Dr. Hans Christian Krog Pedersen 1948-2021

Man har i min alder skrevet lidt for mange nekrologer, men denne er en af de vanskeligste at skrive, ikke fordi dette dødsfald berører mig så dybt, som det måske burde, men især fordi hovedpersonen var et vanskeligt og kompliceret menneske, om hvem man kunne skrive en hel bog – men det ville desværre være en af den slags bøger, der næppe ville tilføje menneskeheden nogen nævneværdig merværdi.

Jeg har kendt Hans Christian Krog Pedersen i det meste af mit liv. Han var min ven i ungdommen – og der er rigtig mange glade og positive minder i den forbindelse – vi har rejst sammen i Tyskland, Amerika og Sovjetunionen, han var min medkæmper, da vi overoptimistisk grundlagde Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom sammen i 1970, og han var min svoger igennem 30 år. Sidste gang jeg så Hans var vel for en næsten 10 år siden – og betegnende nok var det i retten i Husum, hvor Hans til sidst måtte fjernes af et par retsbetjente. Han var blevet et andet menneske end den unge mand, jeg lærte at kende i 1964.

Han var søn af nationalsocialistiske forældre, som intet fortrød, og som fastholdt deres tro på, at de havde ret. Hans far, Henry Krog Pedersen, havde været SS-Oberscharführer og var dekoreret med jernkorset. I det civile liv havde han været landmand, men han blev senere statsautoriseret ejendomsmægler og var fuldt fortjent et respekteret medlem af lokalsamfundet. Hans var den førstefødte af ægteparrets 3 børn, og som vuggegaver havde han fået en god begavelse, teknisk snilde og mange andre fortræffelige egenskaber – kun én gave havde han ikke fået: evnen til at administrere de øvrige gaver.

Hans blev opdraget efter, hvad forældrene anså for at være gode nationalsocialistiske principper. Han blev aldrig ladt i tvivl om sin egen fortræffelighed, og han betragtede sin omverden som bestående af mindreværdige og ubegavede skabninger, som man kun kunne foragte og behandle som det skidt, man træder på. I min optik fungerer nationalsocialismen ikke helt sådan. Her må man selv gennem sit eget eksempel vinde respekt fra andre mennesker – respekt er ikke noget man kan kræve, det er noget man livet igennem må forsøge at gøre sig fortjent til, og begavelse alene er ikke et tilstrækkeligt grundlag for respekt. Og disciplin og selvdisciplin er også en del af nationalsocialismen – og de begreber kendte Hans desværre ikke.

Hans far var ikke blind for svaghederne i sin søns karakter, men i stedet for at lade Hans møde realiteternes verden, gjorde han alt for at jævne hans vej. Det er jo det, forældre gør i den bedste mening, men i dette tilfælde havde det nok gjort godt at lade Hans blive konfronteret med virkeligheden på et tidligt tidspunkt. Henry sørgede for, at Hans slap for militærtjeneste, idet han frygtede, at en sådan grundet Hans’ karakter ville ende i den fuldendte katastrofe – og det var muligvis nok en helt rigtig bedømmelse, men en dygtig underofficer, der kunne se Hans’ mange kvaliteter, ville måske nok alligevel have kunnet gøre underværker.

Da opbragte naboer ville have en kammeratlig samtale med Hans om hans hasarderede kørsel på den stille og børnerige villavej, hvor de boede, forhindrede hans far det. En sådan samtale ville utvivlsomt have indbragt Hans nogle øretæver, som måske ville have lært ham noget, men egentlig burde Henry nok selv have taget disse pædagogiske redskaber i brug – eller i hvert fald have givet sin søn det ultimatum, at han måtte køre forsigtigt og hensynsfuldt eller finde et andet sted at bo. Dette skete ikke, og dermed cementeredes sønnens indtryk af, at man her i verden kan te sig fuldstændig efter forgodtbefindende. At familien herefter blev chikaneret af naboerne på alle tænkelige måder, så den som politisk forfølgelse, men der var vel snarere tale om simpel gengæld!

Hans valgte lægevidenskaben som sit studium og ønskede sig en karriere som læge, og hans karakterbrist til trods blev han en ganske fortrinlig læge, der var elsket af sine patienter, men vore fælles politiske anstrengelser – tåbelige, som de var – skabte ham mange fjender i eliten, og ligesom man som ”nazist” ikke kunne være universitetsansat adjunkt (1) , kunne man heller ikke være læge. Begge stillinger gav prestige, og den skulle vi ikke have. Det er imidlertid lettere at hedde Pedersen end Riis-Knudsen. Man kan bedre forsvinde i mængden, men Hans ønskede ikke at gå fra vikariat til vikariat, han ville købe en praksis – og det så han helt rigtigt, for han var ikke det fødte holdspiller, og samarbejde var måske nok ikke lige hans kernekompetence. Ingen ville imidlertid sælge ham en praksis.

