Af Povl H. Riis-Knudsen

Efter ca. 1½ års varetægtsfængsel blev en ung dansk mand idømt en fængselsstraf for terrorisme, idet han så samtidig fik frataget sit danske statsborgerskab med henblik på udvisning til Frankrig, et land, hvor han ganske vist er født og måske stadig har en fransk far, men hvor han ikke har boet, siden han var 2 år gammel, hvis sprog han ikke taler, og til hvilket han ikke har nogen tilknytning.

Hvilken terror havde den unge mand vel begået? Absolut ingen – ikke en eneste terrorhandling har kunnet spores til nogen påvirkning fra ham, han har ingen slået ihjel, ikke voldtaget noget, ikke hand­let med stoffer. Han har kun siddet hjemme i sin lejlighed og leget med sin telefon af bar kedsom­hed. Et eller andet sted på den uoverskuelige Telegramplatform findes der åbenbart noget, som hedder Terror­gram. Hvem, der står bag det, hvem der styrer det, og hvilken reel terrorvirksomhed der udgår fra dette sikkert både ulækre og underlødige sted i cyberspace, kan ingen rigtig gøre rede for – heller ikke anklagemyndigheden – på trods af ihærdig hjælp fra Europols terrorafdeling – hvor jeg gætter på, at man kan finde de virkelige bagmænd, hvis reelle formål er at skabe en myte om en latent højreorienteret terror, som samfundet nødvendigvis må beskytte sig imod. “Ja, denne politimyndighed mente endog, at den unge mand er en af hovedmændene bag denne pseudoterrorplatform…..” Hvis det havde været tilfældet, ville samfundet bestemt intet have at frygte fra den kant!

Den danske terrorparagraf ophæver enhver reel retssikkerhed – og jeg kan kun opfordre alle til at holde fingrene fra internettet i alle dets afskygninger. Det er glimrende til kommunikation – men det er farligt, hvis man lader fantasien løbe af med sig og lader sig forlede af fjendens garn – for det er, hvad det er – ligegyldigt om bagmændene er Europol, CIA eller Mossad. Det er ét fedt. Men det standser jo ikke ved internettet. Prøv blot at udtrykke forståelse for Hamas’ angreb mod Israel – det er terror, men Israels systematiske folkemord på palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza og Israels angreb på civilbefolkningen i Libanon og Syrien – det må man gerne prise, ja, det forventes man ligefrem at gøre, hvis man vil høre til ”det gode selskab” – eller til højrefløjen. Tænk ikke på at rose Hitlers holocaust mod jøderne, men du må gerne prise tyrkernes holocaust mod armenierne og hvad med amerikanernes holocaust mod indianerne – historiens mest grundige holocaust siden jødernes holocaust mod de oprindelige folk i Palæstina som beskrevet i 4. Mosebog? Og hvis du i lyset af den seneste politiske udvikling skulle få den tanke, at Hitlers holocaust var en god idé, ja, så ryger du direkte i kachotten. Du har uindskrænket ytringsfrihed til at mene og sige det, magthaverne synes, du skal have lov til at mene og sige. Alt andet kan drejes og vendes, så det er forbudt. Det bør vel næppe være en sag for domstolene, hvis man dum, kulturløs eller uden almindelig god opførsel og dannelse. Det burde falde ind under tåbeparagraffen. 

