BOGANMELDELSE:

Claus Bundgård Christensen
Niels Bo Poulsen
Peter Scharff Smith

NAZISMENS DANSKE SOLDATER
– Danskere i Waffen-SS fra besættelse til efterkrigstid

Lindhardt og Ringhof, 2025

Anmeldt af Povl H. Riis-Knudsen

Det anførte forfatterkollektiv har arbejdet sammen siden deres studietid for en hel del år siden, og de har igennem hele deres akademiske karriere beskæftiget sig indgående med denne emnekreds. De har derfor samlet sig en uhyre viden på området og gælder vel i dag som de førende autoriteter, når det gælder dansk nationalsocialisme i alle dens forskellige afskygninger. At ville diskutere faktuelle oplysninger med dem må nok i de allerfleste tilfælde betragtes som halsløs gerning.

Af tidligere værker fra deres hånd kan nævnes den første seriøse bog om danskere i Waffen-SS: Under hagekors og Dannebrog – Danskere i Waffen-SS 1940-45, Aschehoug 1998. Den vil vi vende tilbage til.

I 2015 udsendte de på Gyldendal: Waffen-SS – Europas nazistiske soldater. Ligesom Nazismens danske soldater en moppedreng på ca. 800 sider.

Nazismens danske soldater bygger i vid udstrækning på Under hagekors og Dannebrog, men indeholder naturligvis langt mere materiale og fører historien videre til eftermælet og forsøgene på at bevare sammenholdet og videreføre politikken. Det er under alle omstændigheder en vigtig bog for alle, der interesserer sig for den periode eller for militærhistorie i al almindelighed. Set ud fra den vinkel kan jeg naturligvis kun stærkt anbefale bogen. Jeg vil imidlertid gerne tilføje nogle overordnede bemærkninger om tendenser i historieskrivningen om den pågældende periode, som jeg mener fører denne på afveje. Det er vigtigt at adskille historie, jura, politik – og moraliseren. Som Ditlev Tamm skriver i sin seneste bog Opgør og retfærdighed – Opgøret efter besættelsen, Gyldendal 2025, er juristens dom ikke nødvendigvis også historiens dom – og omvendt.  

Det skal straks tilstås, at jeg aldrig har interesseret mig synderlig for den militære side af den anden verdenskrig. Mit hovedfokus har altid været på nationalsocialismen som ideologi, men det er klart, at både min familiemæssige baggrund og mine håbløse forsøg på at drive politik har gjort, at jeg har kendt et ganske stort antal danske frivillige fra menige til relativt højtstående officerer – og også et antal tyske SS-soldater og højtrangerende tyske nationalsocialister, der var så tæt på mennesket Adolf Hitler, som man vel kunne komme. Mange af dem har jeg kendt rigtig godt, og netop da jeg jo var ”en af deres egne”, har jeg ikke fået friserede udgaver af deres fortællinger og oplevel­ser. Jeg har fået så ærlige versioner af verden, som de har opfattet den, og som man kan gøre sig håb om at få. Enhver, der står midt i begivenhederne, ser imidlertid disse i frøperspektiv og ikke i fugleperspektiv. Det er historikernes opgave at prøve at rekonstruere fugleperspektivet så objektivt, som det er muligt. I samtiden er det vanskeligt at være objektiv. 80 år efter skulle det gerne være lettere. Der er imidlertid stadig mange politiske og ideologiske kartofler at hyppe, når det drejer sig om den anden verdenskrig, og kogningen af disse kartofler synes at ske ved stadig stigende temperaturer. Historieskrivningen var efter min mening langt mere nøgtern for 25 år siden, end den er i dag. Det er ikke noget specielt dansk fænomen. Ideologiseringen af historien har som de fleste andre onder sine rødder i Amerika, hvor de politiske kræfter bag den er stærkest. Der er ikke tale om nogen bevidst forfalskning af historien som sådan, men der lægges ligesom et prisme hen over den, således at den uvilkårligt ses i et særligt mere eller mindre fordrejet perspektiv. Dette prisme er imidlertid stærkt politiserende og anvendes kun, når det gælder beskrivelsen af den tyske krigsførelse.

Lad os kaste et kort blik på Under hagekors og Dannebrog, der slutter med følgende særdeles forstandige konklusion:

Anden Verdenskrig ses i dag som en krig mellem sort og hvidt. Det er ikke mindst Holocaust, der spiller ind. Krigsafslutningen, afsløringen af det nazistiske massedrab på jøderne og den økono­mi­ske og politiske udvikling i årene, der fulgte, diskrediterede fuldstændigt de politiske synspunk­ter de frivillige støttede. Det var synspunkter som i mindre radikal form fandtes i brede dele af befolkningen, og store dele af modstandsbevægelsen var hvad angår ultranationalisme og mistro til demokratiet på linje med de østfrontfrivillige. Det glemmer vi ofte i dag ligesom vi overser i hvilken grad Waffen-SS og vilkårene på østfronten skabte et særegent univers som afveg grundlæggende fra hvad de fleste af vi nulevende danskere kender til eller overhovedet kan forestille os. Man er naturligt nok tilbøjelig til at se de østfrontfrivillige ”i sit eget billede”, som man da også gør det med andre historiske fænomener. Det er vort håb at vi med denne bog har vist hvordan de østfrontfrivillige og deres oplevelser ikke kan beskrives som et tidløst fænomen. De frivilliges historie kobler sig snævert til 1930’erne og 1940’ernes Danmarkshistorie i almindelighed og til den danske nazisme, østfronten og den tyske nazistiske organisation Waffen-SS i særdeleshed.

Det er nemlig det, der drejer sig om. Man må forstå de frivillige på deres egne præmisser og ud fra deres egen tid. Nogle kunne jo nok mene, at efterkrigstiden ikke har diskrediteret de frivilliges synspunkter, men nærmere har bekræftet deres rigtighed, men den diskussion er ikke relevant i denne forbindelse, så den lader vi ligge. Nogle kapitler i Nazismens danske soldater bugner af ord som ”krigsforbrydelser”, ”forbryderiske befalinger”, ”folkedrab”, ”udryddelseskrig”, ”holocaust”, ”gru­­somheder”, ”barbarisk” etc., hvis formål kun kan være posthumt at dæmonisere de danske østfrontfrivillige, der jo ikke under nogen omstændigheder kunne have den viden, vi har i dag, jf. ovenstående citat.

Nu er jeg jo filolog og har – ikke af lyst, men af nød – senere også måttet beskæftige mig ret intenst med jura. Inden for begge områder har jeg lært, at ord og definitioner er vigtige. Hvad er en ”forbrydelse”? En forbrydelse forudsætter, at der er noget, man kan forbryde sig imod, nærmere betegnet en gældende lov, forordning eller lignende. Uden en lov kan der ikke være nogen forbrydelse og derfor ingen straf (nulla poena sine lege, som det hedder blandt jurister). Hvilken lov havde soldaterne på østfronten vel forbrudt sig imod? De internationale overenskomster om krigsførelse var Genève-kon­ven­tionen og Haager-landkrigsordningen. Sovjetunionen anerkendte ingen af disse, hvorfor de ikke havde nogen gyldighed. Dette påpeges faktisk eksplicit i Under hagekors og Dannebrog. Anvendelsen af udtrykket ”de forbryderiske befalinger” fører os imidlertid direkte til Nürnbergdomstolen – men det tvivlsomme retsgrundlag, denne opererede med, blev jo først skabt efter krigen – med tilbagevirkende kraft – og naturligvis uden at tyskerne var blevet spurgt, om de kunne anerkende principperne for denne nye retstilstand. Det ville svare til, at kineserne udarbejdede en lov gældende for danskeres adfærd i Danmark for halvtreds år siden – men ikke for kineseres adfærd i Danmark på samme tidspunkt. En sådan lovgivning kan ikke med nogen som helst rimelighed lægges til grund for en historisk vurdering af de frivilliges handlinger før sommeren 1945 – og ret beset heller ikke for en juridisk bedømmelse, men kun for en politisk fordømmelse. Der skabtes et nyt retsgrundlag, som med nogle ændringer i dag gælder for alle andre end amerikanske tropper. Disse er stadig hævet over loven. Det er værd at tænke over! Under alle omstændigheder er det, som Mik­kel Kirkebæk siger i bogen Den yderste grænse om frihedskrigene i Baltikum, lettere at overholde krigens konventioner i fredstid end i krigstid.

