Brexit

Det var en smuk sommermorgen. Soveværelset var lyst, og der lød stemmer nede fra stuen. Jeg halvsov og kunne ikke rigtig stedfæste de stemmer. Jeg vendte mig om, og så, at min elskede sov de retfærdiges søvn, og at hendes processor sad i laderen. Hun kunne ikke høre en lyd. Langsomt begyndte jeg at vågne op. Det var fjernsynet, der havde tændt sig selv. Det gjorde det tit, men nu, midt om natten? Så begyndte jeg at lytte efter, hvad der blev sagt – og så kan det nok være jeg kom ud af sengen og ned ad trappen. England havde stemt sig ud af EU, premierministeren gik af, og alt var kaos. Jeg havde ganske enkelt ikke anset det for muligt, at dette kunne ske, men England er trods alt mindre ensrettet end Danmark. Men jeg var overbevist om, at denne udtræden aldrig ville finde sted – i hvert fald ville det højst blive en udtræden af navn. Nu har denne officielle udtræden fundet sted – hvor reel den bliver, vil fremtiden vise.

Det har imidlertid været ganske morsomt at følge processen igennem de sidste 3 år og 2 engelske parlamentsvalg. Det var åbenlyst, at de siddende regeringer og de fleste parlamentsmedlemmer ikke havde nogen som helst intention om at føre folkets vilje igennem. Theresa May gjorde ikke engang et halvhjertet forsøg. Parlamentsmedlemmerne tvang skiftende regeringer ud i en umulig forhandlingsposition over for EU ved at pålægge regeringen ikke at udtræde uden en aftale. Dermed lammede man dens forhandlingsmuligheder. Britiske politikere stak hovederne sammen med EU’s bureaukrater for i fællesskab at kortslutte og umuliggøre processen, og de understøttedes i dette af parlamentets jødiske formand og det uvalgte overhus, der i dag ikke længere er adelens talerør, men hovedsagelig består af afdankede politikere og andre samfundssnyltere. Dette spil var ikke mindre end landsforræderi. Det var om noget ”eliten” mod folket! Landsforræderiet blev bakket op af store dele af pressen, bl.a. af BBC, men også på dette punkt er Storbritannien mindre ensrettet end Danmark. Alligevel var der ingen ende på dommedagsprofetierne: Finanssektoren ville flytte, fabrikkerne lukke, pundet rasle ned, man ville ikke kunne købe medicin, etc., etc. Vi kender det selv fra vor afstemning om euroen. Der ville ikke være nogen ende på de ulykker, der ville komme ind over os, hvis vi stemte nej. Det gjorde vi, og selv om en landsforræderisk radikal minister imod folkets ønske bandt kronen til euroen – sådan at vi i praksis har euro, men den hedder bare krone – har Danmark klaret sig bedre uden for euroen, end vi ville have gjort inden for euroen. Det samme billede tegner sig i Storbritannien. Landet vil gå styrket ud af EU – og EU vil blive svækket, forhåbentlig dødeligt.

Det var først, da Boris Johnson meget mod de øvrige partiers vilje fik gennemført et parlamentsvalg, at der aftegnede sig en løsning, idet han nu havde parlamentarisk opbakning til at kunne true EU med at gå uden at indgå en aftale. Nu går Storbritannien, men handelsaftalen er endnu ikke indgået, og EU vil med alle midler forhale den. Det er at håbe, at Johnson står fast. Det er vanskeligt at se, hvorfor man har brug for en handelsaftale. Man kan sagtens handle uden. Her drejer det sig bl.a. om, at EU vil have Storbritannien til at følge EU’s tekniske standarder, hvilket England ikke umiddelbart ønsker, og om den fri bevægelighed, som briterne absolut ikke vil bevare. Dertil kommer fiskeriet i de engelske farvande, som britiske fiskere ikke har lyst til at dele med andre. Det er således vanskeligt at se en stor handelsaftale for sig, og enden kan derfor meget vel blive, at Storbritannien ved årets udgang står uden en sådan aftale. Det vil man stå sig vel ved. Man kunne imidlertid i så fald lige så godt være gået uden aftale fra begyndelsen. Så
havde man været et frit land i 3 år allerede.

Af dette forløb kan vi lære, at en udmeldelse af EU ikke er et forhandlingsspørgsmål. Det er ligesom en udmeldelse af folkekirken. Det meddeles EU pr. SMS, at medlemskabet ophører ved midnat. Derefter er medlemskabet ophørt og pengekassen smækket i. EU-statsborgere må forlade landet, hvis der ikke er brug for dem – eventuelt med en overgangsperiode. Det er alt sammen meget simpelt. Vi har sådan set ikke noget ønske om at pålægge nødvendige varer told, men vi har et absolut ønske om at forbyde import af varer, som vi selv fremstiller i tilstrækkelig mængde og tilfredsstillende kvalitet. Vi skal hverken importere mælk eller smør til Danmark. Det vigtigste er imidlertid, at EU’s lovgivning og domsafgørelser herefter ikke mere er gyldige i Danmark.

Når EU har gjort forløbet så mudret og også i de kommende forhandlinger vil gøre alt for at stille Storbritannien så dårligt som mulig, er det naturligvis, fordi man frygter, at eksemplet skal brede sig. Der er i dag mange lande, hvor modviljen mod diktaturet i Bryssel er hurtigt voksende, og man vil af al magt vise, at det er ødelæggende for økonomien at udtræde af EU. Hvis det går England godt, vil andre følge efter. Man kan kun håbe, at England vil slå igen. Et land af Danmarks størrelse ville ikke alene kunne stille meget op imod det, men England er en af verdens førende økonomier. Man vil her uden videre kunne føre en handelskrig og evt. trække andre lande med sig. Det er det,
der giver bureaukraterne og papirnusserne i Bryssel mareridt. Spørgsmålet er, om man i England har viljen til at udfordre Merkel og Macron. Det er nok tvivlsomt i betragtning af, at det ikke er den menige englænder, der styrer, men storkapitalen, og den vil med al sandsynlighed vinde sidste halvleg. Ligesom her i landet vil man have lært ikke at sende love til folkeafstemning, da den demokratiske meningstilkendegivelse er farlig for magthaverne.

