Af Alexander Raynor
Alexander Raynor undersøger flere nutidige strømninger, der ofte præsenteres som former for nationalisme, og argumenterer for, at hver af dem i sidste ende erstatter ideologi med national identitet.
I vores nutidige tidsalder med masseindvandring, globalisering og tvivl om civilisationen er nationalismen vendt tilbage til vores politiske diskurs i hele det, der kaldes ›Vesten‹. Vi hører meget snak om kristen nationalisme eller Counter-Jihad (kontra-jihad), der præsenterer sig selv som et universalmiddel, men de fungerer blot som distraktioner fra ægte identitær tænkning. Det er forvrængede former for nationalisme, som ikke formår at konfrontere realiteterne omkring nationalitet og identitet, herunder etnicitet, kultur, historie, sprog og ›lang hukommelse‹. De er ikke ægte udtryk for identitær tænkning i nogen seriøs forstand.
Et af den identitære tænknings kerneprincipper er, at et folk er mere end en idé, en trosbekendelse eller et værdifællesskab. Identitære mener, at et folk har en fælles historie, kultur, sprog og en fælles skæbne. Man vælger ikke sin identitet; den er arvet. Identitet går forud for politik og ideologier. Forestil dig, at du er en tysker, der har levet gennem hele det 20. århundrede. Du ville have levet under kejseren, Weimarrepublikken, nationalsocialisterne, kommunisterne og derefter under det nuværende regime med EU-amerikansk liberalisme. Men gennem det hele var du og er du stadig Deutsch.
Counter-Jihad: Liberalismens sidste forsvarslinje
I verden efter 9/11 begyndte Counter-Jihad at vinde popularitet med blogs som Gates of Vienna og personer som Robert Spencer (Jihad Watch) og Pamela Geller (Stop Islamization of America). Som navnet antyder, er de imod islams vækst i Vesten. Selvom det præsenterer sig selv som radikal opposition, er det ikke andet end en genbekræftelse af ægte liberalisme. Islam præsenteres som en trussel mod vestlige værdier som ytringsfrihed, ligestilling mellem kønnene og sekularisme. Begrebet nation reduceres til abstraktioner.
Denne dynamik er tydelig i politiske bevægelser som PEGIDA og English Defense League/Tommy Robinson. Deres kritik af islamisk ekstremisme finder stærk genklang i populistiske bevægelser i hele Vesten, men deres retorik er centreret om ideer som pluralisme, tolerance, individualisme og opretholdelse af forfatningsmæssige normer, dvs. netop de ideologiske fundamenter, der har muliggjort masseindvandring og demografisk udskiftning.
På denne måde fungerer kontrajihadisme som en ideologisk grænsevagt for liberalisme. Den fungerer som den store beskytter af netop den ideologi, der opløser nationen indefra. Det er ikke en revolutionær bevægelse, der søger at vælte efterkrigstidens orden. I stedet søger den at forsvare den.
For ikke at nævne den yderligere begrænsning af kontrajihadisme, som er, at den antimuslimske stemning omdirigeres fra identitære dagsordener til eksterne geopolitiske dagsordener (Israel). Dette kan ses hos ovennævnte Tommy Robinson, den hollandske politiker Geert Wilders, Seth Dillon fra The Babylon Bee og Ben Shapiro fra The Daily Wire. Islam fremstilles ikke kun som en trussel mod det liberale demokrati, men også mod jødisk sikkerhed. Støtte til Israel bliver et symbolsk standpunkt for »Vesten«, selvom bekymringer om europæisk og amerikansk demografisk sammenbrud ignoreres. Vi kan endda se dette fænomen udspille sig i Trump-administrationen. Omvæltningen i Venezuela ender ikke med at tjene et stort geopolitisk projekt, men tjener i stedet til at åbne oliehandelen for nationen Israel.
Set fra et identitært perspektiv er dette en undvigelse og en fatal begrænsning af den kontra-jihadistiske ideologi. Under dække af at »forsvare Vesten« omdirigeres identitære følelser ikke mod at forsvare vores identitet, men i stedet mod at forsvare liberalisme og zionisme. Det modsætter sig måske sharialovgivning, men det forbliver fuldt ud forpligtet til den liberale logik om individers udskiftelighed, åbne samfund og abstraktionen af »menneskerettigheder«.
Kilde
Fra Arktos Journal; “The Siren Song of False Nationalisms“. Oprindeligt udgivet d. 16. februar 2026.
Danmarks Frihedsraad 