Danmarks Nationalleksikon (lex.dk) hævder om Nürnbergprocessen følgende: Nürnberg- og Tokyoprocesserne levede til fulde op til de retssikkerhedsgarantier mht. forsvar, vid­ne­førsel, bevisbedømmelse m.m., som må iagttages ved enhver straffeproces. Det kan man kun hævde, hvis man hverken kender noget til strafferetspleje eller til Nürnbergdomstolen – eller også lyver man bevidst. Der var i Nürnberg tale om en domstol, nedsat af sejrherrerne med det eneste formål at dømme de besejrede i henhold til ensidigt af samme sejrherrer vedtagne love med tilbagevirkende kraft. Ingen fra de sejrende lande kunne stilles for domstolen, og forsvarerne kunne ikke forsvare deres klienters handlinger ved henvisning til de allierede troppers egen fremfærd. Det er jo normalt diskulperende, hvis man kan påvise, at andre har gjort det samme uden at blive draget til ansvar. Loven skal som bekendt være ens for alle og anvendes ens over for alle. Forsvaret havde ikke adgang til frit at krydsforhøre anklagernes vidner eller til at anfægte en dommers eller selve rettens upartiskhed, eller til at få uhindret adgang til de tyske arkiver. De havde heller ikke tid til at sætte sig ind i den enorme stofmængde. Anklagerne og dommerne re­præ­senterede de samme stater, der havde udarbejdet lovene. Der var ingen appelmuligheder osv. Dette var ikke en normal strafferetlig proces. Det var et tribunal, der skulle kamuflere et politisk bestemt hævnorgie som en retfærdig proces. Det kunne selv den amerikanske chefanklager se, og han brød sig ikke om det. Churchill ville også bare skyde de tyske politikere, embedsmænd og officerer uden videre, men Stalin var klogere. Han havde gjort sig sine erfaringer i forbindelse med skueprocesserne i Moskva i sidste halvdel af 30’erne. Den psykologiske og politiske virkning af at have en ”dom” er afgørende – hvilket eftertiden klart har vist er rigtigt. Stalins repræsentanter sad med på dommersædet og ikke på anklagebænken, hvor de nok snarere hørte hjemme – sammen med Churchill og Truman. Alle havde gjort sig skyldige i krigsforbrydelser, men det er betegnende, at man åbenbart ikke har kunnet finde én eneste allieret krigsforbryder. Alle allierede soldater havde åbenbart været rene som nyfalden sne. Og så burde dommerne naturligvis have været fra neutrale stater. Det egentlig strafbare bestod her i, at tyskerne havde tabt krigen¹.

Der var ingen international ret, der gjaldt for krigen på østfronten. På tyskernes side blev lovene ud­stedt af Hitler, og der var i det tyske militær i praksis ingen mulighed for lovlig lydighedsnægtelse. Mest omstridt under krigen var nok ”kommissærbefalingen”. Til den Røde Hær var der knyttet kommuni­sti­ske politiske kommissærer, der skulle sørge for, at den politiske linje blev fastholdt – og som skulle tage sig af den ideologiske opdragelse af soldaterne. Var disse kommissærer nu soldater eller civile? Hitler befalede, at de under alle omstændigheder skulle skydes på stedet. Nogle officerer protesterede, men det hjalp ikke. Nogle undlod at følge befalingen, der senere blev ophævet eller bare ikke håndhævet. Til sammenligning befalede Stalin allerede ved krigsudbruddet, at der ikke skulle tages nogen fanger. De skulle skydes på stedet. Man havde jo simpelthen heller ikke mulighed for at håndtere fanger. Man udkæmpede en i sandhed eksistentiel krig, hvor man ikke kunne undvære mandskab til den slags. Først senere gik det op for ham, at han slog god arbejdskraft ihjel. Så ophævede han den befaling. Han forbød også sine egne soldater at overgive sig. Det var forræderi og blev straffet med døden. Sådanne befalinger bidrager jo ikke ligefrem til at gøre krigen mere human.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at denne krig var usandsynlig beskidt. I en krig gør man jo altid netop det, der normalt er forbudt. Man slår ihjel og ødelægger uden skrupler. Man får medaljer for det, man i det civile liv kommer i fængsel eller i galgen for. Men der er selv i krig grænser – og uanset lovgrundlaget er der almindelige moralske grænser. Der er simpelthen ting, man ikke gør. Tyskerne torterede ikke deres fanger, og deciderede voldtægter var sjældne. For sådanne var der i øvrigt dødsstraf – også fordi voldtægt af slaviske kvinder fra tysk side temmelig misvisende betragtedes som ”raceskændsel”. Man var imidlertid af gode grunde tilbageholdende med at henrette sine egne soldater. Det er let at sidde på sit fredelige, opvarmede kontor og sætte sig til dommer over folk, der står på slagmarken med kuglerne susende om ørene på sig, og hvor døden kan indtræffe når som helst. Noget af det, der i den forbindelse gjorde den anden verdenskrig så barbarisk, var partisankrigen. I hen­hold til de internationale konventioner, som Sovjetunionen som nævnt ikke anerkendte, er civiles deltagelse i kamphandlinger forbudt, og soldater skal bære uni­form. Det er forudsætningen for, at man kan beskytte civilbefolkningen. Partisankrig er med andre ord ikke tilladt – og dette forbud gjaldt jo sådan set også for den danske modstandsbevægelse, der dog var af en ganske anden karakter. Når man i bogen taler om ”masseudryddelse i ly af partisankrigen”, har man jo intet som helst belæg for, at der var tale om en planlagt masseudryddelse i den forbindelse. Partisanerne var rent faktisk en våbenart for sig selv, ledet af generaler i Moskva. En af mine russiske kollegers svigerfar havde været general med ansvar for partisankrigen i Hviderusland. Den var nøje forberedt med nedgravede våbendepoter og en form for kommunikationsnet­værk. Man må gå ud fra, at der var hemmelige officerer rundt omkring i landsbyerne – i hvert fald var det klogt at regne med det, hvis man var tysk soldat. Døden kunne rent faktisk lure overalt – og det var bedre at slå 100 for meget ihjel en én for lidt – for den ene kunne blive ens egen død. Det er meget akademisk at forlange, at en soldat skal ignorere denne kendsgerning. Måske skulle man lade være med at skrive så fordømmende om den slags ting, hvis man ikke selv har været i situationen. Denne form for krig er i sig selv forrående, og man har jo heller ikke ved fronten hver­ken en jurist eller en præst bag sig, man kan konsultere for at høre, om man nu har lov til at skyde mod en person eller ej.

