”BLØDE SENGE GIVER SLAPPE DRENGE”
Peter Rindal

BOGANMELDELSE:
Alex Ahrendtsen:
RINDAL
Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten
Grønningen 1, 2023

Der er i dag desværre få mennesker, der husker Peter Rindal – og blandt de yngre er genkendelsesgraden tæt på nul. Det er skammeligt. Rindalismens far fortjener at blive husket som den,
der først af alle gjorde grundigt op med velfærdssamfundets omfordelingspolitik og specielt med ”kulturelitens” tagselvbord på skatteydernes regning. Som Alex Arendtsen så rigtigt bemærker, var Rindal forudsætningen for Glistrups, Erhard Jacobsens og alle de andres gennembrud ved jordskredsvalget i 1973.

Alex Ahrendtsen har med den klassiske filologs nøjagtighed dokumenteret Rindals liv og virke i en grad, der somme tider kan være ganske overvældende. Bogens første 73 sider er svære at komme igennem. Det er naturligvis vigtigt at vide, at Peter Rindal i ordets bedste betydning var en mand af folket, men at dokumentere hans barndom og ungdom ned til den mindste detalje er dog nok rigeligt. Da han først når berømmelsens tinde, er det mere interessant at få at vide, hvilke adresser han boede på.

Peter Rindal havde 6 års skolegang i landsbyskolen bag sig, men han havde ordet i sin magt – også på skrift, og han kunne korrespondere på både engelsk og tysk. Ikke fejlfrit, men ganske udmærket. Det viser i høj grad, hvordan vort undervisnings- og uddannelsessystem er gået ned ad bakke siden dengang. Rindal havde ganske enkelt lært at lære. Rindal blev lagerforvalter på Kolding Hørfabrik, og her eksploderede han en dag i 1965 over oprettelsen af Statens Kunstfond, som skulle støtte kunstnere i deres arbejde – endda med livsvarige legater. Rindal havde den sunde opfattelse, at kunstnere, der ikke kunne leve af deres kunst, måtte søge sig et rigtigt arbejde og forsørge sig selv. Hvorfor skulle han og tusindvis af andre arbejde lange dage for at betale til folk, der blot sætter klatter på et lærred. Det er svært at være uenig i dette synspunkt. Det, der især stødte Rindal, var også den selvudnævnte ”elites” arrogance og foragt for det arbejde folk. Den har ikke ændret sig!

”Jeg mener stadig, at det er skandaløst, at jeg over min skattebillet tvinges til at betale af min løn til en mere eller mindre indspist gruppe storsnudede mennesker, der ikke kan klare sig selv, men mener, at de har noget så vigtigt at sige nationen, at vi andre må tjene penge for dem – ofte ved kedeligt og anstrengende arbejde. Hvad gør en eller anden, der kalder sig kunstner, mere værd end hvem som helst, der hver dag passer sit arbejde i produktionen, og dermed hjælper med til, at det hele løber rundt?” (Rindal s. 104).

Forsvaret for, at staten skal støtte kunsten, findes i historien. Til alle tider har store kunstnere haft mæcener. Rige folk bliver imidlertid i dag beskattet i en grad, der gør det umuligt for de fleste også at understøtte kulturen. Fortidens mæcener havde i modsætning til demokratisk valgte politikere i allerhøjeste grad forstand på kunst og kultur, og de forstod at vælge kvalitet og støttede unge kunstnere, som de fandt lovende. Dermed være ikke sagt, at de ikke også en gang imellem tog fejl. Det gjorde de naturligvis, men det skete for egen regning. Mæcenernes skare var endvidere temmelig mangfoldig med hensyn til smagsretninger og stil. Det sikrede stor diversitet i kunst og litteratur. I dag er den slags overladt til statslige udvalg, nedsat af politikere, som ikke har forstand på noget – heller ikke på kunst. De nedsatte udvalg består hovedsagelig af politiske venner og statsudvalgte ”kunstnere”, og som det altid vil gå i et demokratisk system, er det udartet til det rene fætter- og kusineforetagende. Her er det ikke kvaliteten, men forbindelserne, der tæller – og du betaler.

