og nogle vil se NT som et forstudie til Det Kommunistiske Manifest, en udlægning, vi gerne vil være foruden, og som der i et sundt samfund ikke vil være plads til.

Dertil kommer imidlertid også, at et folk uden religion er i yderste dødsfare, som Vilhelm Grønbech udtrykte det. Et rent materialistisk samfund vil være en sand rædsel, og mennesket har også brug for ritualer og ceremonier – et sted, hvor den protestantiske kirke lader meget tilbage at ønske. Spørgsmålet er, om teologerne kunne genopfinde biskop Absalons form for kristendom, som nok er den eneste, vi vil kunne overleve med.

Allerhelst ville jeg personligt se enten den nordiske gudelære eller måske mere realistisk den græsk- romerske mytologi og filosofi som et grundlag for en europæisk åndelig genrejsning, for historisk set har kristendommen igennem de sidste 200-300 år været med til med sin misforståede humanisme at styre Europa mod afgrunden. Der er som bekendt ”en tid til at hade” – og også ”en tid til at slå ihjel”, således som det fremgår af Prædikerens bog. Og den tid er NU!

Vi trues i dag af en ny fremmedartet religion, der ingen borgerret har i dette land og aldrig nogensinde må få det. Den er os lige så fremmed som kristendommen var i sin oprindelse, men kristendommen er i dag i den grad sammenvævet med europæisk kultur, at den ikke vil kunne fjernes. Det er lige så vigtigt at kende Biblens eventyr som at være hjemme i de nordiske myter for at kunne forstå vort samfund og vor litteratur, musik og malerkunst. Islam er i den grad kulturfjendsk og i endnu højere grad end kristendommen fokuseret på et imaginært paradis efter døden, at den aldrig vil kunne blive en del af Europa. Skal vi vælge mellem kristendommen og islam, kan vi kun vælge kristendommen – men det må i så fald blive en ganske anden form for kristendom – en kristendom, der ikke bygger på den løgn, alle godt inderst inde ved, der er tale om, og som styrker folkets selvopholdelsesdrift og ikke nedbryder den.

Geoff Roberts bog er en guldgrube for religionshistorisk interesserede. Den er skrevet i et letforståeligt sprog. Oversættelsen er letlæselig og måske ligefrem lidt friskfyragtig, men det svarer nok meget godt til originalen. Jeg kan begræde en vis sproglig løssluppenhed og en udstrakt brug af anglicismer, i enkelte tilfælde også helt malplacerede anglicismer, men det er vel blot et af tidens sørgelige tegn, og det har ingen betydning for forståelsen af bogens indhold. Jeg vil ikke gå på jagt efter trykfejl – for jeg ved af bitter erfaring, at de ikke kan undgås, og at tidligere tiders altseende korrekturlæsere enten er uddøde eller sparet væk. En vil jeg dog gerne anholde. Midt på side 143 er der angivet en latinsk bogtitel Quod Omnis Probus Fiber Sit. Det skal naturligvis være: Quod Omnis Probus Liber Sit. Jeg er heller ikke vild med oversættelsen i fodnoten, men jeg skal da indrømme, at det kan være kluntet at få konjunktiven udtrykt rigtigt, men jeg ville foreslå Om den retskafnes frihed. Det løser det problem – og så har vi også fået ”quod” med. Generelt synes jeg endvidere, det er problematisk at anvende udtrykket ”ortodokse kristne” om ”de rigtige kristne” i oldkirken i modsætning til afvigerne. For den moderne læser er ortodokse kristne tilhængerne af de ortodokse kirker i Østeuropa, Armenien og Mellemøsten. Det kan man imidlertid næppe bebrejde oversætteren.

Udgivet i Kristendom | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Vi har en forfatningskrise

Det er almindeligt accepteret, at den demokratiske retsstat bygger på magtens tredeling. Det er nødvendigt at have en lovgivende, udøvende og dømmende magt, der er uafhængige af hinanden. Derom kan du læse i Revolutionære betragtninger. Vi har imidlertid fået denne nødvendighed bekræftet med al ønskelig tydelighed under den nuværende ”krise”, en krise, der udelukkende er skabt af politikerne. Det er ikke blot Mette Frederiksens minkholocaust, der savner ethvert retligt grundlag. Det er hele hendes håndtering af den krise, hun selv er årsag til.

Da man i foråret skyndte sig at lave en epidemilov, ophævede man samtidig uden videre retten til erstatning ved ekspropriation. I stedet indførte man en række bureaukratiske ”støtteordninger”, som på ingen måde kunne give fuld erstatning for de tab, erhvervslivet – og alle andre – blev påført. Men det kan man jo ikke! Retten til fuld erstatning er fastslået i Grundloven, og Grundloven står i lovhierarkiet langt over epidemiloven. Ingen protesterede. Men dette alene ville være nok til en rigsretstiltale.

Dertil kommer, at både Grundloven og diverse internationale konventioner, Danmark har tiltrådt, og som ikke fra fraviges, når det gælder de fremmede i landet, skulle sikre landets borgere nogle rettigheder, og disse rettigheder er jo umistelige, får vi altid at vide. Og alligevel har vi mistet dem. Den personlige frihed er ukrænkelig, retten til frit at samles under åben himmel kan heller ikke fraviges – og der står i Grundloven intet om, at denne kun gælder politiske forsamlinger. Vi så imidlertid hele det røde slæng og deres vedhæng af uønskede eksistenser fylde byen – midt under nedlukningen af landet – fordi en amerikansk neger var død i politiets varetægt. Det var tvivlsomt, om det var en politisk manifestation – i hvert fald havde den intet med Danmark at gøre. Det var imidlertid i høj grad en politisk manifestation, da en desværre langt mindre gruppe borgere samledes foran Christiansborg for at protestere over disse ”coronatiltag”. De fik at vide, at de fik en bøde, hvis de ikke spredte sig. Politiets opgave er at opretholde loven, men i det virkelige liv, medvirker politiet tilsyneladende ved enhver lejlighed til at knægte loven – således også i forbindelse med minkene. Vi kan ikke mere have nogen som helst tillid til dette politi, og den enkelte politimand må nok snart til at gøre op med sig selv, på hvis side han står!

Den personlige frihed gør også, at man ikke kan påbyde folk at gå med muleklud – en
foranstaltning, som ikke er til nogen som helst gavn, hvilket enhver med blot en lille smule indblik i mikrobiologi kan sige sig selv. Dette er yderligere bekræftet af en dansk undersøgelse. Den personlige frihed er også retten til at modtage besøg af hvem, man vil, og hvor mange, man vil, i sin private bolig. Den ret kan ikke indskrænkes.