Man anfører som belæg for sine konklusioner utallige mere eller mindre løsrevne citater fra efterladte dagbøger og breve. Det er naturligvis en glimrende måde at levendegøre historien på – man bringer derved læseren tættere på begivenhederne og de mennesker, der udkæmpede denne krig, men man kan ikke ud fra disse citater slutte sig til en overordnet politik, og de skal ses i lyset af de betingelser, der herskede på østfronten, jf. ovenfor.  Alle historikere står naturligvis også altid på skuldrene af andre hi­sto­­rikere. Man kan jo ikke, hver gang man vil skrive en bog, begynde med Adam. Nazismens danske soldater har et beundringsværdigt noteapparat, så man kan se, hvilke bøger, der er benyttet. Som læser er man nødt til at have tillid til, at denne litteratur er i orden. Det er jo ofte bøger, man ikke lige har stående, så man kan slå efter. Men det kan jo en gang i mellem gå galt. På side 227 skriver forfatteren af det pågældende afsnit følgende: ”I januar 1942 foldede [SS-general Theodor] Eicke sig således ud som poet og gav på verseform i divisionens troppeavis soldaterne følgende budskab om de sovjetiske civile, som levede i Demjanskkedlen under ekstremt usle forhold: ”Hvad rører os kvinden, hvad rører os barnet, lad dem betle, hvis de sultne er.” Noten angiver en bog, som jeg ikke synes, jeg kan finde i litteraturlisten, men det er så, hvad det er. Det drejer sig sikkert om Niels Weise: Eicke. Eine SS-Karriere zwischen Nerven­klinik, KZ-System und Waffen-SS, Ferdinand Schöningh 2013. Men, men… Jeg ville så utrolig gerne have haft en kontekst til det citat. Det er nemlig ikke Theodor Eicke, der er poetisk her. Han citerer blot Heinrich Heine ”Die beiden Grenadiere”. Det er måske i sig selv bemærkelsesværdigt, eftersom Heine var jøde og på den sorte liste, men dette digt var populært i SS. Min far elskede det også. Det handler om to af Napoleons grenaderer, som har været fanger i Rusland og nu er på vej hjem. Da de kommer til Tyskland, hører de, at kejseren (Napoleon) er i fan­genskab. Den ene ønsker at dø på stedet, og den anden siger så, at han gerne ville følge ham, men han har kone og barn i Frankrig, og de vil gå til grunde uden ham. Så er det, den første udbryder:

”Was schert mich Weib, was schert mich Kind,
Ich trage weit bess’res Verlangen;
Laß sie betteln gehn, wenn sie hungrig sind –
Mein Kaiser, mein Kaiser gefangen!“

Han beder herefter kammeraten om at give ham orden og våben med i graven. Så vil han ligge der som en skildvagt, til han atter hører kanonernes torden og hestenes traven.

”Dann reitet mein Kaiser wohl über mein Grab,
Viel Schwerter klirren und blitzen;
Dann steig ich gewaffnet hervor aus dem Grab –
Den Kaiser, den Kaiser zu schützen!“

[Så rider min kejser vel over min grav,
Mange sværd de klirrer og lyner;
Så stiger jeg væbnet frem af min grav –
For min kejser igen at beskytte!”]

Det er et digt om loyalitet, offervilje og fædrelandskærlighed – og når det var så populært i SS, skyldes det naturligvis paralleliteten Napoleon – Hitler. Når kejseren kommer igen i sidste strofe, er det den kamp, SS nu befinder sig i. Paralleliteten bliver helt konkret i 1945!

Skulle Theodor Eicke, der helt klart havde større litterær dannelse, end man har i dag, have forvansket Heines digt og revet 2 ikke direkte forbundne linjer ud af sammenhængen for at anvende dem i en fuldstændig anden kontekst? Ja, han skulle have vendt dem om. Det var jo grenaderens egen familie, der skulle henvises til at tigge – ikke fjendens. Jeg tvivler! Især fordi dette digt var så populært og omhandlede værdier, man satte højt i SS, og fordi de fleste tyskere dengang kunne det udenad. Det er da muligt, men det ville jeg gerne have dokumenteret. Om det så er Niels Weise eller forfatterne til Nazismens danske soldater, der måske er gået galt i byen, skal jeg ikke kunne sige. Eksemplet viser imidlertid tydeligt faren ved sekundærlitteratur – og betydningen af klassisk dannelse.

Og hvad skal vi stille op med ordet ”udryddelseskrig”? Hvem er det, der skal udryddes? Krigen på østfronten blev solgt som en krig imod bolsjevismen. Kommunismen var i 30’erne og 40’erne ikke specielt populær i Europa. Man frygtede den med god grund. Var det mon den, der skulle udryddes? Lad os tage stjerneeksemplet blandt de østfrontfrivillige, Christian Frederik von Schalburg. Von Schal­burgs mor var russer. Han var født i Zmeinogorsk [zme-i-na-‘gorsk] i Altajskij Kraj i Sibirien, hvor hans far havde forskellige besiddelser. Det var en ganske velstående mineby for foden af bjergene i det sydlige Altaj tæt på grænsen til det nuværende Kasakhstan. Han blev døbt Константи́н Фёдорович Ша́льбург i den ortodokse tro, i hjemmet talte man kun russisk. På et tidspunkt flyttede familien til Zarskoje Selo syd for Sankt Petersborg, hvor zarfamilien havde adskillige paladser. Ved revolutionen oplevede von Schalburg, at bolsjevikiske oprørere voldtog hans mor. Det lykkedes familien at flygte til Danmark. Her vedblev den at være russisk ortodoks, tilsluttet menigheden i den russiske kirke i Bredgade, hvor man regelmæssigt gik til russisk gudstjeneste. Von Schalburg elskede Rusland og det russiske folk, og med sin indtræden i Frikorps Danmark ønskede han at være med til at befri landet og folket for bolsjevismen. Han ville gerne udryd­de enhver afskygning af kommunisme – men ikke det russiske folk. Jeg vil vove at påstå, at mindst 90 % af de frivillige har meldt sig af sam­me grund som von Schalburg. Resten har måske meldt sig for eventyrets skyld, eller fordi de hav­de brug for pengene.

Von Schalburg kunne ikke vide, at Hitler havde helt andre planer, og at kampen mod kommunismen kun var et skalkeskjul for et koloniseringsfelttog mod Rusland. Disse planer fremgår med al ønskelig tydelighed af Hitlers bordsamtaler. Rusland skulle forvandles til blomstrende tyske landsbyer og befolkningen reduceres til det antal, som var nødvendigt for at betjene de tyske kolonister. Den venlige fortolkning af planerne er, at russerne skulle trænges tilbage bag Ural (som ikke er nogen uigennemtrængelig bjergkæde). Han beordrede imidlertid også ernæringsministeriet til at udarbejde planer for, hvordan man i det skjulte kunne sulte 30 millioner mennesker ihjel. Det var en konkretisering af snak­ken i Mein Kampf om, at den tyske befolkning skulle brede sig til Østeuropa². Hitler var overdrevent bange for overbefolkning – og han brød sig ikke om de slaviske folk. Han havde stiftet bekendtskab med dem i sin ungdom i Wien – men Hitler levede selv på bunden af samfundet, og de slaver, han kom i kontakt med der, levede naturligvis samme sted. Det var næppe cremen af tjekker og polakker, han mødte der. Så ja: Hitler ønskede at udrydde, deportere eller under alle omstændigheder formindske den slaviske befolkning, men det sagde han jo kun i en meget lukket kreds. Jøderne var vel i begyndelsen nærmere en bifangst, men i tysk nationalso­cia­listisk optik var jøderne uløseligt forbundet med bolsjevismen og derfor alene af den grund fjender. Hitlers planer var absolut ikke almindelig viden – heller ikke blandt de højt­stående tyske officerer, der styrede slagets gang. Og de danske frivillige havde absolut ingen mulighed for at vide det – og havde von Schalburg vidst det, havde han personligt skudt Hitler en kugle for panden. For soldaterne var dette først og fremmest en kamp om at overleve i en krig, der for russerne var eksistentiel, og hvor alle kneb gjaldt. Udryddelse indgik således ikke for dem som en del af krigen, og på dette tidspunkt havde man også brug for den russiske arbejdskraft. Plakaterne og andet materiale til hvervningen appellerede ikke til russerhad, men til kommunisthad – og naturligvis til vikingeånden og genoplivelsen af fortidens kampånd. Så hvad er det for en udryddelseskrig, vi taler om?