Dette er for alvor statsstyring af kunsten – hvilket Rindal aldrig blev træt af at påpege. Får man penge fra Kunstfonden, er man blåstemplet. Det ser godt ud på CV’et, som ”billedkunstner” man får flere ordrer – bl.a. fra det offentlige, som betaler skyhøje priser for ingenting, som forfatter kommer man på læseplanerne, sælges til bibliotekerne, så man får bibliotekspenge osv. Man bliver indbudt til at holde foredrag – man bliver en del af eliten. Det er en stram statsstyring, der sikrer ensretning – som vi også ser det med pressen i dag. Får man penge af staten, er man ikke mere fri og uafhængig, og man er tvunget til at bevæge sig inden for en ganske smal holdningskorridor. Dette sidste er i dag meget mere udtalt, end det var for 50 år siden. Et ”forkert” ord, og man er annulleret.

Det var Rindal meget om at gøre at slå fast, at dette ikke var en kamp mod kunstnerne, men imod det statslige formynderi over folks penge. Dette rækker naturligvis videre end blot kunststøtten – det berører hele projektet med gennem omfordeling af folks midler at skabe en ”velfærdsstat”, hvor de dygtige, fornuftige og arbejdsomme får frarøvet en stadig større del af deres løn, for at denne kan gives til de dumme, ufornuftige og dovne, således at alle bliver lige. Rindal var dog klar over, at han med et angreb over hele linjen ville få sværere ved at få folk med – selv om han undtog områder som f.eks. undervisning og sygehuse fra sit korstog mod omfordelingspolitikken.

At Rindal ikke brød sig om den moderne såkaldte ”kunst”, lod han imidlertid ingen være i tvivl om:

”Og når vi ikke øjeblikkeligt falder i henrykkelse over deres abnormiteter, perversiteter, jernskrammel og slimede pornografi, ja så mobiliserer man små skarer af nulliteter landet over, som med kulturtågesnak søger at forklare den kunst, de ikke selv forstår, ganske simpelt fordi der ikke findes anden forklaring, end at det er fup og svindel alt sammen. Köpenick- affæren (1) er småting ved siden af det, som det her er lykkedes for en nævefuld moralløse, intrigante, hovmodige og fordringsfulde ’kulturpersoner’, nemlig at skaffe sig selv og sine medløbere nogle godt vederlagte embeder uden ret meget arbejde og åbenbart helt uden ansvar, men med god tid til at have diverse ”ben” ved siden af, som giver store til dels skattefrie indtægter.” (2) (Rindal 183)

Rindal beskæftigede sig først og fremmest med billedmagerne, ”kunstnere”, som ingen håndens arbejder ville have hængende på sin væg, men som han nu var tvunget til at betale for. Det var – og er – imidlertid ikke anderledes inden for andre kunstarter, og det er fra litteraturens verden, jeg vil hente et godt eksempel: Henrik Nordbrandt, der netop har gjort os den tjeneste at forlade os – under alenlange jeremiader fra kulturpavernes side. Han debuterede i 1966 med digtsamlingen digte, som jeg her blot vil give en lille smagsprøve på:

ådselsvandet

mellem os
ådselsvandet
besejlet af brakke violiner
plasmatoner langtudtrukne
af druknede mågeæg
forbinder vore hjerter;
konkyliekroppe
udrevet
af deres cementnære
vindelsarkofager

dit ansigt
drypper i mine øjne
guldfiskeelegier overgemt
i bruskakvarier
fra din mund
et sug af kirkegård
som trækker dødelige skimmelpassioner
op fra min hungertrommende gummimave

…..

