BOGANMELDELSE M.V.:
Morten Lassen
Ruslands march mod fortiden – og ind i krigen
Gads Forlag, 2024
Morten Lassen er født i 1974 og angiver at være cand.mag. i litteraturhistorie og lektor i dansk og historie ved Københavns VUC. Er man født i 1974 har man sandsynligvis ikke fået nogen uddannelse, og det bærer bogen så sandelig præg af. Morten Lassen kan tydeligvis ikke russisk, har intet kendskab til Rusland, hvor han vel kun har været til et par dages konference i Sankt Petersborg, og han ved ikke noget som helst om russisk mentalitet og russisk historie. Bogens titel er god – og det skal vi komme tilbage til – men det er ikke faldet Lassen ind at grunde nærmere over dens betydning eller over, hvorfor vi overhovedet beskæftiger os med historien. Hvad nytte er det til? Eller som mit barnebarn på 15 udtrykker det: ”Hvad kommer det mig ved?”
Den manglende reelle viden om Rusland kompenseres med en alenlang litteraturliste med titler på dansk, svensk og engelsk (overvejende engelsk). Der er også nogle få tyske titler, men om han nu også virkelig kan læse dem, det er en anden sag. Han har læst nogle taler af Putin i engelsk oversættelse, men han forstår åbenlyst ikke, hvad manden siger. I hvert fald ignorerer han det. Han opfører også John J. Mearsheimers ”Why the Ukraine Crises Is the West’s Fault, i: Foreign Affairs, September/October 2014, men ikke noget senere end den, og han synes fuldstændig at forbigå argumenterne i den i sin fremstilling. Den passer ikke til hans narrativ.
Jeg har naturligvis ikke læst alle de bøger og artikler, han angiver – og jeg gør det heller ikke. Alene titlerne taler deres tydelige sprog. Der er stort set tale om én lang omgang russerhad, som kritikløst kolporteres videre til de forhåbentlig få sagesløse læsere. Til gengæld mangler rigtig mange værker og forfattere, som har noget væsentligt at sige. Til behandlingen af dette emne er Svetlana Aleksijevits’ Secondhand-tid (Forlaget Palomar) ganske enkelt umulig at komme uden om, hvis man vil tages alvorligt – især når man ikke selv har oplevet historien på nært hold – og det har Lassen af gode grunde ikke. Ja, jeg vil næsten sige, at det er den vigtigste bog om Rusland (og Hviderusland) i det 20. århundrede på det danske bogmarked. Den kendsgerning, at Aleksijevits’ bog udkom i Moskva i 2013, viser desuden, at Lassens forskellige betragtninger om friheden i Rusland er grebet ud af luften. Og så er der jo Jens Jørgen Nielsens fortræffelige Rusland på tværs (Hovedland), forskellige bøger og dokumentationssamlinger af Thomas Röper (f.eks. Die Ukraine Krise 2014 bis zur Eskalation (J.K. Fischer Verlag), flere bøger af Gabriele Krone-Schmalz, f.eks. Russland verstehen? (Westend) – og i al beskedenhed min egen Mit russiske liv (Ordsmeden). Desuden er der jo diverse artikler af sværvægteren Marie Krarup. De ville jo have bragt lidt balance ind i tingene, men det er ikke diskussion og balance, Lassen ønsker – det ville sandsynligvis overbebyrde ham intellektuelt. Så han nøjes med denne ensidige samling russofobi, hovedsagelig skrevet af folk, der bare hader Rusland. Og til denne intellektuelle mødding henviser han konstant. Henvisningerne fylder ca. 30 tættrykte sider, teksten ca. 300 med tekst i normal størrelse. Bogen er en mosaik af referater uden selvstændig tankevirksomhed. Han finder et citat, han kan lide, og så er det for ham sandheden – og alt det, han ikke kan lide, eksisterer ikke – eller er bare propaganda. Han nævner naturligvis også relevante ting som f.eks. løftet om ikke at udvide Nato østpå og amerikanernes klare brud på dette løfte, men han følger ikke op på. Det er jo ikke uden betydning for den videre udvikling. Han har en tese, og den vil han med djævelens vold og magt bevise gennem sine utallige løsrevne citater fra andre forfattere, hvis forhold til sandheden og hvis dybere forståelse ikke betvivles. En opstillet tese skal jo efterprøves kritisk – og den kritiske efterprøvelse er vanskelig at finde. Det gælder om at diskutere, kontrollere og veje de forskellige udsagn. Det er videnskab – det andet er propaganda.
Lassen skriver i sin indledning:
Min tese i denne bog er, at hvis Rusland i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud havde taget et opgør med sin mørke fortid, endevendt sin histories sorteste kapitler og sat navne på både bødler og ofre, fjernet løgne og fortielser fra historielærebøgerne, gjort endeligt op med alle myterne, med Stalin-kulten og sat en prop i propagandaen – så havde vi ikke haft en invasion af Ukraine. Derfor er truslen fra Rusland også først overvundet, når Putins og russernes historiesyn er ”besejret”.
Det skal man lige fordøje. Lille Lassen mener i fuldt alvor, at han ved, hvad der er løgn og sandhed i den russiske historie, som han helt klart har et endog meget perifert kendskab til og absolut ingen forståelse af, og han ønsker så netop at bruge sin version af den russiske historie som et våben til nedkæmpelse af russerne, for det er det, han giver opskriften på. At han heller ikke forstår konflikten i Ukraine, undrer ikke. Den har ikke så meget med historieopfattelsen at gøre – den drejer sig om kampen for at sikre den russisksprogede del af Ukraines befolkning de sproglige, religiøse og nationale rettigheder, som var sikret dem i den oprindelige forfatning, men som er blevet trådt under fode af Zelenskij-regimet, ikke om at ville genskabe Sovjetunionen eller at få mere territorium. Det viser bl.a. Putins gentagne forsøg på at få en fredsaftale i stand. I øvrigt var neutralitet også en del af den oprindelige forfatning. Og det hele fører os tilbage til titlen Historien som våben – for titlen er det bedste ved bogen!
Hvorfor beskæftiger vi os overhovedet med studiet af historien? Den tyske historiker Leopold von Ranke (1795-1886) mente, at det er historikerens opgave at finde ud af, ”wie es eigentlich gewesen ist” – hvad der egentlig er sket, og måske hvorfor. Det er ifølge Ranke ikke historikerens opgave at dømme og belære. Det kunne nutidens historikere måske godt tænke lidt over – også Lassen, selv om han tydeligvis ikke er historiker. Men hvorfor skal vi så egentlig vide, hvad der skete for 100 år siden og hvorfor? Et svar kunne være, at vi derved kan lære af fortidens fejl, så vi ikke gentager dem. Det ville så sandelig være et ædelt formål, men erfaringen viser, at historien alligevel gentager sig, først som tragedie, siden som farce, som Marx udtrykte det. Jeg er i øjeblikket i gang med at læse Christopher Clarks udmærkede og meget grundige – nogle ville nok sige rigelig grundige – bog The Sleepwalkers, som behandler de omstændigheder, der ledte til den første verdenskrig, som absolut ingen ønskede – måske bortset fra franskmændene. Jeg ser masser af ligheder med situationen i øjeblikket. Og på samme måde som ved Versaillestraktatens opløsning af Europakortet efter den første verdenskrig skabte man også ved Sovjetunionens opløsning lande med endog meget betydelige sproglige og kulturelle mindretal. I begge tilfælde har resultatet været krige, som denne gang meget let kan kulminere i den 3. og sidste verdenskrig. Vi har absolut intet lært af historien. Så måske er det ikke så vigtigt med historieforskningen…
Men historien er jo, som Lassen antyder, et mægtigt våben – og det har den altid været, og det er den alle steder, ikke kun i Rusland. Men historien kan bruges både positivt til gavn for folket, eller negativt til skade for folket! Ansvarlige politikere vil bruge historien til gavn for folket – lektor Lassen til skade for folket! Jeg har ondt af hans elever!
