Igen, igen, igen…

Moulavi Zahran Hashim, imam og youtuber samt den angivelige hovedmand bag terrorangrebet den 21. april. (Foto: Everipedia)

I påsken så man, som vi ved, endnu et muslimsk terrorangreb imod kristne og europæere på et højst uventet sted. Det er faktisk trivielt at skrive om det, for det vil komme til at ske med stadig større hyppighed og tiltagende voldsomhed overalt i verden, indtil vi tager os sammen og gør noget ved det, og artiklerne vil uvægerligt få karakter af gentagelser. Der er ikke noget nyt at sige. Hvide, kristne mennesker kan i dag ikke færdes i sikkerhed noget sted på kloden, mens muslimer alle steder nyder en relativ grad af tryghed. Så længe dette misforhold eksisterer, vil du skulle læse artikler om dette emne månedlig, ugentlig og til sidst daglig.

Angriberne har en ideologi, en religion og et mål, mens Vesterlandet tilsyneladende ikke mere har noget åndeligt grundlag, der kan motivere et forsvar. Det er sølle! Vor opgave er først og fremmest at være med til at skabe fundamentet for et sådant åndeligt grundlag, for enhver form for åndløshed og bevidstløs selvtilfredshed vil altid tabe over for målbevidste revolutionære kræfter! Og kirkerne repræsenterer det mest sølle af alt! De burde her som de første råbe vagt i gevær! Kristendommen burde have været et værn imod islam, men i stedet for at angribe fjenden eller i det mindste forsvare sig imod ham, omfavner man ham og vender den anden kind til, som det sømmer sig for kristne får. De har imidlertid her at gøre med ulven!

Det interessante i denne sammenhæng er ikke selve udåden, men behandlingen af denne i de allerfleste vestlige medier og af vestlige politikere. Det varede meget længe, før man vovede at tage ordene ”islamistisk terror” i sin mund, selv om handlingerne bar alle tegn på at være netop dette. Man tøvede, forsøgte at henføre ugerningerne til en genoptagelse af den srilankanske borgerkrig mellem tamiler og singhalesere, selv om kirker og hoteller for vesterlændinge aldrig har været mål i denne. Det måtte ikke være muslimsk terror, det måtte det altså bare ikke, og ordet islam har faktisk ikke rigtigt optrådt i overskrifterne eller dækningen af begivenhederne. Det skulle helst skjules. Kunne det mon ikke bare kaldes noget andet…?

Så kom til sidst undskyldningen: Der var tale om gengæld for Tarrant Brentons summariske henrettelse af muslimer i Christchurch – som netop var gengæld for utallige muslimske drab, terroraktioner, voldtægter mv. I det hele taget at fremsætte og at viderebringe et sådant udsagn er bevidst vildledning – for så vidt journalister overhovedet er i besiddelse af nogen bevidsthed. Der var her helt klart tale om en veltilrettelagt og nøje planlagt krigshandling, som det har taget måneder at forberede. Alene de anvendte sprængstoffer, detonatorer etc. er jo ikke noget, man bare lige kan gå hen og købe i det nærmeste byggemarked eller få på recept på apoteket. Hertil kommer rekrutteringen af selvmordsbombere – nok ikke en stilling, man kan slå op i avisen, og antallet af kandidater på Sri Lanka er nok også begrænset. Her var der ikke tale om en impulsiv hævnakt, men om et længe planlagt angreb med henblik på at udrydde det størst mulige antal kristne og hvide mennesker, og påsken var bestemt heller ikke valgt tilfældigt. Men endnu i dag onsdag bruger det kommunistiske DR Christchurch som overskrift i en artikel om terroren på Ceylon.

Hvis vi skal ind på gengældstanken, er regnestykket jo imidlertid interessant. Muslimernes drab på kristne løber i disse år op i mindst 100.000 om året, et tal som ingen overhovedet reagerer på. Det sker bare og udløser ingen som helst reaktioner i de europæiske hovedstæder og ingen sympati fra folk som Obama, Hillary Clinton eller Anders Samuelsen. Antallet af dræbte hvide mennesker stiger også måned for måned. Vi taler om tusinder. Der er ikke blot tale om de store terroraktioner som Bali, Charlie Hebdo, Bataclan, Nice, Barcelona, Manchester etc. etc., men også om de enkelte drab på hvide mennesker som udtryk for muslimernes racehad, eller fordi de bliver ofre for fremmedes systematiske forbrydelser og voldtægter. Voldtægt er i øvrigt en klassisk måde at vise fjenden sine overlegenhed på, når man har erobret et område, og muslimerne har rent faktisk erobret Europa og de andre hvide lande. De sætter dagsordenen og bestemmer diskursen. Over for dette tal står 50 døde muslimer i Christchurch + et antal enkelte ofre for hvide menneskers spontane vrede. Der er med andre ord tale om en voldsom ubalance, som en og anden måske nok kunne mene, der burde rettes op på! Vi nærmer os dermed en direkte krigstilstand, ja, en sådan er uundgåelig, hvis vi skal overleve. Vi skal i den forbindelse ikke glemme de mennesker, der har bragt os hertil. De fremmede er symptomet, årsagen er vor herskende ”elite”!