Vi blev i 1972 stillet i udsigt, at vi også ville følge England, hvis landet forlod De Europæiske Fællesskaber. Det er altså nu tid til at følge op på dette halve løfte fra Jens Otto Krag. Vi må have en grundig debat – og en folkeafstemning om dette spørgsmål snarest muligt. Og der skal ikke være nogen forhandlinger med EU om det spørgsmål!

Der er naturligvis grund til at ønske englænderne tillykke, men det vil være naivt at tro, at landets altafgørende og mest ødelæggende problem med dette skridt vil komme nærmere sin løsning. England er i dag ikke mere en hvid nation. Et stadig stigende antal store byer med London i spidsen har et ikke-hvidt flertal, og moskeerne afløser med frygtindgydende hast kirkerne. Vold, terror og voldtægter – også af mindreårige – breder sig hurtigere end en australsk steppebrand. Denne udvikling var i fuld gang, inden England blev medlem af De Europæiske Fællesskaber, og den vil også fortsætte, efter at England har forladt EU. Det er jo ikke indvandringen fra andre EU-lande, der giver de store problemer – det er folkevandringen fra Caribien, Afrika og det indiske subkontinent. Den vil Boris Johnson heller ikke gøre noget ved. Dermed bliver det hele jo temmelig ligegyldigt.

Jeg var i London og England (det er to forskellige ting!) første gang i 1974. Dengang var det naturligvis slemt i forhold til Danmark, men det var stadig et europæisk land, og det var stadig britisk, som vi forstår det. Det er det ikke mere, og det bliver det aldrig igen, medmindre man tager meget skrappe midler i brug. Det vil jeg stærkt anbefale, at man gør – også herhjemme. Jo før man gør det, desto mindre blod skal der udgydes! Det er det vigtigste problem, hele den vestlige verden står over for!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , | Skriv en kommentar

En samlende idé

En af mine Facebook-venner meddelte for nylig, at han ville bruge mindre tid på Facebook i fremtiden – simpelthen fordi han ikke orkede at læse alt det forvrøvlede sludder, nationalsindede mennesker undertiden kommer af med i dette forum. Jeg har kendt den pågældende igennem 35 år, hvor vi begge har kæmpet for Danmarks sag, både sammen og hver for sig, så det er noget, der nødvendigvis må stemme til eftertanke. Og ret har han jo desværre. Det er utroligt, hvor mange bundfornuftige mennesker der pludselig kan få sig til at skrive indlæg, som savner enhver indre sammenhæng med det, de ellers skriver.

Højrefløjen savner simpelthen at få orden på tankerne. Den har ganske enkelt intet ideologiske grundlag – ingen grundlæggende idé, ud fra hvilken den kan tage fornuftig stilling til alle tidens problemer på en sammenhængende måde. Dertil kommer, at den ligger under for fjendens ideverden og overtager fjendens definitioner og fjendebilleder – måske som en alibireaktion, men måske også, fordi man ikke har tænkt nærmere over formålet med fjendens skældsord og værdisætninger og den videre rækkevidde af disse. Fjendens taktik er naturligvis helt bevidst. Man vil sikre, at højrefløjen bliver ved med at flakke rundt i alverdens retninger som en flok forvirrede høns, således at den intet får udrettet. Kun med en samlende idé kan man forene kræfterne til en effektiv modstandsbevægelse, og skabelsen af en sådan vil fjenden af al magt forhindre. En virkelig national modstandsbevægelse betyder død over landsforræderne og konsekvent rensning af landet for uønskede eksistenser.

Den overordnede idé, der forbinder nationale danske, er fædrelandskærligheden og troen på, at kun et homogent samfund kan sikre folkets beståen. Men dette – helt nødvendige – fundament savner en filosofisk, ideologisk og videnskabelig underbygning, der kan få verden til at hænge sammen på en meningsfuld måde. Det er bl.a. denne mangel, der gør, at konservatismen aldrig har kunnet og aldrig vil kunne vinde over andre politiske ideer med en kraftigere vision – eller over alle tidens skøre ideer fra klimatosseriet til kønsforvirringen. Konservatismen savner et egentligt idegrundlag, som den kæmper for at
virkeliggøre. Den lader sig nøje med at forsvare sine positioner, så længe det lader sig gøre, for derefter at indgå lunkne kompromisser med modstanderne i håb om i det mindste at kunne klamre sig til enkelte rester af sine positioner. Det er ynkeligt.

Ét samlende fjendebillede holder dog højrefløjen nogenlunde sammen: uviljen mod islam. Denne uvilje kan vi naturligvis til fulde dele. Islam er en primitiv religion for primitive mennesker, og vi vil ikke have den her, ikke i dag og ikke om tusind år. Men hvis primitive mennesker vælger en primitiv religion, er det vel kun meget naturligt. Hvorfor skal vi egentlig blande os i det? Hvis de nuværende muslimske landes befolkninger ønsker at forblive i middelalderen, at stene hinanden og hugge hovederne af hinanden, skal de da have lov til det, så længe de beholder denne religion for sig selv, naturligvis! Vi skal ikke pleje universelle ”menneskerettigheder”, thi sådanne findes ikke og bør ikke findes i den virkelige verden. Ethvert samfund må definere borgernes rettigheder i henhold til samfundets normer og værdier. Alt andet er en globalistisk opfindelse med det formål at svække os – og ophavsmændene er de sædvanlige skyldige.

