Denne artikel er del af en serie på 2 dele. Første del blev lagt på bloggen søndag d. 14. juli. Det anbefales at læse del 1 først da det er en sammenhængende tekst, vi har splittet op.

I min barndom var skilsmisser sjældne, og forekom de, blev der snakket i krogene. Det var ikke noget man gjorde, hvis man ville anses for at være et ordentligt menneske. Og det var dyrt og besværligt at blive skilt. Og der var absolut ingen delebørn. Børnene var moderens. Lidt ligesådan så man på børn uden for ægteskabet. De fandtes jo i mængder, og der blev da naturligvis snakket om det! Men man lod det ikke gå ud over børnene. Samfundet var langt mere stabilt og solidarisk – og jeg tvivler meget på, at folk var mere ulykkelige – tværtimod.

Jeg nævnte ovenfor, at monogami ikke er naturligt – og det vil jeg gerne fastholde. Der har da også til alle tider været talrige udenomsægteskabelige forbindelser. Det blev der da også snakket om – men medmindre man drev det for vidt, forblev snakken begrænset. Men hvis man på 5 år fik 5 børn med 5 forskellige fædre, ja, så var det svært at undgå en vis snak. Hvor jeg vil hen med det, er upopulært. Da det er kvinden, der fører familien videre, kan hun ikke tillade sig sidespring – og jeg vil vove den påstand, at det heller ikke ligger i kvindens inderste natur. Hendes behov for tryghed er meget større end hendes behov for elskere. Manden har det omvendt, og det bliver man nok nødt til at acceptere, hvor nødigt man end vil. I krisetider har flerkoneri fungeret fint. Krigen efterlod i Tyskland millioner af uforsørgede krigsenker, blandt hvilke mange havde uforsørgede børn. Mange mænd havde derfor flere familier at forsørge. Man talte ikke alt for åbent om det – og det gør man stadig ikke. Det fungerede for mange godt, men for nogle naturligvis mindre godt – men det var nødvendigt.

Et samfund, hvor fornuftige forældre styrer børnenes ægteskaber i en vis rimelig grad, vil alt andet lige være et lykkeligere samfund. Og et samfund, hvor naturens drifter er båndlagt og underordnet samfundets overordnede interesser, vil være et stærkere samfund! Vi skal huske, at meningen med det hele er at få børn og at give disse så trygge rammer, som vi kan. Det gør vi i trygge familier – men inden for disse trygge familier må der være højt nok til loftet, til at vi også kan være mennesker med den biologi, mennesker nu engang har. Det er nok en udfordring, men en udfordring, det kan være nødvendigt at leve med for at bevare børnenes trygge familier. Det er jo lidt sådan, muslimske samfund håndterer det. Alt andet er, når det kommer til stykket, udtryk for en samfundsopløsende egoistisk individualisme. Men vi er alle et produkt af det samfund, vi lever i. Det bør vi imidlertid se at overvinde, men vi kan ikke overvinde naturen. Det har kristendommen forsøgt i to tusind år, og det er ikke lykkedes.

Med kvindernes masseindtog på arbejdsmarkedet begyndte ulykkerne for alvor at vælte ind over samfundet. Familierne fik rigtignok flere penge mellem hænderne, men de fik jo også flere udgifter, som de ikke tidligere havde haft. Kvinderne måtte nu have vaskemaskiner og opvaskemaskiner, og den sunde mad, de tidligere havde fremstillet selv af friske råvarer hjemme i køkkenet, måtte de nu købe som hel- eller halvfabrikata, fremstillet af tvivlsomme råvarer, tilsat alskens kemi, så produkterne kan holde sig, og pakket i flere lag emballage, så de kan transporteres, pakkes, udstilles osv. Specialforretninger­nes dage var talte. Mejeriudsalget, slagteren, ostemanden, grønthandleren, fiskeforretningen og bageren måtte efterhånden dreje nøglen om – og det samme måtte købmanden. Det nære samfund afgik ved døden – det samfund, hvor alle kendte alle, og hvor alle følte ansvar over for hinanden. Samfundet, hvor købmanden, slagteren og gartneren nøje vogtede over, at deres varer var i orden, for de skulle jo ikke sælges til vildt fremmede, men til folk i nærsamfundet, folk, som man mødte på gaden hver dag, og som nok skulle give en tilbagemelding, hvis der var noget i vejen.  Familierne måtte nu koncentrere sig om indkøb i weekenden i et af de nye supermarkeder eller indkøbscentre uden for byen. Man måtte derfor også have en bil eller to. Familien var kun sammen i weekenderne, hvor alle var trætte og irriterede. Folk fik efterhånden flere og flere ting, men blev deres tilværelse samlet set lykkelige og tryggere? Det tror jeg ikke! Det nye liv sled på ægteskaberne. Kvinderne var nu på arbejdsmarkedet sammen med andre mænd. Der var masser af fristelser, og det blev lettere at blive skilt. Skilsmisser blev dagens uorden. Græsset er altid grønnere hos naboen, men problemerne flytter altid med. I muslimske samfund må kvinder – i hvert fald i teorien – kun arbejde for deres mænd!

