Hvad er der galt med europide mænd? På jagt efter en forklaring

guilty

Introduktion

På trods af enkelte lyspunkter, som valget af Donald Trump og Brexit, har de sidste 35 års masseindvandring samt den aktuelle immigrantinvasion af Europa og Danmark med al ønskelig tydelighed vist, at de oprindelige europæiske folk er deres egen værste fjende. At Dansk Flygtningehjælp for nyligt kunne indsamle ikke mindre end 18 millioner kr. er således meget sigende.

At den tredje verdens overbefolkning søger hen, hvor der er mulighed for at få et bedre liv, er forståeligt. Indvandrerne handler helt rationelt, når de søger at forbedre deres levestandard, og deres adfærd er således adaptiv i en evolutionær forstand, deres overlevelsesmuligheder forbedres. At de invaderede danskere og europæere i stort omfang tager imod disse horder med åbne arme, er derimod ikke rationelt, den adfærd er ikke adaptiv og vil med tiden føre til egen udslettelse.

Det virker som mange europæere lider af en slags indbygget dødsdrift, der konsekvent gør dem ude af stand til at varetage deres egne interesser. Således ligger ikke så få danskere med sikkerhed søvnløse om natten plaget af oprigtig bekymring for de stakkels ”flygtninges” ve og vel, mens de ikke skænker det den mindste tanke, hvad disse ”flygtninges” tilstedeværelse vil betyde for deres egne børns fremtid. Det ville være interessant, hvis situationen havde været omvendt. Hvorledes ville man i Mellemøsten, Asien og Afrika tager imod hundredtusinder af nødlidende europæiske immigranter? Kunne man forestille sig et fænomen som venligboerne i Congo eller Somalia? Vort kvalificerede gæt er nej, og indvandrende europæere ville sikkert blive mødt med noget langt værre end en harmløs spytklat!

Hvis danskerne, og i bredere forstand europæerne, skal gøre sig noget håb om at overleve, er det imidlertid tvingende nødvendigt, at vi forstår, hvad denne dødsdrift skyldes, hvilket netop er, hvad amerikanske professor Kevin MacDonald i denne tekst giver et kvalificeret bud på.

Hvad er der galt med europide mænd? På jagt efter en forklaring

Af professor Kevin MacDonald

I et tidligere indlæg forsøgte jeg at analysere to vigtige kønsforskelle i relation til politisk adfærd: Kvinders tendens til at blive tiltrukket af rige, magtfulde mænd og kvinders relativ større tendens til at føle sig tiltrukket af nære forhold, empati og omsorgsfuldhed. Den nuværende politiske kontekst taget i betragtning gør disse forskelle det mindre sandsynligt, at kvinder vil blive tiltrukket af pro-europide etniske bevægelser.

Men disse forskelle er ikke hovedårsagen til vores ulykkelige situation. En læser, som skrev til mig om mit seneste indlæg, sagde, at jeg burde spørge om, hvorfor etnisk europide mænd er sådanne nogle tøsedrenge, at de dybest set bare lægger sig ned og tillader, at de bliver fortrængt.

Det er et godt spørgsmål. Hvordan kan en etnisk gruppe, som erobrede verden, pludselig miste sin selvtillid og frivilligt give magten fra sig? Hvad kan forklare Vestens nuværende selvmordskultur?

Etnisk europide mænd skal se sig selv i spejlet, når de tænker over, hvordan det kan være, at de er ved at miste deres position i verden. Selv om der er en overvægt af mænd i sammenslutninger, der udtrykkeligt er talsmænd for europide amerikaneres interesser, repræsenterer disse mænd alligevel kun en ubetydelig procentdel af den mandlige europide amerikanske befolkning. En sådan sammenslutning er Charles Martel-foreningen, navngivet efter Charles Martel, en mand, som kæmpede for sit folk ved at lede en hær mod invaderende muslimer. Dette er, hvad man kunne forvente af mænd. Men sådanne mænd – og folk, som er villige til at følge en sådan mand i kamp for at bevare deres folk og kultur – er forsvindende sjældne blandt de nuværende europæere både i Europa og andre steder i verden.

