Billede indsat af Danmarksfrihedsraad. Kilde: Kremlin.ru
PUTINISMEN • Simon Holmqvist forsøger at forklare forholdet mellem putinisme og nazisme og hvad Putin og russerne egentlig mener med »nazisme«.
Siden krigen brød ud, og især siden vi på Nordfront valgte at offentliggøre en oversættelse af dele af Vladimir Putins krigserklæring, har mange af vores læsere kommenteret med spørgsmål om, hvad Putin egentlig mener med »nazister« i Ukraine og en »denazificering« af landet.
Er Ukraines ledelse ikke allieret med Vesten og dermed homoseksuel liberalisme, kapitalisme, globalisme osv.? Mens Rusland på den anden side står for en mere autoritær ideologi, der udfordrer det liberale demokrati?
Ja, selvfølgelig er det sådan. Og alt dette kan virke lidt forvirrende. Men for at forstå, hvad Putin mener, når han taler om nazister, må man grave lidt dybere i den forvirrende konstruktion, som russisk (stats)nationalisme er.
For nemheds skyld kan vi kalde denne statsnationalisme for putinisme. En »ideologi«, der altså ikke er national, men chauvinistisk. Men den ideologi, som Putin repræsenterer, er ikke noget, han selv har opfundet, selv om han har sat et stærkt præg på den. Den har sine rødder i Sovjetunionen under Josef Stalins tid, hvor bolsjevismens oprindelige jødisk-kosmopolitiske holdning til nationen begyndte at vige til fordel for en slags stats-patriotisme, noget der skete i takt med, at Stalin rensede ud i størstedelen af kommunistpartiets ledelse.
[Danmarksfrihedsraad indsætter her en relevant artikel om Stalins udrensning af de oprindelige jødiske bolsjevikker fra magtapparatet i Sovjet.]
For at motivere kampen mod det invaderende Tyskland skabte man en slags kunstig nationalisme for Sovjetunionen, selv om dette var langt fra det, man normalt forstår ved en nationalstat. På samme måde som den nationalisme, der opstod under den franske revolution, flyttede man betydningen af nation fra blodet til staten, så det var statsborgerskabet i Sovjetunionen, der var det vigtige, og den kommunistiske stat var Moderlandet, der skulle vække patriotiske følelser og forsvares for enhver pris med sovjetborgernes blod.
Dette var nødvendigt, da Karl Marx‘ falske doktrin om internationalisme og arbejderklassens påståede globale interesser var stærkere end f.eks. etnicitet og religion ikke kunne erstatte det, der bandt russerne sammen før bolsjevismen: Loyaliteten til tsaren og kirken. Sovjetborgerne var ikke længere ortodokse kristne undersåtter af tsaren og havde brug for noget at kæmpe for.
Kampen for moderlandet og mod fascismen, der truede fra vesten, blev derfor propagandaen, der sammen med trusler om henrettelser og Gulag lykkedes at skabe en slags kampmoral hos de undertrykte sovjetborgere.
Den store fædrelandskrig blev senere kaldt Anden Verdenskrig og kaldes det stadig i Rusland. Det nu ikke-kommunistiske Rusland ser nostalgisk og patriotisk tilbage på Sovjettiden som en storhedstid, selvom kommunismen er blevet erstattet af en slags konservativ antiliberalisme. Men ifølge den putinistiske doktrin er tsar-tiden og Sovjetunionen én og samme historie om Ruslands storhed og ære. Rusland har altid været bedst, uanset om det var et ortodokst kejserdømme, en bolsjevikisk terrorstat eller hvad Rusland nu er i dag.
Det, der trods alt forener disse tre epoker, er imperialismen. Tsardømmet var bogstaveligt talt et kejserdømme, et imperium, og i Sovjetunionen fortsatte de imperialistiske ambitioner. Putinismen forbinder disse to ved at fokusere på det allervigtigste inden for putinismen: at opretholde og om muligt udvide det russiske imperium. Der er ingen afregning med den sovjetiske arv, og putinismen ser ingen modsætning mellem tsar-Rusland, Sovjetunionen og dagens Rusland, selv om det på overfladen er tre meget forskellige og modstridende systemer. Det er Ruslands imperialisme, der er det vigtige, ikke hvad der ligger bag den. Alt er Moderlandet, og Moderlandet er alt.
