BOGANMELDELSE:
Éric Zemmour:
Le suicide français (Det franske selvmord)
Albin Michel 2014

Denne bog er så sandt ingen nyhed, men jeg har længe haft lyst til at skrive lidt om den og dens forfatter. Ofte har jeg efterlyst jøder, der går imod den strøm af nedbrydende propaganda, som med forkærlighed udspredes af netop den jødiske elite. Og med Zemmour har jeg fundet en selv blandt jøder usædvanlig begavet en af slagsen. Og hans verbale intelligens og hans fortælleevne er helt i top.

Det er imidlertid ikke opbyggelig sofalæsning. På 527 sider følger han den franske nations vej mod undergangen fra de Gaulles død og indtil bogens udgivelse. Alle aspekter af samfundet bliver taget op. Indvandring, bankvæsen, økonomi, kultur, medier, religion, EU osv. Og der lægges ikke fingre imellem. Men det er jo netop problemet. Zemmour beskriver undergangen, men hvad skal man gøre imod denne udvikling? Jah, det giver bogen jo ikke mange klare og konkrete svar på, for hvad kan man gøre? Det vil næppe være muligt at gå tilbage til de Gaulles tid og blot fortsætte ud ad dennes spor.

Zemmour er imidlertid ikke kun en skrivebordsfilosof. Han deltager i politik og opstillede end­og til det seneste præsidentvalg, hvor han dog blev slået allerede i første valgrunde. Og netop denne opstilling gør ham også til en omstridt figur på højrefløjen. Han skaber angiveligt splittelse, idet højrefløjen jo i forvejen føler sig repræsenteret af Marine Le Pen og hendes Rassem­ble­ment National, mens Zemmour har slået sig sammen med Marine Le Pens noget mere rabiate niece Marion Maréchal i partiet Reconquête (Generobring), hvis formand (og præsidentkandidat) han er. Éric Zemmour er en personlig ven af familien Le Pen, men han siger – måske meget realistisk – at en Le Pen aldrig vil være i stand til at vinde tilstrækkelig støtte til et præsidentvalg. Men Zemmour kunne altså heller ikke. Denne splittelse til et valg er imidlertid ikke så alvorlig i Frankrig, hvor man har 2 valgrunder, hvis ingen kandidat opnår 50 % af stemmerne i første runde.

Det skal tilføjes, at Zemmour er meget rabiat. Han siger tingene ligeud – og det er forfriskende – men åbenbart sælger det ikke billetter nok. Marine Le Pen tog konsekvensen af sit første valgnederlag som præsidentkandidat ved netop at moderere sig så meget, at hun blev lettere irrelevant, et mønster vi kender så godt fra dansk politik. Et demokratisk valg kan kun vindes på en intetsigende konservativ liberal-socialistisk midterplatform, der aldrig vil kunne gennemføre virkelige ændringer – og som heller ikke har til hensigt at gøre det. Et sådant partis eneste eksistensberettigelse er at skabe forsørgelse til sine parlamentsmedlemmer og andre politiske snyltedyr. Inger Støjberg lader hilse.

Le suicide français er usædvanlig velskrevet, og sproget er endog særdeles rigt, men det forudsætter gode kundskaber ikke blot i fransk sprog, men også i fransk historie og franske samfundsforhold. Det er ikke en bog, man vinder masserne med! Men der skal naturligvis også være noget for de andre. Bestemt.

Jeg er naturligvis klar over, at denne bog ikke vil finde nogen større læserskare her i landet, hvor fransk for længst er forsvundet som fremmedsprog. Man tror i dag, at verden kan forstås på engelsk – men derved får man blot et engelsk (i realiteten amerikansk) perspektiv trukket ned over hovedet. Moderne danskere forstår kun amerikansk tankegang – om man da overhovedet kan tale om tanker i den sammenhæng. Jeg har imidlertid med denne korte anmeldelse blot villet åbne et vindue på klem til forståelse af fransk politik på højrefløjen. Frankrig er stadig et vigtigt land i Europa. Om den nuværende præsident kan absolut intet godt siges, men der kommer jo også en dag efter ham.

Povl H. Riis-Knudsen