Mænd elsker ikke hinanden
Grupper er befolkede af mænd, som rivaliserer om kvinders kærlighed – i hvert fald ubevidst. En verdenserfaren og overuddannet trediveårig dimittend, som har slugt alverdens visdom i sine mange år på universitetet, har rejst jorden rundt i sine mange sabbatår, plukket appelsiner i Australien og bollet en negerpige på Haiti, vil blive opfattet som en rival.
Men en anden ung mand, som har sprunget alle efterskole-ophold, sabbatår og ekstra
Ph.d.-eksamener over, vil stadig være netop en ung mand, når han får sit første job, og appellere til kollegernes faderlige følelser, og derfor vil han få en bedre karriere.
Paleo-zoologer har fundet at hos meget tidlige menneskeracer – for mange millioner år siden – var en signifikant størrelsesforskel mellem hanner og hunner – altså mellem mænd og kvinder. Mændene blev omkring en fjerdedel større end kvinderne, hvilket indikerer at de tilhørte en social og polygam art, hvor hannerne kæmpede intenst om hunnernes gunst.
En tidlig menneskegruppe bestod sandsynligvis af en stor dominerende mand og en gruppe kvinder, som han vågede nidkært over, og som han til hver en tid var klar til at forsvare til sin sidste blodsdråbe. Yngre mænd flakkede om i periferien, medens de samlede mod og kræfter til at udfordre den dominerende han.
I en sådan organisation karakteriseret ved en stor kamplysten dominerende mand og ambitiøse yngre mænd, som lurer på ham på afstand, vil der aldrig udvikles en egentligt civilisation.
Fordi civilisation forudsætter samarbejde mellem mænd – ja man kan sige at civilisation består af forskellige skrevne og uskrevne regler for samarbejde mellem mænd. Og forskelle mellem forskellige civilisationer består i forskelle mellem sådanne uskrevne samarbejdsregler.
I løbet af millioner af år mindskedes størrelsesforskellen mellem mænd og kvinder og den intense og blodige kamp om kvindernes kærlighed dæmpedes så meget at mænd blev i stand til at samarbejde. Det var dog ikke således at mænd begyndte at elske hinanden – men de kunne respektere hinanden, således at egentlige menneskelige samfund kunne begynde at udvikle sig baseret på forskellige former for civilisation.
Men dybest set har mænd ikke forandret sig meget siden tertiærtiden. Vi fantaserer stadig om kvinder og sex lige til vi lukker vore små øjne for bestandigt. Det er det ubeviste mål med alt, hvad vi gør og alt, hvad vi stræber efter. Det er motoren i samfundets udvikling. Penge, karriere og status er blot midler til at vinde kvinders kærlighed.
Men nu har jeg for alvor rodet mig ud på et sidespor, vil I måske mene. Hvad har alt dette at gøre med unge menneskers frygt og uvilje mod at træffe beslutninger om deres fremtidige liv og karriere?
Når et nydimitteret relativt ungt menneske træder ind i en gruppe – et firma eller anden organisation – er han indledningsvis en rival. Grupperne er befolkede af mænd, som – i hvert fald ubevidst – rivaliserer om kvinders kærlighed. De vil ikke opleve det positivt at en tiltrækkende voksen mand – på måske over 30 år – gør sin entre og fører sig frem med at han har slugt alverdens visdom i sine mange år på universitetet, han har måske rejst jorden rundt i sine mange sabbatår, plukket appelsiner i Australien eller bollet en negerpige på Haiti. De vil føle at han er en blærerøv, og de vil se til på afstand, medens han laver den ene dumhed efter den anden på grund af sit ukendskab til firmaets produkter og metoder.
Men hvis vi tænker os at en anden ung mand springer alle efterskole ophold, sabbatår og ekstra Ph.d.-eksamener over, og får sin uddannelse på plads hurtigt, så vil han stadig være netop en ung mand, som med passende ydmyghed vil søge at finde sin plads i gruppen, når han får sit første job. Han vil ikke i så høj grad blive opfattet som en rival, men mere som en søn og appellere til kollegernes faderlige følelser. Han vil alt andet lige få en langt bedre karriere end den verdenserfarne og overuddannede trediveårige dimittend.
Kilde
Dybt i deres hjerter hader de os
I dyreverdenen rivaliserer hannerne heftigt om hunnernes gunst, og de kæmper indbyrdes så blodet flyder. Mennesker er dybest set et socialt dyr, men hos menneskehanner er rivaliseringen dæmpet, hvilket har muliggjort samarbejde mellem mænd og dermed udviklingen af egentlige samfund, civilisation og kultur. Men mænd rivaliserer stadig intenst om kvinders kærlighed, som er livets mening for normale mænd. Vestlige mænd har et stærkere behov for kvinder end mænd af andre racer. Og hvad kvinder søger hos mænd er bekræftelse af deres skønhed, charme, intelligens og seksuelle tiltrækning samt naturligvis status og tryghed – til andre kvinders fortrydelse.
At vinde kvinders kærlighed er den dybeste motivation for alt, hvad mænd gør, herunder arbejde, opdagelser og præstationer, det er en helt grundlæggende følelse, som virkelig gør os til mænd. Den opfylder ikke blot vestlige mænd, men alle mænd – men oftest ubevidst. Begær efter kvinders kærlighed fylder langt, langt mere i mænds følelser end for eksempel harme og forargelse over fortidens slaveri, hvide politibetjentes brutalitet mod andre mænd eller de vestlige landes formodede udbytning af udviklingslande.
Alle sømænd, internationale inspektører, rejsende servicemekanikere og mænd beskæftiget med internationalt handel ved, at etniske kvinder over hele verden inderst inde vil foretrække en mand af europæisk type, hvis de havde valget.
Selvfølgelig, som en ung kvindelig vietnamesisk studerende sagde, der er brodne kar alle vegne, nogle er alkoholikere, nogle er veluddannede, andre er ikke, og så videre – men alt andet lige? Hun var ikke i tvivl om at en vietnamesisk kvinde typisk ville vælge en mand af europæisk type, hvis hun kunne vælge.
Derfor, alle andre etniske mænd, de arabiske, asiatiske og afrikanske mænd, ved det dybt i deres hjerter, og derfor nærer de en dyb rodfæstet modvilje mod hvide mænd og alt, hvad vi står for, inklusive hele den vestlige civilisation og historie. De vil aldrig tilgive os, lige meget hvor mange undskyldninger, friheder og rettigheder, de får tilstået.
Kilde
Danmarks Frihedsraad 