Kan folkekirken overleve de kvindelige præster?

Det er efterhånden blevet et kvindejob at være præst. Det synes ganske enkelt ikke mere at være attraktivt for mænd, hvilket man måske nok kan undres lidt over. At kvinder elsker det, er ikke så svært at forstå. Rollen som den søde, uendelige gode og alt forstående sjælesørger passer fint til kvindens kernekompetencer. Der er imidlertid mere i et præstekald end det – og det at være præst er et kald, ikke et job. Det er vigtigt at gøre sig den forskel klar.

Præstens opgave er ikke blot at kunne trøste, men også at kunne levere en teologisk og filosofisk holdbar udlægning af de skrifter, kirken nu engang bygger på. Sidst der var bispevalg, var det interessant at sammenligne valgudtalelserne fra de forskellige kandidater: kvinderne slog på alle de bløde værdier, mens mændene forsøgte sig med en mere teologisk begrundet tilgang. Mændene tabte – naturligvis. Den danske folkekirkes udgangspunkt er ikke mere Bibelen og Gud, men mennesket. Det har jeg tidligere været inde på. En sådan tilgang er som skabt til kvinderne.

Indvendingerne imod kvindelige præster er vel efterhånden forstummet, undtagen hvor Indre Mission stadig har magten over sjælene. Det teologiske grundlag for indvendingerne er, at Eva er ophavet til den arvesynd, som vi alle slæber rundt på, og at Paulus i øvrigt mener, at kvinder af den grund skal tie i forsamlinger. Det kan præsten jo ikke så godt gøre. Andre kristne trossamfund slår 10 kors for sig, når de hører om kvindelige præster – for slet ikke at tale om homoseksuelle præster og vielser af homoseksuelle. Den russisk-ortodokse kirke anerkender ikke mere den danske folkekirkes sakramenter. Det er der en god grund til. Den danske folkekirke anses ikke længere for at være kristen.

Der er imidlertid en langt mere jordnær og praktisk grund til, at ideen med kvindelige præster måske slet ikke er så god – og den er blottet for enhver teologi.

Dengang verden endnu ikke var gået af lave, var hele det kirkelige og kulturelle liv i sognene centreret omkring præstegården, hvor der boede en præst, som havde en præstekone – og en flok børn. De fungerede som et eksempel. Præsten tog sig af den teologiske side af sagen – han sørgede for udlægningen af teksten, han sad i skolekommissionen, deltog i foreningslivet, holdt foredrag, afholdt – eventuelt sammen med nogle af skolens lærere – litteraturkredse osv. I baggrunden stod præstekonen, men hun var ikke mindre vigtig, for hun stod for alt det organisatoriske. Hun passede telefonen, sørgede for kaffen og bollerne, sikrede evt., at der var lokaler osv. Hendes indsats i sognene må aldrig glemmes. Og sjælesorgen, den deltes præsteparret i regelen om. Der var mange situationer, hvor præstekonen kunne udrette langt mere end præsten – det afhang af forholdene. Både præsten og hans kone var centrale personer i sognet, de hjalp med at holde det sammen, og præsten blev ofte konsulteret om alt muligt mellem himmel og jord, som måske ikke helt lå inden for hans område, men han og lægen var de personer i sognet, der havde den højeste uddannelse, og ”dovtoren” kunne man jo ikke ulejlige med den slags. I alt dette understøttede præstekonen ham, gav ham gode råd – og sørgede for, at han kunne koncentrere sig om det, han skulle gøre. Og præsten kunne stort set altid træffes.

I dag er præsten en kvinde. Hun er måske gift med præsten i et nabosogn eller et sogn længere væk, måske med en tømrer eller gymnasielærer. Hun har i praksis to jobs, præstens og præstekonens, og hun kan ikke forvente nogen støtte i sit arbejde af ægtefællen – hvis hun da har en – for han har sit eget liv, sin egen karriere og sine egne interesser. Hun skal selv klare både det teologiske og det praktiske. En af delene kommer til at lide under det, og det er ofte det teologiske, både fordi det måske ikke er præstens hovedinteresse, og fordi det er det mindst umiddelbart synlige. Hendes rolle i sognet bliver mindre. Midt i det hele skal hun så have et års barselsorlov. I den tid har sognet ikke mere noget kirkeligt centrum. Så kommer hun tilbage i et år, før hun skal have barselsorlov igen. Forstå mig ret: Det er glædeligt, at der fødes børn – også i vore præstegårde, men det er skidt, at det er præsten, der skal føde dem!

