Danmarks Frihedsraad

BOGANMELDELSE:
Johan Varning Bendtsen
DET SVENSKE EKSPERIMENT – mellem foregangsland og skræmmebillede
Gads Forlag 2022.

”Selv fra naturens side er Sverige et pænt land – der er ikke noget der er helt storslået, og der er heller ikke noget der er helt ligegyldigt. Det er jævnt interessant, selv om en køretur fra nord til syd nok kan give endog naturelskere en lidt sibirisk fornemmelse af ret mange træer og søer og spredte træhuse og vidtstrakte fjeldmarker. Meget vidtstrakte.”

Sådan karakteriserer journalisten Mogens Berendt det svenske landskab i sin glimrende bog Tilfældet Sverige fra 1983 (Chr. Erichsens Forlag). Jeg havde engang forfatteren Ken Humphries (Jesus Never Existed) med på en køretur fra Klavreström til København. Efter en halvanden times tid udbrød Ken: ”Jeg har aldrig før set så mange træer…..” Det er Sverige. Det bemærkelsesværdige ved Berendts dengang meget omtalte bog er, når man læser den i dag, at den ikke beskæftiger sig med indvandring. For 40 år siden var det ikke et tema, man behøvede at beskæftige sig med, når man skrev om Sverige. Dengang drejede det sig om landets nærmest nordkoreanske samfundsmodel, Forbudssverige. Det kan man stadig beskæftige sig med. Det har ikke ændret sig, men det er blevet trængt i baggrunden af fremmedproblemet med dets vold, kriminalitet og implicitte krav om at forvandle Sverige til en blanding mellem Libanon og Somalia.

Det er også hovedsagelig – men ikke udelukkende – det, Johan Varning Bendtsen beskæftiger sig med i sin bog Det svenske eksperiment – mellem foregangsland og skræmmebillede. Tidligere har Mikael Jalving i Absolut Sverige – En rejse i tavshedens rige, Jyllands-Postens Forlag 2011, beskæftiget sig med emnet, bl.a. – som titlen antyder – med den kroniske svenske fornægtelse af virkeligheden og angst for at tage en debat. Ganske som i Nordkorea eller Turkmenistan. Kan jeg ikke lide Sverige? Nej! Jeg foretrækker den rene vare – og ikke Sveriges mislykkede og forkvaklede forsøg på at præsentere sig selv som et frihedselskende demokrati. Det er mange år siden, jeg sidst beærede Sverige med et besøg. Og det er ikke bare regeringen. Det er virkelig lykkedes at opdrage svenskerne til at være små nordkoreanske robotter. Parkerer du, hvor du ikke må, kommer der straks en forarget svensker og gør dig opmærksom på, at du er en forbryder. Ikke fordi han vil spare dig for en parkeringsbøde, men fordi du har brudt loven! Hvis han kan se en parkeringsvagt, vil han tilkalde ham, så du kan få den bøde, du fortjener! ”Ja haa” er det længste svar, du får ud af en svensker. Snak om et kuet og ufrit folk!

Hele diskussionen om integration og tolerance osv. hænger mig langt ud ad halsen, og bogen tilføjer meget lidt nyt i den forbindelse. Det er som at læse Politiken, Information eller Weekendavisen. Det er på den ene side både svenskerne og indvandrerne, der er racister, men det er på den anden side alligevel svenskernes skyld alt sammen. Ingen af dem vil integreres. Nej, folk vil leve sammen med deres egen slags – det gælder både svenskerne og de fremmede. Det er en naturlov. Alternativet er de ”Rivers of blood”, den konservative britiske politiker Enoch Powell forudsagde for 55 år siden. Ideen om et flerkulturelt samfund er absurd. Det har aldrig fungeret noget sted på jorden. Hvordan kan man så tro, at det vil fungere i Sverige – eller i Danmark. Vi er kun 5-10 år bag efter Sverige.

