Ellemann-Jensen erklærer krig mod Rusland

”Vi skal til afstemning, fordi vores fjende har angrebet et frit land i Europa.”

Nu er der vel næppe nogen, der mistænker den unge Ellemann for at være udstyret med nogen særlig begavelse, men alligevel. Der er tilsyneladende absolut ingen bundgrænse for de folkevalgtes stupiditet og bevidste løgnagtighed. Ellemann-Jensen leverer blot en bekræftelse af, at børn, der vokser op i en familie på offentlige ydelser, selv kommer til at leve et liv på offentlige ydelser – i dette tilfælde i 3. generation. Og ligesom i andre familier i den situation sker der tilsyneladende en åndelig degenerering fra generation til generation.

EU har intet med medlemslandenes sikkerhed at bestille – i hvert fald ikke officielt. Det egentlige formål med en EU-hær er imidlertid ikke til at tage fejl af: Det er en hær, der skal indsættes mod oprørske EU-borgere, der har fået nok. De færreste lande tillader, at landets hær anvendes mod egne borgere. Det er derfor, man er nødt til at have en EU-hær. Den skal Mette bruge, når flere begynder at afbrænde Mette-dukker. Det er jo snart Sankt Hans, og hekse lever livet farligt på denne årstid. Eller hvis nogen skulle komme til at råbe landsforræder efter hende. Hendes magtbegær er brolagt med magtmisbrug, og hun nærmer sig vel efterhånden folkets smertetærskel. Så kommer militæret i spil, når politiet ikke længere kan klare det alene.

Indtil vi er kommet så vidt, bruges EU-hæren til tvivlsomme demokratiseringstogter i Afrika. At vi ikke deltog formelt, havde jo ingen praktisk betydning. Det forhindrede os ikke i at lege piratpoliti i Afrika, hvilket foreløbig har kostet et betydeligt milliardbeløb til ingen verdens nytte. Tværtimod har vi fået en handikappet pirat at forsørge på livstid. De øvrige fanger kunne ikke sættes i land, da de risikerede dødsstraf – hvor synd! Og de blev bare sat i en jolle med rigelig proviant. Pirater fanger man ikke, dem skyder man – eller man lader dem drukne – og hvis man ikke vil det, skal man holde sig fra legen. Danske skibe, der sejler i dette farvand, tager en kalkuleret risiko – og de sejler jo heller ikke mere under dansk flag.

Det er flere af den slags tosserier, vi nu kan se frem til – blot under EU-flag, hvilket ikke gør det hele billigere. Tværtimod. Nu skal vi også betale til et kæmpebureaukrati og et EU-maskineri, der er fuldstændig overflødigt og ikke giver nogen som helst merværdi til andre end EU-bureaukraterne. Politikerne har været meget tilbageholdende med at sætte et prismærke på!

Hele dette cirkus ville ikke være til at sælge til vælgerne, men så kom Ukraine-konflikten gudskelov, selv om den intet havde med EU at gøre. Forsvar er et Nato-anliggende, og der er vi desværre allerede medlem.

Alligevel har den forvoksede baby, farmands forkælede søn, den frækhed at kæde de to ting sammen. ”Vi skal til afstemning, fordi vores fjende har angrebet et frit land i Europa”. De to ting har intet med hinanden at gøre, men man har skabt et fjendebillede og en frygt, som får befolkningen til at slå den i forvejen ikke imponerende hjernekapacitet helt fra. Nu er Ukraine alt andet end et frit land. Det er de jødiske oligarkers slagmark, født ved et ulovligt kup, og et land uden nogen som helst frihed for de mange folkeslag, der ikke har ukrainsk som modersmål. Det er over 50 % af befolkningen. Men siden hvornår er Rusland vor fjende – og hvorfor? Ingen journalist spurgte denne hjernelammede politikersnude fra menneskehedens latrin om det. Man kan sige, at Sovjetunionen var vor fjende, fordi den havde det erklærede mål at indføre det kommunistiske system hos os, men det nye Rusland har intet som helst ønske om at lave ”regime change” nogen steder. Kun i Ukraine, fordi den russiske befolkning der er truet af et ulovligt regime, der alle andre steder ville blive fordømt af Vesten. Men det gør ikke Rusland til vor fjende. Nu skal man naturligvis hverken forvente historisk eller kulturel indsigt hos hr. Jensen. Hans indsigt koncentrerer sig om at finde vejen til det største grødfad til ham selv. Jeg vil ikke fornærme svinene ved at antyde nogen som helst lighed mellem dem og Ellemann-Jensen. Hvis man kender grisene, er dette søde og kælne dyr – og så smager de godt.

