Af Povl H. Riis-Knudsen

Der er uro i Iran. Den nye præsident Massud Pezeshkian er muligvis ikke nogen god nationaløkonom. Det kan jeg ikke bedømme, men det er en kendsgerning, at den iranske økonomi ikke har det for godt, og at inflationen har udhulet pengenes værdi. Den slags kan jo godt give uro i gaderne, når der sker en pludselig forværring. Men hvorfor er økonomien ikke den bedste? Iran er jo et umådelig rigt land, og der er ikke tale om nogen voldsom korruption som i Ukraine. Hvad er så problemet?

Lad os indledningsvis slå fast med syvtommersøm, at Iran ikke er et arabisk land. Iran er et indoeuro­pæisk land, hvor man som hovedsprog taler et indoeuropæisk sprog, der ikke har noget som helst at gøre med arabisk, bortset fra at det skrives med det samme alfabet. Det er beslægtet med dansk, tysk, engelsk osv. – selv om det kan være svært at se slægtskabet ud fra de enkelte ord. Også perserne selv er indoeuropæere – men en omskiftelig historie har skabt et samfund med mange minoriteter, der taler forskellige sprog og har forskellige religioner, og hvor der er sket den uundgåelige opblanding, der kendetegner sådanne multikulturelle og multietniske samfund. Der er flere forskellige slags kristne kirker i Iran.

Vi bliver her også nødt til at se lidt nærmere på historien. Iran er et årtusinder gammelt land, der har levet under flere forskellige dynastier. Persien var et verdensrige, indtil det indviklede sig i krige med de græske bystater. Dets placering på kortet har betydet, at landet altid har været vigtigt. Det var adgangen til Indien. Det fangede derfor tidligt briternes interesse, og deres indflydelse var igennem mange år afgørende, indtil briterne efterhånden blev afløst af amerikanerne. Sammen væltede MI6 og CIA landets demokratisk valgte stats­minister, der måske nok var en slyngel, men det var ikke det, der var hans forbrydelse. Han havde imidlertid netop nationaliseret det engelskejede nationale oliesel­skab, idet han anså Irans olie for at være iransk ejendom – det var det, der var grunden til, at han blev afsat. I stedet installeredes, hvad der kun kan betegnes som et amerikansk styre med shah Mohammad Reza Pahlavi som front­figur. Shahen forsøgte at tilnærme Iran til europæisk og amerikansk kultur, leve­måde og påklædning. Det ser vi her som et ”fremskridt” – en hurtigt voksende andel af den iranske befolkning så det anderledes. De fleste iranere boede dengang på landet og i mindre byer (og det gør de jo til dels stadig). De levede et traditionelt og muslimsk præget liv, og det ønskede de at blive ved med at gøre. Det udnyttede de mere radikale islamister, og for at modvirke dette etablerede shahen et stadig mere un­der­tryk­kende terrorregime, hvor hans modstandere blev spærret inde, torteret og slået ihjel (Ebratmuseet i Teheran taler et tydeligt sprog herom¹). Tryk avler modtryk, og den muslimske bevægelse voksede hurtigt. Lederen, Ayatollah Khomeini, blev sendt i eksil i Paris, hvorfra han distribuerede kassettebånd med sit ultra­muslimske budskab til sine folk i Iran. Det kulminerede i en folkeopstand, hvorunder studenter stormede den amerikanske ambassade, der fungerede som et omfattende spioncenter, ikke blot imod Iran, men også imod Sovjetunionen, hvis grænse jo ikke var langt væk fra Teheran. De ansatte blevet holdt som gidsler i 444 dage, før de fik lov at rejse hjem. Shahen flygtede, og Khomeini kunne vende hjem og blive landets faktiske leder. Livet ændrede sig markant, men det var jo det liv, et stort flertal af befolkningen ønskede. Vi kal­der det et tilbage­skridt, men det er jo blot en ander­ledes kultur – og et udtryk for demokrati i praksis.

