Virkelighedsfjernt

Nico Grünfeld, Alternativets omstridte forhenværende kulturborgmester i København, havde ikke noget alternativt over sig.

Han var blot en ganske almindelig beskidt pamper, der kun fortjener foragt. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, når han siger, at han er forundret over, at det, han skrev i sit levnedsløb, ikke stemmer overens med virkeligheden. Han demonstrerer dermed, at han befinder sig i en imaginær drømmeverden uden nogen forankring i realiteterne. Han mener øjensynligt, at man blot kan skabe sig sin egen virkelighed.

Det har han tilfælles med hele sit parti, der mener, at virkeligheden er en social konstruktion, man bare kan ændre på efter forgodtbefindende. De folk er farlige gøglere, der tager gas på befolkningen, men de, der stemmer på dem, er ganske enkelt begavelsesmæssigt udfordrede i en sjælden grad! Begge grupper er inderligt overflødige!

Udgivet i Demokrati | Tagget , | Skriv en kommentar

Velfærdsteknologi?

Staten vil stille 410 mio. kroner – og det er mange penge – til rådighed for en investeringsfond, der skal udbrede ”velfærdsteknologier” inden for ældresektoren. Det vil spare folk i hjemmeplejen, hvis dosering af medicin og almindelige besøg hos de ældre kan klares via skærme. Professor Bent Greve fra Roskildes såkaldte universitet er forsker i ”velfærdsteknologi og ældreomsorg” og finder, at det er en glimrende ide.

Han er naturligvis socialdemokrat. Sagen er imidlertid, at det, mange ældre har brug for, er menneskelig nærhed til at bryde deres ensomhed. Denne gives ikke af en skærm. Dertil kommer naturligvis, at netop den ældre generation står noget fremmed over for computerteknologien.

Når Greve siger, at ”[a]kkurat som når de unge spiller computerspil og snakker med hinanden på nettet, kan ældre også kobles sammen i netværk og bruge teknologien til at være i kontakt”, udviser han en komplet mangel på viden om de ældres
situation og behov.

De ældre, der har brug for dosering af deres medicin, er et helt andet sted end Bent Greves fiktive ældre. Rent bortset fra, at det heller ikke er godt for unge kun at have ”virtuel” forbindelse med omverdenen! Må vi foreslå, at de 410 mio. kr. i stedet bruges til varme hænder i ældreplejen, så ældre kan komme i bad og på toilettet, når de har brug for det, og at ”forskningen i velfærdsteknologi og ældreomsorg” øjeblikkelig nedlægges. Det er en helt overflødig ”forskning”. Vi burde alle vide, hvad ældreomsorg går ud på – og det er ikke skærme og robotter. Der vil herved yderligere spares betydelige beløb, der kunne bruges til ordentlig mad til de ældre.

Hvad Bent Greve angår, kan han vel i løbet af nogle år omskoles til sosuhjælper og lære at tørre de gamle bagi. Der ville han finde en plads, som svarer bedre til hans evner, og hvor han ville gøre større nytte – hvis han da kan finde ud af det…

Udgivet i Demokrati | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hvad kommer det egentlig os ved?

Det ser ud, som om journalist Jamal Khashoggi er blevet slået ihjel af saudiarabiske myndigheder under et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

Khashoggi var regimekritiker – og understøttede selv muslimske grupper, som hverken er vor Herres eller Allahs bedste børn, og som begår talrige grusomheder i islams navn. Men naturligvis var det da bestemt alligevel ikke pænt gjort af saudiaraberne, men nu taler vi jo om et land, der afregner ret kontant med både kriminelle og religiøse og politiske afvigere, så det mest overraskende er vel nok, hvordan i alverden Khashoggi kunne finde på at aflægge konsulatet et besøg. Han skulle bruge nogle papirer for at blive gift, men helt ærligt? At tyrkerne føler sig lidt trådt over tæerne, er vel forståeligt. Det er ikke helt det, man normalt bruger diplomatisk immunitet til.

Men hvad kommer det dog os ved? Hvad rager det Anders Samuelsen, der alligevel ikke forstår et pluk af, hvad der foregår. Hvorfor skulle vi eller andre lande afbryde samhandel eller diplomatiske forbindelser med saudierne? Det er da en sag mellem dem og tyrkerne og så måske Khashoggis familie! Vi kan nøjes med at konstatere, at vi her blot ser islam på slap line. Vi vil imidlertid gerne have, at der vises vor suverænitet respekt. Det samme må gælde Saudi-Arabiens suverænitet. Og så er der i det mindste én journalist mindre.

