BOGANMELDELSE:
Kasper Støvring og Mikael Jalving:
DANMARK under angreb
Kulturkritiske udvekslinger
Indblik 2018

Dette er ingen nyudgivelse – den har siddet i reolen længe – men da de forløbne 4 år jo ikke har medført nogen ændring af situationen, er den stadig aktuel – på den sørgelige måde.

Det er en såkaldt ”samtalebog”, hvor de to lærde herrer sidder og pludrer med hinanden om løst og fast. Den genre har sine fordele – men så sandelig også sine ulemper. Man kommer vidt omkring – men det kan også være vanskeligt at holde fokus – og at finde den røde tråd.

Jeg kender ikke de to personligt, men Mikael Jalvings far var min fortræffelige læge i Gamby på Nordfyn, så jeg ved, at han kommer af en ordentlig familie og er vokset op i et godt og kulturbevidst hjem. Både han og Støvring har vel flirtet lidt rigeligt med tidsånden i deres studietid, men der er jo større glæde i Himmelen over to syndere, der omvender sig, end over 20, der ikke behøver omvendelse.

Lad det være sagt med det samme: Det er stort set en glimrende bog – man kan kun være enig i det allermeste, måske i 95 % af det hele. Hvis man er en god national dansker, har man derfor ikke noget stort behov for at læse bogen – medmindre man ønsker at finde yderligere argumenter til støtte for sine synspunkter eller har brug for at vide, at man ikke er alene. Modstandere finder ikke på at læse den, men de kunne nu ellers have vældig godt af at gøre det!

Det er imidlertid ikke en bog for Maren i kæret – medmindre Maren er fortrolig med filosofihistorien og har læst de sidste nye samfundsteoretikere og kulturkritikere. Jeg har ifølge sagens natur ikke noget imod, at man læser meget og intellektuelt bearbejder, hvad man læser, men dette tenderer lidt til at løbe ud i en påvisning af, hvor belæste de to er. De er meget belæste. De har intellektuelt stort set forstået, hvad dette drejer sig om, men også kun stort set. Og de påpeger mange vigtige ting, som f.eks. den skæve politiske fordeling blandt journalister og akademikere. Den er vigtig, men den er også blot et symptom.

Mine forbehold begynder imidlertid på flappen, hvor Mikael Jalving siger:

”Hvis der er noget, jeg virkelig håber på, så er det, at du og jeg tager fejl. Det ville være det bedste, der kunne ske for vores lille land. Intet ville glæde mig mere, end at fremtiden modbeviser vores advarsel, og at mine børn kan vokse op i fred og fordragelighed med både Mohammed, Morten og Matilde.”

Ligesom han også taler om vore ”muslimske medborgere”.

De to udmærkede mennesker har altså ikke noget imod at leve i et multiracialt samfund – bare ”de andre” opfører sig ordentligt og accepterer vore normer og formodentlig tilegner sig vor kultur. De skal mere end integreres, de skal assimileres. De skal bare blive solbrændte danskere. Men de må åbenbart godt forblive muslimer… Det, Mikael Jalving ønsker, er for mig det værst tænkelige rædselsscenarie, fordi den biologiske blanding er den endelige undergang. Idealsamfundet for Jalving er vel et, hvor assimilationen er så komplet, at Matilde gifter sig med Mohammed. Mohammed har imidlertid et hjemland, der er fuldt af Mohammeder. Matilde derimod er dansker, og dem er der ikke mange af. Når alle Matilder er blevet Fatimaer, er det sket med danskerne – og med Danmark. Lad os ikke glemme, at de fremmede er de stærkeste, fordi de har de værdier, der sætter gruppen over individet, og de har hjemlande, hvorfra de løbende kan hente inspiration og livskraft – og så sørger de for en stadig befolkningstilvækst, mens vi undlader at få børn, og på årsbasis slår vi endda ca. 15.000 af de børn, der produceres, ihjel, inden de bliver født. Vi har ingenting. Vi dør ud.

