BOGANMELDELSE

Stephen Marche:
The Next Civil War
Dispatches from the American Future
Avid Reader Press, New York 2022

Anmeldt af Povl H. Riis-Knudsen

Lad det være sagt med det samme: Dette er en elendig bog. Forfatteren evner ikke at følge en bestemt linje igennem bogen – ja, ikke engang igennem et kapitel. Han følger alt for mange forskellige spor uden at gøre nogen af dem færdige. Som titlen siger, handler bogen om den kommende amerikanske borgerkrig, og igennem forskellige scenarier forsøger han at give nogle bud på, hvordan den evt. kun­ne begynde – eller hvad der vil være det logiske resultat af den nuværende situation i USA. Forfatteren er canadier, og han legemliggør alt, hvad jeg ikke bryder mig om ved Canada – sådan groft sagt: politisk korrekthed på speed, mang­lende visioner, manglende identitetsfølelse, manglende forståelse af, hvad der er grundlaget for en stat etc. Canada betegnes i USA ofte som Amerikas Sverige – og det er ikke rosende ment. Det er landet, hvor man lader regeringen bestemme og affinder sig med alt – ganske som i Sverige (og Danmark). Jeg spurgte en gang Matt Koehl om, hvorfor der er denne forskel – der så afgjort dengang faldt ud til USA’s fordel. Svaret var jo logisk nok: Da revolutionen brød ud i de 12 stater, skyndte alle de følgagtige britiske vasaller, der manglede visioner og mod, sig at flygte til Canada, mens de oprørske og selvstæn­digt tænkende idealister samledes i de 12 stater. Og den fordeling er forstærket gennem senere tiders indvandring, indtil alverdens kulørte stammer fik lov til uhindret at strømme ind i USA over den ubevogtede mexicanske grænse. Det er vanskeligere at komme til Canada til fods. Alligevel er heller ikke Canada længere et hvidt land, og ligesom i USA er der også her på alle felter enorme forskelle mellem f.eks. det vilde Yukon, Quebec (som i princippet er fransktalende) og det temmelig isolerede New Foundland, der var en britisk koloni indtil 1949. Det er vanskeligt at sige noget alment dækkende om hverken Canada eller USA – kun at det er statsdannelser truet af uroligheder, en ubeskrivelig dekadence og truende borgerkrig. Endnu er USA dog på disse punkter i førertrøjen, selv om der er uro og løsrivelsestendenser i både Quebec, Alberta og British Columbia.