Bendtsen interviewer bl.a. en chilensk ”indvandrer”, Mauricio Rojas. Som chilener er han jo ikke den typiske indvandrer. De fleste af dem er særdeles lidet reflekterende, for nu at sige det pænt. Rojas er ret beset europæer, og han mener, at man skal stille krav til ”de nye medborgere”, bl.a. sprogkrav. Det bliver straks udskreget som racisme. Man må ikke stille krav om, at de nytilkomne skal tilpasse sig – det er svenskerne, der skal tilpasse sig det flerkulturelle samfund. Det er budskabet fra eliten, som ikke bryder sig en tøddel om, hvad almindelige mennesker mener – og det er de almindelige mennesker, der udsættes for problemerne, ganske ligesom her. Eliten bor i deres elitekvarterer langt borte fra de sociale problemer, bønnekaldene og kriminaliteten. Ganske som i Danmark. Og så nægter man at føre en saglig debat. Hvis man ikke taler om problemerne, går de nok væk af sig selv. Ganske som i Danmark.

Mauricio Rojas understreger yderligere, at svenskerne fornægter deres egen kultur. De har lært at skamme sig over den. Det er halvnazistisk at flage med det svenske flag, og der ses skævt til alt, hvad der er ”typisk svensk”. Man har ikke haft nogen krig eller besættelse i et par hundrede år, og der har ikke været den brug for at styrke nationalfølelsen, som vi har haft i Danmark fra tabet af Norge i 1814 og frem: 1864 tabet af Sønderjylland, første verdenskrig, hvor danske sønderjyder var tyske statsborgere og måtte deltage som tyske soldater, den efterfølgende kamp for Genforeningen og sidst, men ikke mindst den tyske besættelse 1940-45.

Bendtsen citerer således et udsagn fra den småtbegavede socialdemokratiske statsminister Mona Sahlin i en tale under et besøg i Det Tyrkiske Ungdomsforbund i Sverige: ”I har en kultur, en identitet, en historie, noget, som binder jer sammen. Og hvad har vi? Vi har midsommeraften og den slags fjollede ting.” Underforstået, svenskerne har ingen kultur, identitet eller historie! Nuvel, måske har hun ret, for det er alt sammen noget, der i et sundt samfund overføres fra generation til generation gennem forældrenes opdragelse af deres børn og senere igennem skoler og uddannelsesinstitutioner. I dag opdrager forældrene ikke mere selv deres børn, og skoler og uddannelsesinstitutioner ser det i dag ligesom børnehaver som deres fremmeste opgave at nedbryde alle de ting, der kan give børnene en identitet. Der kæles kun for de andres identitet. Luciabruden er i dag ideelt set en sort dreng, og salmerne er væk – for de kunne genere muslimerne. Til gengæld holdes der Ramadan og fejres Eid. Julen er blevet til vinterfest. De fremmede sørger stadigvæk i vid udstrækning selv for deres børns opdragelse, og identiteten styrkes yderlige i moskeer og koranskoler. Imens ser svenske børn amerikansk fjernsyn på deres mobiltelefon, og når de efterfølgende overfaldes af de fremmede, værger de ikke for sig og slår ikke igen. Dels fordi de ikke er en del af en gruppe, der kan optræde kollektivt på samme måde som de fremmede, men også fordi de fra ganske små af har lært, at man ikke slår på nogen. Det er den moderne pædagogik. Vi andre sloges bravt. Det gør man i en flok for at få etableret hierarkiet. Det er en naturlig ting. Det gør man i ethvert dyrekobbel. På den måde lærer man også at forsvare sig. Dagens unge er værgeløse stakler, der er prisgivet de langt mere voldsparate fremmede, som netop kæmper for at vinde territoriet, og hvis testosteronniveau er noget højere, hvilket fra naturens hånd gør dem mere aggressive. Igen ser vi J-faktoren i fuld funktion, thi disse naturstridige ideer er heller ikke opstået tilfældigt.