Sagde jeg præstegård? Det er det næste problem. Tømreren eller gymnasielæreren gider egentlig ikke bo i en stor præstegård, hvor der er et evigt rend af folk, han vil hellere bo i et almindeligt parcelhus. Hvis præstens mand også er præst (og det er jo nok ikke så sjældent), ja, så er der måske 2 præstegårde, hvoraf den ene kommer til at stå tom og vil blive solgt af menighedsrådet, også selv om den har historisk værdi. Thyregod sogn har således solgt den præstegård, hvor N.F.S. Grundtvig er vokset op. Den var for dyr at holde, sagde man. Med den form for tænkning vil jeg kunne frygte, at de også sælger kirken, for det må bestemt være billigere at leje et lokale på kroen i de par timer om ugen, der er brug for det. Og det lille lokale kan jo nok gøre det, selv i Thyregod…

På denne måde dør præstegårdskulturen – og dens død er med til at slå, hvad der måtte være tilbage af landsbyens liv, ihjel. Det hele hænger sammen.

Præsten skal nu findes i et eller andet tilfældigt hus. Der er ingen åbne døre. Henvendelse kan ske på kirkekontoret i åbningstiden. Privaten er privat! Ferierne er mere hellige end sakramenterne. Telefonen afbrydes uden for arbejdstiden. Der er ingen steder, den åndeligt nødstedte kan henvende sig, hvis han eller hun har brug for hjælp.

I regelen er der i dag flere præster i sognet, så kirken kommer til at fungere ligesom ”sundhedsklinikkerne”. ”Nej, din præst er ikke på arbejde i dag. Vil du tale med en anden?” Den, der er i dyb krise og søger hjælp af det menneske, han kender, henvises til at gå ud og hænge sig. Men måske er der slet ikke hjælp at få. I dag går præsten selv til psykolog. Så sørgeligt ser det ud for kirken.

Denne udvikling er i høj grad med til at gøre kirken irrelevant. Præstens kald er blevet til et 9-16-job. Det er udviklingen, vil man sige, men ”udviklingen” er jo skabt af mennesker gennem deres handlinger eller mangel på handlinger. Vort samfund er inde i en dødsspiral, og kirken er hoppet med på vognen mod afgrunden.

En anden indvending vil – bortset fra det evige lirumlarum om ligestilling – være, at man uden kvinderne jo nærmest slet ingen præster ville have. Det er en reel indvending, men måske burde kirken spørge sig selv, hvorfor det tilsyneladende er blevet så lidet attraktivt at være præst. Er lønnen for ringe? Eller er det, fordi samfundet er blevet gennemsekulariseret, så der ingen interesse er for åndelige anliggender? Måske skyldes det endda, at ingen i dag kan tro på de kristne myter? Svaret er nok, at det er en kombination af det alt sammen. Måske man skulle gå i tænkeboksen og fremkomme med nogle generelle løsninger på kirkens problemer, i steder for at benægte dem – eller måske skal man bare lukke butikken.

Under alle omstændigheder skal politikernes råderet over kirkens indre anliggender fjernes gennem indførelse af den kirkeforfatning, der blev lovet i grundloven, og måske var det sundest for kirken – men ikke ubetinget for samfundet – hvis båndet mellem stat og kirke blev ophævet. Så måtte kirken også økonomisk stå på egne ben, og det ville i høj grad tvinge den til at finde løsninger, der igen vil gøre kirken relevant.

Dog vil det næppe løse problemet med de kvindelige præster – eller måske bedre de kvindelige præsters problem – for kvinderne flokkes om præsteembederne som fluer om et ådsel.

Stakkels Gud!

Udgivet i Kristendom | Tagget , , , | Skriv en kommentar

“Ordentlige mennesker skyder ikke på fremmede”

Vil disse immigranter mon frivilligt vende om, når man blot pænt beder dem om det?

Fra en læser har vi modtaget følgende kommentar til et tidligere indlæg her på bloggen:

“Ordentlige mennesker skyder ikke på fremmede, der kommer til grænsen, men foregriber, at det overhovedet kommer dertil. Den anonyme forfatter ønsker vel heller ikke selv at blive beskudt af fremmede. Mod er en af de fire værdier, som en anonym forfatter synes at savne. Hvordan kan han så være en rigtig dansker?”

Dertil er der følgende at sige:

Vi kan herfra ikke foregribe, at fremmede uciviliserede horder trænger frem igennem Afrika for at banke på Europas dør. Der er tale om Afrikas uønskede befolkningsoverskud. Vel kunne vi nok have mindsket dette ved ikke at sende ulandshjælp, medicin og læger til Afrika igennem de sidste 70 år, men det har uansvarlige politikere alligevel gjort, og det kan vi ikke ændre på nu.