Efter Christchurch var man ikke sen til at fratage newzealænderne deres våben, udstede forbud imod udbredelse af Tarrant Brentons manifest (man skulle jo helst ikke kunne læse, hvorfor han så sig nødsaget til at handle, som han gjorde) og til at varsle stramninger af straffeloven, der de facto afskaffer ytringsfriheden, for denne truer det multikulturelle projekt. Efter Sri Lanka ikke en lyd om at forbyde moskeer og hjemmesider, hvis hovedformål er at prædike had imod hvide mennesker og deres kultur. Jøden Zuckerberg vil fratage hvide mennesker muligheden for at udtrykke sig gennem Facebook, men han vil støtte muslimernes had. Dermed er banen kridtet tydeligt op. Det er klart, hvem der er ven, og hvem der er fjende! 

Hvis man vil terroren til livs, må man som det allerførste erkende, at islam ikke er en religion som alle andre, men en forbrydelse mod menneskeheden. Det er en pest, der bør behandles på samme måde som enhver anden smitsom sygdom. Den skal udryddes sammen med ethvert potentielt smittekim, indtil islam kun er en note i historiebøgerne. Der kan ikke være nogen frihed for islam i den civiliserede verden. Vi kan derfor heller ikke anerkende systemets adskillelse mellem muslimsk og islamistisk. Den er kunstig. De to ord betyder jo i bund og grund det samme, og islam i sig selv er den mødding, der fostrer islamister. Det er som bekendt ikke alle muslimer, der er terrorister, men 99 % af alle terrorister er muslimer – og et rystende stort antal muslimer støtter terroristernes standpunkter eller erklærer, at de ikke ville anmelde terrorister, hvis de kendte nogen.

Hvis der er lande, som insisterer på at blive i oldtiden, skal de naturligvis have lov til det, men de skal i så fald isoleres på en sådan måde, at smitten ikke kan slippe ud derfra. Derfor skal muslimer udelukkes fra Europa og andre hvide lande. Kun sådan kan vi igen komme til at føle os nogenlunde sikre. Alle de penge, der bruges på at gøre dette uønskede befolkningselement tilfredst, og på de omfattende sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige, når man har dem boende her, bør i stedet anvendes på at sikre livet for de gamle, de syge og de svage. Penge kan som bekendt kun bruges én gang!

Man skal ikke vide meget om verden for at have bemærket, at der er problemer alle de steder, hvor man har muslimer. I Indonesien er de et voksende flertal, der undertrykker og fortrænger det kristne og det hinduistiske mindretal. I Filippinerne har man åben borgerkrig. Selv i det ellers så fredelige Thailand er den sydlige, muslimske, del af landet arnested for terror. I Burma lider man under terror fra rohingyaernes side (men har dog gjort noget ved det – til omverdenens store fortrydelse). I Indien er der konstante kampe mellem hinduer og muslimer. I Malaysia breder den sorteste islam sig. I de egentlige muslimske lande undertrykkes eller dræbes alle ikkemuslimer. Tyrkiet er fra at være en europæiseret stat blevet til et ærkemuslimsk land med alt, hvad deraf følger. De kristne palæstinensere er snart helt fortrængt af muslimer. Kopterne i Ægypten er udsat for konstante angreb. I hele Nordafrika og helt ned i Nigeria forfølges og myrdes kristne.

Der berettes nu om, at srilankanerne reagerer mod muslimerne, som udsættes for isolerede angreb. Det ville være en forventelig reaktion, men i Vesten er man tavs, ja, man er nærmest på muslimernes side. Man behøver blot at sammenligne reaktionerne på begivenhederne i Christchurch og i Sri Lanka. Det er skammeligt!

Tragedien har desværre også en særlig dansk vinkel, idet Bestsellerejeren Anders Holch Povlsen, Danmarks rigeste mand, har mistet 3 af sine 4 børn ved det muslimske angreb. Vi kan have meget at kritisere Holch Povlsen for, men i denne stund skal al kritik forstumme. Der findes ikke noget værre for forældre end at miste deres børn. Den sorg er bundløs og vil aldrig forsvinde. I denne situation kan vi kun have medfølelse. Her hjælper alle familiens penge intet. Når Holch Povlsen på et tidspunkt vender tilbage til livet – for det gør han jo før eller senere – vil vi ønske, at han vil anvende nogle af sine mange penge til at støtte kampen imod islamiseringen af Europa! Det gør han dog nok næppe, for det ville udelukke ham fra elitens og kongefamiliens bonede gulve og sætte hans blomstrende virksomhed på den sorte liste. Han understøtter nok snarere det islamiske trossamfund som en ”forsoningsgestus”, men man har jo altid lov at håbe!

