Med Englands nuværende tragiske tilstand i mente synes et historik tilbageblik at være på sin plads. Gad vide, hvad den gode Churchill mon ville have sagt til England anno 2017 samt til de politikere, som er ansvarlige for misæren?

***

I vor uoplyste og historieløse tidsalder fremhæves Sir. Winston Churchill ofte som det klassiske eksempel på en sand humanist og anti-racist. Churchill var som bekendt en af Hitlers allerførste og argeste modstandere. Således bærer Churchill en stor del af ansvaret for, at nazismen til sidste blev besejret. Med udgangspunkt i disse forhold vil den uoplyste næsten automatisk deducere, at Churchill nødvendigvis må have haft synspunkter, der stod i diametral modsætning til alt, hvad der på nogen måder kunne minde om racisme. Den historiske sandhed er imidlertid en ganske anden. Af den tilgængelige dokumentation fremgår det, at mange af Churchills holdninger i dag ville have fået ham for evigt bandlyst fra det politisk korrekte selskab.

Det er en ringe omtalt kendsgerning, at Churchill var en energisk fortaler for eugenik, populært kaldet racehygiejne. Således var han den sponsorerende vicepræsident for den første internationale eugenikkonference, der fandt sted i London i 1912. Af Churchills personlige papirer fra denne periode fremgår det, at han var alvorligt bekymret for at ”moralsk degenererede” og folk af lav intelligens var ved at avle de dannede sociale klasser ud. Derfor foreslog han, at ”mentalt defekte” skulle interneres, samt at de åndssvage skulle tvangssteriliseres. I sin kapacitet af Home Secretary (indenrigsminister) skal Churchill angiveligt have udtalt til sine kollegaer: ”Den unaturlige og hastigt voksende vækst af åndssvage sammenholdt med en vedvarende formeringsrestriktion blandt alle de foretagsomme, energiske, og overlegne klasser udgør en racefare. Jeg føler, at kilden til denne strøm af galskab skal lukkes og forsegles, før der er gået endnu et år.” [1] Der kan næppe herske nogen tvivl om, hvorledes en person, der udtalte sig sådan, ville blive betegnet og behandlet i alle vesteuropæiske lande i dag.

Det bliver imidlertid endnu ”værre”, når man undersøger Churchills holdning til ikke-europæiske folkeslag. Han var en stor tilhænger af det britiske imperium, og han gav på ingen måde udtryk for, at den britiske kolonimagt skyldte de undertvungne lande ellers deres befolkninger noget. Han var tværtimod overbevist om det rigtige og berettigede ved at undertvinge ”laverestående” folkeslag. I en tale holdt den 18. marts, 1931 i Royal Albert Hall udtalte han således: ”Vi gav Indien en civilisation, der er langt over, hvad de selv overhovedet kunne have skabt eller været i stand til at bevare” [2].  I relation til europæernes underkastelse, deportation og til dels udryddelse af de amerikanske indianere samt de australske aboriginer udtalte han i 1937, at: ”Jeg er ikke enig i, at der er begået en uret mod disse folk, faktum er at en stærkere race, en mere verdslig race, en race af højere karat er kommet og har taget deres plads.” [3]

Disse holdninger taget i betragtning kan det ikke undre, at Churchill var en af de allerførste britiske politikere, som forsøgte at stoppe Englands vanvittige immigrationspolitik. Churchill afviste på det skarpeste liberales og akademikeres tågede snak om det gavnlige ved at omdanne det homogene England til et multietnisk og multikulturelt samfund. Baggrunden for denne modstand var dels hans udførlige kendskab til ikke-europæiske folkeslag og den ovenfor belyste holdning til disse samt hans udtalte patriotisme. I 1936 i en hyldesttale til The Royal Marines betegnede han således England som en værdifuld gave, der igennem generationer var blevet overleveret fra slægtled til slægtled. Han udtalte i denne sammenhæng, at; ”De, som ikke tænker på fremtiden, er deres forfædre uværdige.” [4]

Med sit store kendskab til fremmede lande og folkeslag var han bevidst om det helt igennem utopiske ved den multikulturelle samfundsvision. Tidligt i sit liv havde han stiftet personligt bekendtskab med fremmede folkeslag, og hans generelle indtryk af dem samt deres kultur, kan næppe sige at have været positivt. I 1899 skrev han bogen The River War: An Account of the Re-Conquest of the Sudan om Lord Kitcheners felttog i Sudan. I denne gav han udtryk for synspunkter, der uden tvivl ville have skaffet ham en racismeanklage på halsen i det nuværende England. Han skriver således:

”Bastardernes kvaliteter er sjældent beundringsværdige, og blandingen af arabiske og negroide typer har skabt en ringe og grusom race, der er mere chokerende, fordi den er mere intelligent end primitive barbarer. Den stærkere race begyndte snart at udbytte de simple (sorte) indfødte […] til det store slavemarked i Jeddah har der igennem århundreder løbet en kontinuerlig strøm af negroide fanger. Opfindelsen af krudtet og arabernes indførelse af skydevåben facilliterede denne trafik ved at placere de ignorante negere i en endnu dårligere position. Situationen i Sudan igennem flere århundrede kan opsummeres således: Den dominerende race af arabiske invaderende spredte uafbrudt sit blod, sin religion, sine sikke og sit sprog blandt den indfødte sorte befolkning, mens den på samme tid udplyndrede og undertvang dem.” [5]

