Dødsdrift

IS-krigere henretter irakiske tilfangetagne

Undertiden tror man, at man har en grim drøm, men som oftest viser det sig desværre, at det er den rene skære virkelighed. Der er politikere i dette land, som i ramme alvor mener, at vi på USA’s bud skal hente ”danske” IS-terrorister hjem for at stille dem for retten – i stedet for blot at lade dem skyde eller hænge på stedet. Disse politikere er bekymrede for de stakkels unge menneskers ”retssikkerhed”.

Nu er det imidlertid et ganske sundt retsprincip, at forbrydelser straffes i det land, hvor de er blevet begået. Der er bevisførelsen nu engang lettest, og det er i det pågældende land, skaden er sket. Narkosmuglere, der fanges i Singapore eller Thailand, får jo også lov til at nyde konsekvenserne af deres handlinger der – også selv om retssikkerheden i de pågældende lande måske nok en gang imellem lader noget tilbage at ønske.

Vi taler ikke her om små drenge, der har rapset slik i en butik. Vi taler om fremmede, der har vist sig at være de mest brutale mordere og voldtægtsmænd, historien har set siden Djenkis Khan, om muslimske monstre i menneskeskikkelse, der oprettede et rædselsregime af hidtil uset grusomhed, der trodser enhver beskrivelse.

Hvad vil de realistisk set kunne straffes for her i landet? Ulovlig udrejse – det ville vel blive det hele, for det vil være meget vanskeligt at forbinde dem personligt til noget konkret mord eller nogen konkret voldtægt eller andet. Ja, meget af det, de søde unge mennesker har begået, er af en sådan art, at den danske straffelov ikke kender nogen paragraf for det. Og retssagerne ville koste tocifrede millionbeløb og ville løbe ud i sandet. De fleste vidner er enten medskyldige eller blevet myrdet. Vidneudsagn i den del af verden vil i øvrigt typisk være så floromvundne og tvivlsomme, at de næppe vil overleve en dansk (?) forsvarsadvokats krydsforhør.

Resultatet vil blive, at disse terrorister vil få en forholdsvis kort fængselsdom, som de kan betragte som et rekreationsophold i et luksusfængsel, inden de igen vil blive sluppet ud i det danske samfund for fortsat at blive forsørget af skatteyderne i resten af deres dage, og de vil nu frit kunne drive deres spil – overvåget af et udueligt PET for andre millionbeløb. Dette vil uvægerligt føre til bølger af terroranslag med tusindvis af danske og europæiske ofre, hvis retssikkerhed man ikke bekymrer sig synderligt om. Det udgydte blod vil klæbe til de pågældende verdensfjerne politikere, som naturligvis ikke vil blive holdt ansvarlige under det nuværende antidanske regime. Glemt vil de dog forhåbentlig ikke blive. De har tilsyneladende henlevet deres liv i en osteklokke uden nogen som helst jordforbindelse, og deres totale mangel på realitetssans og dybe foragt for deres landsmænd og det samfund, de lever i, kan kun henføres til svigtende begavelse og manglende moralsk kompas, men asocial adfærd skal ikke være nogen undskyldning for deres uendelige landsforræderi!

Det er typisk, at Dansk Folkeparti først udsender en fornuftig stillingtagen til problematikken, der kun kunne tolkes som ”Skyd dem på stedet!”, for senere hen at trække den tilbage bag en burka af søforklaringer. Det er virkelig et sølle parti, der ikke fortjener nationale vælgeres opbakning!

Hele diskussionen afspejler imidlertid de europæiske folkeslags tilsyneladende dødsdrift. Vi har etableret en retsorden byggende på nogle fælles principper og en fælles kultur, der i det store og hele deles af alle. Hvis nogen træder ved siden af, accepterer de i regelen også konsekvenserne – selv om vort retssystemet bestemt ikke er fejlfrit. Når det gælder det store flertal af de fremmede i landet, er situationen imidlertid en anden. De ser vore retsprincipper som svaghed og de anerkender ikke de bagvedliggende værdier og normer. De ønsker Sharia – og det er noget ganske andet! De ved imidlertid at udnytte vort system til egen fordel. Hjemmefra er de vant til ganske anderledes kontante konsekvenser af deres misgerninger. Og vor kultur er en svaghed, når dens principper anvendes universelt i forholdet til folk, der ikke respekterer deres grundlag. Der findes ikke universelle menneskerettigheder – kun rettigheder, der er defineres af et homogent fællesskab! Hvis vi ikke i tide erkender det, vil vore egne principper dræbe os! Vi vil dø af vores moral!

Disse IS-krigere skal forblive i Irak, hvor de vil blive retsforfulgt, dømt og henrettet efter deres egne regler. Det vil bekomme dem vel, og vi kan ikke ønske os noget bedre!

Udgivet i Vestligt selvhad | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Ordbog over vigtige begreber

Sproget har til alle tider været et vigtigt redskab for magthaverne. Med det har de til enhver tid forsøgt at påvirke folkets opfattelse af tingene – thi sproget former bevidstheden. Man anvender således positive begreber som tosproget og nationalisme om noget meget negativt og negativt ladede begreber som had eller fremmedfjendsk for noget meget naturligt og positivt. På den måde påvirker man folks tænkemåde og diskursen i samfundet. Det er på tide at forsøge at sætte nogle at disse begreber på plads. For en nærmere beskrivelse af mekanismen henvises man til George Orwells roman 1984, der indgående beskriver newspeak.

bande: Egentlig en gruppe kriminelle. På newspeak en gruppe kriminelle perkere, der spreder død og ødelæggelse omkring sig, evt. med et par alibidanskere tilknyttet.