Er man så uheldig at bo på et plejehjem, kan man være udsat for et direkte besøgsforbud, selv om man altså også der bor i sit eget hjem. Det er ikke at passe på de gamle og sårbare. Det er at slå dem langsomt ihjel – men helt ærligt: Hvis jeg boede på et dansk plejehjem, ville jeg også hellere dø! Sagen er jo, at man ikke har så megen tid tilbage, når man kommer lidt op i årene, og kvaliteten af den tid frastjæler Mette Frederiksen os nu – for ”folkesundhedens” skyld. Men sagen er jo, at denne virus nok er ubehagelig, men at dødeligheden er overordentlig lav. Den er ikke en virkelig trussel imod folkesundheden. En undtagelsestilstand kræver ganske andre forudsætninger!

Og så var der udryddelsen af minkavlen i Danmark, fordi Mette Frederiksen havde hørt, at der måske var en muteret coronavirus i mink, og at denne måske kunne gøre det vanskeligt at lave en vaccine. Der kunne ikke findes nogen sådan virus, og vaccineproducenterne har samstemmende erklæret, at dette ikke ville have været et problem. Virus muterer hele tiden. Der har været mutationer i Spanien, men man har dog ikke fundet det betimeligt at holocauste hele den spanske befolkning af den grund. Men et af Danmarks helt store eksporterhverv er blevet udryddet fra den ene dag til den anden – med politiets – ulovlige – hjælp. Problemet var nemlig, at der ingen lovhjemmel var for det – og at den lovhjemmel man skabte bagefter, strider imod Grundloven – og at hele forholdet, som alle andre forhold i forbindelsen med den kinesiske virus, savner evidens og grundlag i virkelighedens verden. Endnu værre er det imidlertid, at Mette Frederiksen frejdigt erklærer, at hun ville bryde Grundloven igen – i ”folkesundhedens navn!” Regeringens leder erklærer, at hun vil bryde Grundloven! Og ingen reagerer – måske er det det allerværste. Afskaffelsen af minkavl i Danmark er i øvrigt et af Enhedslistens programpunkter – måske er det blot betalingen for kommunisternes støtte til Mette Frederiksens regering?

Ved ”krisens” begyndelse krævede Mette Frederiksen, at domstolene lukkede ned. Men det kan hun jo overhovedet ikke. Hun har ingen som helst mulighed for at påvirke domstolene – burde hun i hvert fald ikke have, men hendes kontor ligger jo dør om dør med Højesteret, så det har nok kunnet klares over en kop kaffe. Men det er stangulovligt!

Ved både den foreløbige og udkastet til den permanente epidemilov lægges al magt om ikke i himmelen så da på jorden i hænderne på sundhedsministeren, der også selv afgør, hvornår der er en sådan tilstand, at han ”er nødt til at” gribe roret. Helt ærligt, end ikke Adolf Hitler kunnet have ønsket sig et bedre lovgrundlag end det.

Samtidig må man så høre på de socialdemokratiske ministre i de efterhånden utallige samråd, hvor de blot intet siger, intet kan huske og i øvrigt benægter fakta, samtidig med at deres embedsmænd ringer rundt til pressen for at få denne til kun at rapporter om, hvad der passer socialdemokratiet bedst, ligesom embedsmændene i sundhedsvæsenet får besked om at parkere deres faglighed til fordel for den politiske dagsorden, mens e-mails slettes og papirer makuleres. Måske er det derfor, både Søren Brostrøm og Kaare Mølbak ser ud, som om de har gjort i bukserne, når de optræder som lydige skødehunde ved regeringens pressemøder. Rent faktisk havde sundhedsmyndighederne jo netop ikke anbefalet en total nedlukning af samfundet. Det var alene en socialdemokratisk politisk beslutning truffet af Mette Frederiksen, der ingen anelse har om sundhed, sygdom og samfundsøkonomi. Regeringen er naturligvis fløjtende ligeglad med alle disse indvendinger og samråd. Den har et flertal bag sig, så den kan i ro og mag blæse enhver modstand en hat fuld – for nu ikke at bruge et mere passende, men ikke ganske stuerent udtryk. Det gør sammenligningen med forholdene i Tyskland efter Hitlers magtovertagelse særdeles relevant! Men hvor Hitler i det mindste havde en vision, handler Mette Frederiksen blot ud fra et tilsyneladende uforklarligt personligt magtbegær. Den lille dumme pige fra Byplanvejens Skole i Aalborg skal vise, at hun er noget, at hun kan få alle til at danse efter sin fløjte, som hun spiller uden noder og uden melodi. Sådan ser det i hvert fald ud. For jeg kan godt forstå, at mange mener, at der ligger en skjult dagsorden bag alt dette, en dagsorden som vi ikke kender noget til. Konspirationsteorierne har kronede dage, og jeg kan virkelig godt forstå det! På overfladen giver intet at dette nemlig nogen umiddelbar mening….

Men hvor er samfundets bremse mod denne Machtergreifung fra regeringens side? Jah, det er jo det, der er det principielle spørgsmål. Egentlig er det jo Folketinget, der har opsynet med regeringen – men den udøvende magt (altså regeringen) kontrollerer jo Folketinget, ikke blot fordi de fleste regeringsmedlemmer også har plads i Folketinget – hvilket ikke burde være muligt i et såkaldt demokrati – men også fordi det i praksis er partierne, der kontrollerer folketingsmedlemmerne. Disse er jo ikke i nogen som helst forstand uafhængige og kun bundet af deres samvittighed – de er ligegyldige pladsholdere til sikring af, at regeringen kan regere uden om Folketinget – og kan administrere lige så ulovligt, den vil, uden nogen som helst reel kontrol. Det er derfor Mette Frederiksen og hendes slæng af uduelige ministre kan tage det hele så roligt og kan tillade sig at svare i vest, når der spørges i øst – og at lyve stærkere, end ti vilde heste kan rende. Der er ingen kontrolinstans, der kan gribe ind.

Grundlovsovertrædelser burde altid kunne påtales af et fuldstændig uafhængigt organ, der ud fra klare juridiske principper skulle kunne stille en regering til ansvar og sætte den for rigsretten, hvor dens medlemmer skal kunne idømmes virkelige straffe, for grundlovsovertrædelser bør befinde sig i den svære ende af straffeskalaen. Tvangsarbejde på Grønland for livstid og sådan noget. En sådan anklagemyndighed mangler, og den bør indføres. En institution lidt på linje med den amerikanske højesteret, men med en udtrykkelig pligt til selv at tage sager op efter eget skøn.

