Dronning Margrethe er angiveligt irriteret over danskernes sproglige fejl. Denne irritation kan vi kun tilslutte os. I det hele taget synes mange danske at have glemt modersmålets væsentlige betydning.

Et menneskes modersmål er – som navnet siger – det sprog, den pågældendes moder talte, og som gennem dets ord, talemåder og strukturer har været med til at danne barnets begrebsverden. Med sproget videregives vor kulturelle arv. Vort modersmål vil være det medium, i hvilket vi drømmer og tænker vore dybeste tanker – og det vil være nøglen til forståelsen af vor fortid. Det er for bevarelsen af modersmålet som kirke-, skole- og administrationssprog, at mennesker i tidens løb er gået oftest på barrikaderne, thi mister man sproget, mister man forudsætningen for sin nationale og kulturelle identitet. Det var således i første række modersmålet, der var grundlaget for kampen om Sønderjylland, hvor fremmede fyrster for at bevare deres titler havde ladet tysk trænge frem i det danske Slesvig, og med sproget fulgte den tyske identitet, således at danske bønder pludselig følte sig som tyskere.

At det derudover er gavnligt at kende andre sprog, ja, derom kan der naturligvis ikke være nogen diskussion. Forståelsen af andre folkeslag lettes af et grundigt kendskab til deres sprog, og for samkvemmet landene imellem er det direkte uomgængeligt, at mennesker fra små sprogområder som det danske lærer fremmede sprog – men vel at mærke lærer dem som fremmedsprog.

For at afhjælpe sin egen totale mangel på visioner nedsatte allerede statsminister Poul Schlüter en såkaldt ”tænketank” af åndelige nulliteter, hvis ”geniale” påhit skulle hjælpe Danmark på vej ind i det næste årtusind. Et medlem af denne gylletank var forfatteren Paul Hammerich, som roligt kan opfattes som en foregangsmand for det nye, det moderne, det internationale menneske. Et af dennes ”geniale” påfund var netop, at fremtidens danskere skulle gøres tosprogede. Det er i den forbindelse overflødigt at diskutere, hvilket andet sprog, vi skulle begaves med. Det skulle naturligvis være engelsk – hvis kranke skæbne det har været at blive forvandlet fra et nationalsprog for et folk til at være et internationalt meddelelsesinstrument for alverdens skabninger fra australnegre til eskimoer.

Siden er planen naturligvis blevet bakket fuldt op af diverse regeringer – og af undervisningsministre på stribe, der vil drage omsorg for, at de stakkels skolebørn skal til at lære engelsk fra første klasse – altså endnu inden de har lært ordentlig dansk. Og hvem skal vel så formidle dette ”andet modersmål”? Jo, det skal vel seminarister og akademikere med samme strålende sproglige baggrund som skiftende statsministre og udenrigsministre, hvis uddannelse bestemt ikke er den ringeste, men hvis beherskelse af engelsk som oftest må få enhver engelskkyndig til at krympe tæer i skoene. Det er folk med denne baggrund, man mener vil være i stand til at formidle det ”andet modersmål”. Man har således ved flere gymnasier indført internationale klasser, hvor al undervisning – dog undtagen danskundervisningen, der endnu ikke er strøget af skemaet, men efterhånden vil blive henvist til den plads, oldtidskundskab tidligere indtog – foregår på engelsk, forestået af faglærere på de forskellige områder. Man kan undre sig over, hvorfor man overhovedet uddanner sproglærere, når alle og enhver åbenbart kan undervise i sprog, men det får være. Sørgeligt nok flokkes eleverne om disse ”spændende” klasser. Et tydeligt resultat af en undervisning, der siden vuggestuen har nedbrudt interessen og respekten for den nationale identitet.

Tanken om tosprogethed er naturligvis på overfladen forjættende, men ægte tosprogethed er sjælden, og man kan næppe finde samfund, der virkelig er ægte tosprogede. Lande som Belgien og Schweiz har ganske vist som stater flere sprog, men den enkelte har i reglen kun ét modersmål og taler derudover et eller flere andre sprog som fremmedsprog. Netop kampen for modersmålet har flere gange truet eksistensen af den kunstige belgiske stat, ligesom der har været stærke gnidninger i Schweiz. Andre steder tales der flere sprog, men disse har en social funktion. Dette gælder således store dele af den tredje verden, hvor de lokale sprog tales af underklassen, medens alt betydningsfuldt foregår på et europæisk sprog, som kun overklassen mestrer nogenlunde. I Sydafrika er mange hvide tosprogede, men det er dog alligevel sådan, at det som oftest er de Afrikaanstalende, der af nød er tosprogede, hvorimod de fleste engelsktalende aldrig kunne drømme om at tale Afrikaans. På samme måde forholder det sig i Irland, hvor det nationale sprog er næsten fuldstændig fortrængt af engelsk – og med det en urgammel og meget rig kultur, som efterhånden kun eksperter kan sætte sig ind i.

Og netop her er vi ved sagens kerne: det engelske sprogs dominans på medieområdet og inden for den såkaldte ”ungdomskultur” betyder, at intet sprog vil kunne overleve i konkurrence med engelsk, dersom der ikke gøres en meget bevidst indsats for det. At en sådan indsats ikke vil blive gjort er indlysende. I Danmark har eleverne således igennem de sidste 25 år mistet omkring 30% af deres dansktimer, og de resterende timer er i vid udstrækning blevet brugt til tant og fjas, som ikke har noget med dansk at gøre. Skal disse timer nu deles med engelsk, er det ikke vanskeligt at se, hvor vi kommer hen.

