84 Gravsten

Hvis man skulle tage den sidste tids avisdækning af den såkaldte antisemitisme som udgangspunkt, skulle man tro, at synagogen i Krystalgade (tidligere Pisserenden) var blevet bombet og overrabbineren fundet korsfæstet og nedsænket i en gylletank på en svinefarm. Hvad der reelt er sket, er, at 84 gravsten på den jødiske kirkegård i Randers er blevet overhældt med grøn maling. Det er selvfølgelig noget griseri, men jeg kan ikke mindes, at lignende hærværk imod danske kirkegårde har fundet tilnærmelsesvis samme opmærksomhed, og sådanne hærværk er ikke sjældne – for slet ikke at tale om den systematiske plyndring af gravene for værdifulde metaldele. Noget sådant registreres dårlig nok, og politiet foretager sig absolut intet i den anledning. Men nu drejede det sig om Guds øjesten, som alle vi andre kun er sat i verden for at tjene og opvarte, og så er det naturligvis noget helt andet!

Jøderne har – som altid – solet sig gevaldigt i deres offerrolle, som de elsker over alt på jorden, fordi de så ved enhver given lejlighed kan trække offerkortet og få en eventuel modstander til at tie, hvis der da er nogen tænkende individer tilbage. Uvidende og intelligensmæssigt ekstremt udfordrede såkaldte forskere ved diverse institutter, der beskæftiger sig med ”antisemitismeforskning” (endnu en af de mange forskningsgrene, vi uden tab ville kunne undvære), forsøger at forklare – eller rettere bortforklare – grundene til antisemitisme. Alt bliver affærdiget som konspirationsteorier og myter og urgamle vrangforestillingerne etc., etc. Man taler om den ”stigende antisemitisme i Europa”, men man glemmer at nævne, at denne stigning desværre næsten udelukkende stammer fra den indvandring, fremtrædende jøder benytter enhver lejlighed til at prise og fremme. Og denne antisemitisme er af en ganske anden art end den europæiske antisemitisme. Det er en religiøs antisemitisme byggende på Koranens fordømmelse af jøderne og understøttet af 100-år-gammel antisemitisk litteratur. Den næres yderlige af staten Israels landrov i Mellemøsten, fordrivelsen af Palæstinas oprindelige beboere og behandlingen af de tilbageværende palæstinensere som tredjeklasses mennesker. Det er en primitiv, men ekstremt voldelig antisemitisme, der imidlertid ikke ville have været til stede i Europa, hvis ikke der havde været muslimer og arabere her. Disse er her som følge af det spind af internationale konventioner og ideer om globale menneskerettigheder, som jødiske intellektuelle på afgørende vis har været medvirkende til at skabe, og som jødisk dominerede medier 24 timer i døgnet hjernevasker de europæiske folk til at ligge under for. Det er – som vi tidligere har gjort opmærksom på – karakteristisk, at danske jøders største bekymring er, hvordan det går muslimerne her i landet. Velkendt er også Bent Melchiors udsagn om, at jøder og muslimer har alt til fælles. For slet ikke at tale om den indflydelsesrige Barbara Lerner Spectres berømte udtalelse om, at det er jødernes opgave at ”hjælpe” Europa med at blive multikulturelt. Vi har bestemt ikke bedt om hendes og hendes fællers hjælp i den henseende! Og som hun selv siger: Jøderne vil netop af den grund blive ugleset blandt europæerne. Det kan hun bande på! Det vil føre til et nyt holocaust den dag, det går op for europæerne, hvad der foregår, og hvem der står bag!

I samme åndedrag må man yderligere nævne det jødiske ophav til de allerfleste af de skøre ideer, der har svækket den europæiske civilisation: marxisme, Frankfurterskolen, kulturmarxisme, politisk korrekthed, psykoanalyse, pervertering af antropologien, feminisme, køns- og queerteorier (se f. eks. Judith Butler), pornografi (se Merchants of Sin  og i Danmark f.eks. Leo David Madsen), seksualisering af samfundet i alle dets aspekter og ødelæggelse af familien (i Danmark f.eks. Suzanne Brøgger), fremme af homoseksualitet (Magnus Hirschfeld, også betegnet som ”Einstein inden for sex”), P-pillen (Gregory Pincus & Carl Djerassi), identitets- og krænkelseskultur, kampen mod ”hvidhed”, dvs. bestræbelserne på at tilintetgøre den hvide mands kultur og udrydde den hvide race fra jordens overflade, hvis jødiske frontfigur Noel Ignatiev  bramfrit har udtalt, at:

“Make no mistake about it: we intend to keep bashing the dead white males, and the live ones, and the females too, until the social construct known as ‘the white race’ is destroyed — not ‘deconstructed’ but destroyed.”

