29. juli 2011

Af Kevin B. MacDonald

Afsnittet i Anders Breiviks 2083: A European Declaration of Independence¹ med titlen »Den store Satan, hans kult og jøderne« fokuserer på det jødiske spørgsmål. Han er ubarmhjertig i sin kritik af Hitler (den »store Satan«) og nationalsocialisterne og giver dem skylden for deres eget nederlag i 2. verdenskrig, som førte til fremkomsten af multikulturalisme og Europas selvdestruktion. Han skelner skarpt mellem konservative jødiske nationalister og liberale jøder og argumenterer for, at kun de førstnævnte er imod europæernes interesser. Ligesom flere andre vigtige europæiske højreorienterede udtrykker han stærk støtte til jødisk nationalisme og argumenterer for, at Hitler burde have samarbejdet om at skabe et jødisk hjemland i Mellemøsten og deportere de tyske jøder dertil. »Deportationen af jøderne fra Tyskland ville ikke være populær, men i sidste ende ville det jødiske folk betragte Hitler som en helt, fordi han gav dem det hellige land tilbage.«

Da krigslykken vendte for nazisterne, og den russiske kampagne mislykkedes, besluttede de at massakrere jøderne og dermed yderligere fordømme de germanske stammer og den konservative/nationalistiske ideologi til helvede… De vidste udmærket, hvilke konsekvenser det ville have for deres stammer, hvis de tabte, men alligevel gik de videre og fuldførte opgaven. Efter 2. verdenskrig blev den største antinationalistiske og anti-europæiske propagandakampagne, verden nogensinde har set, lanceret. Og mennesker som mig selv og andre kulturkonservative ledere lider i dag stadig under denne propagandakampagne på grund af den ene mand.

Breivik erkender, at de fleste tyske jøder var illoyale i Hitlers tid og anslår, at 75 % af de europæiske og amerikanske jøder går ind for »nations-ødelæggende« multikulturalisme. Han konkluderer, at »vi må omfavne de tilbageværende loyale jøder som brødre i stedet for at gentage NSDAP’s fejltagelse«, og hævder, at jøder ikke er problemet i Europa »med undtagelse af Storbritannien og Frankrig«, hvor 800.000 af Europas 1.000.000 jøder bor. Og han erkender, at USA med sine 6.000.000 »faktisk har et betydeligt jødisk problem.«

Ingen filosemit ville hævde, at deportation af jøder fra Tyskland (og implicit andre europæiske lande) er legitim og i sidste ende ville blive værdsat af jøderne. Grundlæggende for jødedommen gennem historien har været legitimiteten af diasporaen som en ikke-assimileret gruppe, der lever som en minoritet. Hans udtalelser om, at 75 % af de vestlige jøder er »nation-wreckers« (nationens ødelæggere), og at de fleste jøder under Hitlers tid var illoyale, er forenelige med den generelle opfattelse, at jøder i Vesten har indtaget en fjendtlig holdning over for de mennesker og kulturer, de har levet blandt – det centrale tema i The Culture of Critique; igen antyder de ikke et filosemitisk synspunkt.

Der er en række mangler ved Breiviks analyse.

