De færreste uden for de røde cirkler i København kendte vel Ninna Hedeager Olsen, Enhedslistens teknik- og miljøborgmester i hovedstaden og en fuldstændig ubetydelig person. Det gør de nu – med en detaljerigdom hun næppe synes om – og det er ikke på grund af hendes politiske indsats. Det er fordi hun er et ubegavet fjols af dimensioner.

En søndag aften – der er i de kredse tilsyneladende ingen, der skal op på arbejde mandag morgen – havde borgmesteren inviteret en 20-30 mennesker til et ægte rødt drukgilde i sin lejlighed. Efter middagen begav gæsterne sig til et værtshus, hvor der også synes at være blevet drukket tæt og måske også røget stærk tobak, for da den hårde kerne til sidst fandt vej tilbage til borgmesterens lejlighed på Nørrebro, hvor hun bor med en ”roommate” (køn ukendt), efter at hendes ægtemand forståeligt nok er flyttet ud, var selskabet efter alt at dømme fuldstændig uden bevidsthed, og deltagerne i det dionysiske symposium endte til sidst i temmelig afklædt tilstand i borgmesterens dobbeltseng.

Det drejede sig om fire personer: teknik- og miljøborgmesteren selv, hendes bolleven igennem længere tid, Tue Hammer Lerche, bestyrelsesmedlem i Enhedslistens københavnske afdeling, medlem af partiets forretningsudvalg og meget aktiv i gruppen ”Aldrig din skyld”, som stræber efter potentielt at gøre enhver seksuel kontakt til voldtægt, teknik- og miljøborgmesterens angiveligt lesbiske veninde (skam få den, der tænker ilde derom!) og en uidentificeret person. I aftenens løb var der blevet kysset og krammet og truffet aftaler om sex – bl.a. imellem bollevennen Tue og borgmesteren. Da de nu lå der klemt sammen i dobbeltsengen, fandt Tue det imidlertid mere tiltrækkende at bedække den lesbiske veninde, mens han holdt om borgmesterens hofter og berørte hendes bryster. Veninden var tilsyneladende gået helt ud og bemærkede overhovedet ikke, hvad der foregik – hvis  der altså foregik noget – i hvert fald gjorde hun ingen modstand. Borgmesteren selv lagde sig til at sove, og først næste dag kommer hun i sin omtågede og i forvejen intelligensmæssigt udfordrede såkaldte hjerne til at tænke på, om dette mon ikke var voldtægt. På en eller anden måde skulle hun jo hævne sig på bollevennen – det klassiske jalousidrama. Hun får derefter veninden til at gå til politiet og Tue til selv at melde sig og bekende sin ”brøde”. Han bliver derefter yderligere anklaget for blufærdighedskrænkelse over for borgmesteren på grund af de angiveligt uønskede berøringer. Efter dramaet kommer teknik- og miljøborgmesteren under psykologbehandling og melder sig syg på ubestemt tid, for det kan politikere gøre uden lægeerklæring. Hun var dog ikke mere syg, end at hun kunne være servitrice på en venindes restaurant på Tunø – i øvrigt en restaurant uden overenskomst og på fagforeningens observationsliste. Det skulle almindelige mennesker prøve, mens de er sygemeldt med løn! Men her er der ikke tale om almindelige mennesker, men om det kommunistiske herrefolk, der altid har nydt privilegier, som ikke tilkom hvermand. Det ligger i ideologien. De tænker ikke engang over det. Det er selvfølgeligt.

Sagen er endnu ikke afsluttet, men der kan vel næsten ikke komme flere afsløringer af dyrenes liv. Det er virkelig en skam, at man ikke bliver inviteret med til deres abefester. Tænk at kunne komme til at ligge i sandwich med Pernille og Johanne – ikke ilde! Men hvis man skal anklages for voldtægt bagefter, kan det jo selvfølgelig være det samme.

Der er mange interessante aspekter i denne sag.

For det første får man et godt indblik i kommunisternes perverse og dekadente verden, hvor man kun kender sex, men ikke kærlighed eller familie, men det er jo ingen overraskelse. Det interessante her er, at vi har at gøre med ledende politikere, som man burde kunne se op til. Dette er selv under de bedste omstændigheder vanskeligt, men med denne sag i baghovedet bliver det bestemt ikke lettere. Dertil kommer naturligvis det økonomiske aspekt. Hun hæver stadig sin fyrstelige gage på ca. 100.000 kr. om måneden, samtidig med at der naturligvis er indsat en vikar, der ligeledes får 100.000 kr. om måneden. Sammenlign dette med, hvad f.eks. en sygeplejerske tjener! Dertil kommer så yderligere den finte, at Enhedslisten nu kan opkræve dobbelt ”partiskat”, så længe det arrangement varer ved! Vi lever virkelig i et kleptokrati!