Vi kunne naturligvis også have organiseret en revolution her for at udrydde de hjemlige skadelige landsforræderiske elementer, der ser det som deres opgave at få danskerne erstattet af fremmede folk. Også dette er blevet forsømt.

Tilbage er der kun at forsvare vore grænser med de midler, der står i en stats magt. Det er ikke fredelige fremmede turister, der kommer her, det er horder, der angriber grænsen og forsøger at forcere den. Deres mål er at blive forsørget på vor regning for til sidst at fortrænge os. Det er i denne situation, man skyder for at dræbe. Det er tale om etnisk og kulturelt selvforsvar! Naturligvis kunne man også tæppebombe de store afrikanske byer, men det vil kræve lidt mere og nok heller ikke falde i læserens smag, selv om det ville være at gøre verden en stor tjeneste.

Der er vel ingen, der ønsker at blive beskudt af fremmede. Netop derfor ønsker vi ikke at have dem i vort land. Til de ”ordentlige mennesker”, der læser dette, vil vi blot sige: Hvis man ikke vil forsvare sig, fordi man vil være ”pæn og ordentlig”, så fortjener man det, der kommer. I den virkelig verden er det nemlig sådan, at den, som ikke forsvarer sig imod angreb, vil dø. Det er den barske kendsgerning, som alle europæere i dag gør klogt i at tage til efterretning. Danmark og Europa reddes ikke ved at læse Platon, men ved at gå til skydning!

Dermed være ikke sagt, at man ikke skal læse Platon. Han kan være nyttig nok, når det gælder grundlaget for opbygningen af et nyt og bedre samfund. Men hvis man ikke lærer at skyde og glemmer sine forestillinger om at være pæn og ordentlig, får vi ikke brug for denne viden, for verden, som vi kender den, vil gå under i et kæmpe ragnarok. Der vil næppe i en afrikansk-muslimsk verden være den store interesse for Platon eller noget som helst andet, bortset fra at æde og kopulere.

Når disse indlæg ikke er signerede, skyldes det ikke mangel på mod. Vi tror, at den pågældende forfatter for længst har bevist et sådant, mens andre har passet deres liv og karriere. Vi ønsker imidlertid, at der skal fokuseres på artiklernes indhold og ikke på forfatterens navn. Det vil erfaringsmæssigt kun virke afledende. Det er budskabet, det kommer an på.

Udgivet i Indvandring | Tagget , , | Skriv en kommentar

Frihedens Stemme

Her på bloggen er vi ikke ukritiske over for Rasmus Paludan, men hans store personlige mod aftvinger respekt. Ingen anden dansk nationalist er bedre til at vække det muslimske hvepsebo og få besættelsestropperne til at kaste masken. Det er med stor glæde, at vi har konstateret, at denne opfattelse også deles af en dansk sanger ved navn Martin Skriver, hvis glimrende hymne til ”Frihedens Stemme” fortjener udbredelse. Lyt, nyd og del!

Udgivet i Kultur | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Videnskabens vildveje

Boganmeldelse:

Karin Margarita Frei:
Egtvedpigens rejse
Med forord af Rane Willerslev
Lindhardt og Ringhof 2018.

Karin Margarita Frei er argentiner, født af danske forældre, hvis forfædre var udvandret til det sydamerikanske land i begyndelsen af forrige århundrede. Efter nogen tid i Spanien besluttede hun sig for at tage til Danmark og slå sig ned her. Hun valgte sin identitet. Efter at have taget en dansk studentereksamen studerede hun geologi, men kombinerede det senere med arkæologi og blev Danmarks første professor i arkæometri. Hvad det nærmere går ud på, fremgår af hendes bog.

Karin Margarita Frei blev med ét slag verdensberømt, da hun efter en strontiumisotopanalyse af Egtvedpigens sparsomme rester kunne fastslå, at denne pige slet ikke var spor dansk. Hun stammede fra Sydtyskland og havde tilsyneladende nærmest pendlet frem og tilbage i sit ultrakorte liv – hun blev ca. 16-18 år gammel. Egtvedpigen levede i bronzealderen for ca. 3300 år siden, og er nærmest blevet et dansk ikon. På grundlag af Freis undersøgelser kunne man nu konkludere, at det danske slet ikke var dansk, og at Europa allerede i bronzealderen var stærkt globaliseret. Hvis nogen fornemmer, at dette alt sammen lynhurtigt får en politisk drejning, har vedkommende utvivlsomt ret.

