Introduktion

Vi har oversat en ældre artikel fra Storbritannien, da principperne i den også er relevante i dag. Den behandler flere spørgsmål herunder velfærdssamfund og forbrydelse samt straf.

Mod et velfærdssamfund?

Storbritannien har nu haft næsten to hele generationer af velfærdsstaten. Der er brugt meget arbejde og tankevirksomhed og enorme mængder penge på den. Boliger, uddannelse, sociale ydelser, folkesundhed og andre faciliteter er blevet væsentligt forbedret. Det er ikke længere muligt at sulte i Storbritannien eller at blive frataget medicinsk behandling. Den såkaldte »krig mod nød« er stort set vundet, og den nationale kage anses generelt for at være fordelt på en langt mere retfærdig måde end tidligere. Nogle mennesker vil se det som, at de kompetente støtter de inkompetente mere gavmildt, end de nogensinde har gjort.

Sammen med denne forbedring af befolkningens materielle vilkår er der sket en generel lempelse af regler og standarder, som har kulmineret i det, der er blevet kaldt »det tolerante samfund«. Den toneangivende elite kommer ikke længere fra den øvre middelklasse, men fra samfundets bund. Faktisk er elitisme blevet et skældsord. Dødsstraf anvendes ikke længere, og pisk og birk er gået af brug. Fængslerne koncentrerer sig nu om »reformer«, og begrebet straf er ildeset som »reaktionært«. Det, der engang blev betragtet som alvorlige forbrydelser, håndteres nu med betingede domme.

Samfundsforskeren, socialingeniøren, penologen¹ og alle mulige hundehoveder har fået carte blanche til at skabe det, som liberale og ‘progressive’ betragter som det perfekte samfund, og de har udnyttet deres mulighed til det yderste.

Det underliggende argument for denne tendens er, at mennesket grundlæggende er godt, men bliver gjort dårligt af sit miljø. Forbedr miljøet, og mennesket vil også blive bedre. Efter alle de forbedringer, der er sket i levevilkår og standarder i Storbritannien siden år 1900, burde samfundet ifølge denne teori være lykkeligere, mere velordnet og mere moralsk, end det var for 80 år siden. Det er samfundsforskerens logik.

NOGET ER GÅET GALT

Men noget ser ud til at være gået helt galt. På trods af de nævnte enorme forbedringer er vores samfund blevet præget af surhed, utilfredshed og misundelse. Vores byer er de mest beskidte i Europa, og vores moralske standarder er en international joke. Livet bliver dagligt mere usikkert. Bøllebank, hærværk, vold og alle mulige andre forbrydelser stiger konstant. Politiet bliver mere og mere udsat for misbrug og overfald og skal oftere og oftere gå bevæbnet rundt.

Narkotikamisbrug, røverier og meningsløse overfald på hjælpeløse er udbredt. Domstolene er tilstoppede af alvorlige sager, og fængslerne er overfyldte. Alligevel lever de fleste mennesker i dag under økonomiske og sociale forhold, som ville være blevet anset for utopiske for et par generationer siden. Vi har gjort, hvad vi fik at vide, vi skulle gøre, og forbedret menneskets miljø. Hvorfor forbedrede han sig ikke, som vi blev lovet, at han ville? Hvad gik der galt?

Vi kan begynde vores svar med at bemærke, at doktrinen om menneskets forbedringsevne – ideen om, at man kan ændre den menneskelige natur – har været populær blandt de uforstandige hjerner i århundreder. Lamarck og Lysenko tæt på vores tid var kun to af de seneste i en lang række. Det er en af de evige illusioner, og det er faktisk en central tro i socialismen og en del af marxismen-leninismens dogme. »Progressive« mener, at mennesket er en falden engel; de fleste af os ved i vores hjerter, at vi er en oprejst abe – små kartofler og få i bjergene,² som Kipling engang bemærkede.

Så snart de liberale fik lov til at føre deres ideer ud i livet, begyndte det at gå galt. Det gav anledning til et andet typisk aspekt af liberal tænkning: den ubegrænsede evne til at være upåvirket af fakta. De fleste af os antager, at vi har begået en fejl og genovervejer vores holdning, når vi har prøvet en handling og set den gå galt. Sådan er det ikke for den liberale; hans opskrift på at kurere en sygdom er mere og mere af det, der forårsagede den. Hvis fjernelsen af juridiske sanktioner fører til en stigning i kriminaliteten, er den liberales middel ikke at genindføre sanktionerne, men at fjerne flere af dem.

Det er det, vi har ladet ske, og resultaterne er overalt omkring os.

AT AVLE NEDAD

Et af resultaterne af en velfærdsstat er en stor udvidelse af den medicinske behandling kombineret med en tro på, at menneskelivet på en eller anden måde er »helligt«. Resultatet er en stigning i befolkningstallet, da alt, hvad der fødes, holdes i live og opfordres til at formere sig. Det er klart, at de mindst kompetente og fremsynede dele af befolkningen vil vokse hurtigere end nogen andre. De sparsommelige og kompetente, der er plaget af skatter for at forsørge dronerne, får færre børn. Den nationale bestand bliver således avlet nedad i stedet for opad. De mindst ønskværdige elementer i samfundet stiger med skræmmende hastighed, mens de værdifulde bestande falder med samme hastighed. Hvad værre er, så er denne stigning i lavkvalitetsbestanddele geometrisk, ikke aritmetisk.³ Denne sociale ubalance har en tendens til at skabe et ustabilt samfund. Det er den situation, vi har ladet opstå, samtidig med at vi har slækket på den kontrol, der tidligere blev pålagt de lovløse.