Listen er lang, men lad os slutte med at give ordet til en anden betydningsfuld jødisk intellektuel Susan Sontag, som meget sigende har udtalt, at:

“The truth is that Mozart, Pascal, Boolean algebra, Shakespeare, parliamentary government, baroque churches, Newton, the emancipation of women, Kant, Marx, Balanchine ballets, et al., don’t redeem what this particular civilization has wrought upon the world. The white race is the cancer of human history…”

Den nationale fløj gør alt, hvad den kan, for at lefle for jøderne, dels som et alibi – man skulle jo for alt i verden ikke gerne kaldes ”nazist” – dels ud fra det farlige princip, at ”min fjendes fjende er min ven”. Det kan godt være, at muslimerne ser jøderne som deres fjende, og at jøderne i Israel ser muslimerne som deres fjende, men Israel er en anden verden. Der gælder andre regler. Der drejer det sig om at bevare staten Israels jødiske identitet. Her gælder det om at nedbryde vor identitet. Hvorom alting er, viser undersøgelser, at en forsvindende lille del af de jødiske vælgere stemmer på nationalistiske partier (i Holland f. eks. ca. 2 %), mens det store flertal (i USA er tendensen slående) stemmer på partier til venstre for midten, altså på partier, der ser det som deres fornemmeste opgave at islamisere Europa.

Nu vil man naturligvis kunne indvende, at også mange ikkejøder beskæftiger sig med disse tågede og ødelæggende hjernespind, men hvide mennesker synes nu engang at have en forkærlighed for skøre ideer, som de kan diskutere, dissekere og lave verdensfjerne teorier ud fra, og så er der jo karrierer i det. Det vigtigste er imidlertid, hvor disse teorier kommer fra, og når man skærer i disse bylder, opdager man det. Man kan endvidere indvende, at det jo ikke er alle jøder, der deltager i dette, og det er naturligvis så såre sandt. De fleste jøder passer bare deres arbejde og beskæftiger sig overhovedet ikke med alle disse skøre teorier – ligesom disse nedbrydende ideer naturligvis ikke finder anvendelse på det jødiske dagligliv. Det karakteristiske er, at meget få jøder siger fra – og at det er dyrt at sige fra. Folk som Norman Finkelstein, Israel Shahak, Mordechai Vanunu eller Victor Ostrovsky kan tale med om det. Jøderne har stort set siden skabelsen levet i diaspora, og at de stadig kan identificeres som et folk er en enestående bedrift, som kun har været mulig ved at kultivere en udbredt gruppetænkning blandt jøder. Man siger i spøg, at hvor der er to jøder, er der tre meninger – men hvis det kommer til spørgsmålet ”Hvad er godt for jøderne”, så er der kun én mening. Det er ikke et spørgsmål om konspiration, dette er naturligt, og det er en stor styrke, som vi også burde have. Vi burde også altid spørge: ”Hvad er godt for danskerne?”, men det gør vi beklageligvis ikke, for det har tidligere ikke været nødvendigt for os for at overleve, men det er det blevet! Den amerikanske forfatter og politiker William Pierce udtrykker det således: ”They have a special kind of nastiness bred into their genes.” Den lader vi stå for hans egen regning.

Den fine og noble danske historiker Jon P. A. Gissel, der ville falde død om, hvis man beskyldte ham for antisemitisme, efterlyser i sin bog Konservatisme og Kulturkamp, Munch & Lorenzen 2014, om det moderne gennembrud, hvis jødiske præg og samfundsopløsende konsekvens er uomtvistelig, jødiske reaktioner mod Brandes’ udfald mod selve den jødiske tro. Der var kun én, Jacob Davidsen. ”[H]vis det er tilfældet, må man undre sig, og det ville være dybt beklageligt, hvis det forholdt sig sådan. Fordi det ikke har kunnet undgå at give det indtryk, at de holdt hånden over en stammefælle.” (S. 65). Tja…

