Georgien er et utrolig naturskønt land på sydsiden af Kaukasus – og ligger dermed ikke i Europa. Det er – ligesom Moldova – en tidligere sovjetrepublik, og ligesom Moldova har Georgien problemer med andre folkeslag inden for sine grænser. Kaukasus er er kludetæppe af forskellige etniske grupper, der ofte taler vidt forskellige sprog, som tilhører vidt forskellige sprogfamilier¹ og skrives med forskellige alfabeter. Det er med andre ord et kompliceret område.

Georgien har – inden for sine “internationalt anerkendte” grænser ca. 3,76 mio. indbyggere på 69.700 bjergfyldte km². Det bestod oprindelig foruden af selve det georgiske område af selvstyreområderne Sydossetien, Abkhasien og Adsjarien.

Sydossetien befolkes af osseter, et kristent folk, som taler et indoeuropæisk sprog af den iranske sprogstamme (beslægtet med farsi, dari og tadsjikisk m.fl.). Det er samme folk som det, der bebor Nordossetien, en autonom republik i Den Russiske Føderation. Grænsen går langs bjergkammen. Det giver geografisk mening, men ikke mening, når vi taler om nationaliteter – og det er jo det, vi gør, når vi taler om nationalstater. En stat udgøres ikke primært af et territorium, men af det folk, der bebor territoriet. Grænser, som ikke respekterer dette forhold, er ikke stabile. Når flere folkeslag bebor det samme territorium, er det opskriften på problemer. Sydosseterne vil forenes med nordosseterne i Rusland, og Sydossetien har løsrevet sig fra Georgien – på samme måde som Georgien løsrev sig fra Sovjetunionen ved dennes opløsning, idet den georgiske løsrivelsesbevægelse havde været aktiv mange år inden Sovjetunionens sammenbrud. Sydossetien er i dag de facto en uafhængig stat, som kun anerkendes af Rusland, Nicaragua, Venezuela, Nauru, Vanuatu og Tuvalu.

Abkhasien er den tarm, som strækker sig vestpå på nordsiden af Sortehavet. Landet har i Sovjettiden både været en autonom del af den georgiske sovjetrepublik og en selvstændig sovjetrepublik. Da Sovjetunionen brød sammen, løsrev abkhaserne sig fra Georgien. Befolkningen her er – eller nok bedre var – mere blandet. Løsrivelseskrigen var endog særdeles blodig, indtil Rusland skred ind og sikrede freden. Der er derfor stadig russisk militær i landet, og beboerne kan få russisk pas. Mange ser det som en del af Rusland, men de nylige politiske uroligheder i landet skyldtes netop et forsøg på at forhindre russiske oligarker i at opkøbe den abkhasiske nations værdier. Abkhasien er de facto selvstændigt, men anerkendes kun af de samme stater, som anerkender Sydossetien. Indbyggerne er muslimer og taler et nordvestkaukasisk sprog

Adsjarien med hovedstaden Batumi, som ligger smukt ud til Sortehavet og nyder godt af et dejligt klima, bebos af sunnimuslimske georgiere. Disse har (endnu) ikke forsøgt at løsrive sig, men der er løsrivelseskræfter – og tyrkerne har også et godt øje til området.

Georgien inden for dets “internationalt anerkendte” grænser, er som det ses, et kludetæppe. Georgierne er et selvstændigt kristent folk – et af de ældste kristne folk. De taler et kartvelsk sprog med eget alfabet, ja, strengt taget med to forskellige alfabeter, hvoraf det ene dog i dag kun anvendes af kirken. Ud over georgisk tales der 3 andre kartvelske sprog, som ikke er indbydes forståelige. Derudover tales der en bred vifte af minoritets­sprog, dels indfødte sprog som det nordøstkaukasiske tsova-tush, dels de sprog, der tales af de mange folkeslag, der grænser op til Georgien, hvis grænser jo heller ikke er trukket efter nationalitetsprincippet og hvor den frie bevægelighed i Sovjetunionen også har gjort sig gældende. Man finder i Georgien både russere, tyrkere, armeniere, aserbajdsjanere etc., etc.

Historien viste ikke uventet, at man ikke på den ene side kan kræve sin egen selvstændighed, men samtidig nægte andre folkeslag deres selvstændighed, og få steder vises dette så klart som i Kaukasus og tydeligst nok i Georgien. Om man kan lide Georgien, er en smagssag. Lad os bare sige, at det er anderledes, og det er officiel statsreligion at hade russere. Ved mit seneste besøg i Tiflis måtte jeg ty til Radisson for at være sikker på, at min bil var i sikkerhed. Der var mode i at brænde biler med russiske nummerplader af. Det er naturligvis et dejligt hotel, men det er jo selv i Georgien ikke helt billigt… Nationalmuseet i Tiflis er en lang hadtirade mod Sovjetunionen, Stalin og Rusland. Man går let hen over, at Stalin netop var georgier – Georgiens gave til menneskeheden, om man så må sige. Nogle ville nok sige, at Stalin var prototypen på en georgier. Folk i Kaukasus har generelt ingen fløjlshandsker i garderoben, og krige og borgerlige uroligheder på de kanter antager dimensioner af grusomhed, vi har svært ved at forestille os. Jeg har da bestemt mødt mange venlige georgiere, og mange er udvandret i Rusland, hvor de typisk åbner en restaurant. Det georgiske køkken er for Rusland, hvad det italienske er for Danmark. Jeg foretrækker det italienske, men da mit foretrukne hotel i Sankt Petersborg netop har en georgisk restaurant, spiser jeg en del georgisk mad. Den er da udmærket, og specielt er vinen god.