Da jeg gik i skole, lærte vi ligesom mine forældre og bedsteforældre Danmarkshistorie efter en lille rød bog med Jellingestenen uden på. Vi lærte om sagntidens helte, om Thyra Danebod, Uffe hin Spage og Ansgars egenhændige kristning af danerne, om hans jernbyrd, om Valdemarerne. Til alt dette var Saxo kilden, og hans fortælling havde bestemt et politisk sigte i hans samtid, men for os var det sandheden. Vi lærte om Hans Tausen og reformationen, om enevælden, kampen for Skåneland og for Sønderjylland osv. Senere lærte vi så også om Danmarks store mænd, H.N. Andersen, C.F. Tietgen, Hans Broge, Grundtvig, Rasmus Rask, brygger Jacobsen og andre personligheder, der kunne tjene som forbilleder. Vi lærte ikke om ”kvindeundertrykkelse”, heksebrændinger og slavehandel. Det kan godt være, at Saxo Grammaticus skrev historier og ikke historie, men han, B.S. Ingemann, Laurids Bruun, H.F. Ewald, Carit Etlar og Thit Jensen har gjort mere for interessen for Danmarkshistorien end nogen moderne historiker – og selv om deres historier i bedste fald har været tilsnigelser til sandheden, gav de min generation lyst til at læse, lyst til at stifte bekendtskab med historien – og frem for alt gjorde de os stolte over historien, stolte over at være danskere. Og det er vigtigt. Hvis man skal gøre noget for sit land, må man nødvendigvis være stolt af det! Det gælder ikke mindst, hvis man forlanger, at unge mennesker skal sætte livet på spil for at forsvare det. Det er ikke for ingenting, at der i denne tid i Rusland er store plakater, hvorpå der står: Rusland, vi er stolte af dig! Vi lærer historie for at blive stolte af vort land. Denne stolthed kan vi bruge til noget produktivt og gavnligt! Skamfuldhed og skyld er ikke produktive følelser, og netop derfor er det de mindre positive ting – i hvert fald set ud fra nutidens synsvinkel – der i dag fremhæves. Vi skal skamme os – og vort land er derfor dømt til undergang. Også i den forbindelse er historien et våben – og det er dette våben, Lassen vil svinge over Moder Rusland, når han taler om Ruslands ”mørke fortid” og ”de sorteste kapitler i Ruslands historie”. Hør her, bette Lassen: Rusland har en tusindårig heltemodig historie, hvor landet har forsvaret Europa mod Asiens horder – med større eller mindre held. Der er som på ethvert andet lands historie nogle fugleklatter. Er det disse fugleklatter, der er det vigtigste ved landets historie – eller er det alt det andet? Hvad gavner det at koncentrere sig om fugleklatterne? Nåh jo, det nedbryder landet, og det er det Lassen og hele den skole af såkaldte historikere, han tilhører, ønsker. Vore lande skal nedbrydes, og især skal Rusland nedbrydes! Det besluttede USA allerede ved Sovjetunionens fald, som det fremgår af netop offentliggjorte hidtil hemmelige dokumenter.
Tag Tyskland som et godt eksempel. Også her har man over 1000 års glorværdig historie, og så har man 12 år, som man ikke er stolt over, selv om de 6 af disse år nok kan betegnes som et stort, men kortvarigt, fremskridt for det tyske folk som helhed. Er disse 6 eller for min skyld 12 år så vigtige, at de overskygger alt andet? Næh, men det er den eneste historie, man i dag indprenter unge tyskere – og det i en version, som ligger langt fra Rankes idealistiske forestillinger. Alt andet bliver sat i relation til disse 12 år – alt andet betragtes nemlig som forudsætningen for de 12 år, hvorfor alt andet også må forkastes. Ned i toilettet med Goethe og Schiller og hele den klassiske tyske kultur. Det giver et land, hvor man får 100.000 kr. i bøde for at sige ”Alles für Deutschland” (Alt for Tyskland), mens det er absolut straffrit at sige ”Deutschland verrecke!” eller ”Nie wieder Deutschland!” (Tyskland kreper, Aldrig mere Tyskland). Sådanne udsagn bliver nærmest belønnet. Tyskland blev i 1945 bevidst gjort historieløst og selvhadende. Mennesker i et sådant land er ikke stolte. Historien og dermed landet betyder for dem kun skam. Hvad kan man forvente, at de gør for Tyskland? Man vil i dag sende unge tyskere i krig mod Rusland. Hvordan mon det kan gå godt? Deres bedsteforældre og oldeforældre gjorde det – og de er siden blevet overhældt med skam og skidt. Mon ikke den unge generation husker det?
Tyskland kom videre ved ikke at tale om de 12 år. I dag taler man ikke om andet, og landet falder fra hinanden. Vi lærte i skolen heller ikke noget om besættelsestiden. Det ville have sat skel i lokalsamfundet og mellem os unger. Det havde ikke ført noget godt med sig.
Putin er en stor kender af Tyskland, og hans historiske viden er mange gange større end Lassens. Han vil ikke have, at det skal gå Rusland lige sådan.
Morten Lassen er en lige så stor kender af amerikansk historie som af russisk historie, så lad os hjælpe ham lidt. USA er en kunstig stat – ikke den nation, man fabler om ved højtidelige lejligheder. Det er en smeltedigel, og for at røre de vidt forskellige ingredienser i denne sammen, konstruerede man en historie, som næsten alle kunne være stolte af. Man gik meget let hen over folkemordet på indianerne, det største og grundigste folkemord i historien, og det er ikke så forfærdelig længe siden. Massakren ved Wounded Knee fandt sted den 29. december 1890 – en måned, efter min far blev født. Det fanatiske religiøse diktatur i New England, importen af slaver, krigene mod Mexico, behandlingen af kinesiske fremmedarbejdere og irske slavearbejdere er heller ikke kapiteloverskrifter i denne historie. Det anbefales Lassen at besøge Mount Rushmore i South Dakota, ”The Shrine of Democracy”. Om aftenen nedtages flaget højtideligt, og der holdes en peptalk i historiefordrejning, som kan få aftensmaden til at komme op igen, hvis man kan lidt historie. Det kan amerikanerne ikke. Det er den såkaldte ”civiliserede verdens” mest uoplyste folk. Denne historiefortælling er et stort skønmaleri. Eller: det var den i hvert fald, sidst jeg besøgte stedet i 2008. I dag er det måske anderledes, for også i USA er man i gang med at dekonstruere historien, dvs. det hvide Amerikas historie. Hvide amerikanere lærer i dag også at skamme sig over sig selv, så de ikke gør oprør over den systematiske nedbrydning, som finder sted i øjeblikket af alt, hvad de har opbygget igennem generationers hårde arbejde. Måske denne tendens også har nået Mount Rushmore… Historiefortællingen har altid ændret sig i takt med tidsånden.
