Af Jose Nino

Mens den internationale opinion vender sig mod Israel, fremstår Kenya og Nigeria som sjældne bastioner for pro-zionistisk støtte.

En nyligt offentliggjort meningsmåling fra Pew Research Center tegner et dystert billede af den negative globale holdning til Israel som reaktion på landets militære kampagne i Gaza. I en undersøgelse af 24 lande, der blev gennemført fra januar til april 2025, udtrykte de fleste respondenter – fra Nordamerika, Europa, Mellemøsten, Asien-Stillehavsområdet, Afrika syd for Sahara og Latinamerika – negative holdninger til Israel og dets premierminister Benjamin Netanyahu.

I 20 af disse lande har omkring halvdelen eller flere af de voksne en negativ holdning til Israel, med et overvældende flertal i Australien (74 %), Grækenland (72 %), Indonesien (80 %), Japan (79 %), Holland (78 %), Spanien (75 %), Sverige (75 %) og Tyrkiet (93 %), der udtrykker negative holdninger. Selv i USA, der historisk set har været en stærk tilhænger, har 53 % nu en negativ holdning til Israel, hvilket er en stigning på 11 procentpoint siden 2022.

Midt i denne globale modreaktion skiller Kenya og Nigeria sig ud som bemærkelsesværdige undtagelser. I begge lande har omkring halvdelen eller flere af befolkningen en positiv holdning til Israel – 50 % i Kenya og 59 % i Nigeria – hvilket gør dem til nogle af de få steder, hvor Israel stadig har en positiv nettovalutering. Denne afvigelse fra den globale anti-israelske norm er ikke tilfældig, men afspejler en sammenhæng mellem sikkerhedsmæssige bekymringer og religiøs demografi.

Både Kenya og Nigeria står over for vedvarende islamistiske oprør: Kenya kæmper med al-Shabaab, mens Nigeria kæmper med Boko Haram og tilknyttede grupper. Disse oprør har resulteret i betydelig vold mod kristne samfund og har øget de sekteriske spændinger mellem kristne og muslimer. Fremkomsten af evangelisk kristendom i denne sammenhæng har skabt et meget modtageligt klima for pro-israelske fortællinger og tilbyder en ny gruppe af shabbos goyim, som israelsk diplomati let kan mobilisere i den jødiske stats kampagne for at retfærdiggøre sin etniske udrensningsdagsorden og sine geopolitiske svindelnumre i udlandet.

I Nigeria er der nu cirka 58 millioner evangeliske kristne, hvilket gør landet til verdens tredjestørste evangeliske befolkning efter USA og Kina. Pinsekirker og evangeliske kirker er vokset hurtigt, og alene pinsekirkerne anslås at udgøre op til 63 % af de nigerianske kristne. Denne vækst er særlig markant i det nordlige Nigeria, hvor kristendommen ifølge lokale kirkeledere vokser »astronomisk« på trods af vedvarende forfølgelse og vold.

I Kenya udgør evangeliske kristne omkring 20 % af befolkningen – over 10 millioner mennesker – og pinsekirker anslås at udgøre 30-35 %. Denne demografiske vækst er ledsaget af en stigning i den evangeliske indflydelse i politik og samfund, hvor Kenyas nuværende præsident William Ruto og førstedame Rachel Chebet Ruto begge er tæt knyttet til evangeliske ledere.

Denne udbredelse af evangelisk kristendom er en heldig omstændighed for zionistisk aktivisme. Evangelisk teologi lægger ofte vægt på bibelske profetier og støtte til staten Israel, og evangeliske ledere er blevet højlydte fortalere for Israel i begge lande. Deres indflydelse strækker sig ind i politik og offentlig debat, hvor de forstærker pro-israelske narrativer og former national politik.

Som jeg har fremhævet i tidligere artikler, søger Israel aktivt nye allierede i det globale Syd, da dets traditionelle vestlige støttebase eroderer. Min tidligere analyse af den Den fremvoksende alliance mellem hindunationalisme og zionisme i Indien og Guatemalas mærkelige forhold til Israel understreger Israels strategi om at dyrke relationer med lande, hvor religiøse spændinger eller endda høj grad af filosemitisme kan udnyttes til geopolitisk gevinst. I Kenya og Nigeria kan Israel udnytte den igangværende sekteriske vold mellem kristne og muslimer – forværret af islamistiske oprør – til at skabe alliancer med deres respektive regeringer.

Desuden gør den betydelige tilstedeværelse af evangeliske kristne i disse lande det meget lettere at føre pro-zionistisk propaganda. Israels udbredelse er ikke rent altruistisk; det er en beregnet indsats for at opbygge pålidelige støtteblokke i FN og i internationale fora, hvor det finder sig selv i stigende grad isoleret. Ved kynisk at positionere sig som partner for truede kristne samfund sikrer Israel sig diplomatisk og sikkerhedsmæssigt samarbejde, mens evangeliske ledere fremstiller denne alliance som en åndelig og national nødvendighed.

Denne dynamik er tydelig i både Kenya og Nigeria, hvor evangelisk vækst og islamistisk vold har skabt et unikt miljø, hvor pro-israelske holdninger kan blomstre.

I en verden med skiftende loyaliteter er Afrikas evangeliske boom og islamistiske oprør Israels usandsynlige livline. Ved at alliere sig med Israel har Kenya og Nigeria valgt medvirken frem for global modstand.

Historien vil ikke se med milde øjne på disse Uncle Toms fra House of Zion.

---

Kilde

Fra The Occidental Observer; “When the World Says No, Kenya and Nigeria Say Yes to Israel“. Oprindeligt udgivet d. 10. juni 2025.