Folk har nu fået fine, store huse – men kvartererne er mennesketomme hele dagen. Der er ikke mere legende børn – heller ikke i weekenden, hvor de sidder på deres værelser – hvert barn sit, naturligvis – og spiller på deres computer.

Bankerne blev rigere og rigere, for alt dette skulle jo finansieres, så der skulle også betales renter. Prisen blev nu efterhånden det altafgørende parameter – ikke kvaliteten. De ringe industrifremstillede og kemikaliefyldte fødevarer får ækle sygdomme til at brede i befolkningen. Hvor kræft i min barndom ramte hver femte, er det i dag mere end hver tredje.

I min gymnasietid lærte vi, at erhvervslivets opgave var at udnytte landets ressourcer, beskæftige befolkningen og tilfredsstille dennes behov for produkter af forskellig art. Overskydende produkter kunne sælges til udlandet, så vi der kunne købe ting, vi ikke selv kunne fremstille. Dette er en sund økonomisk model. Folk med en god ide åbnede en fabrik og omsatte deres ide til virkelighed. De levede og åndede for deres produkt, som de forsøgte at fremstille så godt som muligt til en pris, som kunden kunne betale. Kapitalen kunne hentes i banken – eller senere på børsen. Og allerede her begyndte det at gå galt. Spekulationen holdt sit indtog. For de ”professionelle investorer” var det nu ikke produktet, men børskursen, der var det vigtigste. Langsigtede investeringer blev uinteressante, for de kunne ikke umiddelbart aflæses på aktiekursen. Man sjakrede med firmaer som var det bananer. Man frasolgte givtige produktionsgrene og slagtede så eventuelt resten. Den kortsigtede gevinst blev afgørende. Varernes og kapitalens fri bevægelighed gjorde senere, at resterende gode danske firmaer blev opkøbt af anonyme internationale kapitalfonde – og produktionen blev flyttet til lavprislande langt fra Europa. Det fik transportbranchen til at eksplodere. Et vognmandsfirma er i dag blandt Danmarks 25 største selskaber. Landbruget, som siden Arilds tid havde været landets grundlag og fundamentet for en sund livsstil for halvdelen af befolkningen, forsvandt og blev erstattet af børsnoterede selskabers industrilandbrug, i hvilket der i dag indgår en masse kemi. Store landbrug kræver store maskiner, for arbejdskraften er blevet for dyr. Store maskiner er dyre, de kræver også bankfinansiering, så der skal tjenes flere penge til renter. Af den pris, vi betaler i supermarkedet, får producenten vel i gennemsnit 5 %. Hele det økonomiske liv bliver ikke blot globaliseret, det bliver reguleret, kontrolleret og bureaukratiseret. Den offentlige administration vokser ukontrolleret. Hvad der før blev gjort lokalt af lokalt personale, bliver nu gjort på computer i Indien. Internationale svindlerbander oplever kronede dage.

Hele verden er i dag storkapitalens legeplads. Jødiske kapitalfonde som f.eks. Blackrock ejer de fleste store industrier i USA og det meste af Ukraine. Hvor meget de ejer i resten af Europa har jeg ingen idé om, men det er sikkert en betydelig del, og da ejerskabet af aktieselskaber er et uigennemsigtigt kinesisk æskesystem, er det vanskeligt at få et overblik. I Danmark står der efterhånden Orkla på det meste. Det er, hvad der er blevet af det private initiativ. Jeg foretrækker, at staten ejer store virksomheder, så overskuddet går til det fælles bedste!

