1. januar 2020
Af Jef Costello
Mens jeg skriver dette, stirrer en baby op på mig fra en klapvogn, tæt pakket ind i tæpper for at beskytte hende mod den kølige luft. En hue med lyserød blonder dækker hendes lille hoved, og små blonde krøller titter frem fra kanterne. Hun sidder ved siden af sine forældre og en tredje person, der ser ud til at være en ven af familien. De sidder ved siden af mig på en café, hvor jeg forsøger at koncentrere mig om at læse en nyere oversættelse af Væren og tid. Nu og da forstyrrer babyen min koncentration ved at lave små kvidrende, fuglelignende lyde. Usædvanligt nok irriterer det mig ikke. Hvorfor?
Forældrene og deres ven er næppe mere forståelige end babyen, for de taler alle et sprog, der er helt fremmed for mig. Ser du, jeg tilbringer min vinterferie i Østeuropa. Jeg frygter de lange, desorienterende transatlantiske flyvninger og den efterfølgende jetlag, som normalt rammer mig ret hårdt. Men jeg vender tilbage igen og igen. Det er ikke fordi det at komme her får mig til at føle mig godt tilpas, men fordi det får mig til at føle mig normal.
Det mærkelige ved at være her er, at det føles som at være hjemme. Dette til trods for, at stedet er, ja, ret mærkeligt. Især sproget er fuldstændig forvirrende. Jeg har forsøgt at lære lidt af det og har formået at absorbere (fra et lydkursus) nyttige sætninger som »Hvad er den elektriske strøm i Bolivia?« og »Drengen lukker døren nu.« Jeg har sjældent lejlighed til at bruge det, jeg har lært, da de fleste mennesker, jeg møder, taler i det mindste lidt engelsk. Men jeg føler, at det er tanken, der tæller; jeg vil ikke være en af de amerikanere, der slet ikke gør noget forsøg.
Mærkeligt nok synes det talte sprog at have ringe relation (så vidt jeg kan se) til det skrevne sprog. Konsonanterne er talrige; man længes efter en vokal eller to. Der er få låneord fra andre europæiske sprog. Egennavne er også fremmede for mig. Jeg ved kun lidt om stedets historie, så navnene på statuerne siger mig ikke noget. Kaffe sælges med karikaturer af sorte mennesker på poserne – billeder, der er så »stødende« (efter amerikanske standarder), at de ville udløse en landsdækkende skandale derhjemme.
Og alligevel føler jeg mig mere hjemme her end i mit eget land. Årsagen er enkel, og du har måske allerede gættet den: dette sted er næsten udelukkende befolket af hvide mennesker. Undtagelserne er så markante, at de får mig til at se to gange.
Hvis du er som mig, er du måske ikke altid klar over, at du har været stresset, før stressen pludselig forsvinder, og du næsten smelter sammen med gulvet i en slags udmattet lykke. Sådan er det for mig her. At forlade huset føles som at gå ind i køkkenet i mine sokker. At gå på gaden klokken et om natten føles lige så sikkert som at rulle sig i høet i et polstret rum. Hvis jeg kollapsede på fortovet, er jeg ikke i tvivl om, at folk ville skynde sig at hjælpe mig. Hjemme ville jeg nok blive ignoreret eller få min tegnebog stjålet, hvis det samme skete.
At træne i mit lokale fitnesscenter her i dette østeuropæiske hvidtopia føles mærkeligt behageligt, som om det er mit eget private center. Først ved afslutningen af min første træning gik det op for mig, hvorfor det var sådan. Derhjemme er mit fitnesscenter cirka halvt hvidt, den anden halvdel består af sorte, latinamerikanere og arabere. Ingen af disse mennesker er åbent fjendtlige – nogle er faktisk ret venlige. Alligevel føler jeg en spænding. Hver gang jeg åbner døren til omklædningsrummet og ser et sort ansigt stirre tilbage på mig, føler jeg et lille stik i maven, et stik, der synes at sige »fare!« Nu vil liberale selvfølgelig sige, at det gør mig til racist. Faktisk gør det mig bare til et normalt menneske. Som F. Roger Devlin bemærker i sit essay »The Intelligent Person’s Guide to Race and Racial Differences« (Den intelligente persons guide til race og raceforskelle):
Når hvide og sorte mennesker får vist billeder af fremmede, viser amygdala-regionen i deres hjerner øget aktivitet, hvilket indikerer årvågenhed eller forsigtighed over for ukendte ansigter. Men når billederne vises en anden gang, er det kun ansigter af anden race, der fremkalder høj amygdala-aktivitet: hjernen opfatter ansigter af samme race som »kendte« efter kun én visning.