Eller tag den engelske historie, den franske historie, den belgiske historie, den nederlandske historie osv. Og jeg tænker i den forbindelse ikke kun på kolonitidens historie, som bestemt ikke kun har negative aspekter. Jeg tænker også på f.eks. den anden verdenskrigs historie, der i den grad udfordrer disse landes selvforståelse. På det punkt kan også Danmark være med. Jeg henviser i den forbindelse til Claus Bryld og Anette Warrings Besættelsestiden som kollektiv erindring – Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse, Roskilde Universitetsforlag 1998. Vi husker f.eks. alle, hvordan heltemodige danske arbejdere ødelagde tyskernes bunkere ved Vestkysten ved at blande sukker i betonen… Vi lærte det sågar i gymnasiet. Men sukker var som bekendt rationeret under krigen, og vi taler her ikke om et par teskefulde, men om tonsvis af sukker, som angiveligt skulle have ødelagt de bunkere, man var i gang med at bygge – og som ligger der endnu, hvis ikke havet i mellemtiden har taget dem. Mens den danske guldalderhistorie dekonstrueres på fuld kraft, er der mærkelig nok kun få, der rører ved modstandsbevægelsens historie…
Det er således heller ikke tilfældigt, at man i EU vil konstruere en fælleseuropæisk historie, der skal holde Unionen sammen. Det bliver et kunstprodukt, for de europæiske lande har ikke nogen fælles historie.
Jo, historien er et mægtigt våben – til alle tider, og i alle lande!
Men lad os vende tilbage til Lassens syn på den russiske historie og brugen af den. Det ville naturligvis have været en stor fordel, hvis Lassen havde sat sig ind i russisk historie – bare i grundtrækkene. Han kunne have læst lidt mere Bent Jensen eller Erik Kulavig, der begge grundigt behandler ”de sorteste kapitler i Ruslands historie”. Skulle man tro Lassen, skulle Rusland i dag være en halvstalinistisk stat, hvor der ligefrem hersker en Stalinkult. Dette er naturligvis noget sludder. Stalin er grundigt udrenset, men man kan jo ikke skrive ham ud af historien. At Stalin var en brutal bisse, er der jo ingen, som betvivler – det ved alle, for stort set alle russiske familier har haft den side af Stalin inde på livet. Men Stalin er jo ikke kun Gulag, deportation, tortur og angiveri. Stalin overtog et kaotisk fallitbo efter Lenin, som jo ret beset intet udrettede. Lenin var en lærd mand, der talte – eller i hvert fald læste – 9 sprog, og hans efterladte bibliotek vidner om en belæst, verdensfjern, intellektuel teoretiker med ideer, der var fuldstændig uforenelige med virkelighedens verden. Hans tid ved magten var kendetegnet af borgerkrige, udrensninger, ufattelige grusomheder og myrderier. Lenin mente, at underklassen blot behøvede frihed for at udfolde sine undertrykte talenter til virkeliggørelse af de højeste menneskelige idealer. Det gik jo ikke helt sådan. Underklassen er jo netop underklasse, fordi den ikke er i besiddelse af sådanne idealer eller evner, der rækker ud over tilfredsstillelsen af umiddelbare dyriske behov. Den brugte sin nye magt til at undertrykke alle de kræfter, som måske kunne have bidraget til at skabe et ordnet samfund. Den bolsjevistiske økonomi brød sammen, og Lenin måtte erstatte den med ”den nye økonomiske politik”, som var tænkt at indeholde visse kapitalistiske træk. Det fungerede naturligvis heller ikke. Når ledelsen af virksomheder blev valgt af arbejderne, er det klart, at intet kommer til at fungere. Det kaos, der herskede, beskrives så glimrende i Erik Kulavigs Vi river himlen ned på jorden – drøm og hverdag i revolutionens Rusland, Lindhardt og Ringhof 2016. Det var kun døden, der reddede Lenin fra titlen som historiens største massemorder før Mao.
Stalin overtog denne anarkistiske og blodige rodebiks, et primitivt bondesamfund uden væsentlige industrier – og de, der havde været der før revolutionen, var nu væk. Et samfund og en befolkning, der nok bedst kan beskrives som tilbagestående, og hvor de mest begavede og initiativrige for længst var flygtet eller blevet fordrevet eller myrdet. Ved sin død i 1953 efterlod han sig et industrialiseret, elektrificeret og alfabetiseret samfund med et gratis skolesystem for alle, et gratis sundhedsvæsen og en efter den tid særdeles moderne infrastruktur med veje, jernbaner og kanaler. Der havde naturligvis været alvorlige bump på vejen som f.eks. tvangskollektiviseringen af landbruget, der kun kan betegnes som en katastrofe forårsaget af en idiotisk ideologisk forblindelse og manglende forstand på økonomi og landbrug. Stalins far var skomager. Der var ingen i ledelsen, der havde nogen forstand på landbrug. Alle disse fremskridt blev til dels opnået ved hårde midler. Gulagsystemet skulle sikre arbejdskraft til de opgaver, folk ikke frivilligt valgte. Men spørgsmålet er, om det nogensinde var effektivt og økonomisk. Stalin kunne nemlig også noget andet: Han kunne skabe begejstring. Mange store projekter blev derfor udført af frivillige pionerer, som bestemt var en bedre arbejdskraft end mishandlede tugthusfanger. Rent faktisk elskede folk Stalin, selv mange af fangerne i Gulag var overbeviste om, at det var en misforståelse, at de sad der. Kammerat Stalin kunne jo ikke være alle steder. Jeg spørger ofte mig selv, om Stalin ikke kunne have nået de samme og endnu bedre resultater ad anden vej end gennem den absolutte og brutale terror og frygt. Skyldtes hans brutalitet blot et psykologisk brist – diktatorens angst for at miste magten, som han vel i øvrigt ikke brugte til overdreven vinding for sig selv. Han levede et meget beskedent liv. Eller frygtede han netop det kaos, han havde arvet efter Lenin? Han havde jo selv oplevet borgerkrigen, opgøret med Trotskij og adskillige andre forsøg på at skabe splittelse. Splittelse ville ødelægge hele projektet, og den måtte af al magt forhindres – derfor de konstante udrensninger. Med intern ufred kan man ikke opbygge et samfund. Intern splittelse undgås, når alle frygter alle. Denne angst for splittelse går igennem hele den russiske historie.
Man kan naturligvis også spørge sig selv, om Rusland ikke var kommet endnu videre uden revolutionen og Lenins statskup. Man var allerede godt i gang med at udvikle samfundet inden den første verdenskrig. Det er imidlertid en kontrafaktisk betragtning, man ikke rigtig kan bruge til noget!
Den helt altoverskyggende grund til, at Stalin ikke kan skrives ud af historien, er imidlertid, at han vandt den anden verdenskrig – ja, ret beset reddede han Rusland fra den meget kranke skæbne, Hitler havde tiltænkt det – nationens udslettelse. Til dette formål forenede Stalin alle kræfter, selv kirken blev taget delvis til nåde. Prisen for sejren var høj: op imod 30 millioner døde. Men det lykkedes, og Stalin var den egentlige sejrherre i den anden verdenskrig. Han udstrakte Sovjetunionens magt til at omfatte det halve af Europa. Ved Stalins død, udbrød der rent faktisk landesorg. Folk frygtede, at kaos ville vende tilbage. Min veninde Ludmila gik som andre unge til Den Røde Plads, som var propfuld af mennesker. Hendes far skældte ud – det var farligt – ingen vidste, hvad der ville ske. Stalin var det kendte og det sikre.
