Efterhånden føler jeg mig noget ensom. Alle dem, jeg har delt en del af min tilværelse med, falder lidt efter lidt bort, og hvad enten de nu må karakteriseres som ven eller fjende, efterlader de jo et tomrum. Frede Farmand var en integreret del af mit politiske liv i 20 år. Vi har delt mange flasker rødvin, dåsepølser, kilovis af kaffe og stakke af smørrebrød. I dagens anledning har jeg læst og genlæst en del artikler i pressen om os begge, og jeg må jo – ikke uventet – konstatere, at der ikke er meget sandt i disse artikler, så jeg må hellere selv fortælle historien, idet jeg dog skal gøre opmærksom på, at den første del af den kan læses i I hagekorsets lange skygge, mellemgaard 2021, og at den næste del vil kunne læses i det kommende bind 3 af mine erindringer med arbejdstitlen Hagekors over Aalborg.

En dag i efteråret 1973 ringede det på min dør i min nyerhvervede studenterhybel i Willemoesgade 45, 1. th, 10 minutters gang fra Aarhus Universitet. Udenfor stod en yngre mand, lidt overvægtig og med et viltert lyst hår. Han præsenterede sig som Frede Rasmussen og sagde, at han interesserede sig for mit politiske arbejde og gerne ville snakke. Det gjorde vi så. Allerede dengang havde jeg et beskedent bogsalg, og Frede købte nogle bøger. Efter dette første møde, sås vi ret ofte, for Frede boede lige over for indgangen til Stakladen, universitetets kantine, og det var bekvemt lige at smutte forbi på vejen hjem.

Frede var bestemt ikke ubegavet – og han var også særdeles vidende om mange ting. En god snak med Frede var derfor også tit en stor berigelse. Han havde en anden tilgang til tilværelsen end jeg, og netop det gjorde jo, at samtalerne undertiden blev interessante og udvidede ens horisont. Desuden havde han en fin humoristisk sans. Han var alt andet end kedelig. Det var imidlertid meget karakteristisk, at Frede ikke havde nogen form for uddannelse. Han havde interesseret sig meget for teologi, men en akademisk uddannelse afstikker rammer og sætter normer. Videnskaben lærer at skelne mellem, hvad der er objektivt sandt, og hvad der blot er en interessant spekulation, som ikke holder vand. Netop dette passede ikke til Fredes gemyt. Når dagens nekrolog – og det er den samme, der står i alle provinsaviserne – taler om Fredes ”liv i sandhedens tjeneste”, så er det ikke blot en tilsnigelse – det er løgn. Men om Frede selv indså, at han arbejdede i løgnens tjeneste, se, det er et andet spørgsmål. Det er karakteristisk for Frede, at han selv dannede sig sit eget personlige billede af verden og af de mennesker, der befolker denne verden. Dette billede var for Frede sandheden. Denne sandhed havde imidlertid ikke fast grund under fødderne, den var et produkt af Fredes fantasi ud fra de forestillinger, han selv havde gjort sig. Det var sådan, det ud fra Fredes logik måtte forholde sig – og hans så berømte dokumentationer blev – bevidst eller ubevidst – tilpasset denne personlige vrangforestilling. Dette kom klart til udtryk i den berygtede video, han lavede til Thies Christophersen, og som han modtog 160.000 skattefrie danske kroner for. Det var Fredes sandhed om Thies Christophersen – men det var ikke Thies’ sandhed. Han måtte derfor kassere videoen og blot afskrive de 160.000 kroner, som dengang for mere end 30 år siden pinedød var mange penge. Det samme gentog sig med den video, han lavede for Den Danske Forening, som jeg i al beskedenhed konciperede indledningen til – den absolut bedste del af videoen.

