Af Jose Nino
I den skyggefulde verden af amerikansk udenrigspolitik over for Latinamerika er der få navne, der vækker så megen kontrovers som Otto Reich, en jødisk-cubansk immigrant, hvis karriere er som at læse som en manual for regimeskift, fyldt med ulovlige propagandakampagner, forbindelser til kupmagere og en urokkelig forpligtelse til at vælte regeringer, der trodser Washington.
Historien begynder i Havana, hvor Otto Juan Reich blev født den 16. oktober 1945 af en østrigsk-jødisk far, der var flygtet fra det nationalsocialistiske Tyskland i 1938, og en cubansk-katolsk mor. Hans fars flugt fra Tyskland blev grundlaget for Reichs verdenssyn, en fortælling om autoritær ondskab, som han senere ville projicere over på Latinamerikas venstreorienterede bevægelser. Opvokset som katolik på trods af sin jødiske baggrund, gik den unge Otto på det eliteprægede, amerikansk drevne Ruston Academy, hvor han i lige så høj grad absorberede både cubansk kultur og amerikansk indflydelse.
I Reichs ungdom var Cuba under Fulgencio Batistas diktatur, hvis politiske undertrykkelse var så alvorlig, at selv Reichs egen familie, som han fortalte The New Yorker, var »pro-revolution, anti-Batista.« Den eneste undtagelse var hans far, hvis erfaring med at flygte fra et autoritært regime havde gjort ham mistænksom over for revolutionære bevægelser. Da Fidel Castro tog magten i 1959, viste den mistænksomhed sig at være profetisk – eller det var i hvert fald, hvad Reich hævdede resten af sit liv. Castros konsolidering af magten fik Reichs far til at flygte endnu en gang, denne gang med sin familie til North Carolina i 1960, da Otto kun var 15 år gammel, som New York Times rapporterede.
Hans fars dobbelte eksil – først fra Tyskland, derefter fra det revolutionære Cuba – blev den smeltedigel, der formede den unge Reichs politiske identitet. Hvor nogle måske så en tragedie, så Reich en mulighed. Hvor andre måske ville gå ind for forsoning, søgte Reich konfrontation. Teenageflygtningen voksede op til at blive en af Washingtons mest ivrige modstandere af latinamerikansk venstreorienterede, en mand for hvem grænsen mellem kommunisme og demokrati ikke tillod nogen gråzoner, ingen nuancer, ingen mulighed for sameksistens.
Fra militæret til udenrigspolitikken
Reichs vej mod indflydelse var metodisk. Han fik en bachelorgrad i internationale studier fra University of North Carolina i Chapel Hill i 1966 og meldte sig straks efter til den amerikanske hær, hvor han tjente tre år som officer i 3rd Civil Affairs Detachment, der var stationeret i Panamakanalzonen. Denne udstationering gav Reich mere end militær erfaring; den gav ham et førstehåndsindtryk af USAs magtudøvelse i Latinamerika, hvor den amerikanske militære tilstedeværelse ikke kun handlede om forsvar, men også om at bevare indflydelsen over en hel halvkugle.
Efter sin militærtjeneste færdiggjorde Reich en mastergrad i latinamerikanske studier fra Georgetown University i 1973 og erhvervede dermed de kvalifikationer, der gjorde ham uundværlig for konservative politikere, der søgte ekspertise om regionen.
Da Ronald Reagan kom til magten i Det Hvide Hus i 1981, så Reich sin chance. Reagan-administrationen havde brug for folk, der var villige til at føre en aggressiv antikommunistisk politik i Latinamerika, og Reich meldte sig ivrigt. Fra 1981 til 1983 tjente han som assisterende administrator i det amerikanske agentur for international udvikling, hvor han administrerede den amerikanske økonomiske bistand til Latinamerika og Caribien i en periode med revolutionære omvæltninger. Men denne stilling var blot en forberedelse til Reichs egentlige kald.
Arkitekten bag Contra-propagandamaskinen
I 1983 oprettede Reich Office of Public Diplomacy for Latin America and the Caribbean (OPD) og begyndte at lede det. Det var et harmløst navn for det, der skulle blive en af de mest kontroversielle operationer i moderne amerikansk udenrigspolitik. OPD’s officielle mission var at fremme Contra-guerillaerne, der kæmpede mod Nicaraguas sandinistiske regering. Dets egentlige funktion, som senere blev afsløret, var at gennemføre det, som Comptroller General i 1987 karakteriserede som »forbudt, hemmelig propaganda« for at styrke Contra-guerillaernes image i den amerikanske offentlighed.