• Det er en fejl at betragte konservative jøder i Vesten som allierede med europæisk/hvid nationalisme. Således er langt størstedelen af de »konservative jøder« i Amerika neokonservative, der har været stærke tilhængere af jødisk nationalisme i Israel, samtidig med at de entusiastisk har samarbejdet for at afvikle den amerikanske nation, som den var før 1965. Neokonservative – den eneste betydningsfulde bevægelse blandt jødiske »konservative« – er typisk meget lempelige over for indvandring (se her, s. 26 og passim), herunder muslimsk indvandring, og går ind for en stueren ikke-militant islam i Vesten, der stiltiende samarbejder om at berøve palæstinenserne deres ejendom.
• Neokonservative har været stærke tilhængere af “tilbudsnationskonceptet”, hvor nationerne i Vesten ikke har nogen etnisk kerne, samtidig med at de er stærke tilhængere af jødisk etnisk nationalisme i Israel. Jøder, der modsætter sig massiv ikke-hvid indvandring til vestlige lande, er yderst sjældne. I Amerika er de eneste, man kommer i tanke om Stephen Steinlight og Lawrence Auster, som begge synes mere motiverede af at redde jøder fra indvandring af fjendtlige muslimer end af bekymring for de traditionelle folk og kulturer i Vesten, og ingen af dem har nogen magt eller indflydelse i det organiserede jødiske samfund. Paul Gottfried er sandsynligvis en reel undtagelse, men ligesom de andre har han ingen indflydelse på det organiserede jødiske samfund.
• I USA har jøder været en afgørende kraft i at fjerne Det Republikanske Parti fra dets traditionelle konservatisme. Sam Francis beskrev » den lange liste over neokonservative bestræbelser på ikke blot at debattere, kritisere og tilbagevise de traditionelle konservative idéer, men også at fordømme, bagvaske og skade karrieren for de gamle højrefløjsfigurer og institutioner, de har udset sig« (se her, s. 26). Som det er blevet bemærket gentagne gange i TOO (f.eks. »Abe Foxman er en hykler«), har diaspora-jøder i Vesten ofte dobbeltmoral, når det gælder spørgsmål vedrørende indvandring og multikulturalisme i Israel kontra Vesten.
• Langt færre end de 25 % af de europæiske jøder, som Breivik betegner som konservative, støtter europæisk nationalisme. Ikke alene er Wilders blevet fordømt af de store europæiske og amerikanske jødiske organisationer (og endda af den muslimske kritiker Daniel Pipes, som Breivik beundrer), kun 2 % af de hollandske jøder stemte på Geert Wilders, på trods af hans stærke støtte til Israel og hans velkendte filosemitisme. “Jøder kan åbenbart endnu mindre lide Wilders’ budskab end et parti, der er dedikeret til kristen moral. Wilders kan regne med støtte fra radikale jødiske bosættere på Vestbredden eller nogle afhoppede israelske generaler, men hvis Wilders’ kampagne mod muslimerne lykkes, vil det være uden hjælp fra hollandske jøder» (se også «Geert Wilders’ ikke gengældte kærlighed»). Forestillingen om, at europæiske højreorienterede, med Breiviks ord, bør «omfavne de loyale jøder som brødre” er en blindgyde. (Ikke desto mindre kan denne retorik, som nævnt her, meget vel være en effektiv taktik til at få ikke-jødiske middelklasseborgere til at stemme på nationalistiske partier, fordi disse partier ikke kan fremstilles som »racistiske« eller antijødiske.)
• Den antinationalistiske tsunami, der oversvømmede Vesten efter 2. verdenskrig, opstod ikke ud af den blå luft. Internationalisme har været et kendetegn for venstrefløjen gennem hele det 20. århundrede og ind i det 21. århundrede, og der er ingen tvivl om, at jøder var rygraden i venstrefløjen i hele Vesten før og efter Anden Verdenskrig, og de udgjorde en fjendtlig elite i Sovjetunionen, i det mindste indtil slutningen af Anden Verdenskrig. Sejren over nationalsocialismen var grundlæggende en sejr for den internationalistiske venstrefløj. Jøder var afgørende for denne sejr, og de har været de største vindere i årtierne efter Anden Verdenskrig.
• Breivik fokuserer kun på antallet af jøder og ikke på kilderne til jødisk magt: Det organiserede jødiske samfund (f.eks. i USA, ADL og SPLC/$PLC som propagandister og håndhævere for den multikulturelle venstrefløj) og jødisk indflydelse på eliteinstitutioner i Vesten, især medierne, den akademiske verden og den politiske proces (AIPAC f. eks). Ikke desto mindre er hans erkendelse af, at jøder er »et problem« i USA, Storbritannien og Frankrig, en vigtig indrømmelse, da USA er den ubestridte leder af Vesten, og Storbritannien og Frankrig er de førende europæiske kulturmagter, siden Tyskland er blevet lammet og derfor er magtesløst til at gøre noget ved den nuværende krise.
• For eksempel er den akademiske verden som producent og formidler af viden og kultur en afgørende arena for skabelsen af den vestlige elitekultur. Det er vigtigt at bemærke, at den akademiske kultur er international snarere end national. Det vil sige, at alle de vigtige akademiske samfund er internationale, så en dissident akademisk kultur i f.eks. Norge er utænkelig. Da den akademiske verden var blevet uopretteligt venstreorienteret i de store kulturelle centre i Vesten – især i USA siden 2. verdenskrig – var det uundgåeligt, at det ville få stor indflydelse på mindre akademiske centre. Det er nemlig afgørende for en akademiker i et lille land som Norge at opbygge et ry uden for landets grænser – ellers har man reelt intet ry. På samme måde er den akademiske kultur i USA, som diskuteret i det foregående link, topstyret, hvor de højeste niveauer nøje overvåges for at forhindre afvigelser fra den multikulturelle ortodoksi og dyd, se f. eks. forargelsen over E. O. Wilsons Sociobiology og den nylige opstandelse over Mearsheimer og Walt om Israel-lobbyen. Disse akademikere er svære at ignorere, da de er tilknyttet prestigefyldte institutioner og har fremragende forsknings- og publikationsresultater ud over deres kontroversielle arbejde.