Nogle ville måske mene, at overstående blot skal betragtes som udtryk for en art ungdommelig uvidenhed. Hertil er at bemærke, at Churchill, så vidt det kan dokumenteres, aldrig ændrede sin opfattelse af ikke-europæiske folkeslag. Så sent som i 1955, det år hvor han trak sig tilbage fra det politiske liv, spurgte han sin læge om, hvorvidt; ”sorte kunne få mæslinger?” Da han fik svaret, at ikke alene kunne sorte godt få mæslinger, men at der også var en meget høj dødelighed blandt sorte som følge af denne sygdom, mumlede han: ”Tja… Der er rigeligt tilbage. De har en høj formeringsrate.”[6]

Som det allerede fremgår af de to overstående citater, var Churchills forkærlighed og respekt for både negere og arabere meget lille. Særdeles interessant for danskeren af i dag er også Churchills karakteristik af Islam. Denne dokumenteres af følgende tankevækkende og meget aktuelle citat om den islamiske religions væsen og sociale effekt:

”Hvor rædselsfuld er ikke de forbandelser, som Muhamedanismen lægger på sine tilhængere! Udover det fanatiske vanvid, der er ligeså farligt hos et menneske, som rabies er hos en hund, er der denne rædselsfulde fatalistiske apati. Effekterne er tydelige i mange lande. Ubetænksomme vaner, sjuskede landbrugssystemer, langsomme handelssystemer, og der eksisterer usikkerhed omkring ejendomsret, dér hvor tilhængere af profeten hersker eller lever. En nedværdigende sensualisme, der først berøver livet dets ynde og forfinelse og dernæst dets værdighed og hellighed. Den kendsgerning, at enhver kvinde ifølge muhamedansk lov skal tilhøre en mand som hans absolutte ejendom enten som barn, hustru eller konkubine, udsætter den endelige afslutning af slaveri, indtil den islamiske tro ophører med at være en stor kraft blandt menneskene. Individuelle muhamedanere kan besidde glimrende kvaliteter, men religionens indflydelse lammer den sociale udvikling hos de, som følger den. Ingen stærkere nedbrydende kraft eksisterer i verden. Muhamedanismen er langt fra dødende, det er en militant og hvervende religion. Den har allerede spredt sig gennem Centralafrika, hvor den alle steder har skabt frygtløse krigere på sin vej. Og hvis ikke kristendommen var godt beskyttet af videnskabens stærke arme, den videnskab imod hvilken den forgæves kæmpede, kunne den moderne europæiske civilisation måske falde, ganske som den romerske civilisation gjorde det.” [7]

Dette burde give vor tids ”konservative” politikere lidt at tænke over. Churchills beskrivelse af Islam er glimrende, og i modsætning til det skønmaleri, som næsten alle europæiske politikere i dag gerne vil male for de befolkninger, der har været så naiv at stemme på dem, så bygger Churchills beskrivelse på personligt førstehåndskendskab til Islam.

Churchills kamp imod det Tredje Rige og nazismen ændrede ikke hans synspunkter i relation til ikke-europide folkeslag.  Da han under krigen hørte om en sort embedsmand fra en af de britiske kolonier, som var stoppet op for at spise på en engelsk restaurant, der var blevet overtaget af amerikanske soldater som derefter havde indført raceadskillelse og derfor afviste negeren, var Churchills eneste bemærkning hertil: ”Det er okay. Sig til ham, at han skal tage en banjo med. Så tror de bare, at han er en del af bandet.”[8] Man må således slutte, at Churchills indædte modstand imod det Tredje Rige ikke primært skyldtes modstand imod Hitlers race- eller ”menneskesyn”, da dette på mange områder minder om Churchills eget[9]. Hans modstand imod det nazistiske Tyskland skal derfor i langt højere grad end normalt antaget betragtes som udtryk for britiske realpolitiske magthensyn.

