Krig er et af menneskehedens grundvilkår, og det var oprindelig en selektionsfaktor. De bedste var dem, der overlevede. Krig har imidlertid udviklet sig til masseudryddelse, hvor det snarest er de bedste, der bliver slået ihjel. Allerede i trediveårskrigen mistede det, der i dag er Tyskland, mere end 25 % af sin befolkning. I den første verdenskrig mistede englænderne så mange kapable mennesker, at det blev vanskelig fortsat at administrere Indien – i 1947 måtte ”Kronens Juvel” opgives. Den anden verdenskrig kostede så mange menneskeliv, at der vel ikke er nogen, der kan sætte et troværdigt tal på det. Mindst 27 mio. sovjetborgere, 2 mio. tyskere alene under fordrivelsen efter krigen – antallet af faldne soldater i de tyske enheder løber op i mindst 5,5 mio. Hertil kommer engelske, franske, japanske, amerikanske og andre nationers soldater, bombeofrene især i Tyskland, men også i England, ofrene for belejringen af Leningrad (mindst 1,5 mio.), den tyske udsultningspolitik over for russiske krigsfanger (og civile), partisankrigen i Rusland, amerikanernes udsultning og tilfældige nedskydninger af tyske eller russiske krigsfanger, forsøgene på at udrydde Europas jøder, ofrene for bombningen af Tokyo, for ikke at tale om ofrene for atombomberne. 70 mio. i alt på alle krigsskuepladser – det er nok en underdrivelse. Og det store flertal af de dræbte har været europæerne af bedste kvalitet – i forrige århundrede mindst 100 mio. i alt – 100 millioner, der ikke har fået børn og børnebørn mv.

Europa har demografisk ikke råd til flere krige – især ikke i dag, hvor enhver krig med næsten absolut sikkerhed vil udvikle sig til en verdensomspændende atomkrig, der vil udslette alt liv i Europa – og på hele jorden.

Krige har stort set altid været et spørgsmål om magt, indflydelse og berigelse – også selv om de undertiden er blevet iklædt en forklædning som religionskrige og korstog. Med ideologiernes indtog tog disse religionernes plads som formålet med krige. Sovjetunionen havde således verdensrevolutionen på sit program, men man vidste udmærket, at man ikke kunne vinde den gennem krig, men kun måske gennem påvirkning. Sovjetunionens krige drejede sig enten direkte om forsvar eller om sikkerhed.

Med nationalitetsfølelsens opblomstring i 1800-tallet, blev ønsket om at samle ét folk i én stat en ny grund til krigsførelse. Et godt eksempel er de sønderjyske krige. Urimelige grænsedragninger efter den 1. verdenskrig blev den umiddelbare udløser af den 2. verdenskrig. Da man efter denne krig reviderede grænserne, udviste man den indfødte befolkning – hvilket er en forbrydelse mod menneskeheden. Tyskland var imidlertid på knæ og kunne intet gøre. Ved Sovjetunionens opløsning undlod man igen at tage hensyn til den indfødte befolkning i de enkelte sovjetrepublikker, hvis grænser var helt igennem tilfældige og ikke på nogen måde tog hensyn til befolkningernes nationalitet, men tværtimod var et udtryk for del-og-hersk-princippet. Dette var udløseren for Ukrainekonflikten, problemerne mellem Armenien og Aserbajdsjan, mellem Georgien og Abkhasien og Sydossetien – man vil med tiden kunne tilføje Adjarien – og for problemerne i Ferganabækkenet, der har udløst flere lokale konflikter, og som er en pest for samhandelen og mobiliteten imellem Kirgisistan, Usbekistan og Tadsjikistan. Jeg taler ofte med mennesker, der beklager opløsningen af Sovjetunionen – ikke af politiske, men af praktiske grunde. Livet er nogle steder blevet unødvendigt besværligt.

Med en mulig undtagelse af Sovjetunionen har udenrigspolitik traditionelt altid været interessebaseret. De enkelte lande har set på, hvilken politik der er til gavn for det enkelte land. I Tyskland sværger regeringen ved sin indsættelse på at ville forsvare Tysklands interesse og afvende skade fra fædre­landet. I forbindelse med Ukrainekonflikten synes dette grundlag for udenrigspolitikken at være blevet afløst af en ”værdibaseret” udenrigspolitik, der ikke tager nogen hensyn til landenes interesser. Det er imidlertid vanskeligt at se, hvad det er for værdier, der forsvares. Man taler således om Ukraines suverænitet og dets ukrænkelige grænser, men man undlader at tage principiel stilling til, hvad der konstituerer et land. Er det et tilfældigt område på kortet – eller er det en befolkning, som føler en tilknytning til et bestemt område, og som deler historie, sprog og kultur? Det turde vel være indlysende, at det er en befolkning, der konstituerer et land. Det synes i hvert fald at have været Tyrkiets motivation til at overfalde Cypern og dele øen, ligesom det angiveligt var den delvis albanske befolkning, der definerede ”nationen” Kosovo og foranledigede USA til at ændre grænserne i Europa igen og installere det amerikanske natoprotektorat af samme navn. Ja, hele opløsningen af Jugoslavien medførte jo i sagens natur adskillige grænseændringer, hvor man så ovenikøbet undlod at regulere disse efter befolkningens ønsker. Således opstod bastardstaten Bosnien og Hercegovina, der reelt også er et natostyret protektorat, som ingen rigtig har ønsket, og som næppe har nogen fremtid for sig. Man kan altså udmærket ændre grænser i Europa og løsrive områder efter forgodtbefindende – blot det er USA, der gør det.