En dom for terrorisme er i dette tilfælde under alle omstændigheder temmelig latterlig. Det er at skyde gråspurve med kanoner og at udvande begrebet terrorisme, hvilket ud fra enhver betragtning må være uheldigt. Noget andet er jo imidlertid, at den unge mand har alvorlige problemer. Han har tidligere været i myndighedernes søgelys, men uden at man har fundet grundlag for at skride ind. Har man nogen som helst forventning om, at 6 års fængsel vil have nogen gavnlig virkning på denne unge mand? Det vil højst gøre ham til en hærdet kriminel med et forstærket had mod samfundet. Dr.dk omtaler ham dags dato (27.4.26) i forbindelse med en episode, der mig bekendt ikke indgik i denne sag, men som – hvis den holder vand, og det gør den desværre nok – burde føre til hævede øjenbryn alle steder. Det er ikke et spørgsmål om terror – men om en alvorlig sindsforstyrrelse. Var man skredet ind med en psykiatrisk behandling (eller endnu bedre: en god gammeldags endefuld eller kagstrygning på Gam­mel Torv) første gang, man blev opmærksom på den pågældende, kunne man måske have udrettet noget. Men den virkelige behandling ville bestå i en fornuftig ungdomsopdragelse. Sagen er jo, at den pågældende mangler indhold i sit liv. Han mangler respekt, kultur og sunde idealer – og han har aldrig opdaget, at der er grænser for hans udfoldelse. Han har sikkert stor kærlighed til Danmark – men han har tilsyneladende ingen anelse om, hvordan han skal udtrykke denne kærlighed. Jeg forstår udmærket, at man hader det, der ødelægger os. Hvis man ikke kan hade, kan man heller ikke elske. Sagen er imidlertid, at had i sig selv ikke er produktivt. Jeg synes, jeg har sagt det før – og gentaget det igen og igen. Al den dårligdom, der omgiver os, findes jo kun, fordi vi lader den eksistere. Og jeg tænker her ikke i første række på de fremmede i landet, jeg tænker først og fremmest på den råddenskab, der siden slutningen af 60’erne med stadig stigende hastighed har bredt sig i vort samfund og opløst alle de sunde værdier, der igennem sekler har været fundamentet for vort samfund. Dette samfund går under, fordi vi har ladet det komme dertil, hvor det er i dag. Vi er svage, kulturløse, historieløse og uden virkelige idealer. Samfundet er et kollektiv, som er blevet opløst af vor individualisme og egoisme. Forudsætningen for vor overlevelse er, at vi vender denne tendens, og at vi begynder med os selv. Enhver ændring begynder indefra, for det er dybest set der, problemet ligger. Vi er både som individer og som samfund svage. Svage organismer går til grunde. Vi skal genfinde de værdier, der gør os stærke og stærkere end de opløsende kræfter, der er ved at tilintetgøre os – og stærkere end de grupper, der truer med at fortrænge os. Den styrke fås ikke ved at dyrke kampsport – selv om det kan være nyttigt nok – men ved at opbygge en åndelig styrke, der hviler på kulturen, historien og følelsen af at være en del af noget, der er større end vi selv. Ja, for min skyld i religionen. Had indgår ikke i dette grundlag – men nok en vilje til at forsvare sig – man skal blot være sig bevidst, hvad det er, man vil forsvare.

Når jeg efterlyser en almindelig ungdomsopdragelse, er det klart, at en sådan forudsætter et samfund, der har sunde værdier – og et lederkorps, der er i stand til at formidle dem. Sådanne ungdomskorps forbindes normalt med autoritære samfundssystemer, det være sig nationalsocialistiske, fascistiske eller kommunistiske – men de findes også i religiøse samfund. De kan naturligvis ikke findes i sam­fund uden værdier og retning. Det er derfor, sådanne samfund ikke kan eksistere. Vore unge flagrer omkring som hovedløse høns, har problemer, får diagnoser og skal til psykolog for at klare tilværel­sens udfordringer eller de spørger i dag gudhjælpemig en chatbot. Det er opskriften på fortjent undergang.

Hverken revolutionen eller den politiske kamp udkæmpes imidlertid på obskure sider på internettet, men ude i virkelighedens verden – på landets gader og stræder, på arbejdspladser, i skoler og på værtshuse. Men det kræver jo en aktiv indsats! Det er langt lettere at sidde på sin velpolstrede bagdel og fantasere – samtidig med, at man uden at vide det, kommunikerer med fjenden, der naturligvis opfordrer en til uoverlagte delinger af materiale, som det ikke er formålstjenligt at dele.

