Introduktion
Neokonservatismen er ikke kun et amerikansk fænomen.
I Danmark har indflydelsesrige danske politikere været på studieophold ved neokonservative læreanstalter i USA. F. eks. kan vi nævne, at Naser Khader har studeret på det neokonservative Hudson Institute og har opnået en titel som “Senior Fellow” af stedet.
Som statsminister (2001–2009) og senere NATO-generalsekretær (2009–2014) støttede Fogh Rasmussen aktivt USA’s udenrigspolitik, herunder invasionen af Irak i 2003, hvilket stemte overens med neokonservative idéer om at fremme “demokrati” gennem militær indgriben. Et skalkeskjul for at svække en af Israels rivaler i regionen, Saddam Hussein.
Søren Pind har siden 2011 været præsident for Det Danske Ronald Reagan Selskab. Hans støtte til USA’s udenrigspolitik, især under George W. Bush, og Danmarks rolle i Irak og Afghanistan gav ham et image som “krigshøgsk,” (fra engelsk “hawkish”, dvs. krigerisk overfor Israels rivaler) hvilket neokonservative ofte er.
Overordnet set kan alle blå partier, med undtagelse af Dansk Folkeparti1 og Borgernes Parti, betegnes som neokonservative. Vi anbefaler, at man læser vores introduktion til “Overton-vinduet” for at forstå, hvordan vi kan skabe den nødvendige forandring på højrefløjen og endeligt fjerne de neokonservative elementer, ligesom det skete i USA i 2024 med fuldbyrdelsen af Trump-revolutionen, hvor den nationalpopulistiske MAGA-fløj i det republikanske parti sikrede sit greb om partiorganisationen.
Artiklen, vi oversætter, er ældre, men stadig principielt relevant. Den amerikanske højrefløj har vist, at det er muligt at vælte de falske konservative fra magten. Nu er det vores opgave at gøre det samme i Danmark.
Teksten dokumenterer, hvordan etnisk bevidste jødiske intellektuelle og politiske kommentatorer infiltrerede højrefløjen, satte den ægte højrefløj ud af spil og prioriterede et fremmed folks udenrigs- og indenrigspolitiske interesser over det traditionelle hvide Amerikas.
De neokonservative sejrede endeligt i kampen om den amerikanske højrefløj i 1990’erne,2 og deres mand, den neokonservative krigshøg George W. Bush, satte Mellemøsten i brand med krigen mod terror, hvilket skabte en strøm af flygtninge mod Europa – stik imod hvide europæeres interesser. I dag er israelerne meget ivrige efter at sende palæstinensere til Europa, og det vil de desværre sandsynligvis også få succes med. Støtte til Israels udenrigspolitiske mål er støtte til uro i Mellemøsten, flere flygtninge og dermed øget indvandring til Europa.
De neokonservative som fjendtlig konservativ (!) elite
24. januar 2008
Af professor Kevin B. MacDonald
Jeg har endnu ikke læst Jacob Heilbrunns bog om de neokonservative, men jeg er ikke sikker på, at jeg behøver det efter at have set Philip Weiss’ anmeldelse. Weiss’ anmeldelse gør det klart, at Heilbrunns bog bekræfter flere af de temaer, jeg har skrevet om de neokonservative og om jødiske intellektuelle og politiske bevægelser generelt.
For det første er neokonservatismen en jødisk bevægelse. Det burde have stået klart for alle nu, men henvisninger til bevægelsens jødiske grundlag har været bemærkelsesværdigt fraværende i mange af mainstreammedierne, så meget, at Bill Kristol blev introduceret som klummeskribent i New York Times som blot en »konservativ«. Dette er kritisk, fordi de neokonservative nu er blevet det konservative establishment. Når Kristol (eller Bill O’Reilly eller Sean Hannity) taler på Fox News, har de fleste ingen anelse om, at de lytter til det offentlige ansigt på en grundlæggende jødisk bevægelse, som har skubbet mere traditionelle konservative ud.
