BOGANMELDELSE:
Povl H. Riis-Knudsen:
I HAGEKORSETS LANGE SKYGGE
Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom – en naiv students erindringer 1970-1977.
Forlaget mellemgaard, 2021. 560 sider. 349,95 kr. (e-bog 195 kr).

Af Peter Neerup Buhl

Ved læsning af andet bind af Povl H. Riis-Knudsens erindringer kan man ikke lade være med at sammenligne med erindringer af andre, der i 70’erne var aktive på en ”idealistisk” politisk fløj, blot den formelt modsatte, såsom Lars Hedegaard og Ralf Pittelkow, men siden er endt i den nationale lejr. Riis-Knudsen beretter ikke mindst om de krumspring, Aarhus Universitet gjorde for at undgå at ansætte ham, skønt højt kvalificeret. Folk på den yderlige røde fløj som Hedegaard og Pittelkow kunne i mange år udmærket avancere i samfundet som meningsdannere – vel at mærke indtil de blev rød-hvide i en sådan grad, at de blev for misliebige for deres magtfulde netværk.

Nu er Hedegaard og Pittelkow endt i lidt samme paria-position, som Riis-Knudsen hele tiden har befundet sig i – og så dog ikke helt. Selv for en dansknational menighed er det mere fordøjeligt at ære tidligere mørkerøde end ”brune” ideologer. Og paradoksalt nok får (retfærdigt eller uretfærdigt) stemplede ”nazister” det stadig sværere i debatten, alt eftersom Det 3. Rige svinder bort i en fjern fortid. Og så er der også tvivlen om, hvor meget Riis-Knudsen har ændret sig. Vel har han lagt klar afstand til ungdommens naive eller romantiske hitlerisme, men han støtter lige så tydeligt ikke Danmarks nuværende demokratiske system, hvilket er forudsætningen for at betragtes som legitim debattør af de fleste – skønt Riis-Knudsen har velbegrundede tanker om det, han selv ser som et mere reelt folkestyre. Og det er jo også svært ud fra et nationalt grundsyn at være optimist og samtidig sætte sin lid til parlamentariske reformer. At sætte de mistrøstige forhold i skarpt relief burde være en del af en legitim debat.

Grundlæggende har Riis-Knudsen samme forhold til sin ideologiske fortid, som fx de nævnte, Pittelkow og Hedegaard, har til deres marxistiske. Riis-Knudsen benytter visse tankeskabeloner eller analytiske værktøjer fra nationalsocialismen, ligesom de andre stadig bruger grundbegreber eller metoder fra marxismen eller venstresocialismens samfundssyn på en ny situation. Både Pittelkow og Hedegaard står ved en kontinuitet bag ydre holdningsændringer undervejs i deres udvikling, og samme dobbelthed er der også i Riis-Knudsens biografi. Han er mindre tilpasningsdygtig i stueren retorik og revolutionært temperament end de mere populære eller mainstream skribenter, men ud fra et mere logisk og ytringsfrihedsmæssigt synspunkt virker det ubegrundet at tage særligt ”afstand” over for Riis-Knudsen, isolere ham og dårligt turde nævne ham (bare en smule positivt), som det synes at være skik blandt mange i øvrigt politisk ukorrekte. Sært nok synes der selv blandt disse at være et knæfald for ”menneskesynet” hos (tidligere) røde, mens man deler den røde dom over de (tilmed tidligere) brune som pr. definition odiøse umennesker. Men rent bortset fra at Riis-Knudsens dom over mange aktører er mere fair, end de nogensinde ville dømme om ham, burde det i det mindste være irrelevant at gå efter mand i stedet for bold i en debat om tiltag i nationale skæbnespørgsmål.

Eftersom alternative synspunkter pr. definition burde være velkomne i fri debat, må begrundelsen for tabuiseringen og moralismen altovervejende siges at være taktisk, PR-mæssig, men det er faktisk også et legitimt hensyn, hvis man i øvrigt mener at have noget på hjerte og gerne vil mest muligt frem med det. Hvorfor så skaffe sig mere modvind og flere unødvendige kampe ved at omfavne nogen, der forudsigeligt gør en i forvejen svær sag mere upopulær? Mogens Glistrup kunne imidlertid godt mødes med Riis-Knudsen til drøftelser, hvilket selvfølgelig også er noget andet end at køre ham i stilling som Z-kandidat, men Glistrup indså, at en kløgtig mand med hovedinteresse i at hindre masseindvandring til Danmark kunne det nok være udbytterigt at lytte til. Og der er sandelig også mange tankevækkende aspekter i Riis-Knudsens erindringer, som næste generation af danske patrioter burde skrive sig bag øret, ikke mindst om hvordan den offentlige mening fungerer, og selvfølgelig dernæst ikke mindst hvad man så IKKE skal gøre, hvis man vil påvirke denne mening. Riis-Knudsen har lært det på den hårde måde, men med sine erindringer har han ydet et vægtigt bidrag til, at andre kan blive klogere, før de går i gang.

Man behøver jo kun at være enig i visse nationale hovedtanker for at læse Riis-Knudsens bog med udbytte (ja, for så vidt kan man også være afgjort, men retlinet modstander og stadig indigneres over usaglig politisk forskelsbehandling). Man behøver heller ikke at være på ideologisk samme linje, som Riis-Knudsen var i 70’erne, for at rives med og få en slags sympati for skikkelserne i det farverige persongalleri af aktivister, der portrætteres i bogen (med tanke på deres engagement i kontrast til reel chance for succes). Fremstillingen er krydret med historiske og aktuelle politiske indsigter, tilsat et ikke ubetydeligt skvæt livsvisdom, og illustreret med sjældne fotos.

Ud fra et ærligt ønske om at få en spændende og kvalificeret samfundsdebat, hvor alle aspekter i langt højere grad end nu ligeligt belyses, kan man kun begræde, at Riis-Knudsen nok permanent er blevet parkeret på et sidespor, skønt han i mange sammenhænge kunne ses som en (mindst) lige så naturlig debatpartner som de indbyrdes nogenlunde enige kulturradikale og mørkerøde, der dominerer, af og til iblandet en pæn nationalkonservativ, som dog jævnligt tier om mere kontroversielle spørgsmål for overhovedet at bevare en ret beskeden position. Der er (i større eller mindre grad vel til enhver tid) en modsætning mellem at sige sin mening fuldt og helt og så at få lov af magthaverne til at blive hørt, og Riis-Knudsen har i markant grad valgt det første, hvilket man kun kan respektere, om man så er enig eller ej. Det gør ham svær at finde, men værd at læse – for de desværre efterhånden få, som overhovedet får læst en bog.