BOGANMELDELSE

Ditlev Tamm:
Opgør og retfærdighed
Opgøret efter besættelsen
Gyldendal 2025

Anmeldt af Povl H. Riis-Knudsen

Ditlev Tamm skrev i 1984 sin juridiske doktordisputats om samme emne, udgivet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag med titlen Retsopgøret efter besættelsen. Meget af teksten fra disputatsen gengives ordret i den nye bog, men – som Tamm forklarer i indledningen – kræver en doktordisputats forskellige formalia opfyldt, mange af de involverede personer levede stadig og havde krav på anonymitet, ligesom mange af de medvirkende jurister var folk, som Tamm selv kendte og arbejdede sammen med. Alt dette lagde visse bånd på ham.

”I dag føler jeg mig frigjort fra den slags bindinger og tør godt sige mere ligeud, at beskæftigelsen med opgøret for mig var et farvel til min tidligere respekt for danske myndigheder og deres varetagelse af lov og ret. Hvis læseren af denne bog får en fornemmelse af, at noget var helt galt, så er fornemmelsen efter min mening rigtig”, s. 19.”

Den fornemmelse er jeg født med – og den er kun blevet bestyrket, hver gang jeg har haft forbindelse med det såkaldte retsvæsen – som er enhver diktaturstat værdigt. Tillid til retssystemet har kun den, der aldrig har haft kontakt med det. Jeg har større respekt for et beskidt offentligt lokum end for Højesteret.

Den højtansete – i øvrigt jødiske – højesteretssagfører C.B. Henriques udtalte om retsopgøret, at vi ”lever i et juridisk galehus”. Tamm går i rette med dette udtryk. ”I virkeligheden var det værre end et galehus. Galskab er galskab, og gale mennesker er utilregnelige. Men opgøret byggede helt bevidst på fiktioner om krigstilstand, indebar brud på nedarvede retsprincipper, bevidst fremskyndelse af tvivlsomme sager, fragåelse af løfter afgivet under besættelsen og generelt en accept af en optik, som myndig­heder­ne godt vidste ikke var den samme, som dengang handlingerne blev begået. Det var ikke og kunne ikke blive pynteligt. Men de implicerede myndigheder havde ikke mistet forstanden. Pointen er, at de udmærket vidste, hvad de gjorde, at det ofte var galt, men ikke galmandsværk.” (s. 24).

Men det bliver det jo så sandelig ikke smukkere af!

Grundlaget for opgøret efter besættelsen blev, hvad man senere har kaldt den allierede forståelse af historien¹. Med til denne historieforståelse hører en nedtoning af, at Tyskland ved besættelsen af Danmark og Norge i virkeligheden kom allierede planer om en besættelse i forkøbet, ligesom fortællingen om demokratiets kamp imod det nazistiske diktatur i første omgang savnede den nuance, at også Sovjetunionen var en diktaturstat, som indtil det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 havde været allie­ret med Tyskland. (s. 17).

Tamm betoner endvidere, at kommunisterne spillede en afgørende rolle i modstandsbevægelsen – men først efter juni 1941, og at deres vision for Danmark adskilte sig ganske væsentligt fra den borgerlige del af modstandsbevægelsens planer. Dette med demokratiets kamp mod diktaturet skal jo tages cum grano salis – ikke blot i den danske sammenhæng, men i det hele taget. Sovjetunionen var som bekendt blandt dommerne i Nürnberg, og meget kan man sige om Sovjetunionen – både godt og dårligt – men det var ikke et demokrati og de metoder, der var blevet anvendt for at holde kommunismen ved magten, var alt andet end demokratiske. Kritiske røster regner med, at kommunismen kostede væsentlig mere end 6 mio. mennesker livet – nogle mener 20 mio. Men millioner er i den forbindelse billige, som vi ved.

Det danske opgør efter 1945 – Tamm vægrer sig ved at kalde det et retsopgør – stod naturligvis ikke alene. Det var en aflægger af Nürnbergdomstolen, som jeg senest har beskæftiget mig med i min anmeldelse af bogen Nazisternes danske soldater, hvortil jeg henviser. Retsopgøret som sådan behandler jeg indgående i mit første erindringsbind Evigt ejes kun det tabte, Forlaget mellemgaard, 2020, herunder også i samme binds Appendiks 3, der udgøres af en naturligvis afvist kronik med titlen Krigstilstand og Retsopgør fra 1970. Grundlæggende har jeg ikke så meget at tilføje, men jeg ville i dag have gjort en række bemærkninger, bl.a. ville jeg have understreget, at det aldrig er lykkedes for nogen at bevise, at der var en overenskomst mellem den danske og den tyske regering om Danmarks kampløse besættelse, men der er unægtelig et stort antal indicier. Ene af alle lande havde Danmark un­­der alle omstændigheder en luksusbesættelse.

