Introduktion

Artiklen blev oprindeligt udgivet på engelsk d. 25. marts 2025 på The Occidental Observer. Vi har oversat den til dansk med tilladelse fra redaktøren.

Gå til del 2 her

***

Dekadence, korruption af statushierarkier og kvindelig hypergami Et svar på Rob Hendersons artikel »All the Single Ladies«, del 1 af 2

Af ph.d. F. Roger Devlin

I kommentarfeltet til mit essay »Hooking Up« fandt jeg en henvisning til en artikel ved navn »All the Single Ladies« af journalisten Rob Henderson. Jeg er taknemmelig – det er en fascinerende artikel for enhver, der observerer det moderne sexliv. Pointen er, at kvinder i den højere uddannelse har ekstremt svært ved at finde en passende partner på grund af deres numeriske overvægt på universiteterne. Ligesom jeg har beskrevet i mine egne tekster, er der opstået en situation, hvor for mange kvinder jagter for få mænd. Men Hendersons artikel vil falde i bedre smag hos mange læsere, da den udtrykker stærk sympati for kvindernes situation – og måske ikke så meget for mændenes. En, der punkterer kvinders prætentioner, må svømme mod en stærk strøm, der stammer fra mændenes beskyttelsesinstinkt. Selvom min observation af kvinders adfærd har gjort mig skeptisk, nyder jeg ikke at se kvinder ensomme og ulykkelige. De kvindelige studerende, der beskrives i Hendersons artikel, har aldrig gjort mig noget ondt, og jeg vil gerne hjælpe nogle af dem med at forstå den situation, de befinder sig i. Den situation har imidlertid været længe undervejs, og det vil kræve en noget lang argumentation at afklare den.

Hendersons artikel

Lad os begynde med en kort sammenfatning af de vigtigste punkter, Henderson fremfører i »All the Single Ladies«. Han indleder med at bemærke, at »kvinder i gennemsnit foretrækker uddannede mænd«. To af de stærkeste indikatorer for, hvor mange svar en mands online datingprofil modtager, er antal års formel uddannelse og indkomst. Et kontrolleret eksperiment, hvor alle andre faktorer blev holdt konstante, viste, at kvinder var 91 procent mere tilbøjelige til at trykke på »like«-knappen for en mand med en kandidatgrad end for en mand med en bachelorgrad. I det mindretal af ægteskaber, hvor hustruen har en længere uddannelse end sin mand, tjener manden næsten altid (93 procent af tiden) mere. Hvis en mand halter bagefter en kvinde både med hensyn til uddannelse og indkomst, er hans chancer for at blive accepteret af hende tæt på nul. Mænd, der søger en kvinde, er derimod langt mindre interesserede i hverken uddannelse eller reelle eller potentielle indtægter.

Set ud fra et økonomisk rationelt synspunkt burde en højtuddannet kvinde med en høj indkomst have mindre behov for at finde de samme egenskaber hos en mand. Men kvinders seksuelle instinkt følger ikke det økonomiske rationalitetsprincip: jo mere en kvinde har opnået, jo større er hendes behov for at finde en partner, der har opnået endnu mere. Det betyder naturligvis, at den dramatiske udvidelse af akademiske og professionelle muligheder for kvinder i de seneste årtier har ført til en proportionalt massiv ensomhed og seksuel frustration blandt kvinder.

Der er i dag 5,5 millioner kvinder med en universitetsuddannelse i alderen 22 til 29 år i USA mod kun 4,1 millioner mænd. Det betyder, at der er fire kvinder for hver tre mænd i denne datingpulje, eller et overskud på 1,4 millioner kvinder. Den deraf følgende konkurrence om de få mænd fører til dårlig opførsel blandt mændene på campus, der finder sig i stand til at indgå kortvarige forhold og søge seksuel afveksling. Kvinder på højere uddannelsesinstitutioner vil ofte have sex med sådanne mænd blot for at være i deres selskab, men de nyder det ikke nødvendigvis særlig meget. Faktisk har kvinder, i hvad der kan lyde som en paradoks, faktisk mere sex end mindre i miljøer, hvor de er i overtal i forhold til mænd: det er bare ofte dårlig sex.