Et godt eksempel på, hvordan dette fungerer, er Thomas Hylland Eriksen, »karriere-multikulturalisten og intellektuelle berømthed«, der diskuteres flere gange i Breiviks værk. Eriksen mener, som Breivik (korrekt) citerer, at »den vigtigste opgave fremover er at dekonstruere flertallet, og vi skal dekonstruere dem så grundigt, at de aldrig igen vil kunne kalde sig flertallet« (se originalen her).

Eriksen bidrog til en e-mail-diskussion på Universitetet i Oslos hjemmeside, hvor emnet var rektorens program til bekæmpelse af antisemitisme og promovering af mangfoldighed. Her har vi den sædvanlige stive akademiske administrator, der appellerer til en konsensus i samfundet om disse spørgsmål – den slags diskussion, som jeg hele tiden er tvunget til at udholde, og som kunne finde sted på ethvert universitet i hele Vesten. Bemærk rektors forslag om obligatorisk læsning af en bog om antisemitisme – et typisk eksempel på, hvordan universitetet bruger sin magt over læseplanen til at propagandere for sine unge studerende.

Eriksens bidrag til diskussionen var at bemærke, at ”den jødiske befolkning i Europa (og i stigende grad i Nordamerika) har været en vigtig bidragyder – nogle vil sige hjertet – til det intellektuelle liv.” Eriksen har internaliseret den antinationalistiske, anti-europæiske tendens i de jødiske bevægelser, der har domineret den intellektuelle diskurs i Vesten, især siden Anden Verdenskrig. Dermed befinder han sig helt inden for mainstream og er et respekteret medlem af det akademiske samfund på sit universitet. Jeg er sikker på, at han også er et respekteret medlem af internationale foreninger inden for sit fagområde, kulturantropologi – som blev erobret af venstrefløjen af “Boasiannere” i midten af 1920’erne.

Bemærk også, at Eriksen identificerer antisemitisme som rettet mod »fri forskning og fri tænkning i et miljø, hvor [akademikere] vurderes på baggrund af deres bidrag og ikke på baggrund af deres kulturelle eller religiøse identitet.« Dette er mildt sagt ironisk. Den politiske korrekthed, der hviler over universiteterne, har betydet, at race/etnicitet og kønsidentitet nu er nøglefaktorer i vurderingen af akademisk personale, og der er intense mobbekampagner mod alle, der afviger fra den venstreorienterede ortodoksi. For nylig har socialpsykologen Jonathan Haidt (se her og her) gjort opmærksom på »afstamningsmæssige moralske fællesskaber« i den akademiske verden, der har til formål at kvæle debatten, definerer forskningsspørgsmål, fastlægger standarder for publikationer (som er meget strengere for materiale, der udfordrer multikulturelle dogmer) og udstøder og straffer afvigende meninger.