Det er mildest talt lattervækkende at skulle høre på miljøaktivister og klimatosser, der fortæller os, at vi skal spise insekter i stedet for kød, og at vi skal tage den ikke­ek­si­ste­rende bus på arbejde i stedet for vores bil, fordi den forurener. Globalismen forurener! Den moderne kapitalisme forurener! Krig forurener mere end noget andet! Hvis vore varer stadig blev fremstillet lokalt, ville der være betydelig mindre forurening! Og det er den vej, vi bliver nødt til at gå igen. De eneste, der har profiteret af udviklingen igennem de sidste 60 år, er den internationale storkapital – og andre svindlere og forbrydere. Og disse superkapitalister bruger deres gevinster til at ensrette vore medier, lamme vore hjerner og forvandle os til kapitalis­mens lydige slaver og konsumenter. Og dette er kun muligt, fordi vi styres af de mindst begavede, mest korrumperede og på alle måder dårligst udrustede og moralsk mest fordærvede individer i folket – personager, som i et fornuftigt samfund ville henleve deres tilværelse på dettes bund – eller endnu bedre ende den i galgen!

Man fortæller os, at vi ikke kan standse samfundsudviklingen – som om denne var naturbestemt. Naturligvis kan vi standse eller regulere samfundsudviklingen. Det er kun et spørgsmål om at mobilisere viljen til at gøre det – men vi lever i et samfund, hvor kapitalen ejer politikerne med hud og hår. Under dette system får dårligdommene lov til at brede sig ukontrolleret. Kapitalismens formål er at samle alle verdens rigdomme på meget få hænder og, som nævnt, at reducere alle os andre til bevidstløse forbrugsslaver.

De største tabere har imidlertid været børnene – og dermed folkets fremtid. Hvor mødrene tidligere videreformidlede familiens og folkets traditioner, sprog, sagn osv. til deres børn, overlades børnene nu til ”pædagoger” (ofte uuddannede unge piger og mænd uden egne børn), der ikke selv kender noget til folkets kultur eller historie, som taler et rædsomt sprog, og som ikke har noget som helst, de kan formidle til nogen. I dag skal disse i forvejen udfordrede ”pædagoger” ovenikøbet tage hensyn til alverdens andre kulturer og børn med en helt anden baggrund, børn, som for Guds skyld ikke må ”diskrimineres” eller gøres til ”danskere” – som om det var noget, man kunne gøre nogen til. Børn, der sendes i institutioner, sendes ud i den absolutte kulturelle intethed – de lærer intet om deres folk eller historie, de lærer ikke god opførsel, de lærer ikke at tale ordentligt – de taler ”perkerdansk” – de lærer kort sagt ikke noget – bortset fra at råbe og skrige, for det er den eneste kommunikationsform i sådanne institutioner. Og dagens unge mødre har desværre heller ikke meget, de kan give videre til deres børn, for de har heller ikke selv fået noget fra deres mødre. Der forestår en stor folkepædagogisk indsats, men denne vil sagtens kunne iværksættes ved hjælp af fjernsyn og andre mediekanaler, som passende kunne anvendes til noget positivt i stedet for at sprede åndelig gylle.

Et alternativ er en privat dagpleje – men hvilken garanti har forældre for, at en dagplejemor har noget som helst at videregive til deres børn – og under ingen omstændigheder vil det jo være deres families værdier og historie, der videregives, historierne om deres forfædre og disses liv. Forfædrene lever kun, så længe deres historie viderebringes til nye generationer. Når mindet om forfædrene dør, dør familien – tilbage bliver kun isolerede individer uden fodfæste i folket og historien.

Man taler i dag så meget om børns og unges problemer. De magter ikke at gå i skole, de er usikre på sig selv, de lider af utallige mere eller mindre frit opfundne diagnoser, som var totalt ukendte i min barndom. Ja, de ved jo i dag ikke engang, om de er drenge eller piger. Alt dette er direkte resultater af forældrenes egoistiske materialisme. Børnene kommer ganske enkelt ikke mere i første række. De er blevet problemer, der skal passes af tilfældige fremmede. Og når forældrene så endelig har ferie, opdager de, at de ikke har nogen egentlig relation til deres børn – de ved ikke, hvordan de skal være sammen med dem. Og det er jo så endda i bedste fald. For ofte har vi at gøre med delebørn, som har flere familier og halvsøskende med flere forskellige forældre. Dette liv er virkelig kompliceret – alt for kompliceret til at give børn en tryg og god opvækst. Det er intet under, at unge i dag har problemer og savner basal viden om helt jordnære ting.