På STEM-tunge universiteter som Caltech er mænd stadig i overtal og fortsætter med at bejle til kvinderne ved at forsøge at vise deres engagement. Men sådanne universiteter bliver sjældnere. En pige fra det stærkt kvindedominerede Sarah Lawrence College citeres for at sige: »En af mine veninder blev dumpet af en fyr, efter at de havde været sammen i mindre end en uge. Da han slog op med hende, brugte han faktisk ordet ‘marked’ – som om ‘markedet’ for ham bare var for godt.«

Det er selvfølgelig den slags ting, der driver redaktørerne på Chronicles til vanvid. Men kvinder udnytter deres fordel i kampen mellem kønnene lige så stærkt som mænd, hvor forholdene tillader det. Det er ikke et spørgsmål om, at disse mænd er onde: Der er på en eller anden måde opstået et helt system af perverse incitamenter, og det vil kræve mere end blot at fordømme eller straffe mænd at rette op på det. Faktisk lagde den traditionelle moral mindre vægt på at opfordre mænd til ikke at acceptere sex i sådanne situationer end på at beordre kvinder til ikke at tilbyde det. Den kvindelige studerende fra Sarah Lawrence lærte simpelthen på den hårde måde, hvorfor man plejede at gøre det.

Feminisme er stort på universiteter, hvor kvinder er i overtal. Man kan ikke stole på mændene, så kvinder reagerer ved at forsøge at blive »stærke og uafhængige«, som klichéen lyder: Med Hendersons ord søger de at »reducere deres sociale, økonomiske og politiske afhængighed af mænd«. I samfund med en overvægt af mænd er mændene derimod mere interesserede i at forsøge at tilpasse sig kvinderne. Mændene er pålidelige, så kvinderne er afhængige af dem. Forfatteren bemærker dog en formodet ulempe: »Kvinder i sådanne samfund var mere tilbøjelige til at blive kastet ud i stereotype kønsroller.«

Senere i artiklen udvider forfatteren sit fokus fra universitetsområdet til det bredere samfund. Her er der ingen mangel på mænd: I 2022 blev der født 1,048 drenge for hver pige i USA. Som forældre plejede at forsikre deres romantisk fortabte afkom: »For hver pige er der en dreng.« Uden for campus finder vi masser af ugifte unge mænd; problemet er, at de frustrerede studerende, der er beskrevet ovenfor, aldrig ville overveje dem som mulige partnere på grund af deres manglende uddannelse eller indtægtsmuligheder. Hvad laver disse unge mænd?

De fleste arbejder selvfølgelig. Men desværre er et stigende antal arbejdsløse eller underbeskæftigede: »Blandt aldrig giftede voksne er der kun 84 beskæftigede mænd for hver 100 kvinder. Hvis alle beskæftigede mænd pludselig blev taget fra os, ville hver sjette kvinde være uden partner.« Og hvad laver unge mænd, der hverken arbejder eller er i gang med en videregående uddannelse, med al deres fritid? For det meste spiller de videospil. I mindre, men stadig bekymrende omfang ser de pornografi. Den gennemsnitlige arbejdstid for mænd i alderen 21-30 faldt med 12 procent mellem 2000 og 2015, og fritiden steg proportionalt. Omkring 75 procent af denne fritid går med gaming, som er blevet en meget stor forretning. Unge mænd er naturligt interesserede i kamp og sex. Videospil giver dem en risikofri virtuel kampoplevelse og kan endda give en følelse af præstation, når spillerne gradvist forbedrer deres færdigheder (selvom disse færdigheder har ringe værdi uden for selve spillet). Og selvfølgelig tilbyder porno falsk sex. Begge dele giver en falsk tilfredsstillelse af behov, som mænd har arvet fra vores evolutionære fortid, og kan derfor være meget vanedannende for mænd, der ikke har meget andet at lave. Undersøgelser af selvrapporteret lykke viser, at disse mænd i det mindste, når de er yngre, er ret tilfredse. Som Henderson forsigtigt bemærker, er det dog usandsynligt, at sådanne erstatninger kan bære dem gennem livet.