Indstillingen synes efterhånden at være, at dansk blot er en besværlig hindring for handelen og det internationale samkvem staterne imellem, hvorfor man lige så godt kan undvære det. Resultatet vil blive som i Irland, hvor det irske sprog efterhånden kun har en ceremoniel funktion. Når man skriver et brev begynder man på irsk ”Kære hr.” og slutter ”med venlig hilsen”, men alt derimellem er skrevet på engelsk. Premierministeren holder ved parlamentets åbning en symbolsk tale på et oftest gebrokkent irsk, hvorefter de egentlige forhandlinger foregår på engelsk. Kun nogle få brokkehoveder insisterer på at benytte irsk, men bliver de for besværlige, kan man da blot sende dem i fængsel for ikke at forstå de engelske breve, myndighederne sender til dem. Sådan kommer det til at gå i Danmark også, hvis ikke det danske folk besinder sig på sin arv og gør noget for at bevare den! Allerede i dag er det danske sprog truet i skolerne – ikke blot af engelsk, men også af et utal af unyttige tredjeverdenssprog og begreber som ”flerkulturel undervisning”. Mod dette må der skrides ind fra nationalbevidste forældres side. På samme måde må man bekæmpe den om sig gribende tendens til at bruge engelske ord for begreber, som nøjagtige lige så godt kan udtrykkes på dansk. Her går radio og fjernsyn som vanligt foran med et dårligt eksempel.

Hvis man rigtig vil fornemme, hvor meget vort sprog er degenereret igennem de sidste 25 år, behøver man blot at fremdrage ældre produktioner fra radio og fjernsyn for at sammenligne det sproglige udtryk. Såvel ordforråd som grammatik, udtale og intonation er igennem det forløbne kvarte århundrede blevet proletariseret, og det præcise og nuancerede sprog er blevet afløst af en ulidelig famlen efter ord og en strøm af ”ikk”, ”å såån nået”, ”ligesom” etc. Og her er det ikke kvantiteten, men også kvaliteten af danskundervisningen, der bærer skylden. Hvor man tidligere læste forfattere, hvis sprog kunne tjene som forbillede for de håbefulde unge, læser man i dag tegneserier, reklametekster og ugebladsnoveller. Forbilleder er udemokratiske. I dag gælder det om at vise den unge, at det, han selv formår, er nøjagtig lige så godt som det, andre formår – ja, egentlig er det meget bedre. Til denne undervisning har den klassiske litteratur meget belejligt kunne erstattes af ”værker” af Klaus Rifbjerg og senere skriverkarle, hvis væsentligste inspirationskilde synes at være rendestenen, og af ”talenter” som Martha Christensen, hvis sproglige lige man skal søge længe efter, når det gælder sproglig fattigdom og ubehjælpsomhed. Med disse forbilleder er det klart, at det danske sprog må ligge for døden, og at den unge generation end ikke er i stand til at læse den klassiske danske litteratur, som i dag skal ”oversættes” til moderne dansk, hvorved forfatternes sproglige egenart går tabt. H.C. Andersen er således umulig at oversætte – også til ”moderne dansk”.

Hvor galt det står til med det danske sprog, ses også af, at flere virksomheder – også danske – har indført engelsk som koncernsprog – dvs. også til den interne kommunikation. I disse firmaer har modersmålet ikke mere nogen plads. På samme måde synes reklameverdenen at ignorere dette ubetydelige lille sprog – specielt i annoncer, der henvender sig til unge, som finder det ”smart” at benytte en eller anden form for tillempet engelsk. Dette understøttes naturligvis af Internettet, de mange udenlandske satellitkanaler og de såkaldte ”nationale” kanalers massive import af amerikansk juks. At stort set alle statens hjemmesider i dag også findes på engelsk er en selvfølgelighed, og kun bagstræberiske tåber finder på at give deres forretning et dansk navn. Man går den anden vej: Det velrenommerede firma med det gode navn Bering Blomster (med allitteration) er blevet til det monstrøse Bering House of Flowers. Også pølsebarer, låsesmede og elektrikere giver deres virksomheder engelske navne, selv om de typisk henvender sig til et lokalt publikum. Flere caféer har kun deres spisekort på engelsk. Der er ikke mere udsalg, men kun det meningsløse SALE, hvilket vel egentlig er, hvad alle forretninger til enhver tid gør, at sælge.

Et sprog lever kun, dersom det bruges i alle livets sammenhænge. Gør det ikke det, vil det dø sammen med den kultur, det har båret. Tilbage bliver kun kulturløse konsumenter uden anden identitet end den, reklameverdenen giver dem. I en sådan verden forsvinder alt, hvad der er smukt, til fordel for det, der er rentabelt. Hvis du ikke vil leve i en sådan verden, må også du gå til modstand. Husk, at de baltiske lande for ikke så længe siden har måttet igennem en hård og blodig kamp for at genvinde retten til modersmålet. Hvis ikke vi passer på det danske sprog, skal vore børn igennem den samme kamp om nogle få årtier. Skån dem for det. Tal dansk, og vedbliv at tale dansk – og boykot firmaer, der henvender sig til dig på engelsk.