Af Povl H. Riis-Knudsen

Som det måske vil være mine læsere bekendt, har jeg fulgt fænomenet Donald Trump igennem en del år, lige siden 2012, hvor han overvejede at opstille til præsidentvalget, men så alligevel besluttede ikke at gøre det. Det var en kold aften i Wisconsin, sneen lå højt, og det føg om ørene på en, når man gik udenfor. Fjernsynet var ens bedste ven, og der oplevede jeg Trump for første gang – en mand, der var temmelig ukendt uden for USA’s grænser. Det var mig klart, at han ikke var ligesom de andre talende jakkesæt, man så i nyhederne. Næste gang, jeg stødte på Trump var i sommeren 2016, hvor jeg kørte tværs over store dele af USA og hørte ham på bilradioen. På CNN bragte man løsrevne stumper af hans taler, som fik ham til at fremstå som temmelig sindsforstyrret, mens Fox bragte hans taler i deres helhed – og så fremstod han jo som temmelig fornuftig. Han blev valgt, men blev straks stækket af påstande om forbindelser til Rusland – som om det ville have været noget dårligt. Valget i 2020 var helt klart manipuleret, idet man tillod fuldstændig ukontrolleret stemmeafgivning pr. brev. Som en vittig sjæl sagde: ”Min far har for første gang nogensinde stemt demokratisk. Det ville aldrig være sket, hvis han havde været i live!” Senile Biden og sinken Kamela Harris kom til magten og styrede (eller bedre: lod The Deep State og den grænseløse korruptionsmaskine styre) USA ind i konflikten med Rusland. I 2024 vandt Trump en overvældende sejr ved valget på en platform, der lovede fred, ikke flere ”regime change”-operationer i udlandet, men en koncentreret indsats for at bringe USA’s indre forhold i orden – Make America Great Again. Det lød vældig godt. Det var det, Amerika trængte til – og det begyndte da også særdeles positivt med Elon Musks udrensning inden for ”regime change”-apparater som f.eks. USAID, (United States Agen­­cy for International Development) og andre ildelugtende statsstyrede organisationer. Trump blev uvenner med Musk, og dennes bestræbelser faldt til jorden, da Musk forlod sin post. I dag er alt igen mere eller mindre ved det gamle. Det eneste positive, man i dag kan se, er John F. Kennedy Jr.’s arbejde for at stække medicinalindustrien. Den lovede hjemsendelse af illegale indvandrere halter afsted uden rigtig at kunne fremvise de helt store resultater. Og værst af alt: Præsidenten, der lovede fred, er blevet en af de mest krigeriske præsidenter i nyere tid, ikke fordi han skaber flere konflikter end sine forgængere, men fordi han åbenlyst vedgår, at det drejer sig om magtudøvelse efter devisen Might is Right. Donald Trump er ganske enkelt løbet fra alle de løfter, han blev valgt på, og han ser ud til at være godt på vej til at tabe midtvejsvalget i november, hvor han risikerer at miste sit parlamentariske flertal, hvilket vil kunne betyde, at han kan tilbringe de sidste to år af sin præsidentperiode med at slås mod kongressen, ganske som i sin første periode. Han vil så vidt muligt forsøge at regere videre ved hjælp af dekreter under påberåbelse af påståede nødsituationer. Og da Højesteret er spækket med dommere valgt af Trump, er der ingen til at standse ham.

Hvad er der sket?

Jeg hørte for nylig et interview med en neurolog, der har fulgt Trumps udtalelser og optræden i medierne igennem adskillige år. Hendes diagnose var entydig: malign megalomani, på godt dansk storhedsvanvid. AI siger herom:

Malign megalomania (storhedsvanvid) er en psykisk tilstand kendetegnet ved ekstreme, vrangforestillinger om egen overlegenhed, magt og betydning; det er ikke en selvstændig diagnose, men et tegn på en underliggende alvorlig psykisk lidelse, hvor personen har en urealistisk illusion om at være en gud, konge eller have ubegrænsede ressourcer.

Det passer jo meget godt på Trump, men det er ikke det eneste. Hun konstaterer, at Trump udviser alle symptomer på en fremadskridende demens. Hun har bl.a. analyseret hans rablende tale og hans usikre gang. Hun siger endvidere, at en del af de undersøgelser, man har gennemført i forbindelse med hans helbredsundersøgelser, kun tages i anvendelse ved bestyrket mistanke om unormalitet.