Men et øjebliks eftertanke ville have advaret os – og burde helt sikkert have advaret vores lovgivere. Vi ved alle, at der blandt tusind mennesker er et antal, som kun kan bringes til at udvise acceptabel social adfærd ved at true med øjeblikkelig og om nødvendigt streng straf, hvis de overtræder reglerne. En velfærdsstat fører hurtigt til en stor stigning i antallet af disse mennesker. Hvis man ønsker at have en velfærdsstat, må man acceptere, at det er et af resultaterne, og man må sikre, at vores love, vores politi og vores domstole er tilstrækkelige til at håndtere dem. Alligevel valgte Storbritannien velfærdsstaten og dens genetiske konsekvenser, samtidig med at man slækkede på kontrollen og mente, at individets rettigheder skulle gå forud for samfundets. Det kan kun øge den sociale ustabilitet.

Vi er ikke tilfredse med at skabe denne tendens til ustabilitet, og nu har vi besluttet at åbne vores land for en storstilet, farvet indvandring. De indvandrere, der kommer ind, bringer naturligvis en række forskellige manerer, skikke, synspunkter og overbevisninger med sig, som adskiller sig meget fra vores. De er ikke nødvendigvis bedre eller værre end vores, kun anderledes. Deres unormalt høje fødselstal (efter hvide standarder), det faktum, at de ikke kan assimileres i vores nation, og vores forsøg på at tilpasse vores kultur til disse indtrængende, er alle faktorer, der skaber yderligere ustabilitet. For at gøre det hele endnu værre foragter vi enhver idé om racemæssige eller genetiske forskelle og behandler disse mennesker, som om de var underlagt de samme moralske krav som os selv.

FALSKT EVANGELIUM

Tendensen til ustabilitet forstærkes af Storbritanniens hurtige forfald til gudløshed. Når kirkerne er involveret i politik og forkynder det sociale evangelium i stedet for Kristi evangelium, har samfundet mistet en værdifuld stabiliserende indflydelse. Den »eftergivenhed«, som massemedierne så ihærdigt reklamerer for, og som hverken kirken eller staten kontrollerer, gør forældre mindre tilbøjelige til at opdrage deres børn og indprente dem ordentlige adfærdsprincipper. Disse børn opmuntres til at afvise disciplin i hjemmet og til at håne autoriteter i skolen, fordi de ved, at de ikke vil blive straffet, og de går ud i verden i den tro, at de har mange rettigheder, men ingen pligter eller ansvar.

Det synes klart, at vi må træffe et af to valg. Vi kan lade tingene udvikle sig, som de gør nu. Hvis det er valget, vil vi i sidste ende blive nødt til at forholde os til totalt anarki. Der er en jernlov i politik, som siger, at anarki altid efterfølges af diktatur. Hvis det er det, vi ønsker for Storbritannien, kan vi bare lade være med at gøre noget. Alternativt kan vi sige »Nok!« og tage skridt til at genoprette kvaliteten af vores nationale liv til, hvad det engang var.

Det vil selvfølgelig tage lang tid. Det vil indebære en vanskelig nytænkning og en erkendelse af, at meget af det, vi har lært at tænke, faktisk er noget vrøvl. Medierne og samfundsvidenskaberne vil kæmpe imod hele vejen – tænk på alle de velbetalte job, der vil være i fare!

Men nogle ting kunne gøres ret hurtigt. Vi kunne f.eks. annoncere, at vi ikke længere vil tolerere mord, vold, tyveri og hærværk. Måden at reducere antallet af mord på er at hænge mordere. Flertallet af briterne ved det og ville støtte et sådant skridt. Vi kunne gøre det til en selvfølge, at de, der sårer andre ved at bruge vold, bliver såret til gengæld – med birk eller pisk, ud over enhver anden straf, der pålægges.

Vi kan indrømme, at penologernes teorier har vist sig at være forkerte og gøre en fængselsstraf ubehagelig og udmattende. Vi kan sikre, at når der sker skade på person eller ejendom, skal de ansvarlige betale erstatning ud over en eventuel strafferetlig sanktion. Vi kan tage hånd om den unge vandal ved at lade hans familie betale for den skade, han forvolder. I de fleste tilfælde findes loven, der gør det muligt for os at gøre dette, allerede: Det, der er brug for, er viljen til at håndhæve den.

Visheden om, at erstatning for skader på ejendom først trækkes fra familiens indkomst, vil være stærkt afskrækkende.

Betingede domme bør bruges med omtanke og med en vis hensyntagen til sund fornuft. I tilfælde af en lovovertræder med rimelig intelligens kan det faktum, at der hænger en betinget dom over ham, meget vel gøre ham mere forsigtig; i tilfælde af en med meget begrænset intelligens, der handler på blind impuls, er en sådan dom helt ubrugelig.

Der synes ikke at være nogen grund til, at unge kriminelle skal have det godt på dyre rehabiliteringscentre, når der kun er brug for et par piskeslag og betaling af erstatning.

Der er en udbredt uro i offentligheden over de ting, vi har nævnt, og det er op til dem af os, der sigter efter et politisk embede, at tilbyde og gøre opmærksom på politikker, der vil udrydde disse onder. Hvis de ikke gør det, vil en stor chance gå tabt.

***

Noter

1. En penolog er en fagperson, der studerer strafferet og fastlægger effektive strategier til at styre fængsler og rehabilitere dømte kriminelle. ↩︎
2. I betydningen: “Noget som ikke er vigtigt eller imponerende.” ↩︎
3. Den er eksponentiel og ikke lineær. Matematiske funktioner. ↩︎

Læs også

Dødsstraf? – Ja, tak! – Danmarksfrihedsraad

Tanker om en ny Grundlov – Danmarksfrihedsraad

Hvad er meningen med det hele? Del 1 – Danmarksfrihedsraad

Kilde: Spearhead 143 (1980 Sep). Oversat til dansk fra engelsk.