Et narrativ er jo egentlig blot en afledning af det engelske ord for en fortælling, et stykke skønlitteratur til belæring, underholdning eller æstetisk nydelse (fra latin narratio). På ”moderne dansk” er det imidlertid i stigende omfang en ”fortælling, der fremstilles og ønskes tolket på en bestemt måde, ofte ud fra ideologiske hensyn”1. Sagt mere direkte: det er propaganda – eller for at bruge et mere rammende ord: fiktion – eller måske endnu bedre løgn. Vi er i vor hverdag omgivet af narrativer: fortællinger om klimakatastrofer, Corona, vacciner, og i dag ikke mindst om krigen mellem Rusland og Ukraine. Om denne findes der to narrativer. Det første er, at Rusland bare venter på at overfalde hele Europa, besætte os og …. og, ja hvad så egentlig? Hvad skulle Rusland ville med os. Der er i Vesteuropa ingen russere, der undertrykkes, vi har ingen råstoffer, Rusland har territorie nok (det er verdens største land), Vesteuropa har blot en samling uoverstigelige problemer: en indvandring fra uciviliserede egne, som truer landenes eksistens, uoverstigelige økonomiske problemer, en ubetalelig statsgæld, en nedslidt infrastruktur, wokeuvæsen, ”cancel culture”, 177 køn, ugudelighed og al mulig anden dårligdom og umoral, som man ikke vil have i Rusland. Kan nogen give en eneste fornuftig grund til, at Rusland skulle ønske at besætte Vesteuropa? Fra sovjettiden ved man, hvor meget uendeligt vrøvl man har med europæerne. Det ønsker man ikke at gentage. Og man har jo heller ikke styrken til at besætte hele Europa. Man kan bombe Europa tilbage til stenalderen eller forvandle det til en radioaktiv ørken – men man kan ikke uden videre besætte det – af samme grund som Ukraine ikke kan vinde over Rusland. Det er et spørgsmål om matematik. Men Mette Frederiksen kan formodentlig ikke lægge 2 og 2 sammen!
Mette Frederiksen vil opruste for at forsvare os mod en fjende, som ikke eksisterer. Putin har aldrig sagt, at han vil genskabe Sovjetunionen – netop af ovennævnte grund: Det gav en grusom masse besvær. Sovjetunionen var baseret på en ideologi og ville udbrede den kommunistiske revolution til hele verden. Det var vi jo ikke så interesserede i, men i hvert fald efter 1960 var den trussel heller ikke mere reel. Sovjetunionen havde hverken styrken eller appetitten. I dag er sovjetkommunismen død, Rusland er en såkaldt demokratisk stat – med et stærkt præsidentstyre (som i USA eller Frankrig). Man skal ikke udbrede noget evangelium, men man vil ikke indkredses yderligere af NATO, som i dette tilfælde er aggressoren.
Vor form for demokrati er jo i øvrigt ikke nogen styrke – det er en svaghed. Mette Frederiksen er et godt eksempel på det. I en stat med et fornuftigt styre, ville hun gøre rent på de offentlige toiletter. Vi har et folketing, der med fordel kunne erstattes af makakaber. I Rusland skal man have noget at byde på for at kunne stille op til et valg – og det er vel egentlig ikke noget urimeligt krav! I USA skal man sælge sig selv til den højstbydende for at kunne finansiere en valgkamp. Næppe heller en god måde at vælge ledere på. Den amerikanske forfatning blev skrevet til et helt andet land med helt andre forudsætninger – den er fuldstændig uegnet til det USA, der findes i dag. I Frankrig kræves der tilsyneladende kun, at man ikke er nationalt indstillet. Frankrig står i dag på fallittens rand – sammen med Tyskland, England og alle andre europæiske lande med undtagelse af Slovakiet og Ungarn. Disse fallerede regimer har alle brug for en krig til at aflede opmærksomheden fra deres uduelighed. Når Ukraine bryder sammen, vil man i Vesten stå med et meget stort forklaringsproblem. Hvorfor har man smidt så mange penge ud på et håbløst projekt, der aldrig kunne lykkes – og som jo er os fuldstændig uvedkommende? Og hvad er pengene blevet brugt til – bortset fra at stoppe dem i lommerne på det korrupte regimes mænd og kvinder (og vore egne politikere har sikkert fået deres del). Selv en neanderthaler ville kunne slutte sig til, at Ukraine ikke vil kunne vinde den krig. Det er et simpelt spørgsmål om matematik og om krigskunst. Vore politikere og medier fodres udelukkende ukritisk med ukrainsk propaganda – ikke med kendsgerningerne på jorden. Når dette er overstået, må alle officerer, efterretningsfolk og journalister nødvendigvis have en fyreseddel for inkompetence.
