Af Povl H. Riis-Knudsen

Som situationen er for tiden, skal jeg have mit russiske visum fornyet hvert år – og det kan af forskellige grunde mest praktisk ske i Jerevan, Armenien. Der er i den forbindelse 2 ugers ventetid på at få udstedt dette visum. Jeg kender derfor Armenien særdeles godt og er begyndt at udforske omegnen, for Armenien er et lille land, og selv om den politiske situation i øjeblikket som følge af en delvis vellykket amerikansk ”regime change”-operation er særdeles spændt, kan jeg i øjeblikket ikke se nogen virkelig bevægelse. Jeg øjnede denne gang en chance for endelig at komme til Syrien. Jeg har tidligere ikke kunnet få noget visum, men med Assads fald syntes alt at være i bevægelse, og jeg ræsonnerede, at dette tidspunkt var en god mulighed. Indfaldsporten til Syrien er stadig Beirut, hvortil der fra Jerevan er direkte flyforbindelse. Der er nemlig en hel del armeniere i Libanon. Skulle det ikke være muligt at komme til Syrien, er Libanon i sig selv et interessant land – og så er der masser af flyforbindelser til omverdenen fra Beirut.

Ankommet til Beirut med et tidligt morgenfly indlogerede vi os på vort favorithotel, Bay View, hvor der var rigtig god plads. Situationen gør, at turisterne går uden om Libanon. Det er et rigtig dejligt ældre hotel lige ved vandet, men jeg frygter for dets fremtid. Lige bagved bygges der skyskrabere. Det kan hurtigt blive urentabelt at drive et traditionelt hotel med et begrænset antal etager på det sted – især når gæsterne ikke tør komme. Det er hysterisk. Livet i Beirut er på trods af de kaotiske politiske forhold og de stadige israelske angreb temmelig normalt. Der bygges som nævnt på livet løs, marinaen er fuld af både i millionklassen, og restauranterne bugner af både mad og mennesker. Der er kun elektricitet fra egne generatorer, men det er jo også tilstrækkeligt. Kun betyder det, at der normalt ikke er hverken gadelys eller trafiklys. Det gør i kombination med en i forvejen udfordrende trafik bilkørsel til en særdeles spændende oplevelse. Jeg synes, det ville være en god idé at sende vordende danske bilister en uge til Beirut. De overlevende vil uden videre få kørekort, resten behøver det ikke. Jeg har kørt bil mange spændende steder i denne verden, men Beirut er noget særligt – specielt fordi det også går stærkt.

Hotellet gav os en adresse på et bureau, der kunne formidle rejser til Syrien. Det var ikke billigt, men den usikre politiske situation og min alder taget i betragtning ræsonnerede jeg, at det var nu eller aldrig. Det skulle ifølge bureauet foregå med chauffør og guide, og det er det, der får det til at løbe op – men det er også det, der gør det gnidningsløst. Havde jeg selv lejet en bil i Damaskus, kan jeg vældig godt se, hvilke vanskeligheder man kunne komme ud for. Der er militærposter for hver ca. 50 km. Med en indfødt chauffør er det fuldstændig uproblematisk, men uden ham havde det nok være mere kompliceret.

Jeg havde lagt en rute, der tog os til de vigtigste lokaliteter. Jeg havde gerne besøgt kysten, men det kunne ikke lade sig gøre. Der var uroligheder, og den nye regering havde sendt tropper for ”at beskytte alawitterne”. Assad var alawit, så de var særlig udsatte for repressalier – og jeg vil umiddelbart tro, at der var sendt tropper derud for at hjælpe med at slagte dem – ikke for at beskytte dem – men det kan jeg jo ikke vide. Området øst for Eufrat var heller ikke sikkert, men det er heller ikke det mest interessante.

Det, der umiddelbart slår en, når man kører igennem Syriens byer, er de utrolig omfattende ødelæggelser, man ser. Byerne ligner de tyske byer i 1945. Hamah er uskadt. Det siges, at bystyret navigerede imellem parterne på en måde, så man undgik kamp. Den gamle bykerne inden for bymuren i Damaskus er også stort set uskadt – det samme gælder den inderste bykerne i Homs. Aleppo er stærkt medtaget, men citadellet er næsten uberørt.

Det mest hjerteskærende syn er oldtidsbyen Palmyra eller Tadmor, som den hedder på aramæisk. Byen er næsten 4000 år gammel, og den var vigtig for tidligere tiders karavaner. Den var ganske velbevaret, og den ligger – eller rettere lå – midt i ørkenen og havde absolut ingen krigsmæssig betydning. Alligevel blev den skueplads for omfattende kampe mellem regeringen og IS, men det er ikke krigen i sig selv, der har tilintetgjort den så totalt – den er sprængt væk af muslimske fanatikere af samme grund, som talebanerne sprængte Buddhastatuerne i Bamiyandalen. Verden begyndte med Muhammed – alt, hvad der er ældre, er hedenskab og skal væk. Vi har meget at se frem til. 

