Muslimer i Rusland

Slaget ved Kulikovo ifølge et maleri af Adolphe Yvon .

Efter en forespørgsel skal jeg forsøge at gøre kort rede for nogle forhold omkring islam i Rusland.

Rusland har altid været Europas prop imod angreb østfra. Afgørende i den forbindelse var slaget på Kulikovo Pole i 1380, hvor russiske styrker forhindrede mongolernes og tatarernes videre fremtrængen mod Vesteuropa. Som tak for sidst plyndrede tatarerne så Moskva to år senere, inden det til sidst lykkedes at pacificerede dem. Denne kamp har imidlertid ikke altid fundet sted på slagmarken. Rusland var faktisk igennem mange år en mongolsk undersåt. Man købte sig bl.a. fred gennem giftermål – så var man ikke mere en fjende, men familie. Denne blandingspolitik har sat sig dybe genetiske spor i den russiske (og ukrainske) befolkning, og denne blanding er naturligvis blevet yderligere udbredt, i takt med at Rusland trængte frem til Stillehavet og underlagde sig Alaska. Måske er det en god portion mongolske gener, der gør russerne til det, de er: lidt mere jordbundne og skeptiske over for individualistiske ”ideer” end vesteuropæerne, nøjsomme og utrolig modstandsdygtige både over for almindelig modgang og i krig.

Med mongoler og tatarer fulgte islam, og man regner med, at der i dag findes ca. 12 % muslimer i Rusland. De muslimske kernelande er de autonome republikker Tatarstan og Basjkortostan omkring Volgas knæk. Der er tale om moderate muslimer, og selv i disse to republikker mærker man ikke, at man egentlig befinder sig i et muslimsk område. Hertil kommer nogle af republikkerne i Kaukasus, hvor Tjetjenien nok er den bedst kendte på grund af amerikanernes forsøg på at installere et nordkaukasisk kalifat i området for at svække Rusland. Det lykkedes som bekendt ikke, men intet sted i Rusland mærker man islams eksistens stærkere end i Tjetjenien. Når muezzinen kalder til bøn, forlader folk deres biler midt på gaden og styrter hen i den nærmeste moske.

I Rusland som helhed spiller islam ellers ingen rolle. Der er naturligvis moskeer i alle større byer og i nogle muslimske landsbyer rundt omkring, hvor man måske ikke lige ville forvente det. Rusland er et kristent land med den ortodokse kirke som en grundlæggende magtfaktor. Når det undertiden hævdes, at kun 0,5 % går i kirke mere end en gang om året, betvivler jeg det ærlig talt, men man skal i den forbindelse huske, at den ortodokse kirke er mere end en række gudstjenester. Der er altid mennesker i en ortodoks kirke. De tænder lys, beder bønner, kysser ikoner osv. De er der måske kun i et kvarter, men de kommer regelmæssigt. Kirken er en del af hverdagen – ikke kun af søndagen, hvor folk også går og kommer under gudstjenesten. Alle religioner blev i sovjettiden i perioder voldsomt forfulgt af staten, der jo havde ateismen som et af sine grundprincipper. Men med sovjetmagtens fald, ændrede dette sig for alle anerkendte religioner, men netop her ser man den ortodokse kirkes styrke i den hastighed, hvormed man forsøger at genskabe alt det, der er gået tabt, men det skal dertil siges, at der stadig findes masser af ruiner af kirker og klostre, som venter på at blive bygget op igen. Ofte er det præsten selv, der svinger murskeen og lægger gulvet. Der holdes gudstjenester i ruinerne, indtil han er er færdig. Dette var ikke muligt, hvis ikke befolkningen i meget høj grad sluttede op omkring kirken. Undtaget er naturligvis den amerikaniserede elite, nationens lort, men det er altid den, udenlandske journalister taler med.