Det havde i den forbindelse naturligvis heller ikke hjulpet, at myndighederne efter en anmodning fra den ”tyske” regering gennemførte en aktion imod DNSU’s Forlag, hvorunder betjente fra Aabenraa politi trængte ind på et sterilt område på Aabenraa Sygehus og anholdt Hans midt under en operation. Timet og tilrettelagt. På samme måde anholdt man mig 20 minutter, før jeg skulle møde på arbejde. Det er ikke karrierefremmende. Som plaster på såret fik vi senere hver 1.000 kr. i erstatning. Statsadvokaten mente, at den behandling, vi var blevet udsat for, var ”prisen for at leve i en retsstat” – i sandhed jura for viderekomne. Men, som vi længe havde vidst, er såvel politi som domstole i dette land bundkorrupte – man behøver ikke engang at bestikke dem, blot at blæse de rette politiske signaler. Der er reserveret en særlig afdeling i Helvede til en stor del af juristerne!

Til sidst opgav han at blive familielæge, ja, han lagde lægegerningen helt på hylden og ville til at konstruere og producere højtalere. Han havde en ide. Altså ansatte han 2 ingeniører, købte et hus i Skanderborg og blev udvikler. Alene en computerarbejdsplads kostede dengang 100.000 kr. i datidens mønt. Det var jo mange penge, og Hans havde aldrig haft et fast job og kunne vel ikke stille nogen sikkerked. Finansieringen af det hele forbliver en gåde, men da boblen brast, var hans mors særeje blevet ophævet, og forældrene blev revet med ned i dybet. Privatbanken i Skanderborg havde fået besked oppefra om, at man ikke ønskede disse kunder. Anledningen var en forside i Ekstra Bladet. Sagen var, at Hans var en indædt modstander af fartbegrænsninger, især af enhver form for generelle fartbegrænsninger. Det kan jeg sagtens følge. Vi lærte dengang at afpasse farten efter forholdene, vore bilers og vor egen formåen. Vi havde også nok lært vore egne begrænsninger at kende. Min kørelærer bragte mig i hvert fald helt bevidst ud i situationer, der viste mig, at der er en begrænsning, og at der findes forhold, som man ikke selv kan kontrollere. Dengang uddannede man folk til at køre. At Hans så undertiden glemte at tage sine omgivelser med i betragtning, er en anden sag. Nuvel, vi var begge unge og havde vel til en vis grad bly i sålerne, men når jeg anede en politipatrulje eller fartkontrol, satte jeg skyndsomst farten ned. Hans gav derimod bilen ekstra gas. Det skulle jo ende galt. Hans fik en bunke fartbøder, som han alle tog i retten for at give systemet så meget arbejde som muligt. Han overså, at systemet elsker arbejde. Det gør det nødvendigt med flere ansatte, og beskæftigelse er det ypperste formål for ethvert bureaukrati. Det var en af disse sager, der skaffede Hans den bemeldte forside, og naturligvis kædede pressen hans kørsel sammen med hans politiske ståsted. Se blot: Sådan opfører ”nazister” sig. De er jo uanvendelige i ethvert samfund. Og når jeg i dag tænker tilbage på den forside, kan jeg egentlig godt forstå bankens ledelse. Et er den politiske holdning. Det er slemt nok, men endnu værre var det, at Hans simpelthen nægtede at spille efter reglerne. Som bankmand ville jeg også sige: ”Ham vil jeg ikke have noget med at gøre. Når han opfører sig sådan i trafikken, hvordan vil han så opføre sig i forretningsanliggender?” Ja, hvordan mon……?

Kulminationen kom, da Hans foretog en civil anholdelse af en færdselsbetjent, fordi denne efter Hans’ mening kørte for stærkt. Dette kunne systemet ikke tolerere, for sæt det dannede skole! Sagen blev derfor til en sag om hensynsløs kørsel, og Hans mistede kørekortet for at have bragt betjentens liv i fare ved at køre ind foran ham, og Hans måtte forlægge residensen til Tyskland, hvor han i nogle år virkede helt anonymt som læge ved forskellige hospitaler. I de år havde jeg ingen forbindelse med ham. Ja, jeg måtte end ikke få at vide, hvor han var.