Mauricio Rojas’ pointe er, at ingen har lyst til at integrere sig i en kultur, som de indfødte selv skammer sig over og søger at afvikle. Det er en rigtig god pointe. Og den gælder i vid udstrækning også i Danmark, hvor man også vil reducere den danske kultur til leverpostej og frikadeller! Bendtsen citerer således den svensk-iranske (?) forfatter Arash Sanaris bog Sverigevenner – historien om, hvordan far og jeg forsøgte at blive de mest svenske på hele Tjörn:

”Jeg er ikke socialantropolog, men jeg har aldrig tidligere mødt en kultur, som beskriver sine egne særkender i negativt ladede termer. (…) At sige til en svensker, at han eller hun er ’u-svensk’ er derimod det mest smigrende, du kan sige. Personen rødmer nærmest af begejstring.”

Tja, hvad skal man sige? En af måderne at begå folkedrab på er at fratage et folk dets kultur for lettere at kunne udskifte det med andre folk. Dette er ikke noget, der sker tilfældigt. Det er noget, der er styret! Og her er vi ved den største og mest utilgivelige svaghed ved Bendtsens bog. Han interviewer og taler med rigtig mange mennesker af forskellig observans. Men der er en, han ikke overhovedet nævner: Ingrid Carlqvist, som dog er en meget kendt og vigtig stemme i den svenske modstand mod indvandringen (1). Hun har ganske nøje dokumenteret, hvorfra hele ideen om at gøre Sverige til et indvandrerland kommer: fra en enkelt jødisk samfundsdebattør, en vis David Schwarz, der selv var indvandret fra Polen til Sverige et godt stykke tid efter den anden verdenskrig. Han taler betegnende nok om ”vi” og ”vort”, når han henvender sig til svenskerne, men benytter ”dem” og ”deres”, når han taler til sine egne artsfæller. Han blev understøttet kraftigt af det jødiske samfund i Sverige, og i løbet af få år bliver det under Olof Palme officiel politik, på trods af at statsministeren netop havde erklæret, at det er homogeniteten i det svenske samfund, der er baggrunden for Sveriges succes (2), (3). Ingen skal bilde mig ind, at Bendtsen i forbindelse med sin meget opfattende research ikke er stødt på Ingrids Carlqvists navn. Det er imidlertid ikke kun i Sverige, man har en tavshedskultur. Også i Danmark er der en meningskorridor, og ordet ”jøde” er ganske enkelt bandlyst. Som afdøde (eller måske snarere myrdede) Lars Vilks siger om ytringsfrihedens vilkår: “Man kan i princippet gøre, hvad man har lyst til, men i praksis er rammerne enormt snævre for, hvad der er muligt. Det er ikke skrevet ned, det står ikke i lovgivningen, men vi ved godt, hvor grænsen går.” Det er diktatur, og J-ordet falder uden for grænserne – også her i landet.

Det er også karakteristisk, at absolut ingen synes, man skal sende de fremmede hjem eller ud. Nej, Rojas mener, at man skal skabe en svensk identitet, hvor der er plads til alle. Det vil blive en meget bred og absolut intetsigende identitet. Der vil ikke være noget svensk tilbage i den, når den skal favne omkring 200 forskellige kulturer og etniciteter. Det er jo netop den blanding, der tilstræbes – og som er en absurd umulighed. Daniel Vergara, der er lige så svensk som David Schwarz, repræsenterer Expo, Sveriges svar på Redox, og han kalder det en grundløs konspirationsteori, at svenskerne er ved at blive fortrængt. ”Det er jo blot, dersom man kun betragter hvide mennesker som svenskere, men svenskere er jo alle, der bor i Sverige. De hvide forsvinder, og hvad så?”, spørger dette geni, for hvem fremtiden forhåbentlig vil have en grum død på lager. Det er ren pilpul, indholdsløs, talmudisk hjernegymnastik.