Udgivet i Islam | Tagget , , , , , | 1 kommentar

Adorno som kritiker: Fejringen af musiks destruktive kraft

Theodor Adorno ved sit skrivebord

Af Elizabeth Whitcombe

Frankfurterskolen var en gruppe af altovervejende jødiske intellektuelle, som var tilknyttet Instituttet for Social Forskning. Instituttet opstod under Weimarrepublikken i Tyskland, og det blev en kulturel bastion for venstrefløjen. Ved nationalsocialismens magtovertagelse blev Frankfurterskolen lukket af regeringen, og mange af dens medlemmer udvandrede til Amerika. Frankfurterskolen er ansvarlig for skabelsen af begrebet “politisk korrekthed”, der løbende har opløst Vestens traditionelle kultur og værdier. 

Theodor Adorno var Frankfurterskolens musikkritiker og forfatter til Den autoritære personlighed, der vel nok er det mest kendte af Frankfurterskolens værker. Han så på musik som en lydtekniker. Men det vigtigste er, at Adorno brugte musik som et psykologisk revolutionært redskab.

Adorno forstod , hvilke kvaliteter, der gør musik intellektuelt udfordrende,  og hvilke kvaliteter, der gør musik ”populær” eller ikke-intellektuelt. Han hævede, at intellektuel musik var bedst egnet til at frembringe revolution. Hvorfor det? Fordi han troede, at revolutionen ville begynde blandt samfundets elite og derefter arbejde sig ned til masserne – den ville blive en top-down begivenhed. Som en konsekvens heraf mente han, at det var vigtigt, at eliten inden for klassisk musik vendte ryggen til Vestens traditionelle højkultur. Som det fremgår af nedenstående, så tog han fejl, for tiden skulle vise, at populær musik rent faktisk havde et større revolutionært potentiale.

Theodor Adorno

Adornos synspunkter blev formet af hans egen  samtid. I 1920erne og 1930erne omfavnede den intellektuelle elite dens evne til at omforme samfundet. Edward Bernays, som var nevø til Sigmund Freud, skrev sit berømte forsvar af offentlig manipulation Propaganda i 1928. To år før anvendte Charles Diserens den samme filosofi på musik:

”Vort formål er således at studere musikkens indflydelse på organismen. Vi nærmer os musikken ud fra et praktisk snarere  end et æstetisk synspunkt, vi opfatter den mere som en nødvendighed, som et muligt middel til genopdragelse og universel menneskelig rekonstruktion, mere end blot et middel til uproduktiv nydelse eller et objekt, der skal gøres til genstand for nogle få lærdes kritik.” (The Influence of Music on Behavior, Diserens 1926.)

Adorno delte uden tvivl Diserens og Bernays indsigt. Han følte, at samfundet skulle genskabes, og musik var et glimrende middel at gøre det med.

Adornos standard for at bedømme musik med var dens revolutionære potentiale. Igennem 1920erne aspirerede Frankfurterskolen til at blive den intellektuelle fortrop for Marxismen i Tyskland. Ifølge deres teori skulle den første verdenskrig have banet vejen for en europæisk socialistisk revolution; men dette skete ikke. Den tyske middelklasse afviste kollektivt international socialisme efter første verdenskrig. Dette var en intellektuel smutter for Adorno og dennes kollegaer.

Teoretikerne fra Frankfurterskolen bebrejdede den Vestlige kultur for at have hjernevasket folk mod teoretikernes form for socialisme. Vestlig kultur måtte væk. Kritisk teori blev Frankfurterskolens teoretikernes bidrag til krigen mod Vestens middelklasse, og Adorno blev dens bannerfører.

Adornos strategi var at rive en side ud af Platons Staten: Innovationer inden for musik forvarsler innovationer i kultur. Han ville finde en type af musik, der ville forstyrre den borgerlige livsstil og omforme Vesten i sit eget billede. (Se “Why is the New Art so Difficult to Understand?“)

Hvilke komponister fandt Adorno revolutionære nok? De afdøde –  Beethoven, Mahler og Schoenberg. På den anden side var Wagner både elsket og hadet.

Adorno kunne godt  lide Beethoven fordi dennes senere værker brød musikalske normer – de undgik ”harmoniske synteser” og havde en destruktiv vold, som tidligere værker manglede (“Late Style in Beethoven,” 1937). Imidlertid blev værker som Missa Solemnis — et værk med korsang, der fejre Kristus – ”neutraliseret” ved at være socialt acceptabelt (“Alienated Masterpiece: The Missa Solemnis,” 1959). Denne negative holdning til et kristent religiøst værk er uden tvivl en afspejling af Frankfurterskolens fjendtlighed mod kristendommen, som de betragtede som en konserverende samlende kraft i samfundet.

Ifølge Adorno tilbød Beethovens senere værker, der var komponeret mens han var døv, betagende glimt af de revolutionære ændringer, der måtte komme. For at få en bedre forståelse af, hvad der var anderledes ved denne musik, lad os se på en anden kritiker.

What is Art? giver Leo Tolstoy en sønderlemmende kritik af Beethovens senere værker. Ifølge Tolstoy er Beethovens senere værker fremmedgørende, og de taler ikke længere til almindelige mennesker. De er ”totalt konstruerede, ufærdige og derfor ofte meningsløse, musikalsk uforståelige værker.”