En gang imellem må jeg endvidere spørge mig selv, om der overhovedet er nogen form for intelligent liv på den nationale fløj. På den sidste retsdag i sagen var det lykkedes en ”aktivist” at smugle en våbenattrap ind i retssalen, hvor han med stolthed fremviste den for tiltalte, og der blev lovet festligheder ved domsafsigelsen – og disse blev også gennemført, dog uden for bygningen. Hvilket formål havde dette? Forsvaret byggede jo på at fremstille den unge mand som en uskyldig ungersvend, som blot havde siddet og kedet sig med sin telefon. De fremmødte ”aktivister” viste imidlertid en anden ung mand. Sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er! I løbet af få minutter forvandledes den uskyldige unge mand til en voldsparat idiot.

Disse optrin har bestemt øget den unge mands fængselsstraf med mindst 2 år. Var det det, man ville opnå? I så fald var det jo en vellykket aktion!

Altså: Lad os slå nogle ting fast.

1. Danmark stander i våde. Der vil ikke blive noget Danmark tilbage til vore børn. Det er fuldt forståeligt, at nationalbevidste mennesker vil forsøge at standse denne udvikling – med alle til rådighed stående midler. Spørgsmålet er imidlertid, hvilke midler vi reelt har til rådighed.
2. Det er meget let at sidde og falde hen og forestille sig, hvad man gerne ville gøre ved Mette Frederiksen og hendes kumpaner i det politiske bordel på Christiansborg. Men da vi ikke har en snebolds chance i helvede for at få opfyldt disse søde drømme, er det jo spild af tid og energi.
3. Det er komplet urealistisk at forestille sig, at dette samfundssystem, der styrer os imod under­gangen, kan ændres eller afskaffes gennem såkaldte demokratiske valg. Der er sørget for, at det ikke kan lade sig gøre.
4. Samfundet kan heller ikke ændres gennem tilfældige ”terroraktioner” mod enkeltpersoner eller grupper af personer. Der er makakaber nok at tage af til at kunne udfylde de ledige plad­ser, og det vil vare længe, før man løber tør for nye marionetdukker. Det skal være meget farligt, før man ikke længere kan fylde pladserne – og så er vi allerede ved at tale om en egentlig revolution.
5. Samfundet kan ændres gennem en revolution, men hvem skulle gennemføre en sådan – og hvem har de nødvendige midler og den nødvendige kunnen? Det kan kun politi og militær, og der holder man folk i kort snor. En folkelig revolution er helt urealistisk – dertil har befolk­ningen det for godt. Den vågner først, når det er for sent.
6. Samfundet kan muligvis ændres, hvis der sker et totalt politisk og økonomisk sammenbrud, som vi så det i Østblokken i 1989 – 1991. Men vi så også der, at det ikke umiddelbart førte til noget. Det var stort set de samme korrupte kræfter, der forblev ved magten under en anden etiket. Der var ikke nogen velforberedt national opposition, der var i stand til at gribe tøjlerne.
7. Og her er vi ved det altafgørende. Vi råder på den nationale fløj ganske enkelt ikke over de fornødne folk til at kunne overtage styret af dette land – eller noget andet land for den sags skyld. Og det standser jo ikke ved ministrene. Hele centraladministrationen, lærerne, dom­merne, præ­ster­ne, journali­sterne, hærledelsen, politiets ledelse etc., etc… Jeg ville på nuvæ­ren­de tids­punkt kun med nød og næppe kunne sammensætte en ministerliste. Hvad med alle de andre 200.000 nødvendige personer til besættelse af de ledige poster?

At ville ændre et samfund er – uanset midlerne – en meget alvorlig sag, der forudsætter en grundig forberedelse og indgående overvejelser.

