Ved afslutningen af forrige årtusind besluttede den israelske regering at iværksætte en systematisk udslettelse af de stater, der stod i vejen for de israelske ambitioner om at skabe et større Israel1. Denne liste blev øjensynligt telepateret til den såkaldte regering i Washington, som i realiteten blot er den udførende arm af den israelske regering, men man var klar over, at det var en vanskelig opgave at få USA til at gennemføre denne plan – det krævede en begivenhed af dimensioner, ja, et nyt Pearl Harbor, at få amerikanerne til at bakke op om denne plan. Dette nye Pearl Harbor indtrådte på magisk vis den 11. september 2001, da personer med arabisk nationalitet kaprede nogle fly og fløj dem ind i hhv. World Trade Center i New York og Pentagon, mens et blev bragt til at styrte ned på en mark i Pennsylvania. Det var en begivenhed, der har givet anledning til mange spekulationer – og mange vanvittige ideer, men der er nok alligevel få, som er helt overbeviste om, at den officielle fremstilling af begivenheden er hele sandheden. De spekulationer vil jeg overlade til andre. De affærdiges som konspirationsteorier, men det er jo generelt en betegnelse, man hæfter på alle de ting, folk helst ikke skal gøre sig tanker om, som f.eks. “Den Store Udskiftning”, der generelt affærdiges som netop en konspirationsteori, men som dog kan iagttages i virkeligheden hver eneste dag.
Herefter faldt staterne på Israels liste en efter en – uanset om de havde noget med flykapringerne at gøre eller ej. Denne krig betegnes generelt som krigen imod terror – men den er reelt selv den største terroroperation, der er gennemført efter den anden verdenskrig. Irak, Afghanistan, Libyen, Sudan, blev ødelagt en for en. Også Ægypten oplevede et “regime change”, men her lykkedes det kun halvt. Ægypten er stadig et fungerende samfund – men spørgsmålet er hvor længe. Jordan har kapituleret uden krig, men uroen lurer. Senest er så Syrien blevet føjet til listen. Tilbage er endnu Iran, som nok har de bedste forudsætninger for at modstå presset, hvis regeringen forstår at holde tungen lige i munden. Et angreb på Iran vil i dag være et angreb på Rusland, og det vil have vidtrækkende konsekvenser.
Ligesom Irak under Saddam Hussein var også Syrien under Assad et vestligt orienteret, velordnet og civiliseret samfund med lige ret for kvinder og mindretal. Man må imidlertid huske på, at næppe nogen af disse lande, som for de flestes vedkommende er opstået på Det Osmanniske Imperiums ruiner, er nationalstater i vor forstand. At tale om en irakisk eller syrisk nation eller et irakisk eller syrisk folk er ganske enkelt en misbrug af begreberne. Syrien bebos således af folk med vidt forskellige religioner og kulturer, forskellige sprog og forskellige etniciteter. Der er naturligvis et sunnimuslimsk flertal (som taler en syrisk variant af arabisk), men derudover er der alawitter (en afart af islam, hvis tilhængere er meget europide og i høj grad tilhører overklassen. Assad er alawit), shiitter (en anden afart af islam, især udbredt i Iran), kristne (oldkristne, som taler assyrisk, der nedstammer fra aramæisk, det sprog Jesus skal have talt, armenske kristne og andre kristne), yazidier (en gammel religion med indoeuropæiske rødder, hvis tilhængere er meget europæiske af udseende og taler kurdisk, som er et indoeuropæisk sprog, der er i familie med persisk og absolut intet har med arabisk at gøre, selv om det nogle steder skrives med det arabiske alfabet, andre steder med det latinske eller det kyrilliske), kurdere (som er sunnimuslimer, men taler kurdisk), drusere (hvis esoteriske religion er bygget på islam, men ikke betragtes som en del af islam). Og så er der naturligvis armeniere, tyrkere, libanesere, palæstinensere osv.)
Mangfoldighed har som bekendt aldrig været nogen styrke, men en opskrift på undergang.