Overvej igen evolutionsteorien i relation til sex. I mit sidste indlæg skitserede jeg, hvordan denne forklarer de generelle konturer for kvindelig adfærd. Her udleder jeg implikationerne heraf for mandlig adfærd. Kvinder har en høj investering i reproduktionen – graviditet, amning og barnepleje. Da reproduktion kræver relativt lidt af mænd, er det en generel regel i naturen, at hanner skal konkurrere med andre hanner for at få adgang til hunnerne. Dette resulterer i forudsigelsen om, at hanner vil være mere aggressive end hunner, og det primære mål for deres aggression vil være andre hanner.

Mandlig aggression om adgang til hunner er almindelig i naturen. Hanner slås med hinanden, og vinderen får lov til at parre sig med hunnerne. Tag for eksempel en flok løver, der, når de overtager et territorium, fordriver eller dræber de allerede tilstedeværende hanner og begår barnemord på disses afkom. Herefter parrer de indtrængende hanner sig med hunnerne. I naturen efterlader de hanner, der ikke var aggressive, og som ikke forsøgte at kontrollere deres territorium, sig ikke afkom. Den kujonagtige løve er ikke andet end en litterær fiktion.

Mandlig aggression mod andre mænd er et hyppigt forekommende tema i den menneskelige historie. I Amerika begås 90 % af alle voldelige forbrydelser af mænd, og størstedelen begås mod andre mænd; det samme mønster kan observeres verden over. Krig har altid været en mandeting, og det er let at se, hvorfor det er tilfældet. Tag for eksempel Genghis Khan. Da den sejrrige mongolske hær bredte sig over hele Asien, etablerede han og hans efterkommere harem af kvinder og avlede store antal af børn. Nyere genetisk forskning viser, at han på nuværende tidspunkt har hen ved 16 millioner mandlige efterkommere spredt over hele Asien. Som for en invaderende løveflok var der en stor gevinst for sejrherrerne igennem hele den menneskelige historie.

Den basale evolutionære logik betyder også, at hanner burde forsøge at kontrollere den politiske proces. Igennem historien (i hvert fald indtil for ganske nyligt) har magtfulde mænd efterladt sig flere efterkommere.

Ligesom Charles Martel og hans hær besejrede de invaderende muslimer, ligesom hære bestående af mænd kæmpede til døden mod Genghis Khan for at beskytte deres kvinder og for at bevare deres territorium, ville man have forventet, at etnisk europide mænd ville kæmpe for at forhindre den masseindvandring, der snart vil gøre dem til en relativt magtesløs minoritet. Man ville have forventet, at de energisk ville mobilisere deres kræfter mod positiv særbehandling, der diskriminerer dem. Man ville have forventet, at de ville være fjendtlige over for den kultur, der fremmer ikke-europæeres muligheder for at indtage prestigefyldte positioner, som gør dem attraktive for europide kvinder. Man ville have forventet, at det ville være let for en moderne Charles Martel at samle europide mænd til kamp for at generobrer deres arv.

Men det finder ikke sted. Etnisk europide mænd er tøsedrenge.

Man kunne vel godt bare afvise evolutionsteorien i relation til sex. Men denne teoris evne til at forklare de generelle linjer i den menneskelige historie er indiskutabel.

Jeg tror, at nøglen er at erkende, at mennesker, i modsætning til dyr, udviklede et enestående sæt af kontrolprocesser, der gør mennesker i stand til at kontrollere deres naturlige impulser. Disse kontrolprocesser gør det muligt for den menneskelige kultur at udøve en meget stor påvirkning på vores adfærd. Problemet med etnisk europide mænd skyldes vores kultur.

Ikke desto mindre synes etniske europæere at have visse specifikke træk, der gør dem mere tilbøjelige til at acceptere en selvmordskultur. I det følgende vil jeg kort diskuterer skitserne til en forklaring og give henvisninger til mere udførlige fremstillinger af disse tanker.

For det første er der et stærkt islæt af individualisme i vestlig kultur. I sammenligning med andre kulturer er vi mindre tilbøjelige til at identificere os med vores folk. Når individuelle etnisk europide mænd betragter den nuværende situation, tænker de mere på deres egne personlige udsigter end på udsigterne for europide mennesker generelt.