Efter Egtvedpigen kom turen til Skrydstrupkvinden fra samme periode, og hun var sandelig heller ikke dansk – hun stammede formodentlig fra det, der i dag er Tjekkiet, Midttyskland, England eller et andet fjernt sted. Også hun var kun 17-18 år, da hun døde, og hun havde kun foretaget en enkelt rejse, nemlig da hun var en 13-14 år gammel… Under afsløringen af disse resultater var fjernsynet til stede med et kamera, og Karin Frei ses ligefrem hoppe af glæde over sin opdagelse – måske ikke lige den optræden, man forventer af en forsker. Globalismen havde imidlertid fejret nye triumfer.

Strontiumisotopanalysen bygger meget kort fortalt på, at man i f.eks. tænder, hår eller negle kan finde bestemt strontiumisotopværdier, der så kan sammenlignes med værdierne i naturen. Der, hvor der er overensstemmelse, har personen opholdt sig. Man kan også se, sådan ca. hvornår personen har opholdt sig de forskellige steder. Med samme metode havde Frei allerede tidligere undersøgt Egtvedpigens tøj, og havde fundet frem til, at det heller ikke var lokalt. Hun drømmer sig til, at pigens mand eller far måske havde været tekstilimportør(!) og havde hentet stoffet langt borte fra. Hun har omskrevet historien:

”Uanset vanskelighederne ved at finde frem til hendes [Egtvedpigens] nøjagtige herkomst … giver vores undersøgelse beviser [!!!] for langdistance- og periodisk (gentagende) hurtig mobilitet. Vores resultater tvinger os til at genoverveje den europæiske bronzealders mobilitet som meget dynamisk, hvor enkeltpersoner rejste hurtigt over lange afstande i relativt korte perioder.” (S. 168)

Da jeg første gang læste om hendes ”opdagelse” i forbindelse med Egtvedpigen, var min umiddelbare reaktion, at dette umuligt kunne passe. Det var rent instinkt. Jeg har ingen som helst forstand på strontiumisotopanalyser eller geologi, men derimod på historie. Fra Egtved til f.eks. Freiburg im Breisgau er der godt 1.000 km af den direkte motorvej, en strækning, der i dag kan tilbagelægges på godt 10 timer. Det kunne man imidlertid ikke i bronzealderen! Der var simpelthen ikke rigtig nogen veje. I Danmark kunne man gå langs vandskellet, hvor hærvejen opstod, men der var ganske enkelt ingen lange forbindelsesveje, og landskabet var præget af store skove med efterhånden udbredte rydninger indimellem, hvor der boede mennesker, som ernærede sig ved agerdyrkning. Der var heller ingen vejskilte, GPS eller kort. Man fandt vej ved hjælp af stjernerne og solen, men man skulle nok alligevel helst være stedkendt. Rejsen var farlig. Der var vilde dyr, og ikke alle mennesker var vel lige imødekommende over for et stort antal fremmede. En dagsrejse inden for militæret var for 100 år siden 20 km. Rejsen fra Aalborg til Hobro tog i begyndelsen af 1800-tallet en meget lang dag med hest og vogn, ca. 18 timer. På den tid var der veje, om end de ofte kun bestod af hjulspor. I bronzealderen har man ikke kunnet holde den fart, og det har været nødvendigt med lange hvil indimellem. Hvorvidt man har brugt heste til at trække vogne, fortaber sig lidt i det uvisse. Frei slutter fra den ceremonielle solvogn til, at der også var arbejdsvogne. Hvorvidt der er noget belæg for det,
skal jeg ikke på stående fod kunne sige, men jeg ved, at de første vogne, man har fundet, var meget primitive, og de havde bestemt ingen gummihjul, men træskiver uden metalringe, som næppe ville have holdt i lang tid, når man rejste ad uvejsomme stier med store trærødder, sten osv. Der ville være behov for hyppige hjulskift, og hjulene måtte man selv fremstille undervejs. En sådan rejse ville mindst tage 3 måneder hver vej uden alt for mange problemer, mere realistisk måske 4 måneder – dvs. at selve rejsen ville vare mindst et halvt år.