Desuden, og afgørende, er det et faktum, at en stor del af troværdigheden ved jødiske intellektuelle bidrag er opnået ved at skjule den rolle, som jødisk selvidentifikation og forfølgelse af specifikt jødiske etniske interesser spiller – f.eks. det faktum, at Franz Boas var motiveret af sin opfattelse af antisemitisme og sin afsky for preussere og preussisk kultur. Jødisk etnisk identitet har været absolut central for jødiske bidrag til samfundsvidenskab og humaniora, og Eriksens felt, kulturantropologi, er bestemt ingen undtagelse:

Som [Gelya] Frank (1997) påpeger: »Overvægten af jødiske intellektuelle i de tidlige år af Boasiansk antropologi og den jødiske identitet hos antropologer i efterfølgende generationer er blevet nedtonet i standardværker om disciplinen.« Jødisk identifikation og forfølgelsen af opfattede jødiske interesser, især i form af fortalervirksomhed for en ideologi om kulturel pluralisme som model for vestlige samfund, har været det »usynlige emne« i amerikansk antropologi – usynligt fordi dens fortalers etniske identifikation og etniske interesser er blevet maskeret af et videnskabeligt sprog, hvor sådanne identifikationer og interesser offentligt var illegitime. [se her, s. 23]

Eriksen er en villig og tilsyneladende selvbevidst soldat på vegne af den jødisk ledede revolution i kulturkampene – et eksempel på den katastrofale sejr for den multikulturelle venstrefløj i verdens eliteinstitutioner. Alt andet lige har Breivik i hvert fald peget fingeren mod nogle af de mest skandaløse fjender af de europæiske folks legitime interesser og deres kulturer.

Fra Anders Breiviks “Den store Satan, hans kult og jøderne”

Når nogen spørger mig, om jeg er nationalsocialist, bliver jeg dybt fornærmet. Hvis der er én historisk person og tidligere germansk leder, jeg hader, er det Adolf Hitler. Hvis jeg kunne rejse i en tidsmaskine til Berlin i 1933, ville jeg være den første til at tage afsted – med det formål at dræbe ham. Hvorfor? Ingen har nogensinde begået en mere forfærdelig forbrydelse mod sin stamme end Hitler. På grund af ham er de germanske stammer ved at uddø og KAN blive fuldstændig udryddet, medmindre vi formår at vinde inden for 20-70 år. Takket være hans vanvittige kampagne og det efterfølgende folkemord på 6 millioner jøder blev multikulturalismen, den anti-europæiske hadideologi, skabt. Multikulturalismen ville aldrig være blevet implementeret i Europa, hvis det ikke havde været for NSDAPs hensynsløse og utilgivelige handlinger. Østeuropa ville være forblevet frit, USA og Rusland ville aldrig være opstået som supermagter. Magtbalancen ville være forblevet i Europa. Og det ville være et smukt Europa med smukke kulturelle konservative politikker – meget lig dem, man nu finder i Japan og Sydkorea. Hitler ødelagde næsten alt med sine uforsigtige og utilgivelige handlinger, og han vil for evigt være kendt som en forræder mod de nordisk-germanske stammer.

Så jeg er virkelig målløs, når jeg ser den kult, der i dag kalder sig nationalsocialister. Hvis du virkelig elsker vores stamme, de nordiske stammer eller andre europæiske stammer, må du lære og erkende, at Hitler er en forræder mod de germanske og alle europæiske stammer, IKKE en helt. Hitler havde de militære kapaciteter, der var nødvendige for at befri Jerusalem og de nærliggende provinser fra islamisk besættelse. Han kunne let have indgået en aftale med Storbritannien og Frankrig om at befri de gamle jødisk-kristne lande med det formål at give jøderne deres forfædres land tilbage. Storbritannien og Frankrig ville måske endda bidrage til en sådan kampagne i et forsøg på at støtte europæisk forsoning. Deportationen af jøderne fra Tyskland ville ikke være populær, men i sidste ende ville det jødiske folk betragte Hitler som en helt, fordi han gav dem det hellige land tilbage.