dansker: Egentlig en, der etnisk (racemæssigt og kulturelt) tilhører det danske folk. På newspeak er det imidlertid også en udlænding, der af folketinget tilfældigvis er udstyret med et dansk pas. Det er ikke det samme, et dansk pas gør ingen til dansker.

diskrimination: At diskriminere betyder egentlig at kunne skelne godt fra dårligt. På newspeak betyder det at forskelsbehandle urimeligt. Det er urimeligt! Hvem siger, at det gode skal behandles på samme måde som det slette? Det skal det ikke! Derfor kræver vi retten til at diskriminere!

etnisk: Betyder egentlig racemæssig. På newspeak betyder det udenlandsk. Der tales om etniske butikker (hvordan det så skal forstås), etniske medborgere (=udlændinge af fremmed race), sågar etniske danskere i betydningen herboende udlændinge af fremmed race. De etniske danskere, det er OS! De andre er slet og ret uønskede udlændinge, der skal UD!

fremmedfjendsk: Fremmedfjendsk betyder fjendtlig over for fremmede. Hvem kunne nu finde på at være det? Det ville være bizart. Vi har bestemt ikke noget imod fremmede – men vi vil ikke løbes over ende af dem eller fortrænges fra vort eget land af dem eller forsørge dem. Vi er ikke fjendtlige over for fremmede, men over for fremmede invasionsstyrker, der nasser på vort samfund og stjæler vore børns fremtid. Men det er ikke at være fremmedfjendsk – det er selvforsvar.

had: Had fremstilles i dag som noget forfærdeligt, dadelværdigt og strafbart. I virkeligheden er had en naturlig ting. Uden had kan der heller ikke være nogen kærlighed. De to ting er uløseligt forbundne med hinanden. Hvis man elsker noget eller nogen, er det naturligt, at man hader alt, hvad der måtte true det eller den, man elsker. Gør man ikke det, er der ikke tale om kærlighed! Vi elsker vort land, vort folk og vor kultur, og vi hader alt, hvad der truer landet, folket og kulturen. Ja, vi vil slå ihjel for at bevare det, der er givet os til låns af svundne generationer, men som tilhører vore børn og børnebørn. Det er kærlighed! Er det så vanskeligt at forstå?

ligeberettigelse: Ophævelse af ethvert skel imellem rigtigt og forkert, mellem naturligt og unaturligt, mellem godt og ondt. Det er ikke noget at stræbe efter.

mangfoldighed: Betyder egentlig talrighed (med mange folder), forskelligartethed, lig med diversitet. Tidligere var verden mangfoldig. Når man rejste til Kina, var menneskene anderledes, de talte et andet sprog, de spiste en anden mad, havde andre forretninger med andre varer, som man ikke kunne få her, de opførte sig anderledes, nød andre ting, gik anderledes klædt, havde andre vaner. Rejste man til Afrika, var det igen alt sammen anderledes. Summen af alle disse forskellige kulturer var verdens mangfoldighed.

I dag er der ingen stor forskel, ligegyldig hvor man rejser hen. Menneskene er stort set de samme (stadigvæk med en forskellig statistisk fordeling, men forskellen bliver stadig mindre), de taler alle mere eller mindre godt engelsk, de ser de samme fjernsynsudsendelser og amerikanske D-film, de spiser den samme junkfood, restauranterne (hvis man da kan kalde McDonalds, Burger King, KFC, Starbucks etc. sådan) er ens og serverer overalt de samme uspiselige substanser. Det er de samme store kæder med de samme mærkevarer, der fylder gaderne, uanset om man er i København, New York, Buenos Aires, Sydney, Johannesburg, Singapore eller Chongqing.

Mangfoldighed betyder altså på newspeak ensartethed. Folk rejser som aldrig før, men egentlig er der ingen grund til at rejse. Det er det samme alle steder. Og det er kulturløst og kedeligt.

nationalisme: Et synonym for fædrelandskærlighed. Det har ikke noget med chauvinisme at gøre, således som det i dag fremstilles. Chauvinisme er en aggressiv nationalisme, der bekæmper andres ret til et fædreland. Det er nationalisme ikke. Det er kærlighed til fædrelandet, folket, kulturen og sproget – og en dyb respekt for andres fædrelandskærlighed. Nationalisten vil ikke være herre over andre, men vil være herre i eget hus.

nydansker: En absurditet. Der findes kun én slags danskere, der er knyttet sammen af en fælles genpøl (race), et fælles sprog, en fælles kultur og en fælles historie. En ”nydansker” er ganske enkelt blot en uønsket udlænding, der er udstyret med et udansk rødbedefarvet pas fra den såkaldte Europæiske Union. Dettes gyldighed vil blive begrænset til en enkelt udrejse uden mulighed for at vende tilbage.

race: På newspeak et absolut fyord, for det angiver, at mennesket er en integreret del af naturen – ja, et dyr med tøj på. For folk, der føler sig hævet over naturen og dens love, er det naturligvis helt uacceptabelt. I virkelighedens verden er en race ganske enkelt en inddeling af en art i forskellige grupper, ligesom man gør med andre dyr. Hudfarven er her det mindste af det. Forskellene rækker langt dybere end som så. Det er et spørgsmål om fysisk styrke, armenes længde, hovedskallens form, læber, øjne, intelligens, hormonbalance, reaktionsmønstre etc., etc., etc. Forskellen kan defineres helt ned på genniveau. Tilfældig blanding af racerne har uoverskuelige konsekvenser, som man kan se det af historien og ved det fra dyrene. Frem for alt kan den ikke gøres om! Derfor skal man lade være!! At benægte racernes eksistens er det samme som at benægte Darwin og tyngdekraften – det vidner om kritisk nedsat intelligens eller en gennemgribende åndelig råddenskab.