Antisemitismen er lige så gammel som jøderne, og en enhver anden gruppe ville nok stille sig foran spejlet og spørge sig selv: ”Er det mon noget, vi gør forkert?” Den erkendelse kan jøderne, deres overlegne intelligens til trods, ikke finde ud af at komme frem til. De affærdiger arrogant antisemitismen som ”en sygdom, ikkejøder lider af, men som jøder dør af” – og det er nu, der ikke må være et øje tørt. For virkelig at forstå antisemitismen skal man blot læse jødernes egne skrifter og analysere det, der foregår i verden omkring os. Antisemitismen bunder ikke i konspirationsteorier, men i statistik og en analyse af samfundet og dets mekanismer. Vi kan begynde med 1. og 2. Mosebog, der bl.a. omhandler jødernes såkaldte fangenskab i Egypten (1. Mos, 37 ff). Historien viser et typisk adfærdsmønster, der gentager sig i Babylon, Spanien, England, Tyskland, USA etc. Hver gang går det galt, og det er oftest de små og uskyldige jøder, der kommer til at betale prisen, mens eliten har forstået at komme i sikkerhed i tide. I USA udgør jøderne mellem 2 og 3 % af befolkningen, men de sidder på ca. 30 % af landets nøglestillinger, dvs. sige stillinger, der har afgørende betydning inden for erhvervsliv, medier, politik mv. På listen over verdens 26 rigeste, udgør jøderne også omkring 33 %, skønt de på verdensplan udgør langt mindre end 1 % af befolkningen. Her i landet er forholdet nok ikke meget anderledes. Man behøver ikke ulejlige de famøse Zions Vises Protokoller – de indeholder højst en temmelig nøjagtig gengivelse af det, vi kan se omkring os med vore egne øjne. Hvem der har skrevet dem, er fløjtende ligegyldigt. Vil man vide mere om disse forhold, kan der
henvises til Kevin Macdonald: The Culture of Critique. An evolutionary analysis of Jewish involvement in twentieth-century intellectual and political movements, 1 st Books Library 1998, 2002. Bogen findes også i en svensk udgave. Yderligere kan vi varmt anbefale dr. David Dukes Jødisk racisme.

Årsagen til antisemitisme skal ikke søges i teorier, religion eller gamle bøger, men derimod i den optræden, toneangivende jøder lægger for dagen – frem for alt i deres åbenlyse fremme af indvandringen og opløsningen af den europæiske kultur. Antisemitismen kan kun udryddes ved at udrydde årsagen, og hvis jøderne ikke selv gør det, vil andre gøre det. Det viser historien. Vi vil i den forbindelse gerne spørge nationale danske, som elsker dette fremmede folk, om, hvad det er, de så godt kan lide ved dem? Vi kunne begynde med Rasmus Paludan, Pernille Vermund og Dansk Folkeparti. Vi glæder os til at høre svarene.

Men tilbage til Randers. Vi har tidligere sagt, at vi ikke vil tage afstand fra nogen, der gør noget. Her må vi desværre gøre en undtagelse. Denne aktion er ikke alene usmagelig og tåbelig, den er fuldstændig idiotisk – og den gavner ikke den danske sag, tværtimod. Hvorledes har man vel forestillet sig, at dette hærværk og tilknyttede klistermærkeaktioner kunne gavne noget? Der er tale om jøder, som har været døde i mange år, og som sandsynligvis aldrig har gjort nogen noget. Dem kunne man passende have ladet hvile i fred. Det har som nævnt kun givet jøderne lejlighed til at sole sig i offerrollen, og vist, at antisemitismen er irrationel. Det har fyldt aviserne med tåbelige artikler, som imidlertid går lige ind på lystavlen hos de fleste uoplyste danskere. Og det har forøget PET’s interesse for Den Nordiske Modstandsbevægelse ganske betydeligt. Til hvad nytte?Strammerammen for dette idioti går op til 6 års fængsel. Det er en høj pris for kun at have
skadet sig selv og sin sag. Havde man i stedet fanget et par hadede politikere (hvilket ikke skulle være vanskeligt at finde) og havde sendt dem hjem til deres skaber, var skrålet naturligvis ikke blevet mindre, men man kunne da i det mindste have sagt, at man havde statueret et eksempel på, hvad der sker med landsforrædere, og på den måde have retfærdiggjort det – om ikke andet over for en snæver kreds, som måske ville være mindre snæver, end man lige tror. Politikere, journalister, venligboere og andre flygtningevenner er et for alle forståeligt mål – jøderne er det ikke, nok ikke en gang, hvis de profilerer sig
meget stærkt til fremme af indvandringen – og døde jøder er ganske enkelt tabu. Det kunne have været begyndelsen på revolutionen. Det, de har gjort, er enden på revolutionen – i hvert fald for Modstandsbevægelsens vedkommende. Og da der har været koordinerede aktioner i hele Skandinavien, kan man desværre ikke skyde ansvaret over på nogle få brushoveder.