Dette er jo imidlertid ikke noget, man umiddelbart bliver klar over. For mediebranchens hyæner, som normalt ikke lider af overuddannelse og menneskekundskab, var denne ”dokumentation” god nok – og sådan så den jo også ud. Frede var imidlertid helt med på noderne, når det galt den nye tids teknik – især inden for lydoptagelser. Han demonstrerede en gang for mig, hvordan han havde optaget dronningens nytårstale og derefter havde vendt om på ordene og byttet rundt på sætningerne, således at han havde lavet en helt ny meningsløs udgave. Man kunne imidlertid ikke høre, at det var fup. Måske ville en tekniker kunne afsløre det ved en nøjere analyse, men det var umuligt at høre det med det blotte øre. Både tonefald og tonehøjde passede perfekt. Det lærte mig, at man aldrig kan stole på en lydoptagelse. Den er simpelthen ikke dokumentation for noget som helst. Det burde jeg nok en gang imellem have husket.

Frede havde imidlertid under sin opvækst på børnehjemmet lært en hel del om mennesker, og en af hans erfaringer var, at man aldrig skulle lægge sig ud med de stærke – dem, der var langt over en selv i hierarkiet. Man skulle udsøge sig et offer – sådan som han i hvert fald i egen optik selv havde været et offer – nogen, man risikofrit kunne træde på og udnytte – nogen, som ingen ville forsvare, og som ikke havde nogen mulighed for at slå igen. Hvem var bedre til dette formål end ”nazisterne”? Ergo byggede Frede sin berømmelse og sin økonomiske eksistens op omkring et tåbeligt angreb på disse – ikke blot i form af undertegnede og Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), men også i form af Partiet De Nationale og Den Danske Forening, som han ligeledes infiltrerede og lavede uautoriserede lydoptagelser fra. For at gøre sin ”dokumentation” interessant og vedkommende – dvs. så han kunne sælge den – fremtryllede han en ”fare for demokratiet”, som desværre reelt ikke fandtes. Og det vidste han naturligvis. Havde vi udgjort en fare for nogen, havde denne nekrolog måttet skrives for 30 år siden.

Vi gav i DNSB Frede Farmand adgang til visse møder. Det var en kalkuleret risiko. Vi vidste af erfaring, at Frede solgte billeder og oplysninger til pressen, men da vi ikke havde noget at skjule og jo også levede i et slags symbiotisk forhold til pressen, uden hvilken vi ikke havde nogen chance for at nå ud til en videre kreds, accepterede vi det stiltiende. Jonni Hansen var imod dette arrangement. Han anså Frede for at være en sikkerhedsrisiko, og det var han naturligvis – men på en lidt anden måde, end vi forestillede os. Frede Farmand var nemlig også blevet hvervet af PET til at udspionere os og andre på fløjen. PET’s interesse i os var i sig selv perifer. Man havde tidligt konkluderet, at vi ikke var til nogen fare for Rigets indre sikkerhed, men som følge af vor publikationsvirksomhed og vore udenlandske aktiviteter var fremmede tjenester imidlertid interesserede i oplysninger om DNSB og især om Nordland Forlag, og da sådanne oplysninger kunne bruges som bytteobjekter, der kunne gøre PET mere betydningsfuld i udenlandske og mere professionelle tjenesters øjne, satte man Frede Farmand på sagen – og 1½ heltidsansatte PET-folk beskæftigede sig udelukkende med min ringhed. Dertil kom 1 på Jørgen Nielsen, og 1 på resten af flokken. Statskassen synes uudtømmelig. Den udenlandske interesse er med al sandsynlighed især kommet fra det vesttyske Bundesverfassungsschutz, dettes østrigske kolleger – og naturligvis fra Mossad.