Det problem har Frei naturligvis set. Hun foreslår, at man nok har benyttet vandvejene – mest sandsynligt en kombination af begge dele. Nu var der væsentlig mere vand dengang, og det er derfor umiddelbart ikke lige til at sige, hvilken vej de kunne tage, men de har helt givet kunnet komme langt ad floderne. Så kommer bådene. Vi taler her ikke om vikingetidens fantastiske fartøjer, men om disses forgængere. De har efter alt at dømme skullet ros. Jeg kan ikke lige umiddelbart komme i tanker om nogle billeder af både med segl, men under alle omstændigheder har de skullet ros op ad floderne, og det var den vej, de skulle, imod strømmen den ene vej. Det har givetvis været hurtigere, men hvor hurtigt, det er svært at sige. Hvis man skulle kombinere sejladsen med strækninger over land, ville man være nødt til at medbringe sine transportmidler hele vejen, for der var næppe i bronzealderen noget fast transportsystem, man kunne benytte. Transportvirksomheder og færgeselskaber fandtes ikke. Altså skulle vognene fragtes på båd, og båden fragtes over land. Næppe praktisk muligt. Eller man måtte købe nyt, hver gang man skiftede transportmiddel, nok heller ikke så sandsynligt.

Endelig har Egtvedpigen jo – som Frei også skriver – ikke rejst alene. Der har skullet mange med! Rigtig mange. Og man må nok også have været forberedt på at skulle forsvare sig. Fremmede er, som vi ved, ikke altid en ven, du ikke har mødt! Dermed er vi fremme ved formålet med rejsen. Hvad skulle det være? Handelsrejse? Det er der vel ikke rigtig nogen belæg for, og under alle omstændigheder må man spørge sig, hvorfor man har slæbt en lille pige med. Det giver ikke rigtig nogen mening. Familiebesøg er ikke ganske troværdigt. Da min mor havde udsigt til at skulle udvandre til Argentina i 1950’erne, havde hun ingen som helst forhåbning om at se Europa igen, selv om den rejse nok var både lettere og billigere at foretage end en rejse fra Egtved til Sydtyskland i bronzealderen.

Der har i bronzealderen naturligvis været handel. Alene bronzen har man jo måttet skaffe sig andre steder fra, men man må gå ud fra, at denne handel er foregået mellem nabofolk, så tingene har været igennem mange led. Endelig kunne man jo også erhverve sig ting gennem krig. Frei vil sige, at hendes tekstiler beviser en udstrakt handel, men analysen af dem lider af samme mangel som analysen af Egtvedpigens og Skrydstrupkvindens tænder, men det kommer vi til. Man har i bronzealderen næppe købt mange ting, man selv kunne lave.

Havde der været udstrakte forbindelser, hurtige og hyppige, som Frei beskriver dem, havde der jo sandsynligvis også været forbindelser den anden vej til højkulturerne i Ægypten og Mesopotamien, og vi ville have et vist antal fund af ting herfra. Ja, der havde man allerede opfundet skrivekunsten. Det var utvivlsomt noget, man umiddelbart kunne have set nytten af, og det havde ikke været så vanskeligt at kopiere i hvert fald hieroglyfferne. Og udviklingen ville jo ikke være gået i stå i bronzealderen. Der ville utvivlsomt så have været forbindelse med den græske kultur, da den senere opstod, og senere igen med Romerriget. Det er faktisk først med dette sidstes erobringer af Gallien og dele af Germanien, at der omkring begyndelsen af vor tidsregning kan dokumenteres en direkte kontakt til en højkultur, og rejsende fra syd kommer til Skandinavien og beskriver de mærkelige mennesker, de finder her. Skulle udviklingen have stået stille i 1300 år?Næppe.

Min umiddelbare indskydelse var, at der måtte være noget i vejen med strontiumisotopanalysen – måske ikke teknisk set, men at der måtte være noget, Frei havde overset. Er strontiumværdierne uforanderlige, eller kan de ændres i tidens løb? Da man offentliggjorde, at også Skrydstrupkvinden var ”af fremmed oprindelse”, var jeg temmelig sikker i min sag. Det var naturligvis ikke umuligt, men det var ganske enkelt meget usandsynligt.

Tilsyneladende var der noget i vejen. Lektor emeritus og forsker i ”geoscience” ved Aarhus Universitet og hans kollega Rasmus Andersen har åbenbart haft den samme tvivl, så de gik i gang med at undersøge strontiumværdierne nøjere (bl.a. de baselines, Frei benytter). Det viser sig, at kalk fuldstændig ændrer strontiumværdierne i danske vandløb, og det intensive landbrug tilføjer netop de dyrkede kalkfattige arealer store mængder kalk. Det, man måler i dag, svarer ganske enkelt ikke til de værdier, der var i bronzealderen. Erik Thomsen påpeger i Kristeligt Dagblad, at Egtvedpigen sandsynligvis har fået de forskellige værdier, der er målt i hende, inden for en radius på bare ti kilometer eller mindre. De to forskere formoder, at hun har levet i højlandet, men har tilbragt en periode i Vejle Ådal. Hun kunne populært udtryk have hentet disse værdier i sin egen baghave.