Under Den Store Fædrelandskrig var fjenden fascister og nazister, og dette er fortsat fjenden og er den dag i dag, i den russiske retorik, fjenden.
At »nazister« er en ondskab, der truer landet, er lige så indlejret i den russiske selvopfattelse som i Vesten, men på en helt anden måde.
Det er ikke først og fremmest en ideologisk fjende, men snarere en »nazist« er en udlænding eller en femtekolonnist, en forræder, der samarbejder med en vestlig fjende og truer Moder Ruslands eksistens. Ligesom nationalsocialisterne fra Det Tredje Rige truede Sovjetunionens eksistens under den såkaldte Store Fædrelandskrig. Og ligesom de ukrainske nationalister, der samarbejdede med Det Tredje Rige, truede Sovjetunionens eksistens.
At nationalister i det moderne Ukraine under mærkelige omstændigheder valgte at alliere sig med NATO og andre mistænkelige kosmopolitter under Maidan-kuppet i 2014, understregede naturligvis kun dette for putinisterne. I det russiske selvbillede er nutidens nationale ukrainere samarbejde med NATO blot en gentagelse af de ukrainere, der samarbejdede med Tyskland under den store fædrelandskrig.
Udviklingen i Ukraine under Maidan-kuppet skabte således en forvirrende konflikt set fra et vesteuropæisk nationalt perspektiv. Radikale nationalister kæmpede sammen med vestvenlige liberale demokrater i Ukraine mod russisktalende selvudnævnte antifascister i det østlige Ukraine, der udråbte neo-stalinistiske folkerepublikker, men hvor russisk blod og den ortodokse kirke blev brugt som identitetsmarkører snarere end en slags bolsjevikisk international arbejderidentitet.
De russiske udbryderrepublikker i det østlige Ukraine er altså autoritære og socialistiske, nationalistiske og konservative. Da fjenden er »nazistisk«, betragter man sig selv som »antifascistisk«. For putinisterne er dette lige så selvindlysende, som det kan være forvirrende for os.
Hvem var egentlig den gode side? De nationale, der samarbejdede med fjenden, eller de såkaldte antifascister, der udråbte nye stater på et nationalt og socialistisk grundlag?
Samlet set kan man altså sige, at ordet »nazist« har en helt anden betydning i Rusland end i Vesten. Det betyder egentlig bare noget i retning af »en (vestlig) fjende af Rusland«. Putin ved selvfølgelig, at »nazisme« opfattes som truende også i Vesten, og bruger derfor gerne begrebet både internt og eksternt, da det fungerer lige godt i begge retninger, selvom ordet spiller på forskellige strenge.
Og da nationalisterne i Ukraine er meget antirussiske, fungerer dette udmærket for Putin. Inden for putinismen betragtes ukrainernes nationale kamp mod den bolsjevikiske undertrykkelse i 1940’erne som lige så antirussisk som nutidens ukrainske nationalisters kamp mod den russiske imperialisme. Husk, at Sovjetunionen er det samme som Rusland ifølge putinismen. Men ifølge den russiske retorik kan Ukraines jødiske og liberale præsident Volodymyr Zelenskyj være lige så meget »nazist« som Azov. I putinistens verden er det det samme antirussiske skrot og korn, som desuden – beviseligt – gladeligt samarbejder med hinanden i deres fælles modstand mod Ruslands storhed og ære.
At være »nazist« er altså ikke i putinismen først og fremmest en ideologisk overbevisning, men snarere et forhold til Ruslands eksistens. De nationale i Ukraine afskys af Rusland først og fremmest for deres antirussiske holdning, ikke fordi de tror på et nationalt og socialistisk samfund. Det gør jo også lederne i Donbass-folkerepublikkerne, selvom de kalder sig antifascister.
Er Putin så en ond eller god leder? Det er ikke så enkelt. Putin er en russisk leder med alt, hvad det indebærer. Måske den mest russiske leder, der nogensinde har levet. I putinismen findes der ikke godt eller ondt, der findes kun Rusland og alle andre, og når nogen fra »alle andre« står i vejen for Rusland, er denne simpelthen en »nazist«.
***
Læs også
***
Vi har oversat artiklen fra svensk og bragt den med tilladelse fra Den Nordiske Modstandsbevægelse. Kilde: https://nordfront.se/vad-i-hela-fridens-tider-menar-putin udgivet d. 25. februar 2022
Danmarks Frihedsraad 