Af Povl H. Riis-Knudsen

Ruslands fuldt berettigede militæroperation imod Ukraine for at beskytte den russisktalende befolkning i Donbas er nu igennem snart 4 år blevet betegnet som en ”uprovokeret aggression” imod et andet ”suverænt land”. Det er angivelig imod den af USA ensidigt dikterede regelbaserede verdensorden. Men hvad ser vi nu? Verdens politimand, der har udnævnt sig selv til at håndhæve denne orden, gennemfører i fuld offentlighed en absolut uprovokeret aggression imod et suverænt land – uden nogen kritik fra de regeringer, som har så travlt med at kritisere Rusland. Der er absolut ingen regelbaseret verdensorden – og tilsyneladende heller ingen international lov. Der er kun jungleloven.

Det er uinteressant, om vi bryder os om Maduro eller ej. Han er Venezuelas lovligt valgte præsident. Var valget manipuleret? Det har vi ingen reel anelse om – men manipulerede valg synes efterhånden at være dagens orden i Europa – også i Danmark – så det kan ikke være noget kriterie for hans legitimitet. I det hele taget aner 99,9 % af den danske befolkning absolut intet om Venezuela – bortset fra, hvad den får serveret af de statsdrevne medier (dvs. alle fjernsynskanaler, radiokanaler og hele den øvrige presse – de lever alle af statsmidler). Jeg skal heller ikke udråbe mig til ekspert på Venezuela. Jeg har ikke tid til at følge alle lande og alle konflikter – men jeg er ikke ubekendt med Latinamerika som sådan, og denne verdensdel udmærker sig kun undtagelsesvis ved at frembringe store ledere, og befolkningerne, tja – de har de fleste steder et vist besvær med at tilpasse sig den europæiske livs- og statsform, der er blevet dem påtvunget af historien. Som i Europa søger man hen, hvor græsset er grønnest – og det har stort set altid været Argentina, selv om landets som følge af korruption og ekstremt dårlig ledelse er på fallittens rand.

Venezuela var i 50’erne og 60’erne Sydamerikas håb. Man opbyggede fabrikker og udviklede landets olieudvinding med hjælp fra den amerikanske olieindustri. Man forsømte imidlertid landets sociale udvikling. Allerede i 60’erne så fremsynede folk, at dette ville ende galt. De sociale problemer voksede, og dermed voksede også modsætningerne i samfundet. Den europæiskprægede befolkning, som var et mindretal, øgede sin levestandard, mens den indianskprægede befolkning ikke følte, at den fik sin del af fremskridtet. Dette kulminerede med Hugo Chavez’ overtagelse af præsidentembedet i 1999. Chavez blev valgt på en populistisk-socialistisk platform. Han gennemførte vidtstrakte sociale reformer – og nationaliserede olieindustrien, som var kommet under massiv amerikansk kontrol. USA gennemførte derefter økonomiske sanktioner mod landet. Disse ramte netop olieindustrien, som jo var afhængig af amerikansk teknik og knowhow. Socialisme har aldrig været vejen til velstand for de rige og har derfor altid skadet det økonomiske initiativ. Men Chavez’ reformer gavnede på kort sigt den fattige del af befolkningen, der nu fik adgang til lægehjælp og undervisning. På længere sigt gør den imidlertid erfaringsmæssigt alle fattigere, men Venezuela er fra naturens hånd et meget rigt land, som uden indblanding udefra nok kunne have klaret sig. Sanktionerne var imidlertid kvælende. Venezuelas eneste virkelige ven er Cuba – som selv har lidt under sanktioner siden det amerikanske kup i landet i 1959. Den amerikanske strategi er klar: sanktioner skaber fattigdom, fattigdom skaber oprør, oprør giver grobund for et amerikanskvenligt systemskifte – med hjælp fra USA selvfølgelig. Det er den kurs, der er blevet fulgt i f.eks. Syrien og Iran. Og så er der naturligvis Venezuelas naturlige rig­domme i form af olie, guld osv. Dem vil Washington gerne have fingre i igen, på samme måde som man har stjålet Syriens oliefelter, og ligesom man også stirrer begærligt på Irans ressourcer. Forbrydere får aldrig nok!

Jeg forstemmes lidt, når begavede og vidende mennesker på Facebook jubler over ”diktaturets” fald i Venezuela og befolkningens ”befrielse”. Som om vi havde et bedre styre her under madam Frederiksen, som retteligen bare burde sidde hjemme og brodere og lave syltetøj til familien. Vi har et system, hvor det kan være fuldstændig ligegyldigt, hvilket parti der danner regering – den førte politik vil altid forblive den samme, og den fører til nationens undergang. Om 50 år er Danmark en muslimsk stat og befolkningen en ukendelig brun masse. Hvis det altså ikke lykkes Frederiksen at starte 3. verdenskrig, som vil lægge planeten øde. Er dette system bedre end Maduros? Hvis du synes det, synes jeg, at du har et problem, men under alle omstændigheder skal vi ikke blande os i, hvilket styre man har i Venezuela. Det rager virkelig ikke os! Det må de selv ligge og rode med. Nogle er naturligvis utilfredse og har forladt landet, men det er nu mit indtryk, at hovedparten af befolkningen støtter Maduro – især efter Trumps bortførelse af ham. De fattige udgør i Venezuela et massivt flertal. Der er alle steder folk, der er utilfredse med regeringen. Jeg er meget utilfreds med Mette Frederiksen – hvis jeg var ung i dag ville jeg forlade Danmark – ikke med glæde, men i sorg! Regeringslederne i England, Frankrig og Tyskland er for længst dumpet af befolkningerne, men de holder sig alligevel ved magten. I England aflyser man lokalvalg, i Tyskland forsøger man at forbyde landets største oppositionsparti. Macrons krumspring for at holde oppositionen ude er alt andet end demokratiske. Alle europæiske lande er på fallittens rand. Skal denne styreform være en model til efterfølgelse?

