23. april 2022

Den danske forfatter Povl H. Riis-Knudsen talte om sig selv i et interview med en russisk tv-kanal:

I dag er det kun Rusland, der har viljen og magten til at redde Europa. Det er alle europæeres pligt at støtte Rusland!

«Mit navn er Povl Heinrich Riis-Knudsen, født den 28. oktober 1949. Min far meldte sig frivilligt til Waffen-SS i en alder af 51 år og kom aldrig i front. Efter krigen blev han sendt i fængsel i Danmark. Min far forblev dog uforandret, og da jeg begyndte at stille spørgsmål i en alder af 12 år, fremlagde han sine grunde til at være nationalsocialist efter at have tilbragt flere år i Tyskland i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne.

For en 12-årig lød det hele meget godt og spændende, så jeg tog det til mig uden rigtig at vide meget om det, bortset fra min fars personlige indtryk. Senere var jeg medstifter af en nationalsocialistisk organisation og trådte også ind på den internationale scene. Jeg troede naivt, at jeg kunne modernisere ideologien og befri den fra Hitler-dyrkelsen og Anden Verdenskrig og være en del af den demokratiske proces. Det er imidlertid ikke muligt. NS-bevægelsen blev til en dogmatisk Hitler-religion, som jeg kun kunne betragte med rædsel.

Og rædslen blev kun større, da jeg læste Hitlers monologer, hvor han detaljeret beskriver sine planer for Rusland. Han solgte krigen mod Rusland som en krig mod kommunismen, men bagved lå planen om at kolonisere Rusland og slavebinde russerne. Mange unge europæere meldte sig til SS, fordi de troede, de kæmpede mod kommunismen.

Den mest kendte af dem var Christian Frederik von Schalburg, der faldt ved Demjansk. Han var født i Sibirien, hans mor var russer, han talte russisk, var russisk-ortodoks kristen og elskede Rusland. Han troede, han kæmpede for at befri Rusland fra Stalin. Havde han kendt Hitlers planer, ville han have gjort oprør, og det samme ville mange andre. Jeg trådte tilbage fra min sidste politiske stilling i 1991.

Jeg er en overbevist tilhænger af nationalstaten, hvilket betyder, at jeg mener, at et folk har en naturlig ret til at bevare sin egen kultur og sit eget sprog. Det er en naturlig ting i homogene stater som Danmark. Og jeg tror på den europæiske civilisation, som i dag er under angreb fra de såkaldte »værdier«, der kommer fra Amerika.

Jeg studerede ved Aarhus Universitet, hvor jeg tog en uddannelse i tysk og engelsk og fik job som lærer på en voksenuddannelsesinstitution, hvor vi forberedte folk til universitetsoptagelsesprøven. Jeg kom første gang til Sovjetunionen i 1978 på en landbrugsstudietur til Moskva og det sydlige Rusland (Rostov, Krasnodar, Novorossijsk). Jeg troede, det ville blive min eneste rejse til Rusland, men da verden ændrede sig og grænserne åbnede, tog jeg min familie med på en biltur til Kaliningrad, Baltikum, Skt. Petersborg og Vyborg.

Det var interessant. Da jeg så en annonce i lærermagasinet, hvor en russisk lærer søgte muligheder for at arrangere udveksling med en dansk skole, kontaktede jeg hende, og det var begyndelsen på det, jeg kan kalde »mit russiske liv«. Jeg besøgte hendes skole i det nordlige Moskva (en specialskole for engelsk) og blev meget imponeret.

Senere skiftede vi til Gorki-instituttet, hvis rektor, forfatteren Sergei Esin, blev min gode ven. Jeg modtog studerende fra instituttet på min skole i Aalborg og tog studerende derfra med til Moskva. Når jeg var der, underviste jeg også på instituttet. Da min nære kontaktlærer og ven, Ludmila Linkova, fik kræft, og jeg mistede mit job i Aalborg på grund af faldende interesse for fremmedsprog, døde vores program. Esin gik på pension, og tingene ændrede sig. Jeg besøgte instituttet for sidste gang i 2007.

Det var et privilegium for mig at være i Rusland i denne periode med forandringer. Men jeg var også vidne til bagsiden af medaljen, kaosset og befolkningens sociale behov.

I 2017 foreslog en ven fra Moskva, at jeg skulle komme til Moskva igen. Det gjorde jeg – og jeg kom til et totalt forandret land: orden, ingen tiggere, nye veje, nye tog, nye busser, nye sporvogne, renlighed og tilfredse mennesker. Jeg var forbløffet. Det var præsident Putins værk, det var jeg ikke i tvivl om. I det år mødte jeg også min nuværende kone ved en tilfældighed i metroen, året efter giftede vi os, og siden da har vi rejst meget rundt i landet.

Jeg har skrevet en artikel om den aktuelle krise (ca. 13 sider). Mine synspunkter kan sammenfattes således:

Europæere må aldrig nogensinde dræbe europæere igen. At dette sker, skyldes ikke et »uprovokeret« angreb fra Rusland på Ukraine, men uansvarlige politikere i Kiev, der bliver tilskyndet af Vesten. Så længe det er tilfældet, har den ukrainske regering ingen incitament til at søge fred, og ukrainere vil dræbe russere og omvendt. Efter min mening har Ukraine ret til at være uafhængig, MEN det har ingen naturlige grænser, og måske 30-40 % af befolkningen er russere.

Hvor russerne er i flertal, er det kun naturligt, at de ønsker at være en del af Rusland, og det bør være deres naturlige ret, ligesom ukrainerne har ret til at være sig selv. Men selv uden Donbas vil der stadig være russere i Ukraine, og de skal selvfølgelig nyde alle de mindretalsrettigheder, som f.eks. Den Europæiske Union opretholder alle andre steder, men som tilsyneladende ikke omfatter russere (eller ungarere) i Ukraine. Jeg mener ikke, at Vesten bør blande sig i ting, der ikke angår dem, men hvis de gør det, bør de tvinge ukrainerne til at respektere disse rettigheder.

USA og NATO har startet adskillige krige i fjerne lande og altid efterladt ødelæggelse og millioner af ofre. Ingen sanktioner, ingen hysteri.

I otte år har den ukrainske regering ført krig mod russerne i Donbas. Aviserne i Vesten har aldrig nævnt det – det nævnes ikke engang i dag. Billeder fra Donbas får bare nye navne og en ny kontekst. Russiske ofre bliver ukrainske ofre – og Vesten græder krokodilletårer.

Men som præsident Putin påpegede i sin anden tale til nationen (jeg tror, det var den anden …), går dette ud over Ukraine. Det er et spørgsmål om værdier. Amerikanerne vil påtvinge hele verden deres såkaldte værdier, deres kønsstudier, deres hvidhedsstudier, deres queer-teorier og trans-teorier og »Pride-parader«. De vil have os til at udslette vores europæiske kultur. Som præsidenten påpegede: Dette er vejen til degeneration og forsvinden af vores naturlige værdisystem.

I dag er det kun Rusland, der har viljen og magten til at redde Europa. Det er enhver europæers pligt at støtte Rusland!

Povl H. Riis-Knudsen

---

Denne artikel er også udgivet på engelsk.