Marches udgangspunkt er imidlertid helt korrekt: Det amerikanske samfund er i dag ved at gå op i limningen, og det ser ikke ud til, at modsætningerne kan forliges ad såkaldt ”demokratisk” vej. Når man følger de politiske kampe, der udspiller sig i dagens USA, ser man en polariseret befolkning og møder en fuldstændig uforsonlig stemning i den politiske debat, hvor det fyger med de værste skældsord og personangreb, der udelukker ethvert samarbejde. Og debatten handler ikke om bagateller, men om helt grundlæggende principper for, hvilket samfund man ønsker, og hvordan det skal styres. Politiske attentater hører til dagens uorden, og præsidenten lader konsekvent hånt om forfatningens grundprincipper. Trump svigter alle valgløfter og styrer som en diktator. Han retter sig som bekendt kun efter sin egen samvittighed, og hvordan den er, har han tydeligt demonstreret – den er som en elastik. Når man dertil lægger Western-mentaliteten og de historiske amerikanske principper om individets frihed og forsvaret af denne og den forfatningssikrede ret til at eje og bære våben – der burde være indskrevet i enhver nations forfatning – er scenen helt naturligt sat til en borgerkrig, og en borgerkrig er den blodigste og mest uforsonlige form for krig, man kan forestille sig. Spørgsmålet er imidlertid, hvad man egentlig vil kæmpe for – eller måske snarere imod, thi det er erfaringsmæssigt langt lettere at forenes om det, man er imod, end om det, man er for – og hvordan denne kamp vil kunne føre til et fornuftigt resultat. Der vil jo ikke være nogen egentlig front. Kampene vil komme til at forløbe tværs igennem stater, byer og familier. Skal den ene halvdel af befolk­ningen blot slå den anden halvdel ihjel, så der bliver ro? Eller skal Amerikas 50 Forenede Stater gå hver sin vej og eventuelt danne nye forbund? Eller er det blot de røde (republi­kan­ske) og blå (demokratiske) stater, der skal skilles, hvorefter befolkningerne så kan flytte hen til det statsforbund, som de føler repræsenterer dem bedst? Krigen mellem Staterne (1861-65) var ganske anderledes. Det var to kulturer og to økonomiske modeller, der tørnede sammen om netop retten til en skilsmisse. Men hvordan skulle USA deles op i dag? Marche skitserer en mulig opsplitning byggende på meget løse identiteter, politisk orientering, levemåde osv. Hans opdeling har efter min mening ikke megen gang på jorden. Naturligvis kan man løselig skelne mellem Vestkysten, Præriestaterne, Texas, New England og Midtvesten. Men Sydstaterne har dog stadig en vis særlig egenart, Florida har helt sin egen, og Indiana, Ohio og West Virginia hører bestemt nærmere til Midtvesten end til Præriestaterne. Under alle omstændigheder er mange af de amerikanske stater med hensyn til areal, befolkning og økonomisk styrke større end mange europæiske nationer. De fleste af dem ville være fuldt ud levedygtige alene – men nogle sammenslutninger ville være nyttige. En stat som Nevada er næppe fattig, men den har kun ringe produktionskapacitet inden for alle områder og en talmæssigt begrænset befolkning.

Den egentlige modsætning går i USA snarere mellem by og land. Los Angeles har intet tilfælles med hele området øst for Interstate 5 og nord for Sacramento, ligesom der ikke kun geografisk er meget stor afstand mellem Detroit (Michigan) og Sault Ste. Marie i den nordlige del af staten (af lokale ofte betegnet som Superior, et område med en drøm om at blive USA’s 51. stat). Man føler sig her hensat til USA i 50’erne, hvor livet generelt havde en langt højere kvalitet end i dag. Seattle (WA) har intet tilfælles med sit bagland osv. Det vil være vanskeligt at lave en fornuftig opdeling på baggrund af de nuværende stater. De fleste byer og deres befolkninger kunne man passende overlade til undergangen.

Sagen er jo nemlig, at USA er identitetsløs. Landet har ikke noget statsfolk, ingen fælles kultur, ingen fælles religion, intet, der binder befolkningen sammen, for der er ikke noget folk i ordets egentlige betydning. Den oprindelige befolkning, de forskellige indianerstammer, undlod at forsvare deres hjem­land imod de fremmede, der kom for at besætte det. Derfor mistede de deres land. De fremmede var til at begynde med en ret homogen gruppe, hvis mål sådan set blot var at oprette en forbedret ud­gave af England i den nye verden. Men England kunne ikke levere tilstrækkelig mange bosættere, så man tiltrak bevidst andre europæere, især tyskere, hollændere, skandinaver og senere irere. Det nye land var sta­dig rimelig homogent. Så begyndte folk fra Syd- og Østeuropa at følge efter. De er anderledes, men hører stadigvæk til den samme kulturkreds. Samtidig havde man indført afrikanske slaver, nok den største dumhed i amerikansk historie. Man burde have lært af Romerriget. Slaverne hørte imidlertid ikke rigtig til befolkningen, heller ikke efter opgivelsen af slaveriet. Så kom imidlertid jøderne, og de ændrede USA for altid, thi jøder er dygtige folk med en kollektivistisk bevidsthed. De var klar over, at de her kunne skabe et samfund uden et klart flertal, et samfund, hvor de ved hjælp af deres intelligens og deres sammenhold ville kunne herske. De fik gradvis alle immigrationsind­skrænk­ninger ophævet og alle moralske normer opløst – kort sagt fik de skabt det samfund, der be­skri­­ves så glimrende i de offentliggjorte Epstein-papirer, om hvilke den amerikansk-jødiske journalist og forfatter Max Blumenthal så rammende har sagt, at læsningen af dem er som at læse ”Zions Vises Protokoller”. Max Blumenthal er en skarp og kritisk iagttager af det moderne Amerika, en af den slags insidere, man kunne ønske sig mange flere af!