Nordbrandts ”digt” fortsætter, men dette er tilstrækkeligt til at give et fyldestgørende indtryk af mandens poetiske evner – eller mangel på samme. Nordbrandt kom naturligvis på finansloven, og han havde i den forbindelse den frækhed at udtale, ”at han da ikke kunne have et eller andet åndsvagt job”. Dertil var hans ”kunst” alt for vigtig. Men det er alle os med åndssvage job, der gennem hele livet har forsørget denne åndelige undermålers luksusliv i Tyrkiet, Grækenland og Italien – steder, normale arbejdende mennesker højst ser på en 14-dages charterferie en enkelt gang i deres liv. Nordbrandts produktion er – gudskelov – forholdsvis begrænset, selv om titellisten er meget lang, men han er blevet overøst med priser – som en særlig hån mod Aarestrup, Danmarks absolut fineste lyriker, fik han også Aarestrup-medaljen. Der er naturligvis stadig et stykke ned til den absolutte bund. Den plads er besat af Yahya Hassan, og han bliver svær at slå.

Rindals kunstsmag var muligvis ikke særlig avanceret, men det var den kunst han – og med ham det store flertal af dem, der betaler gildet – sætter pris på. Og den ”avancerede” moderne kunst er der nok ret beset ingen, der bryder sig om. Det er kejserens nye klæder om igen. Med litteratur er det naturligvis ikke altid lige så let at afgøre, hvad der er kvalitet – med billedkunst er det forholdsvis enkelt. Kunst er afledt af at kunne. Kunst er også et håndværk! Altså: Kan han male? Ligner det noget? Er det pænt? Kan jeg lide det? Det kan i regelen afgøres på stedet. Med litteratur er det først virkelig historien, der beviser, hvad der har blivende værdi, og hvad der uden videre kan gå i glemmebogen. Hvis ting er for tidsbundne, har de intet evigt liv. Shakespeare, Calderón, Dante, Goethe, Dostojevskij osv. har noget at tilbyde, som er hævet over deres tid. Klaus Rifbjerg var det store navn i min gymnasietid – men i dag er der ingen, der gider læse hans tidsbundne pubertære bras. Hans efterladte får masser af bibliotekspenge, for de betales pr. bog på bibliotekerne – og ikke pr. udlån. Det var måske noget, man skulle tænke på at ændre. Desværre må man dog også konstatere, at der er meget få kvalitetsforfattere, der stadig læses. Selv vigtige navne som Jacob Paludan og Martin A. Hansen er i dag temmelig ukendte.

Skal staten støtte kulturen – og det kan da godt give mening at gøre det, i den udstrækning det fremmer kendskabet til vor fælles kulturarv – så skal det være en støtte til udgivelse og opførelse af de klassikere, der har bevist deres blivende værdi – ikke til unge fusentaster, der blot ønsker at nasse på det arbejdende folk i stedet for at få sig ”et åndssvagt job”.

Rindal vandt en overvældende tilslutning i befolkningen. Han modtog støtteerklæringer og breve i læssevis, gav interviews og blev inviteret til at debattere med kunstnere og politikere. Også i min familie var vi begejstrede rindalister. Rindals liv ændredes radikalt, og selv om han blev støttet kraftigt af sin arbejdsplads, voksede byrden sig stor og tung, og til sidst måtte Rindal kaste håndklædet i ringen. Han ægteskab led under hans berømmelse, og han forfaldt vel også lidt til at støtte bryggerierne mere, end godt var.

Han besluttede at søge arbejde på Grønland, hvor han blev lagerforvalter hos Den Kongelige Grønlandske Handel. I dag ville en mand som Rindal intet arbejde kunne få – og slet ikke en betroet stilling – men tiderne var mere demokratiske dengang. Rindal nød livet på Grønland og kom til at elske den grønlandske natur, men det var svært for ham at vænne sig til den grønlandske mentalitet, der stødte an imod Rindals korrekthedsnormer. Arbejdsmoralen på Grønland er ikke den samme som i resten af Danmark. Og det er heller ikke det bedste sted at ville forsage alkoholens djævel.