Ditlev Tamm sparer ikke på skældsordene, når det kommer til en beskrivelse af det nationalsocialistiske Tyskland, som karakteriseres med ord som slyngelstat, forbryderregime af hidtil ukendte dimensioner², voldssamfund etc. Denne beskrivelse er naturligvis nødvendig for at kunne forsvare, at der overhovedet fandt et opgør sted i retlig regi efter Tysklands betingelsesløse kapitulation. Efter tidligere krige har man indgået for taberen ube­hagelige og undertiden også urimelige fredsaftaler, men aldrig stillet krav om, at den tabende parts aktører skulle stilles for en tvivlsom ”ret” og dømmes. At det denne gang blev anderledes, var der naturligvis politiske grunde til. Det var den nationalsocialistiske idé, der skulle udryddes – og Tyskland skulle knægtes én gang for alle. Når man i dag hører den tyske regerings krigshetz imod Rusland, ser planerne om at skabe Europas største hær og hører talen om ”krigsdygtighed”, kan man måske nok få den tanke, at dette sidste ikke er lykkedes særlig godt.

Man kan imidlertid heller ikke i dag forestille sig, at det, der var tilbage af den tyske regering, blot kunne have fortsat, selv om landet var blevet besat og delt, men det havde næppe været nødvendigt at indlede en evig forfølgelse af soldater, embedsmænd og andre, der havde udført den tidligere regerings ordrer. I dag er man vel ved at være færdig, men man har med ægte tysk grundighed sat 90-årige i fængsel for noget, de angivelig havde gjort som 17-årige – efter at de har levet et fuldstændig straffrit liv som gode samfundsborgere. Jeg har altid fået at vide, at straf ikke er hævn, men noget, som skal forbedre folk. Det er således svært at se det ædle formål med sådanne sager.

Nuvel, Tamm har sikkert ret i, at Danmark heller ikke kunne være kommet videre uden en eller anden form for opgør – og det er også rigtigt, at det skulle tjene til at cementere Danmarks tilhørsforhold til de allierede magter – et tilhørsforhold, som var temmelig tvivlsomt³, men som var meget vigtigt for at undgå, at Danmark blev betragtet som en tysk allieret. Det var med Tamms ord et overgangsopgør. Opgøret ramte imidlertid helt ensidigt. De ca. 400 mord begået af den såkaldte modstandsbevægelse, eller ofte nok blot i ly af denne, blev trods løfter aldrig undersøgt, og disse mordere har levet frit iblandt os som læger, præster osv. Dette skabte alt sammen en meget stor bitterhed iblandt de mange, som på den ene eller anden måde var blevet ramt af retsopgøret. Jeg har skrevet udførligt om det – også om følgerne af, at i bund og grund nationale mennesker, der var langt mere fædrelandskærlige end modstandsbevægelsens kommunister, blev sat uden for det nationale fællesskab. Min mor i den grad, at hun endnu 50 år efter stadig ikke kunne lytte til Aksel Schiøtz. Når han sang de danske fædrelandssange, åbnede det for al min mors bitterhed, mindet om lastbilen og arbejdsanstalten i Holbæk, frygten for at blive fyret, hvis nogen fandt ud af, hvor hendes mand var, tyverierne fra mine forældres lejlighed osv.

Det var altså den selvsamme regering, der havde samarbejdet med tyskerne og opfordret folk til at gøre det samme, som nu skød eller fængslede de mennesker, der havde ført dette samarbejde ud i livet. Det var ikke rimeligt, det var ikke heroisk – men både samarbejdet og retsopgøret var dygtigt politisk arbejde i landets interesse. Helhedens vel går som bekendt forud for den enkeltes vel! Men øh, det kommer vist fra et andet manuskript….

Absurditeten i dette opgør bliver vel intet sted klarere end i statsminister Vilhelm Buhls radiotale den 2. september 1942, hvor han opfordrede befolkningen til at angive sabotører, hvilket ikke forhindrede samme statsminister i at stå i spidsen for en regering, der indførte strenge straffe – sågar dødsstraf – for ”angiveri” og følgerne af angiveri. Politikerne var dem, der i første række havde samarbejdet med tyskerne, og selv om de løb af pladsen den 29. august 1943, var det jo stadig dem, der bestemte gen­nem departementscheferne. Vi fik heller ikke ved den lejlighed nogen tysk regering eller dansk nationalsocialistisk regering.

