Det er svært at tage afsked med den, man elsker, men det er dog sjældent, at man graver afdøde op og forsøger at puste nyt liv i vedkommende. Det skete dog i afvigte weekend, hvor en lille kreds af trofaste tilhængere af Nye Borgerlige samledes til landsmøde og valgte Martin Henriksen til partiets nye leder.

Det var sådan set ikke noget dårligt valg. Martin Henriksen er ikke bange for den politiske kamp, og der er nok ikke så meget, jeg kan blive uenig med ham om – i hvert fald ikke på det overfladiske plan. Jeg har dog ikke svar på, hvad hans holdning til følgende helt afgørende spørgsmål er: Hvad mener du om corona, klima, oprustning, Ukraine og Gaza? Og vil du kollektivt udvise de fremmede? Svarene på de spørgsmål vil vise, om man kan forvente noget som helst af ham. Men da han optræder med det israelske flag i knaphullet, beviser han allerede der, at han intet har forstået – hverken af den konflikt eller af noget andet!

Under alle omstændigheder er der imidlertid mere gods i ham end i Pernille Vermund – men han ser nok ikke så godt ud i badebukser, som forgængeren gør i sin lækre og dyre badedragt, og i partidemokratiet er det et vigtigt parameter. Afgørende for partiets fremtidschancer er imidlertid, om Seir Christensen stadig repræsenterer Nye Borgerlige i folketinget – eller om hans afløser gør det, hvis sygdom forhindrer ham i at vende tilbage. Hvis ikke, er NB ikke mere repræsenteret på Christiansborg og skal derfor ud at samle underskrifter for at kunne stille op – evt. i konkurrence med Lars Boje Mathiesen, som bestemt også er en sympatisk og duelig repræsentant for det borgerlige Danmark. Den eneste fornuftige løsning for begge parter ville være, at de slog sig sammen, men der er nok ikke plads til to alfahanner i ét parti. Underskriftindsamling er blevet gjort så besværlig, at det må anses for temmelig udsigtsløst for begge.

Spørgsmålet er imidlertid, om det overhovedet er vigtigt. Ingen af dem vil få 90 mandater, og uden det vil de forblive betydningsløse. Landet vil blot drive videre for vind og vejr uden befarent mandskab. Sagen er, at det er totalt ligegyldigt, hvem der sidder i folketinget. Jeg har oplevet utallige regeringer, men politikken er altid stort set forblevet den samme. Det er fundamentet, det er galt med – og det er fundamentet, der skal ændres. Det gøres kun ved en revolution, evt. med en efterfølgende borgerkrig. Nu vil nogen sige, at dette er nyttesløs revolutionsromantik, for det nationale Danmark er ikke i stand til at gennemføre en revolution, og det er desværre rigtigt, for det nationale Danmark er ikke i stand til at analysere situationen og samle sig om det vigtige.

Mange skønne kræfter bliver spildt på meningsløse aktioner imod islam. Jeg har såmænd ikke noget som helst at indvende imod disse aktioner i sig selv. Islam – i hvert fald i den form, vi præsenteres for – er ikke nogen sympatisk religion, den har ikke noget med vor kultur at gøre og ville virkelig betyde enden på det Danmark, vi kender – kulturelt, nationalt – og økonomisk. Det danske folk ville forsvinde. Men alt dette har jo kun på overfladen noget med religionen at gøre. Der er også masser af kristne arabere i landet. Er det i orden? Og hvad, om nu samtlige muslimer konverterede til kristendommen og pænt gik i kirke hver søndag, ville alt så være i orden? Ville det løse vore problemer? For slet ikke at tale om Pia Kærsgaards forslag om i stedet for muslimer at modtage kristne negre fra Afrika….

Lad mig for 117. gang slå fast, at de fremmede kun er i landet, fordi vi tillader det, idet vi affinder os med at blive ført imod afgrunden af en bande forbryderiske landsforrædere – som vi – i hvert fald i nogen grad – selv vælger ved de såkaldte valg. De fremmede er symptomet, men politikerne er den dødelige sygdom. De fremmede kan uden videre smides ud af landet, men vi ville alligevel være dødsens. Wokeideologi, patologisk individualisme, feminisering, kønsforvirring, annullering af kulturen, skænding af sproget, lighedsfantasier, klimatosseri, manglende basal uddannelse osv. ville tilintetgøre os. Det er det nuværende system, der skal bekæmpes – og det med alle til rådighed stående midler. At brænde koraner skaffer kun en selv i vanskeligheder – til ingen nytte. Jeg kunne komme i tanker om mere formålstjenlige og målrettede aktiviteter, der måske kunne sætte det nationale Danmark i stand til at gøre oprør og ændre kursen.

