I vore unge og vilde dage talte vi om, at folk kom ”på listen”, hvis vi havde en høne at plukke med dem. Desværre havde ikke nogen sådan liste, thi den ville have været alt for lang og uhåndterlig. I dag ville jeg nok føre positivlister i stedet. Det ville desværre være mere overkommeligt!

Der er imidlertid andre lister, som er langt farligere – og som kun sjældent vækker opmærksomhed i den bredere befolkning. En sådan er EU’s sanktionsliste. Den påkaldte sig for nylig ny opmærksomhed, da man indførte sanktioner imod den schweiziske forfatter, analytiker og kommentator oberst Jaques Baud. M. Baud er pensioneret oberst i den schweiziske efterretningstjeneste med speciale i Warszawapagtlandene. Han har desuden været tilknyttet FN og har som ekspert i Afrika været udsendt til adskillige af denne verdensdels brændpunkter som mægler mv. Hele hans imponerende karriere fremgår af engelsk Wikipedia. Nu er han kommet på EU’s sanktionsliste, fordi hans analyser af krigen i Ukraine ikke stemmer overens med EU’s fastsatte politik. Man bebrejder ham at han angiveligt spreder misinformation og konspirationsteorier. Har vi hørt disse begreber før? Ja, det er i sig selv intetsigende ord, for det forudsætter jo, at der er en anerkendt instans, der kan afgøre helt nøjagtigt, hvad der er sandt, og hvad der er løgn. Og en sådan instans findes naturligvis ikke. Inden for eksakte videnskaber er der naturligvis ting, som ikke kan diskuteres – bl.a. at der kun er 2 køn – men når det gælder netop politiske analyser, er det jo ikke helt så let. Der er derfor, man har analytikere – og disse er – naturligvis – ikke altid enige, og de danner sig naturligvis også deres egen mening ud fra deres generelle viden om tingene.  De fleste vestlige politikere, herunder EU’s og Natos ledere, lyver – bevidst – hver gang de åbner munden og taler om konflikten mellem Rusland og Ukraine. De indleder altid med formlen ”Putins uprovokerede aggression”, og de glemmer altid at fortælle, hvad der virkelig er de tilgrundliggende årsager til konflikten – ”the root causes”. Hvis de vil påstå, at de ikke lyver bevidst, er det blot et bevis på, at deres intelligens og generelle viden lader en hel del tilbage at ønske. Under alle omstændigheder spreder de misinformation og konspirationsteorier om Putin, Rusland og Ukraine. Men de kommer ikke på nogen sanktionsliste af den grund. Jacques Bauds analyser er imidlertid ubekvemme, for de afslører politikernes spind af løgne – eller i det mindste sår de tvivl om deres skråsikre meninger. Og det er vel det, demokrati og ytringsfrihed handler om…

Som nogle af Bauds forbrydelser anføres, at han i 2016 udtalte, at der ikke var beviser for, at Osama bin Laden havde spillet nogen rolle i angrebene den 11. september 2001. Han sagde ikke, at bin Laden ikke havde spillet nogen rolle – han så bare ikke nogen beviser. Og så bebrejdes han for at have citeret Oleksjij Arestowytsch, der var rådgiver for den ukrainske præsident, for at sige, at Ukraine fremprovokerede det russiske angreb i et forsøg på at involvere Nato. Han har sagt, at Putin ikke er ude på at erobre hele Ukraine, men på at afmilitarisere det, hvilket er sandt, men det klassificeres som ”misinformation”, fordi det er, hvad Kreml påstår, og det er pr. definition bare propaganda. Og så fremdeles. Listen er lang.

Summen af det er, at der kun er én ”sandhed”, og det er den, der fremsættes af de relevante myndigheder. Jeg har egentlig altid ment, at det var pressens og uafhængige analytikeres opgave at efterprøve sådanne officielle sandheder – for hvis det ikke er det, er vi jo tilbage i Sovjetunionen, hvor ”sandheden” hver dag kunne læses i netop Pravda. Vi må således glemme alt om en fri og uafhængig presse, vi kan klare os med det orwellske Ministry of Truth (sandhedsministeriet, hvis motto er ”Uvidenhed er Styrke”). Man beskylder Baud for at være betalt af Kreml, men i modsætning til mange andre kommentatorer har Baud netop bevidst undladt at optræde i russisk presse og fjernsyn – men han kan naturligvis ikke forhindre, at man citerer ham.

Wikipedia-siden har en lang liste over hans ”forbrydelser”. Men selv om noget af det, han siger, måske senere skulle vise sig at være forkert, er det vel netop den ret, man også har i et demokratisk samfund. Retten til også at tage fejl. Ja, man har vel endog retten til bevidst at lyve i den politiske debat – man gør det i hvert fald flittigt. Men hvad skal vi så gøre ved politikerne den dag, historiens gang viser, at de har taget fejl – eller måske mere korrekt: har løjet bevidst? Deres forkerte analyser har nemlig haft følger – de har forarmet os og ødelagt Europa mere, end det var i forvejen – og de er ansvarlige for et par millioner ukraineres død. I værste fald fører de os ud i en atomkrig. ”Konspirationer mod freden” var som bekendt en forbrydelse ved Nürnbergdom­stolen. Da man indførte den nuværende §266b i straffeloven, var der også forslag om at gøre det strafbart at agitere for krig, men den daværende justitsminister Knud Thestrup mente, at det næppe var straf, man fortjente, hvis man ville agitere for, at Danmark skulle føre krig… Når jeg lytter til den nuværende krigsretorik, må jeg væmmes, og jeg tillader mig at være uenig med Thestrup: De skal straffes. Men i 1970 kunne man ikke forstille sig, at politikere kunne være så vanvittige, som de er i dag, men over 50 års fordummelse og demokrati i forening sætter jo sine spor.