Lassen hidser sig op over følgende linjer i en populær sang af Oleg Gazmanov:
Ruriks, Romanovs, Lenin og Stalin
Det er mit land
Pusjkin, Jesenin, Vysotskij, Gagarin
Det er mit land.
”At man nu kunne sætte Lenin og Stalin på vers med kosmonauten Gagarin og visesangeren Vysotskij vakte international furore.” Naturligvis med en henvisning til en russofob tysker. Jeg skal indrømme, at jeg også studsede første gang, jeg hørte sangen i fjernsynet. Men nærlæsning og eftertanke hjalp. Dette sidste ligger nok uden for Lassens rækkevidde.
Men helt ærligt: Det er jo sådan, det er. Historien består ikke kun af dem, man kan lide. Historien er summen af alle dens medvirkende, og nej, hverken Lenin eller Stalin kan eller skal skrives ud af historien. Desuden er ingen person kun ond eller god – det er en primitiv og ubegavet opfattelse. Alle mennesker er sammensatte væsener. De har begge bidraget til at skabe det Rusland, man har i dag – enhver russer er – på godt og ondt – ”lavet i USSR”, også selv om vedkommende måtte være født efter Sovjetunionens sammenbrud. Russisk kultur er jo præget af Sovjetunionen, kulturelt, geografisk, kulinarisk, befolkningsmæssigt…. Sovjetunionen er allestedsnærværende, og der er stadig fri bevægelighed imellem de fleste af de stater, der opstod på ruinerne af Sovjetunionen. Det er jo ikke et hyldestdigt til de to herrer, men en faktuel konstatering. Måske burde Lassen have læst hele digtet, så lad mig bringe det her i min egen primitive oversættelse uden rim og rytme. Det har sådan set et meget aktuelt budskab:
Ukraine og Krim, Belarus og Moldova –
Det er mit land.
Sakhalin og Kamtjatka, Urals bjerge –
Det er mit land.
Krasnojarski krai, Sibirien og Volgaområdet
Kasakhstan og Kaukasus, og også Baltikum …
Jeg er født i Sovjetunionen
Jeg er lavet i USSR
Jeg er født i Sovjetunionen
Jeg er lavet i USSR
Ruriks og Romanovs, Lenin og Stalin –
Det er mit land.
Pusjkin, Jesenin, Vysotskij, Gagarin –
Det er mit land.
Ødelagte kirker og nye katedraler,
Den Røde Plads og bygningen af BAM…
Jeg er født i Sovjetunionen
Jeg er lavet i USSR
Jeg er født i Sovjetunionen
Jeg er lavet i USSR
Olympisk guld, løbene, sejrene –
Det er mit land.
Sjukov, Suvorov, mejetærskere, torpedoer –
Det er mit land.
Oligarker og tiggere, magten og fallitten,
KGB, MBD og store videnskabsmænd …
Jeg er født i Sovjetunionen
Jeg er lavet i USSR
Jeg er født i Sovjetunionen
Jeg er lavet i USSR
Glinka, Tolstoj, Dostojevskij, Tjaikovskij.
Vrubel, Sjalapin, Sjagal, Ajvasovskij
Olie, diamanter, guld, gas
Flåden, hæren, luftvåbnet og jægerkorpset.
Vodka, kaviar, Eremitagen, raketter,
De smukkeste kvinder i verden,
Skak, opera, den bedste ballet,
Sig mig, hvor dét er, som vi ikke har?!
Selv Europa slutter sig sammen i en union,
Sammen sloges vore forfædre i kamp.
Sammen vandt vi den 2. verdenskrig,
Sammen er vi et stort land.
Grænser kvæler, uden visum kan du ikke,
Hvordan kan I undvære os, svar, venner!
Jeg er født i Sovjetunionen
Jeg er lavet i USSR
Jeg er født i Sovjetunionen
Jeg er lavet i USSR
Lassen har helt klart ikke forstået en pind af, hvad den store fædrelandskrig, betyder for russerne. I et lille land, hvor man kun mistede ca. 10.000 mennesker under krigen – hvoraf langt de fleste ovenikøbet faldt i tysk krigstjeneste – er det måske svært at forholde sig til et tal på 30 millioner, hvortil kommer ødelæggelserne – især i Hviderusland var der efter krigen ikke sten på sten tilbage. Alle byer der er nye – evt. med nogle få restaurerede historiske bygninger. Krigen er stadig et nationalt traume, stort set alle familier blev ramt. Det er naturligvis rigtigt, at der også var sovjetborgere, der kæmpede på tysk side, fordi de var antikommunister eller blot var blevet ramt af Stalins brutalitet. De havde ikke nogen mulighed for at vide, at den tyske krig imod Sovjetunionen ikke var en krig imod kommunismen, men en krig med det formål fysisk at udslette den russiske befolkning og kolonisere området – nogenlunde de samme mål USA har i dag. Havde de vidst det, havde de ikke meldt sig til tysk krigstjeneste – ganske som C.F. von Schalburg ikke havde meldt sig. Han var lige så meget russer som han var dansker, og han elskede Rusland, men hadede kommunisterne.
Lassen gør sig også lystig over ”det udødelige regiment”, der hvert år den 9. maj defilerer forbi de politiske ledere og de få veteraner, der stadig måtte være i live. Det er ifølge Lassen ”kuppet” af myndighederne. Jeg gik et år selv med i det udødelige regiment. Det var ikke kuppet af nogen, men naturligvis var det meget velorganiseret. Det blev opstillet på Tverskaja mellem Den Røde Plads og Pusjkinskaja. Der er plads til rigtig mange mennesker! Og naturligvis var der førstehjælp og uddeling af vandflasker for hver 100 meter osv. Tidligere var optoget mere broget med zaristiske flag, Stalin-billeder og andre historiske indslag. Det gav indtryk af splittelse – men denne demonstration skulle gerne være et udtryk for samling og enhed. Sejren i den anden verdenskrig var alle russeres sejr, det er den begivenhed, der mere end nogen anden forener russerne. Derfor er alle disse manifestationer af alternative budskaber væk. Det er, ligesom der hos os ikke er nogen hagekorsflag i parader på 5. maj!
Det var i øvrigt en stor oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. Jeg havde igennem mange år haft chancen for at deltage, men jeg havde desværre altid holdt mig tilbage. Det tog mig lidt tid at komme så langt – og et venligt spark bagi.