Men den eneste helt rigtige løsning på problemet er at forbyde politiske partier og opbygge demokratiet på grundlag af lokale folkevalgte mennesker, der kender virkeligheden, og som er fuldstændig uafhængige af økonomiske interesser. Derved ville Folketinget kunne varetage sin opgave som den instans, der kontrollerer regeringen. Se herom artiklen “Demokrati” i Revolutionære betragtninger.

Som det er nu, regeres vi af en forbryderbande, der i praksis ikke kan stilles til ansvar for sine handlinger. Dens plads er på skafottet! Det er frie borgeres opgave at sørge for, at den kommer til at indtage den!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Findes der en exitstrategi?

Det er vel i nogen grad forståeligt, at der i dag på den nationale fløj findes en vis opgivenhed og tvivl om, hvorvidt det danske folk kan overleve det ragnarok, vore landsforræderiske politikere har nedkaldt over os – og ikke mindst en berettiget tvivl om, hvorvidt det danske folk overhovedet fortjener at overleve. Når man læser aviser (jeg ser bevidst ikke fjernsyn) og konfronteres med udtalelser fra vore komplet hjerneblæste politikere og fra vore såkaldte ”kulturpersonligheder” og den tilhørende ”intellektuelle elite”, kunne man sagtens tro, at de fleste af disse er undsluppet en idiotanstalt, og meget vel komme i tvivl om eksistensberettigelsen af et sådant folk, når det stiltiende finder sig i disse tingenes tilstand – lullet godt i søvn af ”Vild med dans” og ”Den store bagedyst” mv. Det ser ganske rigtigt ikke godt ud. Men hvad så?

Nogle ser sig i denne situation forståeligt nok om efter en exitstrategi. De ønsker kort sagt at flygte. Problemet er, at der i dag ikke er mange steder at flygte hen. For 100 år siden var verden åben for en. Man kunne udvandre til USA, Canada, Australien, New Zealand, det sydlige og østlige Afrika og ikke mindst til Sydamerika, hvor bl.a. Argentina syntes at byde på uanede muligheder. I disse lande kunne man dengang trygt opbygge sig en ny eksistens i forvisning om, at man stadig levede i hvide, europæiske samfund. Ingen af disse lande er i dag attraktive for folk, der ønsker at flygte fra Muhammeds soldater og det multikulturelle samfund – tværtimod. Man vil komme fra asken og ind i ilden. Så hurtigt er det nemlig gået. Og i fremtiden kommer det til at gå endnu hurtigere. Hvorhen altså?

Det nemmeste valg ville i dag være Polen, hvor man stadig holder EU en armslængde på afstand, hylder den katolske, europæiske civilisation, bekæmper dekadencen, forbyder barnemord osv. Polen er et land, hvor der stort set ingen muslimer er, og hvor indvandringen er stærkt begrænset. Den findes dog. De større byer har deres negre, endskønt det er få – endnu. Her var det også få for 50 år siden. De fremmede skal dog arbejde. Der er ingen hjælp at hente, hvis man ikke vil det. Det begrænser af indlysende grunde tilstrømningen betydeligt. Jeg har også overværet en demonstration foran en kirke i Warszawa, hvor en lille forkølet flok sang salmer, mens de tilbad regnbueflaget. Der var ikke mange, og der var næsten lige så mange politibetjente til at passe på dem, som der var deltagere, men det er et tydeligt tegn på, at der er orm i æblet.

Polsk er endvidere nok det mest tilgængelige af de sprog, der kan komme på tale, hvis man vil flygte, og polsk levemåde og kultur vil ikke forekomme os fremmed, tværtimod – og livet i Polen er bestemt godt og relativt billigt. De fleste polakker er mennesker af god kvalitet, som vi ville have let ved at leve sammen med. Som en overgangsløsning kan man jo eventuelt slå sig ned i en af de tyske landsbyer omkring Oppeln. I det område kommer man meget langt med tysk, men der er ingen vej uden om at lære polsk – og ingen vej uden om katolicismen, hvis man vil være en del af samfundet. Og det er vel det, man vil? Eller vil man bare leve isoleret for sig selv i tilbedelse af sit eget lille værdiløse liv, der nu er løsrevet fra sine rødder, sin historie og sit naturlige habitat?

Det største problem ved Polen er, at den nuværende regering kun lige hænger fast med det yderste af neglene, og at en anden regering lynhurtigt vil udrulle Vesteuropas velsignelser over deres landsmænd, ligesom den vil åbne porten for EU. Det er nemlig det andet problem. Polakkerne elsker arbejdskraftens frie bevægelighed – men de bryder sig ikke så meget om politisk indblanding i Polens indre anliggender. Sagen er imidlertid, at der i dag ikke findes nationale ”indre anliggender” inden for EU. Man kan ikke både være inde og ude! En folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab ville i Polen sandsynligvis desværre blive et rungende JA – i hvert fald i dag. At flygte til Polen kunne meget let gå hen at blive en meget midlertidig flugt!

Et andet oplagt flugtland ville være Ungarn. Meget af alt det, der kan siges om Polen, kan imidlertid også siges om Ungarn – både hvad angår fordele og ulemper. Jeg har set flere negre i Budapest end i Warszawa, men også i Ungarn skal de arbejde! Orbán sidder imidlertid langt fastere i sadlen end hans polske kollega – men han er stadigvæk afhængig af en volatil folkevilje, og hetzen mod ham fra udlandet er stor. Orbán har et stort kærlighedsforhold til Netanyahu og Israel – og formodentlig til sin jødiske kone Anikó Lévai, der dog ikke er religiøs jøde. Han finder, at det er en moralsk pligt, at sikre, at jøder kan leve frit og praktisere deres religion frit i Ungarn, og enhver form for ”antisemitisme” forfølges strengt. Han ser et partnerskab med den israelske (læs: jødiske) højrefløj som er ideologisk partnerskab. På den korte bane kan han sandsynligvis udnytte dette partnerskab til sin fordel – men erfaringen viser, at det er sværere på den lange bane! Der er 1 % jøder i Ungarn. Hvis hans politik og hans personlige forhold kan skaffe ham deres støtte, vil han stå stærkt og have opnået, hvad ingen anden på højrefløjen har opnået. Erfaringerne andre steder fra skræmmer imidlertid. Indtil videre ser det dog ud til at gå godt.

Han har lidt det samme EU-problem som polakkerne, men han har større pondus bag sig end Morawiecski i Polen, og der er nok færre ungarere i udlandet, end der er polakker – også procentvis. Det ungarske sprog er en barriere – men sprog kan læres. Landet er mindre katolsk end Polen. Også her kan man søge ly hos det tyske mindretal i Fünfkirchen (Pécs), men uden ungarsk kommer man ikke ret langt, hvis man vil bo i landet. Livet i Ungarn er også godt og forholdsvis billigt, vinen er fortrinlig og vejret er bedre end her. Også i Ungarn kan flugten dog meget vel få midlertidig karakter.