racisme: Racisme er blevet gjort til noget frygteligt, men det er blot naturligt. Enhver biologisk gruppe foretrækker sine egne og ønsker at leve samme med sine egne. Der ligger heri ikke noget nedsættende om andre grupper, således som det i dag påstås. Vi vil bare gerne være os selv, leve sammen med folk, der er, som vi, og som deler vore idealer, vor kultur, vort sprog og vore overordnede forestillinger om verden, og som har ydet noget til fællesskabet. Overlegen er den, der overlever. Lige i øjeblikket ser det ikke ud til at være os, men det skulle vi da gerne se at få ændret på. Stræben efter at overleve er en naturlig mekanisme, der er indbygget i enhver art. Hos os er den forsvundet under en dyne af skyld, ansvar og falsk godgørenhed over for hele verden, blot ikke over for vore nærmeste. Alt dette er påført os udefra, og det er en sygdom til døden, hvis der ikke sættes ind med bekæmpelse i tide. Ellers går det os som dinosaurerne, og hvis vi forsvinder, forsvinder ikke blot vor socialstat, men alt, hvad der er godt, smukt og sandt. Verden bliver i bedste fald, som den i dag er i Nordafrika. Racisme er kærlighed til Danmark!

seksuel orientering: Et meningsløst udtryk. Seksualitet er ikke en orientering – hvad det så egentlig betyder i denne sammenhæng – det er noget, naturen har givet en i et stort lotteri. Skulle man være i tvivl, om man er mand eller kvinde, smider man bukserne og ser efter. Forskellen kan selv det lavest udviklede dyr finde ud af. Og også hvad den skal bruges til. Man vælger ikke sit køn, man er udstyret med et, og det er ens naturgivne ret at blive opdraget i overensstemmelse med det køn, man nu engang har. Alt andet er børnemishandling. Drengebørn skal opdrages til at være mænd, pigebørn til at være kvinder. Forskellen er hyggelig, men den tjener frem for alt forplantningen, og den er forudsætningen for, at vi ikke uddør – og det er enhver arts hovedopgave ikke at uddø.

Nu har der altid været nogen, hvis systemer af den ene eller den anden grund har været skruet forkert sammen, så de ikke har kunnet finde ud af den forskel. Det er et handicap. Det er ikke noget at være stolt over, men heller ikke noget at skamme sig over. Det er noget at være ked af – ligesom hvis man havde manglet en arm. Det er ikke noget, man vælger – man er født sådan. Der er ingen grund til at drive klapjagt på folk i gaderne af den grund – eller til at spærre dem inde i fængsler eller lejre fulde af personer med samme køn, men der er altså heller ingen grund til særbehandling eller til optog gennem byen. Det er noget, man holder for sig selv, idet det på grund af handicappets natur er stærkt stødende for andre – normale – mennesker. Det er heller ikke noget, der berettiger til ægteskab eller adoption af børn – også det er børnemishandling i svær grad. Den, der vælger at være handicappet, er syg, et tegn på et perverteret og pornoficeret samfund, der totalt har mistet, ja, orienteringen!

spændende: Oprindelig noget positivt, noget interessant. På newspeak benyttes det om et multikulturelt samfund, hvor kuglerne flyver om ørene på en, volds- og gadekriminaliteten eksploderer, og hvor man kun kan færdes med liv og ejendele som indsats. Der er spændende, om man overlever dagen!

tosproget: Egentlig en, der taler to sprog. Dette er en gave og ikke noget problem, sådan som man skulle tro, når man læser systempressen. Problemet er, at tosproget på newspeak ikke betyder en, der taler to sprog, men derimod en, der burde tale to sprog, men som kun taler et, og dette ene er ikke dansk. Se det er et problem. Vedkommende er fremmedsproget – ikke tosproget.

unge: Egentlig blot det modsatte af gamle. På newspeak det samme som voldsmænd på venstrefløjen med en glidende overgang til at betyde en flok perkere på krigsstien.

Udgivet i Kultur | Tagget , , | Skriv en kommentar

Catalonien

Diskussionen om Cataloniens frihed udstiller med al ønskelig tydelighed EU’s og det såkaldte “internationale samfunds” grænseløse hykleri. Den spanske forfatning blev vedtaget i en ganske særlig situation efter Francos død, hvor risikoen for en intern væbnet konflikt var overhængende. Tiderne har ændret sig, og dagens behov er anderledes. Det er på tide, at Spanien opgiver sine europæiske kolonier! Udviklingen er imidlertid gået i den modsatte retning. Igennem mange år har centralmagten i Madrid gennem undervisningssystemet ført en krig imod de mange ikkespanske regioner med tilintetgørelse af disses sprog og kultur som første mål. Nu var turen åbenbart kommet til Catalonien, hvis selvstyrestatut blev annulleret af den spanske højesteret som forfatningsstridig. Den spanske højesteret er styret af Rajoy-regimet i en grad, der ikke kan forekomme i en retsstat. Denne reviderede selvstyrestatut var forudsætningen for freden i det spanske hus, og det var Spanien og ikke Catalonien, der brød freden. Under sådanne forhold er det et folks umistelige ret at løsrive sig for at undgå det indirekte folkedrab, det er at få frataget sin identitet som folk. Rajoy-juntaen har vist med al ønskelig tydelighed, at man ikke vil have en løsning i fred og ro. Havde man ladet den famøse folkeafstemning løbe af stablen i god ro og orden, havde Madrid haft gode chancer for at vinde den. I dag er der ingen vej tilbage. Hvis der ikke sker en total udskiftning af den bundkorrupte magtstruktur i Madrid, herunder en afskaffelse af det nuværende rædselsfulde kongehus, der netop under krisens højdepunkt viste sig ikke at være Cataloniens kongehus, er det meget svært at se en løsning. Der er så kun et valg mellem undertrykkelse og en bevæbnet befrielseskamp, der vil være vanskelig at vinde og vanskelig at samle støtte til.