Tolstoy hævder, at Beethovens senere musik manifesterer den manglende forbindelse mellem overklassen og de folk, som arbejder på landet. (Husk på at Tolstoy var russer.) Efter Tolstoys opfattelse var Beethovens senere værker amoralsk kunst, fordi de mennesker, som i sidste ende betalte for dem (arbejderklassen), ikke kunne nyde dem. Ved at kultivere en smag for den senere Beethoven afskar aristokratiet sig fra almindelige mennesker. En sådan kunst flår samfundets stof i stykker. For Tolstoy opretholder god kunst kristne værdier, og den kan også tale til de mennesker, som bringer ofre for den. Den samler på en forædlende måde samfundet.

For Frankfurterskolen lugtede opfattelsen af samfundet som et organisk, harmonisk hele med samarbejde mellem de sociale klasser af nationalsocialisme, og dermed af al højdepunktet af menneskelig ondskab. Det er derfor ikke overraskende, at Adorno beundrede Beethovens senere værker.

Gustav Mahler var det næste led i Adornos revolutionære kæde. Som en af Adornos jødiske artsfæller var han berømt for at bruge lyden af piske og hamre i sine værker. I Mahlers kompositioner siger Adorno ”bliver musikkens underverden mobiliseret mod den stjerneklare himmels forsvindende verden, for at sidstnævnte kan blive bevæget og blive til en kropslig tilstedeværelse blandt menneskeheden. (”Mahler Today, 1930). Den “stjerneklare himmel” repræsenterer det ”forstokkede” musikestablishment i Wien, som Adorno mente skulle bringes tilbage på jorden i den revolutionære sags tjeneste.

“Mahlers ecclesia militans er en frelsens hær, men bedre end den rigtige – ikke moderat på nogen småborgerlig måde, ikke retrospektivt paralyserende, men klar og villig til at tilkalde de undertrykte til en rigtig kamp om de ting, som de er blevet bestjålet for, og som de alene stadig er i stand til at opnå.” (”Mahler Today”, 1930)

For Adorno “er desertøren helten” i Mahlers symfonier. (”Marginalia on Mahler, 1936).

Adorno påstod, at den borgerlige musikverden undertrykkede Mahlers værker, fordi Mahler afskyede ”moderat fredfyldthed.” Med Adornos ord ” så ligger den ægte betydning, der kan opdages i dag, af Mahler i netop den vold med hvilken han brød ud af det samme musikalske rum, som i dag ønsker at glemme ham” (”Mahler Today”, 1930).

Adorno sammenligner Mahlers og Schoenbergs værker – begge blev de afvist af de herskende konservative kræfter i deres samtid: “Hele formularer er almindelige i kampen mod Schoenberg og Mahler – Den jødiske intellektuelle, hvis rodløse intellekt ødelægger den ellers så velgørende natur; fordærveren af ærværdige traditionelle musikalske goder.” Når alt kommer til alt, fortolker Adorno Mahler som stræbte han efter ”afslutningen på den orden, der frembragte sonaten” – afslutningen på traditionel europæisk højkultur.

Selvfølgeligt er dette en anti-jødisk stereotyp, der var almindelige i Europa i det 19. århundrede; hvad enten de var konverteret til kristendommen eller ej, blev jødiske intellektuelle opfattet som undergravere af europæisk kultur, ødelæggere af samfundets sociale sammenhængskraft og som personer, der forhånede og tilsmudsede de sociale konventioner. (Se kapitel 2 af professor Kevin MacDonalds Separation and Its Discontents, s. 51 ff). Aderno er selv jødisk intellektuel (skønt langt fra fjernet fra sine rødder) og sympatiserer naturligvis med denne holdning. Ja, rent faktisk betragtes Frankfurterskolen generelt som en del af denne anti-vestlige tradition – hvilket præcist var grunden til at Frankfurterskolen blev smidt ud af det nationalsocialistiske Tyskland.

Adornos opfattelse af Richard Wagner er stærkt påvirket af den kendsgerning, at Wagner blev idealiseret i Tyskland under nationalsocialismen. For Adorno er Wagner den vordende revolutionære komponist, som forsøgte men mislykkedes. I et forsøg på at bryde ud af den tematiske melodi ender ham simpelthen med at gentage fragmenter.

Richard Wagner

Men hvad der virkeligt generede Adorno ved Wagner var forbindelsen til nationalsocialismen. Selvom Wagner var død længe før Hitler dukkede frem på verdensscenen, mente Adorno, at man ikke kunne have Wagner uden også at have nationalsocialisme. I ethvert publikum, som klapper af et af Wagners værker, lurer der ”den gamle virulente ondskab” som Adorno kalder for ”demagogi” (”Wagner’s Relevance for Today”, 1963).

Adorno mente, at Wagners værker er ”proselytistiske” og ”kollektivt narcissistiske” – helt klart ment i en nedsættende forstand. Adornos klage over den ”kollektivt narcissistiske” kvalitet ved Wagners musik er reelt en klage over, at Wagners musik appellerer til dybe følelser af gruppesamhørighed. Ligesom de germanske myter, som hans musik ofte var baseret på, vækker Wagners musik den etniske kollektivismes og den etniske stoltheds dybeste lidenskaber. Efter Adornos opfattelse er sådanne følelser ikke andet end kollektiv narcissisme, ikke mindst fordi en stærk følelse af tysk etnisk stolthed har tendens til at opfatte jøder som fremmede – som ”den anden”.