Så vi har nogle universitetsstuderende mænd, der opnår status og samler harem, mens mange mænd uden universitetsuddannelse må trøste sig med falsk kamp og falsk sex. »All the Single Ladies« slutter med at fremhæve et punkt, som jeg har hamret på i næsten tyve år nu:

I et dereguleret marked dominerer magtlovene. På intet tidspunkt i historien har alle mænd i et givet samfund været lige eftertragtede. I dag er forskellen mellem mænd imidlertid særlig udtalt. Og kløften viser ingen tegn på at blive mindre eller forsvinde.

Læseren af min nylige essay »Hooking Up« vil se, at denne beskrivelse af nutidens seksuelle dysfunktion delvist overlapper min egen. De væsentligste forskelle er, at jeg taler om, hvad der sker på campus, og understreger hierarkiet i tiltrækningskraft (som for mænd inkluderer status), mens Henderson lægger vægt på kønsfordelingen på campus og status- og adfærdsmæssige kontraster mellem mænd på og uden for campus.

Mit svar, del 1: Korruptionen af uddannelsesstatushierarkiet

Som jeg ser det, er den største fejl i Hendersons portræt af nutidens seksuelle normer hans ignorering af en drastisk tvetydighed i begrebet »uddannelse« – en tvetydighed, der har stor betydning for dets relation til status og dermed mænds seksuelle tiltrækningskraft. Jeg forstår uddannelse primært som tre ting: 1) tilegnelse af viden og færdigheder, 2) træning og skærpelse af sindet både for sin egen skyld og for at nå eksterne mål, og 3) overførsel af en kulturel arv til den kommende generation af et bestemt folk.

Uddannelse omfatter disse mål på alle niveauer, fra den grundlæggende undervisning, der tilbydes alle normale børn, til den videregående uddannelse, der traditionelt kun tilbydes de mest lovende unge voksne. Skiftet i uddannelsens indhold fra det primære til det tertiære niveau kan ikke kun forklares med den naturlige udvikling af det menneskelige sind, når det nærmer sig voksenalderen, men også delvis med psykologen Abraham Maslows behovspyramide. Menneskets mest basale behov er fysiologiske: mad, varme, søvn og lignende. Når disse er tilfredsstillet, søger mennesker sikkerhed, derefter relationer til deres medmennesker, derefter anerkendelse og en følelse af at have opnået noget. Når de har tilfredsstillet alle disse behov, kan de beskæftige sig med højere, men mere diffuse ambitioner såsom kreativitet, at udnytte sit fulde potentiale eller selvrealisering. Maslows behovspyramide spænder fra behov, der er presserende for alle mennesker, men konkrete og veldefinerede, til immaterielle og vage mål, der ikke er særlig presserende for de fleste af os det meste af tiden. Det repræsenteres ofte som en pyramide, hvor basen er bred og gradvist bliver smallere, jo højere man kommer op. I sunde samfund er toppen af Maslows pyramide så lille, at det er muligt at nævne mange af de mennesker, der befinder sig der: navne som Goethe, Pascal, Da Vinci, Leibniz og Mozart.

Videregående uddannelse er en elitevirksomhed, der hovedsagelig beskæftiger sig med emner, der ligger ret højt i Maslows pyramide, selvom de mennesker, der beskæftiger sig med det, normalt ikke er dem, der befinder sig helt i toppen. Karakteren og kvaliteten af den videregående uddannelse, som en nation tilbyder sine unge eliter, siger meget om nationen og er et af de bedste mål for dens fremskridt.

Vi, der bor i Vesten, lever i en sen fase af vores kultur, i et samfund, der er blevet slapt af langvarig velstand. Et af de fremtrædende træk ved sådanne faser er, at Maslows pyramide bliver top-tung: for mange mennesker arbejder på selvrealisering, og for få dyrker roer. Alle glemmer livets nødvendigheder for at fokusere på luksus. Dette resulterer i en evolutionær ubalance. Vi er tilpasset et miljø, hvor de fleste mennesker bruger det meste af deres tid på at sikre basale behov og relativt lidt på kreativitet og på at udnytte deres fulde potentiale. Når et stort antal mennesker, der er naturligt egnet til at dyrke mad og skabe sikkerhed, i stedet bliver rekrutteret til den højere uddannelse, begynder der at ske mærkelige ting, og selve uddannelsens karakter ændres uundgåeligt og dybtgående.