Hans havde godt nok fralagt sig alle politiske hverv i bevægelsen, men han havde jo stadig taget sig af det tekniske arbejde, og dette ophørte derfor nu. Alt havde sådan set været spildt, men omkostningerne for os begge havde været store, uforholdsmæssigt store. Hans havde haft de bedste chancer for at redde skindet på næsen, men hans kamp mod fartgrænserne trak ham tilbage i mediernes søgelys. Det gælder altså virkelig her i livet om at vælge sine kampe med omhu. At kæmpe mod hastighedsgrænserne ved blot at overtræde dem ændrer jo nu virkelig ikke samfundet – det skaffer kun en selv besvær og udgifter. Det er en kamp, man ikke kan vinde. At kæmpe imod vindmøller er latterligt, men at udkæmpe en ret beset ligegyldig kamp imod noget så sekundært som fartgrænser er åndssvagt.

Efter nogle år fik Hans sig imidlertid en praksis i Sørup i Sydslesvig, men det var, som om familien havde svært ved at tilpasse sig de uskrevne regler for livet i en landsby – især når man hører til byens spidser. Det førte til ufred, politi og retssager. Som en venligtsindet dommer ved retten i Flensborg engang sagde til en fælles bekendt: ”Vi ville så gerne hjælpe ham, men hans optræden gør det umuligt for os!” Begyndelsen til enden på Hans’ praksis indtraf på en Volkstrauertag, hvor man oprindelig skulle mindes de faldne i krigene, men som efterhånden er blevet til en mindedag for ”fascismens ofre”. Glemt er de faldne, bombeofrene, de 2 mio. myrdede i forbindelse med fordrivelsen af tyskerne fra Østeuropa osv. På denne Volkstrauertag havde man hentet en modbydelig socialdemokratisk pamper fra regeringen i Kiel til Sørup for at tale om ”ofrene for grusomhederne i de forfærdelige tyske lejre” etc. Det var til at krumme tæer i skoene over. Pludselig gik Hans’ kone resolut hen til dette politiske misfoster og rev manuskriptet fra ham og spredte det på jorden, hvorpå hun gav sig til at holde en modtale. Hun kom jo naturligvis ikke så langt….. Jeg fandt hendes handling både modig og helt rimelig, og hun steg ved den lejlighed mange grader i min agtelse, men det var naturligvis som at hælde benzin på et ulmende bål. Den dag bestemte Sørups elite med præsterne i spidsen sig for at gøre en ende på Hans’ tilværelse som læge i byen.

Mindeværdige episoder fra denne kamp er, da Hans hælder en spand beskidt gulvvand ud over et fjernsynshold, eller da han anmelder et hold journalister fra Ekstra Bladet for at have fjernet narkotika fra hans praksis. Alt sammen ganske underholdende, men man kan jo nok næppe kalde det for propagandistisk positivt offentlighedsarbejde. Det solgte ingen billetter. Til sidste blev familien helt bogstaveligt fordrevet fra byen.

Det skal imidlertid i den forbindelse ikke glemmes, at Hans og hans kone også stiftede foreningen ”Schönes Sörup” og udgav bladet Söruper Rundschau med mange gode og mindeværdige artikler, der bestemt har fået præsterne til at bande stygt. Hans havde en særdeles glimrende pen, der i intelligent giftighed kun blev overgået af hans kones. Om giftighed så vinder nogen sympati i befolkningen som helhed, ja, det er jo så en anden sag. Da bladet ophørte at udkomme, blev det senere erstattet af Det Nye Revision, ofte spydigt betegnet som ”Familiejournalen”, fordi familiens lange og indviklede retssager mod alt og alle optog en uforholdsmæssig stor del af spaltepladsen.

Næste station blev en stilling som kredslæge i Nordnorge, indtil Hans, der var ansvarlig for sygeplejerskernes efteruddannelse, benyttede lejligheden til at holde foredrag om racehygiejne. Behovet herfor har sikkert været stort – men det blev også enden på Hans’ stilling. Et praksisfællesskab i Trondheim forliste, efter at Hans igen havde kørt for stærkt og ikke lod sig standse af politiet. Han parkerede blot roligt sin bil og gik op i sin praksis. Politifolkene havde vel set for mange krimier i fjernsynet og tolkede situationen som en gidseltagning. De fik forstærkning af antiterrorkorpset, som trængte ind i praksis og foretog en voldsom anholdelse, mens patienter halvt påklædte flygtede til alle sider. Hans åbnede en ny praksis – men myndighederne havde vel efterhånden fået nok, så man greb til et virksomt middel, truslen om at tvangsfjerne det yngste barn. Familien flygtede til Danmark, Hans indgik aftale om at købe en praksis i Skive efter en tid som amanuensis hos den afgående læge. Han blev genkendt af en journalist. Handlen gik i vasken. Hans fik kyndig advokatbistand, men kunne ikke afholde sig fra at diskutere Holocaust med advokatens personale…. Tja.