Og så er der det andet narrativ: At Rusland jo intet kan. Man kan ikke engang slå Ukraine. Ruslands økonomi er elendig, folk er trætte af krigen og vil gøre oprør mod Putin etc. Vi bliver konstant fodrede med fortællinger om en ukrainsk fremgang på slagmarken, der ganske enkelt ikke finder sted. Ukrainerne mister hver dag terræn – og rigtig mange mennesker. Vi hører om kolossale russiske tab som følge af ”kødbølger”, der angiveligt sendes imod de tapre ukrainere. Det er også løgn. Det er i dag meget let at følge kamphandlingerne ved fronten. Ingen krig har nogensinde tidligere været så gennemfotograferet og gennemrapporteret som denne. Vi har endnu ikke set billeder af sådanne kødbølger – ganske enkelt fordi de ikke benyttes. Det var Stalins angrebstaktik – oftest fordi han manglede ammunition. Dagens russiske krigskunst er meget højt udviklet – og tabstallene forbløffende lave, netop fordi man ikke har travlt. Man lader ukrainerne angribe – det koster dem de største tab. Der er tale om en helt bevidst strategi – en udmattelseskrig, som ikke blot udkæmpes mod Ukraine, men imod hele Nato, som sender både materiel og tropper til Ukraine. Der rapporteres således om 10.000 faldne polakker. Under alle omstændigheder tømmes NATO-landenes våbendepoter, og deres industriproduktion er for ringe til at kunne fylde dem op igen. Endelig er Ukraine også ved at løbe tør for soldater. De russiske enheder består af professionelle tropper, der får en særdeles god løn, ligesom efterladte efter faldne modtager en meget betydelig erstatning. Alene det er en god grund til at holde tabstallene nede. Når der ikke er flere ukrainske soldater, kommer territoriet af sig selv uden yderligere kamp.
Sagen er jo, at man i Vesten ikke har nogen reel viden om Rusland – og man forsøger af al magt at forhindre folk i at skaffe sig denne viden. Studiet af russisk sprog er for længst lagt på is, russiske medier blokeres i Vesten som ”propaganda”, således at vi får et meget ensidigt billede af Rusland og krigens gang – nemlig kun det vestlige propagandabillede, som er uhyre forvrænget og mangelfuldt. Det er også gjort vanskeligt at rejse til Rusland – man vil helst ikke have, at vesterlændinge får lov til at se, hvordan Rusland i virkeligheden er, idet man så ikke ville kunne udbrede fantasifulde historier om det russiske folks og den russiske økonomis tilstand. Den russiske økonomi har det særdeles udmærket – i modsætning til den europæiske. Renten er høj for at hindre en overophedning af økonomien, men den er ikke så høj, som den var her i begyndelsen af 80’erne. Der er fuld beskæftigelse, og produktionen kører i højeste gear. Butikkerne er fulde af varer – også af vestlige varer – og der er masser af benzin. De vestlige kæder, der trak sig ud af Rusland, er for længst tilbage i den udstrækning, de har fået lov til at vende tilbage. Den eneste lukkede butik i GUM er i dag Diors. De har nu på fjerde år en nødudstilling og en seddel i vinduet om, at de holder lukket af ”tekniske” årsager. Men imens betaler de altså Ruslands absolut højeste husleje for et meget stort lokale med bedste beliggenhed i GUM lige ud til Den Røde Plads! Så de regner med at åbne igen…
Jeg har netop kørt omkring 15.000 kilometer igennem Rusland. Alt fungerer normalt – selv i fjerne sibiriske småbyer. August måned er ferietid – så rastepladserne er fulde, og der holder måske et par biler foran en i køen ved benzintanken – ganske som her. Det eneste, der mangler, er vestlige turister – til gengæld vrimler det med kinesere, naturligvis især i den østlige del af Sibirien og i Moskva. Trafikken i Moskva er lige så dræbende, som den plejer at være. Der er netop blevet indviet et nyt afsnit af den nye betalingsmotorvej østpå. Der er stærk trafik overalt. De dyre tyske biler forsvinder. I stedet kommer der tilsvarende kinesiske modeller. Økonomien orienteres mod Kina. Der er netop indgået en 30-årig aftale om levering af olie og gas igennem nye rørledninger til Kina. Det er den olie og gas, Vesteuropa tidligere fik, og som man nu ikke vil kunne få igen. Industriproduktion i Europa vil blive urentabel, og vi vil synke hen i fattigdom, mens Kina blomstrer. Sporerne på den transsibiriske jernbane er nærmest rødglødende, så tæt er trafikken på den – hovedvejen gennem Sibirien er fuld af lastbiler i begge retninger. Det samme gælder den nye motorvej gennem det sydlige Kasakhstan, der forbinder Kina og Rusland. Og endelig: Livskvaliteten er i Rusland langt højere end her – og den enkelte har langt større frihed. Og én ting kan jeg garantere: Der er intet afsavn, ingen mangel og intet offer, der ville få den russiske civilbefolkning til at vende sig imod krigen, for den opfattes med rette som eksistentiel. Det eneste pres, der er imod Putin, er et pres for at intensivere krigen.