Tag dertil skolernes indoktrinering af børnene med naturstridige og historieløse ideer om ”kønsidentiteter” og skyldkomplekser, fordi de er hvide. De bliver fremmedgjorte for deres kultur og historie – i stedet for stolthed skal de føle skam – for skam gør dem til svage individer, der ikke vil forsvare deres fædrene arv, således at landet og folket lægges åbent for indvandring af fremmede skabninger og virkelighedsfjerne teorier.  Det er børns ret at blive opdraget i overensstemmelse med deres køn. Drenge skal opdrages som drenge – og piger som piger. Hvilket køn de har, afgøres ved at se, hvordan de er udstyret anatomisk!  Og det er deres ret at blive opdraget til stolthed over deres historie og den civilisation, deres forfædre har skabt. Det giver dem en eksistentiel sikkerhed – et åndeligt ståsted, hvor de kan føle sig trygge, og som kan inspirere dem til at bygge videre på den arv, de har fået. På den måde bliver de helstøbte og selvsikre individer, der hverken har spiseforstyrrelser, skærer i sig selv, tager stoffer eller begår selvmord! Et folk, der fornægter sin egen kultur og sine egne værdier, er dødsens – og det samme er enkeltindivider, der ikke har noget, de kan identificere sig med.

I stedet har vi i dag opfostret en ”gamer”-generation, der lever uvirkelige, ”virtuelle” liv i fysisk såvel som åndelig passivitet. Vi har flere generationer, som ikke kan læse, ikke kan skrive og ikke kan regne. Alt det er der jo maskiner til – ja, den i dag desværre manglende menneskelige intelligens kan jo også bare erstattes af en kunstig intelligens, som kan tænke for os, eller kan den? Man kan naturligvis let forestille sig en kunstig intelligens, som uden videre kan udkonkurrere Mette Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens – det kræver kun en meget simpel computer – men hvad vil menneskets rolle blive i en sådan verden, hvor styringen af samfundsudviklingen helt overlades til computere, hvilket i praksis vil sige til dem, der programmerer computerne og dermed os? Og sæt programmerne en dag ikke virker? Så går hele samfundet i stå, og menneskene sidder og kigger ud i den blå luft!

Uddannelsesniveauet er i frit fald. Heller ikke i skolen stifter børnene bekendtskab med deres kultur og historie – for hvad kommer det dem ved? For dem begyndte verden den dag, de blev født. Alt andet er ligegyldigt. De lærer i skolen, at de alle er lige dygtige. Genier og åndssvage skal undervises sammen, så der er garanti for, at ingen af dem får noget ud af undervisningen. En sund og effektiv undervisning skal naturligvis tilpasses børnenes forskellige evner. I tidligere tider begyndte man adskillelsen mellem bogligt stærke og bogligt svage elever allerede efter 5. klassetrin. Men det var udemokratisk. Hvad ikke alle kan lære, er der jo som bekendt ingen, der skal lære. Derfor er der i dag takket være skolens bestræbelser meget få, der virkelig kan noget – og de få skal nok blive kanøflet senere i uddannelsessystemet, hvor alt går op i gruppeundervisning, gruppeeksaminer osv. I dette system er der ingen plads til den begavede – og det er, som den herskende parasitære ”elite” vil have det. Vidende og veluddannede mennesker ville, som allerede nævnt, være en trussel mod de inkompetente magthavere, der har forvandlet vore samfundsinstitutioner til et politisk bordel, som fortjener langt mindre respekt end det simpleste offentlige pissoir!

