Blondiner i farezonen

Af Christian Lindtner, Mag.art. & dr.phil.

Postyret om “en ung blond Pige” på CBS fik mig til at tænke på Thøger Larsens mange piger med det lyse hår og de blå øjne, der spår om et evigt Danmark. En mørkhudet medarbejder på universitetet følte sig krænket og fik medhold i sin klage, eftersom det p.t. er på højeste mode at bekæmpe enhver form for skelnen baseret på race, køn, religion osv. Jo mere ligestilling, jo bedre. Eurocentrisme er i miskredit.

Fordømmelse af diskrimination – det vil sige naturlig skelnen – på basis af køn og race og religion og så videre har imidlertid intet med solid videnskab at gøre. Ikke alle videnskabsfolk lader sig intimidere – se blot en fin publikation, der netop er landet på mit bord. “Race, Evolution & Adfærd”, hedder den. Den er udgivet af Grundlovsforeningen Dansk Kultur; forfatteren er den canadiske professor i psykologi, J. Philippe Rushton. Den er forsynet med et personligt forord af prof. em. Helmuth Nyborg – først forhånet og berygtet, siden rost for sin egen forskning i eugenik og intelligens.

Rushtons bog handler om et emne, selv de fleste universitetsfolk nok troede slet ikke eksisterede; faget findes slet ikke på vore universiteter – antropologisk racevidenskab, som oversætteren betegner det. Når man fordyber sig i bogen, der er en forkortet udgave af et af forfatterens videnskabelige hovedværker – ser man snart, at der er god grund til at forkaste den ligestillingsfeber, der længe har hærget på vore læreanstalter og ført udviklingen i en meget farlig retning. Skrot fordomme. Tiden er inde til at bryde med lighedsgalskaben, forældede fordomme må skrottes af både videnskabelige og politiske grunde.

Som enhver dyreven, der kender til heste, hunde og fugle, jo ved, så er der meget store forskelle på de forskellige racer og arter med hensyn til udseende, adfærd, gemyt, og så videre. Og med mennesker er det erfaringsvis på samme måde. Der skal skelnes ganske nøgternt, uden at der hades. Jo mere den antropologiske racevidenskab får frirum til at udvikle sig uden modstand fra modpropaganda, jo mere vil man, hvis viljen er god, kunne bidrage til et harmonisk og fredeligt samfund for alle.

Det er et dårligt råd ikke at diskriminere i henseende til køn og race og religion og så videre. De naturlige forskelle bør ikke benægtes, men fremhæves og påskønnes. Over nultolerances diskriminationsforbud kan vi more os, men er man på Thøgers hold, så ser prognoserne for lyshårede danske piger med blå øjne i et evigt Danmark ikke spor morsomme ud.

***

Offentliggjort i Frederiksborg Amts Avis, torsdag den 27.12.2018.

Udgivet i Historie | Tagget , , , | 1 kommentar

Glædelig jul

“Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.”

Der findes ingen jul magen til den danske!

Lad os derfor fejre den behørigt med alle vore sange, store mængder svinekød, ledsaget af vin, øl og snaps, som det altid har været nordboernes skik, og lad os glædes over, at vore ubudne gæster fra Mellemøsten ikke kan deltage. Julen er så dejlig diskriminerende, og den er vores!

Alle danske patrioter ønskes en glædelig jul og et godt nyt kampår!

Udgivet i Kultur | Tagget | Skriv en kommentar

Jødernes evindelige selvskabte problemer

Man har for guderne må vide hvilken gang undersøgt forholdene for jøderne i Europa, som om det var noget vigtigt. Herrens udvalgte er stærkt bekymrede over den voksende antisemitisme – uden at det falder dem ind at spørge sig selv, hvorfor der ikke rigtig er nogen, der virkelig kan lide dem – bortset fra dem, der spiser af deres hånd og disses medløbere. Selvkritik synes ikke at være en jødisk spidskompetance.

Nu er det jo imidlertid desværre sådan, at den voksende antisemitisme ikke så meget skyldes, at den indfødte europæiske befolkning er ved at vågne op, men derimod har sit
udspring i den muslimske indvandring – som man fra jødisk side selv har støttet og fremmet. Man kunne kalde det poetisk retfærdighed.

