13. april 2026

Af Nick Griffin

Mens de etablerede medier jubler over Viktor Orbáns nederlag, følger her et overblik over, hvad der egentlig skete ved det ungarske valg

Liberale over hele verden jubler over Viktor Orbáns fald i Ungarn. De tror, at ungarerne har stemt den »højreekstreme« ud og taget et skidt til venstre. Heldigvis er dette simpelthen ikke sandt. Landets nye premierminister er måske en marionet for Bruxelles, men det er de mennesker, der stemte på ham, ikke.

De stemte imod den korruption, som Orban (som flere ungarske venner længe har fortalt mig har sigøjneroprindelse) lod gro, og i afsky over en pædofiliskandale, som Orban greb for sent ind over for. Socialisterne og liberale trak sig tilbage, så deres vælgere kunne støtte nykommeren Peter Magyar og hans Tisza-parti, men det gør ikke vinderen til en venstreorienteret.

Sandheden er, at ingen ved, hvad Tisza er, bortset fra et protestredskab. Dets leder slog Orban i kvindernes stemmer blot ved at være meget yngre og pænere. Han identificeres ikke tæt med Donald Trump, der nu er blevet en kæmpe orange klods om benet for politikere, som han engang gav et skær af indirekte troværdighed. Magyar blev også hjulpet på forskellige måder af EU’s lange fejde med Orban, men – til at forvirre den liberale analyse – vandt han også mange stemmer ved at indtage en hårdere holdning til ulovlig indvandring end den siddende premierminister.

Dette vendepunkt blev fremmet af, at Ungarn i nogen tid har befundet sig i en økonomisk krise. Det har ikke udelukkende været Orbáns skyld. Landets økonomiske skæbne er tæt forbundet med Østrig, Tyskland og resten af EU, og det Rusland-relaterede energiselvmord, som Washington og Bruxelles har påtvunget hele blokken, har ramt Ungarn hårdt, trods Orbáns tapre forsøg på at stå fast på sund fornuft og et anstændigt forhold til Moskva.

Ungarerne synes at have været parate til at se gennem fingre med korruptionen inden for Fidesz, så længe landet havde det godt økonomisk, men at se regeringens venner tjene kassen, mens de fleste mennesker havde det svært, var en helt anden sag.

Liberale kommentatorer har gjort meget ud af, at Tisza-medlemmerne af Europa-Parlamentet har støttet EU’s migrationspagt, komplet med sanktioner for lande, der nægter at modtage deres kvote af ›flygtninge‹. Men det placerer dem ikke mere (eller mindre) i det liberale lejr end Giorgia Meloni. Den italienske premierminister har presset Bruxelles til en langt mere migrationsskeptisk holdning end tidligere, og efter at have gjort det samarbejder hun nu med EU’s plan.

Som jeg tidligere har nævnt, er Melonis holdning imod ulovlig indvandring og muslimer, men fuldt ud for lovlig indvandring og hinduer. Stort set på samme måde som Nigel Farage. Det er måske ikke uden betydning, at Magyar, ligesom Farage og Meloni, er en fanatisk tilhænger af frihandel. Ligesom Margaret Thatcher før dem er alle disse populister tilhængere af laissez-faire, klassiske liberale fra det 19. århundrede, når det kommer til økonomi.

Deres form for ultrakapitalistisk økonomi kræver en konstant tilstrømning af billig arbejdskraft og masser af unge forbrugere. Så mens de raser mod (og måske endda, for at være retfærdig, handler imod) ulovlig indvandring og måske er mistænksomme over for store grupper af muslimer, er de alle tilhængere af fortsat økonomisk indvandring fra steder som Indien.

Men et stort antal ungarske vælgere ved ikke det. Ligesom de millioner af naive briter, der stadig planlægger at stemme på Reform næste måned og give Nigel nøglerne til nummer 10 i 2029, hørte de Tisza-lederen beskylde Orban for at lade for mange illegale indvandrere komme ind og tror, at det betyder, at den nye populist vil gøre et bedre stykke arbejde end den gamle populist med at holde Ungarn ungarsk.

Tisza undgik også omhyggeligt at indtage udenrigspolitiske holdninger, der kunne koste stemmer. Magyar fordømte den påståede russiske indblanding i ungarsk politik (et sikkert trumfkort, nu hvor landet nærmer sig 70-årsdagen for den brutale sovjetiske undertrykkelse af Budapest-revolutionen) og sagde, at Ukraines suverænitet bør opretholdes. Men han har også sagt, at Ungarn bør være pragmatisk og have gode relationer og økonomiske bånd til Rusland. Han støtter fuldt ud Orbáns aftale med Rusland om at udvide Ungarns atomkraftværk i Paks, idet han henviser til behovet for energisikkerhed.