Bendtsen taler også med Sverigedemokraterne, men heller ikke de mener, at man skal rense landet for udlændinge. Der skal også være plads til muslimer i Sverige. Ved sin fødsel var Sverigedemokraterne noget mere robuste i deres holdninger, men for at vinde stemmer, har de normaliseret sig og tilpasset sig. Om de får magten, vil det kun betyde, at det varer noget længere, før svenskerne bliver i mindretal i deres eget land. Det sørger de fremmedes større børnetal for helt automatisk. På samme måde er det gået med Dansk Folkeparti og det døende Nye Borgerlige. Man tør ikke tale om elefanten i rummet, for hvis man skal løse det problem, vil det ikke gå helt fredeligt til, og så frygter man, at taburetterne begynder at vakle. Så hellere lade landet gå til grunde. Se også til Italien. Hele den europæiske højrefløj jublede, da Georgia Meloni fra det angiveligt stærkt højreorienterede Fratelli d’Italia blev ny premierminister. Hendes første besøg i udlandet gjaldt naturligvis Israel. Derefter var det sket med den nationale politik. Ingen har modtaget så mange ”bådflygtninge” som hun, hvor det, hun skulle gøre, var at sænke disse både med mand og mus (synd for musene måske). Politikere er noget ynkeligt pak. Som en romersk senator en gang sagde til en ven: ”Du må aldrig sige til min bedstemor, at jeg er politiker. Hun tror, jeg spiller lyre i et bordel!” Og så sandelig: Der er langt mere moral i et bordel end i et demokratisk parlament!

Alternativet til at sende alle fremmede ikke-europæere ud af landet vil være ganske blodigt. Vore børnebørn kan blive nødt til at kæmpe mod dem, hvis de vil overleve og bevare Danmark. Og det bliver et omfattende projekt! Derfor hellere løse problemet nu – én gang for alle. Luk grænsen, og klap kassen i. Så går det meste ganske automatisk. Resten kan løses fredeligt hen ad vejen. I Sverige nok mindre fredeligt end her. Råddenskaben har trods alt bredt sig mere der.

Hvis Sverige skal reddes i sidste spilleminut, skal der efter min opfattelse helt andre boller på suppen. De ”demokratiske spilleregler” og det jødiske Bonniers (4) pressemonopol udelukker, at der kan gennemføres en ændring ad den nuværende vej. I Sverige har man vel kun ét alternativ: Den nordiske modstandsbevægelse. Den har efter min mening hægtet sig for meget op på fortiden, men det er den eneste bevægelse, der har gennemskuet problematikken, og som ikke er indstillet på kompromisser for at tækkes vælgerne. Bevægelsen findes også i Danmark, hvor den haft nogle problemer, men den råder også her i landet over folk med både intelligens og klarsyn. Mindre hårdtslående, men også mere spiselig for flere, er ”Det fria Sverige” (5), som er en interesseorganisation for svenskere. At en sådan er nødvendig – og det er den – siger alt om, hvor sygt Sverige er blevet!

Det, der hæver Bendtsens bog op over det ligegyldige, er, at han også tager fat på hele den såkaldte kulturkrig: identitetskulturen, kønsforvirringen, feminismen, Me-Too, osv. Også her er J-faktoren altafgørende, når man ser på, hvor disse ideer kommer fra, men det forbigår Bendtsen også i tavshed. Denne forrådnelse af civilisationen har også i Sverige bredt sig til hele uddannelsessystemet, og også på det punkt er Sverige foran. De indførte ”enhedsskolen” længe før Danmark, så der var ikke megen modstandskraft tilbage, da wokekulturen væltede ind over Europa. Reel viden ville nedbryde sådanne strømninger meget hurtigt. Derfor må viden ikke findes. Alt skal dekonstrueres, vi skal lære, at der ikke findes noget, som er sandt. Alt er blot en konstruktion, helt ned menneskets køn. Og naturligvis skal kvinderne i særlig grad fremhæves, ethvert pensum skal ideelt set repræsentere lige så mange kvinder som mænd. Det er altså svært, hvis man studerer klassisk filologi, ja litteraturhistorie i det hele taget. Kun England har en håndfuld klassiske kvindelige forfattere, som er noget værd. Men det er et krav. Skidt med kvaliteten – det er ligheden, det kommer an på, den politiske korrekthed! Og statslig finansiering gives kun til projekter med den rette politiske målsætning. Universitetet er blevet et beskyttelsesrum. Det ligger lige for, at disse moderne ”uddannelser” i ekstrem grad fremmer integrationen. Enhver rigtig uddannelse bygger på landets kultur og har til formål at berige denne og at bringe den videre til kommende generationer af indfødte indbyggere. Den moderne verden er kulturløs – og ikke blot værdifri, men i ordets egentligste betydning værdiløs.