For Lassen må Jeltsin-tiden naturligt have været et højdepunkt i russisk historie. Jeg var meget i Rusland i den periode, og jeg kan garantere, at den var et af de sorteste kapitler i Ruslands historie – i hvert fald for den russiske befolkning. Det var i de 10 år, amerikanske ”eksperter” og jødiske oligarker plyndrede landet for dets rigdomme. Jeg skriver om det i Mit russiske liv, hvortil henvises. Der var i de år også stor usikkerhed om fremtiden. Ikke blot havde nogle generaler og parlamentsmedlemmer gjort oprør og parlamentet var blevet beskudt, men kommunistpartiet var også stadig stærkt. Folk havde mistet deres opsparinger og deres arbejde. Valget i 1996 stod på vippen. Der var i min bekendtskabskreds og blandt mine kolleger i Moskva stor usikkerhed. Mange ventede en kommunistisk sejr – og mange frygtede den. Der måtte to valgrunder til, før Jeltsin vandt – og det antoges – sandsynligvis med rette – at der var blevet snydt på vægten. Oligarkerne ville ikke have kommunismen tilbage. Jeltsins økonomiske reformer var katastrofale, og alkoholen tog over. Den bedste beslutning han nogensinde traf, var valget af Putin til sin efterfølger. På ganske få år rettede denne den synkende skude op, fik bygget en moderne infrastruktur, bekæmpet korruptionen og sikret befolkningen et udkomme. Kaos blev til orden. Det er i hovedsagen derfor, den russiske befolkning elsker Putin, hvilket Lassen medgiver. Men tag ikke fejl: Den altovervejende del af befolkningen støtter også specialoperationen i Ukraine – ikke fordi man er imperialistisk, men fordi det er russeres rettigheder, der trædes under fode. Det er ikke gået op for Lassen, at befolkningsflertallet i Donbas og hele området langs Sortehavskysten til og med Odessa faktisk er russere, som ikke vil være ukrainere – i dag endnu mindre end tidligere! Lassen sidder hjemme ved sit skrivebord og læser ukritisk dårlige bøger i stedet for at rejse til de pågældende steder og finde ud af, hvordan virkeligheden er. Den slags skribenter har jeg absolut intet til overs for.
Da Putin kom til magten, blev det hurtigt lagt ham på sinde at få fjernet Lenins mausoleum fra Den Røde Plads, hvor det i sandhed ikke pynter. Og så er der jo alle gadenavnene – enhver bytur er som en rejse i revolutionshistorien – Leninstatuerne i hver en landsby osv. Putins svar på det, lød nogenlunde således: ”Det skal nok alt sammen blive fjernet, men først når den sidste sovjetborger er død. Hvis vi gør det nu, vil folk, der er vokset op i Sovjetunionen, føle, at deres liv har været spildt – at alt det, de har lært, troet på og arbejdet for, blot var en illusion. Det kan vi ikke gøre imod dem.” Det er en meget klog indstilling, og dertil kommer naturligvis, at en sådan udrensning i gadebilledet ville skabe stor splittelse i samfundet, jf. valget i 1996. Vel ca. 25 % af befolkningen har stadig i dag sympati for kommunismen, og mange ønsker sig tilbage til aspekter af Sovjetunionen – ikke blot i Rusland, men også mange i de tidligere sovjetrepublikker – om ikke andet, så fordi unionen var praktisk. Og sympatien findes ikke mindst i militæret. Splittelse har aldrig bragt Rusland (eller noget andet land for den sags skyld) noget godt. Akademiske betragtninger om det spørgsmål er temmelig ligegyldige, og alle forestillinger om tøjlesløs ”frihed” ligeledes. Der var total frihed under Jeltsin – og ingen mad i butikkerne! Jo højere magthaverne i Vesten råber om frihed, desto mindre frihed har vi – men det er et emne til en anden dag.
Lassen beskæftiger sig også med Gulagmuseerne, der for ham synes at være vigtigere end Eremitagen. Han må – vel modstræbende – vedgå, at der er et nyt særdeles informativt Gulagmuseum i Moskva, ikke så langt fra Den Røde Hærs museum. Det afløser et andet mere tivoliseret halvprivat projekt andetsteds i byen. Det er et meget grundigt museum, der forsøger at formidle kendsgerninger – ikke at generere følelser, hvilke ofte er sådanne museers formål, jf. folkedrabsmuseet i Vilnius, hvis højdepunkt er det rum, hvor henrettelserne foregik på løbende bånd, og hvor der kører en meget livagtigt film, som viser hvordan, eller Karlagmuseet i Dolinka, Kazakhstan, som dog forstår at visualisere rædslerne uden at blive til et Tivoli, og som er det absolut bedste Gulagmuseum, jeg har set. Virkelig anbefalelsesværdigt. Karlag var på størrelse med det hedengangne DDR…
Det, der forstyrrer Lassen, er, at det hele koncentrerer sig om ofrene, medens vi ikke hører noget om gerningsmændene. Hvad vil Lassen vide om dem? De er i dag alle døde – hvad gavn skulle det gøre at drage dem frem i lyset – andet end at volde sorg for deres familier og grave grøfter i samfundet? Hvis Lassen vil vide nærmere detaljer, henvises han til Svetlana Aleksijevits’ føromtalte bog Secondhand-tid. Der får han enkelthederne serveret. Men jeg kan allerede her åbenbare for ham, at bødlerne var ganske almindelige mennesker ligesom andre offentligt ansatte. Der er i mentalitet ingen kvalitativ forskel på dem, der henrettede folk i Gulag, og de flittige bureaukrater, der sidder i Skattevæsenet, på Jobcentrene eller i Udbetaling Danmark og snager i dine sager for at se, om man ikke kan snyde dig for nogle penge, der retteligen tilkommer dig. De gør bare deres arbejde – og det samme gjorde bødlerne. I folkedrabsmuseet i Vilnius er man ikke tilbageholdende med navnene på gerningsmændene. Det var ikke (kun) russere – der var forbløffende mange litauere iblandt dem – og folk fra alle de andre republikker. Det var ganske almindelige mennesker, der skulle forsørge deres familier. Folkedrabsmuseet mangler i øvrigt en visualisering af, hvorledes litauerne drev jøderne sammen på pladsen foran domkirken og slog dem ihjel. Men det taler man ikke så gerne om… Det er imidlertid også en del af historien…
Som et eksempel på erindringsglemsel nævner Lassen Perm 36, en Gulaglejr i Ural. Først får man fornemmelsen af, at Lassen har besøgt Perm 36, men det har han ikke. Når han skriver, at den ligger ”for foden af Uralbjergene” ved man, at han aldrig har været der. Han citerer blot en anden, der heller ikke har været der. ”Uralbjergene” er ikke bjerge, det er bakker. Man skal meget højt op mod nord for at finde noget, der måske minder om småbjerge. Vi har alle set David Leans film Dr. Zivago, hvor toget snegler sig igennem en majestætisk bjergkæde, som forgiver at være Ural. Filmen er optaget i Nordspanien. Perm 36 er nok den eneste overlevende Gulaglejr, fordi den var i drift til op i 80’erne. Problemet med disse lejre er, at de var bygget af træ – og træ rådner, det gør det også i Perm 36. Jeg besøgte meget passende Perm 36 i snestorm – det satte ligesom stemningen. Det er afsides, et par timers kørsel fra Perm og næppe let tilgængeligt med offentlig transport. Der er meget få besøgende, og det er kun en lille del af lejren, der stadig er intakt. Guvernøren i Perm ville lukke den – for den er dyr at vedligeholde, og der kommer som sagt meget få mennesker til dette gudsforladte sted. Stor opstandelse blandt folk, som tilbeder fugleklatter. Nuvel, jeg synes også, at det er værd at bevare denne lejr – misforstå mig ikke. Men at en guvernør ser en oplagt besparelsesmulighed der, er jo noget, vi også kender. Skal man spare Perm 36 væk – eller et sygehus? Nå, pengene skal vel nok blive fundet. Det har ikke været et udpræget rart sted – men den russiske fængselsstandard taget i betragtning, har det bestemt heller ikke været et dybt forfærdeligt sted. Der er i dag personale til at vise de få gæster rundt.