For det andet demonstreres der her en afgrundsdyb tåbelighed. Ethvert blot nogenlunde normalt begavet menneske ville instinktivt have holdt sin mund om det passerede. Det siger jo sig selv, at denne sag er ”gefundenes Fressen” for boulevardpressen, og at den form for publicity næppe vil være gavnlig eller flatterende for nogen af de involverede, ja, ingen af dem har noget at vinde ved det. Tue Hammer Lerche er måske nok en drukmås og et sølle individ, men han er jo ingen voldtægtsforbryder og udgør ikke på det plan nogen som helst trussel mod nogen. Den forsmåede borgmester vil måske nok nyde at se sin bolleven i fængsel for sin utroskab, men dette vil bestemt ikke gavne ”sagen” eller partiet. Det hele er simpelthen for åndsvagt. Den konservative Rasmus Jarlov mener i fuldt alvor, at retten skulle have lukket dørene, da disse (og mange flere) slibrige enkeltheder om Ninna Hedeager Olsens perverterede sexliv vil ødelægge hendes fremtidige muligheder i livet! Desværre må man, samfundets tilstand taget i betragtning, betvivle dette, men under alle omstændigheder har vi her i landet principielt offentlig retspleje, selv om der i alt for
mange tilfælde lades hånt om dette. Her har vi imidlertid ydermere at gøre med offentlige
personer, der deltager i det politiske liv, og som i hvert fald for Ninna Hedeager Olsens
vedkommende stiller op til valg. Må jeg minde om den behandling, der blev Rasmus Paludan til del før sidste folketingsvalg? Han havde åbenbart ingen ret til beskyttelse af sit privatliv, og han var endda ikke involveret i en stærkt profileret retssag! Hvorom alting er, har Ninna Hedeager Olsen imidlertid selv bestilt musikken, så nu må hun også pænt danse til den! Hun kunne bare have holdt sin mund!

For det tredje må man uvægerlig spørge sig selv, hvorfor borgmesteren ikke satte en stopper for den påståede voldtægt, så snart hun angiveligt mærkede, at den var i gang. Det skulle have været meget let. Mænd har et meget ømfindtligt punkt, som under disse omstændigheder vil være ganske blottet. Men Ninna Hedeager Olsen gjorde intet! Hun vendte sig bare om og sov videre, idet hun dog bemærkede, at Tue angiveligt greb fat i hendes hofter og berørte hendes bryster! Gør det hende egentlig ikke medskyldig? Under alle omstændigheder er det vanskeligt at se, hvorledes hun er blevet krænket – bortset fra at hendes forfængelighed måske har lidt et knæk over at blive vraget. Det er bestemt ikke første gang, Tue har haft fat i hendes hofter eller har berørt hendes bryster. I det hele taget er det for normale mennesker vanskeligt at se, hvad der dog har berørt hende så voldsomt, at hun har måttet til psykolog for 15.000 kr., som hun nu mener, Tue skal betale. Hvilken skade har hun overhovedet lidt? Det er jo under ingen omstændigheder hende, der angiveligt skal være blevet voldtaget. Sagen er, at Ninna Hedeager Olsen ikke alene er et ubegavet fjols, hun er også et pjok, et typisk eksempel på det moderne, livsuduelige, venstresnoede, rodløse menneske, der føler sig ”krænket”, blot der blæser en vind på
hende. Krænkelsen er for disse mennesker det, der giver deres liv mening, det, der gør dem til noget specielt i modsætning til alle de andre værdiløse dusinmennesker. Først krænkelsen giver dem en indbildt identitet og værdi. Individer af denne støbning bør under ingen omstændigheder sættes på poster, der undertiden måtte kræve handlekraft, målbevidsthed og en vis hårdhudethed i modvind. Hvordan en sådan usling er blevet borgmester, forbliver en gåde, men det er nok bare sådan, demokratiet er. Det kan imidlertid godt være, hun er en udmærket servitrice – blot der ikke kommer besværlige gæster, for så må hun sygemeldes.