Jeg har talt med ikke så få etnisk europide mænd, som efter, at jeg har fortalt dem om mine bekymringer, simpelthen siger, at de og deres familier vil være i stand til at flygte fra de negative effekter ved masseindvandringen. De vil tage deres familie og flytte til et sted som for eksempel New Zealand – bortset fra at det i det lange løb vil blive stadig vanskeligere at finde et overvejende etnisk europidt land, der ønsker at forblive et sådant. Eller de vil trække sig tilbage til et indhegnet samfund – mens de ignorer de langsigtede konsekvenser af at overdrage politisk magt til en koalition af forskellige ikke-europide etniske grupper med umættelige krav på offentlige ydelser og i sidste ende med behov for himmelhøje skatter til at understøtte sig.

I øvrigt er skriften på væggen klar for mig som indbygger i Californien (Vdare.coms Joe Guzzardi var fornuftig nok til at forlade staten). Der er et massivt budgetunderskud, hvilket ikke mindst skyldes en stadig voksende gruppe fattiges behov for offentlige ydelser, mange af dem illegale indvandrere. (Over en femtedel af Los Angeles befolkning – mere end 2,2 millioner mennesker – er nu på offentlig understøttelse, og det forventes, at antallet vil vokse under den nuværende økonomiske udvikling.) Demokraterne mangler nu kun nogle få stemmer i at have det nødvendige 2/3 flertal til at kunne hæve skatterne uden nogen støtte fra republikanerne overhovedet. Demokraterne hævede for nyligt skatterne væsentligt med støtte fra blot nogle få republikanske afhoppere (heriblandt guvernør Schwarzenegger). På nationalt plan vil Obamas regeringen ikke gøre noget for at standse flodbølgen af legal indvandring, og det ser ud til, at regeringen forbereder sig på at give statsborgerskab til selv illegale immigranter.

Californien udgør et fremtidsbillede af USA som helhed, og der er kun ringe tvivl om, at Californiens fremtid som et tredjeverdensland allerede er en realitet.

Det vil blive vanskeligere og vanskeligere at gemme sig fra alt dette, men det vil ikke hindre individualisterne i at tænke, at de i det mindste kan redde sig selv og deres familier.

Endnu et problem med etnisk europide mænd er en følge af vestlig individualisme: De bedste blandt os er langt mere tilbøjelige til at acceptere moralske principper, selv når disse er i massiv uoverensstemmelse med normale menneskelige selvinteresser. Dette er det vestlige engagement i moralsk universalisme – tendensen til at opstille abstrakte moralske principper, der gælder for alle mennesker, og så bare lade brikkerne falde, hvor de vil. Kendte eksempler er demokrati, forfatningen, individuelle rettigheder, begrænsede regeringsbeføjelser og frihandel. Nu bliver selv immigration forslået som en menneskeret.

Jeg siger ikke, at der nødvendigvis er noget galt med disse idealer. De skal altid blot betragtes ud fra en vurdering af, om de tjener vores interesser som folk, ellers løber vi den risiko, at vi bogstaveligtalt dør for vores idealer.

Jøder har ikke dette problem. Som det så ofte er blevet sagt, næsten så tit, at det er blevet en kliche (selv blandt jøder), så er det eneste moralske princip, jøder godkender, hvorvidt noget er ”godt for jøderne”. Den etnocentriske subjektivitet i hele den skrevne jødiske lov fra Det Gamle Testamente til Talmud er tydelig for selv den mest overfladiske læser.

Med andre ord så er den eneste målestok for en handling, hvorvidt denne gavner gruppen, ikke hvorvidt den er i overensstemmelse med et moralsk princip. Da den jødisk dominerede venstrefløj var under pres i McCarthy æraen var det organiserede jødiske samfund stærkt imod nogen former for begrænsninger af ytringsfriheden og den akademiske frihed. (Det var i denne periode, organisationer som Jewish Peoples Fraternal Order, der var blevet klassificeret som undergravende af den amerikanske regering, var tilknyttet de almindelige jødiske organisationer som f.eks. American Jewish Congress.) Nu hvor venstrefløjen er ved magten fører jødiske organisationer an i forsøg på at begrænse ytringsfriheden.