En kommende borgerkrig burde være et opgør med Epsteins verden – men den vil nok snarere blive en alles kamp mod alle, der i stedet vil efterlade Epsteins arvinger som vindere. Under alle omstændigheder vil Amerikas hårdtarbejdende hvide befolkning blive taberne. Det bliver dem, der kommer til at betale alle regningerne.

For Europa bør alt dette være en kraftig advarsel. Europæerne er godt i gang med at gøre sig selv til et mindretal i deres eget land for at erstatte nationalstaten med et multikulturelt helvede, der styres af de samme kræfter, som styrer USA – en ny udgave af Epsteins verden, hvor navnelisten over de mest indflydelsesrige minder betænkeligt om telefonbogen for Tel Aviv og omegn. Ligesom indianerne har europæerne forsømt at forsvare sig imod invasionen udefra – men frem for alt har man i Europa for­sømt at fjerne den herskende ”elite”, som aktivt fremmer Europas undergang, bl.a. ved hjælp af invasionstropperne fra den tredje verden. Her ville en borgerkrig endnu give god mening. Om 50 år vil det også her være for sent!

En anden ting, Marche peger på, er USA’s forfatning. Den fylder i år 250 år, og den svarer i dag overhovedet ikke til den realitet, der hersker i samfundet. Den tager ikke højde for massemedier og pengemagt – for muligheden af, at der vælges komplette idioter til statens højeste politiske embeder, degenererede og korrumperede monstre, der let lader sig styre af storkapitalismens magt og fordærv, og som synes at være milevidt hævet over den lov, der gælder for andre. Marche fremhæver Jeffersons udsagn om, at hver generation skulle tilpasse forfatningen, så den altid svarer til den givne realitet. Det lyder naturligvis meget besnærende, men det er en farlig tankegang, idet en sådan forfatning uvægerlig ville blive farvet af øjeblikkets luner og skøre ideer, som let i nogen grad ville kunne blive perpetueret gennem en sådan forfatning. Det ville nok være mere fornuftigt konsekvent at indrette staten efter forfatningen end omvendt. Under alle omstændigheder udgør USA’s kollektive storhedsvanvid og ledernes uvidenhed om den verden, man i dag insisterer på at beherske, den største fare for verdensfreden efter den anden verdenskrig. Det er utvivlsomt verdens mest misregerede stat, og der er særdeles langt fra magtens korridorer i Washington DC til virkeligheden i Utqiagvik (Barrow), Alaska.

Lad dette misfoster af en stat gå under i den næste borgerkrig!

Igennem 40 år (1976-2016) var USA mit andet hjem, og det var på mange måder et dejligt hjem, men på de 40 år ændrede USA sig fra trods alt stadig at være en europæisk præget stat med et solidt hvidt flertal til at være et kludetæppe af forskellige nationaliteter, sprog og religioner med hver sine forestillinger om staten og samfundet i stedet for at blive den smeltedigel, man de sidste over 100 år hav­­­de fablet om som et ideal, hvor alle ville smelte sammen til et helt nyt folk, hvilket naturligvis også havde været rædselsfuldt, men det ville have udgjort en mindre fare for sammenhængskraften i landet. Resultatet ses overalt i samfundet – i det store så vel som i det små. Den udvikling tog i USA 150 år. I Europa har den kun taget 50.

Det anbefales i denne forbindelse stærkt at læse Kevin MacDonald bøger og artikler. Se https: www.theoccidentalobserver.net. Specielt anbefales trilogien ”A People That Shall Dwell Alone”, “Separation and Its Discontents”, “Culture of Critique” – sidstnævnte er nok – set ud fra et aktualitetssynspunkt – den vigtigste, og den foreligger i dag i en ny og udvidet udgave fra 2025.