Med dette in mente kan man måske overraskes over, at en begavet mand som Kasper Støvring mener, vi lever i verdens bedste samfund – hvis det altså ikke lige var, fordi vi har disse assimilationsproblemer. Underligt er det imidlertid ikke, at et af de to herrers største problemer er, at jøderne forlader Europa. Men lad os igen slå fast, at netop den jødiske elite er den gruppe, der har gjort mest for at fremme indvandringen på alle områder. Politisk, idemæssigt, gennem af pervertering af antropologien, konditionering i medierne – og naturligvis rent praktisk. De har med Amerikas hjælp skabt utålelige tilstande i nogle af de lande, de fremmede kommer fra. Samtidig har de gennem deres uindskrænkede kontrol med medierne lagt alle modstandere af indvandringen for had.

Lige så ureflekteret er behandlingen af 11. september. Overfladisk er også Kasper Støvrings glæde over, at antallet af ”nationalstater” verden over stadig vokser. Nuvel, Øst-Timor, Eritrea – men flere kan jeg vel ikke umiddelbart komme i tanker om. Sagen er jo, at de fleste nye ”nationalstater” ikke er nationalstater. De fleste afrikanske statsdannelser huser utallige forskellige nationaliteter med forskellige sprog og kulturer. Deraf de mange konflikter. Men han har naturligvis ret i, at virkelige nationalstater er et ubetinget gode. Verdensviljen, som han med godt ord kalder det. Men vi modarbejder jo dagligt denne verdensvilje. For indvandring destruerer jo netop nationallstaterne.

Både Støvring og Jalving er sig fuldt bevidste, at snak er billig. Så hvad vil de nu gøre? Ja, det får vi jo ikke noget klart svar på. De antyder jo, at man kunne gå ind i politik, men jeg tror ærlig talt, de godt ved, at det ikke fører nogen steder hen. Ja, måske ved de i virkeligheden godt, hvad der skal til, men det kan man ikke skrive – og slet ikke, hvis man vil være respektabel, og det vil de.

Lad mig igen slå fast med syvtommersøm: Råddenskaben stikker dybt. De fremmede er også kun et symptom – et tegn på, at vi i Vesten har mistet livsviljen. Vi har skabt et både åndeligt og fysisk biologisk vakuum, og som altid fyldes et sådant vakuum automatisk op af tilstrømning andetsteds fra. Vi har vist os uværdige til vort territorium, som vi ikke orker at forsvare. Politikerne ævler om lappeløsninger. Ingen – ikke en gang de mest rabiate – går ind for den eneste holdbare løsning: at smide alle fremmede ikke-europæere ud af landet og lukke grænserne hermetisk for uønskede og uproduktive etnisk fremmede.

Vi kan imidlertid ikke standse der. Det system, som har muliggjort denne fortrængning af danskerne må nødvendigvis fjernes sammen med alle dem, der bærer og kultiverer dette system. Det er bedre en tid at leve i blod til hofterne end permanent at måtte gå rundt i natrenovation til halsen! Derefter kan man så begynde at styrke de tilbageblevne danskeres identitet gennem styrkelse af deres kultur og kulturbevidsthed. Kun derved kan folket styrkes indefra – og det er nødvendigt. En nation kan ikke i længden holdes i live med magt. Den skal ville leve. Det er denne kollektive livsvilje, det nuværende system har frataget folk (tænk bare på wokebevægelsen, Cancel Culture etc.).

Denne erkendelse er vigtigere end alverdens filosoffer og politiske tænkere. Men når man giver udtryk for denne erkendelse, har man ikke – som de to herrer – adgang til avisernes spalter og fjernsynets mikrofoner, ja, man har heller et noget job. Man er cancelled!

Jeg kan høre stemmer, der visker: ”Lidt er jo bedre end ingenting. Dæmp dig nu ned, og bliv en del af diskursen”. Det ønske kan jeg desværre ikke efterkomme. Støvring og Jalving er et par af de ventiler, systemet bruger til at lukke dampen af kedlen med, så denne ikke eksploderer. Sagen er imidlertid, at kedlen skal eksplodere, før det kan blive bedre.