Palmyra er UNESCO verdensarv og tilhører derfor os alle. Man erklærer da også, at man vil rekonstruere den, men det vil tage flere årtier. Palmyra var et yndet udflugtsmål for turister. Afstanden til Damaskus gjorde imidlertid, at man til et besøg havde brug for en overnatning, og der var derfor adskillige luksushoteller med alt, hvad dertil hører, i området. De er alle brændt af eller sprængt bort. Nuvel, i dag behøver man heller ikke 2 dage – resterne kan fint besigtiges på et par timer, så man kan sagtens nå tilbage til Damaskus. Der er kun en enkelt og ret simpel restaurant i området.

Den største del af Syrien er ørken – men ørkenen er jo ikke ufrugtbar, den skal bare opdyrkes og kunstvandes, og det koster jo. Når man ikke gør det, er det, fordi man angiveligt ikke har brug for det – selv om USA holder de givtigste af de opdyrkede arealer besat. Diverse landes sanktioner gør, at eksport er vanskelig, og priserne på korn på verdensmarkedet er ganske enkelt ikke høje nok, til at det kan betale sig at dyrke mere, end man selv skal bruge.

Damaskus er en af verdens allerældste byer. Det var på vejen til Damaskus, Paulus modtog sin åbenbaring og blev kristen, og han virkede derefter i hvert fald 3 år i byen. Det er også i Damaskus, vi finder ”den brede vej”, der som bekendt leder til fortabelsen, i modsætning til den gamle bys krogede gyder, der fører til livet (jf. Mattæus 7,13). Det var nok en almindelig talemåde i tiden, men her findes den rent faktisk – ”den brede vej”, der stammer fra antikkens tid. Damaskus er ganske enkelt en fascinerende by, der nok med hensyn til historiske vibrationer kun overgås af Jerusalem, som jeg af formodentlig indlysende årsager ikke har besøgt.

Vort hovedmål var det kristne Syrien, for ja, Syrien er et af de ældste kristne lande overhovedet – selv om de kristne i dag kun er en stærkt truet minoritet, for hvis fremtid man har god grund til at frygte. Vi besøgte således også Maaloula, en af de kristne landsbyer, hvor man stadig taler den variant af aramæisk sprog, man talte på Jesu tid, og aflagde en visit hos den syriske kirkes overhoved i Homs og hos et ægtepar i Damaskus, som har en (med god grund) grædende ikon. Der er mange små, men meget gamle kirker i det centrale Syrien, og de er bestemt alle et besøg værd¹.

Der er ingen tvivl om, at befolkningen som helhed er lettet over, at borgerkrigen – i hvert fald foreløbig – er holdt op. Man kan i dag uden videre diskutere den politiske situation – men man bør nok stadig gøre det på øde steder. Jeg stoler ikke på, at freden er at betragte som andet en pause. Modsætningerne imellem de mange forskellige befolkningsgrupper er jo ikke pludselig forsvundet. Magten har bare flyttet sig fra Assads alawitiske styre, der forsøgte at holde landet sammen ved at undertrykke dissidenter og religiøse eller nationale grupper med magtambitio­ner, til al-Julanis Hay’at Tahrir al-Sham, som er nært forbundet med al-Qaeda, hvis rabiate islamistiske ideologi det kræver et elektronmikroskop at adskille fra den, der hersker inden for IS. Ligesom de fleste andre rabiate islamistiske grupper er også al-Julanis bevægelse med til vished grænsende sandsynlighed ligesom mujahedinerne i Afghanistan og al-Qaeda en amerikansk finansie­ret og amerikansk organiseret militant gruppe, der – set fra Washington – blot skulle tjene til at destabili­sere Syrien, som naturligvis var et af landene på Israels bestillingsliste over lande, der med amerikansk hjælp skulle nedbrydes og ødelægges. Dette projekt er til fulde lykkedes, men det går jo let ligesom med troldmandens lærling: det er ikke så svært at sætte sådanne bestræbelser i værk, men det er ulige vanskeligere at standse dem igen. Det nære forhold mellem USA og al-Julani/al-Sharaa illustreres imidlertid på fortræffelig vis af den lethed, hvormed Al-Julani gik fra at være en eftersøgt terrorist på USA’s berygtede terrorliste med en udlovet dusør på 10 mio. USD til – efter en barbering, et navneskift og indkøb af en sæt europæisk tøj – at blive modtaget af Trump i Det Hvide Hus. Det er helt glemt, at han egenhændigt har skåret hovedet af sine modstandere eller af folk, der bare havde en anden religion eller tilhørte en anden retning af Islam.