Og forresten har man fundet ud af, at konservative hjerner har større amygdalaer end liberale (og større alt andet, vil jeg tro). Den vinkel, som liberale lægger på dette, er, at vi er »styret af frygt« og forestiller os trusler, hvor der ikke findes nogen. Faktisk nej: vi opfatter reelle trusler, som hjerneskadede liberale er uvidende om. Vi er de normale og sunde, med alle hjernedele, der kører på alle cylindre.
I det samme omklædningsrum er jeg tilbageholdende med at sætte mig ned på noget som helst. Det er en ubehagelig oplevelse at gå på toilettet (selvom papiret er blødt og besøget gratis). Jeg har ingen lyst til at bruge saunaen, og jeg tager hjem for at tage et bad. Dette er endnu en konservativ hjerneegenskab, og der er for nylig blevet viet en del opmærksomhed til forskningen omkring dette. Socialpsykolog Jonathan Haidt og hans kolleger har fundet ud af, at konservative har en tendens til at opleve stærkere følelser af afsky og stærkere frygt for forurening. (Se her, her, og læs Collin Clearys vigtige anmeldelse af Haidts The Righteous Mind her.) Forstå mig ret, det er ikke fordi jeg ikke kan lide Pedro. Han er meget venlig, og jeg har været glad for at se ham på bænkpressen et par gange. Men en eller anden dyb, reptilagtig del af mig vil bare virkelig ikke sidde, hvor han har siddet. I Østeuropa føler jeg mig helt anderledes. Det er som at sidde, hvor min fætter eller bedste ven har siddet. Og i modsætning til Pedro er disse mennesker virkelig behagelige at se på.
Min angst for fitnesscentre i USA kommer både før og efter mine besøg. Ser du, at køre til og fra fitnesscentret er en af de få lejligheder, hvor jeg faktisk er nødt til at bruge min bil. Og hver gang føler jeg, at jeg sætter mit liv på spil, fordi mange af disse mennesker simpelthen ikke synes at vide, hvordan man kører. Mit lille område i Gotham er, skal jeg nævne, blandt de mest »mangfoldige«. Her i mit østeuropæiske tilflugtssted har jeg ikke haft lejlighed til at køre bil (jeg bruger i stedet sporvognen), men ud fra det, jeg har kunnet observere, ved folk her, hvad et rødt lys betyder. Hjemme tøver jeg med at krydse vejen ved et stopskilt, for jeg kan ikke være sikker på, at bilerne rent faktisk vil stoppe. Og en del af mig mistænker, at mit blege ansigt ville være et for fristende mål for nogle af mine naboer.
Herovre virker folk kun alt for glade for at stoppe for mig. Når jeg krydser vejen ved fodgængerovergangen og kigger på chaufføren, ser jeg et ansigt som mit eget. Og han ser et ansigt som sit eget (selvom jeg er lidt paranoid og nogle gange er overbevist om, at alle kan se, at jeg er amerikaner). Hvis jeg taber noget på vej over gaden, vil nogen gøre mig opmærksom på det (jeg kan ikke forstå, hvad de siger, men at pege er et universelt sprog). Derhjemme ville de bare tage det, jeg tabte. Her vil folk sige til mig, hvis mine sko er snøret op. Hjemme ville folk lade som om de ikke så mig, hvis jeg fik et massivt hjertestop på metroperronen, eller de ville træde over min stadig rystende krop og proppe sig ind i toget.