De danske jøder har imidlertid et endnu større problem: De er bekymrede over den voksende intolerance over for islam. Det gentager vi lige: Jødernes største bekymring er den voksende intolerance over for de mennesker, der øger antisemitismen i Europa. Skal vi le eller græde? Denne mærkværdige adfærd er desværre ikke atypisk for de organiserede jødiske samfund i Vesten.

Nu ved vi jo allerede, at jøderne og muslimerne ifølge overrabbiner Bent Melchior har alt til fælles, så det er vel på tide, at bede om en forklaring på, hvorfor dansk politi har brugt 750.000 mandetimer på bevogtning af jødisk ejendom for at forhindre muslimske angreb. Det må jo være helt overflødigt. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det ikke blot er bevogtning af jødiske liv, men af jødiske bygninger. F.eks. er der konstant vagt foran synagogen i Krystalgade, uanset om der foregår noget i den eller ej. Den slags
bevogtning kan vi andre kun drømme om. Vi vil blive henvist til et privat vagtværn.

Man skal derfor ikke undre sig over, at politiet ikke har tid til at opklare forbrydelser begået imod danskerne – og disse forbrydelser er der mange af. De bliver som regel bare henlagt. I øvrigt skyldes en stor del af dem også de udlændinge, jødiske organisationer og enkeltpersoner er så bekymrede for. Men jødisk ejendom er naturligvis vigtigere end dansk ejendom og danske liv. Vi må så bare håbe, at man husker at bogføre de store millionbeløb, der benyttes på bevogtningsopgaver som følge af indvandringen, på den rette udgiftskonto: Andre udgifter vedrørende indvandring.

Hvad jøderne angår, vil de altid se sig selv som uskyldige ofre for alting, og ingen skal forlange nogen logik af dem. Antisemitisme skyldes aldrig på nogen måde jøderne selv, den er en sygdom, som ikkejøder lider af, men som jøder dør af, hulk, hulk.

Hvis jøderne synes, vi ikke er tolerante nok over for muslimerne, skulle de jo få disse til at rejse til Israel, som så vil lære os, hvordan man er mere tolerant over for Allahs følgesvende. Israel er tæt på ”flygtningenes” oprindelseslande. Det vil være et ideelt sted for dem at flygte hen, og Israel kan sagtens tage nogle millioner og vil sikkert indrette sig efter de fremmedes krav på alle områder. Eller hvordan er det nu, det i virkeligheden er med Israels tolerance over for islam? Måske herboende jøder skulle bekymre sig lidt om det, og måske vi her kunne lære noget af den jødiske stat, som fører en helt igennem sund racistisk politik.

Hvorom alting er, så ser vi inderligt frem til den dag, hvor jøder og muslimer forbrødres – og rejser til Mellemøsten! 

Udgivet i Indvandring | Tagget , , | Skriv en kommentar

Strasbourg

Mere dræbende, muslimsk kulturberigelse!

Så skete det igen, og det vil ske igen og igen og igen, indtil de europæiske folk besinder sig og fjerner enhver muslim fra vores territorium. Så længe blot én muslim opholder sig iblandt os, vil den snigende terrortrussel altid være til stede.

Det seneste terrorangreb i Strasbourg er, som vi mange gange tidligere har skrevet, den logiske konsekvens af indførelsen af det multikulturelle samfund og tilstedeværelsen af muslimer i Europa. For ingen med et blot middelmådigt kendskab til Islams blodige historie kan dette seneste angreb komme som nogen overraskelse. Sådan er Islam og dens tilhængere generelt, og sådan vil de altid være. Givetvis vil enkelte muslimer tage afstand fra dette angreb, men vi vil aldrig være i stand til at skille fårene fra bukkene. Og vel er alle muslimer ikke er terrorister, men de fleste terrorister er muslimer! Hvis vi således i Europa ikke snart gennemfører en radikal og konsekvent udvisning af samtlige muslimer, vil de med tiden slå os ihjel en for en.