I Tomsk er der også et museum, nok koncentreret om baltere, for dem var der mange af her. Museet var under restaurering, da jeg var i Tomsk. Det kan naturligvis betyde mange ting, men det blev betonet, at det skam ikke var nedlagt.
Lassen synes også, at det er forfærdeligt, at man på en tidligere pengeseddel havde et billede af Solovetsky-klosteret, for det var som bekendt også en Gulaglejr, udødeliggjort af Solsjenitsyn. Men hør her Lassen: Det var et kloster, før det blev Gulaglejr – i øvrigt blev rigtig mange klostre anvendt som fængsler. De ligger ofte øde steder, er omgivet af høje mure og har en masse små rum. Disse klostre er russisk kulturarv – det er det vigtige – ikke at de i en periode har været fængsler! Solsjenitsyns bog om Gulag-øhavet kan i øvrigt købes i enhver boghandel (pris ca. 150 kr.).
Hvor man skulle tro, at en såkaldt historiker ville glæde sig over et offentligt initiativ til at bringe historien nærmere ud til folket, er dette ingenlunde tilfældet for Lassens vedkommende. Initiativet Rossija moja istorija støder ikke på forståelse hos Lassen. Det er i øvrigt ikke en udstilling, men et nyt historisk museum, bygget på udstillingsområdet VDNX i det nordlige Moskva. Dette område er dejligt, fyldt med smukke bygninger. Det er fra Stalins tid og husede den permanente økonomiske udstilling. Det nye museum er alt andet end smukt, en hæslig sort øjenbæ af rang. Men man følte, at der var et behov for dette museum. Lassen tænker ikke på, at den russiske befolkning er flasket op med den kommunistiske version af historien, fortalt ud fra den dialektiske materialismes principper. Det er en historieopfattelse, der svarede til Sovjetunionens behov, men som er ubrugelig i et normalt samfund. Der var derfor et behov for dette museum. Jeg synes imidlertid, at det er et dårligt museum. Der er alt for meget at læse og alt for lidt at se. Når jeg tænker på, hvor fortræffelige russiske museer ellers er, undrer det mig.
Lassen skriver også om Jeltsincentret i Jekaterinburg, hvor han vel heller ikke selv har været. Dette center er opbygget efter amerikansk mønster. I USA efterlader enhver præsident sig et sådant center eller bibliotek. Det, der slår Lassen, er, at man her betoner andre sider af den russiske historie – om ”demokratiske” tendenser i historien: Novgorod, der valgte sin egen byforsamling, Ivan den Grusommes reformplaner etc. Især dette sidste er ret grotesk, og Novgorods demokrati var også stærkt begrænset. Lassen skulle tage at undersøge tingene og ikke blot skrive af! Absurd bliver det, når tåben skriver: ”Og hvis denne fortælling vinder indpas, falder Putins regime til jorden med et brag.” Her ville jeg gerne se en argumentation. Dette er ekstrem, uovertruffen stupiditet, mangel på viden og fravær af en blot grundlæggende tankevirksomhed!
Arven efter Jeltsin har jeg nævnt: det var kaos og nød. Men centret er naturligvis ikke uinteressant. Jeltsin var en modig mand. Det var ganske tydeligt på den 28. partikongres, hvor Jeltsin i skarpe vendinger angreb Gorbatjov for til sidst at erklære, at han hermed udtrådte af partiet. Hele optrinnet kører som film på centret, og det er et meget stærkt filmklip: Jeltsin pakker langsomt og omhyggeligt sine papirer sammen og lægger dem i sin taske, inden han roligt begiver sig på den lange vej mod udgangen (kongressalen i Kreml er enorm). Han kunne umuligt vide, hvad der ventede ham uden for døren. De delegerede var tavse. De så op, så ned, så til siden, tydeligt forlegne. Ingen turde se på Jeltsin. Det samme mod så man, da han kravlede op på kampvognen foran Det Hvide Hus (Parlamentet). Men det var også Jeltsin, der som guvernør i Sverdlovskregionen kort før Sovjetunionens opløsning nedrev Ipatievs hus, hvor zar Nikolaj II (den danske zar), hans familie og tjenestefolk blev myrder den 17. juli 1918. I dag ligger der en kirke på stedet.
Lassen skriver om Alexander Dugin, men denne figurerer ikke i litteraturlisten. Ergo må man gå ud fra, at Lassen ikke har læst noget af ham. Det er for ringe – og dårligt akademisk arbejde. Dugin er tung, men han er oversat til engelsk, så Lassen kunne måske have læst noget af ham, inden han skrev om ham. Eller have ladet være at skrive om ham.
Antallet af absurditeter og fejl i bogen er på det nærmeste uendeligt. Det var således ikke Rusland, der indledte den væbnede kamp mod Georgien i 2008 – det var Georgien, der på amerikansk forslag angreb Sydossetien og dræbte et antal russere, som gjorde tjeneste i de fredsbevarende styrker, mens Rusland og Georgien forhandlede om Georgiens genforening med Sydossetien og Abkhasien (hverken osseterne eller abkhasierne ville være georgiere). Men Georgien ved Lassen heller ikke noget om, og det må også blive til en anden dag!
Det er heller ikke rigtigt, når han påstår, at hverken Lugansk eller Donetsk var en historisk del af Novorossija – jeg vil bare anbefale ham at konsultere nogle historiske kort og huske på, at grænserne har varieret noget igennem tiderne. Det afgørende er sådan set, hvordan befolkningsflertallet er i dag. Han påstår endvidere, at en folketælling efter revolutionen viste, at kun 17 % af beboerne i Novorossija var ”etniske” russere, og at det var grunden til, at området blev lagt ind under Ukraine. En folketælling efter revolutionen, midt under borgerkrigen (?). Den ville jeg gerne se – jeg tvivler på, at den eksisterer, og endnu mere på, at man kan regne med den. Men et er sikkert: Lenin delte ikke Sovjetunionen op efter nationalitet – tværtimod efter del-og-hersk-princippet! Desuden finder jeg det mere end problematisk at tale om etniske russere og etniske ukrainere. Der er absolut ingen målelig etnisk forskel der. Der kan være en sproglig eller evt. kulturel forskel. Under alle omstændigheder skal man jo se spørgsmålene – og studere konteksten, de blev stillet i. Er der en etnisk forskel på en dansker fra Tønder og en tysker fra Satrup? For ikke at anstrenge Lassen, skal jeg selv svare på spørgsmålet: Beboerne i Angelen har altid været danskere, men modstod ikke Bismarcks sproglige kamp mod danskheden i Sydslesvig. At de skifter sprog, medfører jo ikke en ”etnisk” forskel.