De såkaldte højere uddannelser har et niveau, som er langt lavere end en studentereksamen for 50 år siden. Det er med bævende hjerte, man i dag går til sin læge – for også han er blot en halvstuderet røver. Vi har mistet viden på en lang række felter: skibs­byg­ning, tekstilindustri, togproduktion…. Alle de felter, hvor vi engang havde industri og kunne opbygge viden. Vore store offentlige byggeprojekter fra sporvognssystemer til sygehuse er katastrofer – vi har ganske enkelt ikke mere selv den fornødne viden – og de udenlandske firmaer, vi tilkalder, består tilsyneladende kun af røvere og banditter, der blot ønsker at score kassen. Dagligt kan vi læse om aflyste tog, fordi køreledninger falder ned, signaler ikke virker, eller skinner ikke vedligeholdes. Vi er blevet en tabernation. Det eneste, vi har nok af, er et opblæst bureaukrati, som heller ikke fungerer. Antallet af forliste softwareprojekter inden for stort set alle offentlige områder er legio. Ejendomsvurderinger, arbejdsformidling, skattesystemer, politi etc. Vi kan ikke lave noget af det, for vor arbejdsstyrke er vokset op i kuvøser, hvor de unge mennesker hele tiden blevet bestyrkede i, hvor dygtige de er – mens virkeligheden er, at de er uduelige. Det er ikke deres skyld, det er vor skyld. For vi har ladet samfundet degenerere, fordi vi har ladet det styre af mennesker, der retteligen burde høre under åndssvageforsorgen. Vi har tænkt og handlet ubiologisk. Vort uddannelsessystem er bygget på ideer, som ikke tager højde for, hvordan virkeligheden er. Lighedsfilosofien er ubiologisk og derfor samfundsnedbrydende! I stedet for at gå til skydning og på sprængningskurser har vi imidlertid bare skiftet kanal på fjernsynet.

Formålet med livet er at formere sig! Det er imidlertid lykkedes menneskehedens fjende at bilde folk ind, at man skal undgå at formere sig. Sex er blot for fornøjelsens skyld. Derfor har man indført P-piller, så børnetallet begrænses, og som om det ikke var nok, begyndte man for allerede mange år siden at slå små børn ihjel, inden de blev født. Børn er en hindring for moderens egoisme – for hendes ”selvrealisering”. Men hør nu her: Kvindens biologiske opgave er at få børn og at opdrage dem – ikke at stå ved en maskine eller sidde ved en kasse i supermarkedet. Kvinden realiserer sig selv ved at få og opdrage børn! Ikke ved noget som helst andet. Vi hører om overbefolkning i verden, og det er meget rigtigt, men overbefolkningen stammer ikke fra Europa og de produktive befolkninger, der kommer fra Europa. Overbefolkningen sker i tredjeverdenslande, hvis indbyggere ikke evner at forsørge sig selv. Ligesom det tidligere var tilfældet i Europa, er der i den tredje verden en stor børnedødelighed, men i dag sender Vesten medicin, lægehjælp og fødevarer til disse områder i stedet for at lade naturen regulere børnetallet. Det giver overbefolkning, idet overbefolkning pr. definition er en tilstand, hvor væksten i befolknings­tal­let overstiger ernæringsmulighederne. Sult var tidligere i den tredje verden en af de afgørende selektionsfaktorer. Kun de stærkeste overlevede, og det er godt for en befolkning, for hvem hver dag er en kamp for at overleve. Det er evolutionært rigtigt. I Europa kan vi sagtens forsørge store børneflokke. Hos os er sult og tilfældige infektionssygdomme, som ikke er direkte relevante for den biologiske udvælgelse, uden betydning.

Den fri abort er statslegaliseret mord – intet andet. Uden den havde vi i dag haft ca. 2 millioner danskere mere. Nu benytter man manglen af disse til at begrunde nødvendigheden af indvandring – altså en udskiftning af befolkningen. Hvis vi ser på historien, ser vi, at mange af de betydelige personligheder inden for kunst, filosofi og videnskab er født som barn nr. 7, 9 eller 13 af en børneflok. Disse børn bliver i dag slet ikke født. Virkelig fremragende personligheder er sjældne, og vi har gjort dem endnu sjældnere. Vi mangler dem rent faktisk – men vi har skabt et samfund, hvor der kun er plads til middelmådigheder og idioter. Det passer magthaverne bedst!

At vi tillader denne udvikling, er et resultat af egoistisk individualisme, og denne svækker folket. Det er ubiologisk. Vil vi overleve, bliver vi nødt til at tænke kollektivt – lige som vore fjender, der blot sidder og venter på at overtage vort land.