Måske er forholdet det, at enhver krig i princippet er en udryddelseskrig. Under 30-årskrigen mistede Tyskland anslået 25 % af sin befolkning, men nuvel, det var en langvarig og indviklet krig, der berørte det meste af Centraleuropa. Alligevel har krigsførelse generelt altid medført afbrænding af fjendens landsbyer, af klostre, af marker osv. Dengang gjaldt det imidlertid ikke så meget om at besætte landområder, men om at tilintetgøre magtcentrene og erstatte ledelsen med en anden. Så kom resten af sig selv. Den første verdenskrig var i den forstand en undtagelse, fordi det på vestfronten (og det er stort set kun den, vi hører om) var en skyttegravskrig, der vedrørte et begrænset område, som til gengæld blev grundigt ødelagt. Det, der især var nyt under den anden verdenskrig var, at det var en mobil motoriseret krig, mere end nogen anden tidligere krig havde været det. Man pløjede sig igennem store fjendtlige landområder hurtigt og forsøgte på trods af partisanfyldte fjendtlige omgivelser at holde dem nødtørftigt besat, samtidig med at man hurtigt skulle se at komme videre. Civilbefolkningen har her været mere eller mindre prisgivet. Men hvad var bombekrigen mod Tyskland (og tyskernes bombninger af London)? Den havde da overhovedet intet andet formål end at slå så mange civile ihjel som muligt. I stedet for at bombe fabrikkerne, som hurtigt ville blive genopbygget, tilintetgjorde man de mennesker, der arbejdede i fabrikkerne. I Dresden var der imidlertid ingen fabrikker og absolut intet af krigsvigtig betydning – kun mennesker, masser af mennesker. Og hvad var fordrivelsen af tyskerne fra Østeuropa? Eller bombningen af Tokyo, Hiroshima og Nagasaki, sidstnævnte 2 med atombomber, hvis virkninger kunne spores flere generationer ud i fremtiden? Hvis ikke vi i den forbindelse kan tale om en udryddelseskrig, ved jeg ikke, hvordan man vil definere dette begreb. For den tyske kampsoldat på Østfronten, gjaldt det ikke om at udrydde, men om at overleve.

En markant undtagelse fra den generelle linje for tysk propaganda var billedhæftet Der Untermensch, udarbejdet af SS-Hauptamt – Schulungsamt og udgivet på Nordland Verlag G.m.b.H. Berlin uden årstal (1942). Det er i dag ekstremt sjældent, for Himmler lod det inddrage og forbyde. Hvor mange, der nåede at komme i omløb ved, jeg ikke, men det er meget svært at finde et originalt eksemplar i dag. Det var for stærk tobak, ganske enkelt. Det er imidlertid ikke ualmindeligt, at man dæmoniserer fjenden. Ellers er det jo vanskeligt at få folk til at slå ham ihjel. Vi kender det også fra den første verdenskrig, hvor tyskerne blev betegnet som ”hunner” og blev beskyldt for at hakke hænderne af små børn, og i dag betegnes russerne af Zelenskij og hans junta som ”orker” eller ”kakkerlakker” (som man knuser under fødderne). Ukrainske propagandamedier koger over af rædselsberetninger om russerne, der rækker helt tilbage til zarens tid.  Og her i landet står vi jo i dag heller ikke tilbage, når det gælder dæmonisering af russerne. Fjender er jo pr. definition dår­ligere mennesker end en selv. Det er jo grunden til, at de skal udryddes. Russerne dæmoniserede så sandelig også tyskerne under den anden verdenskrig – naturligvis (bare se deres mange plakater). Hitler forsvarede krigen med, at tyskerne var racemæssigt overlegne. I dag forsvarer EU’s ledelse krigen mod Rusland med, at vi er moralsk overlegne. Hvori består egentlig forskellen? Og er vi egentlig moralsk overlegne?

Man skal jo imidlertid heller ikke glemme, at der også var russere og ukrainere i Waffen-SS – folk, der ligesom von Schalburg ville befri Rusland fra Stalin (f.eks. Vlassov-armeen). Risikoen var for dem endnu større end for danskerne. De var landsforrædere ­– blev de fanget, fik de prompte en særdeles ubehagelig død. Hvis Hitler havde tænkt sig om, kunne han formodentlig have ført krigen imod Sovjetunionen med større succes, hvis han havde ført den som en decideret befrielseskrig. Hans fuldstændig irrationelle syn på de slaviske folk stod imidlertid i vejen. Under alle omstændigheder er der også masser af udsagn, som viser, at der herskede et efter omstændighederne udmærket forhold mellem de danske frivillige og den menige russiske befolkning, der også blot ønskede at overleve – og uden hvis aktive eller passive støtte de tyske tropper ville have haft endnu vanskeligere ved at klare sig.

Der Untermensch var nok så karikeret, at folk, der havde været i Sovjetunionen, næppe rigtig kunne genkende billedet, selv om Rusland naturligvis var stærkt præget af revolutionen, borgerkrigene, Stalins udrensninger, tvangskollektiviseringen osv. Det er ikke det stof, velstand opstår af – ganske enkelt. For mange danske frivillige var mødet med Sovjetunionen således chokerende. Det var det også for min far, selv om han dog var temmelig berejst for den tid. Men vi skal huske på, at folk af middelklassen eller derunder dengang typisk aldrig havde været uden for Danmarks grænser. De så med andre øjne på udlandet, end vi gør i dag. Danmark var også dengang et velfriseret, velordnet samfund, ganske vist med sociale problemer – men disse blegnede lidt sammenlignet med Sovjetunionens. En vis følelse af at være bedre end de andre var temmelig naturlig for danskerne dengang. Ja, den er det måske stadigvæk. Jeg har berejst fremmede lande i selskab med både danskere og tyskere, og det fremmede forekommer også i dag mange at være underudviklet og mindreværdigt – netop fordi det er fremmed og ikke lige som det, vi er vant til. Især i Afrika og Mellemøsten synes jeg i høj grad at møde en udtalt patroniserende holdning hos europæere. Der skulle i 40’erne ikke megen ideologisk skoling til på det punkt. Det samme gælder antisemitismen. Tidligere var der rigtig mange mennesker, som ganske enkelt ikke kunne udstå jøder. Eden ”Gud jøde mig” var stadig i omløb blandt ældre folk i min studietid. At ”jøde” betød at ødelægge – og navneordet ”jøde” var synonymt med en ågerkarl eller blot en, der var glad for penge og nærig i omgangen med dem. Det var unødvendigt at lære folk ikke at bryde sig om jøder. Det gjorde de i reglen ikke i forvejen. Ja, ret beset går antisemitismen jo tilbage til Første Mosebog, og jøderne har næsten i hver generation oplevet et holocaust. Det er først efter den anden verdenskrig, at de har fået et offerkort i platin. Dette er dog ikke gyldigt i den arabiske verden…

Min far har nok ikke haft stort behov for ideologisk skoling – og en militær baggrund havde han jo også fra både det danske og det franske kavaleri. Han har mig bekendt kun deltaget i ét kursus: Politische Führerschule, Polizeihaus Kurpark i Potsdam-Babelsberg, 8.8.-8.9. 1942 (se foto: første række, nr. 1 fra højre (i ridebukser)). Lærebogen til dette kursus var en lille bog på 62 sider med titlen SS-Mann und Blutsfrage (Die biologischen Grundlagen und ihre sinngemäße Anwendung für die Erhaltung und Mehrung des nordischen Blutes). Erarbeitung und Her­aus­ga­be: SS – Hauptamt – Schulungs­amt – med tydeligt fremhævet påtryk: Nur für Führer. Den blev ikke solgt i boghandelen og er i dag også uhyre sjælden. Det er sådan set bare en indføring i arvebiologi, en redegørelse for racerne (eller bedre racetyperne) i Tyskland (nordisk, fælisk, ostisk, dinarisk, ve­stisk og østbaltisk). En stor del af bogen drejer sig om at undgå at transmittere arvelige sygdomme til næste generation, herunder også alkoholisme og andre faktorer, der uvægerlig placerer en i socialgruppe 5, og i stedet udvælge sin ægte­fælle med omhu – og så en appel om at få mange børn. For selv om Hitler var bange for overbefolkning, var kendsgerningen, at der blev født alt for få ty­­skere. Der blev født mange flere slavisktalende. Der blev gjort reklame for de sociale programmer for enlige mødre, enker, børnerige familier osv. Bogen lægger ikke skjul på, at man ikke anser alle mennesker for lige værdifulde. Der advares mod raceblanding, men der er ingen hetz imod andre racer – jøder er kun en parentes (2 billedsider, der advarer mod blanding. Afkommet bliver ”legemligt og sjæleligt uharmoniske bastarder!”) Egentlig kan man undre sig over, at den bog ikke blev husstandsomdelt. Den let dulgte påstand i Nazismens danske soldater om, at de frivillige uddannedes til racehadende jødemordere, skal nok tages cum grano salis. Og denne bog var altså kun for førere, selv om billedet tydeligt viser, at man ikke behøvede at have nogen rang for at deltage i kurset. Hvilke kommentarer læreren har haft i forbindelse med kurset ved vi naturligvis ikke.

