Det forekommer mig, at jeg har skrevet tilstrækkeligt om dette emne. Mellemøsten er kompliceret i sig selv, men implanteringen af Israel i et hovedsagelig arabiskbefolket land er naturligvis opskriften på en evig konflikt. Jeg har skrevet udførligt herom i hele to boganmeldelser¹, som ingen synes at have læst eller at have lært noget af. Når folk, der vil være patriotiske danskere, render rundt og svinger med israelske flag, eller har det israelske flag i knaphullet, må man nok spørge sig selv, om der overhovedet er noget håb for dette folk. Jeg tvivler efterhånden.

Vi har i Palæstina to folk, der gør krav på det samme matrikelnummer. De kunne teoretisk vælge at leve fredeligt sammen, men af grunde, jeg har gjort udførligt rede for tidligere, er det en umulighed. Demografien ville betyde, at jøderne mistede magten og dermed den jødiske stat. Det vil de naturligvis aldrig acceptere, så i stedet har de indført en apartheidstat med første, anden og tredje klas­ses borgere. Jøderne hævder at være blevet tilskødet dette land af deres jødiske gud med besked om at tilintetgøre de folk, der levede der oprindelig. De opførte sig imidlertid så slet, at romerne smed dem ud. Det var hensynsløst gjort, for nu bredte de sig som en græshoppesværm over hele Europa, hvor de fandt gode muligheder for at finde magt og rigdom. Deres modus operandi er vel beskrevet i 1. Mosebogs beskrivelse af ”fangenskabet” i Ægypten og senere udførlige beskrivelser af ”fangenskabet” i Babylon og tiden efter frigivelsen. Det er denne modus operandi, som har nedkaldt det ene holocaust efter det andet over hovedet på dem – ca. et i hver generation. Det er få lande, de ikke er blevet udvist af. De forstod imidlertid at pleje deres gener og at styrke deres interne sammenhold. Det var for manges vedkommende dygtige folk, der giftede sig ind i de rigtige familier, og som havde blik for, på hvilken side af brødet smørret var. Da det lykkedes dem at få åbnet Amerikas grænser for jødisk indvandring fandt de den ultimative honningkrukke. De forstod med den dansk-jødiske forfatter Louis Levys ord at sætte sig fast i samfundets kirtler. De forenede dygtighed og forretningsmæssig tæft med sansen for internt sammenhold og evnen til at skabe forbindelser. I løbet af 3 generationer lykkedes det dem at få den altafgørende indflydelse på medier, underholdning og forretningsliv. Med astronomiske formuer fulgte evnen til at sætte sig på det politiske liv – og det akademiske liv, der i USA er henvist til private sponsorer. De forvandlede det oprindelige amerikanske demokrati til et plutokrati, hvor forudsætningen for politisk magt er adgangen til finansiering – og til pressen, der er fast koncentreret i jødiske hænder. Der er i dag kun meget få politikere på det nationale niveau, der ikke får deres valgkampe finansieret af jødiske oligarker. Partifarven er ligegyldig – der er ingen forskel. For oligarkerne drejer det sig om indflydelse på bestemte nøgleområder. Et af disse er naturligvis Israel. Den, der ikke følger oligarkernes ønske, er ude af politik senest ved næste valg.

Dette forhold betyder, at Israel og USA er siamesiske tvillinger. USA har naturligvis i teorien den fysiske magt – men i realiteten er det Israel, der via den israelske lobby i USA har bestemmelsesretten over, hvordan denne magt skal bruges. Amerikanske politikere kappes ligefrem om, hvem der vil støtte Israel mest. Forsøg på at beskære Israels magt har dødelig udgang, jf. præsident John F. Kennedy². Det er noget, alle ved, men som man ikke taler om. USA betoner ideligen nødvendigheden af en tostatsløsning, men hver gang der i FN er tale om en anerkendelse af Palæstina, nedlægger USA veto. Konflikten er derfor uløselig. Ingen vil begrænse Israels magt, og USA støtter uden blusel en racistisk terrorstat, der myrder palæstinensere og libanesere efter forgodtbefindende – et folkemord med henblik på at skabe et Storisrael ”from the river to the sea”. Det er langt fra den regelbaserede orden, man ellers taler om. Som den eneste stat i verden har Israel frikort til at te sig, som det vil. USA kunne standse den israelske terror med en teleopringning og gennemtvinge en fredsordning, men det vil aldrig komme på tale.