Der blev ikke rejst nogen sag imod de politikere, der havde samarbejdet med tyskerne, givet tilladelse til at melde sig til f.eks. Frikorpset, opfordret til samkvem med tyskerne, til angiveri, økonomisk sam­arbejde, eller som havde interneret kommunisterne i 1941 – herunder 3 kommunistiske folketingsmedlemmer, der skulle have nydt immunitet. De, der havde fulgt den officielle politik, blev imidlertid straffet i henhold til love givet med tilbagevirkende kraft, dvs. at de gjorde noget strafbart, som var lovligt, da handlingerne blev begået. Det var kontroversielt, og det samme var genindførelsen af dødsstraffen (eufemistisk kaldet livsstraf) også med tilbagevirkende kraft. Men den opgejlede befolkning krævede blod – og politikerne agtede at give den blod – men det skulle bare ikke være deres eget. ”Demokratiske” politikere er det mest foragtelige folkefærd, der findes på Guds grønne jord! Det var ynkeligt! Dødsstraffen, der kostede 46 mennesker livet, havde efter min mening bestemt ikke været nødvendig! Spørgsmålet om politikernes eget ansvar blev syltet i Den Parlamentariske Kom­mission, hvor politikerne efter 10 års sagsbehandling pure frikendte sig selv. Deres beretning fylder 38 bind. På det tidspunkt havde alle andre end de, der var blevet ramt af retsopgøret, mistet interessen for sagen.

Tamms indvendinger imod opgøret retter sig bl.a. også imod langsommeligheden i det og imod den kendsgerning, at man begyndte med de små og ukomplicerede sager, f.eks. mod folk, der blot havde meldt sig til en eller anden form for tysk krigstjeneste eller blot som brandmand eller marinevægter, mens de store og komplicerede sager kom for til sidst, hvor strafudmålingen var blevet markant mildere. Der blev i de glade majdage interneret op imod 40.000 mennesker, og samtidig kom der flere hundrede tusind tyske flygtninge fra de sovjetisk besatte områder til landet. Flygtningelejren i Oksbøl blev Danmarks næststørste by. Alt dette belastede de offentlige systemer, og for at få så mange som mulig ud af vagten hurtigst muligt, begyndte man netop med de ukomplicerede, små sager, som imidlertid også trak ud, for den konkrete udfyldelse af strafferammerne, var ikke så simpel, og mange sa­ger måtte igennem alle 3 instanser. Strafudmålingen var et lotteri, f.eks. byretten 12 år, landsretten 1 år og 3 måneder, højesteret 8 år (et slags kompromis). De, der kom først for, fik de strengeste domme. Folk som Poul Sommer og Paul Hennig (”manden bag de danske jødeforfølgelser”)⁴ formåede at holde sig skjult et stykke tid, hvilket nok reddede deres liv. Stakkels Frantz Toft⁵ fra Aalborg, der var 19 år gammel, blev samlet op straks og i ekspresfart dødsdømt og som den første skudt i Undallslund Plantage uden for Viborg.

De ”alvorlige” sager kom for sidst, hvor straffene generelt var blevet lavere og benådninger blev givet mere rundhåndet, hvilket dog ikke forhindrede, at den sidste dødsdom blev eksekveret i marts 1950.

Til de mest komplicerede sager hørte de store værnemagersager, dvs. sager imod virksomheder eller enkeltpersoner, der måske havde tjent lidt rigeligt på det økonomiske samarbejde med tyskerne, de var blevet opfordret til at indlede. Her gjaldt – som i alle forhold – at de små blev straffet og de store slap fri, thi de havde midlerne til at engagere de bedste advokater.⁶ Sagerne mod f.eks. minister Gunnar Larsen⁷ og entreprenørvirksomheden Wright, Thomsen og Kier løb til ærgrelse for den stalinistiske anklager Carl Madsen ud i sandet.

Store godsbesiddere som Sehested og Schimmelmann fik konfiskeret en betydelig del af deres godser. Det samme ramte tyske statsborgere, hvis tilknytning til Danmark stammede helt tilbage fra Helstatens tid før 1864, og som ikke havde haft noget med de tyske myndigheder at skaffe.