Nationalmuseet fastholder naturligvis Freis forskningsresultater. De har investeret en masse prestige i dem, og så er de politisk korrekte og ønskværdige. De passer lige til “Ranes Museum”, en forvandling af Nationalmuseet til en blanding mellem et cirkus og et absurd teater. Danmark har i denne ”elites” optik altid været globaliseret og ”multikulturelt”. Ja, Danmark har egentlig aldrig rigtigt eksisteret.

Når man læser Freis bog – og den er da bestemt ikke uinteressant – slår det en, hvor selvcentreret og jeg-besat hun er, og hvor stor en plads ”dobbeltidentiteten” spiller. Hun er ligesom besat af sin egen splittethed og vil projicere den ud på fortidens mennesker. Hun synes at have et ubevidst psykisk problem med sin manglende rodfasthed, selv om hendes dobbelte identitet objektivt set bestemt må betegnes som en berigelse for hende. Hun er virkelig multisproget og multikulturel på den umiddelbart set gode måde. Hun er en naturlig del af to (beslægtede) kulturer, men hun har måske mere svært ved at stå fast, end hun selv vil indse.

Frei betoner ofte bogen igennem betydningen af det tværfaglige samarbejde i grupper. Det synes imidlertid ikke at have fungeret særlig godt her. Det er utroligt, at der i en gruppe af højtkvalificerede fagfolk med forskellige videnskabelige discipliner ikke er en eneste, der har trukket i bremsen og sagt: ”Dette her må vi lige have undersøgt nøjere!” Tvivlen om rigtigheden af egne resultater er vigtig i en enhver forskning. Vi lærte, at dersom vi blev for begejstrede over vore egne opdagelser, skulle vi lige træde et par skridt tilbage og kontrollere, om der var noget, vi havde overset eller gjort forkert. Vi skulle helst ad anden vej kunne komme frem til de samme resultater. Dette gælder i endnu højere grad inden for naturvidenskaberne end inden for humaniora.

Dette har den unge forskergeneration tilsyneladende ikke lært – og det er egentlig det mest tragiske ved denne historie. De forskere, vi uddanner, kan være lige så teknisk dygtige, det skal være, men de synes at mangle netop de kvalifikationer, der gør dem til forskere. De kender tilsyneladende ikke tvivlen og den langsommelige kontrol af egne resultater. De er optaget af deres egen indbildte fortræffelighed – og så skal de helst have noget spektakulært på deres CV her og nu, så de kan komme videre i karrieren. Som universiteterne styres i dag, faciliterer de denne beklagelige holdning.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Gengældelsens time

Er vi begyndt at bide fra os…?

Langt senere, end man nok skulle have troet, er der tilsyneladende en hvid mand ved navn Brenton Tarrant, der har sagt:

”Nu er det fandeme nok!”

Som gengældelsesforanstaltninger i regelen gør, har den ramt tilfældige mennesker, men der er dog her tale om et ringe tal i forhold til alle dem, der er blevet dræbt gennem muslimsk terror. Det skulle man ellers ikke tro, når man læser de forskellige reaktioner, ja, selv dronning Margrethe har følt sig kaldet til at sende et kondolencetelegram til det fjerne New Zealand.

Kristeligt Dagblad skriver, at der er tale om et angreb på det multikulturelle samfund. Det må vi i sandhed håbe! Når der er tale om muslimske angreb, har magthaverne travlt med at forklare, at det sandelig ikke har noget med islam at gøre, og at det kun er nogle få stakkels radikaliserede galninge, der har forøvet den. Der gik ikke mange timer efter aktionen i Christchurch, før skylden var helt entydigt placeret: Det var højreradikale, nationalistiske, nynazistiske grupper, der var ansvarlige, og der blev straks stillet krav om voldsomme indskrænkninger af ytringsfriheden, for det er angiveligt disse gruppers hadske tale, der har udløst ”terroren”. Lignende krav er aldrig blevet stillet til muslimske medier og hadprædikanter, der fredag efter fredag hetzer til hellig krig imod de ”vantro”. Tværtimod beskytter man med alle midler disses ”religionsfrihed”. At der også er tale om at tage våbnene fra folk, er klart. Verdens få tilbageværende hvide befolkninger skal gøres helt forsvarsløse.