Primitivitet kan imidlertid også være en positiv egenskab – nemlig i den udstrækning, hvor den tjener til at sikre gruppens overlevelse på bekostning af andre grupper, som er blevet så forfinede, sofistikerede og åndelige, at de har mistet viljen og evnen til at forsvare sig. Og her er vi ved sagens kerne. Alt det, man på højrefløjen kritiserer ved islam, er jo stort set det, der gør muslimerne stærke – stærkere end os!

Vi har travlt med at kritisere deres burkaer, slør, tørklæder og sociale kontrol med deres piger og voksne kvinder. Vi kan synes, at det måske er overdrevet – og måske i nogen udstrækning også forløjet – men vi har jo selv indtil for nylig også haft bånd på vore piger – indtil vi mistede livsviljen som gruppe, og indtil jødiske videnskabsmænd gav os P-pillen og deres meningsdannere overbeviste os om, at kvinden kun kan virkeliggøre sig selv ved at lade være med at få og opdrage børn – ja, at det endda er helt i orden at dræbe børn inden fødslen. Allerede i Manus Lovbog, der er nedskrevet omkring begyndelsen af vor tidsregning, men hvis indhold dog er langt ældre, slog de gamle indere fast, at den sikre vej til at ødelægge et folk, er at ødelægge dets kvinder. Det er kvinden, der får børnene – og det er hende, der skal opdrage dem. Manden forsørger dem. Da det er kvinden, der fører slægten videre, er det også vigtigt, at man ved, at børnene er mandens. Mænd kan vel i gennemsnit avle 100 børn om året – kvinden får i reglen kun 1 barn i den periode. Kvinden er med andre ord langt mere betydningsfuld for gruppens overlevelse end manden. Gruppen kan overleve med meget få mænd – men kun med mange fødedygtige kvinder. Det er derfor, manden går i krig og bliver slået ihjel – mens kvinden bliver hjemme og føder børn. Manden kan erstattes, kvinden ikke. Hun er simpelthen for kostbar til at benytte som kanonføde. Det er også derfor, at monogami egentlig er naturstridigt. Der vil i et samfund, som lever i naturtilstanden, være flere kvinder end mænd, og set fra et biologisk synspunkt gør det ikke så meget. Men da vi ikke mere lever i naturtilstanden, har
monogamiet samfundsmæssige fordele, idet vi ikke har noget stort overskud af kvinder. Når det imidlertid en gang imellem kniber lidt med at efterleve monogamiet, ja, så er det naturen, der slår igennem. Når muslimerne har op til 4 koner, giver det jo mange børn i familien, men ikke nødvendigvis en større samlet børneflok i befolkningen, da der jo i dag blot bliver et overskud af mænd, hvilket fører til en kamp om kvinderne. Denne kamp er imidlertid også en selektionsfaktor, som vi har sat ud af kraft. Tidligere var det ganske vist kvinderne, der måtte kæmpe om mændene, men det havde samme effekt. Når man ikke mere har nogen selektionsfaktorer, men lever i et samfund, hvor alt kan være lige meget, og hvor der ikke er forskel på godt og skidt arvemateriale, degenererer man for efterhånden at gå til grunde. Det ved enhver opdrætter af hunde, heste og kanariefugle, og de samme regler gælder for mennesket, som i bund og grund blot er et dyr med tøj på. Det skal dog i den forbindelse siges, at de fleste af vore gæster heller ikke har blik for biologien – de tænker kun på at styrke familiebåndene – hvilket naturligvis i princippet også kan være udmærket, men det fører til indavl og dermed oftest til degeneration.

En kvinde realiserer kun sig selv ved at formere sig og opdrage sine børn (og dermed bidrage til eventuelt at fortrænge andre grupper). Det er det, der er hele meningen med livet – ikke at have et arbejde ved et kassebånd eller optræde som statsminister. Det er mandens job, når han nu ikke går i krig, og det er selvfølgelig også vigtigt, for det sikrer slægtens og folkets økonomiske eksistens, men det kan ikke erstatte kvindens opgave. Feministerne finder, at dette er en nedgørelse og nedværdigelse af kvinden. Intet kunne
være mere forkert. Nedværdigelsen af kvinden består i, at hun ikke tillægges nogen værdi i sig selv, men kun som kapitalens slave på arbejdsmarkedet på linje med mændene. Hun er i sig selv meget mere værd end manden. Kvinder, der er EU-kommissærer, statsministre eller direktører for selv de største virksomheder, er i bund og grund biologisk set spild – også selv om de måske har fået et par børn, som de har ladet samfundet om at opdrage. Familien er samfundets byggesten, og kvinden er den, der skal sikre kvaliteten af disse byggesten. Derfor er det også vigtigt at give kvinden en god uddannelse, så hun har noget at give videre til sine børn. Dette gælder naturligvis især i dag, hvor man ikke kan regne med, at kvinder har noget som helst med hjemmefra. Det skal understreges, at den nordiske kvinde aldrig var undertrykt. Hun styrede husholdningen og hele familiens økonomi, når man var på krigstogt. Undertrykkelsen af kvinden kom først med kristendommen, der så kvinden som den personificerede synd på grund af Evas forkærlighed for frugten af Kundskabens Træ. Denne undertrykkelse var imidlertid det
nordiske menneske imod, og den forsvandt med tiden for først at dukke op igen med den jødiske feminisme, der vil tvinge kvinden ind i en rolle, der ikke er naturlig for hende.