Som det umiddelbart ses, er der tale om et kludetæppe og et kompliceret samfund, som det er meget vanskeligt at reformere – og at holde sammen på. Det gøres ikke med dialogkaffe. Jo mere sammensat en befolkning er, desto grovere metoder skal der til. Oprøret mod Assad begyndte, da han ville reformere økonomien. Det kan være svært at få folk til at forstå, at de skal omstille sig – og især de ældre og de, der er dårligst uddannet, vil få problemer. Vi troede vel efterhånden alle, at faren var mere eller mindre drevet over – og pludselig falder Assad og Syrien i løbet af uge.
Det er selvfølgelig ikke gået naturligt til. Israel er det land, der har vundet mest – og det er sandsynligvis også Israel, der har stået bag omvæltningen, men i tæt samarbejde med USA og støttet af Erdoğan, der er den politiske scenes mest uærlige, forræderiske og durkdrevne aktør, som netop har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Israel, samtidig med at han har planlagt en aktion mod Syrien sammen med Israel. Han og Netanyahu har givetvis i sinde at dele Syrien imellem sig. Israel har allerede udraderet alle det syriske militærs installationer i landet – havne, lufthavne, fly, skibe, våben. Samtidig har man besat ikke blot Golan-højderne, men også en meget bred “sikkerhedszone” omkring dem. De står i dag tæt på Damaskus. Erdoğan ønsker specielt at udrydde den store kurdiske befolkning. En sådan findes der nemlig også i Tyrkiet, hvor den systematisk forfølges og undertrykkes, og Erdoğan frygter, at der skal opstå en kurdisk stat i Irak og Syrien. En forening af kurderne i Tyrkiet, Irak og Syrien ville være det eneste rimelige, og denne forening i en selvstændig stat burde have været gennemført umiddelbart efter den første verdenskrig, hvor man skabte rækken af kunstige statsdannelser under hhv. fransk og engelsk overhøjhed. Derudover ønsker Erdoğan at indlemme den nordlige del af Syrien i Tyrkiet, et projekt, han allerede har sat i gang.
Hvad er der i denne forbindelse sket med respekten for suveræne staters grænser, som vi ellers i anden sammenhæng hører så meget om? Hvorfor må Israel og Tyrkiet angribe Syrien? Der må både indføres sanktioner mod Israel og sendes våbenhjælp til syrerne…. Jeg drømmer bare. Gangsterstaten USA bestemmer, hvad man må og ikke må – helt afhængigt af, hvem der gør det. Det er det, man kalder “den regelbaserede orden” – til forskel fra international lov!
Men hvordan var det muligt? Den syriske hær var veludrustet, dens soldater rimeligt veltrænede. Det eneste stykke Syrien, jeg har besøgt, er den syriske ambassade i Beirut, hvor jeg har været alt for mange gange uden dog at få det visum, jeg søgte. Den er at ligne ved en fæstning2. Man regner fra iagttageres side med, at officererne simpelthen er blevet bestukket af amerikanerne. På de kanter bestemt ikke umuligt…, men det lyder alligevel lidt fantastisk. Og hvorfor har Assad igennem den seneste tid forholdt sig helt passiv? Hans kone er alvorligt syg, men alligevel forekommer det mærkværdigt. Måske vi engang får en forklaring.
Glæden over at være “sluppet af” med Assad synes i Vesten ikke at ville tage nogen ende. Lad os derfor kaste et kort blik på de nye magthavere. Hvem er de? Det kan siges meget kort: islamiske terrorister af den værste skuffe. Abu Mohammed al-Julani har således personligt skåret halsen over på folk under IS’ terrorregimente i Syrien. CIA har udsat en dusør på 10 mio. dollars på hans hoved, og hans organisation HTS (Hayat Tahrir al-Sham – udtalt assham) er på CIA’s liste over de 10 farligste terrororganisationer i verden, en liste, hvor man forgæves leder efter Hamas og Hizbollah (Guds Parti). Og nu priser man ham gudhjælpemig som det nye håb for Syriens fremtid. Kender idiotiet slet ingen grænser? For at tækkes seerne i Vesten har Julani barberet skægget lidt, klædt sig nogenlunde europæisk på og ladet sig interviewe af en kvindelig journalist – dog iklædt muslimsk heldragt. Han bekender sig nu angiveligt som tilhænger af mangfoldighed (hvilket i hans mund nok vil betyde, at det er lige meget, om man bærer brun eller sort chador…) Som tidligere CIA-efterretningsanalytiker Larry Johnson udtrykker det: “Det er som at give en gris læbestift på og præsentere den som Marilyn Monroe!”