En revolutionær bevægelse skal først og fremmest virke i det skjulte. Ingen skal helst vide noget som helst om den, og hvis den har en politisk arm (som IRA og Sinn Fein), skal skodderne være vandtætte, for en politisk arm kan ifølge sagens natur ikke leve i det skjulte. Den skal hverve medlemmer – og ikke alle disse vil være ægte. Men den politiske arm skal heller ikke opføre sig som idioter, og den skal holde sig inden for lovens rammer. En revolutionær bevægelse skal slås mod fjenden for at bevirke en omstyrtning af samfundet. Det kræver professionalisme, veldefinerede mål og en klar strategi. Hærværket i Randers og andre steder viser en kritisk mangel på alle tre dele! En revolutionær bevægelse udsætter sig ikke for fare og myndighedernes søgelys, hvis den kan undgå det – og den foranstalter frem for alt ikke idiotiske aktioner uden formål.

Vi har tidligere naivt været af den opfattelse, at Den Nordiske Modstandsbevægelse eventuelt kunne indeholde kimen til en virkelig revolutionær bevægelse, en bevægelse med fremtid i – selv om dens dyrkelse af fortiden er kontraproduktiv og idiotisk. Den opfattelse må vi desværre ændre.

Udgivet i Antisemitisme | Tagget , , , , , , , | 5 kommentarer

Catalonien igen

Så viste Spanien endnu engang sit sande ansigt. 100 års fængsel for at ville spørge borgerne om deres mening. Så vidt rækker respekten for ”demokratiet” i Madrid. Og den rækker ikke længere i Bryssel, som blot affærdiger sagen med, at det hele er et indre spansk anliggende. Glemt er alle de dyre ord i den europæiske menneskerettighedskonvention og alle de påstående grundlæggende rettigheder. Politikerne i Madrid er ganske vist blevet skiftet ud, men parolen er den samme som under Rayoj-regimet. Man respekterer ”domstolenes uafhængighed”. Domstolene er alt andet end uafhængige. Det gælder her, og det gælder i endnu højere grad i Spanien, hvor de blot til enhver tid er systemets dikkende halehæng.

Det er ikke uforståeligt, at Catalonien er ved at koge over. Det må vel efterhånden stå alle cataloniere klart, at man ikke kommer til uafhængigheden af den hidtidige vej. Der er kun den hårde vej, som man tidligere har betrådt, og som man vil blive nødt til at betræde igen, dersom man vil frem til målet. Og det ville klæde de andre undertrykte spanske kolonier på den iberiske halvø at støtte aktivt op om dette krav og erklære sig villige til at gøre det nødvendige. Ellers kommer det til at gå i Catalonien, som det er ved at gå i Galicien, hvor alle de dyre ord om at bevare den galiciske kultur og det galiciske sprog, ikke har ført til noget som helst andet end symbolpolitik som tosprogede vejskilte. Den politiske vilje fra Madrid har så godt som kvalt begge dele. De tilrejsende spansktalende forældre protesterer mod, at deres børn er tvunget til at lære galicisk, og vupti fører disse ”krænkelser” af de spansktalende til lempelser og omgåelser. Følgen er, at unge mennesker i stigende grad kun benytter sig af koloniherrens sprog spansk. Galicisk vil dermed forsvinde i løbet af få generationer. Det samme er tilfældet på Balearerne, som ikke er en del af Catalonien, men hvor sproget er catalansk. Det bliver altid fremstillet, som om spansk er truet af mindretalssprogene, men hvis spansk er truet af noget, er det af engelsk – ligesom alle andre gamle kultursprog. I forholdet til mindretalssprogene er det disse, der er truet, og som er nødt til at forsvare sig. Hvis man vil bo i Catalonien, er det vel ikke urimeligt, at man taler catalansk og modtager undervisning på dette sprog. Ellers kan man jo slå sig ned i et område, hvor der ikke findes andre sprog end spansk.