Under Reichs ledelse blev OPD en fabrik for desinformation. Kontoret plantede falske historier i amerikanske medier, herunder ubegrundede påstande om den nicaraguanske regerings involvering i narkohandel. Det offentliggjorde kronikker i mainstream-aviser, der blev tilskrevet fiktive nicaraguanske oprørsledere. Det samarbejdede med betalte konsulenter, der skrev pro-Contra-artikler, mens de skjulte deres forbindelser til regeringen – en praksis, som kongresundersøgere senere identificerede som »hvid propaganda«.
Reich havde effektivt forvandlet sit kontor til en indenlandsk propagandaoperation, der havde til formål at manipulere den amerikanske offentlige mening til at støtte en hemmelig krig. En rapport fra House of Foreign Affairs Committee lagde ikke fingrene imellem og karakteriserede OPD som »et indenlandsk politisk og propagandistisk foretagende«. I tre år overvågede Reich denne vildledningsmaskine og blev det, som journalisten Ann Bardach senere ville betegne som »chief spinner« for indsatsen mod Iran-Contra-affæren.
Den skandale, der til sidst ramte Reagan-administrationen, lukkede Reichs operation i 1987. Men bemærkelsesværdigt nok blev Reich selv ikke personligt anklaget for ulovlige aktiviteter. Han havde opereret i den gråzone, hvor regeringsembedsmænd kunne hævde plausibel benægtelse – tæt nok på forbrydelsen til at være uundværlig, men fjernt nok til at undgå retsforfølgelse. Det var en færdighed, han ville forfine gennem årtier.
Lobbyistårene
Da Reich forlod sin stilling i regeringen i 1989 efter en periode som amerikansk ambassadør i Venezuela fra 1986 til 1989, opgav han ikke sin mission. Han ændrede blot sin metode. I 12 år arbejdede Reich som lobbyist for virksomheder, først som partner i Brock Group og senere som præsident for sit eget firma, RMA International. Men dette var ikke almindelige lobbyopgaver; Reich udvalgte kunder, hvis interesser passede perfekt til hans ideologiske dagsorden.
Han repræsenterede Bacardi-romselskabet i en kampagne for at ophæve Cubas varemærkebeskyttelse af »Havana Club«, en indsats, der lykkedes med vedtagelsen af Helms-Burton-loven i 1996, som yderligere styrkede embargoen mod Cuba. Han arbejdede på vegne af Lockheed Martin for at sælge F-16-kampfly til Chile. Hvor andre så forretningsmuligheder, så Reich endnu en front i sin endeløse kampagne for at opretholde amerikansk overherredømme i Latinamerika.
Tilbage til magten
Da George W. Bush erobrede Det Hvide Hus i 2001, så Reich en mulighed for at vende tilbage til regeringstjeneste. Bush udnævnte ham til assisterende udenrigsminister for den vestlige halvkugles anliggender, men udnævnelsen udløste straks kontroverser. Senatet, der var på vagt over for Reichs Iran-Contra-fortid og hans støtte til Orlando Bosch – en militant cubansk flygtning, der mistænkes for at have organiseret bombningen af Cubana de Aviación flyet 455, hvor 73 mennesker omkom – nægtede at afholde bekræftelseshøringer.
Bushs løsning afslørede, hvor stor værdi Reich havde for de republikanske hardlinere: Han gik simpelthen uden om Senatet ved at udnævne Reich i en pause, hvilket gjorde det muligt for Reich at tjene i et år uden bekræftelse, før han blev udnævnt til særlig udsending til Latinamerika. Demokratiet kunne gå ad helvede til; Reichs ekspertise i destabilisering var for værdifuld til at ofre på Senatets tilsyn.
Kuppet i Venezuela i 2002
Reichs embedsperiode faldt sammen med en af de mest kontroversielle episoder i den nyere latinamerikanske historie: Det korte statskup i Venezuela den 11. april 2002, der midlertidigt fjernede præsident Hugo Chávez fra magten. Under kuppet kommunikerede Reich med kuppets leder Pedro Carmona Estanga og kontaktede ambassadører fra andre latinamerikanske lande. Cubanske kilder karakteriserede Reich som »hjernen bag kuppet mod Hugo Chávez i april 2002«, selvom Reich har benægtet direkte involvering i planlægningen af kuppet.