Ødelæggelsen af kvinden er her stærkt fremskreden. Hjernevasken har været voldsom. Hun tror i dag, at hun er lykkeligere i sin materialisme, end kvinder var før, men antallet af psykiske forstyrrelser har aldrig været større. Ægteskaber har ingen bestand – børn har ingen familie. De er delebørn i delefamilier og er opvokset i multikulturelle institutioner – i bund og grund rodløse, uden del i den fælles kultur og uden eksistentiel forankring. De har ingen respekt lært for voksnes ord, der er ingen grænser sat for dem, og man har bildt dem ind, at de selv kan skabe sig deres egen identitet ved at ændre deres navn, deres køn, farve deres hår og vansire sig selv med tatoveringer, ringe i ørene eller tungen, horn i panden og så videre. Børn skal i dag under psykiatrisk behandling, hvis de ikke får ”Likes” nok på Facebook. Spejdere må ikke mere optjene duelighedstegn, for der kunne jo få nogle til at føle sig mindreværdige – og karakterer skal selvfølge afskaffes. Alle er jo lige. Deres selvværd er lig nul, de kender dårlig nok deres forældre for slet ikke at tale om deres bedsteforældre. Det indgår ikke i deres opdragelse, at de skal være en del af et fællesskab, og at helhedens vel nødvendigvis må gå forud for den enkeltes øjeblikkelige ønsker. Selvmord, selvskade, narko etc. er følgen. Jeg har stor respekt for familier, der imod alle odds formår at opdrage sunde og velfungerende børn, men som helhed er vi et døende folk, og ingen synes at ville ændre det – heller ikke på højrefløjen.

Hos de fremmede er dette anderledes. Familierne er langt mere robuste. Pigerne drikker sig ikke fulde fra 14-årsalderen, og de sælger ikke deres krop for en burger i en port på Strøget. De går ikke rundt og leger med drenge og forstyrres således ikke i deres skolegang. Derfor opnår de ofte gode resultater i skolen, men lige pludselig holder de op, bliver gift og helliger sig deres egentlige bestemmelse. Det er jo sådan set helt, som det skal være – det er kun en skam, at de ikke er danskere og aldrig vil kunne blive danskere. Men Danmark vil blive deres – de vil erobre det med deres underliv, mens danske kvinder har travlt med at ”realisere sig selv” på helhedens bekostning. Det er en af ”de danske værdier”.

Et andet angrebspunkt imod islam er muhamedanernes syn på homoseksualitet. Også her kommer vi med vore falske værdier, der svækker os. Seksualitet har reelt kun ét formål: formeringen til sikring af gruppens overlevelse. At det også kan være meget hyggeligt, er en anden sag. Homoseksualitet har som sådan ingen plads i naturens store husholdning – og derfor lægges den for had i både Koranen og Biblen og bekæmpes aktivt af islam, mens folkekirken for længst har afsværget kristendommen. Af samme grund bør den ikke understøttes af os. Ganske vist finder vi naturligvis ikke, at det er nødvendigt at piske homoseksuelle og hænge dem fra byggekraner. Man kan vel mene, at de i en mild grad er handicappede, og dem bør man derfor snarere have ondt af. De går glip af det vigtigste i livet, og det er synd for dem – og ikke nogen grund til at jage dem igennem gaderne, som man tidligere gjorde. Det stadium skulle vi gerne være ovre. Homoseksuelle må imidlertid acceptere, at deres praksis kan virke afskyelig for normale mennesker, og at de må holde den inden for deres egne døre. Almindelige mennesker har også krav på ikke at blive krænket! Der er ingen særlige rettigheder forbundet med dette handicap, intet ægteskab og slet ingen adoption af børn – det er simpelthen en forbrydelse mod børnene og et angreb på den sunde familie som samfundets grundpille. Vil de ikke acceptere det, vil et sundt samfund reagere. Vi vil ikke have parader i gaderne, og vi synes ikke, der er noget at være stolt over i den forbindelse – men heller ikke noget at skamme sig over. Homoseksualitet er imidlertid i dag i nogen grad blevet et modefænomen – et valg. Det er et produkt af samfundets generelle pornoficering, hvor sex er blevet gjort til det, det hele drejer sig om, og et offentligt anliggende, og det er uacceptabelt. Et er at være født med et handicap, et andet er at vælge det bevidst. Det svarer til at save benet af sig selv, og det kan samfundet ikke acceptere. Dette emne skal ikke fylde noget som helst i den offentlige debat. Og det er ikke kun homoseksualitet, men seksualliv i al almindelighed, der skal holdes inden døre. Det er om noget en privat sag!

På dette punkt adskiller vore gæster sig for mændenes vedkommende nok ikke meget fra den danske befolkning, men det gælder ikke for kvinderne! De er som nævnt for værdifulde. Og sex er stadig ikke et offentligt anliggende, ligesom der i det muslimske samfund ikke er plads til diskussioner om, hvorvidt der nu er 50 eller 70 ”kønsidentiteter”, eller til andre egocentrerede identitetspolitiske diskussioner og den dermed forbundne krænkelseskultur og opsplitning af det naturgivne fællesskab i atomer. Det muslimske samfund er centreret om Allah. Fra ham kommer værdierne, og ham underkaster man sig, hvis man vil være en del af fællesskabet. Vil man ikke det, bliver man i yderste konsekvens slået ihjel. For kristne indvandrergrupper fungerer fællesskabet nogenlunde ligesådan – blot uden Allah. Du selv er intet – dit folk er alt.

Det er jo ingen dårlig holdning at have. Den giver gruppen styrke, og hvis ikke gruppen er stærk, vil også individet stå svagt. Det danske samfund består i dag af svage individer uden noget stærkt fælles gruppetilhørsforhold. Det er vejen til den sikre undergang. Det er endnu en af ”de danske værdier”. Det er en af grundene til, at vi står til at tabe til muslimerne og de andre fremmede.

For mange på højrefløjen er det bl.a. disse ”værdier”, de fremmede skal tage til sig for at blive ”danske”. De skal blive lige så degenererede, som vi er. Det kommer til at tage lidt tid, før det sker, og da vil vi for længst være forsvundet fra historiebogen.