For det fjerde er det jo komplet vanvittigt, at politi, anklagemyndighed og retsvæsen overhovedet skal bekymre sig om dette latterlige anliggende! Man klager jo de steder ellers altid over at være overbebyrdede. Vi har at gøre med en bunke fulderikker, der er så beduggede, at de ikke aner, hvad de selv gør – de er simpelthen utilregnelige. Når man drikker, kysser, krammer og træffer sexaftaler for derefter halvnøgne at krybe i den samme overfyldte dobbeltseng, ja, så må man regne med, at naturen måske kræver sit. I de gode gamle dage, før verden gik af lave og feministerne overtog roret i samfundet og retsvæsenet, så man ved anmeldelser af påstået voldtægt nøje på omstændighederne. Voldtægt indeholder to elementer: vold og tægt, man tager noget med vold. Det er naturligvis en alvorlig forbrydelse og skal straffes strengt. Men det, der måske foreligger her, indeholder ikke spor af vold. Der er tale om en flok dekadente alkoholikere, der alle har en særdeles løssluppen seksualmoral. Tilforn så man kritisk på det påståede offer for
en voldtægt uden påviselig vold. Har kvinden selv været ude om det? Er hun gået halvnøgen omkring, har hun udfordret mændene, har hun drukket med dem og taget dem med hjem for dagen efter at fortryde og anmelde det som voldtægt? En kvinde med en notorisk dårlig seksualmoral og 5 børn med 5 forskellige, ukendte fædre på 5 år kom ikke langt med en anklage for voldtægt uden vold, og gadens lette kavaleri heller ikke. Her var der tale om en erhvervsrisiko, en slags butikstyveri – hvis der altså ikke forelå påviselig vold. Sådan bør retstilstanden være. I dag er mænd totalt retsløse, hvis de ikke på forhånd har indhentet en skriftlig erklæring om indvilligelse i seksuelt samvær, bekræftet af en notar og to vitterlighedsvidner. Hvis ikke Tue var kommunist, kunne man godt få ondt af han. Er det det samfund, vi vil have?

Tidligere passede kvinderne bedre på sig selv – de var mere ærbare, og det var måske ikke så ringe endda. Den frie, løsslupne seksualmoral har intet godt gjort for samfundet. Den har været med til at opløse det, ødelægge familien og gøre børnene rodløse. Det er kvinderne, der bærer fremtiden, og de skal behandles med den yderste respekt – men de skal også vise sig værdige til denne. Vi har altid kunnet finde den rette balance imellem kønnene her i Norden – i hvert fald før kristendommen kom med sin mellemøstlige opfattelse af kvinden som bærer af arvesynden, der for en tid prægede synet på hende, og som i dag kommer tilbage igen med forstærket kraft i islams skikkelse med burka, niqab, pisk og steninger. Det vil vi heller ikke have!

Sluttelig giver denne sag et lysende klart indblik i den afgrundsdybe dobbeltmoral, der præger det politiske liv, og det pampervælde, vi er tvunget til at leve under. Politikerne giver sig selv og hinanden rettigheder, de ikke kunne drømme om at udstrække til hele befolkningen. De anser sig selv for bedre end andre, mere værdifulde. De sidder oppe i træet og forretter deres nødtørft på det arbejdende folk nedenunder og de svageste i samfundet – netop de grupper, politikerne i deres valgtaler hævder at ville beskytte – og dette gælder ikke mindst for Enhedslisten! De kan melde sig syge uden lægeerklæring i 9 måneder – og åbenbart arbejde under ”sygdommen”, pensionere sig selv som 60-årige med en fyrstelig apanage, mens de mennesker, der har opbygget samfundet, kan se frem til en pensionsalder på 75, hvorefter de måske kan få et par år på en almisse, der ikke engang rækker til det mest fornødne, indtil de til slut henvises til leve af en vakuumpakket substans, der leveres en gang hver 14. dag, og som end ikke et dyr vil æde.

Politikere er moralløse forbrydere, der stjæler fra det arbejde folk for at fylde deres egne og deres venners lommer, mens de lader vort socialvæsen, vort undervisningsvæsen og vort
sundhedsvæsen forfalde og bruger mere end 10 % af statsbudgettet på os uvedkommende
udlændinge, som uden modstand får lov til at overtage vort land. Der er virkelig ikke noget at feste for – men det politiske herrefolk ter sig som kejserne i Roms forfaldstid. Det er mit inderlige håb, at jeg vil leve længe nok til at kunne høre deres afpillede skeletter rasle i lygtepælene!