Vi må konstatere, at Ellemann-Jensen på egen hånd har erklæret krig mod Rusland på hele Danmarks vegne. Jeg tror, det overstiger hans kompetence, og det burde vel egentlig få et retsligt efterspil, men det ville jo kræve, at vi stadig havde ret og lov i landet, og det har vi ikke haft i generationer, så efterspillet må desværre udsættes til efter revolutionen. Men forhåbentlig vil intet blive glemt!

Vi har samtidig fået endnu et – egentlig overflødigt – eksempel på, hvorfor ”demokratiet” ikke duer som styreform. Vælgermassen er stort set uvidende om alt det, den skal tage stilling til, og er dermed uhyre let at manipulere. Det har man så den offentligt betalte presse til at tage sig af – med hjælp fra vindbøjtelen Elle-Bællemann, der gerne vil betragtes som oppositionens leder. Oppositionen her er ganske som oppositionen i DDR’s parlament, hvor der var 5 partier repræsenteret, som alle mente det samme. Ja, selv Kristeligt Dagblad sprøjter dagligt absurde analyser og kloakspande fulde af løgne og russerhad ud over deres sagesløse læsere. Jeg håber, at den russiske ambassade lægger mærke til, hvilke personer der udmærker sig i denne henseende.

Povl H. Riis-Knudsen

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , , , | 1 kommentar

Sig aldrig undskyld!

Udgivet i Nationalisme | Tagget , | 1 kommentar

Personlig frihed og overlevelse

“Hvad der ikke er godt for sværmen, er heller ikke godt for bien”
Marcus Aelius Aurelius Antoninus

Som nationalist er det svært ikke at have en god portion sympati for Lars Kragh Andersen. Han gør et stort og nyttigt stykke arbejde for at afsløre vort nuværende regimes totalitære, betonsocialistiske karakter. Vi kan i den forbindelse varmt anbefale hans ugentlige podcast ”Ytringspligt”, der dokumenterer, hvordan Danmark gradvist er ved at udvikle sig til en socialdemokratisk udgave af Nordkorea. Kragh Andersens ideologiske udgangspunkt er imidlertid, hvad han selv betegner som “anarkokapitalisme”, hvor individets ubegrænsede personlige frihed synes at være det grundlæggende, kort sagt en livsopfattelse der bygger på fundamentalistisk individualisme. Vi har som sagt stor sympati for Kragh Andersen, men vi føler det alligevel nødvendigt at knytte et par bemærkninger til hans ideologi, da denne er udtryk for en generel og skæbnesvanger tendens blandt mennesker fra den vestlige kulturkreds.

Mennesket er en biologisk mekanisme, der er opstået og udviklet som et resultat af evolutionen og er derfor underlagt de samme livsvilkår, som alle andre levende organismer. Evolutionen har imidlertid virket på både individ- og gruppeniveau, det enkelte individ er således resultatet af både en individuel og kollektiv udvikling og selektionsproces uden hvilken, vi ikke ville være blevet til det, vi er. Fra naturens hånd er intet individ derfor skabt som et isoleret frit flyvende atom, vi er afhængige af vort sociobiologiske gruppetilhørsforhold dvs. vor familie, klan, stamme og i videre forstand vort folk. Disse udgør nødvendigvis den ramme, som den enkelte er bundet til og afhængig af. Der er tale om et gensidigt afhængighedsforhold, hvilket sikrer og fremmer begge parters trivsel og overlevelse. Det synes derfor indlysende, at individet bør afholde sig fra en adfærd, der direkte skader gruppens overlevelse, da denne netop er betingelsen for individets ditto. Vor individuelle frihed er således ikke absolut, den skal nødvendigvis underordnes hensynet til helhedens vel. Fundamentalistisk individualisme er derfor skadelig for både den enkelte og det fællesskab, som denne indgår i.