Et andet udslag af forvildelse ser vi f.eks. i forholdet til Iran, hvor store dele af højrefløjen var ellevilde af glæde over Trumps likvidering af den iranske general Qasem Soleimani og fulde at støtte til amerikanernes krigsførelse i Mellemøsten, ja, taknemmelige, fordi de vil ”redde” os fra terrorismen. Lad os dog slå fast med syvtommersøm, at vi intet udestående har med Iran. Når vi har et terrorismeproblem i Europa, skylde det jo ikke i første række Iran – det skyldes os selv. Vi har lukket millioner af fremmede ind i Europa og disse fremmede har bragt terrorismen med sig i bagagen. En meget stor del af dem vil os ikke noget godt – de vil overtage vore lande og tilintetgøre vor civilisation. Hvis vi ikke havde fremmede i landet, havde vi ingen terrorisme – så enkelt er det. Så ville vi leve lige så fredeligt, som vi levede her for 60 år siden, og det er meget vanskeligt at se, hvilke fordele denne multikulturalisme har medført. Det er et af de spørgsmål, der ofte stilles, men som ingen har besvaret – ganske enkelt fordi, det ikke kan besvares positivt. Tænk, hvad vi ikke kunne bruge vore penge til, hvis vi ikke havde denne byrde – og tænk på al den tid og opmærksomhed, dette fremmedelement kræver. Hvad fyldte vore aviser, før de kom? Det gjorde ting, der vedrørte vor tilværelse og vor kultur.

Skylden for, at vi har disse fremmede og med dem terrorismen, er udelukkende politikernes og den øvrige elites! Og alligevel bliver danskerne ved med at vælge dem. Det var dem, der skulle have været elimineret og ikke Soleimani. Han kommer os ikke ved, og USA har ikke noget at gøre i Mellemøsten. Den amerikanske indgriben har været altødelæggende, og vi har netop set i Syrien, hvordan USA til enhver tid er parat til at
svigte sine allierede, her kurderne.

Vi kan kun gentage, hvad vi tidligere har sagt: Det er USA’s (og dermed Israels) destabilisering af Mellemøsten, der har fremkaldt masseindvandringen til Europa og sat hele Nordafrika i brand. Den eneste nogenlunde stabile stat, der er tilbage, er Iran – og den skal med alle midler også ødelægges.

Vi har intet specielt kærlighedsforhold til styret i Teheran. Det kommer os imidlertid ikke ved, for det er ikke os, der bor der, og de mennesker, der bor der, må selv finde ud af det. De skal under ingen omstændigheder have asyl her.

Det er måske værd at repetere lidt historie. I begyndelsen af forrige århundrede etablerede iranerne et såkaldt demokratisk styre inden for rammerne af et konstitutionelt monarki, som imidlertid blev styrtet af England og USA ved et kup i 1953 og afløst af et enevældigt styre under shahen – men reelt kontrolleret af de to magter, der gjorde Persien til deres vigtigste støtte i det vestlige Asien sammen med Israel. Shahens styre var bestemt ikke dårligt – det gjorde Persien til en moderne vestligt orienteret stat – men hans afhængighed af udlandet og specielt af Israel skabte efterhånden en voksende folkelig modstand imod ham. Folket ville ikke sekulariseres – det ville have islam, og det ville ikke være allieret med Israel. Ayatollah Khomeini fil asyl i Paris, hvorfra han styrede en intens kassettebåndspropaganda for oprettelsen af en islamisk terrorstat. Det har ellers været god latin, at man ikke må beskæftige sig aktivt med politik, når man har politisk asyl. Det havde nok været en vældig god ide at forhindre ham i det, og det var vel også på det tidspunkt, USA skulle have støttet shahen, men man lod ham falde – og derfor har man det styre, man har i dag, og at det er stærkt anti-amerikansk kan nok ikke undre nogen.

Bedre blev det ikke, da Irak under Saddam Hussein med amerikansk støtte angreb Iran og påførte det en særdeles blodig krig i 80’erne. Det lykkedes imidlertid ikke at knække Iran – og kort tid efter lod Amerika også Saddam Hussein falde, som det havde ladet shahen falde. USA er som nævnt ingen trofast allieret – kun over for Israel svigter man aldrig. Man kan unægtelig spørge sig, hvorfor USA foretrækker den lille bid land uden olie eller andre vigtige råstoffer frem for hele den arabiske og muslimske verden. For enhver, der kender Amerika, er svaret selvindlysende. Den jødiske magt i USA er så stor og altafgørende, at ingen kan blive præsident eller opnå valg til andre poster – måske lige undtagen hundefanger – uden de amerikanske jøders støtte. Kennedy forsøgte at forhindre, at Israel fik atomvåben – og se, hvad der skete med ham. Det er meget betegnende den eneste vinkel på Kennedymordet, der aldrig er blevet grundigt undersøgt. Såvel Clintons datter som Trumps voksne børn er gift med jøder. USA er i praksis en israelsk koloni styret fra Jerusalem.

Det er imidlertid også en værdikrig, og en sådan burde vi også føre imod USA. De amerikanske ”værdier” og den amerikanske livsstil er dødbringende for ethvert folk, der hengiver sig til dem – men det er en dødedans på første klasse. Læg dertil, at det er fra USA, de ødelæggende ideer om menneskerettigheder, queerteorier, kønsteorier, krænkelseskultur, kampen mod hvidhed etc., etc. kommer. Det er fra amerikanske intellektuelle (ofte af jødisk herkomst), vi lærer at skamme os over vor historie og vor kultur, fordi den er kolonialistisk, fascistisk, racistisk, mandschauvinistisk osv. I Iran har man angiveligt fjernet engelskundervisningen fra skoleskemaet med den begrundelse, at det engelske sprog kun anvendes som et medie for skadelig påvirkning. Hvor sandt! Vi burde følge efter.