Rindals rimelige krav til arbejdsstyrken gjorde, at han måtte forlade Grønland igen, men han fik straks et job hos Styhr og Kjær i Aalborg. Han kunne naturligvis ikke afholde sig fra kulturpolitik, og han fik også et del støtte, men op igennem halvfjerdserne var befolkningen blevet mere åndeligt lad og passiv. Det politiske liv var ændret totalt, og fronterne var trukket skarpere op. Kulturpolitik kunne ikke længere adskilles fra anden politik, og det splittede modstanden mod Kunstfonden. Rindal blev – naturligvis – medlem af Fremskridtspartiet og en trofast støtte for Mogens Glistrup, og Fremskridtspartiet udpegede ham helt naturligt som dets medlem af repræsentantskabet i Statens Kunstfond, hvor han flittigt satte sig ind i de enkelte sager og forsøgte at forhindre de værste udskejelser, men hvor hans enlige stemme jo intet ændrede.

”Jeg har selv været medlem af Statens Kunstfond i en 12-15 år, og det er forfærdeligt det, der foregår derinde. De uddeler penge til deres venner, deres venners venner og så nogle enkelte spytslikkere. Og det foregår stadig. Det samme har Rolf Bagger (3), der er medlem nu, jo også sagt, men det kan bare ikke bevises.” (Rindal 240)

Rindal sluttede sin erhvervskarriere som medarbejder i Pilegaards Antikvariat i Aalborg, hvor han blev ansvarlig for frimærker og mønter, idet han altid selv havde været ivrig samler. På mig gjorde han et tillukket og sammenbidt indtryk, og jeg kom aldrig i nogen dialog med ham – måske også fordi han ikke ville. Jeg var dengang ikke noget ukendt ansigt i Aalborg – og jeg var en af dem, man absolut ikke måtte lege med. Efter konens død boede han en tid alene på Hans Kirks Vej i Skalborg for derefter at få en beskyttet bolig på Gundorfslund i Aalborg. Herfra flyttede han senere til Paarup Plejehjem i Odense, hvor hans bror boede. Rindal havde ingen børn – og derfor heller ingen børnebørn (selv om en billedtekst taler om et sådant).

Rindal havde svært ved at bedømme sin egen betydning. På den ene side sagde han, at han ikke havde levet forgæves – men samtidig medgav han, at ”kunstnerne vandt”. Begge dele er sådan set rigtigt. Bevillingerne til Statens Kunstfond vokser uophørligt – og sammenspistheden er, som den altid har været. Antallet af snyltedyr vokser konstant, og skattetrykket stiger. Politisk havde han haft stor betydning – større end han måske lige selv indså, men Fremskridtspartiet eksisterer i praksis ikke mere, og både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er blevet mærkeligt stuerene og accepterer tilsyneladende alt det, Rindal kæmpede imod. Men hvis regnebrættet en dag bliver gjort op, vil Peter Rindal få både statuer og komme til at lægge navn til gader og pladser over det ganske land. Bogen er som nævnt meget detaljeret, men den er bestemt meget læseværdig, og den sætter et fortjent monument over en stor dansker.

Povl H. Riis-Knudsen

***

Noter

(1) Köpenick-affæren burde stadig være almenviden, men tingenes tilstand taget i betragtning, må vi hellere minde om den. Den arbejdsløse skomager Wilhelm Voigt blev løsladt fra fængslet og ville søge arbejde. Men han havde ikke noget pas, og uden pas, intet arbejde. Ergo søgte han om et pas, men et sådant kunne kun udstedes, hvis man havde arbejde. Så klædte han sig ud som kaptajn, tog kommandoen over en afdeling soldater, indtog rådhuset, fik sit pas – og tømte ved samme lejlighed kommunekassen. Udødeliggjort i Carl Zuckmayers skuespil fra 1931, filmatiseret 6 gange, heraf i 1956 med den folkekære Heinz Rühmann som Voigt. Slår man Voigt op på Wikipedia, står der, at han blev født i Sovjetsk, Rusland – altså må man gå ud fra, at han var russer. Historieforfalskning: Voigt blev født i Tilsit, Østprøjsen. Det er ganske vist samme by, men da Voigt blev født, var både byen og befolkningen tysk.

(2) Retskrivningen er standardiseret. Rindal vænnede sig aldrig til at skrive ’å’, men foretrak ’aa’.

(3) Journalist og forfatter. Har haft sæde i utallige statslige råd – uden at have påviselige kvalifikationer.