Man kan med al for stor ret spørge sig selv, hvad moderne mennesker mon mener, meningen med det hele er. Jeg frygter, at svaret blot vil blive, at de ønsker at købe, nyde livet og have det rart. I den rækkefølge. Der er naturligvis ikke noget i vejen med at ville nyde livet og have det rart. Det vil vi vel alle. Men hvis ens hele livsindhold er at købe, så er der noget i vejen. Alle er naturligvis nødt til at foretage nogle indkøb, men det skulle ikke gerne være livets mening. Men det er det for mange. Man køber og smider væk for at købe nyt. Man taler om en indkøbsoplevelse… En tur på en genbrugsplads taler sit tydelige sprog – eller i et af de mange varehuse for elektronik, møbler eller andet. Jeg mindes en familie, der ved deres sølvbryllup smed alt ud for at købe nyt – og det er mange år siden. Jeg sætter derimod pris på at bevare gamle ting. Mit spisebord købte mine forældre, da de giftede sig i 1942. Ved det bord har jeg leget, læst lektier og studeret igennem store dele af mit liv. Det var centrum for familielivet i min barndom. Det er et fortrinligt bord, selv om det er et krigstidsbord. Det kan holde 100 år endnu, mindst – men når jeg lander i forbrændingen, sker det samme vel med bordet. Vi er tvunget til en gang imellem at opdatere alt det elektroniske (og elektriske) ragelse, vi mere eller mindre påtvinges at besvære vort liv med, og en bil holder desværre heller ikke evigt – men ellers gælder det dog vel om at bevare tingene så længe som muligt, for de er en del af vor historie, ja, på en måde en del af vor identitet. I de gode gamle dage fik man lavet sine møbler hos snedkeren. De var naturligvis ikke billige, men de holdt jo i generationer og var på den måde billigere end det juks, vi omgiver os med i dag. Og de gav en følelse af kontinuitet. Det er bæredygtighed! Den flok idioter og stenaldermarxister, som i dag fabler om bæredygtighed og økologisk ansvarlighed, aner ikke, hvad det er!

Et andet sted, hvor man tydeligt ser forfaldet, er på kirkegården. Hvor jøders og muslimers grave skal ligge evigt, ryger vi en etage længere ned efter 20-30 år. Så bliver der sandsynligvis sået græs i stedet, og ingen vil mere vide, hvem der ligger stablet under græsset. Folk ærer og mindes ikke længere deres døde – og de vil eller kan ikke betale de eksorbitante beløb, mange kirkegårde kræver for et gravsted. Dertil kommer naturligvis, at folk flytter rundt – og alene dermed river deres rødder over. Der er ingen slægtsfølelse og ingen hjemstavnsfølelse. Jeg bor ti minutters let gang fra den kirke, hvor jeg oprindelig blev døbt. Jeg kendte en meget stor del af de mennesker, der ligger begravet der. I dag er mange af disse grave blevet sløjfet – og der er blot græs. Men mange ligger der da naturligvis endnu, og så længe de ligger der, bliver de husket. Jeg tager med korte mellemrum en tur rundt til alle dem, jeg kendte i levende live – og så længe der er nogen, der gør det, er disse mennesker ikke glemt. Selv kommer jeg ikke til at slutte mig til dem. Min slægt ligger begravet andetsteds, hvor ingen desværre kender os mere som andet end et navn.

Mange børn kender i dag ikke deres forældre – og ikke mange ved, hvem deres bedsteforældre var. Kun få ved, hvem og hvad deres oldeforældre var. Mindet om forfædrene har altid tidligere været noget centralt i vor kultur. Tænk blot på kæmpehøjene, jættestuerne og de mange stendysser, der pryder landskabet[1]. Det er bl.a. det, der gør det til vort land – det har det været i årtusinder, og det skal det forblive, for ellers bliver vi blot rodløse konsumenter i en kulturløs verden af isolerede enkeltindivider fra alverdens lande – en kopi af Abernes Planet. For kapitalismen er dette ligegyldigt. For den er alle mennesker lige – så længe de kan forbruge. Det er vor pligt at forsvare dette land mod alle, der vil invadere det og overtage det – og ikke mindst imod alle dem, der forråder folket og vil give landet bort. Til dem skal der reserveres en ubehagelig død: Hvis folket en dag rejser sig, bliver opgøret ubarmhjertigt, og det ved forræderne udmærket. Derfor vil de bekæmpe enhver modstandsbevægelse lige så ubarmhjertigt.