Uanset hvor i verden man befinder sig, støder man på et utal af amerikanske akademier, skoler og universiteter, der tiltrækker flokke af børn og studerende – især fra ”overklassen”, der mener, at det er smart, moderne og fremskridtsorienteret at have en sådan skolemæssig baggrund. Nu er sagen jo imidlertid desværre den, at amerikanske uddannelser stort set er værdiløse. Formålet med denne amerikanske kulturimperialisme er ikke at formidle viden, men at ødelægge alt, hvad der er sundt i et folk. Det er desværre det system, vi har kopieret i forbindelse med den såkaldte Bologna-proces.

Det vanskeligt at se, hvordan man som nationalbevidst dansker kan støtte Amerika og stadig få sit univers til at hænge sammen. ”Jo, men Amerika reddede os jo fra Hitler!” Ja, og man gav os den verden, vi har i dag. Man gav os masseindvandringen og massevoldtægterne, den Europæiske Union og den frie bevægelighed for svindel og anden kriminalitet. Man ødelagde vore uddannelser, vore familier, vor bondestand og vort næringsliv. Man fratog os alle vore kulturelle værdier og gav os i stedet tomhed! Uden sejren over Hitler havde Europa i dag stadig været befolket af rodfæstede hvide mennesker med deres kulturbevidsthed i behold – og det er det væsentligste. Politiske systemer kommer og går, men så længe folket består, vil civilisationen leve.

Vi skal derfor også vare os for at adoptere fjendens sprogbrug og ukritisk slynge om os med ord som nazistisk, fascistisk, racistisk osv. som skældsord og for at ulejlige Hitler, hver gang vi har brug for noget negativt at sammenligne med. Dette er ikke stedet at foretage et længere opgør med Hitler, om hvem meget dårligt kan siges, men det kan der også om Stalin, Churchill, Truman og stort set enhver anden statsleder af et vist format. Forskellen på dem er, at Hitler tabte og ikke har kunnet forsvare sig, mens de øvrige har fået lov til at skrive historien, som de ønsker den skal fremstå. Og historikerne har ikke fået meget frihed til korrigere det billede.

Hitlers udgangspunkt var imidlertid den europæiske kultur og civilisation samt respekten for naturens orden. Alle disse begreber havde lidt skade efter den første verdenskrig, og denne skade forsøgte han nu at udbedre. Forskellen på hans samfund og samfundene i England og USA var dels økonomisk, og dels bundede den i den tyske historie og mentalitet. Hvad angår racespørgsmål var der absolut ingen forskel – kun den, at det i Tyskland var jøderne, man koncentrerede sig om, da der ikke var andre af mere fremmedartet race. Det var der i USA, og racelovene i sydstaterne var noget strengere end
Nürnberglovene. Der manglede imidlertid en bremseanordning i det nationalsocialistiske samfund, og derfor fik udviklingen lov til at løbe løbsk. Var Hitler blevet dræbt ved attentatforsøget i 1938, ville han være gået over i historien som en af alle tiders største statsmænd – og verden ville sandsynligvis have været forskånet for mange ulykker. Måske havde Europa så været reddet. Jeg fandt for nylig en bog i en boghandel i Baku med den oversatte titel ”Historien bryder sig ikke om konjunktiver, men …”. Den drejer sig om kampen om olien under den anden verdenskrig, men titlen kunne også anvendes her. Kontrafaktuel historie er sådan set meningsløs, men spændende.

Fascisme er en politisk ideologi, der ønsker en stærk stat med Mussolinis Italien som forbillede. Nazisme er egentlig et skældsord for nationalsocialisme, en ideologi, der ønsker et stærkt folk. For nationalsocialismen er folket vigtigere end staten, men et stærkt folk skaber jo en stærk stat. Racisme er simpelthen kærlighed til Danmark eller et hvilket som helst andet folk, man måtte tilhøre. Racisme indebærer ingen ringeagt over for andre folkeslag, men anerkender forskelligheden imellem dem. Når man ser højreorienterede skribenter slynge om sig med ord som rødfascister eller rødnazister, giver det jo ingen mening. De bøller og terrorister, der i dag forfølger og chikanerer nationale danskere og lægger hindringer i vejen for deres møder, er de selvsamme kommunistiske bøller, der udøvede helt den samme terror over for Hitlers og Mussolinis tilhængere – og som nødvendiggjorde skabelsen af et forsvar imod dem, i Tyskland SA. Forskellen er, at nationale mennesker dengang forsvarede sig, mens de i dag bøjer nakken. Jeg har altid
undret mig over, hvorfor man på højrefløjen ikke har kunnet skabe et modsvar til Demos, Redox og andre kommunistiske efterretningstjenester. Det eneste svar, jeg har kunnet finde, er uduelighed og manglende fokus.

Fortidens fejl og fortidens mangler må imidlertid aldrig danne skel imellem nutidens patrioter. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den, hvis vi vil studere den og tænke over den, i stedet for at reagere som pavlovske hunde. Det er vore dødsfjender, der har skrevet historien. Det, at Hitler har sagt noget, betyder jo ikke nødvendigvis, at det er forkert! Desværre er det meget ofte – men naturligvis ikke altid – rigtigt!

Man kunne måske sammenligne højrefløjen med en flok børn, der forsøger at samle et puslespil. De har alle brikkerne, men de mangler låget til æsken, hvor billedet af det samlede puslespil er. Derfor kan de ikke få det samlet. Det er det billede, vi på denne blog gerne vil være med til at give dem!