Men hvor kommer HTS fra? HTS nedstammer i lige linje fra den muhajedin-bevægelse, amerikanerne skabte i Afghanistan for at bekæmpe Sovjetunionens forsøg på skabe en stabil stat der. Mellemstationerne hedder Al Qaeda, ISIS, Al-Nusra osv. Amerikanerne har også brugt disse for at skabe uro i Tjetjenien og Dagestan, til at organisere terror i Moskva – og senest til at storme Crocus City Hall, der stadig ligger som et afbrændt skelet lige ved motorringvejen omkring Moskva. Den terrorisme, man foregav og stadig foregiver at ville bekæmpe, har man selv skabt og benyttet sig af efter forgodtbefindende. Hvis man vil bekæmpe terroren i verden, må man starte med den farligste terrorstat af alle: USA!
Lad mig nu optræde som profet, og jeg skal forudsige Syriens fremtid, når nu sejrsrusen har lagt sig og fængslerne er blevet tømt for kriminelle. Landet vil synke hen i absolut kaos, ligesom Irak gjorde det. De 5-6 forskellige islamiske grupper, der har taget magten, vil få svært ved at blive enige om noget som helst konstruktivt, men de mener det med religion alvorligt, og de tåler ingen afvigelse fra den rette lære, dvs. hvad den enkelte gruppe anser for at være den “rigtige” udgave af islam. I løbet af relativt kort tid vil de begynde at kæmpe om magten indbyrdes, og grisen vil tørre læbestiften af. Men først kommer turen til de vantro og de grupper, som ikke er arabere: Man er allerede gået i gang med at myrde løs af kurderne (selv om de også er muslimer). De få yazidier, der er tilbage efter det sidste IS-regimente, vil blive brændt levende – de beskyldes for at være hedninge og troldfolk. Og naturligvis vil de kristne3 blive slået ihjel og deres kirker brændt. Derefter vil de forskellige muslimske fraktioner så begynde at slå hinanden ihjel. Undervejs vil hundredetusindvis af uskyldige mennesker bliver torteret og dræbt på grusom vis. Men Vesten applauderer de nye herskere. Israel vil netop have kaos omkring sig! For Guds udvalgte folk betyder andre folks liv intet, se Gaza og Libanon4 og læs din bibelhistorie, som den fremgår af Mosebøgerne.
Israel vil dog sandsynligvis opdage, at dets imperialistiske tilbøjeligheder overstiger landets evner – selv med ubegrænset amerikansk støtte fra Trump-regeringen, som mht. israelliderlighed kommer til at overgå alt, hvad vi hidtil har set. Der er imidlertid nok grænser for, hvor meget Israel kan gabe over – og der er grænser for, hvor meget Erdoğan kan tillade sig at støtte dem. Islamismen er blevet stærk i Tyrkiet. Og så er der jo Iran, som jeg vil vende tilbage til ved en senere lejlighed. Her vil man ikke tolerere et “Greater Israel”, og hvis man ikke allerede har atombomben, ville jeg nok anbefale, at man får den lavet i en fart. Kun atombomben kan beskytte et land effektivt. Det glædelige ved en atomkrig ville være, at USA ville blive udslettet – det sørgelige, at vi andre også ville forsvinde fra jordens overflade. Men måske er vi blevet så degenererede, at det blot ville være naturens orden, der sker fyldest. Vi har ikke fortjent at overleve.