Er ofrene for denne aktion uskyldige? Det er jo et definitionsspørgsmål. De er en del af den
ubevæbnede hær, der er sendt ud imod europæisk og hvid kultur med det klare formål at
fortrænge os og indføre kalifatet. Det er tankevækkende, at denne bølge allerede er nået så langt som til New Zealand. For 20 år siden var der praktisk taget – bortset fra den indfødte
maoribefolkning – ingen ikkehvide i New Zealand syd for ”The Bombay Hills”, det vil i praksis sige syd for Auckland. I dag har muslimerne store, prangende moskeer så langt væk som Christchurch. Og lad os slå fast: Der er ikke tale om stakkels flygtninge! De er rejst så langt, som man overhovedet kan rejse på denne klode! Der er masser af ”sikre lande” meget nærmere deres udgangspunkt!

New Zealand har ikke selv været plaget af muslimsk terror, derfor kan denne reaktion overraske. Man skulle have forventet, at den havde fundet sted i Frankrig, England, Tyskland, Catalonien eller Sverige. Forklaringen på, at det netop sker i New Zealand, er muligvis den fart, udviklingen der har taget, hvor vi i Europa har været over 50 år om at komme til, hvor vi er i dag. Vi har i Europa i dag vænnet os til at være totalt åndeligt kastrerede.

En ting er imidlertid sikkert, hvis ikke verdens hvide befolkninger kollektivt lægger sig til at dø – hvilket desværre er en nærliggende mulighed – vil vi komme til at se mange lignende aktioner i fremtiden, og de vil blive stadig voldsommere, til det ender i en åben borgerkrig – en krig uden fronter, hvor hvide frihedskæmpere kæmper imod alle de andre, og hvor de hvide landsforrædere forhåbentlig vil blive det første mål. Det vil blive et totalt Ragnarok, ud af hvilket der gerne skulle opstå noget nyt og bedre, men det forudsætter, at den hvide befolkning sejrer, og det er ikke på forhånd givet. Det af Kristeligt Dagblad og hele eliten og alle magthaverne højt besungne ”multikulturelle samfund” er nemlig et samfund, ingen hvide folkeslag har ønsket eller sagt ja til. Det er en katastrofal, altødelæggende og ækel dystopi, der er tvunget ned over os af den hvide civilisations dødsfjender, og hvis vi til sidst giver os til at gøre modstand på den eneste mulige måde, så skal man vel ikke undre sig over det. Hvis det er den eneste måde, vi kan redde vore
forfædres arv til vore børn på, er det vor pligt at forsøge det! Det er imidlertid ikke opløftende at se, hvordan hvide mennesker strømmer til åstedet i Christchurch for at lægge blomster for ofrene. Et folk, der ikke kender ven fra fjende, vil gå til grunde!

Jyllands-Posten mener ikke, at der er forskel på terror, eller at man skal skelne mellem
motivationen for terror. Al ”terror” er ifølge bladet et angreb på vore ”værdier”. Som sædvanlig er disse ikke defineret, men vi kan oplyse Jyllands-Posten om, at vi helt klart ikke deler værdier med bladet. Man hylder på Jyllands-Posten det kaotiske multikulturelle og globaliserede samfund og de landsforrædere, der bærer det, mens vi her kræver nationalstaten tilbage med alt, hvad dette indebærer. Kun den kan sikre, at vi har et fælles værdisæt, og at den europæiske kultur overlever. Muslimsk terror udspringer af muhamedanernes ønsker om at bekæmpe denne kultur og denne nationalstat, men ret beset bekæmper den jo i lige så høj grad det multikulturelle samfund. Muhamedanerne ønsker om nogen en ufri monokultur, hvor islam er grundlaget for alt, og hvor både kunst og videnskab er dødsdømt. Den hvide mands modaktioner er en forsvarsmekanisme, et forsøg på at forsvare den europæiske kultur, en opgave, der egentlig burde påhvile myndighederne, men de svigter også her. Det er ikke et middel, den hvide mand gerne griber til, men når han alligevel gør det, skyldes det, at han oplever, at hele vor kultur bliver kørt over. Han bliver ikke hørt i medierne, får ikke taletid i fjernsynet, hans bøger kommer ikke ud, skolerne ignorerer hans standpunkter, og selv bliver han kørt ud på et socialt sidespor, fra hvilket han aldrig kan komme tilbage. Se herom indlægget ”Dissidenter” andetsteds på denne blog. Det er denne totale udelukkelse af et befolkningsflertal fra den offentlige diskurs, der skaber væbnede aktioner – ikke noget som helst andet! Når et forsvar inden for lovens rammer ikke mere er muligt eller meningsfyldt, vil det give sig udslag i væbnet opstand. Det ved magthaverne, og derfor er det vigtigt at få taget våbnene fra folk. Vi må dog konstatere, at der aldrig har været flere våben i omløb end i dag – de er desværre bare i de forkerte hænder!