Fredes mest indbringende påfund var at forsyne min computer med en indbygget bagdør, ja, han fik endog PET til at betale et nyt program til mig, så jeg fik plads til flere navne. Da dette var før internettets tid, foregik tømninger af postkassen manuelt ved at Frede aflagde mig besøg med passende mellemrum, dvs. når min computer meldte fejl. Vi boede på det tidspunkt i et stort hus i 2 etager, hvor kontorer, lager og gæsteværelse var i den nederste etage og vort soveværelse ovenpå. Der var frit slag for overnattende gæster. Det lykkedes på denne måde Frede at høste 6.000 adresser, som PET kunne videresælge til vennerne i udlandet. Det var på grundlag af denne adresseliste, Frede kunne kommunikere til pressen, at Søren Espersen, der på daværende tidspunkt var pressechef i Dansk Folkeparti, også var eller havde været B-medlem af DNSB. Der stod nemlig et B ud for hans navn. Jeg havde nøje forklaret Frede, hvad de forskellige bogstaver og tal på adressemærkaterne betød. Tidsskriftet National-Socialisten udsendtes normalt til den billige tryksagstakst, men Søren Espersen var jo journalist og ville gerne have bladet hurtigt, dvs. hurtigere end konkurrenterne. Følgelig fik han det tilsendt som brev. Derfor B, så den, der pakkede bladene, kunne lægge det i den bunke, som gik ud som brev. Medlemsoplysninger fremgik naturligvis ikke af en adressemærkat. Men i Fredes kreative hjerne kunne det ikke være sådan, det måtte være anderledes, ja, det skulle være anderledes. Dette førte til en retssag, som Søren Espersen naturligvis vandt. Søren Espersen havde aldrig været medlem af DNSB. Frede var ikke alene utroværdig, han var også et svin – en betegnelse, for hvilken jeg straks må undskylde over for vore søde og velsmagende firbenede venner. Han vidste jo nemlig inderst inde godt, at han løj.

De 11 gange, Frede havde tømt postkassen i min computer, bedømte PET-udvalget til at være det samme som 11 ulovlige ransagninger. Så jeg fik vel en erstatning – eller blot en undskyldning? Ikke det, der ligner, og hverken Hanne Bech Hansen, der var PET-chef i perioden, eller Frede Farmand kom i spjældet, hvor de begge hørte til. Fanden hytter som bekendt sine! Om Frede og PET berettes udførligt i Regin Schmidt, Rasmus Mariager og Morten Heiberg: PET – Historien om Politiets Efterretningstjeneste fra den kolde krig til krigen mod terror, Gyldendal 2009, side 293ff.

Men Frede snød ikke blot mig. Han snød alle – for han var i konstant pengenød, og folk, som ikke ved, hvor pengene til den næste termin skal komme fra, skal man vare sig for. Frede ville gøre alt for ikke at lande i en lejlighed blandt sine venner i Gellerupplanen. Han skabte altid uro og fjendskab, og dersom han fornemmede modsætninger inden for en organisation eller mellem organisationer, nærede han disse modsætninger, thi i et klima af mistro og uvenskab er agentens arbejde lettest. Min maratonretssag imod journalist Povl E. Nørager i anledning af dennes rædselsvækkende elendige makværk Kan det ske igen? fostrede de bedst tænkelige betingelser for Frede Farmand, der begejstret spillede med i begge lejre. Han forsynede mig med oplysninger om Nøragers og direktør Jens Sejersens Folkebevægelsen mod Nazisme, ligesom han havde fodret Nørager med forkerte oplysninger til bogen – oplysninger, som i sig selv var grund nok til en injuriesag mod Nørager. Det var ikke mærkeligt, at Frede kraftigt opfordrede mig til at anlægge denne sag og lovede at bistå mig med at få Nørager dømt.

Betegnelsen svin får imidlertid ny dybde, når man læser følgende afsnit i Søren Steen Jespersens og Miki Mistratis’ bog Den Hemmelige Tjeneste – da PET blev afsløret, Aschehoug 1999:

Den 6. maj kan Ekstra Bladet afsløre, at der er en alvorlig lækage fra Folkebevægelsen mod Nazisme til lederen af DNSB, Povl Heinrich Riis-Knudsen. Allerede siden foråret 1989 har Frede Farmand og PET været orienteret om lækagen. Frede Farmand får kendskab til, at der ligger nogle medlemslister fra Folkebevægelsen mod Nazisme hos Povl Heinrich Riis-Knudsen. Det er den daværende organisationssekretær i DNSB, Jørgen Nielsen, der fortæller Frede Farmand om listerne. Senere ser Frede Farmand de samme medlemslister i en anden forbindelse. Derfor er han klar over, at medlemslisterne er ægte, og at de stammer fra en læk i Folkebevægelsen mod Nazisme. Lækken er opstået under den strid, der året før herskede i FMN.
Frede Farmand tager nu et billede af Povl Heinrich Riis-Knudsen, der holder medlemslisterne fra FMN i hånden. Og efter samråd med PET giver han billedet til Ekstra Bladet.
Allerede dagen efter offentliggørelsen kommer udmeldelserne af Folkebevægelsen mod Nazisme. Og de fortsætter, indtil bevægelsen fuldstændig mister sin betydning[.]