Russiske muslimer er blevet domesticerede under kommunismen. De kan dyrke deres gud i fred, men jeg har bortset fra i Tjetjenien kun hørt et enkelt bønnekald, som overraskede mig. Det var i Tobolsk i det vestlige Sibirien. Der venter man det ikke lige. Russiske muslimer udgør ingen fare for en islamisering, og de har ingen indflydelse på samfundet som sådan. De stiller heller ingen krav om dette eller hint. De kan naturligvis slå sig ned over alt i føderationen, men hvis de virkelig vil leve muslimsk, kan de kun til dels gøre det i de autonome republikker. Når jeg siger til dels, er det fordi, der ikke tages noget specielt hensyn til religionen. Alkohol sælges overalt, og der er gris på gaflen i enhver restaurant, jeg har været i.

Ruslands problem med islam kommer et helt andet sted fra: Centralasien, der tidligere udgjorde en del af Sovjetunionen, og hvis borgere i dag har visumfrihed til at rejse til Rusland og arbejde, hvilket folk gør i stort tal, fordi det er lettere at tjene penge der. Taxachaufføren i Sankt Petersborg, Moskva eller ,Novosibirsk kommer tit fra de tidligere sovjetrepublikker, og det samme gælder bygningsarbejderen. Nu har jeg netop tilbragt det meste af 2 måneder i Centralasien, og det er utrolig mange mennesker, der har arbejdet i Rusland i kortere eller længere tid. ”Men hjemme er nu alligevel bedst!”, som en taxachauffør i Tadsjikistan sagde. Man kan ofte læse i systempressen, at disse lande har brug for de penge, fremmedarbejderne sender hjem fra Rusland. Hold nu op! Dette er ikke forarmede ulande. Disse lande er grundlæggende alle rige. De har råstoffer og olie eller gas i næsten ubegrænsede mængder og store landbrugsarealer. Staterne som sådan har penge nok, hvilket tit kommer til udtryk i måske overambitiøse byggeprojekter (som desværre ikke altid omfatter vejene!). Folk har imidlertid ikke for mange penge, og når man nu kan tjene det dobbelte i Rusland, er det jo nærliggende at tage derhen.

I Centralasien er islam imidlertid et voksende problem, mindst i Kasakhstan, hvor omkring 30-35 % af befolkningen stadig er russere eller andre europæere, men meget mærkbart i Usbekistan og Kirgisistan. De tre lande (samt Turkmenistan) har et grundlæggende sprogfællesskab med Tyrkiet, og herfra udgår der en voldsom islamiseringsproces, ikke blot i Centralasien, men også på Balkan. Halal-certificerede restauranter bliver mere og mere almindelige, jo længere sydpå man kommer, og kvindernes klædedragt bliver også mere og mere muslimsk, selv om jeg kun har set mindre end en håndfuld tilslørede piger, og de kan jo godt have været turister. Selv synes jeg i øvrigt sådan set, at piger i lange kjoler er pænere end piger i mavetrøjer og hotpants. Men alt dette er naturligvis ikke i sig selv et problem. Der er heller ikke her nogen vold, ildspåsættelse eller andre af de fænomener, vi er kommet til at forbinde med islam. Der ville der også blive slået hårdt ned på det, for regeringerne er meget opsatte på at holde militant islamisme ude og bevare nogenlunde sekulære samfund. Det er godt for økonomien og turismen – og alle disse lande har meget at byde på i så henseende – og det gør unægtelig livet behageligere. En islamisk bevægelse kunne i sidste ende udløse en borgerkrig. Man er her meget klogere end folk i Vesteuropa.