Og det catalonske folk er netop det: et folk med egen historie, eget gammelt litteratursprog, der ikke har mere tilfælles med spansk, end portugisisk har, og med egen kultur, historie og identitet. Det er dette, der legitimerer et folk. Når lederskribenten i f. eks. Jyllands-Posten sammenligner Catalonien med Fyn eller Jylland, åbenbares der an afgrundsdyb uvidenhed om forholdene i Spanien eller Danmark for den sags skyld. Catalonien kan snarere sammenlignes med Grønland og Færøerne, hvem man næppe ville nægte selvstændighed. Der er blot den forskel, at Catalonien, nok i modsætning til Grønland og Færøerne, også har den økonomiske styrke til at klare sig selv. Og det er netop sagens kerne: Catalonien er det uduelige Spaniens malkeko. Da den EU-liderlige Malene Wind under den catalonske præsident Puigdemonts besøg blev spurgt om, hvordan man så stillede sig til Færøernes og Grønlands selvstændighed, svarede hun frejdigt: ”De er fattige. De interesserer os ikke!” Det er, hunden ligger begravet! Og nu vi er ved sammenligningerne: Hvad med Kosovo? Kosovo blev med vestlig hjælp og amerikanske bomber fravristet Serbien – meget mod Serbiens vilje. Vil modstanderne af Cataloniens selvstændighed være venlige at forklare, hvad forskellen er? Jyllands-Posten ville helt klart ikke. En anden analogi ligger i hele opløsningen af Jugoslavien og Sovjetunionen. Hvorfor må Estland, Letland og Litauen være selvstændige, når Catalonien ikke må? Eller hvad med USA for den sags skyld? Det var ikke med Englands gode vilje, at USA opnåede selvstændighed.

Hvilken merværdi den halvkommunistiske catalonske regering så i længden mener at kunne sikre den catalonske befolkning med fortsat indvandring og EU-medlemskab, ja, det er så en helt anden historie. Men den har ikke noget med den første historie at gøre. Dette ægteskab mellem catalonsk nationalisme og marxisme er en arv fra Borgerkrigen, og det får antimarxister til automatisk at tage Spaniens parti. Ellers havde der været en endnu større tilslutning til catalonsk selvstændighed. En moderne nationalisme må glædes over opløsningen af statsdannelser, der trælbinder andre mindre europæiske folkeslag (Catalonien har i øvrigt flere indbyggere end Danmark). Det er ægte nationalisme. Det er naturligvis ud fra en overfladisk betragtning ulogisk, at en nationalistisk bevægelse er marxistisk, men i Catalonien og Baskerlandet er sammenhængen som nævnt historisk. Man ser det imidlertid også andre steder, som f.eks. i Nordirland. Dette skyldes imidlertid netop den nationalistiske højrefløjs afvisning af nationalistiske selvstændighedsbevægelser ud fra en misforstået chauvinistisk støtte til de bestående stater, der alle lader hånt om deres historiske nationale mindretal, som i dag er truet af udslettelse.

EU-systemets modstand skyldes naturligvis dels, at både Frankrig og Italien har oprørske regioner, hvor Frankrig klart har demonstreret, hvad der sker, når undertrykte folk ikke løsriver sig. I Bretagne var der efter 1. verdenskrig ca. 1,5 mio bretonsktalende – i dag er der højst nogle få tusind tilbage. Det kan vejskilte på bretonsk ikke dække over. Samme skæbne er tiltænkt Korsika, der ønsker større selvstændighed inden for Frankrig, herunder officiel status for det korsikanske sprog og de facto begrænsning af indvandringen fra Frankrig.

Det er imidlertid også et tegn på, hvad der venter os, hvis vi ikke i tide bryder ud af den europæiske forbundsstat. Lad os følge England! Lad os vælge selvstændigheden og fædrelandenes Europa!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kommentarer fra Absurdistan

Nye tider, nye skikke

Britiske prins Harry og hans nye multiraciale forlovede rejste med rutefly til Nice på monkey class. Skam få den, der tænker ilde derom! How are the mighty fallen!

Apropos

Hennes og Mauritz sendte for nylig et nyt stykke børnebeklædning på gaden med teksten “Coolest monkey in the jungle”. Nu kan man selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor der overhovedet skal stå noget på tøj – og hvorfor det skal være på engelsk, men det var ikke det, der skabte problemer. Da man jo for længst er holdt op med kun at bruge indfødte, hvide modeller, proppede man en lille “svensk” negerdreng i denne trøje. Vild forargelse! Men helt ærligt: Hvilken racistisk reaktion! Hvem var det, der så andet end en lille dreng i den trøje? Racer findes jo som bekendt ikke i Alices politisk korrekte eventyrland. Og havde det nu været i orden, hvis modellen havde været hvid eller gul? Der er åbenbart nogle, der har et velvoksent mindreværdskompleks. Gud ved, hvor det kommer fra? Men man kan jo nok spørge sig selv, hvordan nogen hos H&M har kunnet finde på det! Vedkommende må have levet på månen de sidste mange år. Det blev en dyr spøg. Alt tøjet destrueres, for tænk hvis nogen kunne finde på at tage det på! Forretninger blev plyndret og brændt ned af negre, der følte sig fornærmede, men som med deres opførsel kun bekræftede de værste fordomme. Men der var ikke noget “cool” ved det!