Det er ikke overraskende, at Wagner var den langt mest populære komponist i den nationalsocialistiske periode. Det er heller ikke overraskende, at Adorno, en etnisk selvbevidst jødisk intellektuel, ville finde en sådan musik afskyelig. Man kunne overveje, om han ville have betragtet den israelske nationalsang som et udtryk for kollektiv narcissisme.

Adorno kunne aldrig rigtig forene sig med Wagners storhed. Han fandt Wagners musik erotisk fri, så han mente, at der måtte være noget ”højreorienteret småborgerligt” ved at vende sig mod komponisten. I psykoanalysens tidsalder ønskede ingen jødisk intellektuel at fremstå anti-erotisk. Adornos løsning var at hævde, at Wagners største værker var dem, som offentligheden ikke kunne lide (”Wagner’s Relevance for Today”, 1963). Dette var et klart forsøg på at puste med mel i munden: Hvis offentligheden var dybt berørt af Wagner, så var det et tegn på, at Wagner appellerede til følelser af etnisk samhørighed. De eneste sikre blandt Wagners værker var dem, der ikke vakte disse følelser.

Når alt kommer til alt hører Adorno til blandt dem, som ikke kan lide Wagner, fordi Wagners musik understøtter status quo. Og hvor Wagners musik fremmer etnisk nationalisme må de herskende kræfter selvfølgeligt gribe ind.

Arnold Schoenberg, hvis “intellektualisme er legendarisk”, var Adornos ideelle revolutionære komponist (”Toward and Understanding of Schoenberg” 1955/1967). Adorno rangerer Schoenberg på linje med Shakespeare og Michelangelo: Han er en gud inden for kunstverdenen. Schoenberg havde en stærk jødisk identitet og var Zionist (Klara Moricz; Jewish Identities: Nationalism, Racism and Utopianism in Twentieth Century Music).

Schoenberg skrev atonal musik, hvilket betød, at den var designet til at trodse traditionelle musikalske former og hermeneutiske forventninger. Det kræver en musikalsk trænet person for at værdsætte præcist, hvor veldesignet uharmonien er, men selv for musikanter er det hårdt arbejde at lytte til Schoenberg. Schoenbergs musik er en kuriositet for komponister, meget som et usædvanligt afdødt organ i formaldehyd er en kuriositet for professorer i medicin. Et resultat af dette var, at Schoenbergs musik aldrig blev populær, hvilket Adorno var bitter over.

Musik, der imødekommer vores ørers forventninger har tendens til at være behagelig. Adorno anerkendte, at smuk musik har en fredfyldt effekt, hvilket stod i modsætning til hans politiske mål – i hvert faldt de mål,  han havde i førkrigstidens Tyskland. Det er derfor, at Adorno havde gode ting at sige om Schoenberg.

Det fællestræk, som disse fire komponister delte, var, at de skrev musik, der i varierende grader, udfordrede lytterens forventninger.Varierende grader er i denne sammenhæng den afgørende distinktion. 

Noget af den smukkeste musik er den, som pirrer vores forventninger. Professior David Huron fra Ohio State University skrev i 2006 en fænomenal bog med titlen Sweet Anticipation: Music and the Psychology of ExpectationHuron kommer med en forklaring på, hvorfor disharmoni, der går over i harmoni, er smukt og giver os en behagelig følelse.

Men når uforudsigelighed strækkes for langt, bliver musikken uharmonisk og grim. Den efterlader lytteren med en følelse af utilfredshed og forvirring. Adorno mente, at disse følelser var nødvendige for at få folk til at tænke revolutionært, og naturligvis også for at få dem til at tilslutte sig revolutionen.

Adorno anvendte også sin revolutionære afsky for forudsigelighed på teknologi. Han kunne ikke lide radio og visse optageteknikker, fordi han mente, at de fik musikken til at lyder jævnere – mere som pop eller jazz (“The Radio Symphony“, 1941). Adorno hadede orkesterjazz fordi, at han følte, at den ikke var tilstrækkelig destruktiv til vestlig kultur: Den tilfredsstillede erotiske drifter på en socialt acceptabel måde. Ægte revolutionær musik ville ikke spilde energi som jazz gjorde.

Schoenberg — med sin ubehagelige og uappellerende musik – skulle oplyse vores vej til fremtiden. Det gjorde han ikke. Adorno havde sammenblandet intellektualisme med Frankfurterskolens politik – de to gik ikke hånd i hånd. For at nå masserne var det, Frankfurterskolen havde brug for ikke intellektualisme, men reklamekraft. Adornos indledende fejlbedømmelse af effektiv revolutionær musik ville blive en lærestreg for andre propagandister.