For det andet har jødiske neocons ikke kun en stærk jødisk identitet, de har også stærke jødiske interesser. Det fremgår tydeligt af deres engagement i pro-israelsk aktivisme, deres personlige forhold til israelske ledere og tætte bånd til andre jøder og til det jødiske samfund i bredere forstand. Faktisk har jeg argumenteret for, at de neokonservative er stærkere identificeret som jøder end de almindelige liberale/venstreorienterede jøder – at de neokonservative udgør fortroppen i det jødiske samfund. De neokonservative var trods alt den første del af det jødiske samfund, der på det kraftigste fordømte Sovjetunionen, både for dets interne antisemitisme og for dets alliancer med arabiske regeringer. Fremtrædende neokonservative som Richard Perle og Paul Wolfowitz begyndte deres politiske karriere med at indgå alliancer med koldkrigshøge som Henry Jackson. Det var på et tidspunkt, hvor den jødiske venstrefløj var stærkt involveret i at forsvare Sovjetunionen og tilsyneladende var blind for, at jødernes status som elite i Sovjetunionen havde ændret sig meget efter Anden Verdenskrig.
Og de neokonservative er berygtede for deres stærke bånd til de mest ekstreme racistiske og nationalistiske dele af det israelske samfund – elementer, som det almindelige venstreorienterede jødiske samfund sandsynligvis ville ønske ville forsvinde eller i det mindste være mindre synlige. (Derfor var der stor opstandelse over Christiane Amanpours God’s Jewish Warriors)3. Det jødiske venstreorienterede samfund har faktisk en stor blind plet og fortsætter med at forfølge sin venstreorienterede multikulturelle dagsorden i USA, mens det ignorerer det faktum, at det organiserede jødiske samfund er dybt medskyldigt i fordrivelsen af palæstinenserne og opførelsen af en racistisk apartheidstat i Israel. Som Weiss har bemærket andetsteds: »Steve Rabinowitz, Clintons ven, fortalte mig i år, at hvis nogen lavede en undersøgelse af, hvor mange [demokratiske] penge der kommer fra jøder, ville det give næring til konspirationsteorier.« Den jødiske liberale venstrefløj støtter Hillary Clinton og Barack Obama i stor stil, men gør intet forsøg på at vriste kontrollen over den pro-israelske lobby ud af hænderne på det, James Petras kalder det »reaktionære mindretal af amerikanske jøder«, som står i spidsen for de største amerikansk-jødiske organisationer.
Men mere interessant er det, at Heilbrunn peger på den »livslange antipati mod patricierklassen blandt de neokonservative … [som] fik dem til at skabe deres eget parallelle etablissement.« I den henseende er de neokonservative helt inden for den amerikansk-jødiske mainstream. Som jeg skrev i en tidligere blog (hvor jeg også kommenterede Philip Weiss): »Jøder er blevet en elite, men en elite, som ikke identificerer sig med sine undersåtter – en fjendtlig, fremmedgjort, men meget velhavende elite, som stadig ser sig selv som outsidere.« Og sammen med den amerikansk-jødiske mainstream har de neokonservative været vigtige aktører i etableringen af en række politikker, der er i modstrid med det amerikanske flertals interesser og holdninger, mest markant den ubegrænsede indvandring, som med succes har ændret landets etniske sammensætning. Den neokonservative Ben Wattenberg skrev faktisk, at »ikke-europæiseringen af Amerika er en opmuntrende nyhed af næsten transcendental kvalitet.«
Denne fjendtlighed over for USA’s traditionelle folk og kultur blandt folk, der kalder sig selv konservative, er slående – det modsatte af normale og naturlige konservative tendenser. Som Sam Francis bemærkede, er det, de neokonservative ikke kan lide ved traditionelle konservative, simpelthen, at de »overhovedet er konservative«:
Der er utallige historier om, hvordan det er lykkedes neokonservative at komme ind i konservative institutioner, tvinge traditionelle konservative ud eller degradere dem og ændre sådanne institutioners holdninger og filosofi i neokonservativ retning…. Forfattere som M. E. Bradford, Joseph Sobran, Pat Buchanan og Russell Kirk og institutioner som Chronicles, Rockford Institute, Philadelphia Society og Intercollegiate Studies Institute har været blandt de mest respekterede og fremtrædende navne i amerikansk konservatisme. Deres neokonservative fjenders dedikation til at drive dem ud af den bevægelse, de har overtaget, og dæmonisere dem som marginale og farlige skikkelser har intet legitimt grundlag i virkeligheden. Det er et klart bevis på de skjulte forhåbninger hos dem, der står bag neokonservatismen, om at dominere og undergrave den amerikanske konservatisme fra dens oprindelige formål og dagsorden og vende den til andre formål…. Det, de neokonservative virkelig ikke kan lide ved deres »allierede« blandt de traditionelle konservative, er simpelthen det faktum, at de konservative overhovedet er konservative – at de støtter »denne forestilling om en kristen civilisation«, som Midge Decter udtrykte det, at de er imod masseindvandring, …at de er i tvivl om eller stærkt uenige i den amerikanske udenrigspolitik i Mellemøsten, at de er imod hensynsløs involvering i udenlandske krige og udenlandske forviklinger, og at de i selskab med USA’s grundlæggere afviser begrebet rent demokrati og troen på, at USA er eller bør udvikle sig i retning af det.
Francis, S. (2004). The neoconservative subversion. In B. Nelson (ed.), »Neoconservatism.« Occasional Papers of the Conservative Citizens’ Foundation, Issue Number Six, 6-12. St. Louis: Conservative Citizens’ Foundation, s. 9.
At New York Times kan kalde Kristol for konservativ uden skam eller ironi er en slående kommentar til den amerikanske konservatismes død.
Der er flere andre temaer, der fremhæves i Weiss’ anmeldelse, som er værd at nævne, fordi de er typiske for andre jødiske intellektuelle og politiske bevægelser. Heilbrunn beskriver neokonservative »kabaler« i udenrigsministeriet og i akademiske afdelinger på eliteuniversiteter. Dette er en henvisning til jødiske etniske netværk. Generelt har alle de vigtige jødiske intellektuelle og politiske bevægelser – fra psykoanalyse og boasiansk antropologi til neokonservatisme – en gensidigt forstærkende kerne af jøder centreret omkring karismatiske ledere. I de neokonservatives tilfælde har personer som Leo Strauss, Richard Perle og Norman Podhoretz spillet denne rolle. Neokonservative kabaler har haft stor succes med at kontrollere eller i det mindste have stor indflydelse på eliteinstitutioner i den akademiske verden, regeringen, tænketanke og medierne.
Og endelig er de neokonservative de bedste eksempler på et andet vigtigt tema i jødisk intellektuelt liv – selvbedrag. Weiss skriver:
Læseren sidder tilbage med en dunkel fornemmelse af, at de neokonservative har en pro-israelsk dagsorden, som de ikke er åbne om. Men det er ikke en sammensværgelse, advarer Heilbrunn. De neokonservative har overbevist sig selv om, at USA og Israel har sammenfaldende interesser. “De tror bare på det her. De er ikke agenter,« siger en anonym kilde til ham og taler om Cheney-medarbejderen David Wurmser, som er gift med en israeler.
Gift med en israeler. De neokonservative tror måske på det, men resten af os behøver ikke at være så dumme. For eksempel beskriver Heilbrunn Douglas Feith som en, der allerede som teenager udgav et brev, hvor han forsvarede erobringen af Vestbredden. Feith er også blevet troværdigt anklaget for at have spioneret for Israel og var dybt involveret i den misinformation, som den amerikanske regering brugte til at retfærdiggøre invasionen af Irak. Han har tætte forbindelser til bosætterbevægelsen og deltog i det berygtede dokument »A Clean Break«, som rådgav den israelske regering om, at det burde være et israelsk strategisk mål at fjerne Saddam Hussein. Forfatterne til denne rapport taler som jøder og israelere, ikke som amerikanske statsborgere: »Vores krav på det land – som vi har klynget os til for at bevare håbet i 2000 år – er legitimt og ædelt.«
Europæiske amerikanere kan have svært ved at bearbejde alt dette. Deres individualisme og deres egen skrøbelige og plagede følelse af etnicitet gør dem mindre tilbøjelige til at tillægge andre etniske motiver. Og der er en imponerende mur af tabuer, der omgiver selv omtale af jødisk indflydelse, for slet ikke at tale om noget, der antyder, at Israel er de jødiske neokonservatives første loyalitet – en mur, der opretholdes aggressivt af det organiserede jødiske samfund. Men de ret ubehagelige kendsgerninger stirrer de europæiske amerikanere i øjnene, selv om New York Times insisterer på at kalde dem konservative.
Noter
- Morten Messerschmidt har trukket partiet i en mere fornuftig retning med forslag om at stoppe støtten til Ukraine, partiets arbejde for remigration politisk og omfavnelse af den amerikanske MAGA-bevægelse udenrigspolitisk. ↩︎
- Kampen mellem neokonservative og paleokonservative på den amerikanske højrefløj i 1990’erne var en central ideologisk konflikt, der prægede den republikanske politik og den bredere konservative bevægelse. Denne strid handlede om fundamentale forskelle i synet på udenrigspolitik, national identitet og økonomi.
Neokonservative
Neokonservative var aggressive fortalere for amerikansk global dominans (unipolaritet) efter den kolde krigs afslutning. De støttede interventionisme, herunder militær magt, for at fremme demokrati og amerikanske interesser (f.eks. Golfkrigen 1991). De så USA som en “uundværlig nation” og pressede på for en stærk militær tilstedeværelse globalt.
De var mindre fokuserede på traditionelle sociale spørgsmål (som abort eller religion) end andre konservative.
De støttede globalisering, frihandel (f.eks. NAFTA) og immigration, så længe det understøttede amerikansk økonomisk og politisk magt.
Mindre vægt på kulturel eller historisk tradition sammenlignet med universalistiske idealer om demokrati og liberalisme.
Paleokonservative
Paleokonservative var traditionalister, der så sig selv som arvinger til den “gamle højrefløj” i USA, inspireret af figurer som Russell Kirk og Robert Taft. De var skeptiske over for modernitet, globalisering og centraliseret magt.
Stærkt ikke-interventionistiske. De modsatte sig Golfkrigen og kritiserede USA’s rolle som “verdens politimand”. De foretrak en isolationistisk eller “America First”-tilgang, hvor fokus var på nationale interesser frem for global dominans.
De lagde stor vægt på traditionelle værdier (kristendom, familie, lokalsamfund). De kritiserede neokonservatives accept af liberal modernitet.
Paleokonservative var protektionistiske og kritiserede frihandel (f.eks. NAFTA) for at skade amerikanske arbejdere. De var også imod masseindvandring, som de mente truede amerikansk kultur og identitet.
De så amerikansk kultur som forankret i europæisk-kristne rødder og var skeptiske over for multikulturalisme.
Sammenfatning
I 1990’erne var kampen mellem neokonservative og paleokonservative en kamp om den konservative sjæl: globalistisk interventionisme mod nationalistisk isolationisme, frihandel mod protektionisme, og universalisme mod tradition. Neokonservative dominerede republikansk politik gennem tænketanke og forbindelser til magtfulde politikere, mens paleokonservative, ledet af figurer som Pat Buchanan, appellerede til en voksende populistisk base. Denne konflikt satte scenen for fremtidige splittelser, især med fremkomsten af “America First”-bevægelsen i det 21. århundrede. ↩︎ - Kevin har skrevet et blogindlæg om dokumentaren her. ↩︎
Læs også
Kilde
Oversat til dansk fra Kevins B. MacDonalds blogindlæg “The Neocons as a Hostile Conservative (!) Elite“
Artiklen blev oprindeligt udgivet d. 24. januar 2008.
Vi har fået redaktørens tilladelse til at oversætte og bringe denne artikel.
Danmarks Frihedsraad 