De tjenestemænd, der ikke blev slæbt for domstolene, måtte forsvare sig ved tjenestemandsdomstolen, hvor de risikerede afskedigelse, endda uden pension, nedsættelse af pensionen e.l. Den mest omtalte sag, var sagen imod DSB’s generaldirektør Peter Knutzen. Statsbanerne havde langt større betydning dengang end i dag. Jernbanenettet var betydelig større, og langt mere gods blev transporteret af DSB end i dag. Generaldirektøren var en kendt mand – og i dette tilfælde også en folkekær mand. Hans stilling var ikke let. Banerne var også vigtige for tyskerne, hvorfor han havde et udstrakt samarbejde med disse. På den baggrund bad regeringen ham om at træde ind som formand i den nystiftede Dansk–Tysk Forening, som netop skulle styrke samkvemmet med besættelsesmagten. Knutzen sagde ja til den vanskelige opgave, der gik ud på at fremme samkvemmet uden at fremme det for meget. Det blev en meget lang sag, og den endte med, at Knutzen blev afskediget – dog med pension. Ditlev Tamm vier megen plads til denne sag – og med god grund. Den viser endnu engang opgørets absurditet⁸.

Tamm behandler også diverse ”Æresretter”, hvor de forskellige faglige sammenslutninger udrensede medlemmer, så de ikke længere kunne tjene til livets opretholdelse i deres erhverv⁹.

Til gengæld finder Tamm, at de tyske myndighedspersoner med Werner Best i spidsen slap alt, alt for billigt. Det kan han jo godt mene – og hvis han blot sammenligner med de straffe, deres ”håndlangere” fik, kan man måske nok også godt forstå hans synspunkt. Men tyskernes situation her i landet var en anden. De var officerer og embedsmænd, der ikke selv havde bedt om disse stillinger. De skulle få samarbejdet til at fungere bedst muligt – og det forsøgte de at gøre efter bedste evne i henhold til tysk lovgivning og international ret – med selvfølgelig med tyske interesser for øje. Danskerne var – i hvert fald for de flestes vedkommende – gået frivilligt ind til de opgaver, der nu landede dem i tugthuset.

Ditlev Tamm sammenligner også det danske opgør med opgøret i andre lande, især i Norge – uden dog at gå i detaljer. Andre lande havde imidlertid andre forudsætninger, og det gælder i sandhed også Norge. I Danmark var forholdene mere mudrede med hensyn til landets og politikernes stilling. I Norge var de klarere, om end ikke helt så klare, som man gerne fremstiller dem. I Norge flygtede kongen og regeringen til London – og de politiske partier forsvandt fra overfladen og virkede delvis videre i den norske modstandsbevægelse. Tyskerne måtte derfor indsætte en nationalsocialistisk regering under Vidkun Quisling, som imidlertid ikke havde meget at skulle have sagt, når det kom til stykket. Det gjorde forholdene lidt klarere end i Danmark. I Norge kunne man begynde med Quisling og hans regering og derefter arbejde sig nedad i systemet til de mindre ”landssvigere”. Med henrettelsen af Quisling var stilen lagt – men man henrettede rent faktisk færre personer i Norge end i Danmark. Der var langt flere sager i Norge, men også flere tiltalefrafald. Man ruinerede imidlertid i Norge såkaldte landssvigere ved at pålægge dem til at betale astronomiske ”erstatninger” ud fra den filosofi, at de skulle erstatte krigens ødelæggelser.

Et kuriosum er Tamms beskrivelse af en ”herregårdshistorie”, hvor han er inviteret som gæst til en frokost for at møde nogle af retsopgørets mere markante ofre. Tamm nævner ikke, hvilket gods der er tale om, men det var det nordvestsjællandske Vognserup, hvis ejer, cand.jur. Christian Groth Teisen, havde været aktiv nationalsocialist som landsungdomsfører, mens Schalburg deltog i Finlandskrigen, og som medlem af DNSAP’s juridiske råd – og naturligvis som frivillig på østfronten. Teisen var stadig nationalsocialist, og det var hans ønske at støtte mine aktiviteter, også efter sin død. Han havde imidlertid ikke taget misteltenen i ed. Hans kone havde andre planer – og hans søn, der var meget ung, da faderen døde, sveg sine løfter til faderen – og ud fra et karrieremæssigt synspunkt var det utvivlsomt klogt, men ikke særlig heroisk. Jeg skriver herom i det kommende 3. bind af mine erindringer. Også de andre gæster var kendte folk: Helle von Schalburg, Oluf Krabbe, Ove Thornberg osv. Jeg kendte dem alle, og de er i dag alle døde.

Opgør og retfærdighed er ca. 500 velskrevne og interessante sider. Læsningen forudsætter nok en vis viden om besættelsestidens historie, den anden verdenskrig og jura i al almindelighed og en betydelig interesse for retsopgøret. Jeg kunne godt have ønsket mig flere billeder og især et sagregister, men man kan ikke få alt.