Næste akt i dramaet var, at USA betalte Saddam Hussein for at indlede en blodig krig mod Iran, der varede i 8 år. Saddam tabte krigen og fik heller ikke lov til at tage Kuweit som belønning, som det vel var blevet ham lovet. Hvordan det gik Saddam, ved vi. Han vidste alt for meget. Om denne krig findes der i Teheran et stort museum, der meget kan anbefales². Ved siden af findes der et mindre museum om Hizbollahs kamp mod Israel i det sydlige Libanon.

USA har stadig ikke diplomatiske forbindelser med Iran, og man har lige siden forsøgt at bringe det islamiske styre til fald gennem sanktioner imod landets økonomi. Ligesom i Venezuela havde man ladet amerikanerne om at udvikle olieindustrien, dvs. at man nu manglede reservedele til disse systemer. Iran er et olierigt land, men man oplever i dag tomme tankstationer og køer – simpelthen fordi der mangler raffinaderikapacitet. Til gengæld koster en tankfuld benzin mindre, end en liter koster her. Senest har USA – stærkt opfordret af Israel – gennemført bombninger af Iran – angivelig, fordi man ville forhindre landet i at udvikle atomvåben. Nu kan man jo naturligvis spørge sig selv, om USA’s diktator, Donald Trump, skal bestemme det? Hvem har gjort ham til verdens herre? Når alt kommer til alt, har Iran imidlertid tilsluttet sig traktaten mod spredning af atomvåben og tilladt inspektioner af sine atomanlæg. Det har Israel ikke, og ingen synes at blive forstyrret af denne terrorstats voksende arsenal af atombomber. Men under alle omstændigheder ville det gavne verdensfreden, hvis de forskellige lande lod være med at blande sig i andres indre anliggender og lokale konflikter. Lande må selv løse deres egne problemer!

Sanktionerne og de manglende turister gør naturligvis ondt. Hoteller og forretninger, der henvender sig specielt til turister, lider mærkbart – men der er naturligvis også et købestærkt lokalt publikum. Iran har en økonomisk overklasse – som bor i Teherans nordlige del – og en meget stor middelklasse. Den opstand, man ser i dag, er imidlertid blot en af de sædvanlige systemskifteoperationer, USA er ekspert i at gennemføre – og som altid efterlader de lande, det går ud over, i totalt kaos. Se Afghanistan, Irak, Libyen, Ukraine osv.

Vi skal ikke glemme, at såvel USA som Israel naturligvis for længst har sluset deres agenter ind i landet sammen med 40.000 Starlink-terminaler. Det er ikke vanskeligt at få indrejsevisum til Iran. Det er mit indtryk, at der ikke rigtig er nogen kontrol med, hvem man lukker ind i landet – og så er der jo en adskillige tusind kilometer lang grøn grænse. Der er givetvis i Iran en hel hær af Mossad­agenter, for Iran er det eneste tilbageværende land på Israels liste, det (endnu) ikke er lykkedes at tilintetgøre. Ja, Israel praler ligefrem af, at de marcherer sammen med de iranske demonstranter.

Det starter med en valutakrise, der får almindelige mennesker på gaden. En valutakrise er let at iscenesætte, når man har de fornødne midler. Over en længere periode opkøber man den valuta, man vil ødelægge – og rialen er jo ikke den stærkeste valuta på markedet. Når man har samlet en tilstræk­kelig stor mængde, sælger man alt på én gang, og valutakursen falder som en sten. Det er ikke noget kunststykke – det kræver kun folk og kapital. Israel og USA – som blot er Israels for­læn­gede arm – har begge dele.