Det ser imidlertid ikke meget ud til, at al-Julanis projekt vil lykkes. Ifølge udenlandske presse­rapporter kontrollerer han kun mellem 40 og 60 % af Syrien – USA holder stadig landets eneste oliefelt og bedste landbrugsområde besat – uden at betale nogen form for kompensation – Israel har besat en ordentlig luns, og Tyrkiet har ambitioner om at annektere den nordvestlige del af landet. Det kan godt være, at Assad spærrede sine modstandere inde, torterede dem eller henrettede dem, men han forsøgte efter bedste evne at holde landet sammen. Mon al-Julani kan gøre det uden at benytte lignende metoder? Jeg tvivler. Der er simpelthen for mange kræfter, der trækker i forskellige retninger, men langt den største del af befolkningen vil bare have fred. Der synes heller ikke i befolkningen som helhed at være noget som helst modsætningsforhold mellem muslimer og kristne. Jeg har i Kasakhstan oplevet, at en muslim ikke turde holde en kristen ikon af frygt for, at nogen skulle se det. I Syrien synes der ikke umiddelbart at være den slags problemer – men det er klart, at der er rabiate grupper rundt omkring, som ønsker oprettelsen af Islamisk Stat i Syrien. Kan – og vil – al-Julani forhindre sådanne bestræbelser? Kan man ændre sig så radikalt fra den ene dag til anden?

Jeg forstår sådan set godt, at herboende syriske flygtninge ikke er begejstrede ved udsigterne til at blive sendt hjem – rent bortset fra at honningkrukken ikke følger med. Vi skal imidlertid i den forbindelse aldrig glemme, at destabiliseringen af Syrien er Israels værk – et led i planen om at skabe et større Israel på de arabiske folks bekostning. Stærke arabiske stater er uønskede hindringer for dette projekt. Derfor er de blevet nedbrudt en efter en – og USA hjælper. Amerikansk udenrigspolitik fastlægges i Jerusalem. Når vi har arabiske flygtninge i Danmark, er skylden Israels – stærkt hjulpet af vore egne politikere over en bank. Uden dem havde vi ikke haft problemet.

Ved indrejsen i Libanon var der stærk trængsel af folk, der rejste individuelt. Det kan altså udmærket lade sig gøre. Pludselig var der en stemme bag mig, der sagde: ”Har du dansk pas?” Det var ikke en dansker, men dansk pas havde han. Jeg vil skønne ham til at være kristen libaneser – og han havde været i Danmark siden 80’erne, vil jeg tro, for han talte fuldstændig korrekt dansk, og han var lys og blåøjet… Man opkrævede her 10 dollars pr. næse for at sætte et stempel i passet. Det har jeg aldrig været ude for før i Libanon – men jeg er altid rejst ind gennem lufthavnen. Lidt besynderligt.

Rejsevideoer

Fra Jerevan til Beirut

Tekst: Sceneskift ved ca. 0,39. De rædselsfulde nye høje bygninger langs promenaden fortrænger det gamle Beirut. Bygningerne består af tomme lejligheder, i hovedsagen bygget i spekulationsøjemed af investorer fra Emiraterne. De har øjensynligt tillid til fremtiden for Beirut, så måske…. Mit gæt er dog, at denne fremtid er betinget af, at staten Israel forsvinder fra landkortet, og den udvikling kan jeg ikke lige se for mig i øjeblikket. Som man ser, er livet fuldstændig som i andre byer ved Middelhavet – med undtagelse af det manglende lys. Som man også ser, er de fleste her i dag muslimer. De kristne bor hovedsagelig i byens nordlige del, som er fransktalende og meget europæisk. I den sydlige del hersker Hizbollah. I den nuværende situation er de lidt utilnærmelige. Jeg har tidligere besøgt dem i en af deres højborge i Sydlibanon. De er ikke monstre – de er mennesker, som slås for deres frihed og overlevelse, men jeg vil være ked af det, hvis omstændighederne tvinger dem til at flytte denne kamp til København….   

Video: https://cloud.mail.ru/stock/fYYsJbwT7Jn2BicgRH2CS54p

Syrien, del 1 og 2

Video: https://cloud.mail.ru/stock/gansACYcSLLQStJJoHpTF896

Video: https://cloud.mail.ru/stock/n9SBG4Y4XziTpQzdbTPPhoFi

Relateret:

Syriens fald

Andre rejsebeskrivelser ved Povl H. Riis-Knudsen:

Rapport fra Rusland og et besøg ved frontlinjen

---

Note

1. Forfatteren Klaus Wivel har foretaget en rejse blandt Mellemøstens kristne, hvis skæbne er skildret i bogen Den sidste nadver. En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden. Kristeligt Dagblads Forlag. 2013. Af uforklarlige grunde har han ikke behandlet Syrien. Alligevel kan bogen stærkt anbefales. ↩︎