Tja, hvor havde jeg mon fået de lister fra? Fra Frede Farmand selvfølgelig! Han havde fået dem af et bestyrelsesmedlem ved navn Soriano, der også boede i Vejgaard. Frede bragte dem direkte fra Soriano til mig med et stort grin. Og ikke blot medlemslisterne, men også regnskabsmateriale og materiale fra bestyrelsesmøder. Der blev – i hvert fald som Frede læste dokumenterne – snydt i stor stil i FMN – bl.a. med moms i forbindelse med bogen Kan det ske igen? Så hvem var nærmere til at ”henlede” PET’s opmærksomhed på denne ”læk”? Tja, et liv ”i sandhedens tjeneste”? Jeg har aldrig kendt nogen, der har kunnet lyve så stærkt og så overbevisende som Frede Farmand. Hele hans liv var en stor løgn – et luftkastel, der var et produkt af hans egen fantasi. Frede har imidlertid tjent godt på sit dobbeltspil – både Ekstrabladet og PET har betalt ham! Og måske også FMN – de havde nemlig tvangsudskrevne fagforeningsmidler nok.

Også internt i DNSB søgte Frede systematisk efter revner og sprækker – og også her havde han heldet med sig. Albert Larsen, der tidligere havde været medlem af Socialistisk Folkeparti og opstillet som partiets kandidat til folketinget, ytrede sig ved en lejlighed kritisk over, at en græsk kammerat, Stefanos Gekas, var medlem af DNSB’s ledelsesgruppe – sammen med bl.a. Albert Larsen. Her mente Albert ikke, at udlændinge hørte hjemme. Nuvel, Stefanos kunne noget, som Albert ikke kunne – og omvendt. Det er jo derfor man har en ledelsesgruppe, hvor alle talenter kan supplere hinanden. Frede kælede for denne lille rift. Han gav det udseende af, at der var et afgørende modsætningsforhold mellem organisationssekretær Jørgen Nielsen og Albert Larsen. Han spurgte de forskellige medlemmer, hvad de syntes, spillede doktorerede bånd, hvor medlemmerne angiveligt udtalte sig om hinanden, og så fremdeles, indtil han havde opnået, hvad han og PET ville. Albert Larsen, der var en virkelig kapacitet og et stort aktiv for DNSB, brød med bevægelsen og startede sit eget parti, Partiet De Nationale. Albert og Frede var jo kommet tæt på hinanden under denne proces, og Albert havde vel en gang imellem udtalt sig lidt bramfrit til Fredes skjulte mikrofon fra PET. Da Henrik Christensen fra Internationale Socialister i Søllerødgade efter alt at dømme blev offer for den brevbombe, han var ved at lave til Jonni Hansen, gik Frede straks i aktion – det måtte jo være nazisterne, det skulle være nazisterne. I første omgang pegede han på DNSB. Jeg fik en opringning fra en kriminalbetjent i København. Jeg fortalte ham i overensstemmelse med sandheden, at jeg aldrig havde hørt om Henrik Christensen og IS, og at jeg – dersom jeg havde villet sende nogen fra venstrefløjen op i skødet på Vorherre – ikke ville have valgt en ukendt person fra en perifer organisation, ingen anede eksisterede. Betjenten ville gerne vide, hvem jeg da ville havde sprængt i luften, men da der var et ganske betydeligt antal kandidater, kunne jeg ikke hjælpe ham med at præcisere det nærmere. Jeg sagde imidlertid til ham, at højrefløjen var sådan beskaffen, at alle inden for højst 24 timer ville have vidst, hvem der stod bag, hvis nogen fra den kreds havde haft med det at gøre.