Bortset fra nogle for få æstetikere (som Schoenbergs lille skare af hengivne tilhængere) virker effektiv revolutionær musik inden for rammerne af vores forventninger til skønhed – ikke imod dem. Effektive revolutionære melodier skal være lette at følge med i og have stærke slag – ligesom det meste af den populære musik. I sit essay “On Popular Music” afslører Adorno den åbne hemmelighed om, hvad der skaber et “hit”: Standardisering. Hvad han beskriver, er toner, der appellerer til vores mest basale musikalske forventninger og fortolkninger, mens de vildfarer sig på simpelhedens side.

Musikken er meget forudsigelig og opfordrer til, at man lytter helt hjernedødt: ” Hitsangenes former er så stramt standardiserede, helt ned til antallet af mål og præcis tidslængde, at ingen specifik form optræder i noget enkelt stykke” (”On the Fetish-Character in Music,” 1938). Adorno brugte denne sætning til at beskrive orkesterjazz, men han kunne ligeså godt have brugt den til at beskrive popmusik i dag: The Beatles, The Spice Girls, The Jackson Five — listen er lang.

Adorno forstod, hvordan man skabte effektiv reklamemusik eller “populær musik”. Han forstod det sikkert bedre end nogen anden i sin samtid. Men Adornos smag var elitær. Han ville være pinligt  berørt og skamme sig over at skabe musik, som han følte var ligeså hjernedød som orkesterjazz. Adorno ville indånde de ”ultra-dannede” musikskaberes ophøjede luft.

Adorno brød sig ikke om popmusiks simpelhed; han ville tro på, at hans revolution på en eller anden måde var mere intellektuel end det. Tanken om at Frankfurterskolens ideer ville blive promoveret af popsange – i en musikalsk forstand svarende til en pige i en bikini i en øl- eller sportsvognsreklame – ville være afskyelig for ham.

Afskyeligt eller ej, så virker reklame. Komponister som Beethoven og Wagner forstod, hvordan man legede med vores musikalske forventninger og på samme tid at skabe noget meningsfyldt. De var sande mesterkomponister. Mahlers chokværdi eller Schoenbergs konstruerede intellektualisme blegner i sammenligning – hvilket også afspejles af Beethovens og Wagners udbredte popularitet i dag.

Adorno kom aldrig over sin afsky for populær musik. Han troede altid på, at revolutionært indstillede mennesker på en eller anden måde ville overvinde deres evolutionært bestemte musikpræferencer. Men naturen vinder altid i sidste ende.

Og hvis Adorno ville have haft en succesfuld Frankfurtskole revolution, så burde han have arbejdet med de værktøjer, som naturen stillede til rådighed.
 

Om forfatteren

Elizabeth Whitcombe (email ) er uddannet i økonomi fra MIT med speciale i international økonomi. Hun er finansanalytiker og freelance skribent. Hun bor i New York.

Kilde

Denne tekst er oversat fra den engelske original Adorno as Critic: Celebrating the Socially Destructive Force of Music, der blev publiceretden 28. august 2009 i The Occidental Observer.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Kan folkekirken overleve de kvindelige præster?

Det er efterhånden blevet et kvindejob at være præst. Det synes ganske enkelt ikke mere at være attraktivt for mænd, hvilket man måske nok kan undres lidt over. At kvinder elsker det, er ikke så svært at forstå. Rollen som den søde, uendelige gode og alt forstående sjælesørger passer fint til kvindens kernekompetencer. Der er imidlertid mere i et præstekald end det – og det at være præst er et kald, ikke et job. Det er vigtigt at gøre sig den forskel klar.

Præstens opgave er ikke blot at kunne trøste, men også at kunne levere en teologisk og filosofisk holdbar udlægning af de skrifter, kirken nu engang bygger på. Sidst der var bispevalg, var det interessant at sammenligne valgudtalelserne fra de forskellige kandidater: kvinderne slog på alle de bløde værdier, mens mændene forsøgte sig med en mere teologisk begrundet tilgang. Mændene tabte – naturligvis. Den danske folkekirkes udgangspunkt er ikke mere Bibelen og Gud, men mennesket. Det har jeg tidligere været inde på. En sådan tilgang er som skabt til kvinderne.

Indvendingerne imod kvindelige præster er vel efterhånden forstummet, undtagen hvor Indre Mission stadig har magten over sjælene. Det teologiske grundlag for indvendingerne er, at Eva er ophavet til den arvesynd, som vi alle slæber rundt på, og at Paulus i øvrigt mener, at kvinder af den grund skal tie i forsamlinger. Det kan præsten jo ikke så godt gøre. Andre kristne trossamfund slår 10 kors for sig, når de hører om kvindelige præster – for slet ikke at tale om homoseksuelle præster og vielser af homoseksuelle. Den russisk-ortodokse kirke anerkender ikke mere den danske folkekirkes sakramenter. Det er der en god grund til. Den danske folkekirke anses ikke længere for at være kristen.

Der er imidlertid en langt mere jordnær og praktisk grund til, at ideen med kvindelige præster måske slet ikke er så god – og den er blottet for enhver teologi.

Dengang verden endnu ikke var gået af lave, var hele det kirkelige og kulturelle liv i sognene centreret omkring præstegården, hvor der boede en præst, som havde en præstekone – og en flok børn. De fungerede som et eksempel. Præsten tog sig af den teologiske side af sagen – han sørgede for udlægningen af teksten, han sad i skolekommissionen, deltog i foreningslivet, holdt foredrag, afholdt – eventuelt sammen med nogle af skolens lærere – litteraturkredse osv. I baggrunden stod præstekonen, men hun var ikke mindre vigtig, for hun stod for alt det organisatoriske. Hun passede telefonen, sørgede for kaffen og bollerne, sikrede evt., at der var lokaler osv. Hendes indsats i sognene må aldrig glemmes. Og sjælesorgen, den deltes præsteparret i regelen om. Der var mange situationer, hvor præstekonen kunne udrette langt mere end præsten – det afhang af forholdene. Både præsten og hans kone var centrale personer i sognet, de hjalp med at holde det sammen, og præsten blev ofte konsulteret om alt muligt mellem himmel og jord, som måske ikke helt lå inden for hans område, men han og lægen var de personer i sognet, der havde den højeste uddannelse, og ”dovtoren” kunne man jo ikke ulejlige med den slags. I alt dette understøttede præstekonen ham, gav ham gode råd – og sørgede for, at han kunne koncentrere sig om det, han skulle gøre. Og præsten kunne stort set altid træffes.

I dag er præsten en kvinde. Hun er måske gift med præsten i et nabosogn eller et sogn længere væk, måske med en tømrer eller gymnasielærer. Hun har i praksis to jobs, præstens og præstekonens, og hun kan ikke forvente nogen støtte i sit arbejde af ægtefællen – hvis hun da har en – for han har sit eget liv, sin egen karriere og sine egne interesser. Hun skal selv klare både det teologiske og det praktiske. En af delene kommer til at lide under det, og det er ofte det teologiske, både fordi det måske ikke er præstens hovedinteresse, og fordi det er det mindst umiddelbart synlige. Hendes rolle i sognet bliver mindre. Midt i det hele skal hun så have et års barselsorlov. I den tid har sognet ikke mere noget kirkeligt centrum. Så kommer hun tilbage i et år, før hun skal have barselsorlov igen. Forstå mig ret: Det er glædeligt, at der fødes børn – også i vore præstegårde, men det er skidt, at det er præsten, der skal føde dem!

Sagde jeg præstegård? Det er det næste problem. Tømreren eller gymnasielæreren gider egentlig ikke bo i en stor præstegård, hvor der er et evigt rend af folk, han vil hellere bo i et almindeligt parcelhus. Hvis præstens mand også er præst (og det er jo nok ikke så sjældent), ja, så er der måske 2 præstegårde, hvoraf den ene kommer til at stå tom og vil blive solgt af menighedsrådet, også selv om den har historisk værdi. Thyregod sogn har således solgt den præstegård, hvor N.F.S. Grundtvig er vokset op. Den var for dyr at holde, sagde man. Med den form for tænkning vil jeg kunne frygte, at de også sælger kirken, for det må bestemt være billigere at leje et lokale på kroen i de par timer om ugen, der er brug for det. Og det lille lokale kan jo nok gøre det, selv i Thyregod…

På denne måde dør præstegårdskulturen – og dens død er med til at slå, hvad der måtte være tilbage af landsbyens liv, ihjel. Det hele hænger sammen.

Præsten skal nu findes i et eller andet tilfældigt hus. Der er ingen åbne døre. Henvendelse kan ske på kirkekontoret i åbningstiden. Privaten er privat! Ferierne er mere hellige end sakramenterne. Telefonen afbrydes uden for arbejdstiden. Der er ingen steder, den åndeligt nødstedte kan henvende sig, hvis han eller hun har brug for hjælp.

I regelen er der i dag flere præster i sognet, så kirken kommer til at fungere ligesom ”sundhedsklinikkerne”. ”Nej, din præst er ikke på arbejde i dag. Vil du tale med en anden?” Den, der er i dyb krise og søger hjælp af det menneske, han kender, henvises til at gå ud og hænge sig. Men måske er der slet ikke hjælp at få. I dag går præsten selv til psykolog. Så sørgeligt ser det ud for kirken.

Denne udvikling er i høj grad med til at gøre kirken irrelevant. Præstens kald er blevet til et 9-16-job. Det er udviklingen, vil man sige, men ”udviklingen” er jo skabt af mennesker gennem deres handlinger eller mangel på handlinger. Vort samfund er inde i en dødsspiral, og kirken er hoppet med på vognen mod afgrunden.

En anden indvending vil – bortset fra det evige lirumlarum om ligestilling – være, at man uden kvinderne jo nærmest slet ingen præster ville have. Det er en reel indvending, men måske burde kirken spørge sig selv, hvorfor det tilsyneladende er blevet så lidet attraktivt at være præst. Er lønnen for ringe? Eller er det, fordi samfundet er blevet gennemsekulariseret, så der ingen interesse er for åndelige anliggender? Måske skyldes det endda, at ingen i dag kan tro på de kristne myter? Svaret er nok, at det er en kombination af det alt sammen. Måske man skulle gå i tænkeboksen og fremkomme med nogle generelle løsninger på kirkens problemer, i steder for at benægte dem – eller måske skal man bare lukke butikken.

Under alle omstændigheder skal politikernes råderet over kirkens indre anliggender fjernes gennem indførelse af den kirkeforfatning, der blev lovet i grundloven, og måske var det sundest for kirken – men ikke ubetinget for samfundet – hvis båndet mellem stat og kirke blev ophævet. Så måtte kirken også økonomisk stå på egne ben, og det ville i høj grad tvinge den til at finde løsninger, der igen vil gøre kirken relevant.

Dog vil det næppe løse problemet med de kvindelige præster – eller måske bedre de kvindelige præsters problem – for kvinderne flokkes om præsteembederne som fluer om et ådsel.

Stakkels Gud!

Udgivet i Kristendom | Tagget , , , | Skriv en kommentar

“Ordentlige mennesker skyder ikke på fremmede”

Vil disse immigranter mon frivilligt vende om, når man blot pænt beder dem om det?

Fra en læser har vi modtaget følgende kommentar til et tidligere indlæg her på bloggen:

“Ordentlige mennesker skyder ikke på fremmede, der kommer til grænsen, men foregriber, at det overhovedet kommer dertil. Den anonyme forfatter ønsker vel heller ikke selv at blive beskudt af fremmede. Mod er en af de fire værdier, som en anonym forfatter synes at savne. Hvordan kan han så være en rigtig dansker?”

Dertil er der følgende at sige:

Vi kan herfra ikke foregribe, at fremmede uciviliserede horder trænger frem igennem Afrika for at banke på Europas dør. Der er tale om Afrikas uønskede befolkningsoverskud. Vel kunne vi nok have mindsket dette ved ikke at sende ulandshjælp, medicin og læger til Afrika igennem de sidste 70 år, men det har uansvarlige politikere alligevel gjort, og det kan vi ikke ændre på nu.

Vi kunne naturligvis også have organiseret en revolution her for at udrydde de hjemlige skadelige landsforræderiske elementer, der ser det som deres opgave at få danskerne erstattet af fremmede folk. Også dette er blevet forsømt.

Tilbage er der kun at forsvare vore grænser med de midler, der står i en stats magt. Det er ikke fredelige fremmede turister, der kommer her, det er horder, der angriber grænsen og forsøger at forcere den. Deres mål er at blive forsørget på vor regning for til sidst at fortrænge os. Det er i denne situation, man skyder for at dræbe. Det er tale om etnisk og kulturelt selvforsvar! Naturligvis kunne man også tæppebombe de store afrikanske byer, men det vil kræve lidt mere og nok heller ikke falde i læserens smag, selv om det ville være at gøre verden en stor tjeneste.

Der er vel ingen, der ønsker at blive beskudt af fremmede. Netop derfor ønsker vi ikke at have dem i vort land. Til de ”ordentlige mennesker”, der læser dette, vil vi blot sige: Hvis man ikke vil forsvare sig, fordi man vil være ”pæn og ordentlig”, så fortjener man det, der kommer. I den virkelig verden er det nemlig sådan, at den, som ikke forsvarer sig imod angreb, vil dø. Det er den barske kendsgerning, som alle europæere i dag gør klogt i at tage til efterretning. Danmark og Europa reddes ikke ved at læse Platon, men ved at gå til skydning!

Dermed være ikke sagt, at man ikke skal læse Platon. Han kan være nyttig nok, når det gælder grundlaget for opbygningen af et nyt og bedre samfund. Men hvis man ikke lærer at skyde og glemmer sine forestillinger om at være pæn og ordentlig, får vi ikke brug for denne viden, for verden, som vi kender den, vil gå under i et kæmpe ragnarok. Der vil næppe i en afrikansk-muslimsk verden være den store interesse for Platon eller noget som helst andet, bortset fra at æde og kopulere.

Når disse indlæg ikke er signerede, skyldes det ikke mangel på mod. Vi tror, at den pågældende forfatter for længst har bevist et sådant, mens andre har passet deres liv og karriere. Vi ønsker imidlertid, at der skal fokuseres på artiklernes indhold og ikke på forfatterens navn. Det vil erfaringsmæssigt kun virke afledende. Det er budskabet, det kommer an på.

Udgivet i Indvandring | Tagget , , | Skriv en kommentar

Frihedens Stemme

Her på bloggen er vi ikke ukritiske over for Rasmus Paludan, men hans store personlige mod aftvinger respekt. Ingen anden dansk nationalist er bedre til at vække det muslimske hvepsebo og få besættelsestropperne til at kaste masken. Det er med stor glæde, at vi har konstateret, at denne opfattelse også deles af en dansk sanger ved navn Martin Skriver, hvis glimrende hymne til ”Frihedens Stemme” fortjener udbredelse. Lyt, nyd og del!

Udgivet i Kultur | Tagget , , , | Skriv en kommentar