Men hvilket narrativ er det nu? For det ene udelukker det andet. Hvis Rusland ikke kan klare Ukraine, så behøver vi jo ikke frygte en russisk besættelse her – eller?
Vi har haft mange ubegavede statsministre i dette land – jeg kan faktisk ikke huske, hvornår vi har haft andet, men Mette Frederiksen og hele hendes bande slår vel rekorden – eller måske er det bare ond vilje. Også Frederiksen har jo en hel del ting i bagagen, som hun helst så glemt.
Men jeg ville have et par relevante spørgsmål til hende:
Hvad i alverden vil hun opnå med langtrækkende raketter, der kan nå ind i Rusland? Vil hun i krig mod Rusland? Hvordan forestiller hun sig, at man kan besejre en atommagt? Hvilken forstand har hun overhovedet på krigsførelse? Jeg vil henvise hende til først at læse Annie Jacobsen: Nuclear War – a Scenario, Transworld Publishers 2024. Bogen er oversat til dansk, men den findes selvfølgelig ikke i en Pixi-udgave, som passer ind i Mette Frederiksens bibliotek. Bogen beskriver, hvad der sker fra afsendelsen af den første atombombe til den automatiske udslettelse af alt liv på jorden – sekund for sekund, minut for minut. Alle krigsgale idioter bør læse denne bog, inden de lukker munden op igen!
Jeg ville imidlertid også gerne spørge hende om, hvilken interesse vi egentlig har i den russisk-ukrainske krig? For at udenrigspolitik skal give nogen mening, skal den være interessebaseret. Hvilke interesser har vi i klemme her? Ja, vi har ingen interesse overhovedet i Ukraine – vor interesse burde have været at bevare et godt forhold til Rusland, så vi stadig havde kunnet nyde godt af billig russisk energi – og af adgangen til et marked på ca. 150 mio. mennesker, af hvilke vel omkring 10 % er endog særdeles købekraftige. Mette Frederiksen ville formentlig svare, at det ikke drejer sig om interesser, men om vore europæiske værdier (for ikke at tale om Amerikas ”regelbaserede orden”). Det er et spørgsmål om moral – vi er de moralsk gode, russerne de moralsk onde. Derfor må vi besejre Rusland. Det er primitive undermenneskers måde at inddele menneskeheden på. Det er med andre ord os, der i dag indtager Sovjetunionens rolle som udbreder af en bestemt ideologi for at ”forbedre” verden. Men lad os nu først se på, hvilke værdier vi egentlig har tilfælles med Zelenskijs regime i Ukraine. Ukraine er en kunstig stat, der aldrig tidligere har eksisteret. Det er en stat, der er defineret ud fra et bestemt territorium med tilfældige grænser – uden hensyn til den befolkning, som bor der. Den slags statsdannelser har altid givet problemer. Det østlige og sydlige Ukraine er overvejende russisk befolket, det nordvestlige overvejende ukrainsk. Over halvdelen af befolkningen taler russisk.