Jøder er også utrolig immune over for moralsk kritik fra ikke-jøder. For eksempel er moralsk baseret kritik af Israel i dag hyppigt forekommende. Måske mest bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng er de moralske anklager mod Israel fra tidligere præsident Jimmy Carter og fra de prominente akademikere John Mearsheimer og Stephen Walt. Disse kritiserer alle den brutale behandling af palæstinenserne og skabelsen af et apartheidlignende, racistisk samfund i Israel, som står i skarp modsætning til principperne om demokrati, menneskerettigheder og racemæssig lighed, der så ofte fremhæves som vestlige værdier, og som føres i felten af jøder, når det er i overensstemmelse med deres interesser. (På trods af Richard Perles enorme løgne, så var floskler om ”demokratiseringsbestræbelser” en fast bestanddel af neokonservativ retorik, der støttede krige i Mellemøsten på vegne af Israel.) Men sådan kritik af Israel og dets jødiske tilhængere i Vesten er totalt uden virkning på den aktivistiske kerne af jøder, som fastlægger den officielle amerikanske politik overfor Israel.

Jøder har været udmærket klar over, at europæerne er meget modtagelige over for moralsk kritik. Tag for eksempel Israel Zangwill, en jødisk forfatter og aktivist, der levede for omkring 100 år siden. Nedenfor kommenterer han, hvordan jøder kan nedbryde amerikanernes modstand mod immigration:

”Amerika har rigeligt med plads til alle de seks millioner fra det område, hvor de fleste russiske jøder bor. En hvilken som helst af landets 50 stater kunne opsuge dem. Og næstefter at være i et land, der er deres eget, så kunne der ikke være nogen bedre skæbne for dem end at være sammen i et land med borgerrettigheder og religiøs frihed, i et land, i hvis forfatning kristendommen ikke spiller nogen rolle, og hvor deres kollektive stemmer praktisk talt ville gardere dem mod fremtidig forfølgelse.”

Med andre ord er Amerikas forfatningsmæssige demokrati godt for jøder, fordi forfatningen ikke eksplicit nævner, at De Forenede Stater er en kristen nation, eller for den sags skyld eksplicit nævner, at landet er skabt af og tilhører mennesker af europæisk herkomst.

Zangwills kommentarer markerede begyndelsen på ideen om, at Amerika er en “nation hvilende på moralske principper” uden nogen etniske eller religiøse bindinger. Amerika er et sæt ideer, ikke et udtryk for en bestemt religiøs eller etnisk gruppe.

Ideen om at Amerika er en ”nation af principper” blev udvidet af Horace Kallen, en anden jødisk intellektuel aktivist og overbevist zionist. Det er blevet en rodfæstet ideologi hele vejen hen over det jødiske politiske spektrum lige fra det yderste venstre til det nykonservative højre. Mens zionister som Zangwill og Kallen betragtede Israel som et direkte udtryk for det jødiske folk, skabte de forestillingen om De Forenede Stater som blot et sæt af moralske principper uden nogen former for etnisk eller religiøst indhold.

Under debatterne om immigrationsloven af 1924 var folk, som gik ind for begrænsninger, udmærket klar over, at jødiske intellektuelle forsøgte at bruge vestlige idealer til at underminerer USA’s etniske karakter. The House Majority Report bemærkede, at Zangwill holdt en tale, hvor han gik imod begrænsninger af indvandringen:

“I skal skabe kamp om denne lov. Fortæl dem, at de er ved at tilintetgøre de amerikanske idealer. De fleste befæstninger er lavet af pap, og hvis I presser på dem, giver de efter.”

Med andre ord har amerikanerne idealer, og vi jøder kan bruge disse idealer til vores egen fordel ved at undergrave Amerikas etniske karakter.

Men hvorfor er vi europæere så disponerede for moralsk universalisme? Jeg har fremsat den tanke, at denne tendens til individualisme og moralsk universalisme stammer fra vores evolution som jægere og samlere i de nordlige egne af verden (se også her). Hvorom alting er, så er tendensen til at vægte moralske principper højt langt ældre end fremkomsten af de jødisk dominerede intellektuelle og politiske eliter i det tyvende århundrede. Jeg finder den puritanske elite, som har været så indflydelsesrig i De Forenende Stater før fremvæksten af den fjendtlige jødisk dominerende elite i det tyvende århundrede, et slående eksempel herpå. Puritanerne personificerer den idealisme, der synes at være et træk hos så mange etnisk europide mennesker.