Bordet skal ganske enkelt ryddes – og det kan være vanskeligt nok. Der skal imidlertid også laves en ny opdækning, og på det punkt står det nationale Danmark endnu svagere. Hvem skal lige være finansminister, undervisningsminister etc., etc. Og det er ikke gjort med regeringen. Embedsværket skal også udskiftes. Den gamle embedsmandsstand, der betjente politikerne på sagligt grundlag og talte dem fra de værste ideologiske excesser, findes ikke mere. Den nye embedsstand er politisk, og den skal dele skæbne med politikerne. Men det er ikke nok! Dommere, præster, lærere osv. skal også stort set alle udskiftes. Og de allerfleste djøf’ere skal på ”efteruddannelse”, ja, de allerfleste såkaldte akademikere skal beskæftiges med kystsikring og genetablering af den landvinding, politikerne igennem de seneste år har ødelagt og oversvømmet. Og af hensyn til miljøet skal det ske med skovl! Og så er der journalisterne – for pressens folk er der et ganske særligt rum i Helvede!

Der er med andre ord nok, man kan og bør beskæftige sig med. Vi bryster os af, at vi vil have et kvalificeret styre – men for at skabe et sådant må nationalister i gang med at kvalificere sig! Og det kan ikke gå for hurtigt! En revolution kan nemlig komme på mange måder, jf. 1989, hvor kommunismen forsvandt fra Østeuropa og Rusland (men desværre ikke fra Vesteuropa). Dengang troede vi naive sjæle, at der ville opstå noget nyt, men ak, alt blev ved det gamle. Det var kun parolerne, der blev udskiftet – og en vis gruppe, der fik lejlighed til at plyndre den tidligere østblok for alle værdier. Med lidt forsinkelse styrer de gamle østlande også lige lukt imod afgrunden, idet de har overtaget de vestlige ”demokratiers” forvitrede og ustabile fundament og mangel på virkelige værdier. Man havde ganske enkelt i Østeuropa ikke haft lejlighed til at opbygge en handlekraftig og kvalificeret national opposition, så man blev kørt ud på et sidespor. Når det går langsommere med at nå afgrunden i Østeuropa, hænger det sammen med, at man fra kommunismens tid har et langt bedre uddannelsessystem end vort og dermed et højere intellektuelt niveau. Men det er også kun et spørgsmål om føje år.

Vi lever i dag i en tid, hvor alt kan ske. Kun ét er sikkert: Vesteuropa vil ikke overleve i den form, vi kender det. Tyskland er efter 3 år med de højrøde og grønne ved magten kørt helt i sænk. Fattigdommen er foruroligende, og vreden i industri og landbrug ulmer. De nuværende magthavere lever ganske enkelt ikke i almindelige menneskers virkelighed. Og går Tyskland ned, går vi alle med. Og England er blot en tragikomisk plet i Atlanten.

Det hele kan ende med en krig, og hvis denne afsluttes med en atomkrig, behøver vi ikke gøre os videre tanker. Også en konventionel krig vil imidlertid ændre Europa totalt. EU og Nato står foran sammenbrud. USA nærmer sig en ny borgerkrig. Alle vore midler bruges på at føre en os uvedkommende krig, vi helt klart ikke forstår baggrunden for, og på en nyttesløs oprustning, som ikke gør os sikrere, men tværtimod er udtryk for en aggressivitet, som netop kan skabe det scenarium, vi angiveligt skal frygte, men som endnu i dag ikke er reelt eksisterende. Vi forarmes yderligere af en latterlig ”klimaindsats”.

Nogen skal rydde op i ruinerne – og det må ikke blive de sædvanlige skyldige! Kun den nationale opposition kan bringe verden på ret kurs – men den skal i tide skaffe sig de nødvendige forudsætninger. Og det er nu! Læs, analyser verdenssituationen, identificer fjenden, udtænk en plan – og sluk for fjernsynet, Facebook og andre giftspredere. De sidste 4 år må have lært alle, hvordan totalitære systemer kan overleve: gennem en massiv, løgnagtig og ensidig daglig propaganda! Husk på, at hvis et folk ved regeringens magtmidler føres mod dets egen undergang, så er oprør ikke kun en ret, men en pligt for enhver, som tilhører et sådant folk!  

Så kære dansker, gå til modstand, men gør det rigtigt!

Povl H. Riis-Knudsen