Også ordet ”holocaust” anvendes i flæng. Man får det indtryk, at alt er holocaust. Jeg tror nok, at der er almindelig enighed om, at holocaust er betegnelsen for det planmæssige forsøg på udryddelse af jøderne i Europa. Startskuddet til virkeliggørelsen af denne idé blev givet på Wannseekonferencen, hvor planerne imidlertid stadig ikke var særlig konkrete. Men det var klart, at jøderne i princippet måtte jages hele året – men helst ikke, så nogen lagde mærke til det. Da man fik mere styr på planlægningen, kan man nok fastslå, at holocaust i hovedsagen kørte ad to spor: Einsatzgruppen og især de østpolske lejre Bełzec, Sorbibór, Treblinka, som absolut ikke havde noget andet formål. De blev bygget, togene kørte tomme derfra, og da der ikke var mere arbejde, så blev de som de eneste lejre tilintetgjort – sporløst. Og det er der nok en god grund til! Revisionisternes idé om, at jøderne blot skulle genbosættes i Hviderusland, savner ikke blot enhver dokumentation, men er jo i sig selv absurd. Man havde jo lige anvendt stor energi på at udrydde de jøder, der alle­rede boede der. Det har man næppe gjort for at skaffe plads til nye jøder. At påstå det, savner enhver logik. Det er for mig at se umuligt at forklare disse lejres formål på nogen anden måde. Auschwitz havde i modsætning hertil mange formål: industri, landbrug etc., men også der var der et betydeligt antal fanger, man ikke kan gøre rede for på anden vis, end at de er blevet udryddet, men det betyder ikke, at alle, der har været beskæftiget i Auschwitz-komplekset – og det var meget stort – havde kendskab til, hvad der også foregik. Chefdyrlægen i komplekset, danskeren Armand Langermann, havde ingen anelse om noget holocaust. Jeg husker ham og kan garantere, at han, såfremt han havde haft det, med stor fryd ville have udbredt sig om det! Chełmno (Kulmhof) havde heller ikke rigtig andre opgaver end aflivning af jøder. Det nøjagtige samlede tal kan ingen vel regne ud, men det er ganske betydeligt. Om det er 4, 6 eller 8 millioner, skal jeg ikke kunne sige.

Med hensyn til Einsatzgruppen må man lige huske, at det ikke er en eksklusiv betegnelse, en slags varemærke. Der har været mange forskellige slags Einsatzgruppen, der absolut ikke havde noget med jødeudryddelser at gøre. Man skal vare sig for at tale om definitive værker, men følgende bygger på tyskernes egne dokumenter, og det er nu nok de sikreste kilder: Wolfgang Curilla: Der Judenmord in Polen und die deutsche Ordnungspolizei 1939-1945, Ferdinand Schöningh, og Wolfgang Curilla: Die deutsche Ordnungspolizei und der Holocaust im Baltikum und in Weißrußland 1941-1944, Schö­ningh. Der er en tilsvarende bog om Vesteuropa, men den er i denne forbindelse næppe særlig interessant. Disse bøger dokumenterer med al ønskelig tysk grundighed massemordene på østfronten.

Det er imidlertid meget vigtigt at slå én ting ved holocaust fast: Holocaust (og mange andre ting) var Staatsgeheimnis. Og også her kan jeg anbefale en bog: Alfred de Zayas: Völkermord als Staatsgeheimnis. Vom Wissen über die ”Endlösung der Judenfrage” im Dritten Reich, Olzog 2011. de Zayas er internationalt anerkendt folkeretsekspert og har også beskæftiget sig med andre folkemord, f.eks. på armenierne. Andre værker af ham er nævnt i litteraturlisten i Nazismens danske soldater. Han betoner historikernes for­plig­telse til uden fordomme at søge efter den absolutte sandhed – for så vidt en sådan findes – og ikke at lade noget spørgsmål ubesvaret. Han skal vende hver en sten – og offentliggøre sine resultater, som de foreligger – uden ideologisk slagside. De Zayas afviser Daniel Goldhagens Hitler’s Willing Executioners fra 1996 som det dårlige håndværk, det er. Goldhagen overser fuldstændig Führerbefehl Nr. 1 af 11. januar 1940 og den deraf følgende strenge hemmeligholdelse af projektet. Han forsøger netop ikke at sætte sig ind i tiden, men skriver ud fra sit eget standpunkt 50 år senere. Han gør løse rygter, snak og hvisken i krogene til konkret viden. Det er imidlertid ham, der præger nutidens historieskrivning om denne periode.

De Zayas opregner decideret en liste over de mennesker, der med bestemthed vidste besked – og det er rent faktisk et stærkt begrænset antal. Naturligvis har der været flere, men deres antal forbliver gætværk, og vi taler stadig væk om en begrænset gruppe. De folk, der udførte henrettelserne ved skydning, blev udsat for en overordentlig sjælelig belastning og måtte tit i behandling. Himmlers berygtede tale i Posen siger noget om det. De havde alle absolut tavspligt (jf. ovennævnte Führerbefehl nr. 1), og der er ført sager imod folk, der har talt over sig – det var en byrde, mange ikke kunne bære alene. Der var også sager imod folk, der ikke havde optrådt korrekt i forbindelse med henrettelserne – eller mordene, om man vil. Dette var sandsynligvis baggrunden for, at man oprettede de deciderede dødsfabrikker. Men man kan jo ikke påstå, at disse mennesker kendte de overordnede planer, det samlede omfang – eller det det endelige mål.

Der var naturligvis rygter i omløb, men ingen normale mennesker har kunnet forestille sig omfanget af disse mord – eller at der decideret forelå en overordnet plan for udryddelsen af et helt folk. Begrebet ”Endlösung der Judenfrage” er jo imidlertid i sig selv vagt og har også i tidens løb haft forskellige fortolkninger fra deportering til genbosættelse i Palæstina eller på Madagaskar, til internering til fysisk udslettelse. Der var plads til fortolkning – også blandt dem, der kendte til begrebet. I dag er vi blevet kodet til at forbinde enhver aktion mod jøder direkte til holocaust, men den forbindelse forudsætter en viden om, at der fandt et holocaust sted. Den viden havde den enkelte SS-soldat ikke – og havde nogen fortalt ham det, ville han jo ikke have troet på det. Hele idéen er jo ret beset så uhyrlig, at den ligger uden for almindelig menneskelig fatteevne. Det ville for datidens tyske soldat uvilkårligt blive rubriceret som britisk propaganda.

Min svigerfar var en tid ved vagtbataljonen i Prag. En dag blev han udkommanderet til at være vagt på en jødetransport. Det var ikke godsvogne eller kreaturvogne, men et helt normalt persontog. Rejsen tog mange timer. Så kørte toget igennem en port og standsede ved en perron. Der var ingen skilte, ingen højttalerudkald. Vagterne hjalp jøderne ud med deres bagage, hvorefter toget kørte tilbage igen. Han havde siddet over for en smuk ung jødisk pige og havde naturligvis undret sig over, hvad hun vel kunne havde anstiftet, siden hun skulle i lejr, men nå ja, sådan var det altså. Efter krigen har han ved hjælp af billeder og beregning af afstanden kunnet identificere lejren som Birkenau… Var han nu medskyldig i holocaust?