Hvad er der så tilbage? Alle de tidligere østblokstater er naturligvis bedre end her, når det gælder indvandring, men de har de samme EU-liderlige prostituerede politikere som i vesten. Kroatien har en temmelig stærk højrefløj, men den er blevet svækket løbende, og den siddende konservativt ledede regering er en koalitionsregering. Hvis man kan lide at være en del af en turistattraktion, er Adriaterhavskysten naturligvis fantastisk smuk og tiltalende, men om sommeren fylder turisterne fra væg til væg i de smalle gader. Bortset fra den har landet ikke så meget at byde på, men livet er bestemt godt og billigt og jeg mindes ikke at have set en eneste neger – undtagen blandt turisterne. Det er et godt barometer. Til gengæld har man mange sigøjnere. Lavacovic-familien er fra Kroatien. Det skulle ikke være nødvendigt at sige mere. Alt for mange af dem gør deres yderste for at leve op til deres ry. Denne befolkningsgruppe findes imidlertid overalt på Balkan, ja, overalt i Østeuropa. Endnu er landet ikke en del af Schengen, men det kommer. Fremtiden er usikker. Det samme må desværre siges om Serbien, hvor man også er blevet EU-liderlig. Der er imidlertid en stærk nationalistisk bevægelse, som kan give et vist håb. Vil man tilslutte sig den, må man nok hellere træde ind i den ortodokse kirke. Der er mange smukke steder i Serbien, livet er billigt og godt. Men det er ikke det letteste land at blive en del af. Der er historisk en tæt forbindelse mellem Serbien og Rusland, men den amerikanske ambassade i Beograd har en ildevarslende størrelse.

Så er der endelig Rumænien og Bulgarien, begge uden for Schengen, men ivrige EU-
medlemmer. En vis tilbageståenhed beskytter dem i nogen grad imod indvandring fra den 3. verden. Begge lande har klare fordele mht. skønhed, priser og livskvalitet, men fremtiden er usikker. Tjekkiet, Slovakiet, Nordmakedonien, Slovenien og Montenegro anser jeg af forskellige grunde ikke for realistiske flugtlande – og Albanien falder helt uden for. Kosovo ligeledes, Europas absolut mest uinteressante og modbydelige land. Så er der naturligvis Ukraine, som er let tilgængeligt, men et land med store problemer og en usikker fremtid. Dets største svaghed er imidlertid dets længsel efter EU. Hviderusland er i nyhederne af de helt forkerte grunde, og fremtiden er usikker.

Skulle jeg vælge et exitland, ville det uden enhver tvivl være Rusland. Putin sidder fast på posten, og den vestligt støttede såkaldte opposition er latterlig. Det gælder også klovnen Navalnyj, som kun tages alvorligt i vesten. Det er vanskeligt at forestille sig, at regeringen skulle have forsøgt at tage livet af ham. Der er nok snarere tale om et opgør blandt kriminelle. Altså kan man regne med politisk stabilitet. Livet i Rusland kræver imidlertid lidt mere tilvænning end livet i Polen – men man er til gengæld dejlig fri for alle Vestens uvaner og idiotier, og befolkningen har som helhed betragtet særdeles sunde værdier. Russisk er en absolut nødvendighed. Man skal imidlertid ikke være blind for, at Putin ikke motiveres af racistiske motiver. Han ser for sit indre øje – ligesom rigtig mange almindelige russere – den hedengangne Sovjetunions grænser som Ruslands naturlige og egentlige grænser, og alle fra den tidligere Sovjetunion er sådan set velkomne i Rusland – så længe de arbejder. En taxachauffør i Moskva kan meget vel stamme fra Kirgisistan, Usbekistan eller et andet fjernt sted, og Rusland har selv en betydelig muslimsk befolkning, der ganske vist er koncentreret i særlige områder, og som har lært grænserne for deres udfoldelser. Men de er der. Man ser også negre på gaden i Moskva og især i Sankt Petersborg, som har et lidt for vestligt præg efter min mening. Det er ikke mange, men…. Kommer man imidlertid væk fra de to største byer, er man i den europæiske del og i store dele af Sibirien helt blandt europæere. Det er en vidunderlig følelse. Putin er realpolitiker – det ses f.eks. i forbindelse med konflikten mellem det kristne og indoeuropæiske Armenien og det muslimske og tyrkiske Aserbajdsjan. Armenien er et lille og betydningsløst land, Aserbajdsjan en nation rig på råstoffer. Og så han har nok også rigeligt på sin tallerken i øjeblikket …..

Rusland er imidlertid på trods af alle indvendingerne det land, hvor man som hvidt menneske har den største overlevelseschance – samtidig med at Rusland har rigtig meget at byde på. Skal man flygte, skal man imidlertid gøre det, mens man er ung. Ingen af de nævnte lande er specielt ældrevenlige, og hvis man som ældre ikke har penge med hjemmefra, skal man slet ikke tænke på at flygte til et af dem.

Så er flugt en mulighed? Nej – egentlig ikke. Som man siger i USA: ”You can run but you
cannot hide!” Og det er sagen i sin nøddeskal, for amerikanerne kender problemet. Når de er voldsomt imod sporvogne, letbaner og lokale busser, er det, fordi disse bringer den indre bys problemer ud i forstæderne, sådan at de hvide amerikanere må flygte. Når den første sorte familie flytter ind, kommer ”Til Salg”-skiltene op på plænerne, også selv om det er en pæn og ordentlig familie, der flytter ind. Erfaringen har lært hvide amerikanere, at der følger andre efter, som ikke er helt så lette at leve sammen med, og når der bliver for mange mørklødede ansigter på gaden og i butikscentrere, styrtdykker ejendomspriserne, hvilket trækker endnu flere til. Ghettoiseringen er i gang, og den, der ikke har været hurtig, mister alt. Altså flytter man længere ud på landet, indtil problemerne også kommer der og så videre ad infinitum.

Jeg har kunnet følge dette fra første parket igennem de sidste 40 år, både i området omkring Washington D.C., i Chicago og i Milwaukee, hvor processen i dag er i gang i de nordlige forstæder. Idiotiske danskere kan let sidde hjemme i sofaen og forfærdes over de grusomme og racistiske amerikanere, men det er jo heller ikke deres liv og ejendomme, det går ud over.