Hjemme skal jeg passe på, hvad jeg siger. Visse samtaler skal føres i dæmpede toner – især på restauranter. Mine venner insisterer; de vil ikke ende i aftennyhederne på grund af min løse tunge. Hvis jeg ringer til de samme venner, mens jeg kører i en Uber for at diskutere f.eks. kriminalitetsstatistikker eller indvandring, skal jeg gøre det i kode: Jeg vil ikke blive udelukket fra Uber. At skulle passe på, hvad vi siger, er en af fordelene ved mangfoldighed. Ser du, mangfoldighed er en så solid STYRKE, at vi må gå på æggeskaller omkring hinanden, for at det ikke pludselig skal falde sammen, fordi nogen har sagt et nedslående ord. Her i Østeuropa kan jeg tale præcis, som jeg vil; ingen bekymrer sig om det.
Så snart jeg ankom for omkring en uge siden, tog jeg direkte til julemarkedet. Stand efter stand med pølser og kødfyldte pandekager, varm chokolade, gløgg, slik og kager, julepynt og sjove hatte. Jeg brugte ikke en øre; jeg kiggede bare og sugede stemningen til mig. »Tænk, hvordan det må være i Wien,« sagde jeg til en ven – og følte mig straks heldig ikke at være der. Ser du, andre steder i Europa er det at gå på julemarkedet det samme som at køre på ydersiden af metroen, spille russisk roulette eller spise sushi i Nebraska. Det er en ekstremsport; noget for dem, der søger spænding. På ethvert tidspunkt kan gudinden Mangfoldighed velsigne alle med en knivstikning, en bombning eller et drab med en lastbil.
Der var en mærkelig mangel på menoraher på julemarkedet. Hjemme skal alle juleudsmykninger i alle kontorer, butikker, restauranter, fitnesscentre osv. matches af en eller anden prangende udstilling af blå og hvid hanukkah-kitsch. Her findes der ikke sådan en »inklusivitet«. Uden for offentlige bygninger er der juletræer og krybber. Ingen menorahs. Overalt høres sirupsagtig julemusik, det meste amerikansk (hvilket irriterer mig, må jeg indrømme). Men den veksler ikke med melodier som »Oy Hanukkah!« (ja, det er en rigtig sang). Ingen her siger »God ferie«. De siger »Glædelig jul«, omend på deres mærkelige, uforståelige sprog. Når vi taler om musik, savner jeg på en eller anden måde ikke naboerne derhjemme, der spiller salsamusik med åbne vinduer. Jeg savner heller ikke den rapmusik, der blæser ud af de forbipasserende biler fra det demokratiske parti, som får mine vinduer til at ryste voldsomt.
Kort sagt savner jeg slet ikke mangfoldigheden. Gud, hvor ville jeg ønske, jeg ikke skulle tilbage! Jeg ved, at jeg ikke hører til her, og jeg er virkelig taknemmelig for, at de lader mig komme på besøg. Deres sprog og kultur er meget forskellig fra min, men den mangfoldighedskrise, der nu plager USA og Vesteuropa, har mindsket, i hvert fald for mig, den følelse af »fremmedhed«, som menneskerne og stedet normalt ville have. Selvom jeg aldrig ville være så fræk at sige det til dem, er jeg kommet til at føle, at dette er »mit folk«. Det er ikke en bevidst beslutning, bare en instinktiv reaktion. Og derfor irriterer det barn i caféen mig ikke. Det barn er vores barn. Vi er alle sammen i samme båd, fætre og kusiner.
Det, jeg oplever her, var engang normen; det var det, alle oplevede i deres egne lande. Kort sagt følte alle sig hjemme i deres hjemlande. Og alle har stadig ret til det. Vi er nødt til at give dem det tilbage; vi har brug for en »ny verdensorden«, en verden, hvor »mangfoldighed« kun refererer til mangfoldigheden af etnisk og kulturelt homogene nationalstater. At opleve et normalt liv i et normalt samfund i et par uger er en udsøgt fornøjelse, som om kroniske smerter pludselig er forsvundet. Jeg føler mig i fred her, og det samme gør min reptilhjerne. Følg mit eksempel: Besøg Østeuropa, og giv din amygdala en ferie. Få et glimt af det, vi har mistet – og arbejder på at vinde tilbage igen.
Læs også
Kilde
Fra Counter-Currents; “Give Your Amygdala a Vacation“. Oprindeligt udgivet d. 1. januar 2020.
Danmarks Frihedsraad 