I den forbindelse er forfatteren på jagt efter SS-mænd, der har været udkommanderet til koncentrationslejre. Nuvel, der var koncentrationslejre og koncentrationslejre. De allerfleste af disse mange lejre var blot fangelejre, ofte tilknyttet industrivirksomheder. I Det Tredje Rige troede man mere på lejre end på fængsler. Disse lejre var bestemt ikke ferielejre – de var rædselsfulde, som fangelejre i reglen er det (læs f.eks. Solsjenitsyn), og jo længere krigen varede, desto værre blev de alene af den grund, at der opstod store forsyningsproblemer, og at lejrbefolkningen næppe er kommer først i køen til fødevarer. Og ja, disciplinen har været hård, og folk er blevet skudt. Vagterne har givetvis ladet deres egne frustrationer over krigens gang gå ud over fangerne – men disse lejre må ikke blandes sammen med de egentlige udryddelseslejre. I parentes bemærket, var de sovjetiske krigsfangelejre bestemt ikke bedre end de almindelige tyske KZ-lejre.

At påstå, at enhver vagt i enhver koncentrationslejr var medskyldig i holocaust, har jo ikke noget med virkeligheden at gøre. Det er en trivialisering af begrebet holocaust, som man af flere gode grunde ikke bør gøre sig skyldig i. De allerfleste lejre havde absolut intet med jødeudryddelserne at gøre. Om lejren i Babrujsk kan jeg kun sige, at min far tilbragte nogle dage i byen ca. februar 43, mens han ventede på en transport. Han var en nysgerrig sjæl, opsøgte aktivt fotomotiver og talte naturligvis med sine kolleger i byen. Han anede intet om nogen lejr. Og der var – og er – ikke så meget til at aflede opmærksomheden i Babrujsk. Det var altså næppe almenviden blandt danskere i Babrujsk.

Holocaustbenægtelse er i vid udstrækning netop et resultat af, at man ikke kan forestille sig holocaust. Jeg har kendt de allerfleste af de fremtrædende revisionister – de har alle handlet ud fra den overbevisning, at det simpelthen ikke har været muligt at gennemføre noget sådant eller blot at tænke tanken – og deres overbevisning er kun blevet næret netop gennem Hollywood-produktioners og avisartiklers en gang imellem lidt fantasifulde og trivialiserende beskrivelser. Min far troede det heller ikke. Han havde ganske vidst kun været i Dachau, men det så jo alt sammen pænt ud. Han var fuldt ud overvist om, at holocaust var opspind, krigspropaganda. Revisionisterne afviste enhver dokumentation som forfalskninger og allieret propaganda og satte sig derfor ikke ordentligt ind i sagerne. Man kan forfalske et enkelt dokument – men f.eks. ikke de hele serier af indberetninger fra Einsatzgrupperne med henvisninger, journalnumre etc. Havde man forfalsket dokumenter, havde vi haft Hitlers skriftlige befaling om gennemførelsen af holocaust. Det har vi ikke. Det har ikke været nødvendigt at forfalske noget. Den revisionistiske historiker Udo Walendy (1927-2022) afviste et dokument som falsk, fordi det indeholdt en stavefejl. ”Tyske officerer laver ikke stavefejl!”, påstod han. Den form for kildekritik giver jeg ikke så meget for!

Min far havde også været i Warszawas ghetto kort før udbruddet af opstanden. Ja, det var jødekvarteret, overfyldt af en befolkning, som han fandt afskyvækkende. Og det var det. Hvorledes skulle det bringe ham i forbindelse med holocaust? Hvad der var tilbage af ghettoen, forsvandt under opstanden. I dag ligger det jødiske museum på stedet – og det er rent faktisk et særdeles glimrende museum, som man ubetinget bør se. Beregn god tid, for det er stort.

Sammenfattende kan man kun sige, at hele projektet var vanvittigt – og dyrt på alle parametre – og det under en eksistentiel krig. Det var – bortset fra alt andet – en fuldstændig idiotisk prioritering af i forvejen knappe midler! En medvirkende faktor til, at det hele gik galt.

Historisk betragtet er holocaust jo naturligvis ingenlunde historiens første og eneste folkedrab. Vi kan f.eks. starte med 4. Mosebog, kapitel 31, vers 7-10, 15-18. Og det er kun et eksempel. Her var jøderne gerningsmændene. Men nu er det er jo længe side, så lad os nævne et par nyere: udryddelsen af de amerikanske indianere, forsøget på at udrydde armenierne (op til 1,5 mio. ofre), hutuerne og tutsierne, der på skift forsøger at udrydde hinanden med en generations mellemrum. Hertil vil man naturligvis sige, at det, der kendetegner holocaust, er den industrielle udryddelse – der altså kun var en del af holo­caust – men det er vel netop også det, der gør holocaust ufatteligt i forhold til tidligere kendte folkedrab. Man kan så spørge, om vi har lært noget af historien. Næppe, i dag kan vi dagligt på fjernsynsskærmen iagttage et nyt holocaust live til kaffen. Denne gang er det jøderne, der har glemt alt om deres moralske overlegenhed og er i fuld gang med at udrydde palæstinenserne. Og vi tager højst en ekstra småkage – og bander over palæstinenserne….

De bemærkninger, jeg er fremkommet med ovenfor, gælder naturligvis også i den udstrækning, det er relevant, partisanbekæmpelsen på Balkan, hvor det ikke er en skrøne, at de indfødte var endog meget barbariske. Min svigerfar så, hvordan en kroat havde hældt en muslimsk landsbys beboere i brønden, og derfor blev skudt af tyskerne. Folk på Balkan hadede hinanden – og det gør de stadig. Besøg bosniernes museum om serbiske grusomheder under den seneste krig. Det ligger midt i Sa­ra­je­vo og er bestemt også et besøg værd – og jeg betvivler sådan set ikke, at det er meget sandfærdigt. Kun fremmer det nok ikke det gode gensidige forhold mellem de tre folkeslag, der er tvunget til at leve sammen i samme stat – mod deres vilje.

Lad mig afsluttende vende tilbage til Under hagekors og Dannebrog, side 67:

Man gør her ganske rigtigt opmærksom på den fundamentale forskel mellem krigen på vestfronten og krigen på østfronten. Om krigen på østfronten hedder det:

Sammenstødet mellem Sovjetunionen og det nazistiske Tyskland var derimod en konfrontation mellem to totalitære regimer der kæmpede med henblik på hinandens tilintetgørelse. Karakteristisk for dette ”diktaturernes sammenstød” var den hensynsløshed der udvistes over for modstanderen, og den uforbeholdne offervilje man forventede af egne soldater og civilbefolkning. Der eksisterede dog en forskel mellem de to regimer. Mens man fra sovjetisk side i høj grad slog på de nationalistiske og anti-tyske toner, førte man ikke en planlagt udryddelseskrig. Det gjorde man deri­mod fra tysk side, og derfor fik de tyske forbrydelser på østfronten en helt anden dimension end de sovjetiske, kvalitativt såvel som kvantitativt.

Det er altså en lidt vild påstand. Jeg har ovenfor protesteret imod at, at den menige soldat – som jo angivelig skulle have udført disse ”forbrydelser” – og de overordnede officerer skulle have betragtet krigen som en udryddelseskrig mod befolkningen som sådan. Jeg har aldrig mødt nogen, som har haft den opfattelse. Det er nok kun Hitler, der inderst inde har betragtet krigen sådan. Jeg vil her protestere endnu stærkere over afslutningen. Nuvel, Den Røde Hær udkæmpede jo det meste af krigen på hjemmebane, hvor man dels tog hensyn til sin egen befolkning, og hvor stort set alt, hvad der kunne ødelægges, allerede var ødelagt, så både kvantiteten og kvaliteten har nok været mere begrænset, så længe man kæmpede på sovjetisk territorium. Men jeg må her voldsomt understrege, at fremfærden igennem Tyskland ikke stod tilbage for tyskernes hærgen i Sovjetunionen – nok snarere tværtimod, men det er jo ret beset et umuligt regnestykke. De sovjetiske soldater ville have hævn, som regel havde de jo selv mistet slægtninge eller kammerater i denne krig. Og de blev hjulpet godt på vej af den sovjetisk-jødiske forfatter Ilja Ehrenburg (og andre), der tog sig af den meget aggressive propaganda imod den tyske befolkning på flyveblade, i artikler og radioudsendelser. En tilsvarende hetz mod den sovjetiske civilbefolkning er aldrig udgået fra tysk side. Jeg vil her også henvise til en række bøger, men der er mange flere. Jeg har efter bedste evne sorteret de mindst objektive fra.