Som man ser, er der mange forskellige sprækker i det georgiske samfund – og et sådant samfund er gefundenes fressen for CIA. Det er ikke svært at skabe uro i det georgiske samfund, og amerikanske dollars giver en let tilgang til nyttige idioter og undergravende elementer, der kan skjule sig i amerikansk finansierede såkaldte NGO’er. En sådan nyttig amerikaniseret idiot var Mikheil Saakasjvili, der med sine dollars let vandt præsidentposten. De tabte områder Sydossetien og Abkhasien var for georgierne blødende sår, og i 2008 forsøgte man ad forhandlingens vej at opnå en genforening. Mægleren var Rusland, som også havde et FN-mandat til at have fredsbevarende styrker i det, georgierne betragtede som besatte områder. Amerika havde imidlertid udset sig Georgien som rambuk for en indkredsning af Rusland. Georgien blev lovet både EU-medlemskab og Nato-medlemskab, og i al hemmelighed overtalte USA Saakasjvili til at give en god dag i forhandlingerne og i stedet foretage et angreb på Sydossetien og Abkhasien for at tilkæmpe sig områderne. Under angrebet dræbtes et antal russiske soldater fra fredsstyrken. Man havde prikket bjørnen i øjet og inden for en uge måtte Georgien kapitulere. Man mistede ved den lejlighed et ekstra stykke af Abkhasien. Der har siden ikke været diplomatiske forbindelser mellem Rusland og Georgien.

Georgien er imidlertid delt om forholdet til Rusland, og krigen i Ukraine har skærpet modsætningerne mellem dem, der vil leve i fred med Rusland, og dem, der ønsker at dele skæbne med Ukraine. Regeringen ønskede fred og for at dæmme op for amerikanske forsøg på at organisere en farverevolution med “regime change” i landet, vedtog man en lov om, at organisationer, der modtager mere end 20 % af sine indtægter fra udlandet, skal registreres som udenlandske agenter. Det kalder pressen foragteligt for “den russiske lov”, men man burde referere til den som “den amerikanske lov”, for i USA skal alle, der modtager støtte fra udlandet registreres som udenlandske agenter. Vi så for nylig, hvorledes Scott Ritters hjem blev vendt på hovedet af FBI og al hans elektronik beslaglagt, fordi man mistænkte ham for at være russisk agent uden at have registreret sig – ja, man fratog ham også hans pas. Det kaldes intimidering – og den rammer uafhængige journalister som Scott Ritter, tidligere FN-våbeninspektør i Irak. Hans udsendelser kan meget anbefales.

Vedtagelsen af denne lov medførte naturligvis de sædvanlige demonstrationer, men det nyligt afholdte valg gav alligevel den fredsbevarende fløj et knebent flertal – hvilket naturligvis medførte, at den fløj, som vil krig – og dermed Georgiens udslettelse – nægtede at anerkende valgresultatet. Igen er der ingen grænse for mængden af amerikanske dollars, der sættes i omløb. Der er intet faktuelt grundlag for at anfægte valgresultatet, og oppositionen burde jo bare gå hjem og acceptere “demokratiets spilleregler”. Det gjorde man i Moldova, selv om valgresultatet der beviseligt skyldtes massiv valgsvindel. Der havde man ingen amerikanske penge at demonstrere for.

Præsidenten i Georgien er fransk (med georgiske aner, som udvandrede efter revolutionen i 1917 og støttede den tyske invasion i Sovjetunionen i 1941). Hun fik uden videre et georgisk pas og har i dag dobbelt statsborgerskab. Ligesom Zelenskij nægter hun at gå af ved udløbet af sin embedsperiode, og de borgerlige uroligheder nærmer sig en borgerkrig, som Rusland vil blive nødt til at blande sig i – og det er jo netop USA’s formål med denne øvelse på nuværende tidspunkt. Man vil åbne en anden front mod Rusland for på den måde at svække den russiske indsats i Ukraine.

Endnu mere urovækkende er det, at iagttagere mener, at de raketter, der anrettede stor skade på den russiske flådestation i Novorossijsk, sandsynligvis er blevet affyret fra georgisk område. Hvis russerne også kommer til det resultat, er 3. verdenskrig i gang. Russerne ved, at det ikke var georgiske missiler, men amerikanske, der blev anvendt. Vi lever i spændende tider….

Hvis verden vil have fred, må Amerika udslettes! Men det klarer de forhåbentlig selv!

Povl H. Riis-Knudsen

---

Note

1. Den, der måtte ønske at sætte sig ind i nogle detaljerne vedrørende beboerne i Kaukasus, henvises til Lars Funch Hansen & Helen Liesl Krag: Nordkaukasus. Folk og politik i en europæisk grænseregion, Museum Tusculanums Forlag 2002. Som titlen siger, behandler den især Nordkaukasus, dvs. den russiske del af Kaukasus, men de samme forhold gør sig i nogen grad gældende i Georgien. ↩︎

Valgteater-artikler

1. Moldova

2. Georgien

3. Rumænien