Når dette er sagt, kan det imidlertid ikke benægtes, at netop vestlig kultur udmærker sig ved en relativ høj grad af individualisme. Dette kan også forklares evolutionært, og det underkender ikke det grundlæggende afhængighedsforhold mellem individ og gruppe. Der er således tale om højere grader af individualisme, men ikke om et absolut. Men tendensen er der, og den kan være farlig, hvis den overdrives eller udnyttes. Dette er naturligvis ekstra relevant, når vesterlændinge konfronteres med ikkevestlige kulturer og grupper, som er udprægede kollektivistiske, hvilket er karakteristisk for grupper fra Mellemøsten som f. eks. muslimer og jøder. Den objektive fordel ved en mere kollektivistisk orienteret kultur illustreres ved, at sidst nævnte gruppe via en kombination af etnisk nepotisme samt skamløs udnyttelse af deres værtsfolks individualisme i dag har opnået elitestatus i Vesten. Moderne identitetspolitik skærper yderligere ikkevestlige gruppers kollektivistiske tendens der til, hvor den bliver endog særdeles aggressiv, hvilket BLM og stigende fundamentalisme blandt herboende muslimer er glimrende eksempler på. I en hvilken som helst konfrontation er det evident, at de individer, som er mindre gode holdspillere, ganske enkelt vil tabe til de udprægede holdspillere, og som bekendt står der i dag i hundredetusindvis af meget aggressive mellemøstlige holdspillere klar lige uden for vores gadedør. Hertil kommer at massemedierne, Hollywood, Twitter, Instagram mv. fremmer en patologisk, egocentreret, solipsistisk massekultur, hvor enhver form for gruppetilhørsforhold blandt vesterlændinge systematisk kriminaliseres og nedbrydes. I dag findes der således ikke nogen større synd end, hvis en vesterlænding viser præference for sin egen etniske gruppe. Det eksemplificeres på tragikomisk vis ved, at det lå massemorderen og kannibalen Jeffrey Dahmer meget på sinde at understrege, at han skam ikke var racist, han havde dræbt og spist mennesker af alle racer…
En anden skærpende omstændighed er, at europæiske folkeslag ved egen dygtighed, flid og kreativitet har skabt samfund med høj materiel velstand, hvilken har den fatale konsekvens, at den i naturen allestedsnærværende overlevelseskamp mildnes, hvilket betyder, at det umiddelbart er uden konsekvenser for den enkelte at opføre sig asocialt eller dumt. Dette åbner porten for alverdens udskejelser, ønsketænkning, drømmeri, fri fantasi og rent skinbarlig vanvid, da det så at sige er “gratis” at være idiot. Kun i et sådant samfund vil det være muligt at forfægte ideer og synspunkter, som i den rene naturtilstand aldrig ville have haft nogen gang på jorden. Den, som i et primitivt stammesamfund, ville hævde, at være et frit flyende atom uden nogen tilknytning til eller forpligtigelser over for stammen, ville hurtigt gå til grunde eller blive elimineret. Overdreven individualisme er altså udtryk for degeneration og selvom dens konsekvenser ikke er øjeblikkelige, vil de på længere sigt ikke udeblive og i konkurrencen mellem grupper er den dødelig.

Banen er kridtet op, og vi står desværre med et svagt hold. Derfor er det også beklageligt, at hr. Krag Andersen, på trods af sin store positive indsats, indirekte bidrager til at svække os yderligere. Personlig frihed er en luksus, der kan bevilges den enkelte, når helheden er sund og stærk. I en sådan ideel tilstand ville man naturligvis tilstræbe en gylden middelvej, der tilgodeså såvel individet som folket, og rammerne for den enkeltes personlige frihed kunne i et kulturelt og etnisk homogent samfund være ganske vide, men vi befinder os ikke i en ideel situation. Nej, vi finder os i den største krise i det danske folks historie, og hvis den enkelte dansker og folket skal overleve, er det tvingende nødvendigt, at vi nu lære at tænke og handle kollektivistisk. Vi har mere end nogensinde før behov for at spille som et hold, ellers har vi tabt på forhånd, og enhver form for personlig frihed vil blive halalslagtet af vores erobrere.

***

Kilde

Kevin MacDonald; Individualism and the Western Liberal Tradition: Evolutionary Origins, History, and Prospects for the Future, 2019.

Udgivet i Nationalisme | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Det multikulturelle samfund er en sygdom!

Vore ører bløder efterhånden af mediernes og politikernes konstante lovprisning af det multikulturelle samfunds uendelige velsignelser. Se denne interessante video, der viser, hvordan kineserne ser langt mere realistisk på tingene og inderligt glæder sig over Vestens afgrundsdybe forfald!

Udgivet i Nationalisme | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Afrussificering

Ukraine har indledt en afrussificeringsproces. Man vil af med russiske navne på gader og metrostationer, byer etc. Der skal intet russisk være tilbage. Krigsmonumenter fra 2. verdenskrig fjernes. Russiske bøger forbydes, hvis deres indhold er anstødeligt for den ukrainske nation – og det er jo et noget fleksibelt begreb. Foreløbig er både Lev Tolstoi og Alexander Pushkin – der tilbragte noget af sin forvisningstid i Odessa, hvor der er – eller måske bedre var – et fint lille Pushkin-museum, faldet for øksen og deres monumenter fjernet. Vi afventer blot offentlig afbrænding af deres værker. Men hvad med Nikolaj Gogol? Han var jo måske nok ukrainer, i hvert fald var han født i Poltava, men han skrev sine værker på russisk. Skal han nu helgenkåres eller brændes på bålet?

