Ukraine har indledt en afrussificeringsproces. Man vil af med russiske navne på gader og metrostationer, byer etc. Der skal intet russisk være tilbage. Krigsmonumenter fra 2. verdenskrig fjernes. Russiske bøger forbydes, hvis deres indhold er anstødeligt for den ukrainske nation – og det er jo et noget fleksibelt begreb. Foreløbig er både Lev Tolstoi og Alexander Pushkin – der tilbragte noget af sin forvisningstid i Odessa, hvor der er – eller måske bedre var – et fint lille Pushkin-museum, faldet for øksen og deres monumenter fjernet. Vi afventer blot offentlig afbrænding af deres værker. Men hvad med Nikolaj Gogol? Han var jo måske nok ukrainer, i hvert fald var han født i Poltava, men han skrev sine værker på russisk. Skal han nu helgenkåres eller brændes på bålet?

Og her er vi ved sagens kerne. Ukraine og Rusland har stort set været sammen igennem hele deres historie. Jeg kender næppe en russer, der ikke har ukrainske aner, og anderledes forholder det sig ikke i Ukraine. Der er russere, der har slået sig ned i Ukraine – og masser af ukrainere, der så en chance i Sibirien og flyttede dertil. Det er, hvad der sker i unioner og multinationale stater. Befolkningerne blandes. Der er næppe noget, der hedder etniske ukrainere i modsætning til etniske russere. Ukrainere må defineres på baggrund af deres sprog og kulturelle tilhørsforhold og ud fra, hvorvidt de føler sig som ukrainere. Men man vil ikke med rimelighed kunne filtre de to folk, russerne og ukrainerne, ud af hinanden. Det ville medføre kæmpemæssige befolkningsflytninger og rimeligvis falde ind under definitionen af folkemord. Man er tvunget til at leve sammen i et fornuftsægteskab. Og hvad med den lange fælles historie – f.eks. under den anden verdenskrig? Der blev øvet hærværk imod det russiske krigsmindesmærke i Treptow, Berlin, for at støtte ukrainerne. Men 25 % af de faldne i Berlin var jo netop ukrainere.

Ukrainerne og russerne deler historie og erfaringer – deres sprog er så nært beslægtede som dansk og svensk. De har læst den samme litteratur, deltaget i de samme – kommunistiske – organisationer, set de samme – ofte i øvrigt udmærkede – sovjetiske film, fejret de samme fester og delt de samme sorger. De har været fælles om videnskabelige fremskridt, sportspræsentationer i verdensklasse og katastrofer som Tjernobyl – og sammen har de bidraget til skabelsen af kulturelle mesterværker inden for ballet, musik og skuespil.

Hertil vil ukrainerne sige, at Stalin var særlig hård ved dem. Måske, men Stalin var ikke russer, han var georgier, og hans bødler i Ukraine var jøder – ligesom Zelenskij, hvis mål synes at være at få slået endnu flere ukrainere ihjel end sine forgængere. Stalins ugerninger kan man ikke bebrejde den unge generation af russere. Og så er sagen jo den, at alle andre folkeslag også led under Stalin. Kasakhstan havde sit holodomor 2 gange, både under Lenin (borgerkrigen) og under kollektiviseringen. Der var langt over 2 mio. døde af en mindre befolkning. Nomaderne i Asien blev jaget indtil udslettelse, Volga-tyskerne blev deporteret til Sibirien, det samme blev tjetjenerne og Krim-tatarerne og mange andre folkeslag. Men de, der led allermest under Stalin, var dog russerne. Også den erfaring har de to folk tilfælles.

På denne baggrund er afrussificeringen af Ukraine et latterligt projekt, der blot vil gøre ukrainerne historieløse og fylde dem med historisk uholdbare myter. Historieløshed giver ikke styrke, men svaghed. Et folk uden historie er dødsens, se blot Tyskland og Danmark som lysende eksempler. Ukrainerne må anerkende, at Ukraine er en multikulturel stat. Kig blot på befolkningskortet over Bessarabien syd for Moldova. Der er næppe den nationalitet, der ikke findes på dette lille stykke land. Og russerne må anerkendes som ligeværdige borgere med sproglige og kulturelle rettigheder. Det havde de alt sammen ved uafhængigheden – derfor støttede også mange russere et selvstændigt Ukraine – men det blev frarøvet dem ved Maidan-kuppet, made in Washington. Det vil være nødvendigt at vende tilbage til den oprindelige forfatning. Kun sådan kan der komme fred, og jo flere våben Vesten sender til Ukraine, jo flere vil der blive dræbt, og jo mere vil blive ødelagt. Og når latterlige stater som Sverige og Finland påstår at være truede af Rusland, så de endelig må se at komme i Nato, skyldes det jo kun den omsiggribende krigshetz, som også Mette Frederiksen flittigt deltager i. Ingen af de to lande har noget udestående med Rusland, og man behøver kun at færdes i det finsk-russiske grænseland for at se, hvor stor fornøjelse især finnerne har af at det problemfri naboskab, der nu sættes på spil. Endelig vil det jo være fuldstændig vanvittigt, dersom andre lande skal gribe ind i en konflikt, der udelukkende skyldes enkelte landes uforstandige ledere, og jeg tænker her specielt på Estland og Letland, men også på Polen. Fred i Europa kan kun etableres sammen med Rusland, aldrig imod Rusland. Det anbefales i den forbindelse at læse lidt Bismarck!

Jeg er, som man nok ved, ikke nogen ynder af multikulturelle stater. Derfor er jeg imod EU, hvis mål netop er at forvandle de europæiske nationalstater til et multikulturelt helvede ”for at sikre freden i Europa”. Som vi ser, skaber multikulturelle stater ikke fred, men krig. Men nogle steder har historien skabt kendsgerninger, som ikke kan gøres om, og dem må man leve med! Og i tilfældet med russerne og ukrainerne burde dette ikke være så vanskeligt, hvis der ikke blev hældt benzin på bålet af udenlandske kræfter.

Povl H. Riis-Knudsen