Når så folk går på gaden, sender man sine agenter ud for at få dem til at eskalere situationen. De foranstalter afbrænding af bål foran nedgangene til metroen, afbrænder busser osv. Når det hele er i kog, sender man skarpskytterne ind – ligesom i Kiev i 2014. De skyder principielt på alle – men når de rammer sikkerhedsstyrkerne, skyder disse igen mod demonstranterne, så man kan hævde, at sikkerhedskræfterne myrder løs på befolkningen. Samtidig melder såkaldte ”influencere” sig fra fremmede lande, idet de foregiver at formidle alarmerende nyheder fra bekendte i Iran. Når myndighederne lukker for internettet, kom­mer Starlink-terminalerne i brug. Det er det samme manu­skript, der benyttes overalt – Kiev, Tbilisi, Caracas, Teheran, Tripoli etc. Målet er naturligvis at give USA en undskyldning til at sætte militæret ind – og med en sinds­­syg præsident, der åbent udtaler, at han giver en god dag i både national og international lovgiv­ning og kun følger sin egen elastiske – eller ikkeeksisterende – samvittighed, er alt jo muligt. Under disse forhold kan man ikke mere betegne USA som en retsstat. Intet er principielt forudsigeligt – alt er afhængigt af diktatorens luner. En ting vil jeg dog vove at forudsige: Han vil altid følge Israels mindste vink. Hans hovedsponsor er Sheldon Adelsons enke Miriam. Pengene kommer naturligvis ikke fra virkeligt arbejde, men fra kasinodrift i Las Vegas. Dertil kommer Trumps familiemæssige forbindel­ser til Israel – for ikke at tale om de klemmer, Mossad måtte have på ham. Han er Israels præsi­dent, mere end han er USA’s præsident. Når han siger, at han vil gribe ind, hvis sikkerhedskræf­terne skyder på demonstranterne, ved man ikke, om man skal le eller græde. Hans omsorg er jo rørende. Imens myrder hans herre og mester i Jerusalem titusindvis af civile palæsti­nensere (mænd, kvinder og børn), ja, man gennemfører et folkemord på landets egentlige befolkning, et sandt holocaust. Hvor er Trumps medmenneskelige sympati her? Antisemitismen kan kun bekæmpes ved at bekæmpe årsagerne til antise­mitismen!

Havde Trump interesseret sig for den menige iranske befolknings ve og vel, havde han naturligvis ophævet alle sanktioner, thi disse rammer jo i første række ganske almindelige mennesker. Og det gør den krig, han vil indlede imod landet også.

En ting, vi skal huske på, når det gælder mediedækning, er, at vi ikke mere kan stole på noget af det vi ser. Mere teknisk forstandige folk end jeg har analyseret de billeder, der vises: En del af dem er fra støttedemonstrationer for regeringen, andre er billeder optaget i andre lande eller under andre omstændigheder, og mange er simpelthen generet eller ”forbedret” ved hjælp af kunstig intelli­gens. Vi så det samme i Caracas, hvor det var temmelig åbenlyst, at en stor ”demonstration”, vi så i gaderne med et mægtigt venezue­lansk flag, stammede fra en eller anden sportsbegivenhed og ikke havde noget som helst med Maduro at gøre.

Jeg bliver mismodig og mistrøstig, når jeg læser gode danskeres indlæg om denne konflikt på Facebook og andre steder. Lad mig bare sige det igen: Stort set ingen danskere kender noget som helst til Iran! Man kan naturligvis have en umiddelbar indstilling til præstestyret, men lad mig slå fast: Præstestyret findes i Iran – ikke her. Hvilket styre, man har i Iran, rager på godt dansk ikke os! Iranerne har selv valgt det, og det er en hel del bedre end sit rygte. Det forsøger at bevare landet – i modsætning til de europæiske regimer, der er i færd med at grave Europas grav! Livet i Iran er ganske normalt. Nuvel, man kan ikke få alkohol, men der er udviklet glimrende alternativer, når det nu skal være. Og det skader jo bestemt ikke folkesundheden. Kvinder skal bære en hijab – eller i det mindste have et tørklæde på. Da jeg var barn, havde kvinder her også tørklæde på, når de gik ud. Det irriterer smukke unge piger – og det anses for tåbeligt langt ind i regeringens rækker. Men det er altså til at leve med – det er virkelig ikke et eksistentielt spørgsmål! I praksis tages det ret lemfældigt undtagen i offentlige bygninger. Man skal bare ikke provokere. Kører man i bil, skal man være opmærksom på, at fartkameraerne – og dem er der mange af – også kontrollerer, om kvinder bærer deres hijab. Bøderne er betydelige. En stor del af befolkningen går jo imidlertid under alle omstændigheder rundt i sorte overfrakker – fordi det nu er deres skik. Ville jeg bo i Iran? Nej, for det er ikke min kultur – og det skal det heller ikke være. Vi har en usalig tilbøjelighed til at tro, at hele verden skal være indrettet, som den er hos os. Men jeg opholder mig gerne i Iran som gæst – og som gæst indretter jeg mig efter landets skik og brug.

