Vestens politikere spiller russisk roulette

Udgivet den januar 25, 2023 af Danmarks Frihedsraad

Det er snart et år siden, at Rusland invaderede Ukraine, og siden da har propagandaen og følelsespornoen været konstant i vore medier. Det ellers så højt besungne princip om, at en sag altid har to sider, har både vore medier og politikere fuldstændig glemt. I denne forbindelse bør alle tage sig tid til at se denne video med amerikanske professor John Mearsheimer, som overbevisende argumenterer for, hvordan vores uansvarlige politikere er i gang med at bane vejen for en ny storkrig. Ved hvert eneste våben, som vi sender til Ukraine, rykker vi tættere og tættere på afgrunden! Se & del!

Udgivet i Udenrigspolitik | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Kampen for Danmark

Udgivet den januar 21, 2023 af Danmarks Frihedsraad

Asger Aamund er som bekendt ikke hvem som helst, og hans blogindlæg er altid læseværdige. Som en kommentar til Pernille Vermunds fratræden som formand for NB bebrejder han de borgerlige kommentatorer, der – som undertegnede – kritiserer Pernille Vermund for at svigte. Han mener, at Pernille Vermund blot har læst vælgernes udmelding som en indikation af, at der ikke kan samles tilstrækkelig mange stemmer om et sådant projekt, hvorfor det er spild af tid. PV kan efter Aamunds mening ikke se sig selv som 65-årig i spidsen for en folketingsgruppe på 5 medlemmer, der intet kan udrette. Hun har derfor blot draget den naturlige og fornuftige konsekvens af valget.

Nuvel, det sidste folketingsvalg var som tidligere nævnt noget særligt pga. Inger Støjbergs solooptrit, der tog rigtig mange stemmer fra NB. Denne anomali vil imidlertid forsvinde – sandsynligvis allerede efter næste valg, hvor selv den dummeste vælger vil have indset, at Støjberg blot er en fusentast, en vindbøjtel, der ikke kan folde sig ud i stille vejr. Det havde nok været rigtigt, at give det endnu en chance. Det varede som bekendt også nogen tid, inden Dansk Folkeparti virkelig slog igennem. Vil man noget i politik, er det en besværlig kamp, som man enten må holde sig fra eller være beredt til at stå igennem til den bitre ende. Pernilles optræden er barnlig: Når jeg ikke må få, hvad jeg vil have her og nu, vil jeg slet ikke være med mere, æv bæv!

Vi andre kæmper ikke for en øjeblikkelig politisk succes, der er forbundet med vederlag, ben og pensioner. Vi kæmper for Danmarks fremtid – og vi ville bestemt gøre det ad folketingspolitisk vej, dersom vi troede, der var nogen chance for at nå målet på den måde. Det tror vi ikke. Så langt giver vi Pernille Vermund og Asger Aamund helt ret. Men der er andre måder at kæmpe på, og vi holder ikke op, før vi ligger i graven – uanset, om det er surt eller sødt. Det er mest surt. Det kan en gang imellem virkelig være fristende at smide det hele og give sig til at dyrke radiser i stedet. Men havde vore forfædre også gjort det, havde Danmark ikke eksisteret i dag.

Det er naturligvis et problem, at den danske befolkning som helhed er så dum og uvidende, at den fortsat vedbliver at stemme på de landsforrædere, der har bragt landets eksistens som dansk i yderste fare. Dette naturligvis under forudsætning af, at vi kan regne med valgresultatet. De seneste to valg anser jeg for at have været udsat for massiv valgsvindel. Spørgsmålet er imidlertid, om Danmark i det hele taget skal kunne afskaffes gennem en ”demokratisk” proces. Det er helt afgjort ikke skabt gennem en sådan! Det er efter min opfattelse helt indlysende, at dette under ingen omstændigheder skal være muligt. Danmark er utallige generationers arv til vore børn, en arv, som vi blot skal forvalte. Det er et kriminelt svig at bortgive denne arv til fremmede. Dette skal forhindres med alle midler, og kan man ikke gøre det på den ene måde, må man forsøge andre veje.