Man skal naturligvis tage den slags med et gran salt, men jeg må sige, at hans talestrømme tyder på, at han ikke er ved sine fulde fem, og at han virkelig mener, at han er verdens herre, der skal bestemme, hvad andre lande skal gøre eller ikke må gøre. Når han for åben skærm og mikrofon bekendtgør, at han vil blæse på både national og international lovgivning og ikke vil lade sig standse af andet end sin egen samvittighed, ja, så er det jo et tydeligt tegn på storhedsvanvid – og når han siger det højt, så hele verden kan høre det, ja, så er han virkelig dement. Hvad hans samvittighed angår, så er den, som vi ser, yderst fleksibel…

Vi må nok bare konstatere, at USA’s to sidste præsidenter har haft ”psykiske afvigelser”, og at vel nok alle præsidenter siden Reagan har været intellektuelt udfordrede. Det er ikke betryggende, når man tænker på, at USA stadig er en af verdens vigtigste stormagter med en betydelig militær styrke og et atomarsenal, der kan udslette alt liv på jorden flere gange. Og Donald Trump har magten til at udløse en atomkrig. Kombinationen af storhedsvanvid og demens er ikke særlig betryggende i den forbindelse.

Det værste ved det hele er imidlertid, at USA har et system, der kun gav borgerne mulighed for at vælge imellem en Donald Trump og en Kamela Harris. Hvordan kan de to være USA’s bedste bud på en leder af en af verdens mægtigste stater? Forklaringen er naturligvis, at USA’s forfatning er 250 år gammel og blev skrevet til et helt andet samfund end det nuværende. Der kan tilføjes til forfatningen, og tilføjelser kan fjernes igen – men forfatningen som sådan kan i praksis ikke ændres. Den er skrevet til 12 små stater, der sluttede sig sammen til en Union. Det var i en tid, hvor det var naturligt, at de bedste og mest idealistiske kræfter tilbød at lede denne Union – og hvor afstanden mellem vælger og kandidat var kort, et samfund uden moderne massemedier og uden lobbyister. Det var en stat, hvor argumentet havde større vægt end i dag, hvor man distraheres af alle propagandaens virkemidler. Topartisystemet er ikke en del af forfatningen – det er resultatet af pengemagten. Det er i teorien valgmænd, der vælger præsidenten, men disse har på forhånd erklæret sig for en af de i praksis kun to kandidater. Det var næppe lige sådan, det var forudset i forfatningen, for så kunne man jo lige så godt have valgt præsidenten ved direkte valg – men det, man for 250 år siden ikke kunne forestille sig, ja, det kunne man jo heller ikke så godt forbyde.

USA er i dag langt fra at være et demokrati – det er et plutokrati, hvor oligarkerne bestemmer, idet en valgkamp kræver store midler, som ikke kan skaffes til veje ved husstandsindsamlinger. Det er baggrunden for, at Israel-lobbyen, rustningslobbyen og medicinlobbyen sammen med visse superrige enkeltpersoner – ofte af jødisk herkomst – og nogle mindre lobbyorganisationer er i stand til at bestemme politikken. Dertil kommer, at det amerikanske samfund er et samfund af funktionelle analfabeter. I intet vestligt land er uddannelsesniveauet så lavt som i USA. De rige kan få superuddannelser på eliteuniversiteter (hvor kvaliteten i dag dog også er stærkt faldende, ligesom i Europa). De fattige aner intet om verden – ikke engang om USA selv. Donald Trump var født med en økonomi, der kunne have givet ham en superuddannelse, hvis han havde villet – eller kunnet. Denne mand, der i egen indbildning er kejser af Verden, aner absolut intet om Verden – eller om de ting, han kaster sig over. Det er opskriften på ulykke!

Det er på tide at gøre sig fri af USA. Denne statsdannelse har ingen fremtid – og i kraft af dens atombomber kan den som nævnt udrydde alt liv på jorden. Det nordamerikanske kontinent må gives tilbage til indianerne og efterkommerne efter de første pionerer. Efterkommere efter slaverne kan rejse tilbage til Afrika og der få det liv, de drømmer om. Alle, der er indvandret efter borgerkrigen, kan rejse tilbage til de lande, de kommer fra, eller søge om særlig godkendelse til at blive. Det skal i den forbindelse sikres, at USA forbliver den aflægger af Nordeuropa, det oprindelig var. Kun stater med en fælles kulturel, religiøs og etnisk baggrund kan opretholde en stabil civilisation. Er det sandsynligt, det vil ske? Nej – det er langt mere sandsynligt, at vi går under i en atomkrig, udløst af en galning i Det Hvide Hus.

Lad mig gentage: Fred i verden forudsætter tre ting: At stater er homogene nationalstater, at man aldrig blander sig i andre staters indre anliggender, og at man aldrig indgår alliancer. Freden sikres gennem international lovgivning om konfliktløsning. Atomalderen er simpelthen for farlig til, at man kan lade uvidende, ustabile og uforudsigelige mennesker som Trump (eller Biden) husere frit på den internationale scene.