Når Mette Frederiksen forsvarer krigen ud fra ”moralske” synspunkter og taler om de ”europæiske værdier” og grænsernes ukrænkelighed, synes hun derfor at være på meget tynd is. Ved indledningen af fjendtlighederne talte over halvdelen af befolkningen i Ukraine russisk som modersmål, og i de 5 oblaster, der har sluttet sig til Rusland gennem folkeafstemninger, er befolkningen jo russisk. Disse blev administrativt overført fra Rusland til Ukraine i henholdsvis 1922 og 1954, uden at befolkningerne blev spurgt. Yderligere mindst 4 oblaster har sandsynligvis russisk flertal – de to har det bestemt. Den eneste rimelig måde at fastlægge Ukraines grænser på vil dog være folkeafstemninger i de enkelte oblaster – således som russerne har gennemført dem i 5 oblaster allerede. Alligevel vil der naturligvis stadig være mindretal, og disse skal så naturligvis behandles i overensstemmelse med de ”europæiske værdier”, der giver mindretal ret til undervisning og gudsdyrkelse på deres egne sprog og til at benytte deres egne sprog i alle sammenhænge. Hertil kommer naturligvis friheden til at producere fjernsyn og udgive publikationer på deres egne sprog. Disse værdier er selvfølgelige – selv om ikke alle vestlige lande er gode til at overholde dem. Frankrig krænker således på daglig basis sproglige mindretals rettigheder – uden at det får nogen følger. Konflikten skulle således ikke have været vanskelig at løse, hvis det altså ikke havde været, fordi USA gennemførte et statskup i Ukraine og den nye regering ændrede Ukraines forfatning, så flertallet af befolkningen fik frataget dets sproglige og kulturelle rettigheder. Det, Mette Frederiksen understøtter, er et bundkorrupt undertrykkelsessystem uden politisk frihed og uden valg, som vi alle andre steder ville protestere over og indføre sanktioner imod.

Ukraine er blevet en brik i et storpolitisk spil, hvor USA insisterer på at fastlægge verdensordenen efter USA’s egne forestillinger. Lige siden den kolde krig har USA arbejdet målbevidst på at indkredse Rusland. Ville USA have fundet sig i en sådan indkredsning? Nej, det ved vi f.eks. fra Cubakrisen, at man ikke ville. USA har i omegnen af 800 militærbaser spredt ud over hele verden – hvorfor? Det er et udtryk for en falleret stats fortvivlede forsøg på at klamre sig til verdensmagten. Men Rusland vil ikke mere finde sig i det. 4 gange er Rusland i de sidste 300 år blevet overfaldet igennem det, der nu er Ukraine – og man vil ikke risikere en femte gang.

Vesten forsøger at fremstille dagens konflikt som et opgør mellem ”de gode” og ”de onde” – mellem ”demokrati” og ”diktatur” – men det er jo en primitiv opdeling af verden, rent bortset fra, at Rusland ikke er et diktatur, og at Amerika og dets vasaller ikke er demokratier. USA er et kleptokrati, hvor en række oligarker og interesseorganisationer betaler politikerne for at fremme bestemte sager. De mest fremtrædende er Israellobbyen, våbenlobbyen og medicinlobbyen – men der er naturligvis også andre. Hvor Putin nyder opbakning fra 80 % af befolkningen, må Trump nøjes med halvdelen, Starmer med 18 %, Macron med 11-16 (alt efter, hvem der måler), og Merz er historisk upopulær. Efter en relativt kort tid ved magten er hans popularitet under 25 % og faldende. Valg forfalskes, i Tyskland gennem svindel med optællingen (ligesom i Danmark), i Moldova ved de facto at hindre modstandernes adgang til at afgive deres stemme, i Rumænien ved at udelukke uønskede kandidater, i Tyskland ved at forsøge at forbyde oppositionspartier, og mange andre steder ved gennem såkaldte NGO’er at kaste enorme beløb ind i valgkampen og støtte bestemte kandidater udefra. Det ser man f.eks. i Georgien og Armenien, ligesom det er blevet forsøgt i både Belarus og Rusland. Enhver tale om ”demokrati” er løgn og svindel. Inden for EU gennemføres 85 % af al lovgivning af bureaukrater, som aldrig er blevet valgt af nogen. ”Ingen over og ingen ved siden af folketinget” er blevet en tom floskel.