Og her er vi ved sagens kerne. Ukraine og Rusland har stort set været sammen igennem hele deres historie. Jeg kender næppe en russer, der ikke har ukrainske aner, og anderledes forholder det sig ikke i Ukraine. Der er russere, der har slået sig ned i Ukraine – og masser af ukrainere, der så en chance i Sibirien og flyttede dertil. Det er, hvad der sker i unioner og multinationale stater. Befolkningerne blandes. Der er næppe noget, der hedder etniske ukrainere i modsætning til etniske russere. Ukrainere må defineres på baggrund af deres sprog og kulturelle tilhørsforhold og ud fra, hvorvidt de føler sig som ukrainere. Men man vil ikke med rimelighed kunne filtre de to folk, russerne og ukrainerne, ud af hinanden. Det ville medføre kæmpemæssige befolkningsflytninger og rimeligvis falde ind under definitionen af folkemord. Man er tvunget til at leve sammen i et fornuftsægteskab. Og hvad med den lange fælles historie – f.eks. under den anden verdenskrig? Der blev øvet hærværk imod det russiske krigsmindesmærke i Treptow, Berlin, for at støtte ukrainerne. Men 25 % af de faldne i Berlin var jo netop ukrainere.

Ukrainerne og russerne deler historie og erfaringer – deres sprog er så nært beslægtede som dansk og svensk. De har læst den samme litteratur, deltaget i de samme – kommunistiske – organisationer, set de samme – ofte i øvrigt udmærkede – sovjetiske film, fejret de samme fester og delt de samme sorger. De har været fælles om videnskabelige fremskridt, sportspræsentationer i verdensklasse og katastrofer som Tjernobyl – og sammen har de bidraget til skabelsen af kulturelle mesterværker inden for ballet, musik og skuespil.

Hertil vil ukrainerne sige, at Stalin var særlig hård ved dem. Måske, men Stalin var ikke russer, han var georgier, og hans bødler i Ukraine var jøder – ligesom Zelenskij, hvis mål synes at være at få slået endnu flere ukrainere ihjel end sine forgængere. Stalins ugerninger kan man ikke bebrejde den unge generation af russere. Og så er sagen jo den, at alle andre folkeslag også led under Stalin. Kasakhstan havde sit holodomor 2 gange, både under Lenin (borgerkrigen) og under kollektiviseringen. Der var langt over 2 mio. døde af en mindre befolkning. Nomaderne i Asien blev jaget indtil udslettelse, Volga-tyskerne blev deporteret til Sibirien, det samme blev tjetjenerne og Krim-tatarerne og mange andre folkeslag. Men de, der led allermest under Stalin, var dog russerne. Også den erfaring har de to folk tilfælles.

På denne baggrund er afrussificeringen af Ukraine et latterligt projekt, der blot vil gøre ukrainerne historieløse og fylde dem med historisk uholdbare myter. Historieløshed giver ikke styrke, men svaghed. Et folk uden historie er dødsens, se blot Tyskland og Danmark som lysende eksempler. Ukrainerne må anerkende, at Ukraine er en multikulturel stat. Kig blot på befolkningskortet over Bessarabien syd for Moldova. Der er næppe den nationalitet, der ikke findes på dette lille stykke land. Og russerne må anerkendes som ligeværdige borgere med sproglige og kulturelle rettigheder. Det havde de alt sammen ved uafhængigheden – derfor støttede også mange russere et selvstændigt Ukraine – men det blev frarøvet dem ved Maidan-kuppet, made in Washington. Det vil være nødvendigt at vende tilbage til den oprindelige forfatning. Kun sådan kan der komme fred, og jo flere våben Vesten sender til Ukraine, jo flere vil der blive dræbt, og jo mere vil blive ødelagt. Og når latterlige stater som Sverige og Finland påstår at være truede af Rusland, så de endelig må se at komme i Nato, skyldes det jo kun den omsiggribende krigshetz, som også Mette Frederiksen flittigt deltager i. Ingen af de to lande har noget udestående med Rusland, og man behøver kun at færdes i det finsk-russiske grænseland for at se, hvor stor fornøjelse især finnerne har af at det problemfri naboskab, der nu sættes på spil. Endelig vil det jo være fuldstændig vanvittigt, dersom andre lande skal gribe ind i en konflikt, der udelukkende skyldes enkelte landes uforstandige ledere, og jeg tænker her specielt på Estland og Letland, men også på Polen. Fred i Europa kan kun etableres sammen med Rusland, aldrig imod Rusland. Det anbefales i den forbindelse at læse lidt Bismarck!

Jeg er, som man nok ved, ikke nogen ynder af multikulturelle stater. Derfor er jeg imod EU, hvis mål netop er at forvandle de europæiske nationalstater til et multikulturelt helvede ”for at sikre freden i Europa”. Som vi ser, skaber multikulturelle stater ikke fred, men krig. Men nogle steder har historien skabt kendsgerninger, som ikke kan gøres om, og dem må man leve med! Og i tilfældet med russerne og ukrainerne burde dette ikke være så vanskeligt, hvis der ikke blev hældt benzin på bålet af udenlandske kræfter.

Povl H. Riis-Knudsen

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , , | 3 kommentarer