Så blev det Alberts tur. Der måtte være Albert, det var helt bestemt Albert. Igen spillede Frede sine kunstfærdigt tilrettelagte bånd. Jeg fik en ”indbydelse” til politigården i Aalborg. En københavnsk betjent havde et par spørgsmål. Det ene vedrørte en af Jonni Hansens mindre velvalgte aktioner, som jeg ikke havde nogen kommentarer til. Så lænede betjenten sig frem og sagde med stor patos: ”Og så har jeg noget fra afdeling A. Det er alvorligt. Det drejer sig om mord!” Og så henviste han igen til Fredes bånd og Albert Larsen. Jeg spurgte ham stilfærdigt, om han havde talt med Frede. Det havde han ikke, men han ville tage derned, når han var færdig med mig. Jeg sagde til ham, at jeg syntes, han skulle tale med Frede først. Hvis han derefter havde nogen spørgsmål, var han velkommen til at komme tilbage. Som ventet hørte jeg aldrig fra ham igen. Frede kunne snyde nogle ”nazister” og ”antinazister”, som troede, at han var på samme side som dem. Men ikke en erfaren kriminalbetjent. Sådan en har i tidens løb mødt for mange af Fredes slags.

På tysk siger man ”Früh brennt, was eine Nessel werden will!” (Det brænder tidligt, som skal blive til en nælde!) Allerede i min studietid i Aarhus, spurgte Frede mig sådan helt tilfældigt, hvor jeg vel fik fremkaldt mine billeder. Det var jo tilsyneladende et ganske uskyldigt spørgsmål, men Frede gik ned til fotohandleren på Stjernepladsen og fik ham til altid at lave et ekstra sæt af mine billeder, som Frede så fik. Dem gjorde han god brug af. På billederne var bl.a. den senere højskoleforstander Kristian Kjær Nielsen i kontroversielt selskab: Winifred Wagner, Hans Severus Ziegler, Matt Koehl etc. I sine unge dage var Kristian overbevist nationalsocialist – det er jeg helt sikker på, men økonomiske trængsler, ambition og en ny kone fik ham på andre tanker. Men så var der Fredes forbandede billeder. En dag mere end 20 år senere kørte Kristian fra Helgenæs til St. Kongensgade i København, hvor dagbladet Information har til huse i Fædrelandets gamle lokaler. Han fortalte her, at han havde været agent for en ukendt efterretningstjeneste og havde haft til opgave at udspionere ”nazisterne” – i 1970’erne, hvor organisationen faktisk kun eksisterede på papiret, og hvor der ingen udgivelsesvirksomhed var. Han kunne betegnende nok ingen enkeltheder huske. Frede skynder sig at give ham et alibi for tiden efter 1975, det år, hvor jeg lærte Kristian at kende. Journalisten på Information spørger mig, hvad jeg mener – og jeg spørger til gengæld, hvad han selv mener. Han mener – ligesom jeg – at det er en frit opfundet historie. ”Jamen hvorfor i alverden nu efter mere end 20 år?” spurgte jeg. ”Jeg er sikker på, at Frede Farmand afpresser ham!” svarede journalisten – og det ville jo give det hele god mening. Frede Farmand i ”sandhedens tjeneste”. Lad være, at Kristian er en pjalt. Frede var imidlertid også i denne sag et usandsynlig stort svin! Jeg har mere udførligt omtalt tilfældet Kristian i mine erindringer (I hagekorsets lange skygge), og hvis man vil læse artiklen i Information, kan man gøre det her: https://www.information.dk/1999/03/agent-hvem

Med Fredes arbejdsmetode var det jo ikke underligt, at han indviklede sig i en uendelig række af retssager og er blevet uvenner med alle dem, han havde arbejdet for – eller som havde troet, at han havde arbejdet for dem. Det begyndte allerede på det tidspunkt, hvor jeg lærte ham at kende. Han havde udført nogle opgaver for teologen Johannes Aagaard, skaberen af Dialogcenteret i Aarhus, og de blev uvenner om ejerskabet til nogle arkivalier. Det førte bl.a. til en udgående fogedforretning hos Frede. Den blev naturligvis båndet, og den var morsom over alle grænser. Det er ikke for ingenting, at retten i Aarhus blev omtalt som Cirkusbygningen – befolket af en samling inkompetente retsfordrejere. Sagen bliver refereret i Kaare P. Johannesens temmelig ukendte, men særdeles underholdende bog Bavianer, Chr. Erichsens Forlag 1978, hvor man også kan læse om nogle af Fredes andre eskapader. Den gengiver imidlertid Fredes udlægning, set igennem Fredes prisme. Da Jacques Blum fik sig indviklet i en sag, anlagt af Frede, søgte Blum hjælp hos mig – og selv om jeg og Blum vel ikke havde været perlevenner, fandt vi sammen i den anledning. Jeg kunne desværre ikke hjælpe. Blum havde været uforsigtig i en alt for høj grad – vel i tillid til sin sædvanlige immunitet. Men vi kom godt i snak med hinanden, og jeg spurgte, om han havde prøvet hos Johannes Aagaard. Det havde han. Aagaards svar var: ”Åh nej, ham orker jeg simpelthen ikke at tale om!” Alle, der har kendt Frede, vil umiddelbart forstå, hvad han mente.