Apropos 2

Henry Bolton har for en kort stund været leder af det stærkt skrantende United Kingdom Independence Party (Ukip). Han dannede par med en ung model ved navn Jo Marney. Denne har til sin forhenværende forlovede – altså ikke offentligt – skrevet, at hun finder ovennævnte prins Harrys forlovede grim, ja, hun synes i det hele taget, at sorte er grimme. Og så kaldte hun også Meghan for en “dum lille småborger”, hvis gener ville “skæmme den kongelige familie”. Hun har ikke noget imod andre racer (hvem har vel det?), men hun vil gerne leve i Storbritannien og ikke i Afrika. Det kunne jo føre til en sort premierminister eller en sort konge. Altså en helt igennem fornuftig hvid pige, som der skulle være nogle flere af. Nuvel, hvide synes generelt, at sorte er grimme – de vil bare ikke mere være ved det. Kinesere synes, at vi er frygtelig grimme med vore lange næser. Sorte synes egentlig også, at vi er grimme, men der er prestige i at have en hvid kone (eller en hvid mand for den sags skyld). Den æstetiske sans er i vid udstrækning racebetinget, men dette skel kan naturligvis kunstigt nedbrydes, og det bliver det! Det er imidlertid naturligt, at man synes sådan. Under alle omstændigheder må det være en privat sag, om man finder denne eller hin grim. Nogle kan lide rødhårede, andre kan ikke, nogle kan lide buttede piger, andre radmagre piger. Om man synes, at Harrys Meghan er grim, er nu virkelig en smags sag. Hun er da adskilligt kønnere end Obama – men altså, det må Jo Marney da selv om. Det er imidlertid en dårlig idé at have sin eks som fortrolig, hvilket er en gammel erfaring, for denne lækkede de private meddelelser til pressen, Henry Bolton skippede Jo, Jo undskyldte behørigt og blev smidt ud af Ukip, og der er krav om, at Henry Bolton skal gå af som partiformand (han er den 4. på et år). Alt sammen fordi Jo Marney privat synes, at sorte er grimme og Meghan en “dum lille småborger”, og at hun foretrækker Storbritannien frem for Afrika (med Trumps rammende karakteristik “a shithole”, men det må man heller ikke sige). Man må virkelig spørge sig selv, om vi lever i et galehus, men sorte er en totalfredet art, om hvem man kun må mene noget positivt. Hvad Ukip angår, kan man bare sige, at der nok er væsentlig alvorligere ting at beskæftige sig med – især for et parti i frit fald. Men selvfølgelig: en af formandskandidaterne ved det seneste formandsvalg var sort, så hvad kan man vel forvente? Det er ikke det parti, der skal sikre Englands fremtid!

Apropos 3

I London Zoo fik man en lille okapihjort, som prompte fik navnet Meghan efter ovennævnte kommende prinsesse. Det var vel nok godt, at det ikke var denne søde lille fyr, der skulle have navn!

Falske nyheder

Den franske vidunderpræsident, nullet Emanuel Macron, der blev tryllet frem af hatten af pengestærke kredse, som frygtede, at Marine le Pen ville blive præsident, har bebudet et lovindgreb imod “falske nyheder”. Problemet er jo bare at afgøre, hvilke nyheder der nu også virkelig er falske. Det vil blive en stor og uoverkommelig opgave for domstolene, og hvis den lykkes, vil det komme til at betyde, at de franske aviser vil blive meget tynde, ja, ikke engang annoncerne vil blive tilbage, kun datoen. EU er naturligvis begejstret for ideen og vil kopiere den. Der er på tide at komme af med afvigere, der mener noget andet end EU’s verdensfjerne “elite”. Det må alt sammen være falske nyheder.

Der freiste Staat auf deutschem Boden

Frankrig har altid været fremme i skoene, når det gjaldt knægtelsen af ytringsfriheden. Voltaire har virkelig levet forgæves! Men på dette som på så mange andre områder har de altid måttet se sig slået af Tyskland. Tyskerne er nu engang de bedste – også til at tryne dissidenter. Ingen andre såkaldte civiliserede lande har så mange forbudte bøger og så mange politiske fanger. Men fantasien kender åbenbart ingen grænser. For at bekæmpe friheden på internettet, som tyskerne altid har drømt om at få kontrol over, har man pålagt udbydere af sociale medier og andre internettjenester drakoniske bøder, hvis de offentliggør stødende eller “racistisk” indhold. Hvem skal nu afgøre, hvad der er stødende og “racistisk”? Ja, i en retsstat skulle domstolene jo gøre det, men selve retsstatsbegrebet er fuldstændig ukendt i Tyskland. Roland Freisler har i modsætning til Voltaire ikke levet forgæves! Man overlader det i praksis til internettets forskellige udbydere, thi hvis disse afventer en domstolsafgørelse, vil de jo blive hjemfaldne til straf, og hvem ønsker at få bøder på op til 50 millioner euro? Ikke Zuckerberg & Co.! Så de udfører på statens vegne en skrap censur imod alt, hvad der blot afviger en anelse fra det politisk korrekte gennemsnit. Så er man på den sikre side. Ingen slinger i valsen der! Med et sådant system hvem behøver da en statslig censur? Privatisering af domstolene – helt i tidens tegn. Måske også noget for Løkke Rasmussen og hans kumpaner, der ellers snart ikke har mere at privatisere. Men måske kunne det vendes til en fordel, når man tager de domstole, vi har, i betragtning!

Ghettoer

Som sædvanlig lover statsministeren i sin nytårstale fra bunden af latrinen at gøre noget ved ghettoerne. Husene skal rives ned. Det har man for længst forsøgt i Gellerup. Man flytter bare problemerne og spreder dem til endnu flere områder. Det er nemlig ikke husene, der fejler noget. De er glimrende – eller de var det i hvert fald, inden man lukkede den tredje verden ind i dem. Det er beboerne, det er galt med! Det er dem, der skal fjernes. Men ikke overraskende overstiger det Løkke Rasmussens beskedne fatteevne. Onde tunger påstår, at lillehjernen bruger al sin tid på at lede efter storhjernen.