Store lande har det svært med sproglige minoriteter, for sproget er en markør for forskellighed, og forskellighed er ikke ønsket, for det kan blive til selvstændighedstrang. Problemet er her yderligere, at Catalonien er rigt og med stor fordel kan klare sig selv. Selvfølgelig er folk i Andalusien imod catalonsk uafhængighed. Det er jo den arbejdende befolkning i Catalonien, der gennem deres skatter til centralregeringen betaler for den uduelighed, der hersker i Andalusien, hvor der ellers nok skulle være basis for en sund økonomi. Denne økonomiske og praktiske mulighed for at klare sig selv har de færreste minoritetsområder i Europa. Dertil kommer, at catalansk også tales i Valencia-regionen og i dele af Aragonien. En vellykket catalonsk stat kunne med andre ord smitte til disse områder, ligesom der i Spanien foruden baskisk i Baskerlandet findes romanske minoritetssprog som aragonsk og asturisk i diverse dialektale varianter, der i dag befinder sig i forskellige stadier af dødskampen. Disse kunne også finde inspiration i Catalonien. Spanien frygter ganske enkelt, at den unaturlige statsdannelse kunne gå hen og
falde helt fra hinanden, hvis man lukker op for Pandoras æske.

”Hvad kommer det os ved?” kunne man naturligvis spørge. En hel del, også bortset fra det rent principielle i folkenes ret til selvbestemmelse. Der venter nemlig os den selvsamme skæbne inden for den såkaldte Europæiske Union, hvor vor selvstændighed er godt på vej til at blive udhulet til kun at gælde placeringen af bænkene i parkerne, og hvor engelsk i praksis er indført som sideordnet officielt sprog bag om ryggen på danskerne, så dansk efterhånden vil befinde sig i samme situation som catalansk. Dertil kommer EU’s fri bevægelighed, som vil ende med at gøre alle nationale folk til mindretal i deres egne lande. Og i den forbindelse har jeg slet ikke engang taget indvandringen i betragtning. Den vil af sig selv gøre resten. Vi må støtte Catalonien – også selv om man der fører en håbløs socialistisk politik, der er svær at få til at rime på nationalisme eller patriotisme. Det har historiske årsager.

Det er naturligvis rigtigt, at et samlet Spanien ville stå stærkere i verden, men når styrken kun benyttes til at undertrykke nationalfølelsen hos alle spaniere og til inden for rammerne af EU at styrke indvandringen fra de arabiske og afrikanske lande og bekæmpelsen af de europæiske folkeslags modstand imod denne, er det svært at se noget gode i en sådan styrke. Tværtimod. Lad os få alle disse multikulturelle stater opløst i deres enkelte bestanddele, så de bliver svagere, og så det bliver lettere at rejse en folkelig modstand i de forskellige områder! Vi ønsker fædrelandenes og folkeslagenes Europa –ikke storkapitalens!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Kurdistan

Præsident Trump erklærede allerede under valgkampen, at det var hans agt at sætte amerikanske interesser øverst på dagsordenen – det vil dog i parentes bemærket sige efter israelske interesser. Det har han stort set holdt, og det at sætte sit eget land over andre er en helt fornuftig politik, som vi kun kan have stor forståelse for, selv om den engang imellem ikke kan undgå at have uheldige konsekvenser for andre. Præsident Trump havde arvet Syrien-problemet fra sin forgænger, og fra dag 1 har han stræbt efter at frigøre Amerika fra dette problem. USA havde fra begyndelsen intet at skaffe i Syrien – men det havde Israel – og USA’s indgriben til fordel for oprørerne – på trods af at USA anerkender Assads regering som landets lovlige styre – kastede først rigtig Syrien ud i kaos og banede vejen for IS’ rædselsherredømme i store dele af lande. Kun takket være de kurdiske styrker og Rusland blev IS i Syrien knust.