Vi taler imidlertid om en livslang flugt, og der bliver stadig færre steder, man kan flygte hen! Helt ærligt: Er det sådan, du vil leve dit liv? Er det sådan, du vil have, at dine børn skal leve? Og hvor du end vil kunne finde et helle, vil det ikke være dit land. Det vil ikke være din kultur, dit folk og dit sprog. Er det, hvad der er blevet tilbage af vikingeånden? Et folk, hvor de bedste stikker halen imellem benene og render bort i stedet for at tage kampen op og i det mindste gå under med værdighed, hvis det ikke kan være andet?

Vi ved godt, at nogle har været tvunget til at flygte – ikke for at søge større behagelighed, men fordi deres liv var i fare. Det har jeg stor respekt for, men jeg har ingen respekt for de mennesker, der i dag taler om at forlade landet, fordi deres landsmænd åbenbart ikke er dem værdige. De er selv for værdifulde, men hvis man lægger dem under mikroskopet, er det imidlertid som oftest små mennesker, der ikke selv har gjort noget virkeligt for at vende strømmen, som ikke har sat noget på spil og ikke har mistet noget i sagens tjeneste, men som blot hengiver sig til det søde liv, som de forstår det.

Bevares, vi er alle alt for ofte blevet skuffede over vore medmennesker, og det kan unægtelig undertiden være svært at opretholde respekten for den store masse af stemmekvæg, der så helt klart intet har forstået, og som tilsyneladende har mistet enhver tilknytning til deres folk og til virkeligheden. Men vi bliver nødt til at se på, hvorfor det er sådan – og når vi har erkendt det, bliver vi nødt til i sandhed ”at dræne sumpen” – og det noget mere grundigt, end Inger Støjberg – med al mulig respekt – har tænkt sig at gøre det. Danmark kan også overleve med 2 millioner indbyggere – bare det er de rigtige 2 millioner. Det er ikke det ideelle scenarium, men det kan gå sådan, for der er ingen som helst pæn vej ud af den nuværende situation, og enhver, der tror det, putter sig selv blår i øjnene. Denne kamp skal udkæmpes i gaderne, og det er glædeligt at se, at man kan samle så mange traktorer og fiskekuttere i landets to største byer. Kun skammeligt, at de ikke tog deres gyllevogne med og tømte indholdet på politikernes dørtrin. Og det er beskæmmende – men uhyre karakteristisk – når man ser, at Socialdemokratiets nye formand for folketingsgruppen gav dem fuckfingeren på Facebook. Dette er kampen mellem de produktive kræfter i samfundet og de store byers snyltedyr, der intet nyttigt foretager sig og ingen værdier skaber. Det er den klasse, vi skal af med!

Denne kamp vil desværre ikke standse ved traktorerne og gyllen, men når regeringen efter noder overtræder grundloven – og det er ikke kun i sagen om minkene – og regeringschefen frækt udtaler, at hun ville gøre det igen, selv om hun kommer til at overtræde den grundlov, hun har skrevet under på at ville overholde, når politiet – af alle instanser – med rigspolitichefen i spidsen håndhæver ulovlige ordrer, og når regeringen sætter militæret ind mod danske borgere, så er der kun oprøret tilbage. Så er retstilstanden ophævet! Jeg er ked af at måtte indrømme det, for jeg har naivt tilbragt hele mit liv med at ville bevise, at skuden kunne vendes ad demokratisk vej inden for systemets rammer, men min erfaring har unægtelig været, at systemet gang på gang konsekvent træder dette højt besungne demokrati under fode, når det passer det, og nu har vi fået denne råddenskab bekræftet helt oppe fra toppen. Lovene skal kun overholdes, når det behager magthaverne!

Hvad vi har oplevet siden i foråret, minder unægtelig alt sammen temmelig meget om den tyske ”Ermächtigungsgesetz” af 1933, som satte forfatningen ud af kraft og overlod al magt til statsministeren. Denne hed Adolf Hitler. Hvis det er den vej, vi skal gå, skal det i hvert fald ikke være med Mette Frederiksen ved roret!

Og nu vil man altså flygte, for evt. at komme hjem igen, hvis denne kamp vindes – hjem til det gode liv i fædrelandet. Uden at man har gjort en indsats…. Det er den holdning, der mere end en ligegyldig socialdemokrats fuckfinger kan gøre mig modløs. Hvis det er sådan, vi vil løse problemerne, fortjener vi virkelig ikke at overleve.

Jeg er desværre for gammel til at give mig af med at lege røvere og soldater og er ikke
uddannet i krigskunsten. Det må andre finde ud af, og de bliver nødt til at skynde sig, inden krigen blive udløst fra en anden side. De muslimske hære er på plads. Det kan imidlertid ikke siges ofte nok, at muslimerne kun er et irriterende symptom. Sygdommen sidder dybt i folket, og det er der, den skal bekæmpes. Om så den sidste muslim rejste i morgen, og regeringen dinglede i lygtepælene, ville folket være dødsdømt, hvis det ikke skifter retning. Dermed skal ikke være sagt, at islam ikke er farlig. Det er den bestemt, men islam findes kun her, fordi skiftende regeringer har ladet den komme indenfor, og fordi stemmekvæget hele tiden bliver ved at stemme på de selvsamme politikere, der kun vil folkets undergang. En gang imellem må man tage sig selv i at ønske, at dette stemmekvæg – og frem for alt den herskende islamelskende, feministiske og kønsforvirrede elite – fik lov at prøve islamismen på deres egen krop. Pernille Skipper i en burka og stening af Mette Frederiksen ville bestemt være aspekter af islam, man ville kunne værdsætte!

Det er imidlertid dette nødvendige retningsskift, der skal beskæftige mig. Også her har jeg imidlertid brug for hjælp og støtte, og den står heller ikke i kø. Nationale mennesker, der kan have gode grunde til ikke at deltage på barrikaderne, kunne imidlertid uden videre og uden risiko for deres borgerlige eksistens, købe et par bøger i ny og næ og derved udbrede dem og sikre deres overlevelse – samtidig med at man ville støtte nationale forfattere med et par hårdt tiltrængte kroner, så de overhovedet kan tillade sig den luksus at skrive og udgive bøger for de få – for det er jo heller ikke gratis. Men også her svigter den nationale iver. Alle ved åbenbart det hele i forvejen – uden at dette dog tilsyneladende har nogen konsekvenser.

Måske har ”flygtningene” alligevel ret. Der er måske slet intet håb. Men jeg foretrækker trods alt alligevel at gå ned kæmpende! Er der mon nogen, der vil med?