Sig ikke, at vi ikke kan lære noget af udlandet!

I Iran har man besluttet at forbyde engelsk i de mindre klasser i skolen. Det forstyrrer indlæringen af elevernes modersmål, og som medie giver engelsk alligevel ikke adgang til andet end smuds og ligegyldigheder. Vi kunne ikke være mere enige! Lad os straks kopiere dette tiltag!

Helligånden eftersøges i millioner af faderskabssager

I sin juleprædiken sammenlignende den rædselsfulde pave den nuværende strøm af såkaldte flygtninge, der i virkeligheden blot er den ringeste del af det afrikanske kontinents ikkeimponerende befolkning, med den hellige familie. Nu ved vi altså, hvor overbefolkningen i den 3. verden kommer fra – Helligånden har været på spil igen!

Folkekirken

Vi er efterhånden ikke uvante med, at nogle sogne ser sig nødsaget til at pointere, at de søger en troende præst. Det burde naturligvis ikke være nødvendigt, men det er det. Troende præster forekommer at være et mindretal. Nyt er det, at et sogn har søgt en ikketroende præst, nemlig en præst, der vil vie homoseksuelle, og som dermed ignorerer adskillige bibelsteder og fornægter Guds visdom, som den kommer til udtryk i skabelsen af mand og kvinde.(1) Homoseksualitet strider ganske enkelt imod folkekirkens grundlag. Staten kan naturligvis bestemme, at det er fint nok, men det er en utilbørlig anmasselse af en indisk kirkeminister, for hvem kristendommen står meget tåget, at indføre ritualer i kirken, der er i strid med dennes grundlag. Det er ingen undskyldning, at kirkens folk selv deltog i denne vanhelligelse af troen. En gejstlig – det være sig biskop eller præst – der krænker troen, gør ikke Guds værk, men Satans – på den danske skatteborgers regning og i folkekirkens navn. Mene, mene, tekel, ufarsin! (Daniels Bog 5,25)

(1) Se således bl.a. 3. Mosebog, kap. 18.22 “Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed” samt kap. 20,13 “Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem.” Og det fortsætter på samme vis i NT, f.eks. i Romerbrevets kap. 1, 1. Korinter kap. 6 og i 1. brev til Timoteus kap. 1. Når justitsminister Søren Pape Poulsen således karakteriserer sig selv som kristen med sunde konservative værdier, ved man dårlig, om man skal le eller græde.

Indonesien som model

Lars Løkke Rasmussen, i mangel af bedres havelse og ved Guds nåde og vælgernes grænseløse stupiditet statsminister i Danmark, var for nogen tid siden på statsbesøg i Indonesien – et land, han givetvis heller intet anede om, men hvem undrer det? Således så han sig kaldet til at prise Indonesien som en model for religiøs tolerance, som vi skulle tage ved lære af. Indonesiens overvældende flertal er muslimer (87 %), og en voksende del af disse tilslutter sig de mest radikale former for islam, der, støttet økonomisk af Golfstaterne, breder sig som en pest i hele Sydøstasien. I Indonesien er der efterhånden fri jagt på kristne, der forsøger at deltage i det politiske liv. Således blev Basuki Tjahaja Purnama, hovedstaden Jakartas guvernør, idømt 2 års fængsel for fornærmelse af islam, fordi han hævdede, at Koranen ikke kunne bruges som advarsel mod at stemme på ikkemuslimer. Og han er langt fra den eneste. Der er endvidere på det seneste gennemført flere hundrede shariainspirerede love i parlamentet. Der er ikke langt til offentlig piskning (måske noget, vi kunne lære af), afhuggede hænder (en dårlig ide) og steninger (for besværligt). Så meget for Indonesiens tolerance! Selv på Bali, der endnu er et behageligt hinduistisk åndehul midt i den islamiske mødding, er befolkningsflertallet under pres fra muslimer. Landsbytossen fra Græsted fatter det simpelthen ikke: Islam tåler ingen konkurrence. Der er ikke plads til andre trosretninger. Det gælder i Indonesien, nøjagtig som det gælder i Danmark! Det er faktisk enhver religions natur – også den kristnes! To religioner kan ikke leve side om side. De repræsenterer hver for sig forskellige værdisystemer, der hævdes at være gudgivne og derfor indiskutable. Hvis man ikke mærker det i den danske folkekirke, er det, fordi den ikke mere er kristen! Men ingen – heller ikke statsministeren – er naturligvis forpligtet ud over sine evner. Det sætter visse snævre grænser.

Årets dansker

Ikke uventet er årets dansker ikke dansker. Det er et af de karakteristiske kendetegn ved totalitære regimer, at ordene betyder noget andet, end det de egentlig betyder. Det er newspeak som beskrevet hos George Orwell. Årets dansker er en afghaner ved navn Nadia Nadim, hvis store, ligegyldige fortjeneste er, at hun spiller fodbold – noget piger overhovedet ikke bør give sig af med. Men takket være Nadia har der været stort fokus på denne sportsgren, der ellers aldrig har samlet nogen interesse. Men nu kunne den bruges til noget politisk! Det hører naturligvis med til historien, at Nadia ikke spiller for et dansk hold, men for et engelsk, hvorfra hun udlånes til danske landskampe, fordi hun pt. tilfældigvis har et dansk pas. Nadia er også af Politiken kåret til Årets Meningsdanner, men Nadia har ikke dannet nogen mening, hun efterplaprer bare Politikens mening. Danskhed defineres af hende som medmenneskelighed, solidaritet og tolerance. Nadia synes, disse er ved at forsvinde. Det er naturligvis en pauver definition af danskhed, men lad det nu være her. Man kunne nok i dagens politisk korrekte Europa få alle folk til at definere sig sådan. Sagen er imidlertid, at disse begreber ikke giver nogen mening uden for et afgrænset fællesskab. Det er bl.a. disse egenskaber, der har skabt det velfærdssamfund, vi havde, indtil invasionen fra den 3. verden ødelagde det. Det er skabt af et par generationer danskere, som har undværet for at lægge midlerne i fællesskabets kasse til gavn for fællesskabets mennesker. Nadia Nadim er ikke en del af dette fællesskab, hun har intet lagt i kassen, kun taget. Og når dette samfund har givet hende en uddannelse og gjort hende til noget, så rejser hun til England med sine talenter, og lur mig, om hun betaler skat til Danmark til gengæld fra alt det, hun har fået. Hendes eget folk har intet gjort for hende, for det savner evnen og viljen til at opbygge en organiseret statsstruktur, og hun demonstrerer heller ikke selv nogen stor indsigt i, hvad der skal til for at skabe et civiliseret samfund. Vi sender vore drenge og ved Gud også vore piger til Afghanistan for at opbygge en stat for dem. En del kommer hjem i kister eller som krøblinge. Imens spiller Nadia fodbold her og i England.