Man ynder at sige, at Iran er blevet voldsomt svækket af Assads fald, og man kan vel ikke afvise, at det har gjort ondt – men det er stadig Iran, der kontrollerer Hormusstrædet, og Iran har en ganske formidabel hær, masser af råstoffer og en god infrastruktur. Dertil kommer en veluddannet befolkning, hvis overklasse hovedsagelig er af indoeuropæisk herkomst. Over 40 års sanktioner har naturligvis sat deres præg – men den nye alliance med Rusland (og de øvrige Brics-stater) vil kunne afbøde mange følger af sanktionerne. Irans fremtid vil imidlertid også afhænge af, om det religiøse styre vil afholde sig fra at skabe unødig splid i befolkning med hensyn til dennes påklædning. Påklædningsreglerne er ikke populære og følges også kun i den udstrækning, hvor det er absolut nødvendigt. Som en mullah selv udtrykte det: lysten til at bære hijab skal jo komme indefra. Det er netop rigtigt. Man bør ikke skabe splid på det spørgsmål. Men lige som med hensyn til Rusland er det også en myte, at den iranske befolkning bare går og venter på en lejlighed til at gøre oprør. Det er under ingen omstændigheder tilfældet!
Erdoğan kan meget vel opdage, at han er i samme situation som troldmandens lærling. Han har sluppet kræfter løs, som han sandsynligvis ikke vil kunne styre i længden. Fanatisk islamisme vil også kunne udgøre en trussel mod Tyrkiet. Og de nye magthavere vil næppe tillade tyrkernes landrov i de nordlige provinser. Endvidere skal man ikke kimse ad kurderne – som også understøttes af USA. De er parate til at bære terroren til de tyrkiske byer for at sprede skræk og rædsel.
USA har for længst stjålet den syriske olie – og den vil man nok beholde. Men hvor længe varer hvedebrødsdagene med islamisterne? Det kan blive et meget kort ægteskab.
Man siger også, at Rusland er blevet svækket. Irriteret er nok et bedre udtryk. Man har investeret i Assad, som bare opgav det hele og rendte af pladsen. Jeg er ikke sikker på, at Assad vil blive inviteret til te hos Putin ret tit. De nye magthavere synes imidlertid interesserede i, at russerne bevarer deres baser i landet. Ret beset er det jo det eneste organiserede militær, der er tilbage. Og mon ikke russerne lader sig overtale til at blive? Det får vi jo se. Når alt kommer til alt, er flådebasen jo hjemsted for Ruslands Middelhavsflåde.
Når jeg ser al den glæde, herboende syrere udviser efter Assads fald, kan jeg kun ønske dem god rejse. Det må være konsekvensen. De har ikke mere nogen grund til at være her.
Men de rejser nok ikke – og under alle omstændigheder vil de blive afløst af de hundrede tusinder, der snart vil blive drevet på flugt af de nye magthavere. Israel ønsker ikke at okkupere et territorium med mennesker på. Araberne skal fordrives, så de skaber problemer for europæerne, og så der bliver mere plads til jøderne.
Det er vanskeligt at forstå nationale danskeres kærlighed til Israel. Den kan kun skyldes manglende viden og et moralsk kompas, der trænger til udskiftning.
Povl H. Riis-Knudsen
Noter
- https://danmarksfrihedsraad.com/2021/05/22/skal-danske-nationalister-stotte-israel/ ↩︎
- Meningen af dette udtryk: Den ser ud som…
Godt gammelt dansk…. ↩︎ - Om de kristnes sørgelige skæbne i Mellemøsten kan læses i Klaus Wivels “Den sidste nadver. En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden”. Kristeligt Dagblads Forlag 2013. En meget anbefalelsesværdig bog! ↩︎
- Skal danske nationalister støtte Israel? – Danmarksfrihedsraad https://danmarksfrihedsraad.com/2021/05/22/skal-danske-nationalister-stotte-israel/
Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat – Danmarksfrihedsraad
https://danmarksfrihedsraad.com/2024/03/03/israel-et-mislykket-samfund-en-mislykket-stat/
On Palestine – Danmarksfrihedsraad
https://danmarksfrihedsraad.com/2023/04/09/on-palestine/
↩︎
Danmarks Frihedsraad 