3. oktober 2024

Af José Javier Esparza

I sidste uge skete der noget ganske unikt i EU-parlamentet. Det var en af de ting, som medierne aldrig vil fortælle os. Det drejede sig om en polsk deputeret, Grzegorz Braun, der tog ordet og gik galt i byen, da han fordømte Bruxelles støtte til Ukraine i krigen mod Rusland, en støtte der koster næsten 88 mia. euros ifølge EU selv.

Braun havde næppe nået at tale mere end et par sekunder, før Parlamentets formand, Esteban Gonzalez Pons, straks slukkede for mikrofonen og gav ordet til en kommissær. Som svar sagde kommissæren til polakken, at Rusland er et land, hvor demokratiet og ytringsfriheden ikke respekteres. Det var et særligt slående argument fra en, som netop var blevet koblet af mikrofonen, fordi han sagde det “forkerte”. Det er sandt, at Brauns politiske profil er ret energisk, men det var ikke det vigtigste her. Det, som var vigtigt, var den himmelråbende selvmodsigelighed i et system, som i ytringsfrihedens navn fratog et parlamentsmedlem retten til at udtale sig.

Der sker noget helt usædvanligt i forbindelse med krigen i Ukraine med den massive fjendtlighed, som omgærder alle dem, der tør være uenige med den officielle mening, dvs. at denne tale om blind støtte til Zelensky, som på næsten to år har gjort EU til et Nato-vedhæng, har bragt hele Europa ind i en energi- og industriel krise med allerede tydelige resultater, som har gjort os alle til edsvorne fjender af atomenergi¹, og som har startet en global konflikt, som vil fortsætte under forskellige former i flere år.

Konsekvenserne af denne holdning er så alvorlige, at det i det mindste kræver en debat. Men nej, den officielle holdning er uforsonlig og kræver en irrationel tilslutning, som man ikke før har kendt, ikke engang under de mest spændte perioder under den kolde krig. Oakland Institute rapporten har endda gjort os bekendt med, at Zelensky har solgt de bedste landbrugsjord i landet til store udenlandske firmaer.

Den internationale presse fortæller os ligeledes, at BlackRock og Pimco har store interesser i dette Ukraine, og at de allerede har positioneret sig for at “styre” genopbygningen af landet, når krigen slutter. Det er helt bestemt kun toppen af isbjerget, og det må være et meget, meget stort isbjerg, når det ikke interesserer de officielle medier, som ellers dagligt gentager de samme slogans, selv når det viser sig, at indholdet er løgn. Det er også ubegribeligt, at det store Tyskland med fåreagtig underkastelse har accepteret, at man sprænger en vital gasledning i luften.

Det mest besynderlige er dog, at når man giver udtryk for at være for en øjeblikkelig fred i Ukraine, gør man sig fortjent til alle mulige skældsord som f.eks at blive kaldt for “putinist”. Så vidt jeg [forfatteren] husker, er det første gang, sådan noget sker. I løbet af de seneste 50 år har vi haft meget blodige konflikter i forskellige dele af verden, og der har altid været mennesker, som har talt for freden.

Sådan er det ikke i dag. Selv en regering, som holder hovedet koldt som i Spanien, der altid er parat med positive synspunkter, adlyder tamt i denne sag om Ukraine og støtter Washington og London i denne krig, som Spanien ikke har en eneste interesse i at deltage i. Og hvorfor så det? Den eneste vestlige leder med betydning på verdensscenen, som har engageret sig til fordel for fredsforhandlinger om Ukraine, er Donald Trump, og man har allerede forsøgt at myrde ham to gange. Det var bestemt ikke alene pga. Ukraine konflikten, men det var en del af en større pakke, hvilket er det mest foruroligende.

Vincenzo de Luca, italiensk venstreorienteret, var uenig med Braun og påpegede for nylig følgende: “I går var det hensynsløst at udvide Nato ubegrænset mod Øst, og i dag er det forkert at føre krig uden at kende målet. Men den generelle opfattelse er, at det kun er de politisk ekstreme (højre som venstre), som stiller spørgsmål ved støtten til Ukraine og den organiserede harceleren mod Rusland”.

Men det er ikke sandt. Utallige stemmer fra alle ideologiske kanter ser billedet og tænker på den tidligere politiske realisme, som karakteriserede de tidligere vestlige parlamenter igennem et halvt århundrede, men som er blevet massivt erstattet af en uansvarlig retorik og barnlig krigeriskhed, så nogen må skjule noget for os, nemlig isbjerget.

***

Oversat af Bitten-Kirsti Nielsen

1. Da teksten er fransk, hidrører diskussionen om atomkraft interne diskussioner om emnet i Frankrig. ↩︎

Kilde: http://euro-synergies.hautetfort.com/archive/2024/10/03/il-est-desormais-interdit-de-s-opposer-a-la-guerre.html