Hele dette forløb burde medføre en vis forpligtelse for USA til at feje ordentlig op efter sig og til ikke at svigte løfterne til kurderne som tak for deres indsats, men det har man ikke tænkt sig at gøre. I stedet trækker man tropperne i den kurdiske del af Syrien ud og overlader området til Erdogans hærgende horder, der har til opgave en gang for alle at knuse kurderne og give dem samme behandling, som tyrkerne gav armenierne under den 1. verdenskrig. Det kostede 1,5 mio. armeniere livet, og de fik ingen behagelig død. Det anbefales i den forbindelse meget at lægge vejen omkring Jerevan, Armenien hovedstad, hvor der er et mindesmærke og et museum for disse begivenheder, som vesterlændinge ville have godt af at studere. Måske kunne vi så komme til at høre om andet end jødernes holocaust. Det er naturligvis skæbnes ironi, at de muslimske kurdere var tyrkernes villige redskab i folkemordet på de kristne armeniere. Nu er turen så kommet til kurderne selv. Kurderne er et indoeuropæisk folk, der taler et indoeuropæisk sprog, og som etnisk står tyrkerne fjernt. De udgør et flertal i store dele af Tyrkiet, og derfor er en kurdisk statsdannelse farlig for det tyrkiske herredømme i Anatolien, hvor tyrkerne ikke har nogen naturlig plads. Det tyrkiske problem løses bedst ved at dele den tyrkiske stats område i 3 dele, som tilbagegives til de oprindelige retmæssige ejere: armenierne, kurderne og grækerne. Tyrkerne kan så nok selv finde vejen tilbage til Centralasien, hvor de kommer fra.

Dette kommer naturligvis ikke til at ske sådan lige med det samme, men det er en af de helt store skændsler i verdenshistorien, at kurderne ikke efter den 1. verdenskrig, hvor kortet over det dødsmærkede osmanniske imperium blev tegnet om, fik deres egen stat. Det er et talmæssigt stort og stolt folk, der bor i et nogenlunde samlet område, hvor de udgør et overvældende flertal. Hvorfor skulle de ikke have deres egen stat? Denne ville komme til at omfatte dele af Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien, men disse landes grænser har jo hverken nogen etnisk eller nogen historisk legitimitet. At skabe en sådan kurdisk stat må være en af tidens store opgaver, og den bør løses snarest, så der kan blive fred i det område – og denne fred kan ikke skabes politisk, men kun militært. Desværre er der imidlertid ingen af stormagterne, der har nogen politisk interesse i en kurdisk stat. Såvel Rusland som USA er afhængige af Tyrkiet, som ovenikøbet er medlem af Nato, hvilket i praksis betyder, at den ”demokratiske” verden leverer de våben, tyrkerne har tænkt sig at
udrydde kurderne med. Adgang til Sortehavet og muligheden for at blokere denne adgang er for både USA og Rusland vigtigere end kurdernes liv og rettigheder. Der er ingen moralske overvejelser i politik! Enhver, der tror det modsatte, er en historieløs tåbe.

Erdogan truer nu Europa med at slippe 3,5 mio. syrere løs og sende dem mod Europa. Nuvel, sæt flåden og hæren ind for at forhindre det. Det skulle ikke være så vanskeligt – og send så som modtræk alle de millioner af tyrkere, der befinder sig i Europa, den modsatte vej: heim ins Reich! Derefter ville det så være passende at udslette landet ved hjælp af luftvåbenet – men det kommer nok heller ikke til at ske. Og nu vi er ved det, kan vi jo nok umiddelbart undre os over, at de ligeledes millioner af kurdere, der lever som flygtninge i Europa, ikke står i kø for at rejse hjem og kæmpe for deres land. Hvis vi skal hjælpe dem med det, skal de alligevel den vej, når sejren er vundet. Özlem Cekic først!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Obduktion

Dansk Folkeparti havde som bekendt et rigtig skidt valg, og de kan ikke forstå, hvorfor. Der er simpelthen ingen selvransagelse i det parti, men kun forsøg på bortforklaringer. En af disse er den latterlige sag om ”misbrug” af EU-midler, der fældede Morten Messerschmidt. Alle misbruger den uudtømmelige kilde af skatteudskrevne midler fra borgerne, men kun EU-kritiske partier og politikere bliver anklaget for det. Og helt ærligt, de fleste af partiets vælgere vil kun kunne bifalde, at et beskedent beløb for en gang skyld er blevet brugt til noget fornuftigt. Det eneste, man i den forbindelse kan klandre DF for, er at de opstiller en dum lille pige fra Arden, som ikke forstod sin rolle. Hun skulle være loyal over for sit parti og sine vælgere, ikke over for EU-maskinen.