Også samarbejdet med Ole Hasselbalch og Den Danske Forening måtte naturligvis ende i retssager. Der var så mange, at jeg opgav at holde styr på dem. Det var jo imidlertid formålsløst at føre sag imod Frede, for han havde ingen penge. Derfor gik man over til at anmelde ham til myndighederne for diverse forseelser fra skattesvig og momsunddragelse til pædofili. Det kunne man heller ikke komme igennem med. Frede nød en generel immunitet imod alt. Han havde nemlig en klemme på stort set alle! Ingen havde lyst til at forfølge Frede! Det var også igennem Den Danske Forening, Frede kom i kontakt med den navnkundige jyske nedkastningschef fra Modstandsbevægelsen, Jens Tholstrup, der forblev en god dansk mand til sin alt for tidlige død, som Frede angiveligt – på trods af familiens forbud – filmede ”live” – om man så må sige. Takt og almindelig medmenneskelighed var ikke begreber, der rangerede højt i Fredes univers. Det var historien, det kom an på. Frede ville i sin selvovervurdering nok sige HISTORIEN som i verdenshistorien eller danmarkshistorien!

Det ville være fristende at kalde Frede Farmand en patologisk løgner, for han løj om alt – også om sit liv. Han fortalte mig, at hans forældre havde været tjenere, og at han var kommet på børnehjem, fordi deres arbejdstider var sådan, at de ikke kunne passe ham. Andre har han fortalt, at de ikke havde råd til at give ham mad. Sandheden står i kirkebogen. Frede var det, man kaldte en horeunge. Hans far havde en familie og mange børn. Frede var det uønskede produkt af et sidespring. Moderen var enke og boede hos sine forældre. Da de blev husvilde, kom Frede på børnehjem. Der er i dag bestemt ingen skam ved at være horeunge, så hvorfor lyve om det? Fordi Frede ikke kunne lade være! På samme måde var bøgerne i hans bibliotek de fejltryk, møbelhandlerne købte til deres udstillinger (det var dengang, bøger var en naturlig del af et hjem). De indeholdt blanke sider. En kunstig facade, intet andet. Frede skulle fremstå som en lærd og belæst mand. Det var alt sammen løgn!

Efter fjernsynsudsendelsen De skjulte bånd i 1993 ophørte enhver forbindelse mellem Frede Farmand og mig – bortset fra et par intet givende telefonsamtaler i det seneste par år, der nærmest gav mig det indtryk, at Frede var på vej ind i demensens verden. Ved sit sidste besøg hos mig i Godthåb i 1993 lykkedes det ham at stjæle nogle fotografier, som jeg gerne havde haft i dag. Kun vold kunne have forhindret det, og jeg vidste, hvad han ville have kunnet bruge det til, så jeg undlod at give ham de stryg, han fortjente. Men jeg må alligevel ærligt sige, at jeg mange gange har savnet Frede. Han var som nævnt en inspirerende person at være sammen med, og netop denne egenskab var jo det, der gjorde det muligt for ham at gennemføre sit bedrag over for alle, således at han i dag nærmest helgenkåres i pressen. Han var ved Gud ingen helgen.