I den oprindelige forfatning var den russiske del af befolkningen sikret ligeberettigelse, sprogligt, kulturelt og religiøst. Men efter det første amerikanske forsøg på et statskup (den såkaldte orange revolution) i 2004 iværksattes der en ukrainiseringskampagne, hvorunder man omskrev historien og ville udfase det russiske sprog. Dette lykkedes kun delvist, men i 2014 satte USA alle sejl til, og fik styrtet den lovligt demokratisk valgte præsident Viktor Janukovitj. Herefter gik det stærkt med at fratage den russiske og russisksprogede befolkning de almindelige borgerrettigheder – det vi ellers forstår ved de europæiske værdier. Ja, det er faktisk en del af international ret, ligesom beskyttelsen af mindretal – evt. med våbenmagt – er en pligt! Man begyndte at føre en decideret krig imod den russiske befolkning i Donbas – på 8 år myrdede man 14.000 civile ukrainere, indtil Rusland sagde stop og intervenerede – helt i overensstemmelse med international lov. Herefter gik det stærkt med udviklingen af de værdier, Mette Frederiksen og hendes bande åbenbart anser for at være de – nye – europæiske værdier: forbud mod det russiske sprog, forbud mod den russisk-ortodokse kirke, forbud mod alle oppositionspartier og alle medier, der ikke ville underskrive en håndfæstning til regeringen. Fængsling af oppositionspolitikere. Aflysning af valg, hvorved Ukraine blev et helt almindeligt diktatur. Alt sammen altså de nye europæiske værdier, som vi har tilfælles med Ukraine? Det er sikkert Mette Frederiksens drøm – et permanent diktatur baseret på løgn, forstillelse og magtmisbrug. Og så er der naturligvis korruptionen – den har vi i sandhed tilfælles. Både Mette Frederiksens broder og hendes mand har kunnet sole sig i Frederiksens rundhåndede støtte til det ukrainske regime – på skatteborgernes regning. Hvor meget danske politikere har fået i returkommissioner, vides naturligvis ikke. Det undersøges heller ikke, for vi har nu engang vedtaget, at vi i Danmark ikke har nogen korruption, så hvorfor undersøge det? I USA er det helt almindeligt, at politikerne får ”procenter” af de penge, de bevilger – det kaldes valgstøtte eller lignende.
Er det de værdier, vi kæmper for med vore surt tjente penge? Hvorfor er Danmark det land, der har givet mest til Ukraine i forhold til befolkningstallet? Der må jo være en grund til, at det er så vigtigt for Danmark, at det går forud for sundhedsvæsenet, folkepensionisterne, de syge, undervisningssektoren, renoveringen af vor infrastruktur osv. – eller?
Men det er vel vigtigt at hævde et suverænt lands sikkerhed og ret til selv at bestemme sine alliancer og sine medlemskaber af mellemfolkelige organisationer – i overensstemmelse med den regelbaserede orden? Bestemt, men hvordan har det nu været rent historisk? Er Cuba et suverænt land? Det er der vel ingen tvivl om. Men under trussel om en atomkrig forbød USA Cuba at opstille russiske atomraketter i landet. Så meget for suveræniteten! Og hvad med Serbien? Havde Serbien ikke ret til at forsvare sin grænse? Åbenbart ikke. I 72 dage bombede NATO-lande anført af USA Serbiens civile for at gennemtvinge det såkaldte Kosovos selvstændighed – for russerne et klart bevis på, at NATO ikke er en forsvarsalliance men et angrebsredskab. Eller hvad med Cypern? Siden 1974 holder NATO-landet Tyrkiet en tredjedel af øen besat, ligesom man har foretaget en etnisk udrensning af den græsksprogede befolkning og erstattet den med tyrkere fra Anatolien. Og så er der jo Irak, Libyen, Syrien, Afghanistan…. Hvilken ret havde USA – og Danmark – til at blande sig i disse landes indre anliggender og efterlade dem som ruiner? Og med hvilket ”ret” kan Donald Trump sige, at Iran ikke må erhverve sig atomvåben? Hvad kommer det USA ved? Og hvorfor må Israel så have atomvåben – uden at have underskrevet ikkespredningsaftalen og uden at underkaste sig nogen form for inspektion? Denne regelbaserede orden gælder åbenbart for alle andre lande end USA og dets allierede – og det er ikke nogen internationalt vedtaget regelbaseret ordning. International lov er baseret på FN og FN’s sikkerhedsråd, men der sidder Rusland jo med ved bordet og har vetoret. USA har skabt sin egen amerikansk kontrollerede orden, som den vil påtvinge hele verden uden om de internationale organer – og uden selv at være bundet af den. USA er i sandhed den store Satan. USA har vænnet sig til at kunne diktere sin vilje til andre lande som en anden bølle i skolegården. Men det er sket med det. USA er i dag kun en af tre stormagter – antallet af atommagter er også vokset betydeligt. Hvis ikke USA lærer de nye spilleregler, udbryder 3. verdenskrig, men måske har vi brug for en krig for at få skidtet i toppen skyllet ud i den kloak, det kommer fra. Det bliver bare meget let til en atomkrig, der udsletter os alle. Men måske er det også fortjent. Hvad er egentlig værd at bevare af den herskende orden?