Denne gang ser det ud til at være optakten til 3. verdenskrig, for Netanyahu har brug for en evig krig, da han står over for svære korruptionsanklager, der vil bringe ham mange år i fængsel. For at undgå det har han brug for at bevare magten. Han er derfor gået bevidst efter at eliminere alle de arabiske ledere, som har søgt fred med Israel, senest Hizbollah-lederen Nasrallah, der netop havde erklæret sig villig til at finde en fredelig løsning. Fred er det sidste, Netanyahu ønsker, så fra et kontor i FN-bygningen i New York beordrede han mordet på Nasrallah – og implicit dermed også på de 1000 andre sagesløse mennesker, der blev dræbt ved samme lejlighed.

Der tegner sig her en konstellation af Israel og USA over for Tyrkiet, Iran, Rusland og et antal arabiske stater. Jordan og Ægypten har for længst solgt sig selv til Israel, men begge steder ulmer vreden i befolkningen, og spørgsmålet er nok især, hvor længe Jordan kan holde. Der er mellem 6 og 7 millioner palæstinensere i landet, hvoraf mange stadig bor i teltlejre i ørkenen øst for Amman. Jeg forsøger at indhente en stemningsrapport fra mine kilder.

En krig, som bryder ud i Mellemøsten, og som har USA og Rusland som deltagere, vil i den nuværende situation nødvendigvis udvikle sig til en verdenskrig. Vi skal ikke glemme, at der også er en jødisk faktor i krigen i Ukraine, selv om det kan være vanskeligt at definere den. Zelenskij er som bekendt ikke ukrainer.

Den 3. verdenskrig betyder verdens undergang. Det håber jeg er klart for alle!

En lokal konflikt i Mellemøsten burde ikke komme os danskere ved, men det er klart, at vi har fremmedelementer i landet, som det kommer ved – på begge sider af konflikten nota bene! Ingen af dem hører til her, men jøderne har været her så længe, at vi ikke mere lægger mærke til dem, selv om deres indflydelse på især vore medier og på udbredelsen af importerede vrangforestillinger om verden og menneskene er ganske betydelig og langt større end de herboende palæstinenseres. Den anden gruppe kan man ikke undgå at lægge mærke til. Den er højtråbende og letgenkendelig. Den kan danske patrioter ikke lide, ergo holder de automatisk med Israel i denne konflikt, ligesom de gør den til en religionskonflikt: Israel imod islam. Omkring en tredjedel af palæstinenserne er kristne, så det er ikke en religionskonflikt – det er en god gammeldags nationalitetskonflikt.

Endvidere må vi holde fast i, at vi kun har en indvandring fra de muslimske lande, fordi USA på Israels vegne systematisk har ødelagt den arabiske verden. Vinder Israel den nuværende konflikt, kommer der endnu flere arabere og iranere til Europa. Det er ikke palæstinenserne, der er ansvarlige for svaghederne i vort samfund. Det er ikke palæstinenserne, der behersker vore medier – herunder de såkaldte alternative medier. Det er de andre!

Verden er mere kompliceret end sort-hvid. Og det gælder naturligvis også forholdet til jøderne/israelerne. Der er et voksende antal jøder, som tager afstand fra zionismen og Israel – det bør vi ikke glemme, og dem bør vi måske lytte lidt mere til. Men det er desværre ikke den gruppe, der tilhører den ”jødiske elite” – det er ikke den, der sidder på pengekassen!

Vi skal ikke i seng med Israel, zionismen eller jøderne som helhed. Og vi skal heller ikke i seng med palæstinenserne. Men også i dette spørgsmål er der noget, der er ret, og noget, der er uret. Det er palæstinensernes land, og Israel opfører sig værre end nogen kolonimagt. Men som tidligere påpeget er der blevet skabt en situation, som kun kan betragtes som uløselig. Det er et tvangsægteskab, som ingen af parterne finder sig godt til rette i, og hvor en skilsmisse i mindelighed ikke er mulig. Netanyahu vil løse det ved simpelthen at slå palæstinenserne ihjel – ganske på samme måde, som Hitler ville løse det jødiske spørgsmål på. Da medierne og pengene imidlertid støtter Netanyahus folkemord, skulle det ikke undre mig, om det lykkes for ham. Det skal heller ikke undre mig, hvis der er mange, som med forventningens glæde ser frem til det næste holocaust!

Povl H. Riis-Knudsen

---

Noter

1. Morten Things Israel, et mislykket samfund, en mislykket stat https://danmarksfrihedsraad.com/2024/03/03/israel-et-mislykket-samfund-en-mislykket-stat/
   Noam Chomskys On Palestine https://danmarksfrihedsraad.com/2023/04/09/on-palestine/ ↩︎
2. Michael Collins Piper: Final Judgment: The Missing Link in the JFK Assassination Conspiracy. The Center for Historical Review; Fifth Edition. January 1, 2000.
   Seymour M. Hersh: The Samson Option: Israel’s Nuclear Arsenal and American Foreign Policy. Random House; First Edition. October 27, 1991. ↩︎