Under alle omstændigheder er Trumps bortførelse af Venezuelas præsident et eklatant brud på folkeretten. De anklager, han fremfører imod Maduro, har ingen bund i virkeligheden. En amerikansk rapport om narkotikasituationen i USA nævner Mexico og Colombia som de største leverandører af narkotika til USA – Venezuela findes end ikke på listen. Et blik på kortet, viser hvorfor. Når Trump har ladet speedbåde og fiskerbåde sænke og alle ombord slå ihjel, er det en ganske almindelig kriminel handling, der strider imod både international og amerikansk lov. Har man mistanke til, at en båd har ulovlige ting om bord, kan man opbringe båden, undersøge den og i givet fald anholde besætningen – når båden når amerikansk territorialfarvand. Man kan ikke bare slå besætningen ihjel. Det er mord. Hvad angår skibene, må vi bare fastslå, at der er over 2000 km i luftlinje mellem Venezuela og USA’s fastland. De sænkede både kan vel sejle 500 km, og der er ingen tankstationer undervejs. En båd, der skal transportere narko, har i øvrigt ikke plads til 11 passagerer. Og under alle omstændigheder har man ikke lov til at skyde folk, der ligger i vandet. Ikke efter civil lov, ikke efter militær lov – ikke overhovedet, ikke engang i krigstilstand.

Venezuela er heller ikke base for Hamas eller IS. Men det skulle vel heller ikke være en forbrydelse, hvis så var – i hvert fald ikke noget, der rager USA. De er ikke berørt af det, og en af lederne for en afart af Islamisk Stat er jo i øvrigt netop blevet vel velmodtaget i det ovale værelse af selveste præsident Trump – ligesom også New Yorks islamistiske borgmester har fået lovord med på vejen. Det ville måske være mere nærliggende at søge efter islamistiske terrorister i Detroit, hvor man føler sig hensat til Mellemøsten.

Der er kort sagt ingen af de anklager, der rejses mod Maduro, som holder vand. Det kan godt være, at Maduro er et frygteligt menneske. Det er Mette Frederiksen også. Men i et retssamfund nyder selv frygtelige mennesker en beskyttelse mod at blive bortført af en gangsterorganisation, for det er, hvad USA under Trump har udviklet sig til.

Det er trist, for jeg har altid næret stor sympati for Trump. Hans MAGA-program var virkelig positivt, og Robert F. Kennedy jr. er en virkelig gevinst som sundhedsminister, hvor han forsøger at rydde op i den bundløse korruption, medicinalindustrien gør sig skyldig i, og som gør lægehjælp så vanvittig dyr i USA. Trump har imidlertid svigtet sin vælgermasse. I stedet for at fortsætte den oprydning i den udbredte korruption i regering og statsapparat, han havde indledt med Elon Musk som rengøringsassistent, i stedet for at beskytte USA’s grænser, i stedet for at sørge for ordentlige forhold for almindelige mennesker i USA, spiller han nu stærk mand på den internationale scene. Han havde ellers lovet at trække Amerika ud af krige og konflikter – i stedet skaber han flere. Iran og Grønland bliver de næste. Trump er klassens bølle, og det er på tide, han får af spanskrøret – og det vil han sandsynligvis få ved midtvejsvalget i november.

Han har skabt en præcedens, som naturligvis vil blive noteret i Peking. Trump mener, at han kan gøre, hvad han vil i Amerikas baggård. Hvordan mon de har det på Taiwan i dag? De er i Kinas baggård, så der skulle vel ikke være noget i vejen for, at Kina besætter dem? Og hvad egentlig med Guam? Og Ukraine er ikke blot i Ruslands baggård – det er helt inde i entreen. Må vi herefter blive fri for at høre noget om en regelbaseret verdensorden?!

I øvrigt beretter velunderrettede kilder, at USA simpelthen havde infiltreret Maduros stab og bestak nøglepersoner i hans nærmeste kreds, så man ikke behøvede at slå mere end ca. 80 mennesker ihjel under aktionen, der ikke udløste nogen væsentlig modstand. Det samme gjorde man i Syrien, hvor alle undrede sig over, at den syriske hær så pludselig gik i opløsning. Man forsøger det sikkert også i Iran, men det bliver nok en sværere nød at knække. På trods af alle de økonomiske problemer sanktionerne har skabt, foretrækker den iranske befolkning det nuværende styre frem for en amerikansk besættelse – uanset om denne bliver skjult bag en kransekagefigur som shahens søn. Det har de prøvet. I Syrien er kampene begyndt igen. Grønland bliver meget lettere – der vil ikke blive løftet en finger, og hvorfor også slås for Grønland, når man har foræret resten af landet væk!

Den er naiv, som tror, at Maduro vil få nogen form for retfærdig rettergang! Trumps prestigetab ville blive alt for stort, så Maduro bliver nok fundet hængt i sin celle – ligesom Trumps ven Jeffrey Epstein. Er det ikke sådan, gangstere plejer at gøre?

USA er den værste terrorstat i verden. Amerikanerne mener sig berettiget til at bestemme regeringsformen i andre lande, og det amerikanske militær har trukket et bredt blodspor igennem historien. Velordnede lande som Libyen, Syrien og Irak er blevet lagt i ruiner, og med amerikansk støtte er Israel i færd med at begå folkemord på palæstinenserne – ja, selve den amerikanske stat hviler på folkemordet på indianerne.

Relaterede artikler:

Otto Reich: Den jødiske regimeskifteagent, der brugte 40 år på at destabilisere Latinamerika