En anden bortforklaring er, at man ikke havde skærpet sin ”klimaprofil”. Mon ikke flertallet af DF’s vælgere er fløjtende ligeglade med ”klimaprofilen”, fordi de har gennemskuet og forstået klimatossernes svindel. Klimaændringer har der altid været, og de er naturskabte, ikke menneskeskabte. Det er hybris, når mennesket tror, at det er herre over naturen.

Man forstår i Dansk Folkeparti ikke, at vælgerne er dybt skuffede over, at partiet ikke har benyttet sin afgørende magt til at tvinge Lars Løkke Rasmussen til at lukke for strømmen af fremmede. Der er i hans regeringstid – med støtte fra Dansk Folkeparti – kommet over 100.000 flere fremmede til landet, som – med Pia Kjærsgaards ord – kun bidrager med børn og problemer. Man har givet køb på det eneste, der ikke kan og ikke må gives køb på: det danske folks beståen. Alt andet er i dette lys hamrende ligegyldigt. At man måske har fået nogle indrømmelser i forbindelse med krav, der kun kan betegnes som socialdemokratiske, er i denne sammenhæng uden betydning, ja, de har ofte været direkte skadelige, sådan som socialdemokratiske krav som regel er det. DF har glemt, at dets største vælgermasse er borgerlige, der vil have ført national, borgerlig politik. I den forbindelse står sænkning af skatterne og fjernelse af offentligt bureaukrati og formynderi helt centralt. DF har i stedet forhindret nedsættelsen af skatten!

Med sit frieri til Mette Frederiksen ledte Kristian Thulesen Dahl endegyldigt sit parti mod afgrundens rand. De borgerlige vælgere afskyr med god grund socialdemokraterne som pesten, og de vælgere, DF havde lånt fra Socialdemokratiet, kunne så lige så godt vende hjem og stemme rigtig socialdemokratisk. Thulesen Dahl er er en politisk tåbe og et menneske uden nogen som helst forankring i vælgermassen, et menneske, der aldrig nogensinde har sat sin ben på en rigtig arbejdsplads. Det er nu på tide, at han tager konsekvensen og går af. Når man har ledt sit parti til et så katastrofalt valgresultat, er det det, man gør, hvis man ejer nogen anstændighed, og han kan kun være glad for, at han ikke er japaner, for så havde han måttet begå harakiri, og det er næppe rart. Thulesen Dahl har haft sin chance, nu må han vige sædet og gøre plads for Morten Messerschmidt, den eneste, der måske vil kunne redde stumperne af partiet og føre det til en valgsejr. Men det skal være nu, for hvis Morten Messerschmidt forbliver i Dansk Folkeparti ret meget længere, vil også han miste sin troværdighed. Ellers må vi stærkt anbefale Morten Messerschmidt at skifte parti. Det ville være godt for både Messerschmidt og Nye Borgerlige.

Panikken i partiet er forståelig, men lattervækkende. Lige før valget slog Thulesen Dahl til lyd for, at unge mellem 18 og 24 fortsat skulle have gratis tandpleje. Hallo! De har haft gratis tandpleje hele livet, nu må de selv tage over. Det er ikke samfundets opgave – det er den enkeltes! Pensionisterne, derimod, som aldrig har haft gratis tandpleje, men som har betalt for den forkælede unge generations tandlægeordninger, de fortjener gratis tandpleje – men de skal bare betale ved kasse 1. Tulle har ganske enkelt intet forstået. Det er resultatet af den overdrevne velfærdsstat, der får verdensfjerne politikere til at tro, at alt er gratis – dvs. betalt af det arbejdende folk!

DF har intet lært. Man slutter nu op om socialdemokraternes ”klimamål”, og Thulesen Dahl finder, at alle børn bør komme på moskebesøg (hvor Marie Krarup i ”respekt” for Allah vil bære tørklæde…). Der er ingen forslag om, at muslimerne skal på besøg i en kirke. Tulle aner åbenbart ikke, hvilket parti han er formand for, og hvad hans vælgere egentlig mener om verden. Han er en skændsel for Dansk Folkeparti!