Udgivet i Indvandring | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ulykkelig kærlighed

I de seneste årtier har en række af såkaldte højrepopulister oplevet en markant fremgang i næsten alle europæiske lande. Deres fremgang næres af et stadigt større antal europæeres helt naturlige utilfredshed med de sidste mange års førte immigrationspolitik, der har åbnet Europas grænser for en tsunami af den tredje verdens overskudsbefolkning.

Et gennemgående træk ved højrepopulisterne er deres ensporede fokusering udelukkende på immigranternes religion. Fundamentet for deres virke er således ikke modstand mod ikke-europæisk masseindvandring per se. Som konsekvens af dette er højrepopulisternes politik gennemgående hyklerisk, usammenhængende og inkonsekvent, hvilket tydeligt ses i de lande, hvor højrepopulisterne igennem flere år har haft politisk indflydelse. Multietnificeringen i disse lande fortsætter således med uformindsket styrke. Et andet væsentligt generelt træk ved næsten alle europæiske højrepopulister er, at de synes at være dybt forelskede i staten Israel og alt jødisk.

Et typisk eksempel på dette er den hollandske politiker Geert Wilders. Der kan ikke herske nogen tvivl om Wilders’ dybtfølte og oprigtige kærlighed til Israel. Som ung boede hr. Wilders således to år i den jødiske stat, og han opfatter denne som en vestlig bastion i et hav af arabisk eller rettere muslimsk primitivitet og barbari. Wilders har i denne forbindelse udtalt, at

“Hvis Jerusalem falder i muslimske hænder, så vil Athen og Rom stå for tur. Således er Jerusalem hovedfronten, der beskytter Vesten. Det er ikke en konflikt over territorium, men mere præcist en ideologisk kamp mellem det befriede Vesten og ideologien af islamisk barbari.”

Wilders opfatter også jødedommen som en integreret del af den europæiske kulturelle tradition, og han har givet udtryk for, at den ”europæiske jødisk-kristne tradition formelt bør anerkendes som den dominerende kultur”.

Endeligt har Wilders ikke været sen til at afvise visse elementer på den europæiske højrefløj, som kunne tænkes at være så uartige, at de ikke deler Wilders ubetingede begejstring for alt jødisk:

”Mine allierede er ikke Le Pen eller Haider… Vi vil aldrig gøre fælles sag med fascister og Italiens Mussolinier”.

Med et så imponerende projødisk C.V. skulle man umiddelbart tro, at hr. Wilders ville være meget populær blandt jøder. Imidlertid synes dette ikke at være tilfældet. Ved valget i 2011 opnåede Wilders kun støtte fra sølle 2 % af den jødiske befolkning i Holland. Det er en ting at støtte Israel og offentligt erklærer sin ubetingede kærlighed til alt jødisk, men Wilders øvrige politik, herunder særligt hans såkaldte restriktive immigrationspolitik, er, ifølge en jødisk kilde, ikke forenelig med jødiske interesser.

Artiklen ”Ikke vild med Wilders? Populists anti-islamiske budskab bekymrer europæiske jødiske ledere” fra den 25-10-2010 i Jewish Telegraphic Agency gør det klart for enhver, at de organiserede jødiske samfund i Europa, præcist som i USA, ønsker en multietnisk og multikulturel fremtid for de indfødte europæere. Generelt giver de europæiske jødiske ledere således udtryk for, at Europa endelig bør forsætte med at importere både muslimer og andre ikke-europæere i stor stil for herved at skabe et multikulturelt Europa – fremtidens Europa.

At det multikulturelle projekt generelt synes at ligge jøder meget  på sinde tilstås også af den i Sverige bosiddende amerikanske/israelske jødedame Barbara Lerner Spectre, som er leder af det statsfinansierede jødiske “Paideia Institut”. I 2010 udtalte hun, at

“Jeg tror, at der er en opblussen af antisemitismen, fordi Europa på dette tidspunkt endnu ikke har lært at være multikulturelt. Og jeg tror, at vi vil være del af den effekt, af den transformation som skal finde sted. Europa vil ikke blive ved med at være de monolitiske samfund, som det var en gang i det forrige århundrede. Og jøder vil være i centrum af denne begivenhed. Det er en gevaldig transformation for Europa at gennemgå, det går nu i multikulturel-tilstand, og der vil komme vrede mod jøder for vores ledende rolle. Men uden denne ledende rolle og uden den transformation vil Europa ikke overleve.”

Også i Danmark har flere prominente jøder deltaget i det multietinske heppekor. Ved en høring om antisemitisme i marts 1994 udtalte den israelske statsborger, Mossadagent og tidligere chefredaktør for Politiken Herbert Pundik ganske sigende, at “vi vil uddanne danskerne, så tyrkerne kan være her”.  Denne uddannelse hjalp tidligere informationschef i Dansk Flygtningehjælp Klaus Rothstein ivrigt med til ved at udspy uanede mængder af ”oplysningsmaterialer”, der skulle overbevise danskerne om berigelsen ved at modtage flygtninge.  I  hovedstadsområdet understøttedes uddannelsen af Dan Tschernia, der som chef for TV2 Lorry i 25 år sørgede for, at seerne dagligt blev bombarderet med multikulturel propaganda, så de gradvis modnes til at accepterer den nye farverige multikulturelle virkelighed. Ligeledes har tidligere redaktør på TV-Avisen og tidligere chefredaktør på Dagbladet Information Georg Metz gennem hele sit virke været en af indvandringens varmeste fortalere, og han har aldrig forsømt en lejlighed til at svine nationaltsindede danskere til. Masseindvandringens velsignelser og absolutte nødvendighed proklameredes også af en anden kendt jødisk personage. Ved en offentlig høring om indvandringspolitiken i 1997 belærte daværende chefredaktør for BT, tidligere formand for Dansk Zionist Forbund og tidligere kanalchef for DR2 Arne Notkin således tilhørerne om, at “det er indvandringen til Danmark, der har gjort Danmark til en industrination.” I praksis demonstrerede Arne Noktin også sin dedikation til det multikulturelle projekt, da han i 2006 sørgede for, at Danmark fik sin første muslimske tv-vært Asmaa Abdol-Hamid, da hun iført traditionelt muslimsk tørklæde blev studievært på DR2-programmet ”Adam og Asmaa” sammen med jøden Adam Holm. Senest har den tidligere overrabbiner, det første æresmedlem af Dansk Flygtningehjælp samt ærespræsident i den indfyldelsesrige jødiske lobbyorganisation B’nai B’rith Europe Bent Melchior i tvudsendelsen ”Rabbiner” den 26.11.2016 om jøderne udtalt, at de ”har alt til fælles med muslimerne”.

At de jødiske organisationer bekymrer sig meget om muslimers velbefindende bekræftes så sent som den 9.4 2017, hvor ingen ringere end Pinchas Goldschmidt, præsiden for Conference of European Rabbis, opfordrede til solidaritet med muslimerne. Den fromme rabbiner udtaler, at jøder og muslimer har en ”fælles interesse” i at bekæmpe den stigende nationalisme i Europa, samt at “jøder altid har følt sig mere trygge steder, hvor andre kulturer og religioner bliver respekteret”. At et par jøder hist og her har været ofre for den muslimske kulturberigelse synes at være af mindre betydning, det vigtigste for den organiserede jødedom er at ”beskytte minoriteter”, og dermed cementerer det multikulturelle samfund, hvor jøder altså trives bedst.

De jødiske organisationers grundlæggende problem med Wilders og andre som ham er således, at han, omend på et populistisk, overfladisk og indirekte niveau, agiterer for de indfødte europæeres etniske og kulturelle homogenitet, hvilket ifølge de jødiske organisationer ikke er i deres interesse og udtryk for en farlig udvikling. Som præsidenten for det officielle jødiske trossamfund i Sverige, Lena Posner Körösi, rammende udtrykker det, så har ”historien vist os, hvor den slags kan fører hen, og det er ikke nødvendigvis godt for jøderne”.

Denne form for argumentation er helt i overensstemmelse med den traditionelle jødiske modvilje mod, at deres værtsfolk har etnisk og kulturelt homogene nationalstater. Årsagen til denne adfærd er ganske logisk: Større antisemitiske bevægelser er sædvanligvis at finde i etnisk homogene nationer, og etnisk og religiøs pluralisme tjener derfor udadrettede jødiske interesser, fordi jøder blot bliver én blandt mange etniske grupper, de går så at sige under radaren, hvorfor det bliver vanskeligt eller umuligt for majoritetsbefolkningen at opbygge forenede, sammenhængende grupper, som kunne forenes i deres modstand mod netop jøder. Der er med den amerikanske psykologiprofessor Kevin MacDonalds ord tale om en overlevelsesstrategi, hvilken belyses i hans tre banebrydende bøger; A People That Shall Dwell Alone: Judaism As A Group Evolutionary Strategy, Separation And Its Discontents: Toward An Evolutionary Theory Of Anti-Semitism, The Culture of Critique: An Evolutionary Analysis of Jewish Involvement in Twentieth-Century Intellectual and Political Movements.

Hvad der naturligvis er besynderligt, er de samme jødiske organisationers støtte til Israel. Det virker som om, de jødiske organisationer med alle kræfter ønsker at puste og have mel i munden; i diasporaen søger de at opløse de europæiske værtsfolks etniske og kulturelle homogenitet, og dermed at svække dem, mens de samtidig helhjertet støtter Israels fornuftige etnisk baserede nationalisme og sunde racistiske politik.

At de organiserede jødiske samfund i Vesten generelt støtter og fremmer indvandring – herunder muslimsk, selv om mange muslimer er fjendtligt indstillet overfor jøder og Israel – demonstrerer med al ønskelig tydelighed, hvor dedikeret den organiserede jødedom er i dens kampagne mod Vestens oprindelige folk og traditionelle kultur. Den barske kendsgerning er således, at jøder, præcis som muslimer, udgør en etnisk gruppe, som generelt er fjendtligt indstillet over for os og vores interesser.

Wilders og andre europæiske højrepopulisters forhold til jøderne kan således opfattes som en slags ulykkelig kærlighed. Man bejler og bejler, men jøderne er ikke det mindste interesserede.

Udgivet i Dansk nationalisme | Tagget , , , , , | 2 kommentarer