Vi kan vel sammenfatte det således, at man i dag ikke har nogen ytringsfrihed, hvis man ikke mener ”det rigtige” – for til syvende og sidst er kernen i dette netop ytringsfriheden. Det er den, det først og fremmest drejer sig om.

Men hvad vil det nu sige at være kommet på EU’s sanktionsliste? Ja, det er værre end at komme i fængsel. Din formue indefryses, dine bankkonti lukkes, du kan ikke have et kreditkort, du kan ikke flyve, du kan ikke rejse over landegrænser – kort sagt: Du kan ikke leve! Indskrænkningerne gælder nemlig også din familie (det, der i Hitlers Tyskland kaldtes Sippenhaft!), og det er forbudt tredjemand at give dig penge.

Og Jaques Baud er ikke den første, han er blot den mest prominente. Det samme har tidligere ramt en lang række tyske journalister, der har skrevet sandheden om Rusland.

Den økonomiske dødsdom afsiges af ikkevalgte bureaukrater på ikkevalgte politikeres vegne. Du har ingen mulighed for at forsvare dig, der er ingen appelmuligheder, ingen klagemuligheder – ingenting. Er det nu det, vi skal forstå ved en retsstat? Ikke efter mine begreber! Og dette er endnu en grund til, at vi ikke blot skal UD af EU – vi skal have nedlagt hele denne snylteorganisation, der nu også skamløst tager lån på vore vegne. Og der skal nødvendigvis følge et retsopgør efter samme retningslinjer og med samme strafferammer og samme retssikkerhed som i Nürnberg. Måske man skulle anbringe sin opsparing i Daka-aktier….

Der er imidlertid også andre lister, f.eks. USA’s terrorliste, hvor man finder alle de reelle eller reelt ikkeeksisterende terrororganisationer, CIA har skabt. Før man skriver om nogen organisation, bør man tjekke, om den står på den liste, for i så fald må man passe på, hvad man skriver, for ikke også i Danmark uforvarende at komme til at gøre sig skyldig i understøttelse eller forherligelse af terror. På denne liste står der imidlertid også personer, f.eks. stod Syriens nuværende præsident al-Julani på listen (dusør 10 mio. USD). Han blev beskyldt for egenhændigt at have skåret hovedet af sine modstandere. Det kan jo nok klassificeres som terror. På listen står imidlertid også Fredrik Vejdeland, lederen af Nordfront, og dermed står han også på den svenske liste. Hvilken terror har Vejdeland vel begået? Absolut ingen. Han har nogle domme for overtrædelse af paragraffen om ”hets mot folkgrupp”, der svarer til den danske § 266b, men det kan vel dårligt betegnes som terror, jf. al-Julani, Osama bin Laden og andre folk af den kaliber. Men igen, der er ingen forsvarsmulighed, ingen ankemulighed, ingenting. Det er en ren bureaukratisk foranstaltning. Retsstat? Glem det, findes ikke mere! Følgerne er stort set de samme som for Jacques Baud, men Vejdeland kan jo heller ikke have et officielt arbejde, for så skal man have en lønkonto. Og selv om han så kan få et arbejde, hvor han betales med rigtige penge (dvs. sort), kan man i Sverige ikke bruge kontanter til ret meget – kun i fødevarebutikker. Man har ikke afskaffet dem, men de fleste virksomheder nægter at modtage dem. Sverige er altid foran, når det gælder vejen mod afgrunden – men vi følger altid efter. Vær på vagt!

Vejdeland mener, at den svenske regering fik ham på den amerikanske terrorliste i forbindelse med, at man gav USA baser i Sverige. For Vejdeland har jo ikke haft noget som helst at gøre med USA. Noget for noget! Al-Julani kom af terrorlisten lige så let, som han kom på den. For Vejdeland stiller sagen sig anderledes…

Fredrik Vejdeland har en syg hustru og 8 (otte) mindreårige børn!

Det er også galt i England. George Galloway, mangeårigt engelsk parlamentsmedlem, leder af Workers Party of Britain, oplevede sammen med sin kone at blive tilbageholdt i lufthavnen – uden at blive anholdt, for det havde givet ham rettigheder. Han blev underkastet et krydsforhør om sine politiske synspunkter. Da man lod ham gå, forlod han landet, idet han var klar over, at han ”var på listen”. I dag lever han i frihed i Moskva. Hør ham på Mother of All Talkshows (MOATS) på YouTube. Hvis jeg var yngre, ville jeg ikke betænke mig et øjeblik på at gøre ham følgeskab.

Er man dissident, kan man lige så godt indstille sig på, at man er i total krig med systemet.  

Povl H. Riis-Knudsen

Relaterede artikler:

Narrativer

Desinformation

Wollt ihr den totalen Atomkrieg?