Hvordan fungerer denne proces? Filosoffen Alisdair MacIntyre har engang trukket en kontrast mellem praksis og institutioner: praksis er former for menneskelig aktivitet, der giver sociale fordele, og institutioner er menneskelige organisationer, der er skabt for at fremme, beskytte og videreføre sådanne praksisser. For eksempel er medicin en praksis, der bekæmper sygdom og dermed forlænger og forbedrer menneskers liv. Men medicinsk praksis ville ikke kunne blomstre i længden uden at være forankret i institutioner: primært hospitaler, men også forskningslaboratorier, medicinske fakulteter osv.

MacIntyre pointerede, at der findes mål eller goder, der er specifikke for selve praksis, og mål, der er specifikke for de institutioner, der er oprettet for at fremme praksis – og disse to sæt mål er ikke identiske. De kan endda være i konflikt med hinanden. For eksempel er målet med medicinsk praksis at bekæmpe sygdom. Hospitaler er oprettet for at fremme denne praksis. Men de ansvarlige for hospitalerne begynder til sidst og næsten uundgåeligt at træffe beslutninger, der ikke så meget tager hensyn til kvaliteten af den medicin, der udøves der, som til hvad der er godt for hospitalet selv. Der kan f.eks. lægges marmorgulv eller iværksættes en PR-kampagne for at øge institutionens prestige og tiltrække ekstern finansiering – uden at det nødvendigvis bidrager til helbredelsen af patienterne.

Der kunne nævnes mange eksempler på, hvordan det, der er godt for institutioner, kan prioriteres højere end de behov, som de blev oprettet for at fremme, men det primære mål for institutioner som sådan er normalt vækst. Jo større hospitalet bliver, jo flere mennesker kan det ansætte, og jo større belønning kan de få. Eksempler på absurd uberettiget institutionel vækst er lette at finde. Her er blot et eksempel: I 1914 administrerede færre end 4400 mænd den britiske flåde, som var verdens største; i 1967 blev over 33.000 mænd betalt for at administrere en flåde, der stort set var ophørt med at eksistere. Dette gav naturligvis ikke den britiske flåde nogen fordel, men det gavnede administratorerne selv.

Uddannelse er naturligvis en vigtig menneskelig praksis i den forstand, som MacIntyre mener. De goder eller mål, den forfølger, er hovedsageligt de tre allerede nævnte: tilegnelse af viden, forbedring af sindet og overførsel af en kulturel arv. De store europæiske universiteter blev oprettet i middelalderen som steder, hvor nogle få mænd kunne dyrke rationel debat, blive uddannet i kanonisk ret og studere Aristoteles’ værker. De første lærde havde ofte bogstaveligt talt ikke tag over hovedet til at beskytte dem mod regnen. Gradvist fik universiteterne bedre fysiske rammer, men i århundreder forblev det akademiske liv forbeholdt en lille minoritet. I det tidlige Amerika måtte man demonstrere beherskelse af græsk og latin, før man blev optaget på et college. Så sent som i 1910 var det kun seks procent af amerikanerne, der havde en gymnasial uddannelse, for slet ikke at tale om videregående studier.

De første syv årtier af det tyvende århundrede var præget af en voldsom og uovervejet vækst i uddannelsesinstitutionerne. Dette krævede, at man trak studerende ind fra stadig lavere niveauer i den naturlige begavelseshierarki. Først blev det næsten universelt at gå i skole, og derefter at gennemføre gymnasiet. Efter Anden Verdenskrig og GI-loven eksploderede de videregående uddannelsesinstitutioner simpelthen. I 1975 havde 27 procent af mændene og 22,5 procent af kvinderne en bachelorgrad (mod henholdsvis 7,5 procent og 5 procent før krigen).