Og endelig på det helt faktuelle plan: Maria Feodorovna (født som prinsesse Dagmar af Danmark, datter af Christian IX, mor til zar Nikolaj II) henlevede ikke sine sidste år i stilhed på Amalienborg. Det officielle Danmark og herunder også hendes familie på Amalienborg betragtede hende nærmest som en spedalsk. Hun blev forvist til Hvidøre Slot på Strandvejen, som i dag tilhører Novo Nordisk. Nu skulle det officielle Danmark være gode venner med Sovjet. Sådan noget kan man slå op. Eller måske Lassen burde have læst Bent Jensen: Zarmoder blandt zarmordere. Enkekejserinde Dagmar og Danmark 1917-1928. Gyldendal 1997. I parentes bemærker er der en udstilling om Dagmar på slottet Gatchina, sydvest for Sankt Petersborg, hvor hun residerede efter Alexander III’s død. Herman Bang har skrevet om sin audiens hos hende der.
Det vil naturligvis være relevant at spørge mig, om jeg mener, at den russiske historiefortælling er sand. Det kan jeg kun besvare med et nyt spørgsmål: Hvad vil det sige, at en historiefortælling er sand? Skal vi lægge Ranke til grund – eller skal vi se det mere bredt? Hvis vi ved ”sandheden” forstår hele sandheden og intet andet end sandheden – sådan i juridisk forstand, kender jeg ingen historiefortælling, der kan leve op til det. Hele sandheden er et meget vidt begreb. Jeg er jo ikke russer, jeg har andre forudsætninger og ser andre vinkler – og der er givetvis vinkler, jeg ikke ser. Jeg har beskæftiget mig indgående med tysk historie (mange forskellige fortællinger), dansk historie og amerikansk historie. Jeg har således mødt mange forskellige fortællinger af den samme historie, set fra forskellige synsvinkler. Hvilken er bedst? Det er den fortælling, der svarer til befolkningens behov, og som tager hensyn til befolkningens forudsætninger og den vinkel, befolkningen nødvendigvis må betragte historien ud fra. Det er kort sagt den fortælling, der gavner folket og samfundet – ikke nødvendigvis Rankes blodløse, laboratorieagtige fortælling, der ikke synes at have noget formål ud over sig selv. Det er blot en nyttesløs akademisk øvelse. Ethvert folk har ret til sin egen historie. Ingen fremmed har forudsætninger for at fortælle ”den fulde sandhed” om et andet folks historie! Dertil er både sandhedsbegrebet og historiebegrebet for komplicerede og omfattende størrelser. Men én ting er sikker. Hvis man lægger en ideologisk maske ned over historien og forsøger at tilpasse historien til ideologien og ens egne forudfattede, men dårligt funderede meninger, så rammer man langt ved siden af sandheden. Det er det, Lassen beskylder Putin for at gøre – men reelt er det det, Lassen selv gør!
Lassen indleder sin bog med en tese. Nu ville det jo være god akademisk skik at slutte af med en diskussion af, hvorvidt denne tese i lyset af bogens materiale holder vand eller ej. Det er ikke sådan Lassen afslutter sin pamflet. Det er sådan her:
Hvis Rusland en dag endegyldigt skal opgive krigen som national idé og træde ud af lidelsens centrifuge, skal der – blandt meget andet – et selvopgør til som det, Tyskland gennemgik efter Anden Verdenskrig. Med retsopgør og en kortlægning af krigsforbrydelserne. Men også historiepolitikken skal for en dommer, og historiebøgerne skal skrives om. Endnu engang. Gader og pladser skal skifte navn, Stalin-statuer væltes (for anden gang), og Den Røde Hær skal pilles ned fra sin piedestal. ”Burn this shit down,” siger Pussy Riot om tv-tårnet i Ostankino i Moskva…, som spreder Kremls propaganda på de statsejede kanaler, og det var måske også en god idé. Ligeledes skal den fortrængte fortid frem i lyset: imperiets racisme, kolonialismens undertrykkelse, Ivan den Grusommes opritsjninas terror, Gulag, Holodomor og lighederne mellem stalinismen og nazismen, Krigskulten skal opløses. Ligeledes skal der gøres op med myterne og med den messianske selvforståelse, som lige siden middelalderen har domineret russisk historieskrivning: ”Det hellige Rusland”, ”den guddommelige zar”, ”den russiske sjæl” og ”Moskva som det tredje Rom” etc. Følelsen af at være en del af en historisk narrativ skal afmonteres. Og forestillingen om, at Kyiv-Rus (sic.) er det moderne Ruslands fødested, skal omtales som det, den er: absurd. Den imperiale historiepolitik ”gjorde os syge” skriver Mikhail Zygar, den gjorde os ”høje på vores stolthed”, men ”vi flygtede fra realiteterne”. Og ikke mindst har (sic!) Rusland flygtet fra sit ansvar. Senest krigsforbrydelserne i Tjetjenien, Georgien og Ukraine.
Der skal en sval og kritisk historiepolitik til, som skal spændes for afputinisering af hele samfundet: fra sandkassen over skolen til sikkerhedsrådets strategipapirer og i sidste ende forfatningen. En historiepolitik, som er baseret på faghistoriske metoder og ikke myter, og hvor historiebøgerne ikke skal tjene et militær-patriotisk formål. Slut med udelukkende at betragte historien som bestående af store personligheder, store sejre og store ofre. Ikke historieterapi, men historieerkendelse. Vejen derhen ser ud til at blive lang.
Personer er hos Lassen gode eller onde, og også historieopfattelsen er sort eller hvid. Men historie er kun i meget begrænset omfang entydig. Reformationen fandt sted i 1536. Det kan ikke diskuteres – men stort set alt andet omkring reformationen kan diskuteres. Lassen er ikke i stand til at diskutere noget som helst, for han er komplet uvidende. Det er derfor, han har et fuldstændig firkantet historiesyn – og det er han jo ikke alene om, for dette syn er også politisk bestemt. Det afspejler en syg holdning, en absolutistisk indstilling – ønsket om det totale åndelige diktatur. Han mener i fuldt alvor, at han ved bedst, hvordan russerne skal opfatte deres historie – selv om deres historiske forudsætninger er fuldstændig anderledes. Et land er ikke blot fanget af geografien – det er også fanget af historien. Når han taler om, at historiepolitikken skal baseres på faghistoriske metoder, kan kun siges, at Lassen ikke har nogen som helst ide om, hvad det betyder. Havde han haft det, havde han nok skrevet en bedre bog – en bog, der bestod af andet end afskrift fra andre bøger. Alene ordet historiepolitik er i den forbindelse betændt. Det betyder jo, at historien bestemmes politisk. Det vil sige, at historieskrivningen i sidste ende fastlægges af domstolene – som det er tilfældet i Tyskland. Han siger det selv: historien og historiepolitikken skal for en dommer – landet skal ”afputiniseres”. Lassen er egentlig tilhænger af historisk dogmatik – netop det, han med urette bebrejder Putin for at være. Han har ikke noget imod dogmatik – så længe det er Lassens egen politisk bestemte dogmatik, der gælder. Og den er universalistisk – one size fits all. Faghistorisk metode er for Lassen – undskyld udtrykket – en by i Rusland!