Som de første vil jeg nævne 3 værker af tidligere anførte Alfred de Zayas: 1) Nemesis at Postdam, The Anglo-Americans and the Expulsion of the Germans, Routledge and Kegan Paul 1977 og senere udgaver. 2) Die deutschen Vertriebenen – Keine Täter – sondern Opfer, Ares Verlag 2006, 3) Anmerkungen zur Vertreibung der Deutschen aus dem Osten, 2. Auflage, Kohlhammer 1987³. Dem er det svært at indvende noget imod.

Endvidere har det vesttyske Bundesministerium für Vertriebene, Flüchtlinge und Kriegsgeschädigte samlet en omfattende dokumentation om dette emne. Den består af mange bind, i denne forbindelse er især følgende relevante: de 3 bind om Die Vertreibung der deutschen Be­völ­ke­rung aus den Gebieten östlich der Oder-Neiße og 1 tykt bind om Das Schicksal der Deutschen in Jugoslawien, hvor der beskrives en brutalitet, som giver ordet nye dimensioner. Min udgave er Weltbild Verlag, Augsburg 1992, men originaludgaven er mere læsevenlig. Denne dokumentation kan der næppe heller indvendes noget imod.

Dertil kommer en række mere personorienterede skildringer: Miriam Gebhardt: Als die Soldaten kamen. Die Vergewaltigung deutscher Frauen am Ende des Zweiten Weltkriegs, DVA 2015. (Omhandler hele Tyskland! Indeholder en omfattende litteraturliste). Anonyma (Berlin-journalisten Marta Hillers): Eine Frau in Berlin. Die Andere Bibliothek, 2003. Den er også blevet filmatiseret. Og så nok den mest hjerteskærende bog, jeg nogensinde har læst: Sonya Winterberg: Wir sind die Wolfskinder. Verlassen in Ostpreußen. Med et forord af Rita Süssmuth. Weltbild 2012

Endelig er der Joachim Hoffmann: Stalin’s War of Extermination 1941 – 1945, Planning, Realization and Documentation, Capshaw (Alabama): Thesis and Dissertations Press 2001) [Tysk original: Herbig: München 1999]. Det er ikke den mest uhildede bog om emnet, men den har gode henvisninger og mange øjenvidneskildringer – dog skal man altid være forsigtig med henvisninger, jf. ovenfor. Hoffmann henviser til ”Viktor Suvorov” (hvis rigtige navn er Владимир Богданович Резун (Vladimir Bogdanovich Rezun)): Der Eisbrecher – Hitler in Stalins Kalkül, Klett-Cotta 1989. Dennes tese er, at Stalin havde forberedt et angreb på Tyskland, når Tyskland havde besat England. Han støtter det på angivelige dokumenter i de russiske arkiver. At der har været udarbejdet sådanne planer, er jo slet ikke umuligt. En generalstabs opgave er netop at have planer for stort set alle eventualiteter og alle scenarier. Og denne har da bestemt haft noget besnærende over sig. Men Tyskland invaderede jo ikke England – måske netop af frygt for et sådant angreb. Men der er ingen som helst tvivl om, at Stalin blev meget overrasket over den tyske invasion, og at Sovjetunionen overhovedet ikke var forberedt. Det fremgår af en mængde kilder. Jeg har altid fundet det lidt mærkværdigt, at de talrige sovjetiske tropper, der angivelig skulle have været opmarcheret ved grænsen, ikke skulle have været i stand til at lægge den tyske fremmarch større hin­­­drin­ger i vejen. Jeg anførte engang dette over for major Oluf Krabbe, tidligere dansk frivillig i Waffen-SS, der i første omgang syntes lidt overrasket over mit spørgsmål, men som sagde, at der var stor forskel på, om tropper var trænede og udstyrede til forsvar eller angreb. Det kan jeg ikke sige noget til – det har jeg ikke en pind forstand på. Men bortset fra dette forhold taler det meste af Joachim Hoffmanns bog for sig selv. Fæstningen i Brest, hvor angrebet indledtes, er i dag endnu et anbefalelses­vær­digt museum. Det er det eneste, der er at se i Brest – som alle andre hviderussiske byer blev den pulveriseret i krigen.

Min første intro­duk­tion til emnet var Erich Kern: Verbrechen am deutschen Volk, Dokumente allierter Grausamkeiten 1939-1949. Verlag K.W. Schütz Göttingen 1964. Kern er omstridt, for det kniber med upartiskheden, men han citerer her i vid udstrækning andres beretninger, idet de værste ting dog er erstattet med prikker. Man var mere blufærdig i 1964.

Under alle omstændigheder er fordrivelsen af mindst 12 millioner tyskere fra deres hjem – fra Memelland i nord til Banatet i syd – med tabet af 2 millioner liv – pr. definition en forbrydelse mod menneskeheden og et af kriterierne for folkedrab. Det var de nationer, der sad til doms i Nürnberg, som blåstemplede denne forbrydelse mod mennesker, som absolut intet havde gjort. Mange af dem havde jo ikke engang kunnet stemme på Hitler. De var blot tysktalende. Kollektiv afstraffelse af en befolkning er en forbrydelse.

Jeg ved virkelig ikke rigtig, hvordan man kan opveje kvaliteten og kvantiteten af forbrydelser af denne art imod hinanden – og slet ikke, hvordan man så skråsikkert kan komme til det re­sul­tat, at tyskerne var de værste – og holocaust hører jo netop ikke engang til selve krigsførelsen på østfronten. Om noget udførtes holocaust i ly af krigen. Jeg tror, man bare skal konkludere, at krig i al almindelighed er grusom – og den næste bliver endnu mere grusom. Vietnam, Afghanistan, Irak, Libyen ….. man kan fortsætte listen. Vi har virkelig intet lært! Man taler i dag i tilsyneladende i fuldt alvor om at føre – og vinde – en atomkrig imod Rusland. Det vil i ordets egentligste forstand blive et holocaust af dimensioner, men der vil ikke være nogen til at skrive om det! Som den ame­ri­kanske filolog Revilo P. Oliver skrev: ”Historien er en fortælling om blod og tårer!”

Jeg ved nok, at jeg er gået langt ud over rammerne for en anmeldelse af selv en meget væsentlig bog, og at jeg beskæftiger mig med alt andet end lige netop bogen. Det er, fordi bogen i sig selv er solidt håndværk, som der ikke er så meget at sige til, men jeg har principielt noget imod en ensidig dæmonisering af tyske soldater i en krig, hvor alle har begået grusomme forbrydelser. Mikkel Kirkebæk mener ikke, at man, som Søren Kam gør det, kan tale om en hær med høj moral, når den deltager i massemord på civile (note s. 426 i Kams erindringer), men åbenbart nok, når man sidder i en flyvemaskine og kaster brandbomber eller atombomber ned imod civilbefolkningen. Jeg ønsker mig en objektiv fremstilling af historien. Dæmoniseringer og de begreber, der entydigt hører til dæmoniseringer, bør ikke have plads der – om skyld og ansvar kan man tale i et afbalanceret evaluerende kapitel. Jeg ved godt, at det nok er et umuligt krav, men jeg ville ønske, det altid blev tilstræbt. Enhver har naturligvis lov til at skildre historien ud fra sit eget ståsted, men er det så videnskab – eller et politisk indlæg? Grænsen er flydende, men jeg ønsker bare, at man behandler krigshistorien imellem 1939-1945 på samme måde, som man behandler historiske fremstillinger af den første verdenskrig, trediveårskrigen, Napoleonskrigene eller de slesvigske krige… De var alle grusomme.

