Moldova
Moldova er landskabeligt set et smukt, men på ingen måde spektakulært land, klemt inde imellem Rumænien og Ukraine1. Egentlig er det ikke et land, det er en provins i Rumænien, tidligere kendt som Bessarabien. På grund af dets udsatte geografiske placering på landkortet har Bessarabien ført en meget omskiftelig tilværelse, snart rumænsk og snart russisk. Selvstændigt blev det først efter Sovjetunionens sammenbrud.
Det er Europas næstfattigste og mest uinteressante land. Kun Ukraine er fattigere, men langt mere interessant. Ukraine har masser af rigdomme i jorden og er et fantastisk rigt landbrugsområde, og det burde være Europas rigeste land. Når det ikke er tilfældes, skyldes det uduelighed og korruption, som vi ser den manifesteret i den nuværende top – og dens forbindelser til Biden-familien. Moldova har kun korruptionen – ikke de naturlige rigdomme. Man dyrker god vin – og andre landbrugsafgrøder, men det er der så mange, der gør. Bessarabien havde oprindelig et tysktalende mindretal, men det blev af Hitler hentet ”heim ins Reich”, da han overlod området til Stalin. Tilbage er gagauserne, et kristent folk, som taler et tyrkisk sprog, og som har sit eget ikke sammenhængende autonome område – og så Transnistrien. Stalin brød sig ikke om etnisk og sprogligt homogene delrepublikker, så en tynd strimmel af land på den anden side floden Dnester blev lagt ind under sovjetrepublikken Moldova. Og befolkningen her er ikke ukrainere – de er russere, ligesom deres naboer i Ukraine – hele stykket ned til Sortehavet og ind til og med Odessa er russisktalende.
Der er i Moldova mange som er for en indlemmelse i Rumænien – befolkningen er rumænsk og taler i praksis rumænsk, selv om sproget i Moldova har optaget nogle russiske fremmedord, som er ukendte i Rumænien – men der har naturligvis også her været en tilvandring af folk fra de øvrige sovjetrepublikker. Rumænien er imidlertid også en fattiggård – så hvorfor ikke bevare selvstændigheden (Bukarest er langt væk!) og søge direkte medlemskab af EU. Det er en idé, der er vokset frem i Bryssel – ikke i Moldova. Folk i Transnistrien synes ikke om nogen af ideerne, heller ikke om et selvstændigt Moldova – de er russere, de taler russisk – og de vil være en del af Rusland. Ergo erklærede de som første skridt Transnistrien for en selvstændig stat allerede i 1990. Det førte til borgerkrig, udstationering af russiske fredsbevarende styrker (med FN-mandat) og en de facto selvstændighed for området øst for Dnester samt byen Bender på vestbredden. Det er en spøjs stat med egen valuta, eget politi osv. – og en egen – russisk – identitet med et ydre anstrøg af sovjetnostalgi. Der er ingen stærkt bevogtet grænse, som det ofte hævdes, men der er transnistrisk paskontrol. Kører man igennem Transnistrien til Ukraine, må man lede efter den moldoviske paskontrol i et lille skur på den ukrainske grænsestations område for at få sit udrejsestempel i passet – og det er vigtigt, hvis man har planer om at besøge Moldova igen.
EU fandt naturligvis et villigt og sikkert godt betalt redskab i nulliteten Maia Sandu – et andet af de stupide kvindfolk, der gør europæisk politik til en infantil tragedie. Maia har netop afholdt en folkeafstemning om, hvorvidt man skal indskrive bestræbelsen for at tilslutte sig EU i forfatningen og derefter et præsidentvalg. Befolkningen i Moldova sagde NEJ ved folkeafstemningen og NEJ til Maia Sandu, men moldoviske statsborgere, der bor i udlandet, har stadig stemmeret i Moldova, og de stemte angiveligt JA til begge dele, som jo ikke i væsentlig grad berører dem personligt. Flertallene var ikke imponerende. Det blev bevidst gjort vanskeligt for folk i Transnistrien at afgive deres stemme, selv om de jo stemmeberettigede. Der var kun få stemmesteder i nærheden af grænsen – og naturligvis ingen i selve Transnistrien. Den moldoviske diaspora falder i 2 hoveddele: EU-landene og Rusland. Der var oprettet 231 valgsteder i udlandet (f.eks. 60 i Italien, 26 i Tyskland). I Rusland bor og arbejder der 400.000 moldoviske statsborgere. Til dem var der oprettet 2 (to!) valgsteder, begge i Moskva. Mange moldovere arbejder i industrierne i Sibirien. En moldovisk forretningsmand chartrede et par fly til at flyve vælgere fra Sibirien til Moskva. Dette betegnes af Sandu og den vestlige presse som ”russisk indblanding”. Køerne i Moskva var kilometerlange. Men lige meget hjalp det. Der var til folkeafstemningen kun sendt 3.000 stemmesedler til Moskva, til præsidentvalget angiveligt 13.000. Sådan gør man det. Man vidste udmærket, at moldovere i Rusland ville stemme imod EU og Sandu.
Sandu satte alle mulige rygter om russisk indblanding i omløb. Hendes gagausiske modkandidat blev betegnet som en trojansk hest for Moskva, og vælgerne blev spurgt, om de ville have en ”tyrker” som præsident. Moskva blev også beskyldt for at have købt 300.000 stemmer – hvordan man så gør det ved en hemmelig afstemning. Der er ikke skygge af bevis for nogen af beskyldningerne. Men EU blandede sig kraftigt – dels helt givet med rigelige pengemidler – men også med en strøm af EU-politikere, der sikkert først måtte finde Moldova på et kort. Også den omvandrende øltønde fra Danmark gjorde sin opvartning. De skulle demonstrere EU’s ubetingede støtte til Sandu og hendes projekt. Som skatteborger i EU må man nok spørge sig selv, hvilken interesse EU som organisation kan have i at ville optage endnu et fattiglem i foreningen. Moldova har absolut intet at bidrage med! I forvejen har Europas fattige måttet betale for infrastruktur og kæmpebureaukratier i hele Østeuropa. Polens motorveje er af langt bedre standard end motorveje noget sted i Vesteuropa – men det er os, der har betalt for dem.
Disse valg var svindel – derom er ingen vel i tvivl – men der har ikke været store amerikansk betalte demonstrationer, der har krævet omvalg. Dette var et valgresultat, man selv havde købt. Det såkaldte demokrati er fup.
Der er imidlertid for mig ingen tvivl om, at man har taget dette ad notam i Moskva. Det er endnu et incitament for russerne til at fortsætte langs Sortehavskysten, befri Odessa – som altid har været en russisk by – og gå de sidste 100 kilometer frem til Transnistrien, som har anmodet om optagelse i Den Russiske Føderation. Så vil det være tid for Moldova at gøre op med sig selv, om man vil være et nyt Ukraine eller hvad.
Povl H. Riis-Knudsen
Note
- Moldovas omskiftelige historie og identitetsproblemer er udførligt (416 sider!) gennemgået i Matei Cazacu og Nicolas Trifon: Republica Moldova – Un stat în căutarea naţiunii (Republikken Moldova – en stat på jagt efter en nationalitet), Editura Cartier, Chişinău. Oversat fra fransk: La République de Moldavie. Un état en quête de nation. ↩︎
Valgteater-artikler
Danmarks Frihedsraad 