I begyndelse af 1950erne modtog England den første bølge af ikke-europæiske immigranter fra deres daværende og tidligere kolonier. Churchills instinktive holdning i denne sammenhæng var klar. Af et referat af et kabinetsmøde den. 25. november 1952 fremgår det, at Churchill forhørte sig om konsekvenserne af ansættelse af store mængder fremmede i det offentlige; ”ansætter posthuset store antal af farvede arbejdere? Hvis det er tilfældet, så er der risiko for at alvorlige sociale problemer vil opstå.”[10] Senere fremgår det, at: ”Han [Churchill] bragte hele spørgsmålet om, hvorvidt farvede personer fra Commonwealth og imperiet skulle have mulighed for at blive lukket ind i landet fra nu af, på banen.”[11] I oktober 1954 advarede Churchill sin daværende Home Secretary David Maxwell-Fyfe om, at ”problemerne der opstår som følge af farvedes immigration påkræver øjeblikkelig og alvorlige overvejelser.”[12] Dette kan, antallet af immigranter til England på daværende tidspunkt taget i betragtning, synes noget ”ekstremt”, men det fremgår af konteksten, at Churchills primære bekymring var, at man ved blot at lukke relativt få immigranter ind i landet, åbnede for en fremtidig syndflod fra kolonierne. Han forudså således, at ”den hastige forbedring indenfor kommunikation givetvis vil føre til den kontinuerlige forøgelse i antallet af farvede personer, der kommer ind i dette land, og disses tilstedeværelse i landet vil, før eller senere, blive foragtet af store sektioner af den britiske befolkning.”[13] Churchills modvilje mod ikke-europæisk immigration til det engelske moderland fortsatte lige til afslutningen af hans politiske karriere. Kort før Churchill trak sig tilbage fra det politiske, udtalte han til den daværende ejer og redaktør af den engelske avis Spectator, at ”denne [immigrationen] udgør det vigtigste problem, som dette land står overfor, men jeg kan ikke få nogle af mine ministre til at tage nogen notits af den.”[14]

Man må, når man betragter Englands nuværende sørgelige etniske tilstand, desværre konkludere, at Churchills bekymringer var berettigede. Endnu mere tragisk er det imidlertid, at ikke kun England, men hele den europæiske civilisation, som Churchill var forkæmper for, i dag er ved at drukne i en syndflod af immigranter fra den tredje verden, hvoraf en stor del af består af den særligt aggressive muhamedanske slags.

I relation til en vurdering af personen Winston Churchill kan man tillade sig at slutte, at det billede, der almindeligtvist bliver tegnet af ham i vore dages massemedier ikke finder belæg i kilderne, og dermed ikke er historisk korrekt. Winston Churchill var ikke en pladderhumanistisk naiv tosse, hvis hovedformål i livet det var at bekæmpe ”racisme” eller ”fascisme.”  Han var en patriotisk indstillet, praktisk, og til dels kynisk realpolitiker, som havde erfaret og erkendt, at denne verdens folkeslag var forskellige i deres iboende kvaliteter og kulturelle mønstre. Ligeledes indså han tidligt Islams særligt destruktive natur. Med udgangspunkt i disse forhold, konkluderede han allerede da den første immigration til England begyndte, at enhver forestilling om et harmonisk ”multietnisk” eller ”multikulturelt” samfund var en urealistisk fantasi, hvis praktiske realisering ville ende i et mareridt. At han på et så tidligt tidspunkt indså dette, gør ham til en visionær person.

Winston Churchill udgør således ikke noget reelt forbillede for såkaldte ”anti-racister” eller pladderhumanister! Nej, hvis Winston Churchill skal udgøre et forbillede for nogen, så er det for de europæere, som ønsker at bevare deres nationers etniske og kulturelle homogenitet, de som normalt går under betegnelsen ”højre-ekstreme”.

Noter

[1] David Hamilton; Warnings From the Lion. I American Renaissance, vol. 18. No. 1, January, 2007.

[2] Colin Coote (ed.); Winston Churchill (1874-1965), British statesman, writer. Speech, March 18, 1931, Royal Albert Hall, London. On India, Maxims and Reflections, 1947.

[3] Tariq Ali; Clash of Fundamentalisms. Verso, 2002.

[4] David Hamilton; Warnings From the Lion. I American Renaissance, vol. 18. No. 1, January, 2007.

[5] Winston Churchill; The River War: An Account of the Re-Conquest of the Sudan. First edition, London: Longmans, Green & Co., 1899.

[6] Gretchen Rubin; Forty Ways to Look at Winston Churchill: A Brief Account of a Long Life. Ballantine Books; 1 edition, 2003.

[7] Winston Churchill; The River War: An Account of the Re-Conquest of the Sudan. First edition, London: Longmans, Green & Co., 1899.

[8] David Hamilton; Warnings From the Lion. I American Renaissance, vol. 18. No. 1, January, 2007.

[9] I denne artikel har jeg bevidst undladt at belyse Churchills syn på jøder. I relation til dette spørgsmål henvises læseren til Churchills artikel; Zionism versus Bolshevism. A Struggle for the Soul of the Jewish People fra Illustrated Sunday Herald, February 8, 1920, side 5 samt til nyligt opdagede og hidtil ukendte tekster skrevet af Churchill i 1937. I disse omtaler han angiveligt jøderne som ”hebræiske blodsugere” og tillægger jøderne selv en del af ansvaret for anti-semitismen. En dansk oversættelse af dele af disse tekster findes på http://blog.balder.org/?p=212.

[10]  David Hamilton; Warnings From the Lion. I American Renaissance, vol. 18. No. 1, January, 2007.

[11] David Hamilton; Warnings From the Lion. I American Renaissance, vol. 18. No. 1, January, 2007.

[12] David Hamilton; Warnings From the Lion. I American Renaissance, vol. 18. No. 1, January, 2007.

[13] David Hamilton; Warnings From the Lion. I American Renaissance, vol. 18. No. 1, January, 2007.

[14] David Hamilton; Warnings From the Lion. I American Renaissance, vol. 18. No. 1, January, 2007.