Man skal ikke diskutere politik, medmindre man er enig med systemet. Det er en kendt sag, at politiet har provokatører, der prøver at få folk til at kritisere styret, for så at slå ned på dem. Udlændinge er yndede ofre for det, og derfor skal man ikke diskutere politik med fremmede. Men her skal man jo heller ikke sige, at der kun er to køn, eller at negre hører til i Afrika.

Præstestyret har overvældende opbakning blandt landets befolkning som helhed – og opbakningen er ikke blevet mindre af, at USA og Israel åbenlyst støtter opstanden. Man har gjort sig sine historiske erfaringer med USA, og de indbyder ikke til en gentagelse. USA er hadet i Iran. Er der ikke nogen, der er utilfredse? Jo, naturligvis. Det er der jo også her! Jeg hader Mette Frederiksen og hele hendes slæng mere end ord kan udtrykke, og jeg ved, at dette system er indrettet sådan, at man ikke kan fjerne det ved valg. Jeg kan emigrere (hvilket jeg ville gøre, hvis jeg var yngre), eller jeg kan sætte mig hen og i min magtesløshed nøjes med at studere middelalderens håndbøger i tortur- og henrettelsesmetoder for i det mindste i tanken af få afløb for det indestængte had, jeg føler mod alle dem, der har ødelagt mit land! Med selv om jeg så kunne samle 1 million, der tænker som jeg, ville Mette Frederiksen jo stadig have et solidt flertal af hjerneløse tåber bag sig. Skal denne ene million altså med vold tilrive sig magten over det store flertal? Hvis man mener, at spørgsmålet er så vigtigt, at det gælder selve folkets eksistens, kan man måske nok argumentere for det, men i Iran er landets eksistens jo under det nuværende styre ikke på spil – der er det kun et spørgsmål om nogle relativt få menneskers vaner og behagelighed – deres ”frihed”. Dersom de oprørske kræfter skulle vinde, er det først, at Irans fremtid som nation er truet. I parentes bemærket er der 90 millioner indbyggere i Iran, heraf ca. 20 millioner i Teheran og forstæder…

Jeg vil meget anbefale folk, der ikke ved noget om Iran, om at udtale sig mindre skråsikkert. Hvis de skulle få lyst til at finde ud af noget om Iran, er de i den heldige situation, at der findes en bog på dansk, der meget indgående indfører læseren i denne fremmede kultur. Skal man kritisere den, skulle det højst være, fordi den er så fyldt med viden, at det kan være svært at bevare overblikket.

Det drejer sig om:

Rasmus Chr. Elling: Irans moderne historie
Gyldendal 2022

Rejsevideoer fra Iran med Povl

---

Noter

1. https://altomiran.dk/ebrat-museet-i-iran-rummer-en-moerk-morbid-historie/ ↩︎
2. https://irantravelingcenter.com/da/st_activity/museum-of-the-islamic-revolution-and-holy-defense-tehran/
   – Åbningstiderne afviger fra alt, hvad der er anført i brochurer og bøger. Om sommeren åbner man således først kl. 16 for at spare strøm til klimaanlægget. Det kan ændre sig – og telefoniske forespørgsler opgiver automatisk de normale åbningstider. Mig lykkedes det først i 3. forsøg. ↩︎