Nogle vil nu spørge, om dette da er alt, hvad livet går ud på – formeringen og den implicitte kamp imod andre grupper. Det er måske nedslående at måtte svare: Ja, det er det vigtigste. Det er naturens opgave til os, og det er den, vi ultimativt vil blive bedømt på. Men det er op til os at skabe en merværdi i vore liv, en smuk verden med skønne bygninger, dejlig kunst, smukke digte og medrivende litteratur. Det er den merværdi, der vil give livet en yderligere dimension – og langt større værdi end den moderne verdens konsumsyge og indholdsløse underholdning. Vore forfædre har efterladt os en umådelig skat af indsigt og skønhed – den moderne verden efterlader sig kun skrot og udtjente elektriske dingenoter.

Ved at styrke uddannelserne og videnskaben – herunder også åndsvidenskaberne – vil vi blive klogere på os selv og andre. Vi vil lære at forstå verden og gøre vor tilværelse lettere. Men vi skal ikke tro, at vi nogensinde kommer dertil, at vi kan beherske naturen. Det vil altid være naturen, der behersker os. Og vi skal ikke opfinde ting, blot for at opfinde dem – vi skal hele tiden overveje, hvad de vil kunne føre til. Nye teknologier skal ikke tages i brug for deres egen skyld, men først, når vi ved, hvad vi vil bruge dem til, og hvilke konsekvenser det vi få. I Romerrigets tid opfandt en mand en primitiv dampmaskine, hvis nytte han fandt indlysende. Han præsenterede den for kejseren, som undersøgte sagen grundigt og derefter tilkaldte opfinderen. ”Det er en god opfindelse, du har gjort, og du skal få din rigelige belønning, men vi vil ikke bruge den. Den ville få uoverskuelige konsekvenser for vort samfund. Hvad med alle slaverne? Hvordan skulle vi beskæftige dem? Vi kan ikke overskue følgerne!” Det var en klog kejser, og senere tiders industrialisering har unægtelig demonstreret konsekvenserne af dampmaskinen og dens efterfølgere. Den har bragt os mange goder – men jo også mange problemer. Og den har netop skabt nutidens konsumsamfund, hvor evnen til at købe og smide væk efterhånden forekommer at være den eneste værdi i livet.

Nydelsessygen synes at have fortrængt enhver religiøs følelse – men netop religionen har været en stabiliserende faktor i menneskelivet fra Arilds tid. Det er nok ønskværdigt, at den religiøse følelse finder nye og andre udtryksformer – en tro på og hengivenhed mod naturen, som i sandhed er en mægtig og for mennesket uudgrundelig kraft. Men disse efter min mening nødvendige nye udtryks­for­mer må aldrig føre til, at vi glemmer vor historie, og til den hører også kristendommen, hvis fortællinger og værdier har præget vort samfund, vor kultur og vort landskab – på samme måde som vore fjerne forfædres religiøse forestillinger. Det er alt sammen en del af den historie og kultur, som udgør vort samlede rodnet.

I dag lider mennesket af hybris – overmod. Man tror, at det er i menneskets magt selv at definere og skabe mennesket i overensstemmelse med naturfjendske vrangforestillinger. Man vil skabe et menneske, der selv bestemmer sit køn, sit udseende og sine evner. Men dette menneske kan ikke findes. Det er en social ingeniørkunst, som kun kan føre til ulykke for den enkelte. Når mennesket frit kan definere alt, er det naturligvis også menneskets skyld, når f.eks. klimaet ændrer sig – selv om det alt sammen har en helt naturlig forklaring, og klimaændringen i øvrigt er et stort gode. Var klimaet ikke blevet varmere, havde det meste af Danmark endnu været dækket af et kilometertykt islag.