Hvad der er slående, er puritanernes moralske iver. Yankee-puritanerne var modtagelige overfor appeller til en ”højere lov”, og de havde en tendens til at tro, at regeringens hovedformål var at stræbe efter moralsk perfektion. De havde en tendens til at opfatte politiske alternativer som værende i skarp modsætning til moralske imperativer, hvor den ene side blev portrætteret som inkarnationen af ondskab – inspireret af djævelen.

Puritanerne forfulgte utopiske mål, der blev præsenteret som moralske anliggender, og de gik i krig mod mennesker, som var uenige i dem. Ligegyldigt hvilke politiske og økonomiske kompleksiteter, der førte til den amerikanske borgerkrig, så var det yankee’ernes fordømmelse af slaveri på moralsk grundlag, der inspirerede massemordet på etnisk nært beslægtede angelsaksiske amerikanere med det formål at befri de slaver, der var indført fra Afrika. Den amerikanske borgerkrig var det største offer af liv og ejendom, amerikanere nogensinde har bragt.

Det er ikke overraskende, at puritanernes efterkommere blev støtter af kritikkulturen, da de fjendtlige jødiske intellektuelle og politiske eliter voksede frem i det tyvende århundrede. Alle disse jødisk dominerede bevægelser udgjorde moralske anklager mod Amerika. Præcist som puritanske intellektuelle i det nittende århundrede var tiltrukket af alle slags utopiske bevægelser, blev bevægelser, der blev fremmet af den jødisk intellektuelle elite, præsenteret som utopiske fremtidsversioner:

  • Alle mennesker har det samme biologiske potentiale i relation til bedrifter, og ingen kultur er bedre end en anden. Som et resultat heraf kan vi let gøre alle mennesker til ideelle borgere (Franz Boas’ antropologiske skole).
  • Vi kan skabe et klasseløst samfund, hvor der ikke vil være nogen konflikter på grund af modstridende selvinteresser, og hvor mennesker på altruistisk vis vil arbejde for det fælles gode (Marxisme).
  • Vi kan skabe et samfund, hvor mennesker vil leve i harmoni med deres seksualitet og være fri for neuroser, antisemitisme og racisme (psykoanalysen).
  • Vi kan skabe et multikulturelt paradis, hvor forskellige racer og etniske grupper vil leve sammen i harmoni og samarbejde med hinanden (Frankfurterskolen).
  • Vi kan let omdanne andre samfund til demokratier som vores, og vi bør fører krig for at omdanne andre samfund i vores billede (nykonservatismen).

Det siger sig selv, at hver enkelt af disse utopier er grundlæggende problematisk ud fra et evolutionært perspektiv. Hver af dem er blevet forfægtet af hobetal af etnisk europide mennesker i de seneste årtier.

Som alle andre samfund har det amerikanske og andre vestlige samfund deres andel af moralske svagheder. Men i modsætning til andre etniske grupper, synes vi at være fast besluttet på at begå selvmord for at sone disse svagheder, så vi kan leve op til vores principper.

En mere verdslig grund til, at etnisk europide mænd ikke rejser sig og forsvarer deres interesser er, at det er meget dyrt at gøre det. På grund af de fjendtlige intellektuelle og politiske eliters triumf i Vesten bliver de, som afviger fra den officielle ortodoksi, straffet hårdt. De bliver gjort til socialt udstødte, og de kan meget vel miste deres arbejde, hvis de ytrer sig offentligt. (Som professor med fast ansættelse har jeg ingen undskyldning for ikke at sige noget højt.)

På den anden side medfører det store belønninger at blive en del af den fjendtlige elite, og det er ofte en god karrierevej for individualistisk indstillede etnisk europide mænd. Dette er sikkert en stor del af årsagsforklaringen på, hvorfor ikke-jøder så ivrigt tilsluttede sig forskellige jødisk dominerede bevægelser. For eksempel bliver ikke-jødiske nykonservative belønnet med godt betalte jobs og karrierer ved præstigefyldte tænketanke og universiteter. De er i stand til at få bogudgivelsesaftaler i stand med store forlag, og de blive prominente i massemedierne. Livet er godt ved dem.

