Af Jose Nino
Længe før Israel erklærede sin uafhængighed, diskuterede zionistiske ledere åbent det, de kaldte »overførsel« – den organiserede fjernelse af den palæstinensisk-arabiske befolkning. David Ben-Gurion, der senere blev Israels første premierminister, udtalte allerede i 1937: »Den tvungne overførsel af palæstinenserne fra dalene i den foreslåede jødiske stat kunne give os noget, vi aldrig har haft.« Han tilføjede: »Med tvungen overførsel ville vi få et stort område til bosættelse. Jeg støtter tvungen overførsel. Jeg ser intet umoralsk i det.«
Disse erklæringer fra før statens oprettelse lagde det ideologiske fundament, der skulle dukke op igen gennem hele Israels politiske historie og til sidst udvikle sig fra forslag om at flytte palæstinenserne inden for Mellemøsten til eksplicitte krav om, at vestlige nationer skulle optage dem.
Krigen i 1948 resulterede i fordrivelsen af 750.000 til 1 million palæstinensere. Ben-Gurions regering styrede og fremmede denne fordrivelse som en del af opbygningen af en stat med jødisk flertal. Mens den primære fordrivelse skubbede palæstinenserne ud i nabolandene, opstod der også vestlige genbosættelsesplaner i denne periode.
Mens han var viceudenrigsminister under premierminister Yitzhak Shamir, talte Netanyahu på Bar-Ilan Universitetet den 16. november 1989 og opfordrede til masseudvisninger af palæstinensere: ”Israel burde have udnyttet undertrykkelsen af demonstrationerne i Kina [Tiananmen-pladsen], da verdens opmærksomhed var rettet mod det land, til at gennemføre masseudvisninger blandt araberne i territorierne.” Han fortalte de studerende, at regeringen havde undladt at udnytte ”politisk gunstige situationer til at gennemføre ’storskala’ udvisninger på tidspunkter, hvor ’skaden ville have været relativt lille’.” Han tilføjede: ”Jeg tror stadig, at der er muligheder for at udvise mange mennesker.” Netanyahu benægtede udtalelserne den 21. november og hævdede, at han var blevet misforstået.
Avigdor Lieberman, daværende leder af partiet Yisrael Beiteinu, fremsatte første gang sin ”Plan for udveksling af befolkede områder” i 2004. Planen gik ud på at omtegne Israels grænser for at overføre hundredtusinder af arabisk-israelske borgere, især dem i Galilæa-trekanten, ud af Israel og ind i en palæstinensisk stat, hvorved de ville blive frataget deres israelske statsborgerskab. Lieberman gentog denne plan ved FN’s Generalforsamling i september 2010 og beskrev den som en »befolknings- og territoriumsudveksling.«
Som udenrigsminister i 2014 modtog Lieberman en fortrolig juridisk udtalelse fra Udenrigsministeriets juridiske rådgiver Ehud Keinan, der argumenterede for, at en plan om overførsel af befolkning ville være lovlig i henhold til international ret, forudsat at den var konsensuel. Dokumentet, der først blev rapporteret af Haaretz’ Barak Ravid, havde titlen »Territorial Exchange: Transfer of Sovereignty over Populated Areas« og foreslog at overføre ca. 300.000 palæstinensiske borgere i Israel, der bor i Triangle-regionen – et tætbefolket område langs den grønne linje – til Den Palæstinensiske Myndigheds kontrol i bytte for israelsk annektering af store bosættelsesblokke på Vestbredden.
De idéer, som Lieberman havde brugt to årtier på at fremme fra den politiske periferi, trådte ind i mainstreamen af den officielle israelske diskurs efter den 7. oktober. Hamas’ angreb den 7. oktober 2023 udløste en hidtil uset bølge af officielle israelske udtalelser, der opfordrede til genbosættelse af palæstinensere uden for Gaza, hvoraf flere eksplicit nævnte Europa og Vesten som destinationer.