Det er et fuldstændig udokumenteret postulat, at russerne har begået alle de ”krigsforbrydelser”, han opregner. Han ved jo ikke andet, end hvad han ser i det danske statsstyrede fjernsyn, der har sine nyheder fra CNN eller andre amerikanske ”kilder”. Jeg har rejst et par hundredtusind kilometer rundt i Rusland uden at finde en eneste Stalinstatue – bortset fra den buste, der står på hans grav ved Kremlmuren, hvortil der ikke er almindelig offentlig adgang. Men en buste i Stalingrad er vel egentlig også på sin plads? Da jeg var i Stalingrad, var der ingen buste, men det er også en del år siden. For nogle sider siden var Ivan den Grusomme en demokratisk foregangsmand, hvis ideer kunne være med til at vælte Putins styre – nu er han pludselig blot ophavsmanden til det russiske PET – og det er ikke ment som nogen kompliment. Det er interessant, at han nævner ligheder mellem nazismen og stalinismen. Der var for en del år siden en udstilling om det emne på Pusjkinmuseet i Moskva (og senere i det historiske museum i Berlin), og det er klart, at man kan finde ligheder i arkitektur, kunst og andre ydre fremtrædelsesformer, som i øvrigt også findes andre steder – men der er jo ingen ideologiske berøringspunkter. Et andet tegn på Lassens uvidenhed. Der er heller ikke nogen krigskult i Rusland – men russerne glemmer ikke – og skal ikke glemme – den store fædrelandskrig. Lassen har ingen anelse om, hvad den krig betød – ingen overhovedet. Han er et forkælet barn af Velfærdsdanmark, fuldstændig ude af stand til at sætte sig ind i andres menneskers liv og forudsætninger. Måske han skulle give sig til at læse nogle bedre bøger – eller måske gå på nogle krigsmuseer i Rusland og Hviderusland. Der er nok at vælge imellem. Men det er umuligt at forklare Lassen noget. Jeg håber dog, at han aldrig vil få et visum til Rusland! Det fortjener han ikke!
Rusland er vant til at blive overfaldet. 2 gange af Tyskland i løbet af 1 århundrede, 1 gang af Frankrig, 1 gang af Sverige – utallige gange østfra. Krig kan ikke skrives ud af den russiske historie heller. Rusland er helligt for russerne – ligesom Danmark burde være det for danskerne! Og de store personligheder betyder lang mere end fugleklatterne. Men jeg tror vel egentlig, at Lassen skriver om det forkerte land. ”Racisme og kolonialistisk undertrykkelse” – det er ikke noget russisk. Her er igen noget, Lassen skylder dokumentation for. Det er noget europæisk og senere amerikansk.
Det er her, man må spørge sig selv, hvad denne historieskrivning så skal gøre godt for? Den vil kun skabe usikre mennesker i et splittet og usikkert samfund. Den ville kun være et politisk værktøj til nedbrydelse af den enkeltes tilhørsforhold til nationen. Der findes ingen objektiv historieskrivning, hvis man forlader Rankes principper om ikke at dømme og fordømme!
Og her er vi ved noget meget centralt. Lassen vil ændre russernes historieopfattelse – og dermed det russiske samfund. Hvad med at begynde med den amerikanske historieopfattelse, som jeg har været inde på ovenfor. Rusland stiller ikke krav om, at andre skal rette ind efter de russiske forestillinger. Rusland opfatter ikke sig selv som ”the exceptional nation”, som alle andre skal følge, ikke som en nation, der ”must lead the world” for at skabe ”freedom and democracy”. Det er USA, den mest betændte byld på verdenshistorien nogensinde. Lassen har ondt af russiske krigsfilm – af hvilke mange (især de sovjetiske) er fortræffelige. Få lande har glorificeret krig og massemord så meget som USA. USA har 800 militærbaser over hele verden, men forbeholder sig ret til at forhindre andre i at oprette sådanne baser på den vestlige halvkugle (Monroe-doktrinens første halvdel. Den anden halvdel siger, at USA skal holde sig væk fra den østlige halvkugle, men den halvdel er glemt). USA organiserer regime changes over hele verden, styrter regeringer efter behag. Og det er ofte netop demokratiske regeringer, der styrtes, hvis de ikke spiller med på den amerikanske melodi. F.eks. Mosaddeq i Iran i 1953, fordi han hævede olieprisen. I hans sted indsatte man shahen, hvis undertrykkelsesregime man støttede aktivt – indtil Shahen ligeledes ville have mere for olien. Så lod man også ham falde, men blev lidt overrumplet af udviklingen. Derefter betalte man så Saddam Hussein for at føre en krig mod Iran i 8 blodige år. Så skaffede man sig efterfølgende af med Saddam. Man satte hele Mellemøsten i brand for at svække den arabiske verden over for Israel. Undervejs myrdede man millioner af uskyldige civile.
Og det er kun ét eksempel. USA har trukket blodige spor hen over hele jordkloden i de sidste 100 år.1 Hvis man anlagde praksis fra processerne i Nürnberg og Tokyo ville ikke en eneste amerikansk præsident undgå galgen. Og adskillige generaler og politikere ville følge efter. Men der gælder én regel for USA – og en anden for alle andre.
I dag understøtter man aktivt med amerikanske våben Israels folkemord på palæstinenserne.
Alt sammen i godhedens navn. Mon ikke der var brug for en omskrivning af den amerikanske historie og den amerikanske selvopfattelse og en ændring af regimet? Og herhjemme kunne vi f.eks. starte med besættelsestidens historie – inden vi giver os til at belære russerne om deres historie.
Havde vi her i landet haft en nationalbevidst historieundervisning i skolen, ville vi ikke have haft noget indvandrerproblem, ingen ”pride parades”, ingen kønsforvirring, intet klimaidioti eller andre pseudoproblemer. Vi ville have haft en ung generation, der ikke havde bekymret sig om deres pronominer og ikke havde haft tatoveringer, ringe i næsen og horn i panden, fordi de skal skabe sig en unik personlig identitet – vi ville have haft en generation uden diagnoser, en generation, der så sig selv som en del af en større enhed, der er vigtigere end dem selv. En selvsikker, målbevidst generation. Vi ville have haft en generation, der satte helhedens vel over den enkeltes vel. Danmark ville have haft en fremtid!
Morten Lassen har skrevet en ringe og helt igennem overflødig bog, byggende på den syge forestilling, at vi – eller bedre USA – er de eneste, der har set lyset, hvorfor vi alle skal indrette os efter deres universalistiske ideer – vel egentlig en noget kolonialistisk tanke. Ja, egentlig er Lassen ikke historiker, men fortaler for en ideologi, som han vil udbrede til hele verden, ligesom Sovjetunionen ville udbrede kommunismen – i modsætning til russerne, som bare vil have lov til at være i fred. Bogen ville i min studietid ikke have bestået som speciale. Han følger konsekvent én linje fra side 1 og frem – og det hele bygger kun på citater fra andre, hvis kildegrundlag man ikke uden videre kan kontrollere, og som han næppe heller selv har kontrolleret. Det ville have klædt Lassen at studere kilderne selv. Faktisk er det det, man gør. Han følger det officielle narrativ, der er ikke én selvstændig tanke i den, ingen diskussion af selv de mest absurde forestillinger. Bogen er ikke engang egnet som toiletpapir. Gads Forlag burde skamme sig. Denne publikation skulle have været kvalt i fødslen. Det må tilrådes Lassen kun at skrive om, hvad han har forstand på. Dermed skulle vi være forskånet for flere publikationer fra hans hånd.
Povl H. Riis-Knudsen
Note
- Liste over USA’s utallige militære interventioner 1890-2024: https://www.leksikon.org/art.php?n=3940&t=512 ↩︎
Danmarks Frihedsraad 