En af Hans’ svagheder – men også et sympatisk træk – var, at han ofte solidariserede sig med samfundets udstødte – med dem, der var blevet stemplet som kværulanter og sindssyge. Dem hjalp ham ofte med lægeerklæringer og juridisk vejledning. Han overså imidlertid, at mange af de mennesker, der stemples som skøre af samfundet, rent faktisk også er skøre.

Tyskerne havde gerne inddraget Hans’ autorisation, men kunne ikke, fordi det var en dansk autorisation, der jo automatisk også havde gyldighed i Tyskland. Nordmændene slettede den bare. Sundhedsstyrelsen forsøgte at få den frakendt ham og lod udarbejde en psykologisk bedømmelse, der ifølge pressen fastslog, at Hans led af en ”permanent og uhelbredelig personlighedsforstyrrelse”, men det var ikke tilstrækkeligt, til at Vestre Landsret vil følge kravet. Da man gjorde stillingen som familielæge til en speciallægestilling, mistede Hans muligheden for at åbne en praksis, og han lod sig vel besnakke til at indgå en ordning, hvor han skulle være amanuensis en kort tid, hvorefter han kunne kalde sig speciallæge i almen praksis. Han kunne naturligvis ikke få en sådan stilling.

I forbindelse med Thies Christophersens og Meinolf Schönborns flytning af deres virksomhed til Danmark, fik Hans en central rolle. Han hjalp Schönborn med at købe hus i Kværs, hvilket ikke var en god beslutning. En øde bondegård havde været bedre egnet end et hus midt i en landsby. Også her brillierede Hans ved for åben skærm at smide en journalist og hans udstyr ud fra grunden. Resultatet var de største optøjer, Sønderjylland har set i nyere tid, hvor terrorister fra hele verden samledes for at smide ”nazisterne” ud. Det københavnske politi ville gøre sin pligt og forsvare bygningen mod angreb, men politimesteren i Gråsten, en gammel partisan, trak dem væk og gav ejerne af huset påbud om at forlade det – af hensyn til deres egen sikkerhed. Huset blev herefter plyndret af pøblen, kreditforeningen opsagde lånet, fordi pantet var blevet beskadiget, og vupti havde man løst det problem. Desværre har de ansvarlige fået lov til at dø en naturlig død – et skammeligt bevis på højrefløjens fredsommelighed og manglende kampkraft. Dette førte også til, at Thies Christophersen blev fordrevet og måtte leve resten af sit liv som landflygtig, jaget fra land til land, selv om han allerede på det tidspunkt var dødsmærket.

Da Hans efterhånden ikke havde nogen platform tilbage til sin kamp mod systemet, vendte han desværre sin kampiver imod familien. Da hans mor døde i en alder af 94, plaget af fremskreden knogleskørhed og begyndende demens, beskyldte han sin søster for at have myrdet sin mor. Det var takken for, at hun i årevis med stor kærlighed havde plejet sine forældre på trods af stadige konflikter med Hans, der var forældrenes værge. Statsadvokaten beslaglagde liget og lod moderen obducere. Hun var – selvfølgelig – død en naturlig død. Det var på det tidspunkt, jeg afbrød enhver forbindelse med Hans.

Nu vil de fleste læsere vel blot sige: ”Godt, vi er af med ham!” Og Hans var da også efterhånden blevet en belastning – mest for familien. Men jeg kan ikke sige det så kategorisk. Jeg anser det for dybt tragisk, at en mand med så rige evner skulle ende sådan. Hvad kunne han ikke have udrettet? Engang vi sad og snakkede sammen om løst og fast, sagde Hans: ”Den næste revolution vil ske med en computer!” Det var i computerens barndom, og Hans havde sat sig grundigt ind i dette moderne vidunders muligheder. Hvor kunne hans liv dog have haft stor mening, hvis han havde forfulgt det spor – i stedet for at slås med vindmøller og gøre livet surt for sine nærmeste og i stedet for at spilde sin tid på holocaust og militærhistorie.

Jeg vælger med vemod at mindes den Hans, jeg kendte i mine unge dage – men han afgik desværre ved døden for mange år siden.

Povl H. Riis-Knudsen

(1) Se herom min bog: I hagekorsets lange skygge, Forlaget mellemgaard, 2021.

Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s