Jeg har noteret mig, at jøder igennem den jødisk historie, særlig siden oplysningstiden, har brugt ikke-jøder som de synlige ansigter udadtil for bevægelser, der domineredes af stærkt etnisk og kulturelt selvbevidste jøder, som forfølger egne jødiske interesser. Selvfølgelig bliver denne adfærd gjort lettere for etniske europæere, fordi de som udgangspunkt er mere individualistiske. At have en flot karriere er belønning nok i sig selv. Og etniske europæere, som bliver involveret i disse jødiske bevægelser, kan meget vel se sig selv som levende op til deres principper. Lykke for en etnisk europæisk person er sammenfaldet af egne interesser og dybtfølte principper.

Og fordi den fjendtlige elite dominerer massemedierne og de akademiske institutioner, bliver etniske europæere socialiseret til at antage synspunkter, der er selvmorderiske for deres eget folk. Basal psykologi implicerer, at det er meget mere sandsynligt, at folk efterligner mennesker og ideer, der er forbundet med høj status. Den europæiske selvmordsideologi opnåede meget af sin effektivitet, fordi den udgik fra for eksempel Harvard University og The New York Times.

Ikke desto mindre viser marginaliseringen af John Mearsheimer (University of Chicago), Steven Walt (Harvard University) og tidligere præsident Jimmy Carter, at selv budbringere, som er associeret med institutioner med høj status, har en lang vej op ad bakke for at påvirke officielle politikker, når disse er i konflikt med den fjendtlige elites agenda.

Tydeligvis arbejder nogle meget magtfulde kræfter på at fremme Vestens selvmordskultur – nogle for europæerne interne kræfter og nogle eksterne. Ikke desto mindre er der nogle få lyspunkter. Psykologisk forskning viser, at europæere forsat har en ubevidst følelse af etnisk europæisk identitet – hvad jeg kalder for implicit europæiskhed. På trods af det konstante bombardement med anti-europæisk propaganda i medierne fortrækker europide mennesker at bo blandt og arbejde med hinanden. Nogle subkulturer som for eksempel klassisk musik, country musik og rockgrupper som AC/DC er implicit europæiske, selvom de ikke vover at omtale sig selv således.

Dette er endog tilfældet med nogle venstreorienterede europide subkulturer som for eksempel Garrison Keillors live radioshow Prairie Home Companion med dets forsigtige appel til overseriøse (og overprincipfaste) skandinaver (dem som kommer i Church of Our Lady of Perpetual Responsibility). Det kan ses ved PHCs næsten totalt etniske europide publikum og dets nostalgi for small-town Amerika. Programmet for næste uges PHC med titlen Small Town Twofer udstråler blomsten af klassisk (europid) amerikansk musik.

Denne implicitte følelse af europæiskhed er ikke nok til at begynde revolutionen, og Keillor vil helt sikkert ikke være til nogen hjælp i denne henseende. (Jeg ville gerne se, hvordan hans resultater ville være, hvis han tog en Implicit Association Test, der er en test, som afdækker ubevidste pro-europide præferencer og ubevidste negative holdninger over for sorte. Forskning viser, at den største kløft mellem ubevidste holdninger over for afrikanske amerikanere og bevidste eksplicitte holdninger findes blandt etnisk europide venstreorienterede som Keillor.) Han er blandt de mange i medierne, som befinder sig i en hed kærlighedsaffære med præsident Obama. Da Keillor for nylig fik fortalt, at Obama ikke var nogen god sanger, udbrød han noget i stil med, at han var glad for, at der var noget, Obama ikke var god til, fordi han var begyndt at tro, at Obama var overmenneskelig.

En revolution forudsætter, at vi legitimerer en eksplicit følelse af etnisk europæisk identitet og interesser. Al videnskab, ægte moral og almindelig sund fornuft er på vores side. Helt grundlæggende skal vi holde op med at være tøsedrenge. Og vi skal holde op med at være så forbandet principfaste.

Om forfatteren

Kevin MacDonald er professor i psykologi ved California State University–Long Beach.

Kilde

Denne tekst er oversat og tilpasset fra den engelske original ”What’s wrong with white men? In search of an explanation”, der blev offentliggjort i The Occidental Observer den 24. februar 2009.

Dette indlæg blev udgivet i Vestligt selvhad og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s