Den første og vigtigste erkendelse er imidlertid denne sørgelige konstatering: Det er vor egen skyld, at vi nærmer os undergangen, ikke de fremmedes, ja, ikke engang politikernes og elitens. Der er hr. og fru Danmarks egen skyld. Vore modstandere er kun stærke, fordi vi er svage. Så længe vi løber i hver sin retning og hylder falske værdier og falske idealer, bliver det ikke anderledes. Så længe vi gør det, går vi fjendens ærinde og rykker dag for dag nærmere mod afgrunden.

Udgivet i Nationalisme | Tagget , , | 4 kommentarer

Julen 2019

Redaktionen ønsker alle læsere en traditionel dansk hvid jul og et godt nyt kampår!

Måtte 2020 bringe os nærmere til opgørets og regnskabets time, Altid Danmark!

Udgivet i Uncategorized | Tagget | 2 kommentarer

Mere holocaustundervisning

For nylig krævedes der i Jyllands-Posten mere undervisning for at bekæmpe antisemitismen. Må vi foreslå, at man til det formål spærrer folk inde i lejre og anvender almindelig tortur for at dræbe deres hjerneceller, sådan som man gør det i andre totalitære stater, som ønsker at kontrollere, hvad folk læser, tænker og mener. Jeg forstår, at man i Kina har nogle erfaringer på det felt, som jeg er sikker på man gerne vil dele med andre. Her nøjes man imidlertid med at foreslå øget undervisning i holocaust. Det er et interessant og ikke særlig begavet eller gennemtænkt forslag – men et sådant kunne man jo heller ikke forvente. Det vil altså med andre ord sige, at et holocaust imod jøderne for 75 år siden skal være ensbetydende med, at nye generationer af jøder skal være hævet over enhver kritik og enhver analyse i al evighed – og at årsagerne til dette holocaust for altid skal være tabu!

Lad os i den forbindelse minde om, at der er andre folk end jøderne, der har haft deres holocaust: Tyrkerne myrdede brutalt 1,5 mio. armenierne efter 1. verdenskrig (procentmæssigt et tab i nogenlunde samme størrelsesorden som jødernes under den 2. verdenskrig), i Ukraine sultede Stalin målrettet henved 6 mio. mennesker ihjel i 30’erne – hvor jøder i øvrigt tjente som tyrannens villige bødler – og kommunismen som helhed har kostet et godt stykke over 100.000.000 mennesker livet. 2 mio. tyske civile blev efter den anden verdenskrig myrdet under fordrivelsen af i alt ca. 12 mio. tyskere fra deres hjem i Østeuropa – yderligere 1 mio. krigsfanger blev sultet ihjel. Der er imidlertid ingen af disse holocaustramte folk, der forlanger immunitet som følge af deres smertefulde fortid, som er stort set ukendt for andre. Var det ikke på tide, vi hørte lidt om disse ting? Jødernes holocaust hænger efterhånden folk langt ud ad halsen, og yderligere stopfodring med det vil nok snarere have den modsatte virkning. Hvad med lidt undervisning i følgerne af kommunismens hærgen til forebyggelse af en yderligere spredning af denne pest, som uhindret kan fortsætte sin dødbringende virksomhed fra folketingssalen? Endvidere har islam begået folkemord i en størrelsesorden, som unddrager sig en nøjere talmæssig konkretisering, men som anses for at overgå selv kommunismens, og hvis man læser Det Gamle Testamente, finder man en uendelig opremsning af hele folkeslag, der er blevet udryddet af jøderne. Jeg er dødtræt af at høre om jødernes holocaust!

I øvrigt lever også en stor del af armenierne i diaspora både i Europa og Amerika. Også armenierne har fostret mange dygtige, kreative og succesrige mennesker med betydelige formuer over hele verden. De forsøger ikke at slå hverken pekuniær eller emotionel mønt af deres holocaust, de beskæftiger sig ikke med kønsforskning, feminisme, marxisme, hvidhedsteorier eller andet, der nedbryder andre folkeslag, og de tilstræber ikke positioner, hvor de kommer til at bestemme over deres værtsfolk. Der er derfor heller ingen antiarmenske tendenser. Hvorfor er det anderledes med jøder end med alle andre folkeslag? Vil man undervise i antisemitisme, må man vel først finde ud af, hvad der skaber antisemitisme. Altså må vi høre nogle kvalificerede bud?

I øvrigt vil en ægte antisemits kommentar til holocaust være ret kort: ”Godt! Ellers ville vi have haft 6 mio. mere + deres afkom og afkoms afkom til at arbejde for vor undergang! Hitler lovede ved krigsudbruddet, at han ville udrydde jøderne i Europa, og han gjorde, hvad han kunne. Desværre nåede han ikke at gøre arbejdet færdig!” Det ville også være den eneste logiske reaktion fra folk i Nordfront. Men de benægter holocaust. De mener altså, at deres idol Hitler sagde et, men som enhver anden politiker ikke opfyldte sit løfte, og de bruger deres tid og deres kræfter på at udkæmpe en krig, der sluttede for 75 år siden. Om holocaustbenægtelse sagde amerikaneren Matt Koehl: ”Jeg tror ikke rigtig på et holocaust i den størrelsesorden, men jeg vil ikke røre ved revisionismen, for når man så ivrigt arbejder for at bevise, at der ikke blev gasset 6 mio. jøder, antyder man jo dermed implicit, at det ville have været moralsk forkert at gøre dette, hvor det jo i virkeligheden ville have været det eneste moralsk rigtige!” Den lader vi lige stå et øjeblik!