Tadsjikistan har et særligt problem i forbindelse med islam. Man har en meget lang, uvejsom og ubevogtelig grænse til Afghanistan, med hvem man også i vid udstrækning deler sprog. Man ønsker i Tadsjikistan ikke afghanske tilstande, og der vil også her blive slået hårdt ned på ethvert tilløb til talebanisme af en hvilken som helst art. Men kan næppe hindre dem i at komme ind i landet – og derfra måske videre til Rusland. Afghanerne synes ligesom en del tjetjenerne, at de har noget at hævne. Rigtig mange russere ser gerne visumfriheden for borgere i den tidligere Sovjetunion ophævet. ”De tager vores arbejde”, er et af argumenterne. Et andet og nok vægtigere argument er faren for, at der iblandt denne flok af i og for sig udmærkede mennesker skal gemme sig folk med ondt i sinde. Sikkerhedstjenesten siger, at den forhindrer adskillige terrorhandlinger hvert år. Hvad deres formål skulle have været, ved vi naturligvis ikke, men det meste af den terror, der har ramt Rusland, har hidtil haft rod i Tjetjenien.

Der er imidlertid politiske grunde til ikke at ophæve visumfriheden. Rusland ønsker at fastholde et fællesskab med disse lande, som jo også var russiske, før de blev sovjetiske. Og dette ønske er gensidigt. Det er Rusland, der rykker ud, når der udbryder borgerkrigslignende tilstande i Kasakhstan – sandsynligvis også tilskyndede af USA. Det er også Rusland, der forsøger at sikre Tadsjikistan og Usbekistan imod uønskede gæster fra Afghanistan. Man vil gerne bevare sin selvstændighed, og der gøres meget for at fjerne det russiske sprog i det offentlige rum, mindst i Kasakhstan og mest i Usbekistan, hvor unge mennesker ofte ikke forstår russisk ud over det allermest basale. Men man vil gerne samtidig bevare det fællesskab, alle havde del i indtil Sovjetunionens sammenbrud. Man vil naturligvis ikke have kommunismen tilbage, men blot et vist fællesskab. Man bander således over de grænser, Stalin trak, f.eks. i Ferganadalen eller mellem Turkmenistan og den oase, hvori bl.a. den velbevarede gamle by Khiva ligger. Især i den meget tæt befolkede og frodige Ferganadal, hvor Kirgisistan, Usbekistan og Tadsjikistan er flettet fuldstændig ind i hinanden – uden hensyn til nationalitetsforhold, og hvor man må bygge lange nye veje for at køre uden om hinandens territorier, ønsker man de gamle tilstande tilbage. Hvis man kommer nordfra i Kirgisistan og skal til den sydlige by Osh, har man en ekstra omvej på ca. 130 km. Og så er der grænsekontrollerne. Jeg har været 5 timer om at komme fra Kirgisistan til Usbekistan, som afgjort er det værste land at rejse ind i over land. Dette er heller ikke populært i befolkningerne. Og disse Stalins grænser er åbenbart hellige, selv om de rev historiske enheder i stykker og blandede folkeslag, som ikke hører sammen. Det er samme situation som i Ukraine. Ukraine har ingen historiske grænser, for det har stort set aldrig været en selvstændig stat før. Der ligger meget konfliktstof og venter her!

De postsovjetiske stanlande har heller ingen virkelig historisk legitimitet, selv om områderne naturligvis har en meget lang historie som selvstændige politiske enheder med meget vekslende grænser. De har bare ikke så meget med de nuværende stater at gøre.

Ruslands største problem er ligesom det øvrige Europas, at befolkningen skrumper. I Usbekistan får familier 5 og 6 børn med et års mellemrum. Det er noget, der vil noget, og denne befolkningseksplosion vil blive afgørende for udviklingen i fremtiden. I Europa har vi så travlt med os sig selv, at vi glemmer fremtiden og helheden. Det folk, der har mange børn, er langt rigere end det folk, der har det højeste bruttonationalprodukt! Igen er det vigtigt at gå på jagt efter dem, der har fremmet denne negative udvikling i de europæiske nationalstater. Ikke overraskende er det ofte de sædvanlige skyldige!

Povl H. Riis-Knudsen

Dette indlæg blev udgivet i Udenrigspolitik og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s