Men hvad gjorde den store Satan? Han invaderede Polen, Frankrig, Rusland og flere andre lande i sit vanvittige forsøg på at erobre verdensherredømmet. Det var fuldstændig uforsvarligt og utilgiveligt, da konsekvenserne af sådanne handlinger ikke er særlig svære at forudsige. Og da krigslykken vendte for nazisterne, og den russiske kampagne mislykkedes, besluttede de at massakrere jøderne og dermed dømme de germanske stammer og den konservative/nationalistiske ideologi til helvede… De vidste udmærket, hvilke konsekvenser det ville have for deres stammer, hvis de tabte, men alligevel gik de videre og fuldførte deres plan. Efter 2. verdenskrig blev den største antinationalistiske og antieuropæiske propagandakampagne, verden nogensinde har set, lanceret. Og mennesker som mig selv og andre kulturelle konservative ledere i dag lider stadig under denne propagandakampagne på grund af den ene mand.

Var flertallet af de tyske og europæiske jøder illoyale? Ja, i det mindste de såkaldte liberale jøder, der ligner de liberale jøder som i dag modsætter sig nationalisme/zionisme og støtter multikulturalisme. Jøder, der støtter multikulturalisme i dag, er lige så stor en trussel mod Israel og zionismen (israelsk nationalisme) som mod os. Så lad os kæmpe sammen med Israel, med vores zionistiske brødre mod alle antizionister, mod alle kulturelle marxister/multikulturalister. Konservative jøder var loyale over for Europa og burde have været belønnet. I stedet gik han bare efter dem alle… Så er de nuværende jøder i Europa og USA illoyale? De multikulturalistiske (nationsødelæggende) jøder ER det, mens de konservative jøder IKKE ER det. Ca. 75 % af de europæiske/amerikanske jøder støtter multikulturalisme, mens ca. 50 % af de israelske jøder gør det samme. Dette viser meget tydeligt, at vi må omfavne de tilbageværende loyale jøder som brødre i stedet for at gentage NSDAP’s fejltagelse. Når jeg diskuterer Mellemøsten-spørgsmålet med en nationalsocialist, fremfører han anti-israelske og pro-palæstinensiske argumenter. Han synes altid uvidende om, at hans propaganda skader israelske nationalister (der ønsker at deportere muslimerne fra Israel), og at han faktisk hjælper de israelske kulturmarxister/multikulturalister med sin argumentation. I alle diskussioner har de modereret eller fuldstændig ændret deres synspunkter efter diskussionen, da de indså, hvad de havde gjort. Men jeg var ikke i stand til at diskutere dette emne yderligere, efter at jeg blev udelukket og smidt ud af Stormfront og et andet nationalsocialistisk forum.

Under alle omstændigheder: Uddan dig selv og lær forskellen. Dagens konservative og nazistaspiranter er ignorante, når de er så besatte af jøderne. Der er ikke noget jødisk problem i Vesteuropa (med undtagelse af Storbritannien og Frankrig), da vi kun har 1 million jøder i Vesteuropa, hvoraf 800.000 af denne 1 million bor i Frankrig og Storbritannien. USA har derimod med mere end 6 millioner jøder (600 % flere end Europa) faktisk et betydeligt jødisk problem. Men lær venligst forskellen mellem en nationsødelæggende multikulturalistisk jøde og en konservativ jøde. Begå ikke den samme fejl som NSDAP gjorde. Gå aldrig efter en jøde, fordi han er jøde, men snarere fordi han er en forræder af kategori A eller B. Og glem ikke, at hovedparten af forræderne af kategori A og B er kristne europæere. 90 % af forræderne af kategori A og B i mit eget land, Norge, er nordiske, kristne forrædere af kategori A og B.

Bloggen tager naturligvis afstand fra vold, terror og al anden form for ulovlig aktivitet.

---

Bloggens andre artikler om nordmanden

https://danmarksfrihedsraad.com/tag/anders-behring-breivik/

---

Note

1. Counter-Currents har været så venlige at uploade manifestet i artiklen (klik på hyperlinket). Pas på og brug det på den rigtig måde. Som en bog med mange gode tips og tricks, strategi og taktik til lovligt politiske arbejde som Kevin skriver, og der er i den mange interessante analyser, som har ramt plet, når vi sammenholder dem med udviklingen her 14 år efter. Et indskud af begavelse og indsigt på den nationale scene, som har været stærkt tiltrængt. ↩︎

---

Kilde

Fra The Occidental Observer; “Breivik’s “The great Satan, his cult and the Jews”“. Oprindeligt udgivet d. 29. juli 2011. Oversat med forfatterens tilladelse.