I øvrigt slår uønskede udlændinge hver dag utallige sagesløse europæere ihjel. Det burde interessere vore magthavere langt mere end et enkelt mord i et fjernt os ligegyldigt land! Men når det kommer til stykket, er alle måske ikke lige. Hvide, kristne europæere er ligegyldige – eliten har jo allerede bestemt, at de skal udryddes!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , | Skriv en kommentar

”Jeg spiser, som jeg har lyst til”

I takt med at det nationale fællesskab opløses, går almindelig pli og opdragelse fløjten. Emma Gad ville vende sig i sin grav, hvis hun kunne se, hvordan danskerne i dag skaber sig!

I denne sommer havde jeg den store glæde og fornøjelse at tilbringe nogle uger sammen med mine 3 dejlige børnebørn. Bevidst eller ubevidst opdaterer de mig altid om det sidste nye fra deres mig fuldstændig fremmede verden – ofte om ting, som menneskeheden med stor fordel kunne have undværet. Det er forståeligvis nogle usandsynlig dejlige unger, nydelige, særdeles velbegavede og rimeligt veldresserede – så vidt man overhovedet kan dressere sine unger nu til dags. Jeg holder meget af dem, og jeg forsøger af al magt at afholde mig fra at blande mig. Det er ikke min opgave, og jeg håber, at det lykkes nogenlunde. Jeg indtager i stedet observatørens rolle, og det giver ofte pote i form af iagttagelser, der uundgåeligt sætter tanker i gang.

Tag nu f.eks. den yngste på 8 år, som er det, man forstår ved en rigtig rask dreng med masser af krudt bagi. En rigtig dejlig unge. En dag sad vi på en restaurant med den smukkest tænkelige udsigt ind over Marseille. Det er svært at vælge noget, når det eneste, man egentlig vil have, er burgere fra MacDonalds, og en sådan indretning er der gudskelov ikke på If, og det kommer det nok heller aldrig, heldigvis. Til sidst faldt øjnene på spaghetti bolognese – det lignede noget bekendt. Den blev serveret med pastaskruer – men det var jo heller ikke nogen italiensk restaurant. Stor var min forundring, da jeg så knægten sidde og spise pastaen med fingrene. Det er nu, man som bedstefar bør holde mund, men jeg kunne ikke lade være med at spørge ham, om tjeneren havde glemt at give ham en gaffel. ”Nej, nej,” svarede ham uforstyrret, mens han fortsatte med at dyppe sin spaghetti i kødsovsen og føre den til munden med fingrene. Jeg kæmpede en kort kamp og tabte den. Jeg kunne ikke nære mig og spurgte, om han ikke syntes det var lidt ulækkert. Der var jo også andre mennesker på denne terrasse, som måske kunne miste appetitten ved dette syn. Og så var det, den unge mand sagde de gyldne ord: ”Jeg spiser, som jeg har lyst til!”

”Som jeg har lyst til!” Det er ormen i æblet, og den har gnavet sig helt ind til kernehuset. Vi gør, som vi har lyst til og blæser på de uskrevne regler, der er grundlaget for menneskers fredelige sameksistens i et civiliseret samfund. For 30 år siden smed en restauratør på en god italiensk restaurant på Strøget, som i dag desværre kun findes af navn, en familie ud, fordi børnene – de søde små pædagogopdragede poder – insisterede på at få dugen slået til side, så de kunne hælde maden ud på bordpladen og spise den direkte fra denne. Hvorfor skulle man da også bruge en tallerken? Forældrene støttede dette initiativ, og familien måtte forlade restauranten. Det var mere end rimeligt. Ca. 15 år senere inviterede min mor til middag på en jysk kro. Det blev et mareridt, for restauranten beherskedes fuldstændig at en enkelt svensk familie, hvis børn hylede og skreg og råbte konstant for fuld udblæsning.  De gjorde, hvad de havde lyst til, forstås. Her var der ingen, som skred ind. Det turde man vel ikke. Man ville uvægerlig være blevet beskyldt for racisme, idet børnene havde set dagens lys under varmere himmelstrøg, end man finder i Sverige, og måske for det, der er endnu værre. Det varede mange år, inden jeg igen satte mine ben på denne kro.

Jeg har andetsteds harceleret over, at folk kan finde på at gå i Det Kongelige Teater iført forvaskede cowboybukser, ditto islandsk sweater og træsko. Man gør jo, som man har lyst til. Det er simpelthen manglende respekt over for forfatteren, skuespillerne og det øvrige publikum. Det problem har jeg for mig selv løst ved ikke længere at komme i Det Kongelige Teater, da man alligevel ikke mere spiller noget, jeg gider se. Men bevares, i en verden, hvor lærere møder op til deres undervisning i joggingtøj eller afblegede forvaskede T-shirts med idiotiske påskrifter, hvor læger møder deres patienter uvaskede og ubarberede og i tøj, vi andre end ikke ville bruge til havebrug, hvor tv-personligheder optræder i shorts, hvor advokater procederer og dommere dømmer i det tøj, de nu lige kunne finde, og ministre går på fjernsynet med åbenstående skjorte eller i T-shirt, skal man jo ikke undre sig…. De gør jo bare alle sammen, som de har lyst til. Og hvis man vil harke, spytte, råbe og lade sit vand i det offentlige rum, hvorfor skulle man så ikke også gøre det – når man nu har lyst?

Det er længe siden, man rejste sig op for ældre mennesker i bussen – for hvem har lyst til at stå? Hvem har i det hele taget lyst til at hjælpe andre? En chauffør fra Flextrafik nægtede at hjælpe en gammel, stærkt gangbesværet dame ned ad en trappe, ”for det stod ikke på hans papir, at hun skulle have hjælp til det”. Vi taler så meget om at gøre noget for andre, men det skal naturligvis helst være for folk på den anden side af jordkloden. Så føler vi os gode, og det har vi lyst til! Og det er meget mere interessant end at stikke en dansk kontanthjælpsmodtager en femhundredkroneseddel, så han kan betale sin medicin. Det har vi ikke lyst til.

For nogle år siden var der i min lille landsby en forfærdelig begravelse. En ung pige på 18 år var blevet kørt ihjel af en bilist, der kørte ind i en kurve for fuld fart i den forkerte side af vejen. Da han ikke var fuld, blev han da heller ikke straffet mærkbart. Herregud, han kørte jo forståeligvis bare, som han havde lyst til. Det var kun uheldigt, at Katrine kom i vejen for hans livsudfoldelse. Til begravelsen var kirken stuvende fuld, og der var naturligvis mange unge mennesker blandt de sørgende. Et af disse håbefulde væsener bar en løst hængende T-shirt med teksten ”Hells Bells” i en cirkel på ryggen med tilsvarende illustrationer. Han får min pris for den mest smagløse påklædning, jeg har set. Men bevares. Han havde jo lyst til at have den T-shirt på – og det faldt ham ikke ind at betænke, hvad teksten betød, hvor han var eller hvorfor! Han fulgte bare sin lyst!

En 8-årig kaster – under overværelse af sine søskende – en sten ned på motorvejen, totalskader en bil og er centimeter fra at forårsage en alvorlig ulykke eventuelt med døden til følge. Det havde han nu lyst til. Man kunne måske her have forventet, at forældrene havde taget en meget alvorlig samtale med den unge mands bagdel, men i stedet træder moderen frem i pressen og erklærer, at ingen skal true hendes børn. Gerningsmanden bliver gjort til offer, for han gjorde jo bare, hvad han lige havde lyst til. Her er der vist et tilfælde af alvorligt manglende forældreevne, hvor en tvangsfjernelse var på sin plads! Men selvfølgelig skal man have lov til at gøre, som man har lyst til. Er det ikke det, det hele går ud på i et frit samfund? Og ve den, der siger noget imod det!

Vi lever i en verden, hvor individet står i centrum. Alle kan bare gøre, som de har lyst til. Men hvis alle bare gør, som de har lyst til, hvad er der så tilbage til at binde samfundet sammen? Hvis man ikke vil tage hensyn til andre mennesker i de små ting, hvordan kan man så forestille sig, at man vil gøre det i de store ting?

Hvad mit barnebarn angår, finder han jo nok på at bruge gaflen, når hans kammerater fortæller ham, at han spiser som en baby. Men på den anden side er han fra naturens hånd forsynet med en god portion selvtillid, så hvem ved?

Desværre forhindrer straffeloven mig i at gøre, som jeg har lyst til! Det er der mange, der kan være rigtig glade for! Undtagen bedemændene, naturligvis!

Udgivet i Kultur | Tagget , , , , | 1 kommentar

Unge gider ingenting

60.000 unge med studentereksamen har svært ved at få fodfæste, meddeler Jyllands-Posten alarmeret. De unge ved ganske enkelt ikke, hvad de gider lave, og et par sabbatår eller tre er ikke ualmindelige. Professoren med det eksotiske navn Noemi Katznelson, leder af ”Center for Ungdomsforskning” (et af de mange helt overflødige ”forskningscentre” i landet) ved Aalborgs såkaldte universitet (en ganske unødvendig femterangs institution), er bekymret. De unges vanskeligheder skyldes ifølge Noemi ”psykiske udfordringer, som primært kommer af de mange krav, de møder i uddannelsessystemet. …. De skal levere og præstere, og derfor bliver de forpinte og stressede og ender som inaktive.” Mette Fjord Sørensen fra Dansk Industri giver hende ret: ”De er vant til, at kun et 12-tal er godt nok”.

Vorherre bevares! Dagens unge har ingen anelse om, hvad krav og præstationer vil sige. Det lærte vi andre, dengang skolen, gymnasiet og ikke mindst dagliglivet stillede krav, som ville få nutidens forkælede møgunger til at falde om. Sagen er, at der hele livet igennem stilles for krav til dem, og at de aldrig lærer disciplin og pligtfølelse, ligesom de ikke gennem opdragelsen får nogen forståelse af, hvad det vil sige at være en del af et nationalt fællesskab. De bibringes ganske enkelt ikke den ramme, der giver dem en egentlig identitet og en bevidsthed om, hvem de selv er. På den baggrund kan man jo nok have ondt af dem og se dem som ofre – netop for folk som Noemi Katznelson. De søger knap nok efter en sådan identitet, for de ved ikke af, at de har en. De nøjes med at leve deres virtuelle liv, som fyldes af ligegyldigheder som fodboldspillere, popstjerner og nulliteter som ”the Kardashians” og andre kunstige ledestjerner, som alle er rige og på forsiderne af medierne. Hvis man sætter sådanne individer som målestokken for succes, kan man jo let føle sig utilstrækkelig, selv om man egentlig er meget mere værd end disse falske idoler. Det eneste virkelige pres, de er udsat for, er, at de skal tjene penge til den sidste nye I-phone i stedet for at foretage sig noget nyttigt, der kunne gøre dem til åndeligt set rigere mennesker.

Det har været et mål, at stort set alle skulle have en ”studentereksamen”, men netop derved har man afskaffet studentereksamen, der ifølge sagens natur kun kan være en eksamen for de bogligt absolut bedst begavede – vel mellem 5 og 10 % af befolkningen. Kravene til en såkaldt studentereksamen er i dag katastrofalt lave, men opleves måske af de 90 % af gymnasieeleverne, der egentlig ikke er kvalificerede til at gå der, som uoverstigelige. Og det bliver naturligvis ikke bedre af, at man har indført en idiotisk karakterskala, der ikke giver tilstrækkelig mulighed for at graduere præstationerne, med det ultimative mål helt at afskaffe karakterer og bedømmelser, da vi jo på bunden alle er lige. Det er naturligvis alt sammen et problem, men et problem, der er enkelt at løse. Uddannelsessystemet skal blot skrues godt 50 år tilbage – med et par justeringer, således at alle kan komme på deres rette hylde.

Samtidig skal børnene have deres identitet tilbage, sådan at de føler den umiddelbare glæde, det giver at være en del af et større – homogent – fællesskab. De unge mennesker er ofre i den forstand, at deres fremtid er taget fra den. Den sikre og trygge verden, vi andre voksede op i, er blevet forvandlet til et værdifrit, relativistisk, multietnisk og multikulturelt rædselskabinet, hvor dagens unge meget vel risikerer at blive tabere over for andre grupper, der er i besiddelse af absolutte værdier, en identitet, en tro og en kultur, der giver dem styrke – men denne identitet er desværre ikke dansk, og den bliver det heller aldrig.

Man forsøger at bilde unge mennesker ind, at de lever i den bedste tidsalder, verden har set – men realiteterne er desværre ganske anderledes, og i en ikke alt for fjern fremtid lurer borgerkrigen. Der er på den baggrund næppe noget at sige til, at et stigende antal børn og unge skal i psykiatrisk behandling, lider af spisevægring, skærer i sig selv eller begår selvmord – alt sammen noget, der stort set var ukendt for 50 år siden.

Kun en radikal ændring af samfundet kan afhjælpe dette!

Udgivet i Kultur | Tagget , , | Skriv en kommentar