I en tværpolitisk kronik i The Wall Street Journal med titlen »Vesten bør byde Gaza-flygtninge velkommen« opfordrede Danny Danon – den tidligere israelske ambassadør ved FN – og Ram Ben-Barak – den tidligere vicedirektør for Mossad – »lande over hele verden til at modtage et begrænset antal familier fra Gaza, der har udtrykt ønske om at flytte«. De opfordrede vestlige nationer til at oprette ”velstrukturerede og internationalt koordinerede genbosættelsesprogrammer” og foreslog, at ”selv hvis landene kun tog imod så få som 10.000 mennesker hver, ville det hjælpe med at afhjælpe krisen.” Kronikken henviste eksplicit til europæiske og amerikanske fortilfælde med at modtage flygtninge fra tidligere krige.
Som svar på Danon og Ben-Baraks kronik dagen efter støttede finansminister Smotrich ideen i et Facebook-opslag, hvor han skrev: ”Jeg hilser initiativet fra Knesset-medlemmerne Ram Ben-Barak og Danny Danon om frivillig indvandring af arabere fra Gaza til lande rundt om i verden velkommen. Dette er den rigtige humanitære løsning for indbyggerne i Gaza og hele regionen.” Han argumenterede for, at en ”lille enklave som Gazastriben uden naturressourcer og uafhængige levebrødsmuligheder ikke har nogen chance for at eksistere uafhængigt, økonomisk og politisk, i en så høj befolkningstæthed over længere tid.” På det tidspunkt fordømte det amerikanske udenrigsministerium udtalelserne fra både Smotrich og minister for national sikkerhed Itamar Ben-Gvir, hvor talsmand Matthew Miller kaldte dem ”opildnende og uansvarlige.”
I samme ånd opfordrede efterretningsminister Gamliel kort efter den 7. oktober det internationale samfund til at fremme ”den frivillige genbosættelse af palæstinensere i Gaza uden for Gazastriben af humanitære årsager.” Hun argumenterede: ”I stedet for at kanalisere penge til genopbygning af Gaza eller til den mislykkede UNRWA [De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstinensiske Flygtninge], kan det internationale samfund bidrage til omkostningerne ved genbosættelse og hjælpe Gazas befolkning med at opbygge et nyt liv i deres nye værtslande.” Hun beskrev dette som ”en win-win-løsning: en sejr for de civile i Gaza, der søger et bedre liv, og en sejr for Israel.”
Lignende opfordringer kom fra andre steder i Netanyahus kabinet. Minister for national sikkerhed Ben Gvir opfordrede til at fremme ”en løsning, der tilskynder til udvandring af Gazas indbyggere” og kaldte det ”en korrekt, retfærdig, moralsk og human løsning.” Han udtalte: ”Udvandringen af hundreder af tusinder fra Gaza vil gøre det muligt for israelske bosættere at vende tilbage og leve i sikkerhed.”
Efter at det amerikanske udenrigsministerium havde fordømt disse udtalelser, skruede Smotrich op for tonen og hævdede, at ”mere end 70 procent af den israelske befolkning støtter” tilskyndelse til udvandring, og argumenterede for, at Israel ”ikke har råd til en virkelighed, hvor der fire minutter fra vores samfund findes et arnested for had og terrorisme, hvor to millioner mennesker vågner op hver morgen med et ønske om at ødelægge staten Israel.” Som modsvar til det amerikanske udenrigsministerium skrev Ben Gvir på X: ”Udvandringen af hundredtusinder fra Gaza vil gøre det muligt for beboerne i [Gaza]-området at vende hjem og leve i sikkerhed … med al respekt, vi er ikke endnu en stjerne i det amerikanske flag.”
De retoriske holdninger blev snart omsat til operationel planlægning på de højeste niveauer i det israelske forsvarsapparat. Forsvarsminister Israel Katz meddelte den 6. februar 2025: »Jeg har instrueret IDF om at udarbejde en plan, der vil give enhver beboer i Gaza, der ønsker at rejse, mulighed for at gøre det, til ethvert land, der er villigt til at modtage dem.« Han nævnte udtrykkeligt Spanien, Irland, Norge og Canada som måldestinationer og udtalte: ”Lande som Spanien, Irland, Norge og andre, der fejlagtigt har anklaget Israel for dets handlinger i Gaza, er juridisk forpligtet til at give indbyggere i Gaza adgang til deres territorium. Deres hykleri vil blive afsløret, hvis de nægter.” Han fremhævede særskilt Canada og bemærkede, at landet ”har et struktureret indvandringsprogram” og ”tidligere har udtrykt vilje til at modtage indbyggere fra Gaza.” Spaniens udenrigsminister José Manuel Albares afviste forslaget direkte og sagde: ”Gaza er de palæstinensiske indbyggere i Gazas land, og de skal blive i Gaza,” og Irland afviste ligeledes Katz’ kommentarer.