Ingen skal være i tvivl om, at vi helst havde set gerningsmænden til dette afskyelige massemord dingle fra en galge. Men når det er sagt, så er det midt i vreden og sorgen imidlertid vigtigt at forsøge at holde hovedet koldt og adskille symptom fra årsag.
Ansvaret for muslimernes tilstedeværelse i vores lande er ikke islamisk! Det er den europæiske politiske elite, massemedierne og storkapitalen, der i sidste ende bærer det ultimative ansvar, og det er mod dem harmen, vreden og hadet i første omgang bør rettes! Disse elendige landsforrædere har igennem de sidste 40 år frejdigt åbnet vores grænser for alverdens hæslige masser og blodet fra samtlige terrorofre er på deres hænder.

Nu betaler franskmændene igen prisen for de politikere, som de har valgt til at misregere sig. Med tiden vil denne pris kun blive højere og mere blodig. Og lige til den dag, hvor europæerne selv tager et ansvar og atter gør sig til herre i eget hus, vil de komme til at betale prisen for det multikulturelle samfunds velsignelser.

Udgivet i Terror | Tagget , , , | 2 kommentarer

När flaggstängerna blommade

Boganmeldelse:

Vera Oredsson:
När flaggstängerna blommade
Helsingborg: Logik Förlag 2016

Det er med en god portion nysgerrighed, man griber Vera Oredssons lille erindringsbog, for hun har det meste af sit lange liv været en central personlighed i svensk nationalsocialisme, men det er desværre ikke den tid, hendes erindringer handler om, men derimod om hendes barndom og ungdom i Det Tredje Rige, måske fordi en stor del af det andet er behandlet i hendes sidste ægtemand Göran Assar Oredssons erindringer Prisat vare allt som gjort mig hårdare fra 1980, i øvrigt en oplagt titel at genudgive, skulle man mene, selv om den nok er ret nedslående læsning, hvis man ikke er meget heroisk med hang til politisk selvmord.

Vera Oredsson, som i dag er 90 år gammel og stadig politisk aktiv, blev født Schimanski af en svensk mor og med en tysk far i 1928, og hun oplevede således alle de 12 år, Hitlers Tyskland eksisterede. Man kunne mene, at der måske er skrevet nok om dette, men på den anden side kan man næppe lade være med at blive grebet af Vera Oredssons historie, der jo på en måde er et stykke Tysklandshistorie fortalt i børnehøjde. Man skal ikke her forvente nogen kritiske refleksioner. Det er fortællingen om Det Tredje Rige, som Vera Schimanski oplevede og opfattede det dengang, og det er egentlig særdeles forfriskende. Der findes utallige levnedsskildringer fra den tid, der er fulde af efterrationaliseringer og ukritiske projektioner af efterkrigstidens historieskrivning på det, man dengang oplevede og glædede sig over. Alt andet ville i Tyskland være i strid med straffeloven. Det ville være Verharmlosung eller sågar Verherrlichung – og det er slemt i Tyskland, det er lige til
tugthuset. Disse indskrænkninger er Vera Oredsson ikke underlagt, og hendes historie er jo rent faktisk beretningen om, hvad de allerfleste tyskere oplevede og følte dengang. Hitler havde på rekordtid genopbygget Tyskland, og folk var i det store og hele glade og tilfredse, ja, de så op til Hitler, tilbad og forgudede ham. Det er denne begejstring, Vera Oredsson formidler ufiltreret, og det er måske ganske godt en gang imellem at blive mindet om, at det jo var sådan, det var. Selv da krigen kom og bomberne begyndte at falde, forblev de allerfleste Hitler tro. Havde de været til stede under hans monologer i førerhovedkvarteret eller ved hemmelige drøftelser inden for ledelsen, havde det nok ikke været sådan. Så havde de fleste tydeligt sagt fra, men de var netop ikke til stede, og hans tro følgesvende har stadig svært ved at tro på det meste af det, der efterhånden er kommet
frem – det er for dem fjendtlig propaganda, og det er klart, at mennesker som Vera Oredsson ikke vil kunne absorbere dette, for det strider jo så fuldkomment imod alt, hvad hun selv har oplevet og hørt og kæmpet for resten af livet. Dette må man blot notere og respektere.

Der vil aldrig blive skrevet en definitiv historie om Det Tredje Rige – det definitive er ganske enkelt imod historiens væsen. Der vil altid dukke nye ting frem og kunne anlægges nye synsvinkler. Og historie vil under ingen omstændigheder kunne skrives redeligt, hvis man skal tage juridiske hensyn, lige så lidt som domstole selv kan skrive historie. Men historien vil aldrig blive det glansbillede, nogle drømmer om, og der tænkes her ikke på grusomheder, koncentrationslejre og forsøg på folkedrab – på det punkt er der ingen, der har noget at lade Hitler høre! Alt dette er, som Le Pen har sagt, en fodnote i historien, der som bekendt er en lang beretning om blod og tårer – eller ”en fugleklat på Tysklands historie”, som man i dag siger fra AfD’s side.

Det, der var i vejen med Det Tredje Rige, og som førte til dets fald, var noget andet og langt mere dybtliggende: det var den absolutte og uanfægtelige magt i hænderne på én mand, der mente at repræsentere forsynet, og som slap ikke blot det nationalistiske grundlag for sin bevægelse, men forlod realiteternes verden i historiens største narkorus. Han mente til sidst, at det tyske folk ikke var ham værdigt, fordi det ikke havde mandskab og ressourcer til at føre krig imod hele verden – en krig, som han kunne have undgået. Derfor måtte det gå under – det var for svagt til at bestå. Der var intet, der var værd at redde. De bedste var allerede faldet – på hans bud! Det var ikke det tyske folk, der ikke var ham værdigt – det var omvendt. Det var heller ikke nationalsocialismen som sådan, det var galt med, det var dennes usalige formæling med gammeldags tysk chauvinisme i hjernen på en mand, der som livsmål tilsyneladende havde at genskabe slutscenen i Wagners ungdomsværk ”Rienzi” i virkelighedens verden.

Vera Oredsson ville nok hertil sige, at dette – bortset fra at være helligbrøde – er en kombination af historieforfalskning og efterrationalisering. Gid det var så vel. Hvis højrefløjens yderste grene – og det er ikke de ringeste grene – imidlertid ikke vil begynde at reflektere over fortiden, hægter den sig selv af historien. Hvad der er sket, må aldrig kunne gentage sig, thi herfra stammer alle de problemer, Europa i dag kæmper med, og som truer med at drive vor verdensdel til undergang! Mange vil hertil sige, at dette blot er et udslag af bagklogskab, men det er bedre at være bagklog end slet ikke at være klog. Vi er nødt til at lære af historien og for at kunne det, er vi nødt til at kende historien og lade vore romantiske forestillinger fare.

Jeg har kun truffet Vera Oredsson en enkelt gang, i familien Oredssons sommerhus nordøst for Göteborg. Det var i 1973. Hun var dengang ikke blot en meget smuk kvinde, hun var også en meget karismatisk og intelligent kvinde. Hun havde stort set alt det, hendes mand savnede. Da denne senere formelt gjorde Vera Oredsson til fører for Nordiska Rikspartiet, bemærkede en af mine venner meget tørt: ”Jamen, det har hun jo altid været!” Men heller ikke hun kunne gøre NRP til en succes, for efterligninger er uorganiske og ahistoriske. Enhver tid kræver en ny bevægelse, der beskæftiger sig med tidens og stedets problemer. Den skal være født af folkets kultur, skikke og traditioner. Den kan ikke importeres. Disciple af fortiden kan læse dette efter i Mein Kampf (en bog,
der altid er god at få forstand af). Hovedsagen er imidlertid, at en ny bevægelse bygger på naturens lov, som vi kender dem. Uden dette, vil den svæve frit i luften.

Det kan under alle omstændigheder anbefales at øve sine svenskkundskaber på denne bogs 146 sider. Den giver ikke overordnet set nye kundskaber, men gør opmærksom på detaljer, som man måske ikke lige har tænkt på – og den er på mange måder et frisk pust af ungdommelig begejstring i en historisk litteratur, der ikke levner megen plads til en sådan. Bogen kan fås hos Saxo.

Udgivet i Historie | Tagget , , , , | Skriv en kommentar