Pernille Vermund har imidlertid valgt at give op. Det viser med al ønskelig tydelighed, at hun aldrig har ment det alvorligt, og at hun ikke har gennemtænkt, hvordan det politiske system fungerer. Der vil aldrig – som i aldrig nogensinde – ske en radikal ændring ad politisk vej, så længe man begrænser den politiske og nationale kamp til folketinget. Når man vælger andre veje, følger der imidlertid ikke vederlag, ben og pensioner med – kun afsavn – og i yderste konsekvens en tidlig død. Det kan tilrådes Pernille Vermund at aflægge Mindeparken i Ryvangen et besøg – og at skifte sin lækre badedragt ud med sæk og aske!

Eller var det hele blot et mummespil for at lægge Daniel Carlsens politiske ambitioner med Danskernes Parti i graven – og med dem alle muligheder for i fremtiden at danne et nationalt parti? Daniel Carlsen var den største politiske begavelse, Danmark har haft siden Mogens Glistrup. Hans lige findes ikke så let!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Red Dansk Samling!

Udgivet den januar 17, 2023 af Danmarks Frihedsraad

I 1936 stiftede den senere modstandsmand Arne Sørensen det nationale parti Dansk Samling. Dansk Samling var i mange år det ledende parti for danske nationale, der samledes omkring den karismatiske Arne Sørensen og dennes avis Det Tredje Standpunkt.

Under 2. Verdenskrig var Arne Sørensen kendt for sin modstand mod den tyske besættelse, og Dansk Samling udgjorde kernen af Holger Danske. Partiets struktur var i forvejen bygget op omkring en sluttet kreds af mennesker der kendte hinanden, så Dansk Samling var under krigen særdeles aktive i modstandskampen. Blandt de kendte medlemmer af DS kan nævnes Niels Fiil fra Hvidstensgruppen og Flemming ”Elefanten” Juncker. Flammen og Citronen havde også forbindelser til partiet, og præsten Kaj Munk var en stor beundrer af partiets grundlægger Arne Sørensen.

Alt i alt repræsenterer Dansk Samling en vigtig del af vores historie, ikke bare som danskere, men også som nationale.

Partiet døde senere hen politisk, men oplevede en kort opblomstring, da de var med til at stifte det dengang tværpolitiske parti Folkebevægelsen mod EU. Såvel Folkebevægelsen mod EU som historien om modstandskampen er i dag ved at bliver overtaget af de røde landsforæddere. I dag vil mange unge kunne fortælle, at BOPA spillede en stor rolle i modstandskampen, men meget få folk nu om dage ved, at kernen i modstandskampen var nationalistisk. De røde har drevet en nådesløs kamp for at fjerne det nationale aspekt fra historien om modstandskampen. En kamp de først indgik i efter Operation Barbarossa, omvendt Dansk Samling, der var modstandere af besættelsen fra første hånd!

Partiet Dansk Samling findes endnu, men det er en forening der kører på lavblus, som har skiftet fokus fra valg til foreningsarbejde. Et foreningsarbejde hvis fremmeste og vigtigste opgave er, at holde liv i, og ære mindet om den nationale modstandskamp.

Efter mange års bitre politiske nederlag, hvor foreningen desværre har valgt at fokusere på at bruge kræfter på at blive et alternativ til DF og NB, så har styrelsen nu valgt, at de vil opløse foreningen ved det kommende landsråd den 29. januar.

For at dette kan gennemføres skal det bekræftes ved et opfølgende Landsrådsmøde, der skal afholdes tidligst 2 måneder efter landsrådet den 29. januar. Partiet er kørt død i sin ambition om at blive det nye DF eller NB. Men, partiet har stadigvæk en vigtig mission – at holde liv i mindet om den nationale modstandskamp, og holde stand mod de rødes kamp for at kuppe historieskrivningen.

Vi vil derfor gerne appellere til alle danske nationale, nationalkonservative og nationalliberale. Hvis det ved landsrådet bliver vedtaget, at partiet skal opløses, vil vi gerne appellere til alle nationalsindede danskere om, at I vil hjælpe med at redde partiet.