Mønsteret var velkendt: En venstreorienteret, demokratisk valgt leder, der trodsede Washingtons præferencer; et pludseligt kup, der involverede militæret og erhvervseliten; og Otto Reich i kommunikation med kuplederne. Uanset om Reich var hjernen bag operationen eller blot ydede opmuntring og diplomatisk dækning, talte hans tilstedeværelse i centrum af begivenhederne sit tydelige sprog om hans rolle i Bush-administrationens politik.
Den ideologiske iværksætter
Efter at have forladt regeringstjeneste i 2004 etablerede Reich Otto Reich Associates, et konsulentfirma i Washington, der yder rådgivning om internationale regeringsrelationer. Men han forblev langt mere end blot en konsulent. Reich positionerede sig som en ideologisk iværksætter, der formede politikken uden for regeringen gennem medieoptrædener, vidneudsagn i Kongressen og rådgivende roller for republikanske præsidentkandidater, herunder John McCain i 2008 og Jeb Bush i 2016.
Under Donald Trumps første embedsperiode spillede Reich en vigtig rolle bag kulisserne i udformningen af latinamerikansk politik. I august 2018 blev han krediteret for at have anbefalet Mauricio Claver-Carone til Den Nationale Sikkerhedsrådgiver John Bolton. Claver-Carone fik stillingen som topembedsmand for Latinamerika-politikken i Det Nationale Sikkerhedsråd. Bolton erkendte senere: »Jeg ville ikke have kendt [Claver-Carones] navn, hvis ikke Otto havde anbefalet ham. Jeg stolede på Ottos vurdering.«
Reich roste udnævnelsen af cubansk-amerikanske høge til nøgleposter i Trump-administrationen og sagde: »Vi har folk, der forstår årsagen til og ikke kun symptomerne på problemerne i Latinamerika – ikke alle problemerne – og det er Cuba.« Han argumenterede for, at »USA har været brandvæsen i Latinamerika i de sidste 60 år, og vi har i høj grad ignoreret brandstifteren,« med henvisning til Cubas rolle i støtten til venstreorienterede bevægelser i hele regionen.
Den uendelige kampagne for at bevare USAs hegemoni
Reichs korstog mod latinamerikansk venstreorientrede vaklede aldrig og blev aldrig blødere. Han karakteriserede Venezuela som en »gren« og ›filial‹ af Cuba og beskyldte præsident Chávez for at »have stillet en stor del af sit lands penge til rådighed for Fidel Castro« og »foræret« olie til den caribiske ø. Denne tætte alliance, hævdede Reich, drev det, han kaldte den »modbydelige og dystre proces af cubanisering«, der udspillede sig i det olierige land.
Den daværende vicepræsident José Vicente Rangel forsvarede Venezuelas suverænitet i juli 2005 og hævdede, at Reich »permanent angriber den venezuelanske regering, fordi alle de olieforretninger, som [USA] har med Venezuela, frustrerer ham.« Rangel bad retorisk Reich om at præcisere, »præcis hvilken cubaniseringsproces han taler om«, og argumenterede for, at »den virkelige cubanisering af Venezuela fandt sted for år tilbage med infiltrationen af anti-Castro-cubanere i Venezuelas politistyrker«.
I en paneldiskussion i februar 2015 på University of Miami med titlen »Venezuela: A Deepening Political and Economic Quagmire?« sammenlignede Reich den venezuelanske regering med det nationalsocialistiske Tyskland og sagde, at embedsmændene dér kunne hævde, at de »blot adlød landets love«, ligesom tyske embedsmænd gjorde, og advarede om, at »vi skal være forsigtige med, hvad et lands love er.« Sammenligningen var lige så overdrivende som afslørende – for Reich var alle venstreorienterede regeringer i Latinamerika potentielt det næste Tredje Rige.
I januar 2024 var Reichs kritik blevet skærpet efter Biden-administrationens midlertidige lempelse af sanktionerne mod Venezuela. I et interview med PanAm Post erklærede Reich, at Bidens politik over for Venezuela »har været en fiasko siden begyndelsen af hans administration« og karakteriserede den som »ikke bare en fiasko, men en ydmygelse.« Han advarede om, at »ikke kun de ideologiske pressionsgrupper fra venstrefløjen, men nu også de kommercielle grupper, de amerikanske olieselskaber, der handler med Maduro, vil lægge pres på Biden-regeringen for ikke at genindføre sanktionerne.«
Udvidelse af fjendelisten
For Reich strakte listen over fjender sig langt ud over Cuba og Venezuela. Han grupperede Nicaragua og Bolivia sammen med Venezuela og Cuba som det, han kaldte »det 21. århundredes socialistiske stater« og argumenterede for, at de repræsenterede en koordineret cubansk-venezuelansk indsats for at underminere demokratiet i hele Latinamerika. I marts 2014 advarede Reich i et vidneudsagn for Kongressen med titlen »U.S. Disengagement from Latin America« (USA’s tilbagetrækning fra Latinamerika) om, at disse regeringer udgjorde »organiserede kriminelle stater«, hvor »toppolitikere og højtstående militærofficerer har været impliceret i narkohandel, støttet terrorisme og andre ulovlige aktiviteter«.
Reichs seneste skrifter afslører en udvidelse af hans ideologiske fjender til også at omfatte aktører fra Mellemøsten. I en artikel fra november 2023 for Jewish Policy Center argumenterede Reich for, at »i mere end et år leverede Iran hemmeligt de våben og den træning, som Hamas havde brug for til at planlægge angrebet mod Israel den 7. oktober.« Han beskyldte specifikt Cuba for at være »en vigtig allieret for Iran og Hamas« i de diplomatiske bestræbelser på at støtte den palæstinensiske militante organisation.
Reich dokumenterede tre møder på højt plan, som han hævdede viste Cubas medvirken i angrebet den 7. oktober; et besøg den 5. februar 2023 af den iranske udenrigsminister Hossein Amirabdollahian, hvor han mødtes med den cubanske præsident Miguel Díaz-Canel; et besøg den 25. februar 2023 af en Hamas-delegation hos Jorge León Cruz, den cubanske ambassadør i Libanon, hvor Cruz anerkendte »palæstinensernes legitime ret til at forsvare deres land« og erklærede, at palæstinenserne »kæmper for en retfærdig sag«; og et møde den 15. juni 2023 mellem den iranske præsident Ebrahim Raisi og Díaz-Canel i Havana.
Reich hævdede, at disse møder, sammen med Cubas »lange historie med både antisemitisme og støtte til ekstremistiske terrororganisationer i Mellemøsten«, beviste, at Cuba drev »terroristtræningslejre på hemmelige steder« og tillod Hizbollah at etablere »en operationsbase i Cuba, der var designet til at støtte terrorangreb i hele Latinamerika«.
Regimeskiftskurken
Gennem hele sin karriere har Reichs mål konsekvent inkrimineret ham for netop den indblanding, han hævder at modsætte sig. Den cubanske regering har konsekvent beskyldt Reich for at støtte terrorisme og blande sig i cubanske anliggender. I 2002 afviste Cubas udenrigsministerium kategorisk Reichs påstande om, at fire cubanske fly landede i Venezuelas lufthavn under kupforsøget, og kaldte Reichs påstand for »en total løgn«. Ministeriet erklærede, at »hvis det havde været nødvendigt at lande et cubansk civilt fly for at hente cubansk diplomatisk personale, der var belejret af hr. Reichs venner, eller for ethvert andet humanitært og fredeligt formål, ville vi have gjort det, og vi ville ikke have haft nogen grund til at skjule det.«
Under et diplomatisk besøg i Sydamerika i juli 2002 fik Reich kritik for at have beordret den argentinske regering til at forpligte sig til et spareprogram, som blev krævet af Den Internationale Valutafond – et af de mest bemærkelsesværdige redskaber for jødisk-amerikansk magt. Hans aggressive tilgang til diplomati var så aggressiv, at senator Lincoln Chafee, et republikansk medlem af Udenrigsudvalget, rapporterede, at han havde oplevet latinamerikanernes fjendtlighed over for Reich på første hånd under rejser i regionen. Udtrykket »hemisfærisk sikkerhedsmekanisme«, som Reich promoverede, vækkede ifølge en rapport af Toby Eglund »ubehagelige minder om interventionisme« i hele Latinamerika.
Venezuelanske embedsmænd har været særligt højlydte om Reichs svindel, selv i Obama-æraen. I marts 2013 beskyldte Venezuelas daværende midlertidige præsident Nicolás Maduro »kræfter i Pentagon og CIA« for at konspirere mod Venezuela og nævnte specifikt Reich og Roger Noriega, der direkte efterfulgte Reich som assisterende udenrigsminister for Den Vestlige Halvkugles Anliggender. Maduro erklærede: »Vi vil sige til præsident Barack Obama: Stop denne galskab« og hævdede at have »vidnesbyrd og direkte førstehåndsinformation« om amerikanske komplotter. Både Reich og Noriega afviste påstandene om at have iscenesat et komplot for at myrde Maduros rival Henrique Capriles som »usande, skandaløse og æreskrænkende.«
I september 2013 aflyste Maduro sin planlagte rejse til FN for at tale, med henvisning til »alvorlige provokationer, der kunne true hans liv.« Han beskyldte specifikt »klanen, mafiaen bestående af Roger Noriega og Otto Reich« for at konspirere mod ham og erklærede, at »den amerikanske regering udmærket ved, at disse mennesker stod bag en farlig aktivitet, der blev planlagt i New York.«
En arv af brandstiftelse
I januar 2018 kaldte Reich i et vidneudsagn foran House Committee on Oversight and Government Reform præsident Obamas tilnærmelse til Cuba for »en fiasko i udenrigspolitikken«. Han argumenterede for, at den »bestod af en række ensidige indrømmelser til Castro-regimet, der havde negative konsekvenser for USAs nationale sikkerhed, udenrigspolitiske interesser og traditionelle værdier, og som medførte øget undertrykkelse af det cubanske folk, samtidig med at den fyldte pengekasserne hos det cubanske militær, kommunistpartiet og Castro-familien.«
Reich understregede, at »i modsætning til tidligere, succesrige amerikanske initiativer, identificerede Obamas tilnærmelse til Castros diktatur USA med en nations undertrykker i stedet for den undertrykte.« Denne formulering afslørede hans konsekvente holdning: USAs politik bør være på linje med oppositionsbevægelser snarere end siddende venstreorienterede regeringer – med andre ord, evig regimeskifte frem for diplomatisk engagement.
I marts 2023, efter at Den Internationale Straffedomstol havde udstedt arrestordrer på den russiske præsident Vladimir Putin for krigsforbrydelser i Ukraine, opfordrede Reich til en undersøgelse af Cubas støtte til Ruslands »kriminelle og ulovlige krig«. Han erklærede, at »den cubanske regering aktivt har brugt sine diplomatiske og propagandistiske tjenester til at støtte Putins Ruslands ulovlige og kriminelle invasion af Ukraine«, mens »den cubanske stærke mand Raúl Castro, hans håndplukkede præsident Miguel Diaz-Canel og resten af den herskende klasse drager fordel af Putins kriminelle aggressionskrig ved at modtage leverancer af russisk smuglerolie og hvede stjålet fra Ukraine.«
Siden 2025 har Reich fortsat sit arbejde gennem Otto Reich Associates og er medlem af det rådgivende udvalg for United Against Nuclear Iran, en organisation der arbejder for at forhindre Iran i at anskaffe atomvåben.
I takt med at Washingtons konfrontation med Venezuela intensiveres, bør observatører erkende, at denne eskalering ikke er opstået ud af ingenting. Den er det forudsigelige resultat af årtier af arbejde udført af regimeskiftsspecialister som Otto Reich, personer, der har været med til at udarbejde en langsigtet interventionistisk plan for Latinamerika. I dag bliver denne plan pligtskyldigt udført af høgene som udenrigsminister Marco Rubio, en nær allieret af Reich og selv en engageret interventionist.
Ligesom Reichs slægtninge i Israel arbejder utrætteligt for at sikre den jødiske stats regionale overherredømme, har Reich viet sin karriere til at gøre den vestlige halvkugle sikker for verdens jøder ved at beskytte Washingtons fulde dominans i Latinamerika.
I denne transnationale kriminelle virksomhed er rollerne klart definerede. Og Reichs rolle er at sikre, at Empire Judaicas strategiske fodfæste i Latinamerika forbliver intakt.
Relateret:
https://danmarksfrihedsraad.com/tag/neokonservatisme/
Andre oversættelser på bloggen af samme forfatter
https://danmarksfrihedsraad.com/tag/jose-nino/
Kilde
Fra The Occidental Observer; “Otto Reich: The Jewish Regime Change Agent Who Spent 40 Years Destabilizing Latin America“. Oprindeligt udgivet d. 18. november 2025.
Danmarks Frihedsraad 