Det vil givetvis blive betragtet som ulovligt, hvis nogen priser denne aktion, og vi ved naturligvis heller ikke nok om den til at kunne gøre det. Vi vil imidlertid ikke under nogen omstændigheder på nuværende tidspunkt tage afstand fra den. Vi skal blot endnu engang konstatere, at man har ramt symptomet og ikke årsagen til denne misere. De skyldige er de mediepaver og politikere, der har givet os dette problem på halsen. På dette punkt var Breivik kommet længere i sin analyse, men han overså, at man i vor kultur ikke kan røre børnene, heller ikke børn af de skyldige. Det er simpelthen et tabu, og at vi har dette tabu, skal vi ikke være kede af. På grund af det var Breiviks gerning kontraproduktiv, og hans senere flirten med nazismen og heilen i retssalen, har jo ikke gjort det bedre. Der er imidlertid næppe nogen som helst tvivl om, at aktioner som den i Christchurch vil skabe stor glæde i hjerterne rundt omkring – også selv om de færreste vil indrømme det. Jeg har flere gange fra komplet upolitiske mennesker hørt beklagelser over, at Breivik ikke i stedet var gået ind i en moske. Desværre vil sådanne fuldt forståelige aktioner som sagt ikke løse det grundlæggende problem: at vore lande regeres af landsforrædere, som tilstræber at tilintetgøre deres egne befolkninger. Det er nældens rod, og det er den, der i første række skal gribes om! Når den newzealandske premierminister således taler om, at New Zealand ”er en stolt nation af mere end 200 etniciteter og 160 sprog”, kan vi kun sige, at et sådant land ikke mere er en nation, men et oplagt arnested for evig krig og evigt kaos, for heller ikke de 199 andre etniciteter vil kunne enes. Der findes ikke noget fredeligt og frit multikulturelt og multietnisk samfund noget sted på kloden! Åbn dog øjnene, og drag konsekvenserne af det, I ser!

Politikerne ser imidlertid intet. De er enten totalt hjernedøde, eller de bliver betalt godt for deres landsforræderi. De har imidlertid muligheden for at benytte statskassen til at træffe alle mulige beskyttelsesforanstaltninger, så ingen lige kan komme til at stille dem til regnskab. Løkke Rasmussen fortæller befolkningen, at vi blot skal lære at leve med terroren, mens han selv på skatteydernes regning har ladet etablere sikkerhedsforanstaltninger omkring sin egen privatbolig, som overgår, hvad nogen tidligere statsminister har tilladt sig – på trods af at der egentlig ikke har været nogen anslag imod europæiske politikere i meget lang tid, selv om en og anden måske nok kunne synes, at de ville fortjene det! Samtidig er Christiansborg for et meget stort beløb blevet
omdannet til et uindtageligt fort. Vi andre har ingen beskyttelse, og man har frataget os midlerne til at beskytte os selv, for meningen er jo netop, at vi skal udryddes. Kun ”eliten” skal overleve. Den kan imidlertid godt regne med, at den heller ikke overlever en muslimsk magtovertagelse, så ligegyldig hvordan det går, vil dens dage være talte.

Nogenlunde samtidig med al den halløj blev 6.000 kristne nigerianere dræbt af muslimer. Bare forat sætte tingene i relief! Der var ingen blomster der, ingen protester, ingen telegrammer fra hendes majestæt, ingen udtalelser fra Lars Løkke Rasmussen…

***

Som et PS skal det anføres, at der allerede er spekulationer på internettet om, hvorvidt
aktionen i Christchurch var iscenesat med det formål at benytte den som grund til at forbyde alle indvandringskritiske røster og tage våbnene fra befolkningen. Vi skal gerne indrømme, at den offentliggjorte video – som påfaldende hurtigt blev fjernet fra nettet igen (med den indskrænkning, at intet jo kan fjernes helt fra internettet) – er ganske besynderlig. Ofrene ligger tilsyneladende fredfyldt i behagelige stillinger med armene under hovedet, og når der angivelig skydes ind i bunken, rør ligene (?) sig overhovedet ikke, ligesom der ikke er blod, og væggene synes fuldstændig uberørte. Det ligner noget fra en meget dårlig film. Men fra at betvivle ægtheden af filmen og til at stille spørgsmålstegn ved, om aktionen virkelig har fundet sted, er der et godt stykke, som vi her på redaktionen ikke er parate til at gå. Vi tror ganske enkelt ikke på, at det vil kunne lade sig gøre at opretholde en sådan løgn. Men vi får at se, hvad der sker.

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , | 1 kommentar