Hvis der bliver stemt for nedlæggelse med 2/3 flertal den 29. 01 har vi brug for, at folk melder sig ind i partiet, så de kan nedstemme opløsningen ved det opfølgende landsrådsmøde. Vi leder ikke efter folk til at sidde i bestyrelsen, vi leder efter folk der vil stemme ”nej” ved et møde. Ved sidste år deltog knap et dusin folk i Landsrådsmødet, så det kan være et spørgsmål om, at så lidt som 5 folk skal melde sig ind, hvis partiet skal reddes. En lille håndfuld folk kan være nok til at redde et klenodie fra modstandskampen, og en vigtig del af alle nationale danskeres historie.

Vi brug for, at så mange som muligt melder sig ind og deltager ved det opfølgende møde. Så, hvis du vil være med til at redde et stykke Danmarkshistorie, og mindet om vore nationale modstandskæmpere, så får vi brug for din hjælp.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , | 3 kommentarer

Nekrolog over Nye Borgerlige

Udgivet den januar 16, 2023 af Danmarks Frihedsraad

Kan politikeres respektabilitet blive ringere?

I forlængelse af sidste uges artikel om politikernes elendighed kan vi nu endvidere konstatere, at også Nye Borgerliges stifter og formand Pernille Vermund selv er blevet træt af legen på Christiansborg. Hun forsvarer sig med, at hun ikke vil gro fast som politiker, men ”prøve noget nyt”. Altså kan vi konkludere, at hendes korte optræden på den politiske scene blot var en form for selvpromovering – og da valgresultatet ikke levede op til hendes forventninger, ja så løber hun af pladsen og opgiver kampen for et nationalt bevidst og borgerligt orienteret Danmark.

Det er vigtigere, at hun får “prøvet noget nyt” end at fortsætte den svære kamp, som vi andre har ført i over 50 år – uden nævneværdige resultater. Men vi har gjort det af pligt – ikke som et forsøg på selviscenesættelse, og vor kamp har krævet ofre i en størrelsesorden, der er fremmed for Pernille Vermund. Det er naturligvis tænkeligt, at Mette Thiesens personlige svigt og Inger Støjbergs enegang har svækket Pernille Vermunds tro på sagen – og på det såkaldte borgerlige Danmark i al almindelighed. Det kan jeg godt følge. Og nej, Pernille havde ikke kunne vinde kampen, for hun har ikke forstået, at ”den politiske kamp” er fup og fiduser, og at der skal ganske andre boller på suppen for at redde Danmark, boller, som Pernille Vermund ikke har appetit på. Hun vil jo gerne være den pæne pige i klassen. For hende er boller et verbum.

For Nye Borgerlige er Vermunds afgang indledningen til bisættelsen. Pernille Vermund (og Mette Thiesen) var ganske enkelt Nye Borgerlige – særdeles pæne, begavede, præsentable, veltalende – alt det, der skal til for at vinde stemmer i systemets fupvalg. De to kan ikke erstattes, og Nye Borgerlige er i alvorlig fare for at dø på sottesengen. Det er da lidt vemodigt – NB er det eneste parti, der fører en antisocialistisk national politik i modsætning i Dansk Folkepartis national-socialistiske politik – og det er et kæmpesvigt over for medlemmerne af partiet og dets vælgere, men sådan er demokratiet – og sådan er demokratiske politikere. De er ikke idealister, de er opportunister. Men måske – og jeg siger udtrykkeligt måske – er den allestedsnærværende skjulte hånd årsag til miseren. Kønsdriften synes at være ganske veludviklet hos de to damer (med det udseende kunne det også bare mangle andet). Den fældede Mette Thiesen, men måske var det også den, der fældede Pernille Vermund. Og måske, måske har den skjulte hånd spillet en rolle i begge tilfælde. Det vil jo ikke være første gang! Man bruger rutinemæssigt kvinder til at forsøge at ødelægge mænd og tilintetgøre det, de har skabt, men i disse ligeberettigelsestider kan man vel også bruge mænd til at ødelægge kvinder og politiske partier. I så fald vil de to snart igen blive ledige på ægteskabsmarkedet – til trøst for alle deres skuffede tilbedere.

Det skal således heller ikke glemmes, at den afgørende grund til, at Daniel Carlsen lukkede Danskernes Parti, var oprettelsen af Nye Borgerlige – som nu også sang- og klangløst vil forsvinde. Med al respekt for Lars Bøje Mathiesen og Kim Edberg Andersen – de to eneste frontfigurer i NB, der er noget virkeligt gods i – vil de ikke være i stand til at løfte arven efter Mette og Pernille. De ser ganske enkelt ikke godt nok ud i badetøj, og det er – når alt kommer til alt – det vigtigste.