Man beskylder Sverigedemokraterne for at ville indføre et autoritært system, men helt ærligt: sådan et har man allerede. Et system, hvor dissens i undervisningsverdenen og kulturen betyder annullering, ingen bevillinger og ultimativt arbejdsløshed. Kan det blive meget mere autoritært end det? Næste stop er GULAG.

Et andet afgørende plus ved bogen er, at han inddrager Lena Anderssons forfatterskab, for Lena Andersson har sat sig for at prøve at portrættere og analysere det svenske folkehjems historie og opløsning. Jeg stiftede bekendtskab med hendes forfatterskab ved et rent tilfælde. Helsingfors er en god indfaldsvinkel til Sankt Petersborg. Derfor er jeg nogle gange kommet igennem byen og har tilbragt lidt tid der. Det er ikke en sindsoprivende spændende by, men den har et par gode restauranter og en kæmpestor filial af Akademibokhandeln, og der tilbringer jeg gerne nogen tid. En gang så jeg en hel palle billigbøger stå midt på gulvet. En hel palle? Det er sjældent, der er brug for det, så jeg læste lidt bag på bogen. Det så ikke uinteressant ud, og titlen Sveas son (2018) var ganske lovende. Litterært set er det intet mesterværk. Det er ingen stor sproglig oplevelse, karakterskildringerne er noget flade, og nogle steder kan det være svært at følge logikken i handlingen – men både den og efterfølgeren Dottern (2020) er bøger med et budskab. Sveas søn, Ragnar, er født i år nul, dvs. 1932, hvor socialdemokraterne beslutte at ændre Sverige totalt. Samfundet skulle moderniseres og socialiseres. Den socialdemokratiske mønsterstat skulle skabes – en stat, hvor alle goder skulle fordeles ”retfærdigt”, dvs. sige uretfærdigt, idet man tager fra de flittige og dygtige og giver til de dovne og uduelige. Lighed blev statens mantra – og modernisering. Der blev bygget store betonkvarterer, så folk kunne flytte fra de gammeldags og utidssvarende landsbyer med kultur, sammenhold og traditioner og slå sig ned i de grå, ens, deprimerende, kultur- og åndløse forstadskvarterer til de store byer. Ragnar var tømrer og fik arbejde som sløjdlærer. Han fulgte blindt statens paroler. Det var bedre at købe mad og kager færdiglaveret fra fabrikkerne, hvor eksperter nøje sammensatte ingredienserne på bedste og sundeste måde (ikke et ord om tilsætningsstoffer). Ja, man gik så vidt som at sige, at det var skattesvig at lave sin mad selv, for det betalte man jo ikke moms af. Ragner undgik helt sin mors hjemmebag. Der var muligheder for alle. Masser af idrætstilbud, aftenskoler osv. Idealsamfundet.

Men samfundet ændrede sig. Der kom fremmede mennesker til landet. Hans første sammenstød med systemet kom, da han sammen med nogle kolleger skrev et brev til undervisningsmyndighederne, hvori de gav udtryk for bekymring. Der er pludselig disciplinære problemer. Der går alt for megen tid med at skabe ro i stedet for med at undervise. Brevet foreslår en spredning af de nytilkomne. Rektor er skeptisk med hensyn til resultatet – og rektor får ret. Svaret beskylder i lidt andre vendinger lærerne for at være racister, der savner respekt for andre mennesker. De er fremmedfjendtlige og skal skamme sig over deres menneskesyn. Hele registret af intetsigende løgnagtige floskler hældes ud over dem. Ragnar resignerer og vier al interesse til datterens skisportsudøvelse.