Udgivet i Nationalisme | Tagget , , , , | 4 kommentarer

Frankfurterskolen – et akademisk misfoster født af hævntørst

Fra øverst til venstre mod højre; Erich Fromm, Theodor Adorno, Max Horkheimer, Leo Löwenthal, Friedrich Pollock, Franz Leopold Neumann, Herbert Marcuse, Walter Benjamin.

“Konfronteret med Vestlig civilisation er nogle jøder, som hærværksmænd, der er kommet ind i et smukt hus; de river malerierne ned fra væggene, ødelægger gulvtæpperne, smadre vinduerne og brænder til sidst huset ned… Jøder i massemedierne sætter ofte et plus der, hvor der i virkeligheden burde være et minus og omvendt. “

 

Af dr.phil. Christian Lindtner

Frankfurterskolen er en fællesbetegnelse for et sammenskrab af i første række jødiske venstreorienterede intellektuelle, der med støtte i deres egen stærke jødiske selvidentifikation samt i jøderne Karl Marxs og Sigmund Freuds værker med stort held har forsøgt at nedbryde den traditionelle vestlige kultur, civilisation, sociale orden, videnskabelige tradition samt de vestlige samfunds kulturelle og etniske homogenitet og sammenhængskraft (1).

Frankfurterskolen blev grundlagt i 1923 og var tilknyttet det halvprivate “Institut für Sozialforschung” på universitetet i Frankfurt am Main. Skolen betegner en original retning inden for nymarxistisk kultur-, sociologi- og samfundsteori i det 20. århundrede. Centralt i Frankfurterskolen er begrebet om “kritisk teori“. Oprindeligt skulle Frankfurterskolen have heddet Institut for Marxisme.

Instituttets grundlægger var en argentinsk født jødisk millionær ved navn Felix Weil. Det var Weils hensigt at etablere et institut i lighed med Marx-Engels Instituttet i Moskva. Skolens førende navne var oprindeligt Max Horkheimer, Herbert Marcuse, Theodor Adorno, Erich Fromm, Leo Löwenthal, Friedrich Pollock, Franz Leopold Neumann, Otto Kirchheimer og Walter Benjamin – alle jøder. Den ledende figur er for tiden medløberen Jürgen Habermas (2), der ikke er jøde, selvom hans fysiognomi og fremtoning umiddelbart kunne indikere det modsatte.

Først kritiserede skolen den politiske økonomi for senere at koncentrere sig om en mere ideologisk kritik. Det centrale blev skolens såkaldte “kritiske teori”. Overalt søger man at nedbryde og opløse europæiske værdier ved at benægte ethvert begreb om autoritet og objektivitet. Argumenterne er altid uklare, selvmodsigende, yderst abstrakte og spidsfindige, destruktive og nedbrydende. Traditionelle europæiske græske, klassiske idealer om skønhed, videnskab og harmoni er ganske fremmede for disse jødiske uromagere eller rettere: Dybt forhadte. Had til alt, hvad der præges af skønhed, fornemhed, hæderlighed, ridderlighed og redelighed, er den samlende drivkraft. Hertil kommer yderligere en ubalanceret næsten patologisk forherligelse af ikke-europæiske folkeslag og kulturer samt en promovering af det multietniske og multikulturelle samfund, hvilket naturligvis sker på bekostning af de traditionelt overvejende etnisk og kulturelt homogene europæiske nationalstater.

I godt 80 år har skolen været aktiv i både Europa og USA uden til dato at have leveret noget reelt positivt bidrag til videnskabens eller civilisationens fremskridt. Formålet med den ideologiske kritik er at skabe forvirring, opløse og nedbryde. Ved at agitere for “frigørelse” for al verdens “undertrykte” masser lykkedes det – især for Herbert Marcuse i USA – at skabe begejstring blandt unge forvirrede og uerfarne studenter. Det førte til det såkaldte studenteroprør i 1968. Dette førte atter til en proletarisering af universiteterne. Dette førte atter til en proletarisering af de offentlige institutioner og til vulgarisering af massemedierne og dermed til almindelig fordummelse, kulturløshed, egoisme og ligegyldighed, hvilke har medvirket til at muliggøre de sidste 30 års masseindvandring fra den tredje verden, der nu truer med at lægge al europæisk kultur og civilisation i graven. De gamle autoriteter, der byggede på faglig dygtighed, blev afløst af en ny autoritet – den politiske korrekthed med ledsagende intolerance og ensretning, der nu baner vejen for aftenlandenes undergang.

Det lykkedes at fjerne alle de gamle dannelsesfag ved universiteterne. Dermed mistede de vestlige samfund deres hoveder og hjerter. Universiteterne er der stadig, men de er – med enkelte undtagelser – blevet forvandlet til store parasitkolonier, kæmpemæssige snakke- og vrøvleklubber. Dette gælder navnlig “humaniora”, i mindre grad naturvidenskaberne, hvor de jødiske venstreorienterede teorier ikke så let lader sig påtvinge. Man udsuger skamløst den skatteydende del af befolkningen i et omfang som aldrig tidligere. Aldrig er der foræret så mange penge til “forskning”. For at bondefange befolkningen udnævner man sig selv til “eksperter”. Dette sker især ved intern og gensidig selvros. Du roser mig, jeg roser dig – statskassen betaler gildet. Der er skam stadig normer, men disse normer fastsættes af den politiske, ikke af den videnskabelige korrekthed. Når det nu og da kommer til en naturlig konflikt mellem den politiske og den videnskabelige korrekthed, ender det altid med, at sidstnævnte trækker det korteste strå. Man oplever flere og flere eksempler på, at politisk ukorrekte videnskabsfolk af den gamle skole må forlade deres embeder.

Set i et større historisk perspektiv er Frankfurterskolen et klassisk eksempel på jødiske intellektuelles hævntørst og fjendskab mod traditionel europæisk kultur og civilisation. Man synes således at kunne tale om en typisk jødisk “kritikkultur”, hvis fokus har været negation af vestlig kultur og civilisation (3). Med besættelsen og forvandlingen af vore akademiske institutioner har den gamle jødiske hævntørst fejret sin seneste store triumf. Dannede grækere og romere advarede ofte mod “jødernes had til den øvrige menneskehed” – odium generis humani (4). Der er tale om et minoritetsproblem hos en på sin vis højt begavet (5), men stærkt etnocentrisk nomadisk befolkningsgruppe, hvis evolution, levevis, kultur og religion altid internt har fremhævet gruppens unikke karakter og som følge deraf resten af verdens ubegrundede misundelse og irrationelle animositet. Dette har skærpet gruppens etnocentrisme og har givet anledning til et udpræget fjendskab og had mod de eksterne grupper, som minoriteten har levet i blandt (6). I relation til kampen for tilværelsen har dette ganske naturligt givet anledningen til konflikter. “Antisemitisme” synes således ofte at være resultatet af reelle interessekonflikter i relation til konkurrence om ressourcer mellem jøder og deres værtsfolk (7). Det jødiske had har i særdeleshed været rettet mod værtfolkets aristokrati, mod eliten, overklassen, hvilket også vil sige mod de vestlige samfunds traditionelle højkultur, standarder og normer. Med stor kløgt har hævntørsten igen og igen formået at oppiske masserne som værktøj til at udrydde aristokratiet. For den arbejdende befolkning har hævntørsten egentlig kun foragt eller ligegyldighed. Den er kun et instrument i den etnocentriske minoritets hænder.

Frankfurterskolen ønskede, akkurat som Lenin og Stalin, at proletarisere europæerne. De hævngerrige jøder blev naturligt nok udvist fra Tyskland i 1933, hvorefter de slog sig ned i USA, hvorfra de efter krigen atter slog sig ned i Tyskland, hvor de nu, med den allierede besættelsesmagt i ryggen, havde helt frit spil at “genopdrage” først tyskernes og senere alle de potentielt farlige europæere (8).

Revolutionen i 1968 betegner proletariatets endelige hævn og sejr over de klassiske idealer, hvor personlig og videnskabelig dannelse stod i centrum, hvilket mere end noget andet har banet vejen for Europas igangværende etniske og kulturelle selvmord. Man kan kun håbe på, at dygtige og brave videnskabsmænd vil bestræbe sig på, mens tid er, at oplyse os alle ud af disse alvorlige problemer og tage et konsekvent opgør med Europas erklærede fjender.

Noter

(1) “The Frankfurt School of Social Research and the Pathologization of Gentile Group Allegiances” (kapitel 5) i Kevin B. MacDonald; The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements. AuthorHouse, Bloomington, 2002.

(2) Jürgen Habermas er populær blandt danske universitetsfolk. I 1987 modtog han Sonningprisen på Københavns Universitet. I 2008 var han æresgæst hos teologerne i Århus, på hvis hjemmeside han omtales som “en af det 20. århundredes største tænkere” osv. osv.. Han gjorde sig i den forbindelse interessant med paradoksale udsagn som “Vi må anerkende hinandens tro” og “Vi skal tolerere det vi afviser”. Den naive læser kunne heraf få det indtryk, at Habermas står for den store tolerance. Men det er forkert, for ser man på, hvad “en af det 20. århundredes største tænkere” ellers har lagt navn til, så fremstår et ganske andet billede. Han tildelte engang den famøse Goldhagen en pris på 10,000 DM for Goldhagens tåbelige tese om, at alle tyskere bar et medansvar for holocaust, og selv har han modtaget en pris i Israel for sin ihærdige indsats mod en fri tysk historisk-videnskabelig drøftelse af problemerne omkring holocaust. Habermas er tydeligvis ikke tilhænger af objektiv historieskrivning. Når talen er om egen og andres tro, er det vel sådan, at nogle forestillinger er mere fornuftige end andre: Nogle mener, at Jesus sidder oppe i skyerne, andre, at hans moder var jomfru, at han selv gik tur på vandet. Habermas taler om, at “vi kristne…” osv. – altså er han vel selv kristen? Lad os tage troen på jomfrufødsel – som er det rene nonsens. Om Habermas nu selv tror på den slags sludder eller ej, så forlanger han af os, at vi anerkender eller tolererer den tåbelige påstand. Vi spørger – hvorfor dog det? Måske er han så tolerant, at han også vil have, at vi tolererer den modsatte påstand – at Jesus moder ikke var jomfru. Dermed kommer vi i konflikt med en videnskabelig grundsætning – modsigelsessætningen, en og samme ting kan ikke både være noget bestemt og det modsatte på samme tid. Vi ender med en moder, der både er jomfru og ikke jomfru osv. osv. Habermas, der både er tolerant og ikke tolerant på samme tid. Moderen er halvjomfru, og manden et monster. Dermed nærmer vi os sagens kerne. Habermas er ikke spor afvisende, når det gælder tildeling af priser, æresbevisninger, pengepræmier, frirejser osv. osv. Han har klare personlige værdibegreber. Med sine paradokser – rabbinerne kalder det pilpul – ønsker Habermas at skabe moralsk og intellektuel forvirring. Hermed opstår “det lukrative kaos”, for ham selv og alle de andre teoretiske.

(3) Kevin B. MacDonald; The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements. AuthorHouse, Bloomington, 2002.

(4) Oskar Holtzmann; Neutestamentliche Zeitgeschichte. 2. Aufl. Tübingen, Mohr, 1906.

(5) Richard Lynn; The Chosen People: A Study of Jewish Intelligence. Washington Summit Publishers, Whitefish, 2011.

(6) Kevin B. MacDonald; A People That Shall Dwell Alone: Judaism as a Group Evolutionary Strategy, with Diaspora Peoples. iUniverse, Bloomington, 2002.

(7) Kevin B. MacDonald; Separation and Its Discontents: Toward an Evolutionary Theory of Anti-Semitism. AuthorHouse, Bloomington, 2003.

(8) Kevin B. MacDonald; The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements. AuthorHouse, Bloomington, 2002.

Udgivet i Antisemitisme | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Dr.phil. Christian Lindtner 1949 – 2020

In memoriam

Dr.phil. Christian Lindtner

1949 – 2020

Christian Lindtner blev født ind i en god og klassisk dannet familie, og han kunne med sin enestående begavelse været blevet hvad som helst. Hans hu stod imidlertid til de klassiske studier, og han studerede først med henblik på en embedseksamen i klassisk filologi, men da han fandt det for let, studerede han videre, idet han kastede sig over de klassiske indiske sprog sanskrit og pâli og studiet af de indiske religioner, herunder buddhismen. Denne var tidligere udbredt over det meste af Asien, og de skrifter, der var forsvundne i Indien, findes ofte i oversættelser i andre lande som f.eks. Tibet og Kina. Christian Lindtner forsynede sig følgelig med de fornødne sprogkundskaber og gik derefter på jagt efter skrifter til sin disputats i hele Sydøstasien.