Pernilles venskab med Inger Støjberg hænger nok også lidt i laser, fordi Støjberg undlod at gå sammen med Pernille for at skabe et stærkt nationalt modspil til landsforræderne. Hun forblev den selvcentrerede systempolitiker, hun altid har været. Hun kunne sammen med Pernille Vermund have skabt noget, der måske havde kunnet flytte nogle brikker en lille smule, men så var hun jo kun blevet nummer 2 – hun er ikke så uimodståelig i badetøj som Pernille. Nu er hun nummer 1, men hun kan bare sidde i Folketinget med nogle i mere end én forstand værdiløse mandater uden at kunne udrette noget som helst. Det er lidt ligesom ærkeenglen Lucifer, der hellere ville være nummer 1 i Helvede end nr. 2 i Himlen. Endnu et udslag af meningsløs selvpromovering. Og min spådom er, at ”Danmarksdemokraterne” også lige så stille vil forsvinde, når medlemmerne i al ubemærkethed glider tilbage til de partier, de forskellige er kommet fra.

Jeg kunne godt sige noget om kvinder i politik, men det vil jeg næppe blive populær på, men på den anden side er jeg ikke sat i verden for at blive populær, men for at fortælle folk alt det, de ikke ønsker at høre. Kvinder har generelt ikke noget at gøre i politik – og det gælder kvinder af alle køn! Der er undtagelser: Margrethe den I af Danmark, Elizabeth den I af England, dronning Victoria af England, Margaret Thatcher og Golda Meir – og bestemt også en lang række udmærkede piger i politikkens anden division, piger, som har sat sig ind i tingene, og som ikke nærer noget ønske om at være mænd, piger, som ikke har noget, de skal bevise. Desværre ender det oftest med, at netop sådanne piger, der som f.eks. Marie Krarup har noget at byde på, forlader politik i væmmelse. Men bortset fra de nævnte kan jeg ikke komme i tanker om nogen, der har udvist nogen særlig grad af duelighed. Kvindelighed og politik går ganske enkelt kun undtagelsesvis i spand sammen – heller ikke, selv om kvinder forsøger at fornægte deres kvindelighed.

Dagens og morgendagens katastrofer bærer i allerhøjeste grad et kvindeligt stempel: Mette Frederiksen og hele hendes tøseslæng, Ursula von der Leyen, Annalena Baerbock, Sanna Marin og hele hendes tøseslæng og mange, mange flere. Det sagdes altid i min barndom, at der skulle flere kvinder ind i politik, hvis vi skulle undgå flere krige. I dag må vi konstatere, at de mest krigsliderlige politikere er kvinder – og de vil føre os i ud i årtusindets største katastrofe, hvis de får lov til at fortsætte. Politikere skal ikke vælges på baggrund af deres køn eller udseende, men fordi deres viden, integritet og forståelse kan give en merværdi i det politiske liv og for folket!

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , | 2 kommentarer

En ny regering?

Udgivet den januar 10, 2023 af Danmarks Frihedsraad

Man kan ikke sige, at den politiske udvikling her i Danmark styrker troen på og respekten for det såkaldte demokrati! Først oplevede vi, at brevstemmer ved valget ikke blev talt med – uden at det gav anledning til nogen som helst panderynken – naturligvis ikke, for det er en gammel praksis kun at tælle stuerene stemmer med. Jeg har selv oplevet, hvordan der ingen brevstemmer var til Danskernes Parti ved regionsrådsvalget på mit valgsted, selv om jeg havde stemt på netop Danskernes Parti. Som Stalin sagde:

”Skidt med, hvad folk stemmer på – det er dem, der tæller stemmerne, det kommer an på!”

Vi nærmer os amerikanske tilstande, hvor valg systematisk manipuleres og forfalskes. Man kan ikke købe en øl i et supermarked uden at vise legitimation, men man kan sagtens stemme til valgene helt anonymt. Og det gør man så – flere gange under forskellige navne og i forskellige stater, eller som en vittig sjæl sagde:

”Min far har for første gang nogensinde stemt demokratisk. Det var aldrig sket, hvis han havde været i live!”