Et andet punkt, der falder ham for brystet, er børneopdragelsen – eller manglen på samme. Børn har ikke mere respekt for deres forældre. Helt galt går det, da han en dag læser en artikel i avisen, hvor en amerikansk professor citeres for at påstå, at en kønnet på en nyfødt skabes i samme øjeblik, som den voksne betragter den nyfødte og udtaler dennes køn. Kønnet skabes i den menneskelige bevidsthed, hvor al skabelse finder sted. Barnet får først sit køn, når det bliver udtalt som sprog. Ragner finder dette fuldstændig vanvittigt: ”Og om man siger, at den nyfødte er en hund, bliver barnet da en hund?” spørger han. Artiklen hævder videre, at materien er en illusion, og at sproget er det eneste, der reelt findes. Ragner finder sig ikke længere tilpas i den verden, han troede var rationel, god og stabil. Han ægteskab går i stykker, han flytter sammen med en anden, og bogen slutter med, at hans mor Svea dør. Men Svea – det er jo også Sverige (Svea Rike).

I Dottern tager Ragnars datter Elsa til USA som au pair. Den første familie smider hende hurtigt ud, idet hun – totalt uvidende om USA – går ud fra, at ”svenske værdier” er universelle. Hun kommer derefter til en mere liberal familie i Berkeley. Her begynder hun at følge kurser i spansk og lingvistik. Lingvistik burde være læren om sprog, hvordan de fungerer, adskiller sig osv. Altså sprogvidenskab. Allerede omkring 1900 blev lingvistik imidlertid forvandlet til en ligegyldig og gold sprogteori, og i dag er den udartet til rent vanvid, som demonstreret i forrige afsnit. Vanviddet er amerikansk – eller foregiver at være amerikansk. Elsa lærer, at alt er en konstruktion – der er intet stabilt og intet virkeligt – bortset altså fra sproget. Det er derfor, man skal korrigere sproget for at korrigere virkeligheden. Især må man ikke skelne mellem folk af forskellige grupper, han, hun, race, folk etc. Else er på nippet til at blive bortvist fra kurset. En navahopige (mere eller mindre – der er jo prestige i at være ”indfødt” amerikaner) ved navn Dolores bemærker, at Elsa kommer fra raceteoriernes hjemland med Linné og alle dem, der forsøgte at splitte alt op ved at inddele det i kategorier og på den måde skabe skel imellem mennesker. Det er ifølge de herskende teorier kun sproget, der gør forskel mellem en tulipan og en rose. Man kunne jo nok hævde, at naturen ville blive meget grå uden nogen forskelle – ja, også farverne er jo en konstruktion, der angiveligt ikke findes. Teoretikerne har naturligvis ret i, at det først er med sproget, vi kan beskrive naturen – men det er også det eneste, de har ret i. Virkeligheden eksisterer, og sproget er opstået for at beskrive det, som eksisterer – ikke som et middel til at undertrykke nogen, således som det fra den kant hævdes. Undertrykkelsesteorien er imidlertid praktisk. Ingen har nemlig således ansvaret for sin egen ulykke. Det er altid andres skyld – og de andre, det er gamle, hvide mænd…. Hvor mon den idé kommer fra?

Under en samtale spørger Dolores, hvad egentlig racister og undertrykkere har for en arv at være stolte af. Elsa føler klart, at henvisningen til racelæren er en fornærmelse, og svarer, at Dolores’ forfædre sikkert har skalperet både hinanden og fjenden. Dolores klager, og kursets ledelse rubricerer dette som ”had og foragt”. Ja, de vil end ikke bruge ordet skalpere – det er noget med hår… Elsa må undskylde. Hun hører til de privilegerede, Dolores til de undertrykte, derfor kan hun sige ting, som Elsa ikke kan sige. I det hele taget er tidens newspeak meget kompliceret at finde rundt i, og ja, også sproget vil blive farveløst, klangløst og uden udtrykskraft.

Den nye familie bliver selvfølgelig også træt af Elsa, og hun må rejse hjem for at fortsætte sit meningsløse studium, der ikke sætter hende i stand til at argumentere mod Ragnars snusfornuft. Bogen ender med Ragnars død og Elsas konstatering af, at frihed nødvendigvis må ledsages af stabilitet, ikke af vægtløshed. Jo mere frihed man får, desto mere stabilitet behøver man. Ragnar blev den sidste, hvis aske stedes til hvile i familiegravstedet. Elsas og broderens aske vil blive spredt for vinden. Rodløsheden og opløsningen bliver komplet.

Lena Andersson trækker en direkte linje fra skabelsen af folkehjemmet i 1932 til omfavnelsen af identitetspolitikken i dag. Begge dele er et udtryk for ”social ingeniørkunst, der kaster vrag på fortiden og ophøjer opløsningen til altdominerende ledestjerne.”

”Den fremherskende tankegang på den identitetspolitiske venstrefløj tager udgangspunkt i præcis samme menneskesyn som hos folkehjemmets grundlæggere i 1930’erne: Når bare vi gør os fri af fortiden og betragter verden som en konstruktion, bliver alt muligt for menneskene. Så kan vi indtage rollen som altings skaber.”… ”Det er en både stærk, tillokkende og enormt farlig verdensanskuelse, som desværre stortrives i dagens Sverige.”

Identitetspolitikken guruer er Michel Foucault (der påberåber sig jøden Levi-Strauss som sin åndelige fader), Jacques Derrida og Judith Butler. De to sidste er jøder. Der henvises til Wikipedia vedrørende deres meritter. I det hele taget anbefales det at læse Kevin Macdonalds The Culture of Critique, som sporer galskaben til dens rødder.

”Overbevisningen om, at både mennesket og samfundet kan skabes i præcis det billede, man ønsker, var selve fundamentet for folkehjemmets opståen for små 100 år siden”, siger Lena Andersson, ”… ingenting var naturligt, … alt kunne laves om. Forandringer var alene et spørgsmål om menneskets vilje”. Lena Andersson opfatter dette som den væsentligste konflikt, vi står over for i Vesten i dag. Vi mangler ifølge hende filosofi og litteratur til at give svar på menneskets natur og behov i stedet for den herskende værdi-nihilistiske tænkning, der lå til grund for det socialdemokratiske folkehjem. Man tror på den gyldne fremtid – om ikke i morgen, så i overmorgen eller om 100 år. Det var i øvrigt nøjagtig den samme filosofi, der bar kommunismen i Sovjetunion og fik folk til at arbejde og undvære med henblik på at skabe en bedre fremtid. Kommunismen skabte imidlertid også begejstring (6). Denne begejstring savnes i Sverige i dag. Den drukner i problemerne, når disse uvirkelige ideer støder sammen med den reelle virkelighed. Identitetspolitikken i sig selv er jo direkte deprimerende i sit samfundssyn.

Sammenfattende kan man igennem denne bog se det bekræftet, at indvandringen kun er et symptom. Sygdommen sidder i os, ikke i de fremmede, ikke i islam – ikke noget som helst andet sted! Holocaustundervisning og judofili har svækker vort immunsystem i den grad, at vi er i gang med at dø af åndelig aids. Der findes en kur – men den er ikke behagelig.

Læst med forstand og lidt forkundskaber er Johan Varning Bendtsens bog bestemt ikke så ringe endda, selv om der er plads til forbedring.

***

Noter

(1) Se Ingrid Carlqvist: Från Sverige till Absurdistan (fås som e-bog fra Saxo, men kun til visse læserformater).

(2) Se også filmen VARFÖR ÄR SVERIGE EN MÅNGKULTUR? (2021) her: https://palaestramedia.com/dokumentarer/

(3) Bogen, der ligger til grund for filmen, er: M. Eckehart: How Sweden Became Multicultural, 104 sider, 2017. Logik Förlag, https://logik.se/Produkt/how-sweden-became-multicultural/

(4) I Danmark ejer Bonnier bl.a. People’s Press, der så langt fra lever op til sit navn.

(5) https://detfriasverige.se/

(6) Læs f.eks. nobelpristageren Svetlana Aleksijevitj: Secondhand-tid (Время секонд хэнд), 2014.