Ligesom vi troede, at toppen af idioti var nået med sagen om Jon Stephansens e-mail til en 19-årig, må vi konstatere, at virkeligheden overgår selv vore forventninger. Denne gang gælder det Lizette Risgaard, chef for Fagbevægelsens Hovedorganisation – altså endnu en led pamper i en organisation, som snylter på landets arbejdende befolkning. Men alligevel, selv lede pampere er jo et eller andet sted også mennesker. Lizette skal have ”rørt” ved nogen – på en ”upassende” måde. Et kram har varet for længe, eller hånden skal være gledet for langt ned ad rygraden, forbi det punkt, hvor ryggen bliver fræk.

Wow! Sikke en forbryder. ”Ofrene” har været yngre mænd, som angiveligt har været ”bange” for at sige fra som følge at forkvindens ”magt”. Jeg troede egentlig, at det kun var kvinder, der var så ”krænkelsesparate”, men selvfølgelig: Mænd er også blevet kvindagtiggjorte – det er en del af tidens sygdom! Selv ruller hun straks rundt – hun vil jo nødigt miste et særdeles velbetalt job. Hun erkender forbrydelsen, det har været ”upassende” og ”uprofessionelt”, så hun undskylder, men alligevel har der været hovedbestyrelsesmøde, man vil gennemføre ”en uvildig advokatundersøgelse” – en opfindelse, der er et sandt guldæg for advokatstanden, og i dette tilfælde kommer den til at koste fagforeningsmedlemmerne kassen – til ingen verdens nytte. Alligevel har adskillige fagforbund erklæret, ”at de ikke mere har tillid” til formanden, så hendes dage er nok også talte.

Den slags sager havde vi ikke i min ungdom – men bevares, vi er rent fysisk og måske også mentalt kommet hinanden nærmere, og det er – som vi ser – ikke ubetinget noget gode. Vi siger i dag ”du” til alle – og derved er en skranke faldet, som førhen skabte en vis afstand. Dertil kommer krammekulturen. Vi krammer hinanden som aldrig før. Det gjorde man ikke tidligere – og det er åbenbart også et problem. Vi vil i dag i erhvervslivet, politiske organisationer og på alle måder være en stor glad familie – og så alligevel åbenbart ikke. Altså, enten, eller. Enten behandler vi hinanden, som om vi havde kendt hinanden fra Adam, eller også holder vi en vis afstand – både fysisk og psykisk. Den nuværende situation synes at kalde på et EU-direktiv om, hvor længe et kram må vare, og hvor langt hånden må glide ned – og om der er steder, den slet ikke må vandre hen. Det skulle såmænd ikke undre mig, om et sådant kommer.

Jeg er glad for, at jeg ikke er på arbejdsmarkedet i dag. Hvor tit har man ikke taget om en elev, der var ked af det af den ene eller anden grund, for at give den trøst og sympati, der ligger i et kram. Det er der ingen, der tør mere. Forholdet mellem undervisere og voksne elever (og sikkert også børn) er blevet koldt – nok det, man kalder ”professionelt”. Jeg bar en overgang før hver time en handicappet pige to etager op – for der var dengang ingen elevator, så hvordan skulle hun ellers komme op? Det tror jeg heller ikke, man kan i dag. Der er meget, man ikke kan i dag. Og er verden blevet et bedre sted af den grund? Det betvivler jeg meget!

Det er i øvrigt også ganske påfaldende, at det altid betones kraftigt, når ”krænkeren” er en ældre person. Både Stephensen og Lizette er 63. Det er altså alt sammen helt i orden, hvis man er 30? Aldersforagt eller hvad? Man anser det åbenbart for helt i orden, hvis den unge mand skulle lade hånden glide ned over Lizettes måske ikke mere helt stramme bagdel? Det kunne han da også have adskillige motiver til. Men Lizette ville nok ikke føle sig krænket, men måske snarere smigret. Hun er under alle omstændigheder af en mere robust årgang, hvor man ikke så let blev krænket!

Men måske skulle vi bare lære af muslimerne. Kvinder arbejder kun for deres mænd. Så er der ingen problemer. Overført til danske forhold eventuelt blot kønsadskilte arbejdspladser. Så kunne man også se, hvilke afdelinger der er mest effektive. Og så behøvede vi heller ikke at diskutere kønskvoter. Eller måske kvinderne bare skulle blive hjemme og få børn – og passe disse. Det ville øge befolkningstallet og mindske mængden af tåbelige diagnoser, så psykologer, sagsbehandlere og andre snyltedyr kunne overføres til praktisk arbejde – sammen med de overflødige advokater! Og så kunne vi måske i det offentlige rum beskæftige os med noget vigtigere og mere fornuftigt.

Naturen er ikke sådan at knægte. Hvor mænd og kvinder er sammen, er der nu engang sex i luften. Og det gælder især, når det offentlige rum er blevet så seksualiseret, som tilfældet er i dag. Førhen lagde civilisationen låg på – men i dag er der ikke mere nogen civilisation. At det forholder sig sådan, passer ikke ind i den moderne verdens abstrakte forestillinger, men mennesket er nu engang ikke herre over naturen.