Og tryksværten på valgbrevet var dårligt blevet tørt, før Mette Thiesen reducerede Nye Borgerliges forbløffende lille gruppe til 5, fordi hun satte sig selv over Danmarks interesser og ikke kunne styre sit nye handyr. Det lover heller ikke godt for hendes privatliv, men kunne de herrer og damer ikke lære, i det mindste at holde deres privatliv privat. Jeg får således kvalme af Pernille Vermunds seneste anskaffelse på området – og hendes paradering med ham som en anden præmiehingst var en stærkt medvirkende årsag til, at jeg afholdt mig fra at stemme på NB. Og det er der mange andre, der af samme grund heller ikke har gjort. Pernille synes sikkert, han er dejlig – mig giver han decideret myrekryb. Spørg Pape, om hun ikke synes, det er en god idé at lade være med at tage sit forkvaklede privatliv med ind på Christiansborg.

Og så er der jo Danmarksdemokraterne – et parti af opportunister, der mente en ting, mens de var medlemmer af Dansk Folkeparti – og det stik modsatte dagen efter deres indmeldelse hos Støjberg. Det er dog en foragteligt flok lykkeriddere, hvis partihopperi har flyttet stemmer fra DF til Støjberg, idet folk har troet, at de mennesker, de stemte på, fortsat ville føre den samme politik. Men de følger jo kun deres overbevisning, som går ud på at fylde egne lommer og blæse på landets ve og vel. Og Støjberg er bare en systempolitiker som alle andre.

Kønnere blev det ikke af, at Jakob Ellemann og hans tidligere chef, alkoholikeren Løkke Rasmussen, som aldrig har gjort andet end skade på dette land, frafalder alle de krav om en undersøgelse af Mette Frederiksens forbrydelser imod grundloven, ejendomsretten og retstilstanden, som de råbte op om under den såkaldte valgkamp, blot mod at få en ministerbil af samme Frederiksen. Folk stemmer for et, men de får noget helt andet, når det kommer til stykket. Politikere er kun bundet af deres samvittighed – og den er som nævnt meget fleksibel. Man kan således med rette spørge sig selv om, hvorfor vi så overhovedet skal have valg? Hvorfor overhovedet stemme, når man reelt ikke ved, hvad de svin, vælgerforeningerne har givet stemmekvæget lov til at vælge imellem, vil bruge ens stemme til? Det er dog meningsløst.

Der blev forhandlet i rekordlang tid – men intet væsentligt kom ud af det. Kun at man stjæler endnu mere fra folk, så man har noget at uddele til vennerne. Det allervæsentligste problem blev der ikke grebet fat om: befolkningsudskiftningen. Man fabler stadig om modtagecentre i Rwanda. Det ved vi jo godt aldrig nogen sinde bliver til noget. Luk grænsen, smid dem ud, der allerede er her – og problemerne er løst.

Ideen med demokratiet var, at befolkningen kunne vælge de bedste og dygtigste til at varetage folkets interesser. I stedet får vi en bande principløse åndelige undermålere uden viden, uden indsigt, uden erfaringer, uden dannelse, uden kultur og med en slet opførsel. Kort sagt et folketing på elevrådsniveau. Det fører til undergangen. Hold op med at stemme, intet kunne være mere ligegyldigt!

Der skal et nyt system til byggende på kvalifikationer, viden og integritet – en ny adel, der sætter rigets interesser over deres egne, og for hvem kampen om ben og goder er ligegyldig. Det kræver nytænkning, men en fuldstændig nytænkning er nødvendig, for det nuværende system har ført os til kanten af udslettelse.

Jeg henviser i første omgang til artiklen “Demokrati” i mine Revolutionære betragtninger, som behandler det grundlæggende led i et fornuftigt folkestyre, et folketing bestående af mennesker, der virkelig er valgt af folket, og som ikke skal beskæftige sig med detaljer, de ikke har forstand på, men med helt overordnede spørgsmål, værdier, om man vil. Jeg vil senere komme ind på kongehus, regering og landsting.

Udgivet i Demokrati | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar