Introduktion

Vi bringer her anden del af denne todelte artikelserie, som er to interviews om forskellige emner for at give et perspektiv på Rusland og Ukrainekrigen fra en politisk aktiv person på den russiske nationale højrefløj, Aleksej Miltjakov lederen af Rusitj.

De to artikler burde gerne give mulighed for at opklare mange af de misforståelser, der hersker om Rusland og Ukrainekrigen – også på højrefløjen.

Russisk nationalist ved fronten – Del 1

Bloggen tager naturligvis afstand fra vold, terror og al anden form for ulovlig aktivitet. Handlinger og synspunkter fra personer og grupper, som er nævnt i artikelserien står for deres egen regning.

Vi har oversat den fra svensk og bragt den med tilladelse fra Den Nordiske Modstandsbevægelse. Kilde: https://nordfront.se/rysk-nationalist-vid-fronten-sovjetnostalgi-nationalism-och-omvarldens-reaktioner

Oprindeligt udgivet på nordfront.se d. 9. marts 2024.

Vores engelske oversættelse af teksten findes her.

***

Russisk nationalist ved fronten: Sovjetnostalgi, nationalisme og omverdenens reaktioner

INTERVIEW • I del to af interviewet med Aleksej Miltjakov fortæller han videre om, hvordan det er at være nationalist i Rusland, hvad Sovjetnostalgi handler om, og hvordan han opfatter nationalisternes støtte til Ukraine.

Det var i maj sidste år, at Nordfront offentliggjorde et interview i to dele med en ukrainsk nationalist, der deltager i krigen mod Rusland. Baggrunden var de mange spørgsmålstegn, der er opstået omkring den ukrainske position, dels i lyset af Euromajdan-kuppet i 2014, men også den igangværende krig i landet.

Ligesom Ukraine er Rusland et land, som mange nationalister sætter spørgsmålstegn ved, om man kan kæmpe for, og derfor har vi også valgt at interviewe en nationalist, der kæmper for den anden side. Med disse interviews ønsker Nordfront at give et indblik i, hvordan nationalister på begge sider tænker og lever – det er trods alt disse mænd, der ofrer deres liv i en konflikt, der i bund og grund handler om to stormagter, der kæmper om magten.

I første del af vores interview med den russiske nationalistleder og kommandør Aleksej Miltjakov fortalte han blandt andet om den paramilitære enhed kaldet Sabotage-angrebsrekognosceringsgruppe (DShRG) Rusitj, som han har kommandoen over. Miltjakov besvarede også spørgsmål om »denazificering«, hvordan en russisk nationalist og den russiske stat ser på Ukraine og krigen, samt hvilke forskelle der kan være.

I del to går vi mere ind på, hvordan situationen er for nationalister i Rusland, hvordan landet er blevet påvirket af krigen, og hvordan nationalister i Rusland og ude i verden har reageret på den russiske invasion af Ukraine. Desuden fortæller Miltjakov om, hvad den russiske Sovjetnostalgi egentlig handler om.

Tilføjelser i almindelige parenteser er Miltjakovs egne, mens indlæg i hakparenteser og indlæg efterfulgt af »reds. anm.« er Nordfronts tilføjelser, der kun er til for at forklare noget for læseren og ikke kommentarer til svarene som sådan. Nordfront overlader det helt til læseren at tage stilling til Miltjakovs svar, ligesom da vi interviewede den ukrainske soldat.

Situationen i Rusland

Vestlige verden med USA i spidsen har indført omfattende sanktioner mod Rusland og forsøgt at sabotere den russiske økonomi. Har sanktionerne haft nogen større effekt, eller er de blevet et slag i luften, der har skadet EU-landene mere end Rusland?

Vestens sanktioner har sandsynligvis ikke haft så stor effekt, da levestandarden i Rusland i de seneste to år ikke er faldet, men tværtimod er steget. Varer, der er omfattet af sanktioner, købes og sælges stadig.

Priserne er naturligvis steget en smule, men indkomsterne er steget mere takket være regeringens tilførsel af penge til forsvarsindustrien over hele landet. Samtidig er det rart, at vores egne industrier er begyndt at udvikle sig, hvilket tidligere ikke var muligt på grund af den høje konkurrence.

Hvordan har krigen og sanktionerne påvirket Rusland kulturelt og politisk? Er landet blevet mere nationalistisk og sammentømret siden krigen begyndte?

Ja, man kan se, hvordan landet generelt er blevet mere samlet under krigen, men desværre ikke i form af nationalisme. Man kan snarere sige, at Rusland er blevet samlet ved at følge Italiens eksempel under Benito Mussolinis tid – landet er blevet samlet mod en fælles trussel, uanset interne nationale modsætninger.

Mange oligarker synes at have forladt Rusland under krigen, og mange jøder er også emigreret. Er det korrekt, og har det i så fald haft en positiv eller negativ indvirkning på det russiske samfund?

Selvfølgelig har ikke kun oligarker, men også nogle »kulturelle personligheder« forladt Rusland – det viser tydeligt, hvem der er hvem. Og de oligarker, der emigrerer til Israel, kan bestemt ikke kalde sig russere, ligesom de kunstnere, der har forladt landet. På den måde er landet selvfølgelig blevet renset på en positiv måde, især inden for medierne.

Hvad er din mening om Vladimir Putin? Er han en stærk leder, der er vokset med opgaven og konfronterer Vesten for at skabe en bedre verdensorden? Er han en russisk patriot, der kæmper for russiske interesser, eller er han en kynisk KGB-agent, der kontrolleres af kræfter i baggrunden?

Vladimir Putin er selvfølgelig en stærk leder. Og konfrontationen med Vesten er en af de faktorer, der har styrket hans lederskab. Er han en russisk patriot? Absolut, Putin er helt klart en patriot for Rusland som stat. Men fra hans perspektiv er det nationale spørgsmål, som vi ser det, sandsynligvis ikke noget, der behøves at tages i betragtning, da landet betragtes som multietnisk (mens det de facto er et monoetnisk land for det russiske folk).

Putin stræber efter en stærk magt og en stærk stat. Men denne stræben ligger ikke altid i det russiske folks nationale interesser – for eksempel forsøgene på at erstatte russere med indvandrere fra Centralasien, som i øjeblikket kræver mindre, men arbejder mere og tilmed næsten gratis. Men selv om dette fungerer nu, betyder det ikke, at også den næste generation vil leve som migranter.

Derfor mener vi, at regeringen har visse problemer med at forstå, at landet og det russiske folk hører sammen. Og det ene er umuligt uden det andet.

Hvad ser du som nationalist som den største udfordring for Rusland ud over konflikten i Ukraine?

Det, vi ser som det største problem for Rusland ud over konflikten i Ukraine, er manglen på og den gradvise ødelæggelse af en russisk national identitet, som har stået på i over et århundrede. Mindre folkeslag får deres egne nationale republikker inden for føderationen, hvilket fører til lokal chauvinisme, som i princippet ikke bremses af staten og politiet. Samtidig forsøger man at fjerne den nationale identitet fra det russiske folk for delvist at erstatte russisk historie og russisk kultur med den multinationale kultur blandt alle folkeslag i Den Russiske Føderation.

Men mens USA for eksempel blev opbygget som stat af nybyggere, har Rusland altid haft sin oprindelige befolkning, som har forsvaret sin ret til at eksistere med deres blod i tusinder af år. Og det store problem er, at landets befolkning på grund af statslige foranstaltninger ikke føler sig som russere og ikke er stolte af det. De kan ikke se på deres historie og føle samhørighed med Aleksandr Suvorov og Pavel Nachimov, med Dmitrij Mendelejev, Ivan Pavlov og Michail Lermontov for eksempel.

Hvordan manifesterer jødisk magt sig i Rusland? Hvor meget magt og indflydelse har jøder, og er den blevet mindre eller større siden krigen? Vi har læst om Moskvas tidligere overrabbiner Pinchas Goldschmidt, som flyttede til Israel og opfordret alle jøder til at forlade Rusland, før det er for sent. Vil vi se nye pogromer i Rusland, og er den russiske politiske ledelse bevidst om de problemer, som jødisk magt kan udgøre for et samfund?

Jødisk indflydelse på det moderne Rusland er minimal. Ja, der er en gruppe oligarker, der elsker at spise matza [usyret brød, der spises af jøder under påske. red.] og fejre hanukka. Det har selvfølgelig betydning, at russerne udgør flertallet i landet, mens den finansielle elite primært er repræsenteret af andre folkeslag (ikke kun jøder).

Takket være bolsjevikkerne havde alle nationale republikker, da Sovjetunionen nærmede sig sin undergang, og den frie marked blev indført, allerede deres egne statsbanker, hovedstæder og deres egen finansielle elite – undtagen Rusland. Men generelt er situationen her gradvist begyndt at ændre sig til det bedre. Jøder forlader langsomt men sikkert landet, og nye russiske milliardærer med russiske efternavne tager deres plads.

Før starten på specialoperationen [i Ukraine] var der en vis uorganiseret jødisk indflydelse i kulturen, men denne er stort set forsvundet, fordi disse mennesker har forladt Rusland og åbent vist sig at være fjender af Rusland. Samtidig er der dog jøder, der støtter Rusland og specialoperationen, ikke kun i medierne, men også økonomisk.

Er russerne generelt klar over, hvor meget den politiske og mediemæssige elite i Vesten agiterer mod Rusland? De to største aftenaviser i Sverige havde stort set dagligt overskrifter, der demoniserede Putin i to år, og selvgode liberale i Vesten, der ellers er imod racisme, udtaler sig ofte meget racistisk om russere.

Grundlæggende tror jeg ikke, at de er klar over det. Det vil sige, at russerne ikke får fuldstændig information fra udenlandske medier, så de lægger ikke meget vægt på det. Desuden ved alle i Rusland, at nyheder i Vesten ikke præsenteres på en objektiv måde.

Tror du, at der er en risiko for, at Rusland bliver trukket ind i en åben krig med USA og NATO på grund af krigsretorikken fra Vesten, sanktionerne og den omfattende materielle støtte, som NATO yder til Ukraine?

Ja, en direkte sammenstød mellem Rusland og NATO er ikke umulig. Og her vil den russiske erfaring, som er opnået i praksis (desværre ikke så hurtigt), sandsynligvis opveje NATO-landenes tekniske overlegenhed, når det gælder våben, udstyr, efterretningsudstyr og så videre.

Nationalister og Rusland

Konflikten mellem Rusland og Ukraine har ført til en splittelse blandt europæiske nationalister, hvor nogle støtter Ukraine mod de »bolsjevikiske horder fra Rusland« og hylder angiveligt nationalistiske enheder i den ukrainske hær, mens andre siger, at Ukraine er en NATO/CIA-psyop med det formål at ødelægge Rusland som en trussel mod vestlig totalitær liberalisme og globohomo. Hvordan har du oplevet reaktioner fra nationalister i udlandet siden 2022?

Reaktionen fra de fleste nationalister i andre lande skyldes en misforståelse, da Ukraine i mange år har ført en kompetent propaganda i udlandet, hvilket også omfatter den ukrainske højrefløjs besøg i andre lande. Dette er sket, mens nationalister i Rusland ikke har fået lov til at opbygge stærke internationale relationer. Ukraine tilbød også udenlandske borgere mulighed for at deltage i en militær konflikt på deres side i et lukket ideologisk miljø – hvilket naturligvis også fik konsekvenser. Generelt er dette en af Ruslands fejltagelser. I 2015 blev der afholdt et internationalt konservativt forum i Skt. Petersborg¹, som jeg deltog i, hvor repræsentanter fra mange europæiske højrefløjsbevægelser var til stede. Men efter dette har denne type projekter desværre ikke udviklet sig i Rusland.

Nogle nationalister i Vesten mener, at Rusland er et ikke-hvidt/multietnisk imperium, der invaderer en europæisk nation og lader asiatiske horder og muslimske soldater angribe det ukrainske folk. Hvordan ser du på denne kritik?

Hvordan håndterer vi denne kritik? Der er de facto en borgerkrig mellem russere og russere, og Ukraine ligger geografisk set kun lidt vest for visse russiske regioner.

Desuden er Rusland en monoetnisk stat, hvor – og det vil jeg gerne understrege – majoriteten af befolkningen er etnisk russisk (90 procent). Og det faktum, at der i Rusland findes mange meget små folkeslag, der består af nogle få tusinde personer i hver gruppe, gør ikke landet ikke-hvidt eller ikke-europæisk. Hvad angår muslimer, er det meget bedre, at muslimer kæmper for Rusland end imod. Desuden bør den europæiske højrefløj ikke tale om muslimer, når det bliver stadig sværere at finde en hvid mand i deres regeringer eller hære. Se bare på Storbritannien eller Frankrig.

Visse raceorienterede nationalister – både i Vesten og i Rusland – har tidligere været kritiske over for, at den russiske regering tillader massiv indvandring af asiater og muslimer til storbyer som Moskva. Er du enig i, at det har været et problem, og er det stadig et problem, eller har migrationen ændret sig på grund af krigen?

Ja, vi kritiserer også staten for indvandringen fra Centralasien og de transkaukasiske lande. Men vi vil gerne gøre opmærksom på, at et nyt koncept i russisk politik er, at så snart man modtager et pas som ny statsborger, bliver man registreret i militæret. Derefter kan man modtage en indkaldelse til værnepligt, blive mobiliseret og sendt til konfliktområdet. Vi mener, at det bedste ville være at samle flertallet af etniske stormenheder fra disse nye borgere og sende dem til de værste områder ved frontlinjen.

For eksempel kunne staten samle 500 personer i en separat tadzjikisk stormbataljon, 500 personer i en separat armensk bjerginfanteribataljon, 500 aserbajdsjanere i en aserbajdsjansk ingeniørbataljon og så videre, og sende dem til de sværeste dele af frontlinjen. For hver 500 af disse mennesker, der sendes i krig, vil 500.000 af deres landsmænd vende tilbage til deres hjemlande.

Men naturligvis bør de, der overlever disse kampe og viser sig som helte, få en fuldstændig behandling, da den pågældende person har ofret sit blod for Rusland – med andre ord bør han få alle de privilegier, som en russisk statsborger har.

Rusland fremstår som et land, der forfølger nationalister i almindelighed og nationalsocialister i særdeleshed. »Nazisme« bruges ofte i debatten som et synonym for Ruslands fjender med den historiske forbindelse til Anden Verdenskrig eller den store patriotiske krig, som den kaldes i Rusland. Har du oplevet forfølgelse på grund af dine overbevisninger? Er det muligt at være åben nationalist eller nationalsocialist i Rusland?

Ja, selvfølgelig har jeg personligt været forfulgt for mine overbevisninger, men egentlig ikke på grund af mine overbevisninger, men snarere på grund af visse handlinger, der på et eller andet tidspunkt kan have været i strid med loven. Med vægt på »kan«, for vi har en vittighed, der siger, at »du er ikke fascist, hvis du ikke er blevet taget«.

Og ja, der er et vist pres, men samtidig: Af hvilken grund er presset fra sikkerhedstjenesterne opstået? Fordi den såkaldte nationale bevægelse har været så marginaliseret og manglet objektive fremtidsudsigter. Med andre ord begik disse kamporganisationer undertiden mord, i betragtning af den rådende situation, og undertiden skete dette i fuldskab. Dette kan sammenlignes med de mere velplanlagte og politiske mord, som f.eks. blev begået af Born-gruppen [»Russiske nationalisters kamporganisation«. reds. anm.].

Og selvfølgelig så staten, at disse tilfældige mord ikke handlede om, at en leder af en etnisk mafia, der beskæftiger sig med narkohandel eller hvidvaskning af penge, blev elimineret. I stedet så man, at en almindelig arbejder eller en almindelig studerende var blevet myrdet. Med andre ord var der intet at vinde for staten.

Dette gav desuden de kriminalitetsbekæmpende myndigheder og deres ansatte, der delte nationalistiske overbevisninger, en anledning til at forfølge bevægelsens repræsentanter, især de mest fremtrædende. Faktum er, at dannelsen af en nationalsocialistisk eller nationalistisk bevægelse simpelthen måtte foregå på en lidt anden måde. Samtidig har jeg altid åbent erklæret, at jeg er nationalist, og jeg er ikke bange for konsekvenserne af det.

Mener du, at sikkerhedstjenesterne ikke havde forfulgt nationalistiske grupper, hvis disse voldshandlinger havde været rettet mod for eksempel kriminelle indvandrere snarere end almindelige mennesker?

Ja, det er helt rigtigt. Inden for de russiske sikkerhedstjenester og politiet har der både for 20 år siden og i dag været en ret stor andel af ærlige mennesker, der på en radikal måde har støttet kampen mod ikke-russisk organiseret kriminalitet.

Desværre har samarbejdet mellem de højreekstremistiske unge og russiske nationalister, der arbejder i politiet, ikke været særlig succesfuldt, da de højreekstremister i stedet for at bekæmpe bandelederne for det meste har valgt at gå efter almindelige udenlandske udvekslingsstuderende. Dermed ødelagde de deres eget image og fjernede samarbejdet med staten.

Mener du, at »nazisme« betyder det samme i Rusland som i Vesten? I Vesten betragtes en ›nazist‹ normalt som en person, der udgør en trussel mod jøder, minoriteter, »demokrati« og såkaldte menneskerettigheder. I den russiske debat fremstår det derimod som om »antinazisme« først og fremmest ikke ses fra et jødisk – eller endda ideologisk – perspektiv, men snarere som om »nazisme« fremstår som en historisk ærkefjende til Rusland, som russofobi og som en trussel mod russere og Rusland selv. Kan du uddybe dette?

Ja, det er rigtigt, at ordene betyder forskellige ting. I Rusland er en »nazist« en etnisk russer, der ikke bryder sig om, at staten kunstigt påtvinger ham multikulturalisme og udvisker identiteten for »etnisk harmonis« skyld, ligesom han ikke bryder sig om, at der findes »nationale republikker« inden for landet, og at disse af en eller anden grund har mere politisk magt end den oprindelige russiske region.

Hvad angår de andre væsener: I Rusland er der næsten ingen, der husker jøderne, og når det kommer til homoseksuelle, afskyr hele vores land dem. Så ifølge Vestens dagsorden skulle alle russere være nazister. Putin fortalte for øvrigt en rigtig sjov joke om transseksuelle under en pressekonference for et par år siden. I Vesten ville det have afsluttet hans karriere.

For at vende tilbage til spørgsmålet: Når du siger, at Putin ser nazister som en trussel mod russerne, er det en fejl i oversættelsen. Du må forstå, at i 1991, efter den endelige opdeling af landet i forskellige republikker (en fejl begået af kommunisterne), kom Kreml på et kunstigt begreb for at forhindre yderligere opløsning og for at forhindre, at selv republikker inden for Den Russiske Sovjetiske Føderative Socialistiske Republik ville bryde ud (f.eks. Tatarstan), og som skulle forene alle indbyggere i Rusland. Sådan opstod ordet «ROSSIYANE» (РОССИЯНЕ). Denne gruppe omfatter russere, tadsjiker, jakuter, basjkirer og alle andre borgere i den moderne russiske føderation. Men på engelsk og alle andre sprog skrives og udtales ordene RUSSKIY (РУССКИЙ, etniske russere) og ROSSIYANIN (РОССИЯНИН, borgere i Rusland, men ikke nødvendigvis etniske russere) på samme måde: russere.

Så Putins ord har i virkeligheden en helt anden betydning; nazisterne er dem, der truer enheden blandt ROSSIYANE, med andre ord borgerne i Den Russiske Føderation, uanset nationalitet.

En anden ting, som nationalister uden for Rusland har svært ved at forholde sig til, er den sovjetnostalgi, der synes at præge den bredere russiske patriotisme. Var kommunismen ikke en fiasko, og var sovjettiden ikke en mørk periode i Ruslands historie? Og hvordan kan sovjetnostalgi forenes med hyldesten af tsardømmet? Er der ikke en kognitiv dissonans her?

Det er ikke Sovjetunionen som politisk system, folk længes efter. Det er en længsel efter en stærk stat, hvis mening på den internationale scene har betydning på mange områder. Det er en længsel efter en statsideologi, hvor folk vidste, hvad de levede og arbejdede for, og hvad fremtiden bragte. En længsel efter den orden, der eksisterede i Sovjetunionen, og en længsel efter højkvalitetsprodukter til lave priser, som var tilgængelige for alle.

Ja, der er mange negative begivenheder, især i Sovjetunionens tidlige historie. Men folk savner ikke den røde terror, ikke Trotskij eller Lenin, ikke Stalins undertrykkelse, men snarere 60’erne og 70’erne i Sovjetunionen.

Og længslen kommer fra den generation, der var vidne til denne æra. Resten kender den kun fra fortællinger, og i disse fortællinger er der ingen gadekriminalitet, intet misbrug og ingen prostitution. Selvom alt dette naturligvis fandtes i Sovjetunionen, var det så ubetydeligt, at den gennemsnitlige person ikke lagde mærke til det.

Hvordan ser du på nationalisme i Ukraine og grupper som Azov? De bliver fremstillet som »nazister« i Rusland, og det var også tilfældet i Vesten, før Rusland invaderede Ukraine. Er de efter din mening ægte nationalister?

Ja, sådanne grupper er selvfølgelig nationalister, men jeg har jo tidligere forklaret min holdning til Ukraine som nation generelt.

Jeg synes også, det var et meget klogt træk af ukrainske jøder som [Ukraines tidligere præsident] Petro Porosjenko, Zelenskyj og [den tidligere indenrigsminister] Arsen Avakov at give nationalisterne mulighed for at vokse og udvikle sig inden for visse grænser og integrere dem i de retshåndhævende myndigheder. De viser gode resultater i kamp, er ideologiske og grusomme. Og det er en farlig og stærk fjende.

Og det er dårligt, at Rusland inden Krims tilbagevenden ikke arbejdede med disse mennesker, hvoraf mange tidligere var meget stærke tilhængere af Rusland. Man skabte ikke gode forhold for dem, så de kunne arbejde på vores side, for os.

Da vi interviewede en ukrainsk nationalist, der kæmper på Ukraines side, forsvarede han Euromajdan med, at det gav nationalister en mulighed for at avancere socialt, kulturelt og politisk. Hvordan ser du på det?

Ja, Euromajdan gav selvfølgelig ukrainske russiske chauvinister mulighed for at udvikle sig. Samtidig har ukrainske nationalister nu mistet denne mulighed. Den fremtrædende kraft på Maidan var de højreekstremistiske ukrainere, men efter Maidans sejr fik de ingen særlige privilegier eller bonusser. Azovbataljonen blev oprettet, som senere voksede til et regiment.

Den radikale højrefløj fik mulighed for at samle sig i en egen enhed og ruste sig. Men samtidig ved vi, at de var underlagt indenrigsminister Arsen Avakov – en armensk jøde, der er leder af de »hvide« ukrainske nationalister. Og alle de ressourcer, de fik, var nøjagtigt på et niveau, der skulle sikre fuldstændig mangel på uafhængighed for denne bataljon og intet mere.

På den anden side må man erkende, at ja, de ukrainske nationalister generelt styrkede landet i de otte år mellem 2014 og 2022, hvor disse mennesker fik mulighed for at sprede deres synspunkter og ideologi. Og takket være dette var de ukrainske nationalister og det samfund, de havde styrket, i stand til at stå imod, da den fuldskala invasion fandt sted. Alle stater, der er tæt på sammenbrud, må trods alt udvise en særlig god holdning til de interne patriotiske og nationalistiske kræfter, da disse alene er parate til både uselvisk og egoistisk at samle sig til forsvar for alt, hvad de holder kært og helligt.

Den samme ukrainske soldat var overbevist om, at der ikke findes noget, der kan kaldes etniske russere, kun en slags nybolsjevikisk og postsovjetisk identitet. Russiske nationalister hævder på samme måde, at der ikke findes ukrainere, at befolkningen i Ukraine simpelthen er russere. Hvad siger du til det? Er alle ukrainere virkelig russere, også befolkningen i landets vestlige dele?

De kan absolut tro, at russere ikke eksisterer, i betragtning af deres propaganda. Men så glemmer de, at de i dette tilfælde ikke selv er repræsentanter for nogen etnisk gruppe. Som vi påpegede tidligere: Vestlige »ukrainere« er en blanding af russere og andre folkeslag: polakker, rumænere, jøder osv.

Men russere i Rusland udgør stadig en etnisk kerne. Og hvis man ser på de nu befriede områder, ser vi, hvilke mennesker der boede på Ukraines territorium. Mange er etnisk degenererede, som på grund af omfattende blanding ikke længere kan betragtes som russere og derfor af ren desperation ser sig selv som ukrainere. Samtidig har ukrainere ingen tydelige karaktertræk. Dette er et af Ukraines forsøg på at stjæle fælles historie og påføre noget, der ikke tilhører dem, på sig selv. Præcis som de gør med russerne Oleg af Kiev, Svjatoslav I og Igor I [alle efterkommere af Rurik og fyrster af Kievrus. red. anm.] med flere.

Vi har set, hvordan grupper som Azov hylder jøder, tager på rejser til Israel og beder om rabbinere, der skal »komme og begrave vores faldne jødiske kammerater«. Vi har også set, hvordan svenske nationalister, der rejste til Ukraine i 2014 for at kæmpe mod russere sammen med andre nationalister, senere vendte tilbage og hyldede jøder og arabere. Er ukrainsk nationalisme i dag reduceret til blot at hade russere, eller tror du, at der er noget ægte tilbage?

Vi mener, at ukrainsk nationalisme først og fremmest præsenteres som en opposition mod det russiske, ellers ville den være helt meningsløs. Hvis ukrainsk nationalisme havde haft panslaviske elementer og som mål at forene slaviske folk, ville der i princippet ikke være nogen ukrainsk nationalisme som begreb.

Deres rejser til rabbinerne og deres beundring af alle ville være acceptabelt, hvis det handlede om at bedømme en tredjepartskonflikt på for eksempel Israels territorium, hvor man kan vælge en side at støtte. Selv om det selvfølgelig ville være ideelt, hvis begge sider dræbte hinanden fuldstændigt. Men man må altid vælge mellem ondskab og ondskab og støtte den svageste ondskab. I dag kan vi støtte araberne i deres krig, i morgen kan vi støtte jøderne, hvis araberne begynder at vinde – med andre ord bør vi konstant skabe spændinger.

Men når deres repræsentanter bliver inddraget i en konflikt mellem to slaviske sider, er det et tegn på, at de ikke har noget at komme med.

Der er eksempler på russiske nationalister, der har taget Ukraines side i denne konflikt, og nogle er endda rejst til Ukraine for at kæmpe mod Rusland. De siger, at de vil befri deres land fra det, de opfatter som en fjendtlig enhed, der i øjeblikket besidder Kreml. Hvorfor tror du, at forskellige russiske nationalister har draget så diametralt forskellige konklusioner af denne konflikt?

Russiske nationalister kæmper for Ukraine, fordi Ukraine har givet dem et klart billede af en nationalstat, hvor de ikke bliver forfulgt for småting på samme måde som i Rusland, hvor de får lov til helt åbent at gå rundt med deres symboler.

Vi har noget, der kan kaldes en subkultur. Subkultur og fest. Og dette koncept er for mange af dem vigtigere end reel politisk magt og politisk indflydelse. Som vi siger i Rusland: »At fremstå som, men ikke være«.

Og det tiltrækker naturligvis mange til deres side. Nogle af dem, der tog til Ukraine, havde juridiske problemer i Rusland, både reelle og indbildte. Og på grund af dette har disse personer nu fået visse positioner derovre. Desværre gav Den Russiske Føderation ikke disse mennesker mulighed for at udvikle sig, mens de var i Rusland.

Tak fordi du tog dig tid til at besvare vores spørgsmål! Har du nogle afsluttende ord, du gerne vil sige til nationalister eller almindelige mennesker i Sverige?

Jeg ønsker det svenske folk, at de bevarer deres land, et land med en meget rig historie, interessante traditioner og hvide mennesker. Så at Sverige bevares, for at der forhåbentlig, efter at visse begivenheder har fundet sted, kan opstå et venskab og en alliance med Rusland for at bekæmpe trusler fra ikke-europæisk aggression.

***

Noter

1. Formanden for Danskernes Parti (nu opløst), Daniel Carlsen, deltog ikke, men indspillede en videohilsen, der blev afspillet for konferencedeltagerne. Se NMR’s artikel. ↩︎