Dette blot for at vise, at øget holocaustundervisning ikke vil fjerne antisemitismen, snarere tværtimod. En sådan undervisning ville erfaringsmæssigt hurtigt udarte til ren følelsesporno, og ofrene for undervisningen ville føle sig som franske gæs, der bruges til produktion af foie gras. Antisemitismen kan som nævnt kun udryddes ved at udrydde dens reelle årsager, og så længe man går ud fra, at antisemitisme skyldes uvidenhed, konspirationsteorier, korsfæstelsen af Jesus Kristus eller tilsvarende nonsens, kommer man ikke langt med sin såkaldte ”undervisning”! Og antisemitisme, der bunder i Koranen, kan heller ikke fjernes med billeder af døde jøder – de vil tværtimod udløse jubel!

For den gode ordens skyld skal vi herfra gerne fastslå, at vi ikke bifalder holocaust. Vi finder, at det var en forbrydelse mod det tyske folk, der kæmpede med ryggen imod muren, og hvis knappe ressourcer nu blev anvendt til at transportere fuldstændig ligegyldige mennesker på kryds og tværs af Europa i tog, der havde forkørselsret frem for ammunitionstog, troppetransporter og tog med levnedsmidler. Dette var fuldstændig
formålsløst og uansvarligt. Ville man have jøderne udryddet, kunne man nemt og billigt have gjort det, hvor de var – og det gjorde man i vid udstrækning i Østområderne. Det krævede imidlertid 85.000 politisoldater, som der havde været god brug for ved fronten, men som nu gik og hyggede sig med at skyde fuldstændig sagesløse mennesker. Og her er vi jo ved sagens kerne. Holocaust igangsattes sandsynligvis som en reaktion på bombningen af den tyske civilbefolkning som en slags hævn. Men det var jo ikke på nogen måde ofrene for holocaust, der var skyld i terrorbombningerne af de tyske byer – de var lige så uskyldige i alt, hvad der foregik, som den tyske civilbefolkning, der i øvrigt heller ikke ville have bakket op om holocaust, hvis den havde været vidende om det. De langt mere skyldige (f.eks. medlemmerne af Frankfurterskolen) lod Hitler rejse i de første år efter 1933, og de sad nu i vigtige positioner i Amerika i absolut sikkerhed, og de var næppe utilfredse med holocaust, som i vid udstrækning især ramte de foragtede østjøder, og som gennem dette blodoffer banede vejen for dannelsen af staten Israel. Havde de allierede virkelig villet, havde de ved målrettede bombninger uden videre kunnet forhindre holocaust, men det havde ingen høj prioritet. Der er mange aspekter af holocaust, som en dansk holocaustundervisning med bestemthed ikke ville berøre. Man kunne passende supplere med en lille bog, som forfatteren af disse linjer fandt i en boglade i New York for mange år siden: Rabbi Moshe Shonfeld: The Holocaust Victims Accuse, Neturei Karta of U.S.A., Copyright 1977. Den burde være obligatorisk læsning for enhver, der ønsker at vide noget mere om holocaust.

Det er ikke antisemitisme, der fører til holocaust – det er årsagerne til antisemitisme! For at udrydde antisemitismen må man udrydde årsagerne!

Udgivet i Antisemitisme | Tagget , | Skriv en kommentar

En kæmpe er faldet

Det meddeltes i går, at professor, jur. dr. Ole Hasselbalch er afgået ved døden efter længere tids sygdom. Meddelelsen kommer ikke overraskende, men den bliver ikke mindre trist af den grund.

Professor Hasselbalch så tidligt farerne ved den begyndende indvandring, og mens vi andre kæmpede imod på baggrund af fornemmelser og følelser, gav han sig til – med den skolede jurists sans for detaljer – at samle fakta som grundlag for en diskussion af indvandringen. Diskussionen kom aldrig, for de kredse, der ønsker at slette Danmark af landkortet, interesserer sig ikke for fakta. De ville blot forstyrre projektet. Hasselbalch gav imidlertid ikke op. Han var tidligt med i Den Danske Forening og var foreningens formand fra 1990-2000. Han var igennem det meste af livet foreningens fremmeste arbejdshest. Han deltog i møder, gav interviews, skrev artikler, og samlede resultaterne af sine studier i flere bøger – samtidig med at han var en kompetent underviser og forsker med en stor videnskabelig produktion bag sig.

I sin bog Opgøret med indvandringspolitikken – en personlig beretning fra 2003 samler han blandt meget andet en buket af elitens udsagn om indvandringen, der er hele bogen værd! Senere forfattede han sammen med Mogens Camre og Lars Hedegaard bogen Der var et yndigt land (2014), hvor dokumentationen af løgnen og bedraget i indvandringsspørgsmålet fortsattes. Som det sidste, Hasselbalch foretog sig, opdaterede og udvidede han fakta-afsnittene i Der var et yndigt land, og supplerede disse med yderligere relevant stof under titlen Fakta om indvandringen (oktober 2019).

Vi har vel undervejs ikke altid været 100 % enige med professor Hasselbalch i detaljer og strategi, men vi har altid betragtet ham som et af fyrtårnene i den danske indvandringsdebat – en af de stemmer, der fortjente at blive lyttet til, og som tiden er gået, har vi ofte måttet erkende, at Hasselbalch gjorde det rigtige. Danmark har med ham mistet en af sine betydeligste frihedskæmpere!

Ære være Ole Hasselbalchs minde!

“Til de unge vil jeg sige, at de kun har en mulighed nu, og det er altså at gøre modstand. Få smidt disse politikere ud af deres positioner, de har skaffet os nogle frygtelige problemer på halsen. Man har næsten aldrig set i verdenshistorien, at de samme mennesker, som skaber den slags problemer, løser dem igen. Hvis I tror på dem, så vil de ødelægge jeres fremtid. Tro dem ikke! De bliver ved at snakke og bortforklare og henvise til alt muligt, og den dag de ligger med en krumsabel i maven døende, vil deres læber stadigvæk bevæge sig i en sidste frase eller bortforklaring!”

Udgivet i Nationalisme | Tagget , | Skriv en kommentar