Blandt andre komiske tiltag efter valget er kampen imod ulven. Bortset fra at Canis lupus er en del af den danske natur og derfor skal være velkommen, er det ikke ulven, der truer det danske samfund. Det gjorde derimod de skarer af uønskede individer, der tilbage i 2015 uhindret vandrede ind ad den danske motorvej fra Tyskland, beskyttet af det ellers overbelastede politi. Dansk Folkeparti gjorde intet for at hindre det, selv om man kunne have væltet Løkke Rasmussens landsforræderiske regering, der undlod at sætte militæret ind til at beskytte grænsen med de midler, militæret nu engang har. På det tidspunkt mistede Dansk Folkeparti sine mest trofaste vælgere – og det er nok tvivlsomt, om disse nogensinde vil komme tilbage. Der er i dag alternativer til taburetklæberne i DF.

Men uanset hvilke alternativer der stiller op til næste folketingsvalg, vil det ikke være ad den vej, nationen skal reddes. Det er for længst for sent, og borgerkrigen er allerede i gang. Det er kun et spørgsmål om, hvornår danske patrioter begynder at forsvare sig selv og fædrelandet. Det kan ikke ske hurtigt nok! For hver dag, der går, vil det blive mere og mere blodigt!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | 5 kommentarer

EU’s vinduesudsmykning

Den nye overkommissær, den fallerede forhenværende tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen, et komplet ukvalificeret kvindemenneske, der på få år har tvunget det tyske forsvar i knæ, så det ikke mere kan løfte sine opgaver, har indført nye titler for kommissærerne.

En af dem er ”kommissær for beskyttelse af vor europæiske levevis”. Det lyder jo umiddelbart meget positivt. Man bliver imidlertid straks halet ned på jorden igen, når man hører, at en af hans hovedopgaver bliver ansvaret for migrationsområdet. De to ting kan kun forenes, hvis al ”migration” standses, og de ”migranter”, der befinder sig i Europa, straks sendes hjem eller på anden vis uigenkaldeligt fjernes fra Europa. Det er imidlertid ikke en del af hans kommissorium. Det er nu som før at fremme befolkningsudskiftningen.

Det mest uheldsvarslende er imidlertid reaktionerne fra det såkaldte EU-parlament. Det lyder jo, som om man vil beskytte Europa mod noget. ”Det er grotest at sige, at der er brug for at beskytte europæerne mod udefrakommende kulturer. Den fortælling skal afvises!” siger den hollandske europaparlamentariker Sophia in ’t Veld, der hermed viser, at hun er fuldkommen afskåret fra realiteternes verden. Det, der kommer ind over grænsen, har intet med fremmede kulturer at gøre. Det er hærgende horder, som vi kender dem fra hunnerne og Djengis Kahn, som blandt andet er citeret for følgende “Den største lykke er at besejre sine fjender, at jage dem foran sig, frarøve dem deres rigdom, se deres kære badet i tårer, og tage deres koner og døtre i favn.” Det er sådan cirka, hvad der foregår i Europa i dag. Den afgående overkommissær, alkoholikeren Jean-Claude Juncker, mener, at ”det er en del af den europæiske måde at leve på, at vi accepterer dem, der kommer langvejs fra”. Det er imidlertid ikke en del af deres levemåde at acceptere os, og under alle omstændigheder har multietniske samfund altid kun ført til ulykke og ruin. Også Amnesty International finder titlen bekymrende. Og så videre… Altså de sædvanlige skyldige.

Der er med andre ord ikke noget reelt i den titel. Det er ”business as usual”. EU og EU’s bagmænd er de europæiske folkeslags fjende nr. 1. Denne fjende kan ikke nås ad demokratisk vej. Det er der sørget for. EU-systemet indeholder ikke skygge af demokrati. De europæiske folk må rejse sig og gøre en ende på dette monstrum, inden det får rådighed over en hær, for dennes formål vil ikke være at forsvare Europa imod fjender udefra. De strømmer jo uhindret ind over grænserne. Dens formål bliver at knuse enhver modstand imod EU-systemet.

Hvis de europæiske folkeslag endelig rejser sig, vil deres vrede være grænseløs, og embedsmænd og politikere i EU-systemet vil gøre klogt i på forhånd at søge asyl et meget fjernt sted, for de vil blive jaget til verdens ende og uden videre klynget op i det højeste forhåndenværende træ!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar