Indledning
Tanken om, at medierne eksisterer for at formidle information, kan være rigtig, når nyheden er noget, som ingen er i stand til at benægte. I sådanne tilfælde kan de formulere deres budskab klart, som i: »Uforsvarlig bilist anholdt« eller »Liget af fjerde offer bjærget fra sø«. Jo mere tvivlsom deres budskab er, jo mere subtilt må de dog formidle det, indtil det er åbenlyst falsk, og de må formidle det så subtilt, at de kan benægte, at de nogensinde har formidlet det. Kort sagt, når medierne har til hensigt at bedrage, er deres modus operandi hemmelig. Med dette in mente skal vi se på nogle af de teknikker, de bruger til at sprede transkønnet ideologi.
Eksponering
Deres mest åbenlyse teknik er at give ideologien eksponering. I Storbritannien synes højdepunktet i denne henseende at have været omkring 2018, hvor segmenter som »Sætter kønsidentifikation kvinder i fare?«, »Piers Morgan giver sin mening om Girl Guides [En britisk pigespejderorganisation] strid om transkønnede« og »Munroe Bergdorf i heftig debat med Piers om kønsfluiditet« løbende dukkede op i morgen-tv. Det var ligegyldigt, om Piers Morgan stillede spørgsmålstegn ved ideologien eller forsvarede »transkønnedes rettigheder, frihed og ligestilling«, for at citere en af hans yndlingssætninger. Uanset hvad fik seerne af Good Morning Britain hver gang yderligere ti minutter med ideologien.
Et debatprogram
Et afsnit fra et tv-debatprogram fra 2017 begyndte med, at værten Nicky Campbell sagde til en mærkelig udseende pige ved navn Emma: »Du er hverken mand eller kvinde, vel?«1 Hun svarede: “Det er rigtigt. Jeg identificerer mig som nonbinær, hvilket betyder, at jeg hverken er mand eller kvinde, og i overensstemmelse med det bruger jeg pronomenerne ›de‹/’dem’.» Nicky Campbell kommenterede ikke, men påpegede ikke, at det at kalde sig selv noget ikke betyder, at man er det, og at hun tog fejl, da hun sagde, at hun brugte pronomenerne ›de‹/«dem”, formodentlig for at henvise til sig selv. De pronomen, hun brugte til at henvise til sig selv, var formodentlig de samme, som alle andre bruger, nemlig »jeg«, »mig« og så videre. Hvad hun mente var, at hun søgte at få andre til at henvise til hende ved hjælp af flertalspronomen, hvilket er en temmelig tyrannisk ting at gøre. Ved at lade disse ting passere, formidlede Nicky Campbell ideen om, at transkønnede var et særligt tilfælde. Deres udsagn var undtaget fra rationel vurdering.
Crysta, 20. februar 2019, »Smart kvinde gør kønsfluid person MUNDLØS i heftig diskussion.« YouTube-kommentarer findes her.
Emma fortsatte med at sige, at fordi der var en »enorm variation i kønsudtryk og kønsidentitet inden for menneskeheden«, der var ikke kun mænd og kvinder. Igen, i stedet for at latterliggøre hende, behandlede Nicky Campbell kommentaren, som om den var værd at lytte til, selvom en persons »kønsudtryk« tydeligvis ikke siger noget om deres køn. Han gav Emma flere taleomgange og signalerede dermed, at hun var den vigtigste person i studiet.
På et tidspunkt spurgte han spøgefuldt en journalist, om hans avis ville bruge »kønsneutralt sprog«. Peter Foster sagde, at det stort set allerede var tilfældet, og nævnte brugen af ordet »firefighter«. Han havde to døtre og ville være glad, hvis de ønskede at blive ansat i brandvæsenet, når de blev voksne, sagde han, hvilket antydede, at de ikke ville have kunnet blive det, da medarbejderne blev kaldt firemen. Hvis den teori var sand, kunne ingen kvinder have meldt sig ind i det politiske parti Brothers of Italy, endsige stige i graderne til at blive dets leder og derefter landets premierminister, men alligevel er Georgia Meloni der.
Hvad angår at omtale enkeltpersoner som »de«, sagde Peter Foster, at det var et spørgsmål om, hvorvidt sådanne udtryk ville vinde indpas, og antydede, at medierne følger offentlighedens præference. Var han en tåbe eller uoprigtig? Den eneste grund til, at de fleste mennesker tager en ny sprogbrug til sig, såsom at kalde mandlige transkønnede for »hun«, er, at medierne er forbillede. Men Peter Foster sagde, at han tvivlede på, at ›de‹ ville blive hængende som pronomen for en person, »fordi det faktisk ikke er sådan, de fleste mennesker ser verden«. Sproget er organisk, fastholdt han, og afspejler det samfund, det kommer fra. Gud forbyde, at det skulle være påvirket af medierne!
På den gammeldags side sagde en kvinde ved navn Bethany Brown: »Vi må ikke glemme, at sprog refererer til en virkelighed. Som forfatter er jeg meget bevidst om dette. Det er meget vigtigt.« Pronomenerne ›han‹ og »hun« henviste til mandlig og kvindelig virkelighed, sagde hun. Hun mente, at der var noget meget alvorligt på spil, hvis vi begyndte at undergrave disse begreber.
At dømme ud fra kommentarerne fra seerne af videoen var mange enige med hende. En skrev: »Tak til den dame, der talte imod dette vanvid«. En anden sagde: »Dette pronomen-halløj er bare noget vrøvl. De bør begynde at bekymre sig om noget, der fortjener at blive bekymret over.« En tredje bemærkede: »Det faktum, at dette overhovedet er en diskussion, viser, hvor langt vi er kommet.« En amerikaner sammenlignede Bethany Brown med »de jordnære lærere, vi havde, da vi voksede op«, som »ikke havde noget problem med at skælde ud på idiotiske børn, der sagde dumme ting. Godt gået, dame!«, konkluderede han.
Men Nicky Campbell spurgte hende: »Hvad med mennesker, der er nonbinære? Hvad med mennesker, der er kønsfluide?«, idet han forudsatte eksistensen af sådanne mennesker og lærte sit publikum disse begreber. »Vi er alle mænd eller kvinder«, svarede Bethany Brown, »og forsøget på at antyde, at der findes et tredje køn, er efter min mening et ideologisk og politisk projekt. Det eksisterer ikke.«
Chok, rædsel!
En anden medieteknik til at formidle en usandhed, bortset fra at være mikrofonholder for en person, der udtrykker den, er at præsentere sandheden som skandaløs. Således havde et segment i BBC’s morgenprogram titlen »Feministisk blogger mener, at transkvinder ikke er rigtige kvinder«.2 Ikke rigtige kvinder? Hvilken ekstraordinær person må det være!
Mens medierne præsenterer det åbenlyse som chokerende, præsenterer de det umulige som almindeligt, som i deres henvisninger til mennesker, der »skifter køn«, hvilket skal antyde, at de har skiftet køn. I samme program spurgte Eamonn Holmes Kelly Jay Keen, den »feministiske blogger«: »Hvorfor truer hun dig?«, med henvisning til en af mediernes foretrukne transpersoner, der også var i studiet. Kelly Jay Keen sagde: »Jeg synes, at når man beslutter, at mænd kan komme ind i et kvinders rum, er det ikke længere et kvinders rum«. Holmes: »Men hun ser sig selv som en kvinde«. Ifølge ham så den anden gæst sig selv som en kvinde, derfor var han en kvinde, så hvad var Kelly Jay Keen bekymret for?
Behovet for »respekt«
Tilbage til Emma, der sagde, at det var et tegn på respektløshed at bruge det »forkerte sprog« om transpersoner, måske »en af de største former for respektløshed«, man kunne udvise. Medierne bruger den samme taktik og beskriver alle, der siger noget, der ikke behager transaktivister, som respektløse eller ufølsomme.
Da Susie Green som administrerende direktør for velgørenhedsorganisationen Mermaids tog sin sekstenårige søn med til Thailand for at blive kastreret, sendte den katolske journalist Caroline Farrow en række tweets, kun for at blive afhørt af politiet seks måneder senere i forbindelse med loven om ondsindet kommunikation, [Malicious Communications Act] der gør det ulovligt at sende eller levere breve eller lignende med det formål at forårsage angst eller bekymring. Susie Green havde anmeldt hende for at have »fejlkønnet« hendes »datter«.3
Caroline Farrow havde tweetet, at Susie Green havde ›lemlæstet‹ sin søn og gjort ham steril, mens han stadig var et barn. Hun havde skrevet: »Jeg synes, det er på tide, at alle kalder Susie Green og Mermaids for det, det er: børnemishandling«. Dette var ikke rent personligt, fastholdt hun, fordi Susie Green var en offentlig person, der ledede en lobbygruppe, der havde adgang til Westminster og indflydelse på uddannelsespolitikken og politiet. Susie Green havde selv givet meget personlige oplysninger om sin søn, f.eks. da hun i fjernsynet beskrev, hvordan hans penis var blevet så skrumpet af medicin, at operationen var særlig vanskelig. De thailandske myndigheder var så oprørte, da de fandt ud af, hvad der var sket, sagde Caroline Farrow, at de havde forbudt kastration af børn. Politiet droppede til sidst sagen mod hende.
Susanna Reid, en vært på Good Morning Britain, anså sproget i Caroline Farrows tweets for »opildnende«. Vi bør behandle selv offentlige personer med respekt, sagde hun. Piers Morgan mente, at hvis modstanderne af trans-lobbyen handlede lige så aggressivt som trans-lobbyen, ville de ikke hjælpe sig selv. Men Caroline Farrow sagde, at hun forsøgte at fjerne lobbyens eufemismer, såsom »kønsbekræftende kirurgi« og »underlivskirurgi«, som efterlod mange mennesker med en uklar forestilling om, hvad en sådan operation indebar. Hvordan kunne hun gøre dette, hvis hun selv var nødt til at bruge eufemismerne?
Værterne lod sig ikke bevæge. Susanna Reid mente, at hendes gæsts kommentarer var »utroligt personlige« og formuleret i et sprog, der var »ærligt talt ufølsomt«. Piers Morgan mente, at der var en »mere respektfuld måde«. »Men det er sandheden«, sagde Caroline Farrow, »og i denne sag er vi nødt til at fortælle sandheden«. Efter hendes mening havde vi brug for en klar og ærlig diskussion. Ifølge medierne havde vi ikke det.
Fjernelsen af stigmatiseringen
En anden strategi, som medierne bruger til at sprede destruktive ideologier, er at undergrave vores forsvar mod dem, som tager form af stigmatisering. For tredive eller fyrre år siden var der få transseksuelle, som de dengang blev kaldt, fordi de blev afvist og hånet som misfostre. Medierne har siden lært os, at dette var forkert. I stedet for at afvise og håne transkønnede bør vi omfavne dem som helt normale. Faktisk bør vi se dem som supernormale: så normale, at vi, der blot er normale, må underordne os dem på alle områder.
Lignende er krigen mod videnskab og medicin, som føres af transkønnede aktivister og af medierne på deres vegne. Ligesom antipsykiateren R.D. Laing i 1960’erne lærte, at skizofrene reagerede på en fornuftig måde på en vanvittig verden, kun for at blive låst inde for det, så lærer nutidens transkønnede ideologer, at psykiatere er skyldige, hvis de siger, at transkønnede er forstyrrede. Langt fra: Transkønnede har opdaget deres sande, autentiske jeg. De er lysende stjerner, der har gennemført en åndelig rejse, som resten af os måske kun er ved at tage de første vaklende skridt på.
Fremmende sprog
I 2018 påpegede Susanna Reid, at pigespejdere var i alderen 10-14 år, og henviste til en »transkønnet pige« i spejderkorpset, der »stadig tydeligvis har en mandlig krop«. Ifølge Susanna Reid var dette ikke en dreng, men en pige, der tilfældigvis boede i en drengs krop.4 Hendes gæst, igen Susie Green, var godt forberedt på at afvise enhver kritik af ideen om at lade drenge i denne alder dele telt med piger. Det var ikke overraskende, sagde hun, at folk betragtede »transkønnede piger« som et sikkerhedsproblem, da dette var det indtryk, medierne skabte. I virkeligheden var det ›transpiger‹, der var i fare, som vi vidste fra statistikkerne »om selvskade og selvmord«. Og så ser vi, at medierne er helt villige til at sprede den opfattelse, at de selv har været uretfærdige, hvis det kan være med til at fremstille transpersoner som værende i behov af medlidenhed.
Susie Green fortsatte med at bruge udtrykket »transpiger« utallige gange, hvor hun understregede, at de var børn, og insisterede på, at der »absolut ikke var noget som helst, der tydede på, at transpiger udgør en trussel, og at der nogensinde har været problemer med misbrug«. Hun fortsatte: »Det virker bare som om, at hver gang der er en mulighed for at angribe transpiger – jeg mener, det er jo børn!« Da hun blev spurgt, hvorfor forældrene ikke skulle informeres om, at drenge kunne blive anbragt i telte sammen med deres døtre, hvilket var det centrale spørgsmål, svarede hun, at spørgsmålet var »at hakke på en marginaliseret gruppe af børn, der allerede ofte har været udsat for misbrug i deres miljø«. Hvis forældrene blev informeret, ville børnene blive »anderledesgjort«.
Da Piers Morgan nævnte den nylige sag om en voldtægtsmand i et kvindefængsel, der havde begået flere seksuelle overgreb der, bad Susie Green om at skifte emne. »Kan vi gå videre? Det handler om børn, om at børn får lov til at være børn, og om at børn – piger, transpiger, der er piger – får lov til at deltage«. Vi blandede seksuelle rovdyr sammen med uskyldige børn. Nej, det gjorde vi ikke, sagde Caroline Farrow, den anden gæst. Vi havde allerede set sagen om en spejderleder, der blev bedt om at rådgive Det Grønne Parti om dets transkønnede politik, og som efterfølgende blev sendt i fængsel i 22 år for voldtægt og tortur af piger. »Men han er en mand«, sagde Susie Green og så forvirret ud. »Han er ikke transkønnet.« Da Piers Morgan spurgte Susie Green om en mand, der blev fejret som kvinde, og som kun klædte sig som kvinde en gang om ugen, så hun igen forvirret ud og spurgte, hvad det havde med pigespejdere at gøre. Medierne lægger vægt på at give en platform til sådanne eksperter i vildledning og undvigelse.
Konklusion
Kort sagt spreder medierne transkønnet ideologi ved at udsætte os for den dag og nat, eller i det mindste over morgenmaden. De tilslører falskheden i dens doktriner, såsom at man kan ændre sit køn eller deltage i begge køn, hovedsageligt ved at antyde, at ord styrer virkeligheden, eller ved at undskylde absurde udsagn. De viser os mennesker, der ikke kan tænke, eller som foregiver, at de ikke kan, for at forhindre os i at tænke, og tilslører den grufulde virkelighed ved kønskirurgi i »respektens« navn for dem, der gennemgår den. De lader dog fra tid til anden sund fornuft komme til orde. De præsenterer det dog ikke som sund fornuft, men snarere som en excentrisk stemme fra fortiden. De fremstiller transkønnede som vores ofre, samtidig med at de nedbryder vores forsvar mod deres ideologi.
Denne ideologi er et direkte angreb på virkeligheden og sandheden. En mand er en kvinde; at klassificere en person som medlem af sit køn er at »fejlkønne« dem; at benægte en persons køn er at »bekræfte« det, og så videre. Dermed udgør den et indirekte angreb på alt, hvad der er godt, for det er altid de mest fornuftige og principfaste mennesker, ofte kristne, som medierne modsætter sig, og som i den virkelige verden får besøg af politiet eller mister deres job. Tilsvarende er det altid de mest ondskabsfulde og idiotiske, der slipper af med dem. Uheldige transkønnede marcherer bag deres ideologer og deres ideologers fortalere i medierne med Løgnenes Fader i spidsen.
Noter
- Crysta, 20. februar 2019, »Smart Woman Leaves Gender Fluid Person SPEECHLESS In Heated Argument«, https://www.youtube.com/watch?v=tM5vzvfxJ_M. Programmet var The Big Questions. Det fulde afsnit, uden seernes kommentarer, findes på Simpson Training, 23. august 2017, »Would Gender Neutral Language be Better for Humankind?«, https://www.youtube.com/watch?v=IX21PukO39g. ↩︎
- BBC, 28. september 2018, »Feminist Blogger Believes Trans-Women Aren’t Real Women | This Morning«, https://www.youtube.com/watch?v=fDSOP_j7HZE. ↩︎
- Good Morning Britain, 25. marts 2019, “Caroline Farrow on ‘Misgendering’ Tweets Row: ‘I’m Absolutely Not Regretful’ | Good Morning Britain”, https://www.youtube.com/watch?v=rpo4rsZUNPM. ↩︎
- Good Morning Britain, 25. september 2018, “Piers Morgan Weighs in on Girl Guides Transgender Row | Good Morning Britain”, https://www.youtube.com/watch?v=SrQM8VQQ-P8. ↩︎
Kilde
Fra The Occidental Observer; “How the media spread transgender ideology“. Oprindeligt udgivet d. 14. juli 2023.
Danmarks Frihedsraad 