Hans akademiske karriere førte ham bl.a. til University of Washington i Seattle og til en stilling ved Københavns universitet. De klassiske studier var imidlertid allerede dengang truede, og efterhånden forsvandt indologien helt fra universitetet. Lindtner var heller ikke nogen ydmyg lakaj for de herskende kræfter, og han kom til sidst på kant med rektor Nathan – som han konsekvent i skrivelser åbenlyst betegnede som rector marxisimus Satan. Det måtte naturligvis ende galt, men Christian Lindtner var ikke økonomisk afhængig af en stilling på universitetet, så da han fik en fyreseddel, trak han sig tilbage til at være, hvad man på tysk kalder Privatgelehrter, og som sådan publicerede han en uendelig række videnskabelige artikler og bøger, ligesom han deltog i videnskabelige konferencer og optrådte som foredragsholder og gæstelærer i hele den civiliserede verden. Han betegnes i dag internationalt som en af verdens mest betydende eksperter i buddhisme.

Christian Lindtner var en af dette lands kyndigste religionsforskere – men i sit fædreland var han en af de mindst agtede, idet han ikke kunne købes, hverken med penge eller virak. Han ledtes i sit arbejde utrætteligt af sin konstante søgen efter den ultimative sandhed, ligegyldig hvor denne søgning måtte føre ham hen. Havde han en tese, undersøgte han den, og viste det sig, at den ikke var holdbar, klæbede han ikke til den og brugte ikke sin tid på at forsvare det, som ikke kunne forsvares. Dette var ganske tydeligt, da Christian Lindtner kastede sig over holocaustrevisionismen, provokeret af den megen dårlige litteratur, der findes om dette emne. Han deltog således i den berygtede konference i Teheran, hvor han fik til opgave at undersøge denne sag til bunds. Det gjorde han. Han kom ikke blot frem til, at de revisionistiske historikere snød med kilderne, men fandt også, at der jo foreligger et stort materiale af tyske kilder, som er uimodsigeligt. Dette blev imidlertid fuldstændig ignoreret af revisionisterne – men heller ikke i stor udstrækning benyttet af populærvidenskabens hollywoodprægede fremstillinger, der ofte bygger på mere end tvivlsomme ”vidneudsagn”. Christian Lindtner fulgte derfor sin samvittighed og sit videnskabelige instinkt, og med sit sædvanlige vid, som måske nok ikke var for enhver, hudflettede han revisionismens store navne og blev en af fædrene til den revisionistiske bevægelses faktiske død.

Mange tog ham hans studier af holocaust ilde op, men de beviste jo imidlertid blot hans
retsindighed og hans videnskabelighed i en verden, der generelt sætter tro over viden. Hans desværre sidste store projekt blev en grundig undersøgelse af kristendommens kilder. Som en af de meget få her i landet beherskede han ikke blot latin og græsk til perfektion, men også buddhismens sprog sanskrit og pâli (foruden tibetansk og kinesisk). På denne baggrund kunne han afsløre, at Det Nye Testamentes evangelier i hovedsagen blot er en kopi af ældre indiske skrifter – helt ned i den mindste sproglige detalje. Dette førte ham på kollisionskurs med landets præsteskab og ikke mindst med biskopperne. Han betragtede kirkens fløjlsmaver som en bande halvstuderede røvere og forkælede nassere, der blot klæber til deres fede embeder og nægter at undersøge det, de hver søndag står og prædiker om. Et særligt mål for hans angreb var de teologiske uddannelser, hvor man blot hygger sig med sine rigelige midler i stedet for at lære sig sanskrit og undersøge kristendommens virkelige oprindelse. Som en teolog sagde til ham under en konference: ”Jeg vil ikke lære sanskrit”, idet han stampede i gulvet som et lille barn. Teologernes holdning er: ”Dette vil vi ikke vide!” Christian Lindtners konklusion var, at både den danske folkekirke og den katolske kirke i dag først og fremmest er indbringende forretninger – og et skalkeskjul for kommunistisk undergravelse.

Christian Lindtners sidste publikation blev hans efterskrift til Geoff Roberts netop udkomne bog Jesus har aldrig levet, Indblik 2020. Den skulle have været præsenteret ved en sammenkomst på Christiansborg den 8. november. Bogen vil senere blive anmeldt her på bloggen.

Christian Lindtner var derudover en god national dansker, der kæmpede for at bevare det Danmark, vi begge er vokset op i, og den kultur og de mennesker, der har skabt det. Dette bragte ham ofte på kollisionskurs med den jødiske elite, men Christian Lindtner var meget langt fra at være vulgær antisemit. Som videnskabsmand iagttog han sin omverden og drog sine sagligt velfunderede konklusioner.

Han kunne på mange felter indtage en ironisk distance til sin omverden, men når han så sine kerneværdier truet, kastede han sig med fuld kraft ind i kampen. Christian Lindtner satte den danske sprogforsker Rasmus Rask meget højt. Rask var Lindtners forgænger inden for studiet af de indiske sprog, og Christian gjorde Rasmus Rasks gravskrift til motto for sit eget liv: ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette!”

Men frem for alt var Christian Lindtner et ædelt, anstændigt, nobelt og særdeles dannet menneske, hvem svig, løgn, bedrag og nid lå uendelig fjernt. Dette er i dag desværre et sjældent karaktertræk. I min sidste udveksling af e-mails med Christian, hvor vi netop diskuterede den akademiske verdens råddenskab, skriver han den 27. oktober: ”Jeg bliver snart revolutionær!”. Jeg svarede ham: ”Men har du noget reb og en høtyv, så lad os gå i gang ….. Jeg er med!” Christian svarede: ”Fint, derfor må vi passe godt på vores helbred!! Det er for meget!”. Dagen efter blev han indlagt på Rigshospitalet, og en uge senere var han død. Det er ikke til at fatte!

Et uendeligt reservoir af viden er dermed pludselig gået tabt – viden, som i dag meget, meget få mennesker besidder. Store planer er blevet til intet. Vi, hans venner, føler tomheden og savnet af de inspirerende og underholdende diskussioner, hvor vi i timevis kunne undersøge og vende og dreje denne verdens største emner, så vi glemte tid og sted, og hverken fik vådt eller tørt. Det havde vi ikke tid til. Der var vigtigere ting på programmet. Vi vil savne hans bidende ironi og sviende humor. Vore tanker går naturligvis også til hans familie, hvis tab er endnu større. Vor sidste sammenkomst blev optaget og kan høres på Radio Lindtner.

Vi har nu en forpligtelse til med de beskedne midler, vi besidder, at forsøge at videreføre noget af hans arbejde og virkeliggøre nogle af hans visioner.

Æret være Christian Lindtners minde!

Povl H. Riis-Knudsen

***

Referencer

Opråb nr. 12. Christian Lindtner

Radio Lindtner

Nordens Grænse: Kristendommens rødder

Jesus is Buddha

Udgivet i Nationalisme | Tagget | 5 kommentarer