Mennesket forsøger i dag også at skabe evigt liv ad kunstig vej. Dette kan måske umiddelbart lyde som en forjættelse, men er det nu også det? Vi har tidligere været inde på overbefolkningsproblematikken. Hvad nu hvis alle skal leve evigt? Ja, så må vi holde op med at formere os – og så standser enhver evolution. Vi bliver som tøffeldyrene. Og ville det nu ikke blive et kedeligt liv i længden? Det ville hurtigt blive som en lang række genudsendelser i fjernsynet. Det har i europæisk historie og tradition altid været en forbandelse ikke at kunne dø. Livets cyklus er livets mening.

Vi skal ære de gamle – thi det er dem, der har bygget alt det op, vi i dag kan nyde godt af. De er vort led til fortiden og vor historie. Men desværre er det også dem, der har ladet landet degenerere til ukendelighed i dag. De blev grebet af materialismen, og de skønnede ikke i tide på, hvad de havde. De lod sig besnakke og tog deres åndelige næring fra fjernsynet, efterhånden som det udviklede sig til en kloak med direkte forbindelse til enhver bolig i landet. Det er især min generation, der er skyldig i at have sat vore forfædres arv over styr, så vore børn kommer til at stå tomhændede tilbage i en frem­med, kold og kulturløs verden. Vi er nogle relativt få, der har sat vor borgerlige tilværelse og vore karrieremuligheder til i et forgæves forsøg på at bekæmpe forfaldet. Nogle vil sige mig, at jeg har valgt en håbløs vej – og deri kan de meget vel have ret, men de, der har valgt klogere, har – når alt kommer til alt – ikke kunnet opvise meget bedre resultater. Deres karrieremuligheder har også været begrænsede, og forfaldet har heller ikke de kunnet standse. Vi har vel været for naive. Vi har troet på systemet og på demokratiet – uden at indse, at dette såkaldte demokrati blot er en virkelighedsfjern skrivebordsideologi ligesom alle andre, og at ingen ideologi frivilligt slipper magten. ”Pennen er mægtigere end sværdet!” ynder man at sige, men dette er en smuk illusion, der oftest dækker over fejhed og magelighed. Men sværdet kræver en befolkning, der vil løfte det, for hvor én mand kan skrive en bog med blæk eller på computer, kræver det et stærkt fællesskab, der vil sætte alle hensyn til side, at skrive en bog med blod. Og dette fællesskab har vi ikke, for alle har det stadig for godt. Lad mig imidlertid på falderebet give mine landsmænd denne advarsel: Det gode liv vil ikke vare ved. Det kan ikke deles med en verden, der ikke selv har været i stand til at skabe noget, og som nu vil lukrere på alt det, vore forfædre har skabt. Disse horder har imidlertid den styrke, vi har mistet. De handler som en gruppe, og de er fast besluttede på at fortrænge os. Det vil blive en hård kamp, og jo længere den bliver ud­skudt, desto sværere vil det blive at vinde den. Og taber vort folk den, er det slut med honningkrukken, for de nytilkomne vil ikke dele den, og når den er tom, vil de ikke evne at fylde den igen. Vi går en fremtid i møde, som vil være alles kamp mod alle i en verden af kulturel og materiel armod.

Udfordringen ved at skabe det gode samfund er at sikre en tilværelse præget af skønhed, retfærd og velstand uden at sætte de mekanismer ud af drift, som er forudsætningen for den fortsatte evolution. Det drejer sig om at bryde den cirkel, der siger, at magelige samfund skaber ”slappe drenge”, og at disse helt naturligt skaber utrygge samfund, men at utrygge samfund skaber stærke mennesker, som gør alt, hvad de kan, for at skabe trygge og magelige samfund og så fremdeles.

Under alle omstændigheder bliver vi nødt til at gå et godt stykke tilbage, gerne til før socialismen holdt sit indtog. Der starter vi, og så stiller vi sporskifterne om, så vi kommer et andet sted hen i fremtiden. Vi skal væk fra den globaliserede verden og væk fra storkapitalismens kvælertag. Grundlaget for et godt liv kan kun være det nære samfund, den lokale produktion og de lokale forretninger. Og vi skal trække stikket til internettet og smide mobiltelefonerne langt væk – i hvert fald uden for arbejdstiden.

Der er ingen anden vej end den af Winston Churchill anviste: Blod, sved og tårer!

Povl H. Riis-Knudsen

---

[1] Se Martin A. Hansen: Orm og Tyr.

---