Alle har fingrene dybt nede i honningkrukken. Korruptionen i Ukraine er velkendt, men USA er mindst lige så korrupt, og Danmark kan heller ikke sige sig fri – men vi har vedtaget, at vi ikke har korruption, så vi efterforsker det ikke. Men det er jo meget sigende, at afdankede politikere altid kan finde vellønnede sine cure-poster i erhvervslivet…. Mit gæt er, at alle Vestens politikere tjener godt på denne krig, hvor ukrainerne blot er bondeofre. Ukraine er ikke mere demografisk levedygtigt, men det bekymrer ikke Mette Frederiksen og de øvrige bandemedlemmer i ind- og udland. Det er ikke deres børn, der dør – kampene foregår ikke i deres saloner, og det er ikke dem, der mangler strøm, vand og varme – det er ukrainerne, og de bliver ikke spurgt, om de vil føre krig. Der har som nævnt ikke været valg i Ukraine i umindelige tider. Zelenskij blev i øvrigt valgt på et fredsprogram. Ukraine er i dag et diktatur – der reelt ledes af en gangsterbande, som kun har deres egne bankkonti for øje. Zelenskijs familie er jo ikke i Ukraine. Kone og børn er i England, forældrene er i Israel – sammen med de medlemmer af styret, der er flygtet som følge af korruptionsanklagerne.

Al snak om, at Ukraine forsvarer vor frihed, er jo åbenlyst nonsens. Hvad i alverden skulle Rusland ville med os? Vi har jo absolut intet, Rusland har brug for – eller ønsker. Vi har kun økonomiske og demografiske problemer, udenlandske horder, der hærger vore gader, kønsforvirring og prideparades. Vi har ingen råstoffer, snart ingen industri – og et uddannelsesniveau, som kun kan vække latter i Rusland. Vi er ikke en dråbe russisk blod værd! Desværre!

Lande, som undertrykker store russiske mindretal – dvs. Estland, Letland og i mindre grad Litauen – bør imidlertid besinde sig og give disse mindretal deres rettigheder tilbage. Ellers vil de før eller siden komme til at dele skæbne med Ukraine. Nato vil ikke kunne redde dem, ja, Nato vil næppe overleve Ukraines fald, og den samme skæbne kan meget vel komme til at ramme EU. Det var i hvert fald at håbe.

Vore politikere synes at gå ud fra Francis Fukuyamas tese om, at man med ”demokratiets” sejr over kommunismen har nået afslutningen af historien, idet ”demokratiet” efter Fukuyamas mening er det højeste trin på den historiske udviklingsstige. Lad os blot fastslå, at ”demokratiet” kun har raset i ca. 150 år, og at det er en vildvej, som fører til kulturens og menneskehedens undergang, hvis den ikke standses. Det betyder ikke, at vi skal have et diktatur i klassisk forstand, men at vi skal sikre, at det ikke er flertallet, der skal bestemme, men nationens bedste og højst uddannede. Hvad attenårige skolepiger mener, er fuldstændig ligegyldigt. Hvis vi skal følge Fukuyamas og Mette Frederiksens tankespind, er vi jo tilbage ved korstogenes tid, hvor magtkampe kamufleredes som ædle kampe for det godes og sandes sejr. Men det forbliver magtkampe.

USA påstår at være ”the exceptional nation” – “the shining light on the hill”. I virkeligheden er USA verdens anus, fra hvilket alt skidt og alt ondt kommer. Efter den anden verdenskrig var USA det eneste betydningsfulde land, der ikke havde lidt væsentlig skade under krigen. Dets økonomi var intakt, og man kunne nyde godt af dette ved investeringer i de krigshærgede lande. Sovjetblokken sagde klogelig nej til denne form for økonomisk kolonisering. USA blev verdens politimand, der ikke respekterede nogen form for ret, men kun tog hensyn til snævre amerikanske interesser. Igennem de sidste 80 år har USA således spillet sig op som verdens herre med ret til at blande sig i andre landes interne anliggende og til at gribe ind militært efter forgodtbefindende uden at spørge nogen – heller ikke FN eller Nato for den sags skyld. USA har i den periode trukket en stribe af blodige spor hen over kloden. Det er på tide, at det går op for USA, at den tid nu er ovre. Både Rusland og Kina vil have en plads ved bordet. Fred kan ikke skabes gennem våbenmagt, men kun gennem gensidig respekt og indbyrdes forhandlinger. Sådanne forudsætter viden om og forståelse for andre nationers interesser og sikkerhed. Så længe tanketomme tåber som Mette Frederiksen, Emmanuel Macron, Keir Starmer, Kaja Kallas (et særligt ondartet og uvidende eksemplar af homo erectus) og Ursula von der Leyen dirigerer Europas udenrigspolitik, er fred en umulighed. Alliancer forårsagede den 1. verdenskrig (som ingen egentlig ønskede), og alliancer og indblanding i andre landes anliggender vil forårsage den tredje verdenskrig. Europas vanvittige og uduelige såkaldte ledere ønsker den 3. verdenskrig til at dække over deres uduelighed, og den vil som allerede nævnt lægge i hvert fald Europa øde – måske hele verden.

Povl H. Riis-Knudsen