Indskrivningen nåede snart et plateau, fordi en minimums-IQ på omkring 115 stadig blev anset for nødvendig for, at en ung person kunne få meget ud af en universitetsuddannelse. Men selv denne svage standard er blevet udhulet i de senere år. En nylig metaanalyse viste, at mens den gennemsnitlige amerikanske universitetsstuderende i 1960 havde en IQ på 120, er tallet nu sunket til 102, hvilket svarer til den gennemsnitlige hvide amerikaner. Der er ikke længere noget »højere« ved højere uddannelse. Det er klart, at undervisningen har måttet tilpasses i overensstemmelse hermed. Som den afdøde kolumnist Joe Sobran så berømt bemærkede: »På 100 år er vi gået fra at undervise i latin og græsk i gymnasiet til at undervise i specialundervisning i engelsk på universiteterne.«

Værdifuld læring er delvist blevet erstattet af frivole fag som kurvefletning, men ofte er de nye erstatninger værre end nogen form for frivolitet: De studerende indoktrineres i skadelige ideologiske fikseringer som antiracisme, feminisme, postkolonial teori osv. En vigtig faktor, der fremmer denne ændring, er netop de studerendes lavere intelligens. De ideologiske kurser er langt enklere i indholdet end ægte akademiske studier og næsten umulige at klare dårligt, medmindre en studerende er så uforsigtig at bestride de fremlagte ideer. Hvorfor skulle en middelmådig studerende risikere sit karaktergennemsnit ved at forsøge at mestre formel logik, partikelfysik eller protestantismens historie, når han kan tage undertrykkelsesstudier og få et let »A«?

Den akademiske forskning har gennemgået en lignende forandring. Dette begyndte måske på læreruddannelserne, hvor unge ph.d.-studerende længe har beskæftiget sig med så vigtige spørgsmål som den bedste måde at stille borde og stole på i en skolekantine. Men det meningsløse er spredt sig til alle humanistiske og samfundsvidenskabelige fag og truer nu også de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser.

Evolutionærpsykolog Ed Dutton lavede for nylig en kort video om en helt almindelig ung kvindelig akademiker, der netop har fået en doktorgrad fra Cambridge University med en afhandling med titlen Olfactory Ethics: The Politics of Smell in Modern and Contemporary Prose. Ifølge Dutton viser afhandlingen, hvordan litteraturen registrerer betydningen af den olfaktoriske diskurs, lugtens sprog og den olfaktoriske fantasi, den skaber, i struktureringen af vores sociale verden. Det overordnede mål er at tilbyde en tværfaglig og bred undersøgelse af olfaktorisk undertrykkelse.

I det væsentlige har den unge kvinde læst nogle feministiske romaner af Virginia Woolf, noteret alle passager, der henviser til lugte, og derefter indpasset dem i et færdigt fortolkningsskema bygget op omkring undertrykkeren/den undertrykte-dikotomien.

Jeg har ikke læst hendes afhandling, så det er muligt, at jeg er uretfærdig – selvom jeg tvivler på det. Det betyder dog ikke noget, for jeg nævner kun denne unge kvinde som et praktisk eksempel. Uanset kvaliteten af hendes arbejde er de fleste akademiske afhandlinger i dag lige så meningsløse og absurde som det, jeg lige har beskrevet. Denne særlige afhandling blev kun berygtet, fordi forfatteren pralede af sin bedrift online og blev mødt med hån fra offentligheden. Dutton hævder, at hendes afhandling langt fra er den værste, han har hørt om. Til sammenligning nævner han Dr. Desiree Odoms A Multiple Marginalized Intersectional Black Lesbian Leader: A Critical Feminist Autoethnographic Narrative. På almindeligt dansk har denne kvinde skrevet en doktorafhandling om sig selv.

Der foregår stadig legitim og værdifuld læring og forskning på universiteterne, men det er truet af en slags Greshams lov for intellektet, hvor dårlig forskning fortrænger god forskning. Sammenfattende kan man sige, at det utopiske forsøg på at udbrede fordelene ved videregående uddannelse til den brede befolkning har ført til en katastrofal forringelse af selve uddannelsen. Og vi må huske på, at selve forsøget kun var muligt takket være den enestående materielle velstand i Amerika og andre vestlige nationer, dvs. deres succes med at sikre de mere presserende behov længere nede i Maslows pyramide.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på Counter-Currents og er her gengivet med forfatterens tilladelse.