En læser mener, at jeg skal udtrykke min egen stillingtagen. Det synes jeg nok, jeg har gjort, men skal man nu egentlig tage stilling til historien, hvis man vil forsøge at beskrive den objektivt? Resultatet bliver jo let, at man må tage afstand fra det meste af den – og hvad bringer det? I dag er det blevet moderne at tage afstand fra alting, men samtidig må man heller ikke være stolt over noget (og noget er der måske hist og her at være stolt over). Jeg skal heller ikke udtrykke et standpunkt om holocaust – som man jo i hvert fald skal være meget antisemitisk indstillet for at finde noget positivt ved. Det er nu engang en kendsgerning, men denne kendsgerning skal ikke kollektivt lægges den tyske befolkning som helhed til last og heller ikke de danske frivillige ved fronten. Men nej, man kan selvfølgelig ikke slå et helt folk ihjel, heller ikke selv om der måske er nogle skiderikker iblandt dem. Jeg havde gerne været f.eks. Frankfurter Schule foruden – men jeg finder det meget urimeligt, at det var skomageren, bageren og omskæreren i hviderussiske shtetlekh, der kom til at betale for et begrænset antal menneskers tåbelig­heder. De havde virkelig ikke gjort noget og ville aldrig have haft mulighed for at gøre noget. Men sådan er det nok altid. Det var også tyskerne i Østeuropa, der kom til at betale for Hitlers dårskab.

Historien er virkelig en fortælling om blod og tårer… Og når det gælder den anden verdenskrig, er det vanskeligt at finde nogen, der fortjener den helt store ros. Enkelte mennesker sikkert – men sådan som helhed? Det er derfor, jeg har noget imod at man dæmoniserer den enkelte soldat i den tyske hær.

På dette punkt adskiller Nazismens danske soldater sig ikke fra de fleste andre nutidige fremstillinger om denne epoke. Men der er tale om det absolut grundigste værk om emnet. Der er megen viden at hente her – og man møder mange skæbner. Og netop det, at fremstillingen ikke slutter i 1945, men følger emnet op til vor egen tid, løfter den i sig selv op over andre fremstillinger. Og så er den jo velskrevet og godt illustreret – og jeg har vel kun fundet højst et par trykfejl (og 2 ækle amerikanismer), og i en bog på 800 sider er det i dag højst bemærkelsesværdigt. Stor ros for det! Der er en enkelt faktuel fejl. Man nævner Wrocław ”i det besatte Polen”. Wrocław/Breslau lå dengang ikke i ”det besatte Polen”. Byen lå i Tyskland. Den blev først polsk efter 1945.

Jeg har derudover kun et par bemærkninger på indholdssiden. Det ene drejer om betydningen af Aksel Olesen og hans blad Revision, der måske nok begyndte som et uofficielt organ for Landsforeningen af 6. Maj, idet Svend Kofoed-Jensen var ansvarshavende redaktør af de første årgange med Aksel Olesen som redaktør i Jylland, men Revision levede sit helt eget liv og overlevede Landsforeningen med mere end 20 år. Aksel Olesen havde været redaktør af National-Socialisten, men endte med at blive ekskluderet af DNSAP. Hans betydning for sammenholdet blandt de dømte fra retsopgøret kan ikke overvurderes, idet han formåede at favne alle. Dette var kun muligt ved at undgå ethvert politisk engagement. Den sidste gang, jeg mødte ham, var til indvielsen af Mindelunden i Midtjylland. Hans meget omfattende arkiv endte i Rigsarkivet, hvor det mig bekendt endnu ikke er blevet katalogiseret.

Landsforeningen af 6. Maj var som udgangspunkt hovedsagelig en selskabelig forening for dem, der ikke var blevet indfanget af retsopgøret, og dem, der var blevet løsladt efter kortere domme. Samtidig forsøgte man gennem Landsforeningen at understøtte de mennesker, der stadig sad i fængsler og fangelejre, eller som havde mistet deres levebrød, f.eks. forfatteren Harald Bergstedt. Man samledes dels i menighedshuset i Griffenfeldsgade, hvor pastor Jeppe Vedsted holdt gudstjenester og forrettede andre kirkelige handlinger, som dog blev erklæret ugyldige, idet Vedsted var blevet afskediget – angivelig som følge af hans døtres omgang med tyske soldater. Et andet mødested var ”Mandarinen”, hvis indehaver, en tehandler ved navn Johannesen, selv hørte til kredsen og var en af mine forældres gode venner fra før krigen.

Det bør endvidere nævnes, at initiativtageren til oprettelsen af Mindelunden i Midtjylland var DNSAP’s folketingsmedlem Ejnar Jørgensen, der imidlertid døde inden indvielsen. Det var hans efterfølger som formand, ejendomsmægler Kresten Lorentsen, der holdt den indledende tale ved indvielsen. Kresten Lorentsen havde i øvrigt meldt sig til SS i Tyskland og ikke i Danmark. Hvor mange har mon gjort det? Jeg tænker i denne forbindelse specielt på Tysklandsarbejdere, som er gået ind i SS⁴. Lorentsen døde desværre tidligt og blev så efterfulgt af kloakmester Svend Larsen, der bestemt ikke var den skarpeste kniv i skuffen – og som deserterede i februar 1945, hvilket vel burde have diskvalificeret ham til formandsposten. I mange år holdtes der en sammenkomst den 2. juni, men i dag er alle veteranerne døde, og jeg er vel den sidste, der er tilbage af dem, som var med til indvielsen. Men mindelunden har stadig en mission. Sidst jeg var der, kørte der uventet en bil ind på grunden, og to mænd steg ud. Chaufføren præsenterede sig, og sagde, at han blot ville vise sin ven stedet. Han havde ingen tilknytning til de frivillige, men han syntes, at mindelunden var fuldt berettiget og helt på sin plads. Det var derfor, han ville vise den frem. Granerne, jeg vandede hver weekend sammen med min mor, er nu modne til at blive fældet, hvis de ikke skal vælte under den næste storm. Men hvem skal gøre det, og hvem skal plante og vande nye graner på stedet?

Nazismens danske soldater hører afgjort hjemme på boghylden hos alle, der har gidet læse dette!

---

Noter

1. Generelt om Nürnbergprocessen kan jeg anbefale David Irving: Nuremberg – The last Battle, Focal Point 1996. Jeg er mig vel bevidst, at det ikke er god tone at anbefale David Irvings bøger. Irving er imidlertid eminent til at finde kilder. Man kan godt en gang imellem anfægte hans udlægning af kilderne, men det kan man jo generelt altid gøre hos historikere – med større eller mindre ret. Historie er ikke nogen eksakt videnskab i den forstand. Jeg har kendt David Irving igennem mange år, siden 1989. Irving er begavet, meget vidende, særdeles sprogkyndig – og privat overordentlig underholdende og vittig. Irving betegnes ofte som holocaustbenægter, men han har aldrig benægtet holocaust. Han lider imidlertid af en usund fascination af personen Adolf Hitler, men det betyder jo ikke, at der ikke er meget at hente i hans bøger. David Irving er i skrivende stund næsten 88 år gammel og meget svagelig.  ↩︎
2. Se også Jens Jørgen Nielsen: Krims historie, Hovedland 2025. Især s. 110 ff og kortet over SS-Ordensstaat Gotenland over for side 224. ↩︎
3. Jeg anfører bogtitlerne på de sprog, jeg har dem i. De findes stort set alle på både engelsk og tysk. ↩︎
4. Se herom Ditlev Tamm: Opgør og retfærdighed – Opgøret efter besættelsen, Gyldendal 2026, side 206. ↩︎

---

Relaterede artikler:

Den danske forfatter Riis-Knudsen fortalte om sig selv i et interview med en russisk tv-kanal