Efter at jeg havde lagt politikken på hylden, fortsatte Frede sin jagt på ofre. Et af dem var den tyske revisionist og holocaustbenægter Thies Christophersen, hvis lille intetsigende hæfte Die Auschwitz-Lüge, Kritik-Verlag, Mohrkirch 1973,var en af revisionismens grundbøger. Som ved magi fandt der et indbrud sted i Christophersen hus, hvor man ødelagde en trykkemaskine og bemægtigede sig en kolossal samling dokumenter, som igen ved magi havnede hos Frede – skam få den, der tænker ilde derom! Disse dokumenter resulterede i udgivelse af hans bog Løgneren fra Auschwitz – og løgnens børn, Modtryk 1995. Det var en endog særdeles ringe bog, der fulgte Fredes sædvanlige kreative recept. Det bemærkes, at Frede ikke beherskede noget fremmedsprog – og tydeligvis heller ikke dansk – og ikke havde noget begreb om historisk metode. Besynderligt nok blev bogen heller ikke nogen bestseller. Når det gælder nedrakning af ”nazister”, er kvalitetstærsklen ellers ganske lav, men selv denne lave tærskel kunne Frede ikke komme over. Modtryk havde øjensynligt regnet med en stor omsætning, men da radioforhandler Holger Petersen fra Varde i forbindelse med et tilgodehavende hos Frede ville gøre udlæg i restoplaget, fik han den besked, at han måtte få dem alle sammen gratis.

Frede havde allerede i sin unge dage beskæftiget sig med Tvindimperiet og Mogens Amdi Petersen, et emne, som han nu gravede frem igen og udgav en bog om. Jeg har ikke læst den, for det interesserer mig generelt ikke – og specielt interesserer Fredes feberfantasier mig meget lidt. Folk, der ved mere om Tvind, har imidlertid også her vendt tommelfingeren nedad: ”Det er en ringe bog. Han har ikke forstået noget,” lød dommen, og det overraskede mig jo ikke.

Fredes sidste ”værk” – han betonede over for mig meget stærkt, at det ikke var en bog, det var et ”værk” – var Barn nr. 33, hvor Frede vil ride med på bølgen af kritik mod børnehjem mv. Han skildrer sin tid på børnehjemmet Aaløkkegaarden i Odense som det reneste helvede, en lang række ydmygelser med tæsk og mishandling – ja, børnene blev sågar angiveligt lejet ud til Odenses overklasse med henblik på seksuel udnyttelse. Hele Odenses borgerskab bestod tilsyneladende af pædofile sadister. Pressen kastede sig over den med fryd. Det var lige noget, man kunne bruge. Den passede ind i tiden. Jeg kan jo ikke sige, hvad der er løgn, og hvad der er sandt i denne sag, men med mit indgående kendskab til Frede Farmand tillader jeg mig at være skeptisk. Bl.a. ville jeg jo gerne vide, hvorfor han har ventet 60 år på at fremkomme med disse ”afsløringer”. Efter 60 år kan ingen af de påståede gerningsmænd jo forsvare sig, og der er jo faktisk heller ikke rigtig nogen troværdige vidner, der kan understøtte hans historie. Men den situation passede nok Frede bedst. Jeg skal blot henvise interesserede til at læse metodistkirkens redegørelse for ”sagen” her: https://www.metodistkirken.dk/2020/01/08/kommentar-til-artikler-om-frede-farmand/. Det var metodistkirken, der drev Aaløkkegaarden. I øvrigt fik han flere gange besøg af sin mor, men hende har han åbenbart heller ikke fortalt noget.

Man kunne skrive en hel bog om Fredes bedrifter, og den kunne faktisk blive både morsom og spændende. Men er der nogen, der gider – og ville en eventuel forfatter så også virkelig fortælle sandheden, eller ville det blot blive en hagiografi?

Der henvises generelt til PET-rapporten, bind 11. Frede Farmand minder endvidere i høj grad om Niels Tykke, en af hovedpersonerne i Clement Andersens roman For dette land er vort, Ordsmeden 2023.

Om afdøde plejer man at sige, at de har fået fred. I dette tilfælde er det nok Danmark, der har fået fred – fred for Frede Farmands alternative kendsgerninger. Og lad os huske godsejer Johan Knudsens vise ord: ”Et menneske udsletter ikke sin brøde, fordi det dør!”

Skam få Frede Farmand!

Povl H. Riis-Knudsen