Under alle omstændigheder vil jeg gerne spørge Mette Frederiksen, hvad hun vil med sin voldsomme krigsretorik – som er blevet bemærket i Moskva, og som gennem medierne er blevet kommunikeret ud til hele den russiske befolkning. Er Mette Frederiksen mon helt klar over, at man ikke under nogen omstændigheder kan besejre en atommagt? Denne krig vil uundgåeligt ende med Ukraines nederlag – muligvis med, at Ukraine helt forsvinder fra landkortet eller bliver til en dysfunktionel reststat i et eller andet forbund med Belarus og Rusland. Hvad skal der så ske, Mette? Skal vi genoprette jerntæppet og afskære os fra Rusland, den russiske kultur og det russiske marked? Hvordan har hun tænkt sig, at forholdet til Rusland kan blive repareret? Hun vil også på dette punkt have tilføjet Danmark ubodelig skade!
Vesten ligger under for uvidenhed og dumhed. Man har afskåret sig selv fra realiteternes verden og lider af et overmod, som kun kan føre til fald. Man luller sig ind i fortidens drømme om, at vi er de bedste og de stærkeste i forhold til resten af verden, som vi blot betragter som underviklede og uduelige undermennesker. Men jeg har nyheder til Vesten: Vi er langt bagud i forhold til både Rusland og Kina: økonomisk, teknisk og militært. En krig mod Rusland (og evt. Kina) vil føre til vor udslettelse – også selv om den ikke blev til en atomkrig. De vestlige officerer, der styrer den ukrainske krigsførelse, og de vestlige våben har i Ukraine vist deres uduelighed.
Hvis Vesten ikke allerede nu begynder at komme til fornuft, vil krigen efter afslutningen i Ukraine meget vel kunne flytte sig til Georgien, Armenien og Moldova, hvor USA også har iværksat ”regime change”-operationer med henblik på at underlægge dem NATO, og hvor befolkningerne er stærkt splittede. I både Armenien og Georgien er den politiske temperatur på kogepunktet. Og hvis ikke Estland og Letland ændrer signaler og giver den russiske befolkning i disse to fallerede lande (henholdsvis 25 % og 35 % af den samlede befolkning) deres borgerrettigheder tilbage, vil de også ende som russiske delstater.
Små nabolande til Rusland kan kun eksistere i venskab med Rusland – aldrig som fjender! Studer Danmarks kurs i forhold til Tyskland i 30’erne!
Vor eneste redning ville være, at de vest- og centraleuropæiske folk rejser sig mod deres uduelige og korrupte regeringer og gennemfører en revolution over hele kontinentet. Men Europas tyranner har taget deres forholdsregler, som tyranner altid gør det: De har afvæbnet deres befolkninger, så de værgeløst må affinde sig med alt. USA er her en undtagelse, og netop her er de politiske og ideologiske modsætninger så skarpe, at en ny borgerkrig er en reel mulighed. Se Stephen Marche: The Next Civil War. Dispatches from the American Future, Avid Reader Press, New York 2022. Et “must read!”
Var jeg ikke så bedaget, som tilfældet er, ville jeg øjeblikkelig flytte til Rusland. Det kan anbefales alle, som er trætte af Mette Frederiksen og det danske skattevæsen. Man behøver ikke at flytte til Fjernøsten. Kaliningradregionen er tæt på, og den ligner af naturlige grunde meget det, vi kender hjemmefra. Det er let at finde nybyggede huse til særdeles rimelige priser. Af historiske grunde er netop denne region særdeles populær blandt indvandrere fra Tyskland, af hvilke der er mange, og det kan lette assimilationen for danskere.
Povl H. Riis-Knudsen
Læs også
Note
- Den Danske Ordbog ↩︎
Danmarks Frihedsraad 