På trods af de europæiske afvisninger pressede Netanyahu og det israelske sikkerhedsapparat på. I februar 2025 støttede Netanyahu Trumps plan om at flytte Gazas befolkning og kaldte den en ”bemærkelsesværdig idé” og sagde til Fox News: ”Selve ideen om at lade de første gazanere, der ønsker at rejse, rejse – hvad er der galt med det?” Den følgende måned godkendte det israelske sikkerhedskabinet formelt et forslag fra forsvarsminister Katz om at lette ”frivillig overførsel” for indbyggere i Gaza.
I juli 2025 rejste Mossad-direktør David Barnea til Washington for at mødes med den amerikanske særlige udsending Steve Witkoff og anmodede formelt om amerikansk hjælp til at overbevise lande om at acceptere »hundredtusinder« af palæstinensere fra Gaza. Han fortalte Witkoff, at Etiopien, Indonesien og Libyen havde udtrykt åbenhed, og bad USA om at tilbyde incitamenter til disse lande. Det Hvide Hus blev beskrevet som uforpligtende og sagde angiveligt til israelske embedsmænd, at hvis Netanyahu ønskede at forfølge planen, måtte Israel selv finde villige værtslande. Et par måneder senere drøftede Netanyahu planer for »frivillig udvandring« ved et møde med højtstående forsvarsembedsmænd og regeringsmedlemmer. En plan fra forsvarsministeriet ville give indbyggere i Gaza mulighed for at rejse ud ad luft- og søvejen fra oktober 2025.
Andre personer i den israelske højrefløj udvidede den samme logik langt ud over Gaza. På en vingård nær Ramallah, hvor han præsenterede sin valgplatform »Kolonisering 2030« forud for valget, erklærede Smotrich: “Ødelæg ideen om en arabisk terrorstat; ophæv endelig, formelt og praktisk de forbandede Oslo-aftaler og gå ind på vejen mod suverænitet, samtidig med at man tilskynder til migration både fra Gaza og fra Judea og Samaria. Der findes ingen anden langsigtet løsning.” Dette var første gang, at en højtstående minister eksplicit udvidede kravet om udvandring til Vestbredden.
Disse udtalelser har udløst ensartet international fordømmelse. Det amerikanske udenrigsministerium fordømte udtrykkeligt udtalelserne fra januar 2024 fra Smotrich og Ben Gvir som ”opildnende og uansvarlige” og erklærede, at ”Gaza er palæstinensisk land og vil forblive palæstinensisk land.” Saudi-Arabien, EU, Nederlandene, Slovenien og andre stater sluttede sig til denne fordømmelse. Spanien, Irland og Norge afviste Katz’ krav fra februar 2025 om, at de skulle modtage folk fra Gaza. Menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty International, Human Rights Watch og BADIL, har karakteriseret disse planer som etnisk udrensning eller tvungen fordrivelse i henhold til international ret. Mens udtalelserne efter 2023 fremstiller genbosættelsen som »frivillig« og »humanitær«, påpeger kritikere og juridiske eksperter, at massefordrivelse, der gennemføres under krigs- og belejringsforhold, ikke meningsfuldt kan kaldes frivillig.
Samlet set repræsenterer disse genbosættelsesplaner den logiske kulmination på en langvarig jødisk politik udformet med det formål at gøre verden sikker for jødisk overherredømme, hvor den systematiske udnyttelse af vestlig kapital og indflydelse tjener det dobbelte formål at rydde det palæstinensiske land, samtidig med at den permanente transformation og destabilisering af de traditionelle europæiske kerneområder fremskyndes.
Kilde
Fra The Occidental Observer; “How Israel’s Resettlement Demands Shifted Toward Europe“. Oprindeligt udgivet d. 26. maj 2026.