Tisza har ligeledes holdt sig meget tavs om situationen i Gaza og krigen mod Iran. Orbáns tætte tilknytning til Israel og det stadigt stigende antal jøder, der flytter til og køber ejendomme i Budapest, stødte mod landets gamle tradition for »antisemitisme«, som blev kraftigt forstærket af det uforholdsmæssigt store antal jødiske bolsjevikker i det stadig ofte huskede og hadede tyranni før og efter det heroiske oprør i oktober 1956.

Laszlo Toroczkai, leder af Vores Hjemland (Mi Hazank), foran antimigrationsmuren ved Ungarns sydlige grænse, som han var den første til at foreslå. [Se billedet i originalartiklen her. Red.]

Dette har sandsynligvis påvirket de næsten 6 %, der stemte på Laszlo Toroczkais meget åbent etnonationalistiske og antizionistiske parti, Vores Hjemland. Den talentfulde unge leder er en ordentlig, principfast nationalist. Han insisterer på, at den bedste måde at beskytte Ungarn og Europa mod massiv indvandring fra den tredje verden på, ud over mure og indvandringsforbud, er at søge gensidigt fordelagtige måder at hjælpe Afrika og Asien med at udvikle sig økonomisk på. Fjern både »push«-faktoren og »pull«-faktoren, argumenterer han – en logik, der også ligger til grund for hans holdning mod zionistisk og amerikansk aggression mod muslimske nationer.

Laszlo har også kritiseret Orbáns natalistiske politik som utilstrækkelig og klodset, hvilket er en retfærdig sammenfatning. Fidesz fortjener ros for at have forsøgt, men deres fokus på at holde kvinder i det slidsomme arbejdsliv har i højere grad vist, hvordan en vedvarende stigning i fødselsraten – selvom den er absolut afgørende – kræver en total kulturændring snarere end blot at smide penge efter problemet.

Selvom det nye ungarske parlament ikke rummer noget socialistisk eller liberalt parti, har Vores Hjemland nu seks pladser – og et springbræt til fremtiden, hvis Tisza fejler.

Der er således absolut intet grundlag for den vestlige liberale påstand om, at Ungarn er skredet mod venstre og har afvist nationalistiske idéer. Det har afvist Orban, men at dømme efter den holdning, Tisza indtog under valget, har det ikke afvist Orbanismen. Afstemningen var en irettesættelse af korruption, ikke et krav om en radikal kursændring.

Magyar har bestemt et bedre forhold til Bruxelles, og nu hvor han har vundet magten, kan han faktisk føre landet hurtigt i retning af liberalisme. De LGBTQ-lobbygrupper, hvis Open Society-finansiering Orban forsøgte at skære ned på, håber bestemt, at den nye leder vil være ›homovenlig‹.

Men homovenlig, antimuslimsk, libertær populisme er på ingen måde en behagelig langsigtet sengekammerat for de liberale venstreorienterede, der bestemmer i Bruxelles. Meloni, Wilders, Le Pen, Vox, AfD’s lesbiske og Farage kan endnu vise sig at være den politiske tendens, der netop har fundet sig en ny allieret i Centraleuropa, og deres brand har stigende tiltrækningskraft også i andre lande.

Verdens rigeste mand har erklæret krig mod Den Europæiske Union, og også han er en libertariansk kapitalist. Liberale ønskede at slippe af med Orban, og nu har de fået deres ønske opfyldt. De vil dog måske blot lære, at et opfyldt ønske ofte viser sig at være en forbandelse.

Især da Tisza er dømt til at stå i spidsen, mens Ungarn rammes af den globale økonomiske storm, der udløses af den gigantiske efterspørgselsnedgang i Golfen. Uanset hvad den gådefulde Peter Magyar viser sig at være (og mine ungarske nationalistiske venner siger, at han kommer fra en kommunistisk familie, forrådte sin tidligere chef Orban, og at hans kone – en tidligere Fidesz-minister – også har samarbejdet med Bruxelles om at destabilisere Orbán-regeringen), vil han blive en kæmpe skuffelse for vælgerne, der troede, han måske var en sikker økonomisk hånd.

Efter at have ført sit parti til en valgkatastrofe vil den aldrende Orban næppe gøre comeback, så hans parti vil sandsynligvis blive ramt af en lammende omgang interne stridigheder om, hvem der skal afløse ham. Laszlo Toroczkai har derimod fast kontrol og har den slags jordnære, principfaste nationalistiske program, som sådanne tider har en tendens til at favorisere. Beretningerne om den ungarske nationalismes død, som nu udbredes af diverse dårligt informerede vestlige medier, er stærkt overdrevne.

---

Kilde

Fra Nick Griffins Substack; “Has Hungary Gone Liberal?“. Oprindeligt udgivet d. 13. april 2026.