Foreslået litteratur om emnet:

For den historisk interesserede, der vil sætte sig ind i besættelsestidens historie i Norge i forhold til Danmark, kan jeg foreslå et par bøger:

Danske tilstande – norske tilstande 1940-45, Redigeret af Hans Frederik Dahl, Hans Kirchhoff, Joachim Lund, Lars-Erik Vaale, Gyldendal 2010. (Alle artikler på dansk).

Hans-Dietrich Loock: Quisling, Rosenberg og Terboven, Gyldendal Norsk Forlag 1972. (Norsk, originalen på tysk).

Nina Drolsum Kroglund: Hitlers norske hjelpere. Nordmenns samarbeid med Tyskland 1940-45, Forlaget Historie og Kultur 2017.

Hans Frederik Dahl og Øystein Sørensen (red.): Et rettferdig oppgjør? Rettsoppgjøret i Norge etter 1945, Pax Forlag A/S, Oslo 2004.

En neutral juridisk vurdering er foretaget af Instituttet för Offentlig og Internationell Rätt i Stockholm i bogen Den norske rättsuppgörelsen, Responsum och Utredning – With a Summary in English, 1956.

En enkelt sag er særlig berømt/berygtet, sagen mod forfatteren og nobelpristageren Knut Hamsun. Denne er udførligt og fint behandlet i den danske forfatter Thorkild Hansens 3 bind Processen mod Hamsun, Gyldendal 1978. Denne bog er i sig selv et stykke litteratur, og den er meget anbefalelsesværdig – også for læsere, som måske giver en god dag i besættelsestiden i Norge.

Om Quisling er der skrevet uendelig meget. Jeg anbefaler englænderen Ralph Hewins’ Quisling – profet uten ære, Store Bjørn, Oslo 1966.

Et punkt, der i Norge har været særlig omstridt, er behandlingen af børn af de dømte. Det endte med, at Stortinget gav børnene, der da var voksne, en uforbeholden undskyldning. En af hovedmændene bag denne kampagne var Eystein Eggen, der med bogen Gutten fra Gimle, Aschehoug, Oslo 1993, blev ganske berømt i Norge.

I Danmark er det emne mig bekendt kun berørt i Svend Møllers bog Det er jo bare tre naziunger, Dansk Historisk Håndbogsforlag 1996. Det er en personlig beretning om forfatterens egen historie, men den tegner meget godt det generelle billede. Et beslægtet emne er børn af tyske soldater i Dan­mark. Da naturen er, som den nu en gang er, var der en del af dem, og deres skæbne er beskrevet af Arne Øland i bogen Horeunger og helligdage – tyskerbørns beretninger, Schønberg 2001.

Beskrevet fra længere afstand i tid er Tone B. Bergflødt: Farfars Skrin, En oppvekst i skyggen av NS, Forlaget Prego Mobile 2018. Denne bog er udførligt omtalt i I hagekorsets lange skygge. Det samme gælder det danske modstykke, Anne-Marie Christensen: Landsforrædernes børn. Skam og fortrængning – Besættelsen 1940-45, Etnovator 2018. Dette er imidlertid en temmelig ringe bog.

---

Noter

1. Claus Bryld og Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv erindring. Historie- og traditionsforvaltning af krig og besættelse 1945-1997, Roskilde Universitetsforlag 1998 – en i øvrigt særdeles læseværdig bog. ↩︎
2. Ditlev Tamm har åbenbart aldrig hørt om Stalin. ↩︎
3. Jeg henviser her igen til Evigt ejes kun det tabte. ↩︎
4. Se Evigt ejes kun det tabte og I hagekorsets lange skygge. ↩︎
5. Se Bjarne Wagner Augustenborg: Den højeste straf, Forlaget Legimus 2017. Som barn var jeg med min mor oppe hos Frantz’ Tofts mor, men jeg husker kun, hvad min mor har fortalt mig om den nat, de skød hendes søn. ↩︎
6. Se f.eks. Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum. Dansk økonomisk tilpasning til Tysklands nyordning af Europa 1940-41, Lindhardt og Ringhof 2003. ↩︎
7. Om Gunnar Larsens dobbeltspil henvises i øvrigt til Claus Bundgård Christensens bog Følg Wilfred, Gyldendal 2022. ↩︎
8. Sagen mod Knutzen er genstand for en grundig behandling i Lars Bjarke Christensens bog Peter Knutzen: Jeg frygter ikke Historiens Dom, Syddansk Universitetsforlag 2011 (500 sider). ↩︎
9. Se Arne Hardis: Æresretten. Dansk Forfatterforening og udrensningen af de unationale 1945-52, Lindhardt og Ringhof, Kbh. 2003.; Andreas C. Johannsen: Danske læger under nazismen, Gyldendal 2016. ↩︎