Hvis vi ser historisk på det, bygger enhver samfundsomvæltning på et intellektuelt grundlag, ofte udformet af folk, der støtter sig til kultur, kunst, religion og historie. Katalysatoren har altid været krig og nød. De to ting hænger som oftest – men ikke altid – sammen. Tænk f.eks. på den første ver­dens­krig, som stod fadder til både de russiske og de tyske revolutioner. Ingen af disse revolutioner opstod spontant, men byggede på forskellige filosofiske grundlag fra det 19. århundrede. Forfattere og kunstnere er ofte gået forrest – og har ofte måttet betale en høj pris for det.

Det, vi har brug for, er imidlertid ikke kun en revolution, det er en befrielseskrig. Vi skal befri os fra globalismens kvælertag, der berøver os vor kultur, vort sprog, vor egenart, og som ruinerer os økono­misk. Vi skal kæmpe for at få alle disse ting tilbage. Det er ikke kun et spørgsmål om at få udskiftet et udueligt og korrupt regeringssystem, men om at redde vor selvstændighed som et stolt folk. Et forbillede kunne være den irske befrielseskrig, der strakte sig over mere end hundrede år, før den syntes at være delvis vundet, for så igen at blive tabt – nok for bestandigt. Det, der bar den irske selvstændighedskrig, var ikke blot ønsket om politisk selvstændighed, men bestræbelserne for at red­de kulturen, religionen og ikke mindst sproget. Det var disse ting, der mere end noget andet nærede den irske befrielses­bevæ­gelse. Vort problem i dag er ikke blot at vi ledes af tyranner, der ikke tager vare på vore behov, men kun tilgodeser den internationale storkapitals interesser, men at vi er godt i gang med at blive udslettet som folk. Hvis vi ikke mere kender vore sange, ikke mere kan recitere vore store digteres værker, ikke mere kender vor historie og ikke mere taler vort sprog – hvad er vor politiske selvstændighed så værd? Ved Sovjet­unionens sammenbrud gik alle de tidligere sovjetrepu­blik­ker i gang med at opbygge deres nye iden­titet på ruinerne af deres historie, sprog og kultur. Djen­gis Khan, Timur Lenk, Manas, Simoni, Rustaveli osv. stod i centrum i de nye stater. Deres statuer ses overalt. Man satte alle sine kræfter ind på at genetab­le­re de lokale sprog som administrations- og kultursprog – til erstatning for russisk, som var det sprog, alle talte, og som man kunne kommunikere over de nye landegrænser på. Tidligere tiders litteratur og delvis glemte skikke blev taget frem igen og gjort til bærende elementer i de nye staters liv.

Jeg savner i høj grad at se en sådan kulturel begejstring på den danske nationale fløj, der snarere synes at være grundlagt på had til islam og kærlighed til Israel. Det er ikke det rette grundlag at bygge en dansk fremtid på. En sådan kan kun bygge på kærlighed til Danmark, det danske folk, det danske sprog, den danske kultur og vore gamle danske skikke. Selv om Danmark så blev renset for fremmede fra i morgen, ville vi uden denne kærlighed stadig være død­sens.

Hvis man vil kæmpe for en dansk fremtid i et europæisk Europa, må man gå systematisk frem:

1. Som det første må man analysere situationen. Man må skille symptomerne på sygdommen fra årsagen til sygdommen, for det er årsagen, der skal bekæmpes – ikke symptomerne. Den umiddelbare årsag er natur­ligvis vor regering – eller bedre vort regeringssystem – og hele den falske elite, der har bemægtiget sig magten i vort land, og som de facto har afskaffet al kvalificeret undervisning på alle niveauer og dermed har fremmet kultur- og rodløsheden, der er forudsætningen for den almindelige accept af fremmedinvasionen. De fremmede er imidler­tid kun her i landet, fordi vi lader dem komme her ved at acceptere en regering, der ikke beskytter Danmark og danskheden. Ukrudt skal rykkes op med rode.
2. Hvis man vil have et bedre Danmark, må man, så vidt det i dag er muligt, dygtiggøre sig, så man kan bestride de poster, der nødvendigvis skal besættes. Dette er endnu ikke forbudt, men det er klart, at man rammes af berufsverbot, hvis man samtidig er politisk aktiv og arbejder imod systemet. Jeg ser imidlertid meget få bestræbelser i den retning.
3. En effektiv politisk og kulturel kamp forudsætter en professionel organisation, hvor man parkerer sit eget jeg i en større sags tjeneste. Det hed engang: Du selv er intet, dit folk er alt! Eller sagt på en anden måde: Folket er forudsætningen for, at den enkelte kan udfolde sig. En organisation er et middel til, at man sammen på en organiseret måde kan udrette, hvad de en­kel­te ikke kan udrette hver for sig. Det er imidlertid vanskeligt at forestille sig en organisation, som kan forene tænkende mennesker og folk, der sender billeder af en neger med afskåret hoved og afskårne attributter til en kvindelig journalist – ”bare for sjov”.
4. Enhver aktion, man sætter i værk, skal have et klart defineret formål: den skal udbrede kendskabet til den nationale bevægelse eller skabe sympati for denne – eller den skal fremme en bestemt sag. En aktion må aldrig gå ud på nogen form for selviscenesættelse. Og så er vi tilbage i retssalen i Glostrup: Hvad i alverden skulle formålet være med disse tiltag i forbindelse med sagen? Og hvad er formålet med at brænde Koraner? Er der en eneste muslim, der forlader landet, fordi man brænder en Koran? Hvad vil man opnå? Og kan man opnå det, man ønsker at opnå? Sagt på en anden måde: Ville det reelt redde Danmark, såfremt muslimerne rejste? Det ville blot udskyde undergangen! De er kun symptomet – årsagen er de samme kræfter, som nedbryder os indefra! Da jeg gik ind i denne kamp, var muslimerne overhovedet ikke på dagsordenen, for de fyldte uendelig lidt i samfundet. Men der var allige­vel noget at kæmpe for! Og det er det afgørende: Man kæmper for noget – ikke kun imod noget!”

Det er vel på baggrund af disse betragtninger ikke mærkeligt, at jeg ser mørkt på situationen og under­tiden må spørge mig selv, hvorfor jeg overhovedet gider skrive disse artikler og bøger. Jeg ser ikke mange tegn på, at det flytter noget.

1. Jeg er træt af amatører og idioter.
2. Jeg er træt af gratister og snyltere, som intet gør og intet yder.
3. Jeg er træt af folk, der sætter sig selv over den sag, de foregiver at ville tjene.
4. Jeg er træt af problemer, skabt af såkaldte ”kammerater”.

Det er en meget lille kreds, der muliggør dette arbejde. Denne kreds takker jeg – resten vil jeg gerne være fri for! Hvis du kun vil underholdes og have alting gratis – tja, så der ikke brug for dig. Kredsens lidenhed sætter jo imidlertid ret snævre begrænsninger Jeg har etableret et system, så man rent økonomisk kan vise, om man værdsætter dette arbejde.¹ Hvis det ikke er tilfældet, kan jeg godt finde på noget andet at bruge min tid på. Jeg vil separat redegøre mere udførligt for punkt 4 ovenfor.

---

Note

1. Se “Subscribe”-knappen, her skal du indtaste din foretrukne email, hvorefter du får muligheden for give et fast månedligt eller årligt beløb: https://povlhriisknudsen1.substack.com
   
   Pengene vil blive brugt på at købe mere af Povls tid, så han kan skrive og producere mere indhold, samt til udgifter i forbindelse med bogudgivelser – herunder køb af pressefotos og professionel bearbejdning af bøgerne, inden de sættes i trykken. (Ingen af delene er billige!)
   
   Og lad os endelig slå det fast: Penge er en absolut nødvendighed for fortsættelsen af driften af en forlags- og forfattervirksomhed. Enhver ny betalende abonnent er derfor velkommen og pengene modtaget vil blive brugt i den fortsatte skrivevirksomheds tjeneste.
   ↩︎